Høringssvar på forskningsindikator-evaluering

Høringssvar på udkastet til evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator (BFI) er nu ankommet (vi fik fristen udstrakt til 1. juli), og en af de ting, der nok vil blive diskuteret, er modellens omfordeling af midler i forhold til de samlede basismidler og modellens omkostninger.

    Før BFI opererede man med en 50-40-10 model, dvs. 50% af de nye basismidler fordeltes efter uddannelses-output, 40% efter evne til at tiltrække eksterne midler, og 10% efter færdige ph.d.'er. Den nye model hedder 45-25-20-10, dvs. 45% efter uddannelses-taxameter, 25% efter publikationer (BFI), 20% efter eksterne midler, og 10% efter ph.d.-produktion. (Repræsentanter for Hum- og Samf-fagene har været glade for nedgangen fra 40 til 20% af vægten af belønningen for at tiltrække eksterne midler, og man kan spørge, hvorfor det det element overhovedet skal have nogen vægt). Ifølge Finansloven for 2012 er de samlede basismidler til de danske universiteter 8,1 mia. kr. 
    Kun nye midler fordeles efter den nye 45-25-20-10 model, hvilket i 2012 er 720 mio. kr., så af disse fordeles således 25% efter BFI. Ifølge udkastet (her) der sendtes i høring fremgår, at "Hvis man sammenligner fordelingen i 2012 med hvordan den ville have været med den gamle 50-40-10-model (uden BFI), er omfordelingseffekten på 1,6 prosent." (s. 23 i udkastet). Hertil bemærkede en af mine kolleger: "Ethvert system som bruger 26 millioner kroner og oceaner af ubetalt forskningstid for de medvirkende forskere på at omfordele 1.6 mio. kr. pr. 100 mio. kr. må anses for absurd. Dette er ingen undtagelse." 
    Jesper W. Schneider og Kaare Aagaard udtrykker det sådan: "Betragter man den minimale omfordeling og sammenholder den med den til tider ophedede debat omkring BFI, fremstår hele øvelsen i udpræget grad som 'stor ståhej for ingenting', uanset om man anskuer det fra et universitetsperspektiv eller en politisk/administrativ vinkel" (s. 249 i kapitlet (her) om BFI i bogen Dansk Forskningspolitik Efter Årtusindskiftet). De tilføjer dog, at den alligevel kan bidrage til en udvikling med potentielt negative effekter, og de giver den danske BFI en anderledes kritisk behandling end evalueringsudkastet. Schneider og Aagaard sammenligner BFI med den oprindelige "norske model" og fremfører fire kritikpunkter: 1. Uklare målsætninger og mangelfuldt forarbejde; 2. Uklare incitamenter (de stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet "i Danmark har brug for en model med incitamenter til øget akademisk publicering" (s.254)); 3. Fastlåsning af midler indenfor hovedområderne (hvad man ikke har i Norge); 4. Problematisk dokumentationssystem og datakvalitetssikring.
    Noget af kritikken går igen i de høringssvar, vi nu kan offentliggøre her på bloggen, nemlig fra Dansk Magisterforening (her); Akademikernes Centralorganisation (her) og Faggruppe 68 (her) som undertegnede er formand for. Vi modtager gerne supplerende høringssvar til offentliggørelse. 
    DM citerer bloggen og Finn Hansson for bl.a. det snævre kommissorium og det ensidige fokus på dekanernes meninger. Med hensyn til spørgsmålet om forskningskvalitet spørger DM retorisk, om man måler det værdifulde, eller værdsætter det målbare? Herefter slår DM i sit svar ned på et helt principielt spørgsmål, menlig publiceringsfrihed: Det er

"DM’s grundlæggende opfattelse, at beslutningen om, hvordan og hvor et forskningsresultat bedst offentliggøres ikke er et strategisk ledelsesspørgsmål eller skal være incitamentstrukturer, som desuden danner grundlag for tildeling af en større eller mindre del af de samfundsmæssige forskningsressourcer. Publicering er en naturlig og indbygget del af enhver forskningsproces, og må som sådan være omfattet af den samme forskningsfrihed som selve forskningen, og det må være op til forskeren/forskergruppen selv at vurdere, hvordan den bedste og mest effektive publicering kan foretages.
     Hermed indikerer DM også, at foreningen er helt enig i, at forskningsresultater naturligvis skal publiceres og gøres til genstand for en åben akademisk debat, som er den mest effektive måde at bringe forskningen fremad. I denne sammenhæng kan det således undre, at det i rapporten fremstår som om at publiceringskrav i peer reviewede videnskabelige tidsskrifter eller monografier mv. ikke har været et tema ved danske universiteter før BFI blev introduceret. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Alle danske universiteter har mindst de sidste 20 år haft forskellige procedurer og aftaler om forskningspublicering/forskningsvogtning, hvor der har været krav om jævnlig publicering i en eller anden relevant form efter peer review af det indleverede materiale.  (...) denne historiske kontekst nævnes end ikke i rapporten."

Også AC kritiserer, at man kun har valgt at inddrage universiteternes ledelser, og ikke de aktive forskere. Evalueringsrapporten viser efter AC’s vurdering, 

"at der fra universitetsledelsernes side mere er tale om en passiv opbakning end aktiv støtte til BFI. Universiteterne foretrækker BFI i mangel af bedre alternativer, fordi den har vist sig at give nyttig ledelsesinformation og gøre det muligt at sammenligne publiceringsadfærden på tværs af universiteter."

Endvidere finder AC det også problematisk, 

"når flere universiteter anvender BFI som grundlag for den interne fordeling af forskningsmidler. Det vil være bekymrende, hvis BFI mere generelt kommer til at være bestemmende for fordelingen af forskningsbevillinger mellem fakulteter og institutter. En sådan udvikling risikerer at ”straffe” forskningsområder uden en stærk tradition for kvantitativ måling af forskningens omfang og resultater og at hæmme innovation og nytænkning i forskningsmiljøerne."

Denne udvidede brug af BFI ligger ikke i den oprindelige grund til at indføre den, og det er en brug som Fagligt Udvalg i BFI-organisationen selv har advaret imod. Endelig peger AC, ligesom Faggruppe 68, på at 

"Mange faggrupper der dækker vidt forskellige forskningsfelter har det problem, at 20%-reglen om hvad der hører til ”det bedste” ekskluderer en række videnskabelige specialers tidsskrifter fra højniveaustatus. Det sker selv om de både har et højt niveau, anses for førende på feltet blandt feltets egne forskere og udgør den vigtigste publiceringskanal for det pågældende speciale. Det sker alene fordi de udgrænses af andre højniveau tidsskrifter fra andre videnskabelige specialer i faggruppen. En løsning kunne her være at øge antallet af faggrupper selvom også dette vil være forbundet med problemer."

Den største omkostning ved DFI er måske ikke så meget de økonomisk-administrative omkostninger  og tidsforbruget (evalueringen skønner kun faggruppernes samlede timeforbrug for 2012 til 2,7 årsværk) som den ændrede måde man kommer til at opfatte forskning på. (Schneider og Aagaard: Implementeringen af indikatoren har skabt "en italesættelse og nogle afledte effekter, der er mere adfærdsændrende, end hvad selve indikatorens økonomiske omfordeling burde tilsige", op.cit., p. 255). 
     Her indikerer BFI en sygdom i opfattelsen af videnskab som noget, der skal forvaltes fordistisk som en bil- eller brødfabrik. Der er behov for at bryde med det billede. Som DM påpeger: "Forskning må og skal bygge på en tillid til, at forskerne anvender de ressourcer, som bliver stillet til rådighed for dem, på den bedst tænkelige måde – også selv om det ikke er alle forskningsprojekter, som nødvendigvis fører til en artikel i et højt estimeret tidsskrift med mange citationer inden for de første år efter publiceringen."

Skal forskerne ikke have ret til frit at disponere over deres artikler?

Finn Hansson har 16/6 en reaktion i forbindelse med mit indlæg ”Nedskæringer uden åben diskussion” om konsekvenserne af en Open Access politik baseret på tvang.

Jeg er glad for, at ”Forskningsfrihed?” kan give plads for diskussion, og selvom Hansson egentlig ikke forholder sig til mit indlæg, er det trods alt bedre, end at diskussioner om Open Access foretages i det skjulte hos styrelser og biblioteksadministrationer.

Hanssons synspunkt er, at det er forkert, at kommercielle forlag får overdraget forskernes manuskripter. De store tidsskriftsforlag har nærmest monopolagtig magt og for at modvirke ublu fortjenester, er der ”brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne” for at de får medejerret til deres forskning. Dette skulle bevirke, at bibliotekerne kunne få tidsskrifterne billigere.

Hvis man er principiel modstander af at private firmaer udfører tjenester for det offentlige mod en vis fortjeneste, kan man kun være enig med Hansson.

Hvis man derimod er interesseret i, hvorledes videnskabspublicering fungerer bedst og billigst, kan man fundere over:

Det er ikke principielt forkert at overlade copyright til et forlag I mange århundreder har videnskaben draget nytte af, at forlag har udgivet forskernes manuskripter mod at få eneret til udgivelsen. Hele vores civilisation bygger på dette system, hvor forlagene sikrer sig imod, at andre forlag udgiver samme artikler og derved underminerer økonomien i det redaktionelle arbejde.
Det er således ikke principielt forkert, at udgiverselskabet bag Historisk Tidsskrift tager penge for sit tidsskrift.

Elsevier har ikke monopol Jeg anmeldte på vegne af Danske Videnskabsredaktører i foråret 2011 forlaget Reed-Elsevier til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med påstanden om, at selskabet udnyttede dets monopolstatus.
Styrelsen frifandt imidlertid helt forlaget: ”Styrelsen kan ikke på det foreliggende grundlag konstatere tegn på at Reed-Elsevier misbruger en eventuel dominerende stilling i markedet for udgivelse [af] videnskabelige tidsskrifter,” og styrelsen lukkede herefter sagen.

Open Access kan give højere profitter

Forfatterbetalt udgivelse er ingen garanti for lave profitter. Der er mange kommercielle udgivere på dette nye marked, og Springer Verlag, Hindawi og alle øvrige kommercielle udgivere kan til enhver tid hæve niveauet for forfatterbetaling, når deres tidsskrifter er blevet indarbejdet og forskerne vælger de mest citerede tidsskrifter.
Det vil nu blive forskerne, som individuelt vil blive stillet over for dyre regninger og ikke de relativt stærke biblioteker, som hidtil har stået samlet ved den traditionelle abonnementsbetaling.
Denne fare findes omtalt i rapporten ”Heading for the Open Road” af Mark Ware, en af Englands mest anerkendte uafhængige eksperter. Heading for the Open Road

En artikel har aldrig været så billig som i dag

Efter at have læst Hanssons indlæg skulle man tro, at priserne på tidsskrifter blot stiger, uden at bibliotekerne/forskerne får noget for pengene. Virkeligheden er, at prisen for en artikel aldrig har været billigere.
Antallet af produktive forskere stiger og dermed den totale produktion af forskning, hvorfor der er flere udgifter til den redaktionelle indsats oveni at der leveres mange nye digitale ydelser. Samtidig følger BRIC landene ikke med i at betale deres del af publiceringsudgifterne.
Derimod kan forlagenes digitale tjenester give anledning til store besparelser i bibliotekssektoren, når bibliotekarer ikke mere skal skrive kartotekskort og slæbe tidsskrifter til og fra reolerne. Den del af regnestykket bør anstændigvis være med, når vi skal se på den samfundsøkonomiske mest hensigtsmæssige indretning af publicerings- og distributionssystemet.

Open Access vil styrke de stærke forlag

Hvis bibliotekerne fik presset Open Access igennem, vil forskerne miste publiceringsmulighed hos de små og svage udgivere. Den kraftige agitation for gratis udgivelser vil ødelægge økonomien hos flertallet af verdens tidsskrifter.
Derved vil de store forlag miste deres mindre konkurrenter, og da deres egne udgivelser notorisk hører til verdens bedste, skal bibliotekerne fortsat abonnere. Resultatet bliver at Elsevier og kolleger bliver endnu stærkere på markedet.

Forskerne skal beholde deres forskningsfrihed

Med til forskernes forskningsfrihed hører friheden til at vælge det mest hensigtsmæssige sted at publicere. Man skal vælge det tidsskrift, som giver ens manuskriptet den bedste bearbejdning, som giver den bedste læserkreds i forhold til emnet og hvad man ellers lægger vægt på.
Lad os få en åben debat om forlagene, og så kan Hansson og andre vælge forlag fra, hvis de ikke synes om forlaget. Men lad os for alt i verden blive fri for et formynderi, hvor nogen med magt dikterer, hvad andre skal gøre.

--

Jeg må dog også kommentere Hanssons debatform, som jeg finder meget ubehagelig. I stedet for at debattere mit indlægs synspunkter, bliver jeg personligt mistænkeliggjort som ”tidsskriftsejer”, ikke "spille med åbne kort" og er i ledtog med de store forlag.

Her er mine åbne kort: De sidste mange år har jeg forsket med en produktion på ca. en bog og en håndfuld videnskabelige artikler om året. I mere end 34 år har jeg i min fritid arbejdet som redaktør for videnskabelige selskaber. Faktisk har jeg været pioner ved Open Access siden slutningen af 1980’erne, men herved har jeg også fået et nuanceret forhold til publiceringsformen, som må interessere de mere sandhedssøgende af denne blogs læsere. Blandt andet at tvunget Open Access har mange negative konsekvenser for videnskaben.
Derfor sårer anklagerne for private økonomiske interesser i sagen mig ekstra meget – jeg har i mit liv aldrig ejet et tidsskrift eller for den sags skyld fået en krone for at arbejde som redaktør.

Skal forsker og deres universitet ikke have ret til at disponere frit over de artikler, forskerne har skrevet?

"Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler."

Under denne noget misvisende overskrift fremlægger tidsskriftejer, redaktør og konsulent Jørgen Burchardt en række påstande om konsekvenserne af politiske tiltag, der er under udformning og som skal tjene til at sikre, at forskere skal lægge deres videnskabelige artikler på offentlig tilgængelige websteder. Det er naturligvis OK at Burchardt er indædt modstander af dette – helt som de store kommercielle forlag (Elsevier, Springer, Blackwell osv.) også er det – men det holder ikke at han tager forskerne til indtægt for de i bund og grund forlagskommercielle interesser.

Virkeligheden er, at forskere i årevis har måttet afgive rettighederne til deres publicerede arbejde, betalt af offentlige midler eller fonde, fordi det har været et indiskutabelt krav fra de store og stærke forlag for ar få udgivet en artikel. I den sammenhæng står den enkelte forskere i en meget svag forhandlingsposition, da tidsskriftredaktørerne har forlagenes juridiske eksperter bag sig og i sidste ende blot kan afvise en artikel. Enkelte forlag som Springer har på det seneste været så ’imødekommende’ at tilbyde forskere at kunne bruge deres artikler frit mod en beskeden betaling af op til 3000 US$.

Modstanden mod de store tidsskriftforlag med nærmest monopolagtig magt over publiceringskanalerne og deres økonomiske grådighed er startet blandt forskere på de store universiteter i USA og har nu også fået støtte i EU og i bl.a. det danske forskningsrådssystem. 

Der er ikke, som Burchardt skriver, tale om at tvinge forskere til at udgive i open access tidsskrifter, der er tale om at tvinge de store kommercielle tidskriftudgivere til at give forskeren medejerret over den forskning forskeren har lavet når den skal udgives i tidsskrifter.  Og i den sammenhæng har forskerne brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne mod de store tidsskriftforlag og støtter forskernes rimelige rettigheder.

Det ville klæde Burchardt at spille med åbne kort og præcisere, hvor hans argumenter adskiller sig fra de store og multinationale tidsskriftkoncerners eller om han er enig med dem i deres modstand mod at dele copyrighten med artiklernes oprindelige producenter, forskerne. Baggrunden for den voksende modstand er disse koncerners helt ublu prispolitik, som er ved at tvinge universitetsbiblioteker til at opsige abonnementer på centrale tidsskrifter. Det er jo ikke tilfældigt at Elsevier for nogle år siden flyttede hovedkvarter fra Holland til et caribisk skattely, således at EU’s og USA’s anti-monopollovgivning ikke kan ramme dem.

Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler.

Oveni kan mange fagområder blive ramt ekstra hårdt ved at miste 30 % af deres forskning.

Det lyder som utrolige påstande. Læseren vil utvivlsomt mene, at forskerne ville nok have hørt om så drastiske nedskæringer, hvis de var rigtige.

Problemet er imidlertid, at embedsmændene bag planerne holder forskere og presse hen for at undgå en åben diskussion. I stedet sælges nedskæringerne på, at der tale om samfundsmæssige fremskridt.

Beslutning med store konsekvenser

De danske forskningsråd og EU er i denne tid tæt på at beslutte, at støttede forskere skal tvinges til at få deres artikler gratis på nettet - den såkaldte Open Access. Forskerne kan risikere ikke mere frit at kunne vælge udgivelsesform men kan blive tvunget til at vælge et tidsskrift med gratis publicering. Det er oftest tidsskrifter, som får finansieret de redaktionelle omkostninger ved at kræve betaling af forfatterne. Typisk skal en forfatter betale 16.000 kr. for at få en artikel optaget. Da forskerne ikke får flere midler, må de tage beløbet af deres forskningsmidler.

Forskerne skal altså ikke kun levere manuskript til deres artikler. De skal også levere et kontant beløb for at kompensere for de indtægter fra abonnement og salg, som NOVO og andre abonnenter hidtil har betalt. Forskerne skal altså overtage de hidtidige abonnenters betaling af publiceringen.

Vi skal ikke her diskutere de mange problemer ved Open Access, som f.eks. at flittige forskere vil få problemer med at skaffe midler til at få sin forskning publiceret, men Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har regnet på hvad en konsekvent Open Access politik vil koste. Ud fra den registrerede forskning i den bibliometriske forskningsindikator vil det alene for universiteternes forskning dreje sig om ca. 400 mio. kr., som samfundet får mindre forskning for.[1] Hertil skal lægges forskningen på hospitaler og andre forskningsinstitutioner (ca. 22 % af den totale forskning). Forskningen vil herved i realiteten miste knap 500 mio. kr. svarende til knap 7 % af forskernes lønudgifter.

Store fagområder rammes ekstra hårdt

De negative konsekvenser er desværre ikke slut endnu. Forfatterbetalt publicering har andre negative konsekvenser. Mange fagområder vil miste en meget stor del af deres forskning, nemlig den del, som udføres af de institutionsløse forskere, hvilket udgør 30 % af den publicerede forskning i danske tidsskrifter.[2] Den skabes af pensionerede professorer og lektorer, som fri for administrative forpligtelser kan publicere fra et livs erfaringer, af Ph.d. studerende med ofte nyskabende teorier og indsigter, af arbejdsløse, som har fået tid til at gå i dybden med et emne, eller af folk på institutioner uden forskningsopgaver; til eksempel af gymnasielektorer og præster med mange års forskningsindsats bag sig.

Man kan ikke forvente, at disse forskere af egen lomme skal betale for publicering - oveni at de i deres fritid har udført forskning. Det er utænkeligt, at en flittig institutionsløs forsker har mulighed for at betale 42.000 kr. for tre artikler på et år.

Det er især humaniora og samfundsvidenskab, der bliver ramt, men også en del naturfag. Andelen af institutionsløse forskere er meget høj i de ”tørre” fag, hvor der ikke behøves laboratorier og forskningsteams i modsætning til de ”våde” fag, men selv det medicinske område vil miste forskning i størrelsesordenen 19 %

Yderligere udgifter til offentliggørelse af data

Det er ikke nok, at forskerne skal betale publiceringen. Der er tilmed krav på vej til, at forskere skal offentliggøre de data, forskningen bygger på. Dette ekstraarbejde skal vel og mærke tilsvarende udføres uden at forskerne honoreres for ekstraarbejdet.

Det er svært at omregne dette ekstra arbejde. Forskningens grundmateriale er meget forskelligartet, men der findes kildemateriale, hvor det vil koste mere arbejde at gøre data tilgængelig, end det tager at skrive selve artiklen. Det er til eksempel tilfældet, hvor der benyttes film, interviews, optegnelser og registreringer, som det vil tage måneders arbejde at gøre tilgængelig som anvendeligt kildemateriale for andre, og hvor copyright og privatlivets beskyttelse vil blive nye problemer for forskerne.

Forskerne bevidst holdt væk fra diskussion

Disse tiltag er ukendt for de fleste. Det skyldes en bevidst politik fra statslige embedsmænd, at beslutning om tvungen Open Access og publicering af data skal tages uden en åben diskussion. Man kender forskernes modstand og vil for alt i verden undgå, at denne modstand bliver kendt af politikerne.

I maj 2010 offentliggjorde Uddannelsesministeriet en rapport med forslag til Open Access. Den kom i offentlig høring, og en lang række institutioner kom med kommentarer, herunder mange meget kritiske. Alt så godt.

Ministeriet udsendte imidlertid et stort set identisk forslag i marts 2011. Selvom den daværende videnskabsminister over for Folketinget erklærede, at det vil ”være muligt for alle interessenter at fremlægge synspunkter”, gjorde ministeriet intet for at forskerne blev orienteret om det nye forslag. Ministeriet sørgede ikke for at pressen fik rapporten, hvorfor den ikke har været omtalt i dagspressen, og ministeriet har end ikke sendt de kritiske indsendere af kommentarer - Videnskabernes Selskab, Magisterforeningen, DJØF, Københavns Universitet osv. - besked om at den nye rapport eksisterer.

Erhvervsministeriet bør betale

Vi skal ikke her have en diskussion af Open Access. Den bør føres på et kvalificeret grundlag ud fra neutrale undersøgelser med en efterfølgende åben debat.

Det skal dog nævnes, at mens Open Access antagelig ikke er den store fordel for videnskaben, kan der være en fordel for samfundet ved at erhvervslivet får lettere adgang til forskning.

Hvis det er rigtigt (igen bør påstanden undersøges neutralt), bør erhvervsstøtten til gratis publicering betales af Erhvervsministeriet – ikke af forskerne.

Jørgen Burchardt

Formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører

---

[1] Hvordan Danmark får den bedste adgang til forskningsresultater. Forslag til en grundig undersøgelse af Open Access. Danske Videnskabsredaktører 2011.

[2] Jørgen Burchardt: Institutionsløse forskeres antal og samfundsmæssige betydning (under udgivelse).