KU cowboy uden karma - sagen om Timo Kivimäki udstiller universitetsledelsens principløshed

Fyr først! Spørg bagefter!
Det synes at være devisen i KU-toppens seneste ageren i sagen om den spion-sigtede samfundsforsker Timo Kivimäki, som netop er blevet fyret fra Københavns Universitet (se bl.a. her). Man fyrer ham, ikke begrundet i, at han har gjort noget forkert som forsker med nærmere angivelse af hvori præcis hans kommunikation med "fremmede magter"(/"extra-universitære stakeholders"?) er gået over stregen, men begrundet i, at det ikke ser så pænt ud for KUs "anseelse" /status /branding, at en spionsigtet nu også er blevet dømt i det juridiske system som spion. Man fyrer ham for at se pæn ud. Bagefter spørger man PET om, hvad det egentlig var for en grænse, han overskred. En grænse, som samfundsvidenskabelig dekan Troels Østergaard Sørensen, ifølge seneste radioavis, heller ikke kender - og derfor efterspørger.
    Man kan resummere sagen således: "Han overskred grænsen (siger PET) – vi må fyre ham! Og så må vi hellere spørge PET, hvor grænsen egentlig går..."
    Det ser altså grimt ud. Det minder om sagen om PET, sms'erne, rockerne i Køge og den mistede ministerpost til Henrik Sass Larsen, besluttet af statsministeren. Sådan er det åbenbart blevet i Danmark. PET regerer eller insinuerer, og topledelserne, hvad enten det er i Socialdemokratiet eller på universitetet, retter ind og evner ikke, eller har ikke mod, til at tænke principielt. I stedet bekymrer man sig om "den offentlige mening". Føj.

Stillingsopslag til forskerstillinger og problematiske ansættelsesprocedurer

Jeg har hørt rygter om, at man på nogle universiteter slår lektorater op, som så besættes tilsyneladende efter normal procedure, men på tidsbegrænsede kontrakter, fx 5 år! I den periode skal den nyansatte så "bevise" at han eller hun kan fundraise til sin egen løn og helst mere. (Jeg taler her om ordinære universitetsinstitutter, ikke centre under Grundforskningsfonden el. lign.)  Jeg har intet overblik over omfanget af denne praksis, men den er da dybt problematisk, ikke mindst hvis det af stillingsopslaget ikke fremgår, at stillingen er ikke-permanent. Er der nogen, der har synspunkter, eksempler, eller mere viden om dette? Kommentér gerne her eller skriv til mig.

Vi har før (28/3-2011, her) skrevet om næsten det samme: Afviklingen af selve begrebet om lektorer og professorer som "faste fuldtidsstillinger"; og hvordan der bag institutternes hjemmesider med de lange personalelister gemmer sig et væld af forskellige uigennemskuelige ansættelsesformer, fx 5%-professorer o.l. vanvittigt. Det kunne også være interessant at få fagforeningernes opfattelse af disse forhold.

Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:

Kommentar

Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget

"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"

ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.

Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:

a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.

b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.

c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.

Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.

Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.

„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet

af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet

Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.

Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.

Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.

Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.

Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.

Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).

Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."

kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.

Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:

"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."

fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.

Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:

"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)

Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)

Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)

Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."

Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.

Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.

Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:

"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."

"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."

Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager (eller "personalesag"). Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.

Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personalesager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et hold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Kineserier

af Søren Nors Nielsen

Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!

Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.

Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.

Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.

En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.

Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.

Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.

Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.

(klik på billedet

for at forstørre)

En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)

Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.

Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.

Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.

Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.

Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.

Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.

Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.

En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?

Gæsteboligen på forskerstationen ved

Chongxi Wetland Research Center

Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.

En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon

Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.

Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?

Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.

et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås

Det færdige resultat

Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:

"Seek truth, foster originality,

and live up to the name of teacher"

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.

Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.

Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.

Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.

Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.

Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.

Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.

Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.

Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.

Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.

Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

Fyringer truer på KU-humaniora

I dag indløb en urovækkende bested i indbakkerne hos personalet på det humanistiske fakultet, Københavns Universitet. Det handler om fyringer. Et middel, som i uhyggelig grad er blevet automatrefleks eller uudtalt foretrukkent værktøj for ledelsen, hvad enten den konkrete grund er budgetproblemer eller ønsker om større strategisk handlefrihed. Her er meddelelsen:

Sendt: 12. november 2010 14:31
Til: Det Humanistiske Fakultet
Emne: Meddelelse fra dekan Kirsten Refsing vedr. budget 2011

Kære alle ansatte

Jeg har desværre været nødt til på et ekstraordinært FSU møde i dag at meddele, at der i 2011 vil mangle ca. 15 millioner kroner på Fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.

På et ekstraordinært FSU-møde d. 19. november og det næste ordinære FSU-møde den 26. november vil det blive yderligere drøftet, hvordan fakultetet skal takle denne vanskelige situation og hvilke afværgeforanstaltninger der vil blive igangsat.

FSU vil på disse møder fastlægge en tidsplan for processen samt drøfte hvilke kriterier, der skal lægges til grund for nedlæggelsen af stillinger. På nuværende tidspunkt er der hverken taget stilling til hvilke opgaver der vil bortfalde eller nedprioriteres eller til hvilke stillinger, der skal nedlægges.

Jeg vil gøre mit til at informere så hurtigt og præcist som overhovedet muligt og vil i den forbindelse også henvise til, at der bliver afholdt et dialogmøde om økonomi den 29. november 2010. Du kan derudover altid kontakte dine nærmeste ledere og din tillidsrepræsentant eller søge råd hos Prescriba, som varetager KU’s psykologiske rådgivning (www.arbejdsmiljo.ku.dk/psykisk_arbejdsmiljo/raadgivning).

De nærmere oplysninger om afværgeforanstaltningerne findes beskrevet i KU’s personalepolitiske håndbog i kapitlet om ”KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold” (www.personalepolitik.ku.dk/pph/dok/Uansogt_afsked_grundet_institutionens_forhold.pdf). Intranettets temaside om Budget 2011 vil også blive brugt til at informere om processen.

Venlig hilsen
Kirsten Refsing

Det er lidt tankevækkende, at allerede i dette allerførste fyringsvarsel er noget af det første, der henvises til, psykologisk rådgivning - som der står i overskriften på den side, man føres til via det første link:

"Et tilbud om professionel hjælp, hvis du har problemer som påvirker dit arbejde negativt."

Det er næsten grinagtigt, – "som påvirker dit arbejde negativt" – mon ikke! Men et psykologisk problem? Hele det individualistiske set-up, som processen antages at forløbe i, er slående. Læser man det andet dokument ("KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold") står der fx om orientering af medarbejderne:

"Når lederen har besluttet, hvilke medarbejdere der skal indstilles til afskedigelse, er det lederens opgave:
• at orientere tillidsrepræsentanten, jf. pkt. 8
• at kontakte de berørte medarbejdere (det anbefales, at det så vidt muligt sker mundtligt), kort orientere dem om situationen og indkalde dem til individuelle samtaler. Samtidig opfordres de berørte medarbejdere til at søge bistand hos en tillidsrepræsentant/faglig organisation eller anden bisidder, som efter ønske fra medarbejderen kan deltage i mødet" (osv.)

De enkelte, der udpeges, skal helst betragte sig som en uheldig hin enkelte, offer og genstand for en proces absolut udenfor ens egen indflydelse, for passivt at affinde sig med processens forløb og de rituelle "støtteforanstaltninger", der iværk- og især italesættes (krisehjælp; bistand til udarbejdelse af CV; distribution af CV til KU’s øvrige enheder; økonomisk støtte til relevant efteruddannelse; økonomisk støtte til genplacering). Undervejs i processen udfolder ledelsen anstrengelser for at konvertere egentlige fyringer til 'frivillige' aftaler – fx (som nævnt i samme dokument) om orlov uden løn, overgang fra fuldtids- til deltidsbeskæftigelse, gradvis tilbagetrækning, frivillig fratræde m.v.
Jeg har respekt for det slidsomme arbejde, som tillidsrepræsentanter påtager sig for at støtte de medarbejdere der rammes, men samtidig en stor undren over den på forhånd iscenesatte handlingslammelse, som fyringer af TAP og VIP skal udfolde sig under. Men mon ikke netop faculty på et moderne og innovativt humaniora med determineret energi og kreativitet vil imødegå individualiseringen af det problem, som ophøjelsen af massefyringer som styringsredskab på et New Public Management-universitet er udtryk for?

• Brug lederlagets over-løn til fastholdelse af kerneydelser og kerne-personel!
• Brug KU's formue som buffer: universitetets videnskapital er vigtigere end den økonomiske!
• Styk universitetets vidensdiversitet og bevar fagdiversiteten!
• Hjælp din universitetsledelse: den mangler fantasi!

Fyring af forskningsleder på Rigshospitalet

Denne sag er da rystende, man tror næsten det er løgn. Læs på Videnskab.dk (her den 9/11) om Rigshospitalets fyring af molekylærbiolog og forskningsleder Henrik Leffers fra Afdeling for Reproduktion og Vækst. Hvis bare halvdelen af de oplysninger Videnskab.dk bringer frem om årsagen til fyringen står til troende, har Rigshospitalets forskningsledelse et alvorligt problem. Og hvis de nægter at udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag, hjælper det næppe for deres troværdighed, for "samarbejdsvanskeligheder" et et mærkat, enhver ledelse vilkårligt kan klæbe på en medarbejder som fyringsgrund.
Jeg har endnu ikke helt forstået hvad det er, der er foregået, men som en af bloggens korrespondenter nævnte for mig i går om sagen:
"Er det i øvrigt ikke et pædagogisk skoleeksempel på hvordan en institutions "overordnede forsknings- og kommunikationsstrategi" kan stå i vejen for at der bliver lavet nybrydende forskning?"
Det tjener såvel Videnskab.dk som Henrik Leffers til ære, at de har bragt sagen frem i offentligheden. Lad os håbe, at det er muligt at kan komme dybere ned i den og få be- eller afkræftet påstanden om de helt uantagelige grunde til fyringen, som artiklen implicerer.
Hvis det er sandt, at den forskning og de resultater, som Leffers har nået frem til, af strategisk-økonomiske grunde er ubekvemme for afdelingen, og at dette endvidere er hovedårsagen eller blot en medvirkende årsag til fyringen (eller bare til evt. gnidninger i samarbejdet), er det mildest talt rystende, og efterlader i så fald en skamplet, ikke blot på ledelsen, men også på de konkurrerende videnskabelige miljøer, der har omgivet Leffers forskningsgruppe.

Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)

Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8

I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.