Så tænk da stort om humaniora!

Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?

Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!

Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:

"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)

Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."

Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.

Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.

Falske venner

Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.

Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:

1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!

Danske universiteter for vidensdiversitet

I vores underskriftindsamling fra 2008 for en bedre forskningspolitik beskrev vi om baggrunden for protesten, at vi oplever et system, hvor "Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig betingelse for demokratiet, kan udfolde sig."
Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.

"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)

Sandervor

Af Jørn Boisen (frit efter Jesus)

Doktor Helge Sander, du som er i Videnskabsministeriet!
Populært vorde dit navn,
komme din styrelseslov,
ske din vilje
som på universiteterne således også i sektorforskningen;
giv os i dag vor eksterne finansiering,
og forlad os vor utilfredshed,
som også vi forlader de studerendes utilfredshed,
og led os ikke ind i grundforskning,
men fri os fra at tænke selv.
Thi dit er Videnskaben og magten og milliarderne i evighed!
Amen.