Satse på kvalitet eller satse på rangliste-position?

I artiklen "Review of University Rankings Offers a Comprehensive Critique of the Process" af Aisha Labi (The Chronicle of Higher Education, 17. juni, 2011) omtales en ny rapport om den stigende betydning af anvendelsen de årlige hitlister over universiteter, Global University Rankings and Their Impact (kan hentes her).

Rapporten, som er bestilt af organisationen European University Association (EUA) der omfatter 850 universiteter i 47 lande, er EUAs første nålestiksoperation ind i et meget kontroversielt felt. EUAs medlemsuniversiteter udtrykte behov for en guide til at finde ud af hvad der er op og ned i de mange forskellige rankings, der efterhånden er på markedet, og en af de ting, rapporten peger på, er at der kommer flere, og mere specialiserede ranglister de kommende år. Den danske formand for det tidligere rektorkollegium (nu "Danske Universiteter", rettelig: Danske Universitetsledere) Jens Oddershede er med i EUA-redaktionsgruppen for rapporten.

Rapporten ser på de mest kendte rankings - det er: Shanghai Academic Ranking of World Universities (ARWU); Times Higher Education World University Ranking (Times Higher Education, nu i samarbejde med Thomson Reuters); World’s Best Universities Ranking – US News & World Report i samarbejde med Quacquarelli Symonds, US; den russiske Global Universities Ranking, Reitor; Europakommissionens EU University-Based Research Assessment, AUBR Working Group; den hollandske Leiden Ranking, Leiden University; den taiwanesiske Performance Rankings of Scientific Papers for World Universities, Higher Education Accreditation and Evaluation Council; og seks yderligere mindre kendte ranking-virksomheders lister. Hensigten i rapporten er ikke at ranke disse!

Rapporten finder, at rankings især er dårlige til at sige noget om uddannelsernes kvalitet når universiteterne skal sammenlignes, fx af kommende studerende, bl.a. fordi der er så stort et fokus på forskningssiden:

"The report confirms that most international rankings focus predominantly on indicators related to the research function of universities. Attempts to measure the quality of teaching and learning generally involve the use of proxies, often with a very indirect link to the teaching process, and are rarely effective. The importance of links to external stakeholders and environments are largely ignored. Where existing data is used, it is often not used consistently, and reputational factors have in many cases disproportional importance. Taken together, this leads to an oversimplified picture of institutional mission, quality and performance, and one that lacks relevance for the large majority of institutions, especially at a time when diversification and individual institutional profiling are high on agendas across Europe." (p. 7).

Om de begrænsede fordele hedder det,

"the arrival of global rankings over the last few years has focused considerable attention on higher education, and put the spotlight on universities that are increasingly being compared nationally and internationally. Rankings have certainly helped to foster greater accountability and increased pressure to improve management practices. They have encouraged the collection of more reliable data and in some countries have been used to argue for further investment in higher education. Although it is said they can be used to guide consumer choice, there is little convincing evidence that they do so (except in Asia or via the CHE Ranking in Germany)." (p. 8)

Selvom rankings ifølge rapporten både har fordele og ulemper, kan ulemperne ikke opvejes af fordelene:

"at present it would be difficult to argue that the benefits offered by the information they provide, given the lack of transparency that we have observed, are greater than the ‘unwanted consequences of rankings’. For there is a danger that time invested by universities in collecting and using data and statistics in order to improve their performance in the rankings may detract from efforts to progress in other areas such as teaching and learning or community involvement."

Rapporten peger også på, at værdierne for de tal, der indgår i de enkelte listers indikatorer kan manipuleres (og giver en række eksempler, alene af den grund vil den sikkert læses med stor grundighed af de enkelte universitetssekretariater), og endelig peges på det helt generelle problem ved udefra påførte indikatorer optrædende som incitamenter, at indikatorerne ikke forbliver eksterne i forhold til det, de måler, men selv bliver en del af og ændrer systemet (som vi før har omtalt her). Med rapportens ord:

"In an attempt to improve their positions in the rankings, universities are strongly tempted to improve their performance specifically in those areas which are measured by ranking indicators." (p. 15)

Endelig peges på det absurde i fænomener som "top-500" lister over verdensklasse-universiteter: Der er måske omkring 16.000 universiteter i verden med meget forskellige opgaver og profiler, men der vil altid være plads til kun 500 på en sådan 'global league'-tabel. Den vil intet kunne sige om generelle kvalitetsløft over en længere periode, eller hvor godt et lokalt universitet er i forhold til lokale og nationale formål. Kun et fåtal af universiteter er anlagt med den hensigt at kunne det samme, som de tunge forskningsuniversiteter som Stanford, Oxford og Cambridge kan.

Bortset fra de nævnte overordnede pointer rummer rapporten et væld af interessant information om den besynderlige sport det er at reducere kvalitet og mangfoldighed til numre på en lineær skala (ufortalt, at der selvfølgeligt også gennemgås mere sofistikerede forsøg på at repræsentere mangfoldigheden, såsom The European Multidimensional University Ranking System, "U-Multirank"). Det er altsammen noget, de store ranking-firmaer med mere eller mindre held spinder guld på. Verden vil bedrages, og politikere vil stadig efterspørge tal, flere tal og flere tal om tal. Hvis tale er sølv, er tal blevet guld, og meta-tal åbenbart Gud.

”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.

Marlene Wind og forskere i offentligheden

Nødvendigheden af en klar beskyttelse af forskningen og af forskerens ret og pligt til at ytre sig i den offentlige debat, blev understreget idag, da professor Marlene Wind, som allerede var blevet udhængt af en minister, der optrådte helt uden interesse for sit embedes værdighed og en partileder, der efterhånden ikke kan andet end personangreb, blev påklaget af en EU-parlamentariker, der ville have rektor til at sætte hende på plads for synspunkter, han ikke delte. De samme politikere, som har gjort ytringsfriheden sakrosant, hvis det handler om retten til at kritisere etniske minoriteter er klar til at få lukket munden på forskere med magt, hvis disse kritiserer magten selv ... suk ... mere uafhængighed og større ikke mindre jobsikkerhed til forskere tak. Det er samfundskadeligt, hvis det bliver farligt for forskere at ytre sig offentligt imod magthaverne.

Uanset, hvad jeg i øvrigt mener om ham: Godt at KUs rektor står imod i denne sag. En ledelse, der giver mening, er klar til at være skjold for de ansatte.

Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter

I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien^[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.

Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.

Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.

[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.

Institutbiblioteker truet

Version 2. På KU skal der ske "fortætning" af institutbibliotekerne, så fra oktober har Matematisk Institut måske ikke længere sit eget bibliotek. Det er de naturligvis kede af. Og de er ikke de eneste. Fortætning er dagens nysprog for nedskæring, nedlæggelse, slagtning og udradering. Ikke alle tager det helt så stille. Vi har modtaget denne rapport:

Studerende og ansatte på det Samfundsvidenskabelige Fakultet har i dag (mandag 30. maj) gennemført en demonstration imod den lukning og afhænding af institutbibliotekerne på fakultetet, som ledelsen har besluttet. Studerende og forskere mister deres adgang til de bogsamlinger, som det har taget generationer at opbygge. Det Kongelige Bibliotek vil overtage et udvalg af bøgerne – efter et endnu ukendt kriterium – mens resten destrueres eller foræres væk. Der er dog ingen garanti for, at selv de bøger, der overdrages KB, vil blive bevaret for eftertiden, eftersom bøger her destrueres efter et popularitetsprincip (ingen udlån i et par år? – ud med braset!).

Tabet er meget betydeligt – ikke bare i form af tab af det sidste fælles lokalitet for institutterne, som fremover er rent abstrakt størrelser. Fagenes fælles hukommelse går også tabt.

Fx rummer Institut for Antropologis bibliotek årtiers monografier og antologier over gennemførte feltarbejder – en varig ressource for fremtidig forskning (uanset aktuelle udlånstal). De går på bålet. Kompendie- og opgavesamlinger går samme vej. Ændringerne forsøges solgt til os som ”serviceforbedringer” (fx flere bibliotekarer på KB), men det er rent newspeak og spin i forhold til den udhuling af fagligheden, det sker.

Dagens studenter-demonstration mod bibliotekslukninger samlede en pæn flok på gangene foran dekanatets mødelokale. TV Lorry havde sendt en journalist og en kameramand, og ud over en studerende og dekanen blev også undertegnede interviewet. Jeg lagde ikke fingrene imellem, så det kan være, jeg skal til tjenstlig samtale hos dekanen… – nå, nu ser vi.
Hvis man er har mulighed og interesse for det, skulle det komme på TV2 Lorry’s nyheder kl.18.10 og 22.20; det må også kunne ses på nettet.

Bedste hilsner,
Steffen Jöhncke
Seniorrådgiver, Institut for Antropologi

Se også denne artikel (her) fra 18. maj i Universitetsavisen (red.).

Træls at betitles professor

- når man nu "kun" er lektor. Så er den gal igen: Jeg har udtalt mig til en journalist, som ringer med en historie og beder om en kommentar. Det hele går lidt stærkt, og først da jeg læser artiklen i avisen ser jeg, at journalisten har udnævnt mig til professor. Okay, den fejlagtige titulering er en detalje, men alligevel lidt trælst, ikke bare fordi jeg nu igen skal have tante Tove, der tager telefonen og gratulerer igen igen til at forstå at det var en fejl, men også fordi jeg ikke kan undgå at tænke på nidkære kolleger, der læser det og sikkert tror, at jeg selv har præsenteret mig med lånte fjer. Og én lånt fjer bliver som bekendt meget let til fem mocking birds, jantelov, & all that.

Ak ja, peer review og tjek af detaljer er en god ting, også indenfor formidling, journalistisk og medier.

Til trøst - eller forøget ærgelse, alt efter temperament - kan man iagttage en ganske udbredt devaluering af akademiske titler. Jeg begyndte at tænke på den udvikling med historien om Novo-fondens maga-donationen sidste år til Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. Det forlød kritisk, at en af Novos egne forskergrupper med Oluf Borbye Pedersen i spidsen som professor skulle flytte direkte ind på Panum, udenom de almindelige ansættelsesprocedurer, men FORSKERforum måtte senere berigtige (se her el. her), at manden var blevet 'kaldet' og bedømt i et fagligt udvalg til "et egentligt professorat (5%) i Molecular Metabolism ved Biomedicinsk Institut"! - Okay, et 5% professorat må enhver forsker da kunne aspirere til.

Og så var der historien om FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, hvor det (i maj 2008) forlød, at forskerne med private midler var købt ind på Københavns Universitet, da det var et implicit krav fra Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og CO-industri, at en daværende centerleder og forskningsleder i forbindelse med en bevilling fra DA blev forfremmet til professorer. Også i den sag var alle formelle regler tilsyneladende fulgt.

Dette er sikkert kun toppen af isbjerget. Jeg nævnte i et tidligere indlæg (her), hvordan det med en vis gru var gået op for mig, at der bag de alenlange lister over professorer og lektorer på institut-hjemmesiderne på danske universiteter kunne gemme sig de mest besynderlige arrangementer, som fx korte projekt-penge baserede ansættelse af folk i de stillingskategorier, som før entydigt betegnede en fuldtids professor eller lektor, fast ansat efter åbent opslag og bedømt efter alle kunstens regler. Nogen burde sætte sig ned og undersøge omfanget af den praksis, for det er et stort skred:

Væk fra, at det er videnskaben som "reputational organization" (Richard Whitley), dvs. en organisation baseret på de enkelte forskeres videnskabelige omdømme og de videnskabelige miljøers ekspertbaserede skøn og prioriteringer som sættende kursen for den videnskabelige udvikling, og over til, at det er lederlagets management og "lokalstrategiske" hensyn, og i sidste ende dominerende politisk-økonomiske hensyn, der styrer den (pseudo)faglige udvikling. Det sidste kan føre til ren vilkårlighed, som synes at præge det nuværende kaos ("den faglige udviklingsproces") på Aarhus Universitet.

God videnskabspolitisk 1. maj!

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

De problemer, som citatet, bragt i en tidligere 1. maj-klumme, peger på, er lige så aktuelle i dag som for tre år siden, da Johanne Schmidt-Nielsen fremførte dem sin kronik. Men én ting synes at stå klarere denne 1. maj, hvor vi nærmer os den afsluttende behandling i Folketinget af forslaget til en ny universitetslov, som stik imod demokratiets interesser risikerer at styrke management- og universitetslederlagets magtpositioner, frem for hensynet til demokrati, på universitetet såvel som i samfundet, og hensynet til faglighed, videnskabernes mangfoldighed og befolkningens tillid til den offentlige forskning, som næppe er øget af den seneste tids skandaler: Den videnskabelige forskning på universiteterne underlægges i stigende grad en global tendens til korporativ statsstyret markedsgørelse, som af de økonomiske eliter tænkes i forlængelse af de enkelte nationers (stort set ens) strategi for at klare sig i en såkaldt global konkurrence om ressourcer og egen vækst. Forskningens industrialisering, entreprenørgørelse og videnskabernes underlæggelse af de politisk-administrative eliter truer selve videnskaben.
I den kontekst er selve begrebet om "samfundets vidensproduktion" allerede et politiseret begreb. Universiteter ses i stigende grad som industrier, og ledes som sådanne. Syddansk Universitet fejrer fx 1. maj med at indrykke en stillingsannonce (dagens Politiken, 4. sektion s.7) for en ny universitetsdirektør med ordene ”Bliv en del af en af Danmarks førende vidensvirksomheder”. Ledelserne samler sig, bl.a. i interesseorganisationen "Danske Universiteter", for at bevare status quo, så "os i rektoratet" (som en universitetsdirektør konstant omtalte sig selv på et møde om universitetsledelse arrangeret af Preben Melander på CBS i april) ikke mister én tomme af magten.
På universiteterne er "videnspolitik" blevet til vidensmanagement og vidensøkonomi. På en dag som denne er der grund til at minde om, at fænomenet viden, i form af videnskabeligt frembragt erkendelse, kun gennem en enorm reduktion lader sig forstå, håndtere og udveksle som en vare. Hvis regering, ministerier og universitetsledelser har en videnspolitik som går i ét med de rent økonomiske hensyn, er der her og nu brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitisk indsats for at sikre de videnskabelige dyder, udfoldelse af videnskabelig kritik såvel mod dårlig forskning som mod administrativt mismanagement, og styrke snarere end svække videnskabernes mangfoldighed.
Videnskabspolitikken må dæmme op for illusionen om universitetet som en vidensfabrik, som kan styres og (om)organiseres oppefra som en virksomhed, i beslutningsprocesser der helt afkobler de faglige miljøer. En sådan illusion omsat til praksis er akademisk kapitalisme, og den kan være lige så farlig som akademisk maoisme. God 1. maj!

Martha Nussbaum om humanioras nødvendighed

Steen Nepper Larsen kommenterer to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).
Læs bogomtalen her på Forskningspolitisk Arkiv...

Bogafbrænding på universitetet

Bogbrænding!? Var det ikke noget nazisterne i det Tredje Rige gjorde? Nu gør de det også på Københavns Universitet. Det er en absurd farce, som ikke bare virker meget sørgelig hvis den går ud over forskning og undervisning, som afbrændingen gør ifølge Politikens historie ("Universitet brænder tusindvis af bøger", d. 14/4, se her), men som også er ladet med en forstemmende symbolik over den universitetspolitik, der har hersket i Danmark de sidste 10 år.

"Bare på Saxo-instituttet, som huser Historie og Etnologi, skal der udvælges over 70.000 bøger, som skal smides ud og sendes til forbrænding.
Det er rigtig ærgerligt, men det går også ud over både forskningen og undervisningen, mener lektorernes tillidsmand på Saxo-instituttet, Christian Troelsgård:
»Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger«, siger han til DR København." (kilde)

I dag er det ikke de extreme ideologier, som for alvor udgør en trussel mod lærdom og videnskab, men selve den måde, man instrumentelt forvalter universiteter og højere uddannelsesinstitutioner på, som minder om fornuftens afvikling.

Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv

Kære med-bloggere: Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv (her) som har fungeret fra 2007 til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site: Forskningspolitisk Arkiv 2.0 (her).
Skulle du have interesse i fortsat adgang til det gamle arkiv, kan du kontakte mig på curthansen2@gmail.com.
Læs mere om historien her...

Hvor mange sprogtests har vi brug for?

Jeg har netop modtaget en mail fra sprogstøtteenheden på et dansk universitet (ingen nævnt, ingen glemt): nu skal alle undervisere certificeres i engelsk! Jeg ved, at det er noget, man drømmer om på internationale kontorer og sprogcentre rundt omkring i landet. For så har man endelig svaret, når medierne anklager universitetsundervisere for cirkusengelsk. Det sker ikke her hos os, for vi har certificeret dem, og er de ikke gode nok, så skal de på kursus! Og så er det jeg tænker: hvor mange sprogtests skal en lektor egentlig udsættes for? Sprogtest nr. 1 kommer for mange allerede under første uddannelse. For med mindre de kommer fra stærkt nationale fagdiscipliner som (dansk) historie eller nordisk, har de sandsynligvis læst litteratur på engelsk, de har muligvis studeret i udlandet, nogen er blevet udsat for undervisning på engelsk, og enkelte har endda skrevet speciale på dette sprog. Og hvis de alligevel – på trods af at skulle formidle viden på deres andetsprog – opnår karakterer, der er høje nok til et ph.d. stipendium, så må man formode, at deres engelsk vel egentlig er relativt velfungerende. Næste sprogtest kommer under ph.d. forløbet. Der skal læses teorier på engelsk, der skal præsenteres konference papers på engelsk, og mange tager til udlandet, hvor de sandsynligvis kommer til at klare dagligdagen på engelsk. Hvad der også er tankevækkende, er, at vi i de seneste år har set et markant fald i antal ph.d. afhandlinger, der skrives på dansk. Når jeg har slukket diktafonen, får jeg nogle gange informanter til at indrømme, at det handler om at gøre dyd af nødvendighed – de ved, at de kan skrive bedre på dansk, men, som det udtrykkes, det er ikke vejen til et adjunktur. Og så kommer så den tredje sprogtest: adjunkturet. De kære adjunkter får mellem tre og fire år til at producere så mange ”kvalitetsartikler” som muligt. I de fleste forskningsmiljøer er kvalitet lig peer reviewed artikler udgivet i internationale tidsskrifter. Og ”international,” hvis nogen skulle være i tvivl, det er på engelsk. De adjunkter, der ikke har et engelsk, der er godt nok, oplever, at de får artikler afvist eller besked om major revisions required. Og er der ikke nok udgivelser den dag, adjunkturet udløber, så er det bare ærgerligt. Så hvad enten det står på eller mellem linjerne, er engelsk blevet et krav for at blive erklæret lektorabel i rigtig mange danske forskningsmiljøer. Og nu skal lektorerne så sprogcertificeres. Lad mig gætte – dem, som klarer sig fint med at skrive og undervise på engelsk, vil også bestå en sprogtest. Dem, der derimod oplever vanskeligheder ved at opfylde institutionernes krav til internationale, peer reviewed tidsskriftsartikler, vil føle et endnu større pres. Så hvor mange sprogtests har vi brug for på de danske universiteter?

Lidt om ansvar

Med særlig hilsen til Charlotte Sahl-Madsen

Den nuværende universitetspolitik konkurrenceudsætter universiteternes basismidler i nord, syd, øst og vest. Den sender en ekstra del af universiteternes midler ind i medfinansieringer. Den fremskriver en række nye fordringer, som sektoren skal honorere, og endelig indsætter den tungt kørende organisationsstrukturer overalt i sektoren.

Når det så viser sig, at der er steder i universitetsverdenen, hvor ressourcemanglen koster i de basale funktioner, herunder undervisningen, ser man fra politisk hold meget forbløffet ud, man er chokeret, og det er i hvert fald ikke ens skyld. Men hvis skyld er det så? Ledelse er også at tage ansvar: Hvis man vælger økonomisk set at prioritere alt andet end den frie forskning og den grundlæggende undervisning, følger det som en indlysende konsekvens, at der bliver mindre af denne.

Derfor skylder man at reagere som ansvarlig leder. Man skylder at tage ansvaret for sin beslutning: Fx: ”Ja, jeg har valgt, at undervisningen skal spille en mindre rolle, fordi det er min vurdering, at landet har mere brug for specialiseret forskning på snævre områder end for bredde og dybde i sit uddannelsessystem. Ja, det er mig, som har ansvaret for denne udvikling, og ja, jeg kan godt forsvare, hvad jeg har gjort. Forsvaret er, at …

Imidlertid er det for nærværende ikke til at sige, hvad der skal stå efter de tre prikker, fordi det endnu ikke er lykkedes den politiske ledelse af universitetsområdet til så meget som at indrømme, at den har ledelsesforplitigelse på området nok til, at forholdene faktisk er dens ansvar. I stedet har vi fået ministerielle abekast, hvor det altid er nogle andres skyld. Men disse ”andre” sidder under ministerens resort, og selv hvis det er dem alene, som aktivt har gjort det (hvad det ikke er), er det minsterens ansvar, hvordan området forvaltes. Aben kan i sidste led ingen andre steder kastes hen.

Vi har mindre fri grundforskning og mindre undervisning på universiteterne, fordi disse aktiviteter er blevet nedprioriteret. Det er uskønt, at man ikke kan få den politiske ledelse til at tage ansvaret for denne udvikling på sig.

Videnskab eller patentering

Hvor langt uvidenskabelige normer har fået lov til at trænge ind i og omforme den videnskabelige verden i Danmark, afspejler sig med næste symbolsk tydelighed i den faglige overvægt, man har givet patentet. Vi er helt syge efter at arbejde hen imod at udtage patentet, og et patent betragtes som et mål i sig selv for vores videnskabelige stræben. Tilmed et mål der ofte i talen om universiteterne overordnes andre resultater. Vi kan kun retfærdiggøre vores eksistens i vore høje herrers øjne, hvis vi kan udtage en masse patenter. Ja, patenteringen er trængt helt ind i vores grundfinansiering. I Den Bibliometriske Forskningsindikator, som jo skal bruges til det selvmodsigende projekt at ”konkurrenceudsætte” ”basismidler”, vejer udtagningen af et patent på lige fod med forfatterskab til videnskabelige arbejder. Som var patentet i sig selv et videnskabeligt resultat.

I processen ignoreres det, at få ting er så fundamentalt uvidenskabelige som patenter. Videnskabens formål er at frembringe og sikre viden, patentets at spærre adgangen til den. Hver gang der udtages et patent, bliver et stykke af menneskets viden gjort utilgængelig for alle andre, end dem som sidder inde med patentet, og hvem de måtte finde for godt at dele denne viden med.

Videnskab er afhængig af at have adgang til fri viden. Videnskaben er en gaveøkonomi. Man modtager en masse viden fra tidligere videnskabsfolk, arbejder videre med den og giver derefter sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund. Udtagningen af patentet bryder gaveøkonomien. Forskeren (som dermed formentlig træder ud af rollen som videnskabsmand) giver ikke sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund (og dermed til hele samfundets almindelige vidensbase), men beholder det for sig selv eller en privat virksomhed og forhindrer dermed efterfølgende forskere i frit at arbejde videre med det.

Historisk set befinder vi os i dag på et så sent punkt i denne udvikling, at meget store dele af den menneskelige viden reelt er spærret inde bag forskellige typer af patenter Ja, viljen til at patentere er så udviklet, at der har måttet udvikles jurdiske ”antipatenteringspatenter” for at få ny viden til at forblive fri af patentering.

Den faglige konsekvens af dette er, at den videnskabelige gaveøkonomi er brudt på et tidligere punkt i processen. Det er på en række områder vanskeligt faktisk at få adgang til den viden, man skal bruge til sit videre faglige arbejde. På samme måde vil der i mange situationer være bindinger på, hvad man faktisk kan gøre ved den viden, man har fået adgang til. Der vil være grænser for, hvad man må undersøge, og der kan være grænser for, hvilke af de faglige resultater, man når frem til i sit arbejde, man må publicere. Hvis der er tunge økonomiske interesser i fx at et produkt virker, eller at det ikke har bestemte bivirkninger eller eksternaliteter knyttet til sig, vil det hyppigt være umuligt at få tilladelse til at fremlægge det fagligt set bedste resultat. Denne type ubekvemme forskningsresultater vil ofte være af den allerstørste samfundsmæssige betydning.

Ud fra en faglig betragtning er det altså svært at finde de forsonende elementer i patenteringen. Det er fornuftigt nok, at dansk forskningspolitik beskæftiger sig med patentering, men retningen burde være modsat. Snarere end at gøre patenteringen til norm burde forskningspolitikken skærme det fælles vidensrum, videnskabeligt arbejde er afhængigt af, imod patenteringen. Der bør arbejdes for, at dansk videnskab får adgang til den viden, der er nødvendig for at kunne udføre det videnskabelige arbejde, og der bør sikres, at viden, som er frembragt med støtte fra offentlige midler, ikke derefter spærres inde bag private patenter.

Også på dette punkt står vi i en situation, hvor det er særdeles tvivlsom, om erhvervsnytte og samfundsnytte er det samme, for samfundet har betydeligt mere brug for at have adgang til en kvalificeret uafhængig viden end til at der udtages endnu et patent.

Tertium datur!

Vi ved efterhånden meget om svaghederne i det nuværende enstrengede ledelsessystem på de danske universiteter, og derfor kan de undre, at man igen og igen – og med stigende heftighed efterhånden som debatten tilspidser – konfronteres med argumentet, at det gamle system, dvs det system, der var på universiteterne før den enstrengede ledelse blev indført, ikke var godt.

Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.

Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.

Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.

Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.

Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for

• nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen


• nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter


• nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer


• nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer


• nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning

Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.