Går uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen Ingeniørforeningens ærinde i hele dimensioneringssagen?
Læs indlægget i Universitetsavisen:
http://universitetsavisen.dk/debat/dimensionering-er-raeven-sat-til-vogte-hons
Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uddannelse. Vis alle opslag
lørdag den 25. oktober 2014
søndag den 22. april 2012
Faget Musikvidenskab og dets særlige problematik
af Linda Maria Koldau, professor i Musikvidenskab
Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.
Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.
Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.
I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.
Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)
Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf
Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.
Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.
Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.
I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.
Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)
Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf
fredag den 23. marts 2012
Så giv os dog en chance, hr Østergaard
Følgende brev har jeg i dag, 23. marts, sendt til Morten Østergaard som reaktion på de seneste ugers udmeldinger, der med alt tydelighed viser, at ministeren ikke kender ret meget til de konkrete forhold på vores samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.
I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.
Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.
Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.
Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”
Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.
Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!
I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.
Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.
Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.
Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”
Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.
Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!
fredag den 2. marts 2012
Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed
af Birgit Eriksson
Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.
Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.
Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.
Birgit Eriksson
onsdag den 1. februar 2012
Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?
Kære dekan Mette Thunø
Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.
Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.
Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.
Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.
Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.
Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.
Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.
Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.
Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.
Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?
Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?
Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?
Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?
Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?
Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?
Med venlig hilsen
Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet
Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.
Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.
Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.
Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.
Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.
Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.
Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.
Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.
Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.
Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?
Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?
Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?
Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?
Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?
Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?
Med venlig hilsen
Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet
søndag den 6. november 2011
Så tænk da stort om humaniora!
Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?
Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!
Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:
"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)
Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."
Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.
tirsdag den 11. oktober 2011
Den ekstrauniversitære virkelighed
En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.
Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.
Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.
Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.
Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.
Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.
Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.
tirsdag den 13. september 2011
Debat om nye tidsnormer på KU-Hum
[2. udgave]
Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.
Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).
En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).
Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!
ps:
fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx
Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.
Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.
A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.
| Stormøde |
om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:
Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).
Dagsorden
a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål
søndag den 14. august 2011
Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling
hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/
Kompetencebegrebet og andre stileøvelser
Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".
Kompetencebegrebet og andre stileøvelser
Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".
Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.
Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.
Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet
Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.
Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.
Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”
Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.
Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”
fredag den 3. juni 2011
Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter
I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.
Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.
Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.
[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.
mandag den 28. marts 2011
Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren
Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)
Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.
Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).
**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)
(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.
Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.
Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).
**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."
fredag den 18. marts 2011
Udtalelse fra blokaden af SAXO instituttet 17/3
Vi studerende på SAXO instituttet er trætte af nedskæringerne på vores fag. 4 timers undervisning om ugen kan ikke kaldes en uddannelse og semesteret nedskæring fra 14 til 12 uger har kun forværret problemerne. Vi står sammen med vores medstuderende på Engerom, INNS og IKK i denne protest og støtter fuldt op om deres krav. Også undervisere og administration er under hårdt pres pga. nedskæringer og vi må stå sammen i kampen for et levedygtigt universitet.
Vi kræver:
Vi kræver:
· Mere undervisning
· Genindførselen af et 14 ugers semester
· Genindførselen af universitetsdemokratiet
· Samtidigt afviser vi at Det Humanistiske Fakultets ledelses beslutning, om at opsige de fastansattes arbejdstidsaftale kan være en løsning på de problemer vi står i.
· Studenterrådet er de studerendes organisation og må gå forrest i at samle og udvides kampen. Vi opfordrer studenterrådet til at organisere kampene, aktivt at mobilisere til stormødet på fredag og fælles blokade og stormøde onsdag og til en udvidelse af blokaderne til alle dele af Københavns universitet.
tirsdag den 9. november 2010
Kaffepausesamtale om instrumentaliseringen af sprogfag
Der var debat i Deadline i søndags om de små sprogfag, og så er det vel passende at referere fra en samtale - tænkt eller virkelig - jeg overværede i pausen til et seminar, mellem en håndfuld udøvende sprogforskere, filosoffer og humanister, som jeg i tidens ånd og af visse hensyn brutalt vil nummerere:
1. professor:
Så I også den sene Deadline i søndags? I bekræftende fald: Hvem havde fat i den lange ende & ikke mindst: hvad kunne én af os have sagt på en bedre måde?
2. professor:
Jeg så udsendelsen. Jeg synes Bjørn Bredal havde fat i mange lange ender, når han f.eks. talte om sproget som en art "tænkehat", og om nødvendigheden af, at universiteterne tænker i længere baner, og at det ikke kan være de studerendes studievalg, der afgør om fag skal findes eller ej. Refsing taler som en administrator, hun er en smooth operator, man hører slet ikke hendes bekymring, kun når hun bliver direkte angrebet. Og når Charlotte Rønhof taler om sprog som "redskaber", så bliver man jo helt dårlig ...
1. professor:
D'accord, ganske kongeniale følelser vældede op i mig, og lignende fortolkninger havde jeg, kære kollega. Sproget er jo netop ikke (kun) et instrument, jf. mit eget skrift fra (...).
3. professor:
Var det ikke en meget "glat" debat? Jeg synes som jer, at Bredal gjorde det bedst, fordi han understregede, hvordan de meningsløse mekanismer (studentersøgning mm) lægger alt øde, uden at nogen behøver at tage ansvar. Bredal var afbalanceret, ikke spor "Humanist til hest" (jf. titlen på hans bog om Montaigne); rart urokkelig i sit forsvar for humanistisk omgang med fremmedsprog.
Rønhofs "sprog som værktøj" hører jeg desværre ofte på mit eget universitet, så jeg er vaccineret. Og jeg vil endda vove den hårrejsende påstand, at hun er blevet bedre til at skelne mellem sine egne interesser som lobbyist for industrien og samfundets generelle behov end tidligere.
Det er jo sandt, at virksomhederne ikke i stort omfang efterspørger specialistviden inden for sprog. Men det, man glemmer at få med er, at det gør de ikke, fordi de sender deres materiale ud til oversætterbureauerne… Dén "efterspørgsel", dét samfundsbehov er der ingen, der rigtigt fanger!
Mht. gymnasieskolen vil jeg minde om Peter Harders regnestykke, fra hans artikel "Kvalitet på universitetet: reform eller tilintetgørelse?" i Helge Sander (red.), Fremtidens universiteter, Gyldendal, 2009. pp. 109-120. Hans pointer gælder selvfølgelig også de andre gymnasiale sprogfag.
[3. professor hiver bogen op af mappen og bladrer frem]:
Meget præcist. Nå, men om Refsing: man skulle tro, man havde fundet ny art gople. Hun havde vist været på kommunikationskursus hjemmefra, og måske derfor lykkedes det hende lidt for godt at få minimeret omfanget af de reformer, hun planlægger. Som jeg hører hende, er det en form for generaliserede "områdestudier", hun lægger op til, hvor fremmedsprogene indgår som en komponent blandt andre.
4.Professor:
Hmm, jo. En lignende model er afprøvet på CBS som hhv "Europæiske studier" og ”Amerikanske Studier” på et af institutterne. Europæiske Studier har haft stor og stigende søgning og var i år en af de allermest søgte uddannelser på CBS og blev bl.a. af den grund beordret til ekstra optag, da VTU-krævede, at universiteterne tog flere ind. Men ledelsen havde også besluttet, at uddannelsen skulle afvikles. Selv om den ret beset gav ”dobbeltkompetencer”. Nu genopstår uddannelsen tilsyneladende på et naboinstitut dog med noget mindre sprog og uden humanistisk vinkling. Det var i øvrigt det forløb, der resulterede i, at en højtprofileret USA-ekspert rejste til SDU… (se cbsobserver.dk: humanistiske omraadestudier droppet paa cbs).
3.professor:
For mig var det sandhedens øjeblik, da Refsing (kommunikationskursus eller ej) i én katastrofal sætning om DIs våde drøm (dobbeltkompetencer) sagde - her citeret efter hukommelsen: "Ja, kemikeren, der kan tysk, kan så et fag og et sprog"… Kan I se problemet? Sprog er ikke et fag!!!
Hvis selv HUM-dekanen for DKs største og ældste universitet ikke på landsdækkende TV er i stand til at slå fast, at sprogstudier også er et FAG, at sprogstudier er en FAGLIGHED, så er der ikke noget at sige til, at det hele kører af sporet.
1. professor:
På det helt overordnede organisatoriske plan er problemet, at universitetsledelserne i varierende grad ser ned på sprog som faglighed og kun vil høre tale om det som værktøjsdisciplin.
2. professor:
Det, jeg mener, man skulle gøre fra et overordnet fremmedsprogsuddannelses-synspunkt er at tænke samarbejde mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, så man kunne få det bedste fra begge verdener. Der er selvfølgelig mange, der skal sluge nogle kameler! Men med det alternativ, der tegner sig på KUA, er det da at foretrække. Ledelserne er vist ikke vildt interesserede. De skal jo konkurrere.
1. professor:
Tak for jeres betragtninger over, hvordan det står til med opfattelsen af sprog. Jeg genkender det jo rundt omkring, også fra mit eget fag, hvor de studerende (og nogle af lærerne) i stigende grad taler om deres eget fag som "værktøjer". Det er selvfølgelig en logisk følge af, at man i stigende grad vægrer sig mod at tale om viden og hellere bruger ordet kompetencer. Med denne glidning har man jo så at sige på forhånd foretaget en glidning i retning af instrumentalisering af alt muligt, man kan vide noget om.
1. professor:
Så I også den sene Deadline i søndags? I bekræftende fald: Hvem havde fat i den lange ende & ikke mindst: hvad kunne én af os have sagt på en bedre måde?
2. professor:
Jeg så udsendelsen. Jeg synes Bjørn Bredal havde fat i mange lange ender, når han f.eks. talte om sproget som en art "tænkehat", og om nødvendigheden af, at universiteterne tænker i længere baner, og at det ikke kan være de studerendes studievalg, der afgør om fag skal findes eller ej. Refsing taler som en administrator, hun er en smooth operator, man hører slet ikke hendes bekymring, kun når hun bliver direkte angrebet. Og når Charlotte Rønhof taler om sprog som "redskaber", så bliver man jo helt dårlig ...
1. professor:
D'accord, ganske kongeniale følelser vældede op i mig, og lignende fortolkninger havde jeg, kære kollega. Sproget er jo netop ikke (kun) et instrument, jf. mit eget skrift fra (...).
3. professor:
Var det ikke en meget "glat" debat? Jeg synes som jer, at Bredal gjorde det bedst, fordi han understregede, hvordan de meningsløse mekanismer (studentersøgning mm) lægger alt øde, uden at nogen behøver at tage ansvar. Bredal var afbalanceret, ikke spor "Humanist til hest" (jf. titlen på hans bog om Montaigne); rart urokkelig i sit forsvar for humanistisk omgang med fremmedsprog.
Rønhofs "sprog som værktøj" hører jeg desværre ofte på mit eget universitet, så jeg er vaccineret. Og jeg vil endda vove den hårrejsende påstand, at hun er blevet bedre til at skelne mellem sine egne interesser som lobbyist for industrien og samfundets generelle behov end tidligere.
Det er jo sandt, at virksomhederne ikke i stort omfang efterspørger specialistviden inden for sprog. Men det, man glemmer at få med er, at det gør de ikke, fordi de sender deres materiale ud til oversætterbureauerne… Dén "efterspørgsel", dét samfundsbehov er der ingen, der rigtigt fanger!
Mht. gymnasieskolen vil jeg minde om Peter Harders regnestykke, fra hans artikel "Kvalitet på universitetet: reform eller tilintetgørelse?" i Helge Sander (red.), Fremtidens universiteter, Gyldendal, 2009. pp. 109-120. Hans pointer gælder selvfølgelig også de andre gymnasiale sprogfag.
[3. professor hiver bogen op af mappen og bladrer frem]:
[Om ødelæggelsen af gymnasieuddannelsen]:1.Professor:
"Det andet punkt drejer sig om en konsekvens af reformen som endnu er usynlig uden for universiteterne, nemlig demonteringen af gymnasielærernes faglige kvalifikationer - samtidig med at de faglige krav der stilles til dem i gymnasiet er eksploderet.
Når det hidtil har været usynligt, skyldes både at uddannelserne først går i gang nu, og at forværringen i vilkårene er et resultat af forskellige faktorer som ikke er tænkt sammen. Faktorerne er følgende:
• Afskaffelsen af sidefagssuppleringen (dvs det halve års viderekvalifikation der var bygget ind i pædagogikum-ordningen)
• Flytningen af BA-projektet til 3. år, der skubbede sidefaget videre op på overbygningsdelen - med det resultat at der nu kun er tre kvarte årsværk til hovedfaget (ud over specialet)
• Kravet om et professionsmodul, som tager ét af de tre kvarte årsværk
• De løbende nedskæringer, som gør at et kvart årsværk nu svarer til 2 timer i 12 uger
• Den planlægte omlægning af taxameteret, som betyder at kandidaterne skal blive færdige totalt uden forsinkelse
Jeg skriver dette i fuld bevidsthed om at det er næsten uforståeligt for outsidere - det er faktisk en del af pointen! Det gælder nemlig mange af de ting der sker i øjeblikket: ingen kan overskue konsekvenserne, men det bliver tvunget igennem alligevel, hen over hovedet på dem der skal få det til at fungere.
Det mest skræmmende er de faglige kvalifikationer på hovedfaget. Da jeg studerede, var et hovedfag på to år, dvs. at der (i nutidens regneenheder) ud over specialet var 6 kvarte årsværk. I firserne blev det skåret ned til halvandet år, svarende til 4 kvartårskurser. Nu bliver der så 2 faglige emnekurser tilbage. Hovedfagsfagligheden er skåret ned med 67% i forhold til de gymnasielærere der går af i disse år.
Oven i det kommer så at hovedfaget i den tradition der endnu lever, var stedet for faglig fordybelse, hvor man som studerende brugte typisk 3-4 år og gik til mange flere kurser end man tog eksamen i. Hovedfaget har været stedet for den identitetsbærende faglighed, den som gjorde at man følte sig sikker over for eleverne i gymnasiet. Universiteterne har ikke råd til at ignorere de økonomiske realiteter, så samtidig med at det faglige indhold formelt er skåret ned til en tredjedel, vil man sikkert finde veje til eliminere det faglige overskud som de studerende hidtil har lagt oven i af egen drift. Hvis finansministeriet får sin vilje, vil fremtidige gymnasielærere derfor have modtaget i alt 48 timers faglig undervisning på deres hovedfag.
Der er kort sagt lagt op til en kolossal faglig deroute, og den bliver sendt direkte videre til eleverne i ungdomsuddannelserne - hvor forventningen pudsigt nok netop er blevet at læreren skal kunne øse af sit vældige faglige overskud i forhold til hele fagrækken."
(Uddrag fra siderne pp. 118-120)
Meget præcist. Nå, men om Refsing: man skulle tro, man havde fundet ny art gople. Hun havde vist været på kommunikationskursus hjemmefra, og måske derfor lykkedes det hende lidt for godt at få minimeret omfanget af de reformer, hun planlægger. Som jeg hører hende, er det en form for generaliserede "områdestudier", hun lægger op til, hvor fremmedsprogene indgår som en komponent blandt andre.
4.Professor:
Hmm, jo. En lignende model er afprøvet på CBS som hhv "Europæiske studier" og ”Amerikanske Studier” på et af institutterne. Europæiske Studier har haft stor og stigende søgning og var i år en af de allermest søgte uddannelser på CBS og blev bl.a. af den grund beordret til ekstra optag, da VTU-krævede, at universiteterne tog flere ind. Men ledelsen havde også besluttet, at uddannelsen skulle afvikles. Selv om den ret beset gav ”dobbeltkompetencer”. Nu genopstår uddannelsen tilsyneladende på et naboinstitut dog med noget mindre sprog og uden humanistisk vinkling. Det var i øvrigt det forløb, der resulterede i, at en højtprofileret USA-ekspert rejste til SDU… (se cbsobserver.dk: humanistiske omraadestudier droppet paa cbs).
3.professor:
For mig var det sandhedens øjeblik, da Refsing (kommunikationskursus eller ej) i én katastrofal sætning om DIs våde drøm (dobbeltkompetencer) sagde - her citeret efter hukommelsen: "Ja, kemikeren, der kan tysk, kan så et fag og et sprog"… Kan I se problemet? Sprog er ikke et fag!!!
Hvis selv HUM-dekanen for DKs største og ældste universitet ikke på landsdækkende TV er i stand til at slå fast, at sprogstudier også er et FAG, at sprogstudier er en FAGLIGHED, så er der ikke noget at sige til, at det hele kører af sporet.
1. professor:
På det helt overordnede organisatoriske plan er problemet, at universitetsledelserne i varierende grad ser ned på sprog som faglighed og kun vil høre tale om det som værktøjsdisciplin.
2. professor:
Det, jeg mener, man skulle gøre fra et overordnet fremmedsprogsuddannelses-synspunkt er at tænke samarbejde mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, så man kunne få det bedste fra begge verdener. Der er selvfølgelig mange, der skal sluge nogle kameler! Men med det alternativ, der tegner sig på KUA, er det da at foretrække. Ledelserne er vist ikke vildt interesserede. De skal jo konkurrere.
1. professor:
Tak for jeres betragtninger over, hvordan det står til med opfattelsen af sprog. Jeg genkender det jo rundt omkring, også fra mit eget fag, hvor de studerende (og nogle af lærerne) i stigende grad taler om deres eget fag som "værktøjer". Det er selvfølgelig en logisk følge af, at man i stigende grad vægrer sig mod at tale om viden og hellere bruger ordet kompetencer. Med denne glidning har man jo så at sige på forhånd foretaget en glidning i retning af instrumentalisering af alt muligt, man kan vide noget om.
torsdag den 29. juli 2010
Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.
To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
torsdag den 27. maj 2010
Forskningsfrihed for universitetsledere, ikke for forskere?
Den endelige beslutning om fyring eller ikke-fyring af tre filosoffer på DPU, som Århus Universitets ledelse skal træffe i den kommende weekend, kan blive en prøvesten på hvor sikret forskningsfriheden er i Danmark. Spørgsmålet er, om et universitets ledelse (rektor, dekaner, institutledere, som ikke længere er valgte blandt fagfæller, men ansat oppefra af bestyrelsen) kan bruge deres fortolkning af universitetets lokale forskningsstrategi, herunder hvad de opfatter som relevant forskning, som begrundelse for at fyre forskere i faste stillinger, hvis de selv samme ledere ikke har kunnet styre økonomien, og en bestemt afdeling har flere udgifter end 'indtægter' (om det overhovedet giver mening at tale i kroner og ører om indtægter på en institution som i leverer forskning og undervisning til samfundet, skal lades usagt her).
Dagens universitetsledere inklusive bestyrelserne har dygtigt usynliggjort deres eget ansvar og økonomiske handlefrihed ved at henvise til, at det totale budgets balance skal afspejlses i tilsvarende balancer for de mindre enheder (fakulteter og institutter). Danmarks Pægagogiske Universitet balancerede på den pæne side af nul før fusionen med Århus Universitet, men blev herefter pålagt tunge gebyrer til universitetets centraladministration. Sagen er mundet ud i fyringsvarsler til tre fast ansatte filosoffer på et af DPU's institutter.
De tre har i deres høringssvar påvist fejl og usaglige begrundelser for at netop de tre blev peget ud - ledelsen angav, at deres forskning ikke var 'relevant', men trak senere i land og påstår nu, at begrundelsen alene er økonomisk. Det står i stærk kontrast med en intern strid på det pågældende institut mellem et forskningsområde, som er institutlederens eget og som han har ambitioner om at udbygge (samtidsdiagnose), og det felt (pædagogisk filosofi) som de tre fyringsvarslede er ansat indenfor.
Som fyringsvarslet har man ret til at afgive et høringssvar, men det er unægteligt vanskeligt, når begrundelsen for fyring er usaglig og ledelsen iøvrigt skifter forklaring undervejs. Det har ført til forlænget høringsfrist, som udløber i dag, torsdag d. 27/5, men da ledelsen ikke har tilbagekaldt den først meddelte varslede fyring "med 3 måneders varsel regnet fra den 1. juni", har de nu ganske kort tid at træffe en beslutning i. Fyringer berører ikke blot de tre varslede personligt, det er hele kvaliteten af den uddannelse, de bidrager til, og der har da også både nationalt og internationalt lydt protester fra en række anerkendte forskere fra pågældende felt, og fra uddannelsens studerende. Der står endnu mere principielle ting på spil, selvom det ikke ser ud til at være gået op for ministeren:
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler alligevel i et svar til Folketinget d. 20/5, at hvis afskedigelser er begrundet i økonomi, "har universitetet pligt til at undersøge, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. I den forbindelse kan det være nødvendigt at se på, hvilke forskningsområder der er mest relevante. Dette er ikke i uoverensstemmelse med forskningsfriheden og universitetsloven."
– Ministeren giver i dette svar grønt lys til at sidestille relevans af grundforskning med en snæver balance mellem en uddannelses udgifter og 'indtægter'.
Sagen er nu landet på Århus-rektorens bord, og rejser som sagt række principielle spørgsmål:
• må ledelsen bruge 'relevans' af et forskningsområde som fyringskriterium?
• er det danske samfund tjent med at universitetsledelserne reducerer forskningsrelevans til forholdet mellem udgifter og indtægter af en given type forskning?
• bør forskningsfriheden i den nye universitetslov ikke skærpes, således at den tydeligere gælder den enkelte forsker (mht. frit emnevalg indenfor ansættelsesområdet) og ikke blot står som "universitetets" forskningsfrihed - in casu ledelsens?
• hvad blev der af kravet om 'stærk ledelse', som skulle kunne foretage langsigtede, 'strategiske prioriteringer', hvis disse ord blot reelt dækker over hovsaløsninger, og ad hoc tilpasninger til de evigt skiftende økonomiske randbetingelser for de enkelte fakulteter og institutter?
Desuden rejser fyringssagen på AU disse konkrete spørgsmål:
• må en ledelse skifte forklaring i en fyringsvarsel under sagens forløb?
• er de afgivne fyringsvarsler begrundet sagligt?*)
• har AU, herunder DPU, undersøgt alternative måder at sikre bedre økonomistyring, herunder alternative besparelser på? Kunne det centrale AU fx slække på sin administrations-beskatning af DPU i en overgangsperiode?
• og hvem bliver så de næste, der skal fyres på det mega-universitet, som AU er blevet efter fusionerne med DPU, DMU, DJF og Aarhus Handelshøjskole?
Dagens universitetsledere inklusive bestyrelserne har dygtigt usynliggjort deres eget ansvar og økonomiske handlefrihed ved at henvise til, at det totale budgets balance skal afspejlses i tilsvarende balancer for de mindre enheder (fakulteter og institutter). Danmarks Pægagogiske Universitet balancerede på den pæne side af nul før fusionen med Århus Universitet, men blev herefter pålagt tunge gebyrer til universitetets centraladministration. Sagen er mundet ud i fyringsvarsler til tre fast ansatte filosoffer på et af DPU's institutter.
De tre har i deres høringssvar påvist fejl og usaglige begrundelser for at netop de tre blev peget ud - ledelsen angav, at deres forskning ikke var 'relevant', men trak senere i land og påstår nu, at begrundelsen alene er økonomisk. Det står i stærk kontrast med en intern strid på det pågældende institut mellem et forskningsområde, som er institutlederens eget og som han har ambitioner om at udbygge (samtidsdiagnose), og det felt (pædagogisk filosofi) som de tre fyringsvarslede er ansat indenfor.
Som fyringsvarslet har man ret til at afgive et høringssvar, men det er unægteligt vanskeligt, når begrundelsen for fyring er usaglig og ledelsen iøvrigt skifter forklaring undervejs. Det har ført til forlænget høringsfrist, som udløber i dag, torsdag d. 27/5, men da ledelsen ikke har tilbagekaldt den først meddelte varslede fyring "med 3 måneders varsel regnet fra den 1. juni", har de nu ganske kort tid at træffe en beslutning i. Fyringer berører ikke blot de tre varslede personligt, det er hele kvaliteten af den uddannelse, de bidrager til, og der har da også både nationalt og internationalt lydt protester fra en række anerkendte forskere fra pågældende felt, og fra uddannelsens studerende. Der står endnu mere principielle ting på spil, selvom det ikke ser ud til at være gået op for ministeren:
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler alligevel i et svar til Folketinget d. 20/5, at hvis afskedigelser er begrundet i økonomi, "har universitetet pligt til at undersøge, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. I den forbindelse kan det være nødvendigt at se på, hvilke forskningsområder der er mest relevante. Dette er ikke i uoverensstemmelse med forskningsfriheden og universitetsloven."
– Ministeren giver i dette svar grønt lys til at sidestille relevans af grundforskning med en snæver balance mellem en uddannelses udgifter og 'indtægter'.
Sagen er nu landet på Århus-rektorens bord, og rejser som sagt række principielle spørgsmål:
• må ledelsen bruge 'relevans' af et forskningsområde som fyringskriterium?
• er det danske samfund tjent med at universitetsledelserne reducerer forskningsrelevans til forholdet mellem udgifter og indtægter af en given type forskning?
• bør forskningsfriheden i den nye universitetslov ikke skærpes, således at den tydeligere gælder den enkelte forsker (mht. frit emnevalg indenfor ansættelsesområdet) og ikke blot står som "universitetets" forskningsfrihed - in casu ledelsens?
• hvad blev der af kravet om 'stærk ledelse', som skulle kunne foretage langsigtede, 'strategiske prioriteringer', hvis disse ord blot reelt dækker over hovsaløsninger, og ad hoc tilpasninger til de evigt skiftende økonomiske randbetingelser for de enkelte fakulteter og institutter?
Desuden rejser fyringssagen på AU disse konkrete spørgsmål:
• må en ledelse skifte forklaring i en fyringsvarsel under sagens forløb?
• er de afgivne fyringsvarsler begrundet sagligt?*)
• har AU, herunder DPU, undersøgt alternative måder at sikre bedre økonomistyring, herunder alternative besparelser på? Kunne det centrale AU fx slække på sin administrations-beskatning af DPU i en overgangsperiode?
• og hvem bliver så de næste, der skal fyres på det mega-universitet, som AU er blevet efter fusionerne med DPU, DMU, DJF og Aarhus Handelshøjskole?
*) Note: Dette og foregående spørgsmål er selvfølgelig retorisk og må besvares klart nej. Men det aktualiseres, når man gennemlæser det samlede høringssvar fra en af de tre fyringsvarslede (kan ses her), en samling dokumenter som slutter: "Det er dybt kritisabelt og helt ude af proportioner, at DPUs ledelse på et grundlag, der er så løst, usagligt og usandt, tager så alvorlige skridt midt i AUs faglige udviklingsproces, hvor ingen reelt ved om DPUs ledelse eller DPU selv overhovedet skal forsætte efter 2010, og hvor usikkerheden på hele ÅU vanskeliggør en omplacering."
onsdag den 31. marts 2010
Fik Folketinget svar på spørgsmål om fyringer?
I Folketingets nyhedsbrev fra 29/3 kunne man se, at Udvalget for Videnskab og Teknologi har bedt videnskabsministeren om "en oversigt over fyringer på universiteterne som helhed, fordelt på de enkelte universiteter, de enkelte fakulteter/hovedområder, de enkelte institutter samt på de enkelte særligt ramte fag" (se spørgsmålet her). Man kan også (her) læse svaret fra Charlotte Sahl-Madsen af 26/3, der meddeler, at "ministeriet [har] indhentet yderligere oplysninger om afskedigelserne fra de berørte universiteter. Uddybningen omhandler kun afskedigelser og ikke frivillige fratrædelsesaftaler." Sahl-Madsen refererer så hvad ledelserne på KU, DTU og AU oplyser desangående. Et par eksempler:
Man må spørge sig selv: Fik Folketinget svar på sine spørgsmål?
"Københavns Universitet oplyser følgende om afskedigelsernes virkning i forhold til forskning og uddannelse": (...) "På FARMA vil der ske en tilpasning i undervisningsopgaverne for at undgå, at der opstår en uhensigtsmæssig ubalance mellem uddannelse og forskning. Antallet af kontakttimer vil blive tilpasset på udvalgte kurser og antallet af valgfrie kurser går fra 34 til 28. På en række kurser, vil eksamenstiden blive nedsat fra 4 til 3 timer for at sænke ressourceforbruget. På forskningssiden er det specielt Plantevidenskab og Miljøkemi, der bliver berørt. Det vurderes dog, at dele af disse fagområder kan varetages andetsteds på Københavns Universitet."Og konkluderende:
"På NAT vil udbuddet af kurser på bacheloruddannelserne være uændrede. På kandidatuddannelser med lav deltagelse, vil enkelte valgfrie kurser blive nedlagt. På forskningssiden vil flere områder blive varetaget i samarbejde med andre institutter og fakulteter. Blandt andet vil en del af forskningen på geologi ske i samarbejde med Statens NaturhistoriskeMuseum."
"Af universiteternes tilbagemeldinger fremgår det, at afskedigelserne kun betyder fagmæssige tilpasninger på KU i form af sammenlægninger eller nedlæggelser af kurser. Der er således ikke tale om, at hele fag nedlægges. Jeg har ikke kendskab til, at de berørte fag (eller kurser) på KU har en national påvirkning eller sammenhæng i øvrigt med forholdene på de andre universiteter."Næh-dog, var det alt? Ministeren kunne lige så godt have sammenfattet det sådan: Ledelserne på de massefyringsramte universiteter vil helst se fremad og glemme sagen, og mener iøvrigt, at de nedskårne forskningsområder kan varetages "i samarbejde med andre" (læs: af nogle andre) og jeg har ingen selvstændig holdning til det.
Man må spørge sig selv: Fik Folketinget svar på sine spørgsmål?
lørdag den 23. januar 2010
Aktioner imod den neoliberale universitetspolitik
På debatmødet på CBS i onsdags (jf. indlægget nedenfor) var der en tilhører, som på mit indlæg om det sanderske universitet bemærkede, at det "sanderske" ikke er særligt dansk, men udtryk for tendenser vi ser overalt i den vestlige verden. Det er ganske rigtigt. Men det gør det jo ikke bedre af den grund. Der er overalt brug for protester imod den neoliberalistiske bølge, der reelt ikke frigør, men binder og skævvrider universiteterne og deres uddannelser. Og protesteret bliver der - ikke mindst fra de uddannelsessøgendes side. Der er fx her lavet et informativt "Overview of Education Protests 2009", hvor mange aktioner i 51 lande er nævnt; Danmark er repræsenteret med tre forskellige aktioner. Flere må bestemt imødeses i 2010, med den seneste privatiseringsprøveballon, nedskæringerne på universiteternes basismidler, massefyringer, kvalitetsforringelse af uddannelser, osv. Der er brug for et forsvar for de fordele, den skandinaviske model for universitetsuddannelse har, og i det hele taget et forsvar for offentlige universiteter, men gerne med mere demokrati og forskningsfrihed, tak.
torsdag den 29. oktober 2009
Besættelser af universiteter i Wien og protester imod 'impact'-mål i UK
Citat fra Reclaim your university! :
"On Tuesday (20.10.2009) the academy of fine arts was squatted by students and lecturers. Their protest was triggered by a recently signed contract between the dean and the ministry of education. The students and lecturers of the academy of fine arts are speaking out against the Bachelor-/ and Master system which is about to be implemented. The main concern of the students of all universities is an amendment of university law 2009 (UG Novell 2009) that allows universities to constrain the number of enrollments henceforth. This development can be interpreted as part of the Bologna process which has the aim of harmonizing the european university structures."
Jeg har ikke set mange omtaler i de danske medier af de aktuelle universitetsbesættelser i Wien, men de er værd at lægge mærke til, for protesten gælder de samme ting, som vi oplever på de danske universiteter, og som vi samlede underskrifter imod sidste år. Man kan fx online høre Alex Callinicos fra UK, som i Wien taler om sine erfaringer med det engelske universitetssystem ved en af ugens store universitetsbesættelser i Wien, i søndags (d. 25. okt. 2009), som jeg fandt et link til hos ISU. I forelæsningen "Universiteter i en nyliberalistisk verden" (her), som bl.a. kritiserer "the harnessing knowledge to wealth creation (i.e., profit)" (og iøvrigt nogle de samme mekanismer omtalt ved Isabella Bruno i sidste indlæg), herunder planerne i UK om at lade 25% veje efter "økonomisk og social impact" af forskningen. Hans lille bog, Universities in a Neoliberal World (November 2006, Bookmarks Publications) findes på nettet (her). Han opfordrer de studerende til modstand, for de universitetsansatte forskere har næsten opgivet at yde modstand i deres forsøg på at tilpasse sig. Han ser krisen på de østrigske universiteter som en del af en større systemkrise for neoliberalismen. Der kører i Østrig en underskriftindsamling (her oversat til engelsk) med disse krav:
"after a manifestation of students today against the bologna-process and in solidarity withe the squating of the academy of fine arts two days ago, parts of the university of vienna have been occupied spontanously. Right now there are 2000 students taking part in the occupation. About
three hour ago the police has left the university. Right now [22/10/2009] the students are discussing how to act during the next days (...)" "last not least, the academy of fine arts in vienna is still squated."
website of an autonomous students group http://freiebildung.at/wordpress/
video of the occupation http://qik.com/video/3290414
live-tickers on twitter and facebook http://twitter.com/Unibrennt
http://twitter.com/gewure
http://www.facebook.com/pages/Audimax-Besetzung-in-der-Uni-Wien-Die-Uni-brennt/
further media-coverage:
http://derstandard.at/fs/1254312155865/Studenten-besetzen-Audimax-der-Uni-Wien
På bl.a. Steve Fullers blog kan man her finde indlæg om den britiske ide med at lade "relevans" bestemme tildeling af forskningsmidler.
"On Tuesday (20.10.2009) the academy of fine arts was squatted by students and lecturers. Their protest was triggered by a recently signed contract between the dean and the ministry of education. The students and lecturers of the academy of fine arts are speaking out against the Bachelor-/ and Master system which is about to be implemented. The main concern of the students of all universities is an amendment of university law 2009 (UG Novell 2009) that allows universities to constrain the number of enrollments henceforth. This development can be interpreted as part of the Bologna process which has the aim of harmonizing the european university structures."
Jeg har ikke set mange omtaler i de danske medier af de aktuelle universitetsbesættelser i Wien, men de er værd at lægge mærke til, for protesten gælder de samme ting, som vi oplever på de danske universiteter, og som vi samlede underskrifter imod sidste år. Man kan fx online høre Alex Callinicos fra UK, som i Wien taler om sine erfaringer med det engelske universitetssystem ved en af ugens store universitetsbesættelser i Wien, i søndags (d. 25. okt. 2009), som jeg fandt et link til hos ISU. I forelæsningen "Universiteter i en nyliberalistisk verden" (her), som bl.a. kritiserer "the harnessing knowledge to wealth creation (i.e., profit)" (og iøvrigt nogle de samme mekanismer omtalt ved Isabella Bruno i sidste indlæg), herunder planerne i UK om at lade 25% veje efter "økonomisk og social impact" af forskningen. Hans lille bog, Universities in a Neoliberal World (November 2006, Bookmarks Publications) findes på nettet (her). Han opfordrer de studerende til modstand, for de universitetsansatte forskere har næsten opgivet at yde modstand i deres forsøg på at tilpasse sig. Han ser krisen på de østrigske universiteter som en del af en større systemkrise for neoliberalismen. Der kører i Østrig en underskriftindsamling (her oversat til engelsk) med disse krav:
1. We oppose ourselves to university-based organisational structures that are determined by economic ends, as well as to the privatisation of teaching, research and knowledge production more broadly. We demand the full public funding and re-democratization of all educational institutions as well as the unconditional abolition of university fees!Fra nyhedslisten edu-factory:
2. We oppose ourselves to the pseudo-autonomy of universities. We demand the immediate withdrawal of §8* of the UG 2002!
§8.: ’Upon the proposal of the minister of education, the government may impose the installation of a branch of study on a university or several universities, given this is necessary on the basis of political decisions in the fields of education or science, and given there is no related former agreement as in a contract regarding university performance.’
We demand the freedom to define what teaching and research, as well as science and art, mean in the context of our universities.
3. We oppose ourselves to quality assessments concerning science and art when these operate by economic criteria. We are against the forced imposition of self-marketing strategies on universities, and against the conflation of education with competitiveness and elitism.
We demand the abolition of knowledge surveys and agreements on productivity!
4. We oppose ourselves to the degrading transformation of universities and schools into training facilities oriented by the labour market.
We want education as space for thinking, not training as the mere reproduction of workforce!
5. We insist that the government refrain from taking teaching and art, science and research to be seperable as objects of thought and administration. We demand that the corresponding ministeries be merged immediately.
"after a manifestation of students today against the bologna-process and in solidarity withe the squating of the academy of fine arts two days ago, parts of the university of vienna have been occupied spontanously. Right now there are 2000 students taking part in the occupation. About
three hour ago the police has left the university. Right now [22/10/2009] the students are discussing how to act during the next days (...)" "last not least, the academy of fine arts in vienna is still squated."
website of an autonomous students group http://freiebildung.at/wordpress/
video of the occupation http://qik.com/video/3290414
live-tickers on twitter and facebook http://twitter.com/Unibrennt
http://twitter.com/gewure
http://www.facebook.com/pages/Audimax-Besetzung-in-der-Uni-Wien-Die-Uni-brennt/
further media-coverage:
http://derstandard.at/fs/1254312155865/Studenten-besetzen-Audimax-der-Uni-Wien
På bl.a. Steve Fullers blog kan man her finde indlæg om den britiske ide med at lade "relevans" bestemme tildeling af forskningsmidler.
fredag den 17. april 2009
Gør universiteterne besættende igen
Nyhedsklip fra den 15. april:
http://www.reclaimyoureducation.dk/sider/kalender.html
Unge besættere mod Universitet A/S(fra Dagbladet Arbejderen, side 1, 15-04-2009). Et opløftende initiativ! Det startede allerede i går. Se mere på deres site her:
Onsdag den 22. april klokken 14 samles studerende til demonstration på Vor Frue Plads, hvorefter de tager til Københavns Universitet for at besætte centraladministrationen. Ifølge talsperson for Reclaim Your Education-initiativet i Danmark, Andreas Mulvad, bliver de studerende på universitetet i et par dage for at snakke om, hvad der i løbet af de sidste år er sket med deres uddannelser. Grundlæggerne af initiativet stiller helt konkret tre krav til beslutningstagerne, nemlig at markedsgørelsen af uddannelserne ophører, at demokratiet på uddannelserne genindføres og udvides og at der ikke skal være patent og copyright på viden.
- Vores universiteter skal være for samfundet og ikke for erhvervslivet. Forskningen skal ikke styres af profit. Der skal forskes til gavn for mennesker, lyder det fra initiativtagerne, som er en del af en større gruppe internationale studerende fra 30 lande, der alle vil aktionere med samme budskab, nemlig at uddannelse ikke er en vare.
http://www.reclaimyoureducation.dk/sider/kalender.html
torsdag den 15. januar 2009
Videnskabsminister tror på forsker-fyringer som en rigtig beslutning
Dagens nyhed: Sander er fuld af tillid.
Forskningsordføreren for SF, Jonas Dahl, stillede ministeren dette spørgsmål (22/12-2008): "Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?". Nu har minsteren svaret følgende (se her):
Forskningsordføreren for SF, Jonas Dahl, stillede ministeren dette spørgsmål (22/12-2008): "Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?". Nu har minsteren svaret følgende (se her):
"Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger." (min fremhævelse, CE)
Hvordan skal man udlægge det svar?
Sander har læst i avisen, at de slagter en tredjedel af det største institut (Biologisk Institut) på Det Naturvidenskabelige Fakultet i København, og fyrer løs på flere andre, men har tillid til at hans marionetter samme sted, fra bestyrelse og nedefter, har undersøgt alle alternativer og valgt det optimale - for forskning, for undervisning, for samfundet?!
Er det en ansvarlig minister, der taler her? Forholder han sig til spørgsmålet?
Hvem har tillid til Sander?
Abonner på:
Opslag (Atom)
