Viser opslag med etiketten underskriftindsamling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten underskriftindsamling. Vis alle opslag

onsdag den 27. januar 2010

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet




I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Det borgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.

søndag den 8. november 2009

Hvad er forskningsfrihed?

Det netop udgivne jubileumsnummer af University World News indeholder et genoptryk af en artikel, "Academic Freedom: A Realistic Appraisal", fra International Higher Education (vol. 57, Fall 2009) af Philip G. Altbach fra Center for International Higher Education ved Boston College, hvori Altbach dels koncentrerer en maggie-terning om begrebets historie og indhold, dels udtrykker en bekymring for, at begrebet akademisk frihed bruges for bredt om ting, som ikke har noget med kernen at gøre -
"some now define academic freedom as virtually everything that permits effective teaching and research—faculty involvement in governance, adequate budgets for academic institutions, suitable conditions for teaching and learning such as appropriate classrooms and access to technology",
og endelig omtaler sin egen og utalliges bekymring for de trusler, som faktisk findes mod akademisk frihed i sin sande betydning.
"What is needed is a return to the core concepts of academic freedom developed by von Humboldt and expanded in the AAUP’s 1940 statement. Academic freedom, after all, is the right of professors to teach without constraint in their field of expertise, do research and publish, and express themselves in the public space (newspapers, the Internet, and so on). Academic freedom generally protects the employment of professors as well as providing the most ironclad guarantees possible—through a formal tenure or civil service system, or other arrangements."
Jeg er ikke helt enig med ham i at "academic freedom does not essentially concern how universities are managed", men forstår godt, at man i teorien kunne forestille sig, at det kollegiale selvstyre i rent akademiske anliggender kunne forenes med et så udemokratisk og topstyret universitet, som vi fx har i Danmark. I teorien måske, men ikke i praksis. Her hælder jeg (ligesom vel de godt 6500 studerende og universitetsansatte i Danmark, der skrev under på vores underskriftsindsamling sidste år) mere til UNESCO-deklarationen af 1997 ("Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel", se her) hvis artikel 32 lyder
"The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decision making structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large."
Det bliver jo interessant at se hvordan evalueringspanelet, der snart skal afgive sin rapport forud for en evt. revision af universitetsloven, anskuer situationen - om de også finder, at something is rotten in the state of Denmark. I USA ser man problemer som også kendes her, bl.a. nævner Altbach
"The growing number of part-time teachers in many countries have no effective protection of their academic freedom, since they are often employed for just one course or for a short and often indeterminate period of time. The ownership of knowledge by multinational corporations or even by employing universities has become an issue of contention in some countries."
Hvis man iøvrigt vil have skærpet sine egne begreber om akademisk frihed, og pointeret, at denne ikke er til for at tjene en bestemt professions privilegier, men for at tjene et samfunds fælles bedste, kan bogen For the Common Good. Principles of American Academic Freedom af Matthew W. Finkin og Robert C. Post anbefales (Yale University Press 2009). De understreger bl.a., at forskningsfrihed, som er en del af akademisk frihed, ikke er frihed til at bruge sin forskningstid til hvad som helst, men til at udøve forskning indenfor de rammer, som sættes af de videnskabelige professionelle standarder og normer for akademisk arbejde, på 'våde' såvel som 'tørre' forskningsområder. Disse standarder er kollektive, dvs. den enkelte forsker har nok sin individuelle forskningsfrihed (inkl. til frit valg af emne, metode og publiceringskanal), men er underkastet den videnskabelige proffesions normer og standarder. Ting som universitetsstrategier, udviklingskontrakter, eller eksterne myndigheder eller andre rekvirenters ønsker om særlige resultater eller en særlig type forskning gælder ikke som begrænsninger på akademisk frihed i denne forstand.

torsdag den 29. oktober 2009

Besættelser af universiteter i Wien og protester imod 'impact'-mål i UK

Citat fra Reclaim your university! :
"On Tuesday (20.10.2009) the academy of fine arts was squatted by students and lecturers. Their protest was triggered by a recently signed contract between the dean and the ministry of education. The students and lecturers of the academy of fine arts are speaking out against the Bachelor-/ and Master system which is about to be implemented. The main concern of the students of all universities is an amendment of university law 2009 (UG Novell 2009) that allows universities to constrain the number of enrollments henceforth. This development can be interpreted as part of the Bologna process which has the aim of harmonizing the european university structures."
Jeg har ikke set mange omtaler i de danske medier af de aktuelle universitetsbesættelser i Wien, men de er værd at lægge mærke til, for protesten gælder de samme ting, som vi oplever på de danske universiteter, og som vi samlede underskrifter imod sidste år. Man kan fx online høre Alex Callinicos fra UK, som i Wien taler om sine erfaringer med det engelske universitetssystem ved en af ugens store universitetsbesættelser i Wien, i søndags (d. 25. okt. 2009), som jeg fandt et link til hos ISU. I forelæsningen "Universiteter i en nyliberalistisk verden" (her), som bl.a. kritiserer "the harnessing knowledge to wealth creation (i.e., profit)" (og iøvrigt nogle de samme mekanismer omtalt ved Isabella Bruno i sidste indlæg), herunder planerne i UK om at lade 25% veje efter "økonomisk og social impact" af forskningen. Hans lille bog, Universities in a Neoliberal World (November 2006, Bookmarks Publications) findes på nettet (her). Han opfordrer de studerende til modstand, for de universitetsansatte forskere har næsten opgivet at yde modstand i deres forsøg på at tilpasse sig. Han ser krisen på de østrigske universiteter som en del af en større systemkrise for neoliberalismen. Der kører i Østrig en underskriftindsamling (her oversat til engelsk) med disse krav:
1. We oppose ourselves to university-based organisational structures that are determined by economic ends, as well as to the privatisation of teaching, research and knowledge production more broadly. We demand the full public funding and re-democratization of all educational institutions as well as the unconditional abolition of university fees!

2. We oppose ourselves to the pseudo-autonomy of universities. We demand the immediate withdrawal of §8* of the UG 2002!
§8.: ’Upon the proposal of the minister of education, the government may impose the installation of a branch of study on a university or several universities, given this is necessary on the basis of political decisions in the fields of education or science, and given there is no related former agreement as in a contract regarding university performance.’
We demand the freedom to define what teaching and research, as well as science and art, mean in the context of our universities.

3. We oppose ourselves to quality assessments concerning science and art when these operate by economic criteria. We are against the forced imposition of self-marketing strategies on universities, and against the conflation of education with competitiveness and elitism.
We demand the abolition of knowledge surveys and agreements on productivity!

4. We oppose ourselves to the degrading transformation of universities and schools into training facilities oriented by the labour market.
We want education as space for thinking, not training as the mere reproduction of workforce!

5. We insist that the government refrain from taking teaching and art, science and research to be seperable as objects of thought and administration. We demand that the corresponding ministeries be merged immediately.
Fra nyhedslisten edu-factory:
"after a manifestation of students today against the bologna-process and in solidarity withe the squating of the academy of fine arts two days ago, parts of the university of vienna have been occupied spontanously. Right now there are 2000 students taking part in the occupation. About
three hour ago the police has left the university. Right now [22/10/2009] the students are discussing how to act during the next days (...)" "last not least, the academy of fine arts in vienna is still squated."
website of an autonomous students group http://freiebildung.at/wordpress/
video of the occupation http://qik.com/video/3290414
live-tickers on twitter and facebook http://twitter.com/Unibrennt
http://twitter.com/gewure
http://www.facebook.com/pages/Audimax-Besetzung-in-der-Uni-Wien-Die-Uni-brennt/
further media-coverage:
http://derstandard.at/fs/1254312155865/Studenten-besetzen-Audimax-der-Uni-Wien

På bl.a. Steve Fullers blog kan man her finde indlæg om den britiske ide med at lade "relevans" bestemme tildeling af forskningsmidler.

onsdag den 11. marts 2009

Ved præsentationen af Danmarks forskningspolitiske råds årsrapport for 2008

Lad mig først sige, at jeg synes, at rådets arbejde er godt og lødigt. Der er rigtig mange ting, jeg er uenig med i rapporten, men jeg synes at rådet fremlægger situationen i dansk universitsliv på en langt lødigere måde, end man ofte ser det, og jeg er glad for den bekymring for situationen og den dialogvilje, som tydeligt fremgår af rådets indstilling og af rådets arbejdsform. Det var en decideret fornøjelse at besøge rådet som ”ressourceperson”, ja, selv Lars Goldsmidt optrådte næsten civiliseret. Rådets diagnose af problemerne i dansk universitetsliv er for dæmpet, omend præcis så langt som den rækker, og rådets forslag til forbedringer af det nuværende system er absolut udtryk for velvilje. Derfor inden jeg går mere til stålet: Tak for det.

Problemet er imidlertid, at rådets forslag ikke løser problemerne. Rådet har ganske rigtigt indentificeret en af de afgørende brudflader som skellet imellem, hvad man kalder det ”forskningsledende” og det ”forskningsudførende” lag på universiteterne. Rådet nævner den underskriftsindsamling som jeg og andre foranstaltede sidste år som eksempel på, hvor udbredt oplevelsen af problemerne er i det ”forskningsudførende” lag. Mange andre kunne nævnes: Den totalte tillidskrise mellem ansatte og ledelse på Naturvidenskab i København, en Arbejdspladsvurdering fra mig eget fakultet, Humaniora i København, der viser mistillid til ledelsen, en trivselsrapport på kemisk institut på DTU, der vistnok – jeg siger vistnok, fordi ledelsen har gjort, hvad de kunne for at undertrykke den – viser at stort set alle stort set hader intitutlederen, ledelseskrisen på RUC, mængden af anonyme kilder i omløb, osv osv. Jeg personligt venter bare på, at festen bryder ud på Teologi ved Århus Universitet, hvor den samme mand er ansat som prodekan, lektor, forskningsskoleleder of formand for ph.d.-udvalget. En konstruktion, der juridisk set skulle være umulig. Han kan vist faktisk holde møder med sig selv på begge sider af bordet i samarbejdsudvalget, hvis det er det, han vil. Når et system ikke er i stand til at opfange den type groteskerier, er der ikke noget at sige til, at der breder sig en mistillid til systemet ned gennem de forskningsudførende lag.

Jeg kan have overset noget, men så vidt jeg kan se har det forskningspolitiske råd tre anbefalinger i forhold til den nuværende situation. Rådet foreslår, at der sker en intern afklaring af lederroller og ledelsesopgaver, man foreslår, at bestyrelsernes selvsupplering ophæves, og man foreslår, at de akademiske råd tillægges visse ekstra beføjelser mest vist forbindelse med ansættelse af professorer.

Forestiller man sig disse forslag ført igennem er magtforholdene på universiteterne i praksis helt uforandrede. Dialogen imellem ansatte og ledelse vil stadig være afhængig af den lokale leders velvilje, magten vil stadig være entydigt top-down, muligheden for anonym magtudøvelse fra ledelsens side vil fortsat være overvældende, muligheden for at trænge igennem med modgående synspunkter fra neden i systemet vil fortsat være meget ringe. Jeg er enig med Rådet i, at der er nød til at være rum til effektiv ledelse i forskningssystemet, men jeg mener ikke, at ledelsen i det nuværende system er ret meget mere effektiv eller professionel end i det gamle system. Tidligere blev vi ledet af amatører, nu bliver vi ledet af almægtige, højtbetalte amatører med store sekretariater- Faktisk synes jeg, der er meget, som tyder på, at ledelsen under det nuværende system er blevet betydeligt mindre effektiv. I det mindste bruges der langt flere ressourcer på noget, der ikke på mindste måde har gjort de ansattes liv lettere. Vi skal fodre systemet med endnu flere tal, forholde os til endnu flere regler og flrventninger og orientere os i endnu flere papirer, end vi skulle tidligere. Samtidig er flere og flere af vores forskningsvalg styret af hensynet til overordnede styringsmekanismer, snarere end af, hvad der fagligt set er hensigtsmæssigt. Mange af os har accepteret, at vi kun kan optræde optimalt i forhold til systemet ved at levere suboptimal forskning.
Det, som fortsat mangler is systemet, også hvis Det Forskningspolitiske Råds anbefalinger bliver fulgt, er kontravægte. Ganske vist foreslås akademisk råd opgraderet, så det næsten er en rigtig papirtiger, men det kommer i praksis ikke til at gøre nogen forskel overhovedet. Efter min og mange andres mening er det nødvendigt, at der internt på universitetet skabes mekanismer, som sikrer, at vores ledelse er nødt til at høre efter de ansatte og tage alvorligt, hvad de hører- Man kan kun sikre dette ved at placerere magt og beføjelser uden for det enstrengede ledelsessystem, hvis ikke-udpegede organer ikke har reelle magtbeføjelser, vil de øjeblikkeligt blive forvandlet til kaffeklubber. Hvis ikke dette sker, tør jeg godt forudsige, at utilfredsheden på universiteterne ikke bare bevares, men forøges.
Dette er mere end et internt problem for universiteterne. Vi har samfundsmæssigt brug for, at universiteterne både kan rekruttere landets og gerne udlandets dygtigste fagfolk, og at disse fagfolk arbejder som svin. Hvad mere er selv med en differentiering af lønnen – som jo så vil virke demotiverende på alle dem, der ikke får den højere løn – kan vi ikke tilbyde lønninger, der i forhold til, hvad de samme mennesker kan få andetsteds, er ret meget mere end 25 øre og en knaldhård lussing. Derfor er vi afhængige af, at forskerne simpelthen er så glade for og interesserede i deres arbejde, at de ikke kan holde op. Det er de i vidt omfang ikke nu, og en udtalt lønmodtagermentalitet er ved at brede sig på universiteterne.

Det må og skal der gøres noget radikalt ved, og her er Danmarks Forskningspolitiske Råds anbefalinger i bedste fald en lappeløsning, men en lappeløsning er dog måske trods alt bedre end slet ingen løsning.

Holdt ved præsentationen af årsrapporten den 10/3- 2009.

torsdag den 5. marts 2009

Sander gør det igen

- går efter personen snarere end bolden. I et læserbrev (Pol. 2/3) "svarer" Sander kort, fornærmet og sarkastisk på kritikken af hans vægren sig ved at tage ansvar for universiteternes forhold. Han insinuerer, at der kun er tre (navngivne) kritikere af regeringens universitetspolitik. Det er da utroligt. Ministerens debatniveau er under lavmål. Det er rystende, at han igen og igen slipper af sted med løgnen om at de 'utilfredse' er så få. Sander fortrænger, at tusindvis af forskere og studerende i 2008 skrev under på en vidtgående erklæring for en bedre forskningspolitik - den største protest fra de danske universiteter set i meget lang tid. Universiteterne ønsker demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende, og sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af skiftende eksterne fonde, politikere og private virksomheder.
På naturvidenskab på Københavns Universitet fyrer man forskere. Sander prøver at sminke fyringer som overlagte prioriteringer. Igen en løgn. De er udslag af en automatiserende management-tænkning, der efterligner markedsmekanismer, men hverken levner plads til fri forskning eller strategisk ledelse.
(Læserbrev bragt i Politiken i dag, d. 5/3, lidt afkortet, dvs. uden det, der står med rødt ovenfor).

mandag den 16. februar 2009

Akademisk selvstyre med valgte institutråd og professionel ledelse

Jeg hørte en interessant udsendelse på P1's Orientering, hvor journalist Laura Bøge Mortensen interviewede Peter Harder (aktuel med Hvidbogen fra Videnskabernes Selskab) og en forsker, Jon Kyst, som ikke længere orkede universitetsbureaukratiet. Udsendelsen er omtalt i arkivet (her) hvor det fremgår, at der er gang i den forskningspolitiske debat netop nu. Og der er virkelig bevægelse i tingene. Hvor stemningen for bare et år siden var sådan, at det var usikkert, om vi overhovedet ville få egentlig evaluering af universitetsloven (regeringen ville helst nøjes med et ministerie-styret 'eftersyn'), så er der nu tilsyneladende politisk flertal for at fjerne instruktionsbeføjelsen i lovens §17.
Så vidt så godt. Men det er selvfølgeligt langt fra tilstrækkeligt, og evalueringens kommissorium rummer da også det at se nærmere på selve den uskønne ledelsesstruktur, som Peter Harder karakteriserede således: "Man har sådan et hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker, der før var den eneste, der skulle bestemme over forskningen. Nu er der institutledere, dekaner og rektorer, som alle sammen gerne vil bestemme, hvad der skal foregå."
En bestemt diskursiv modsætning a la Scylla og Charybdis har struktureret tænkningen i den hidtidige debat hos både tilhængere af 2003-loven og dens modstandere som de nu delvis tegnes af Videnskabernes Selskab: Scylla er det gamle, ineffektive, beslutningsuduelige kollegiale selvstyre, hvor tingene fik lov til at selje, og ingen turde prioritere og tage upopulære men 'nødvendige' beslutninger. Det er ikke et dækkende billede af hvordan situationen var i 1980'erne (før instruktionsparagraffen og den styrkede ledelse, der kom allerede med 1993-loven), men det er et retorisk set virksomt billede af 'det gamle system'. Charybdis er et janushovede, for det er på den ene side, og reelt set, den grøft vi er havnet i her og nu med 2003-loven og ministeriets centralistiske detail-styre, og på den anden side, og idealt set, er det den strømlinede effektive erhvervsorienterede top-professionelle ledelse, som kendetegner de mest progressive og innovationsduelige erhvervsledelser, og som forener en reel top-down magt over organisationen med snilde og motivationsskabende teknikker til 'medinddragelse' af initiativrige og omstillingsparate medarbejdere. Det er et retorisk effektivt billede af den ideale organisation, offentlig eller privat, som enhver ledelseskonsulent får sit brød på bordet af. Det er et billede, som selv Videnskabernes Selskab må respektere og tage i ed som den mistelten, man ikke fundamentalt set vil gøre op med.
Men det er man bare nødt til, hvis de akademiske friheder - til fri forskning og undervisning - skal have en chance, dvs. hvis man virkeligt vil af med det "hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker". Der er derfor behov for sociologisk og organisatorisk fantasi til at udtænke bedre modeller for akademisk selvstyre, der kombinerer et rationelt og minimalt bureaukrati; en (af gavn og ikke blot af navn) professionel ansat eller udpeget ledelse; og et egentligt universitetsdemokrati, hvor fagligheden og fri forskning er i centrum. Man må finde en ny balance mellem opadgående og nedadgående stemmer og styringsmekanismer i systemet. Man kunne fx passende overveje at:
— lade bestyrelsens samfundsmæssige kompetencer få større overbevisnings- og gennemslagskraft vil at lade denne være alene rådgivende, og da med initiativret til fremsættelse af nye forslag vedr. universitetets anliggender (en hørbar tænketank i stedet for en selvsupplerende loge og centralkommité);
— lade et demokratisk valgt universitetsråd være det øverste organ, som enten udpeger eller ansætter rektor;
— lade tilsvarende valgte råd fungere på fakultets- og institutniveau;
— og lade disse råd enten udpege eller ansætte egentligt professionelle ledere (svarende til de nuværende dekaner og institutledere), således at en valgt institutrådsformand og en ansat institutleder samlet tegner ledelsen på institutniveau.

Der er mange andre mulige modeller, men det er på tide, at vi undersøger og diskuterer dem, og fastholder et centralt krav i den underskriftindsamling, som over 6000 forskere og studerende sidste år skrev under på:
Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

onsdag den 19. november 2008

Forskningspolitikken i bevægelse

Pressemeddelelse, d. 19. nov. 2008 fra initiativgruppen bag
underskriftindsamlingen “for en bedre forskningspolitik”

Over 6000 studerende og ansatte ved de danske universiteter har nu skrevet under*) på en opfordring til Folketingets politikere om at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003. Underskriverne kræver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik, udmøntet i følgende krav til folketingets politikere:

1. Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

2. Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

3. Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

4. Ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

5. Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

*

*) se underskrifterne her:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Fra initiativgruppen:
Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, tidligere formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og af præsidiet for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Uddybende materiale:

Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO:
http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx

Studenterrådets side om universitetsloven:
http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/

Artiklerne ‘Genindfør universitetsdemokratiet’, ‘Skab et demokratisk og rummeligt universitet’:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/10/skab-et-demokratisk-og-rummeligt.html

bloggen Forskningsfrihed?
http://professorvaelde.blogspot.com/

bloggen Forskningspolitisk Arkiv
http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008.
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html


CE's tilføjelse til pressemeddelsen af i dag:
De 6488 underskrifter blev i dag afleveret til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, hvor initiativgruppen havde foretræde. På mødet, hvor de tilstedeværende talte udvalgsformand Marianne Jelved (R), Johanne Schmidt-Nielsen (E), Jesper Langballe (DF), Henrik Høegh (V), Kirsten Brosbøl (S), og Jonas Dahl (SF), fremlagde vi kort de mange underskriveres krav. Udvalgsmedlemmerne spurgte til en del af de problemer vi peger på, og vi fik mulighed for at besvare spørgsmål. Mit indtryk er, at der generelt i udvalget, på tværs af politiske skel og med visse nuanceforskelle, er begyndt at danne sig en bredere forståelse for nødvendigheden af de ændringer, underskriverne peger på. De 6488 underskrivere inkluderer over 3000 ansatte forskere og undervisere ved de danske universiteter.

Det er nu vigtigt at følge op på underskriftindsamlingen i forbindelse med processen i 2009 hvor universitetsloven skal evalueres - og revideres! Ministeriet må ikke få held til at udlicitere den nødvendige offentlige debat om universiteterne, og hele evalueringen, til et OECD-panel der vil foreslå nogle forkølede småjusteringer. Dette er derfor ikke kampagnens afslutning - den er først lige begyndt.
Her på bloggen følger vi processen...

torsdag den 11. september 2008

Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,
“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.

torsdag den 4. september 2008

Regeringens spin: Universiteter slippes fri

Politiken bringer i dag en nyhed under overskriften "Universiteterne bliver sluppet fri" (se her og her), hvor journalisterne agerer mikrofonholdere for Helge Sander i en dobbeltartikel, som med store typer hævder, at "Videnskabsministeren imødekommer nu den massive kritik af regeringens detailstyring af universiteterne". Det eneste kritiske spørgsmål til ministeren bliver "hvorfor først nu?". Det ser ud som dygtigt spin, og nærlæser man artiklen, rummer den intet i forhold til de afgørende punkter, vores underskriftindsamling for en bedre forskningspolitik fokuserer på. En ting som nævnes er retten til at ansætte professorer til så høje lønninger man vil, så man kan tiltrække elitefolk fra udlandet: Et led i ideologien om eliteuniversiteter og konkurrencedygtighed i forhold til erhvervslivet. Der er ikke tale om nogen egentlig imødekommenhed. Det ligner mere et forsøg på at definere regeringens position som en der "sætter universiteterne fri". Som også nævnt i FORSKERforum Nyheder, er det da fint, hvis bureaukratiet lettes, om så blot en anelse. Men universiteterne gives ikke 'fri'. Det ligner et politisk forsøg på at lette nogle detaljer (skematiseret på ministeriets hjemmeside her), for at aflede opmærksomheden fra det fundamentale problem i selve universitetsloven og i finansieringen af den frie forskning. Disse 'lettelser' undgår helt at berøre det, som vi protesterer imod, nemlig styreformen på universiteterne, og de strukturelle (direkte som inddirekte) begrænsninger på den akademiske frihed.

lørdag den 16. august 2008

For et nyt universitetsdemokrati

"Det er i øvrigt efter min opfattelse ganske få politikere på Christiansborg, der har en velfunderet holdning til (for slet ikke at tale om viden om) dansk universitetsforskning. Der er derfor rig mulighed for oplysning, og for indflydelse via påvirkning af nogle få nøglepersoner."
— Redaktionel inledning: Citatet er fra Jeppe Trolle og kan læses i indlægget nedenfor. Velkommen til Jeppe Trolle, endnu et nyt medlem af bloggens netvæk. Jeppe sendte i begyndelsen af august en kommentar til bloggen til debatten mellem Sune Auken og Jesper Jørgensen.Det bringes som selvstændigt indlæg nedenfor (lidt forsinket pga. travlhed efter ferie) som bidrag til debatten og præsentation af vores nye bidragyder. (CE).

Hej Sune og Jesper

Jeres debat i forhold til det realistiske i at tro på politiske resultater i forhold til det nuværende politiske klima, samt diskussionen om hvorvidt "kampagnen" skal holde sig fri af større samfundspolitiske overvejelser giver mig netop hjemvendt fra sommerferie anledning til flg. kommentarer:

Uden selv at have oplevet 60'erne og 70'erne på universitetet, kan jeg godt genkende nogen af de gode virkninger af demokratiseringen af universiteterne og opgøret med positivismen som Jesper skitserer. Jeg deler, uanset de skøre/ubehagelige historier om hvordan politiseringen af især studenterne gik af lave i slutningen af 70'erne, bestemt ikke Runes frygt for en tilbagevenden til "det røde universitet".

Som Habermas påpegede, vil der altid være en erkendelsesinteresse, og man stikker sig selv blår i øjnenene ved ikke at anerkende dette. Skabelsen af rum for en emancipatorisk erkendelsesinteresses frie udfoldelse, er derfor ikke et problem, medmindre denne bliver defineret udfra en snæver dogmatisk ideologi.

Selvom der angiveligt fandt forfølgelse, og "forskruet ideologisk forskning" sted visse steder på de danske universiteter i 70'erne, mener jeg ikke at dette var alvorligt og gennemgribende nok til at afskrive de væsentlige resultater for universitetsdemokratiet som styrelsesloven førte med sig. Der har trods alt aldrig været tale om, at bestemte forskere slet ikke fik lov at arbejde på universiteterne på grund af deres politiske overbevisning - højest om ondsindet mobning, eller ideologisk nonsens, der da også kan være slem nok.

Den virkelige arvtager til socialistisk politisering af forskningen, som den blev formuleret af Bernal, formentlig indirekte inspireret af selveste Lysenko, er ironisk nok ikke tilhængerne af marxistisk forskning, men Helge Sander og hans allierede, i deres insisteren på "samfundsnyttig" forskning udfra en snæver utilitaristisk, konkurrenceideologisk verdensopfattelse.

Der går således en næsten lige linie fra sovjetunionen til Helge Sanders "fra forskning til faktura" - Ideologien er blot skiftet fra statssocialisme til neoliberalistisk (stats)kapitalisme.

(I parantes bemærket er jeg radikal (socialliberal) - ikke socialist.)

Det er også værd at bemærke at universitetslovens kritikere spænder over Enhedlisten, SF, radikale via en stor del af socialdemokratiet, en enkelt konservativ eller to, en enkelt venstrekvinde (som dog har mistet sin troværdighed som reformator for nylig) til selveste Dansk Folkeparti, som næsten fra starten har været modstander af universitetsreformen, selvom de er lidt skizofrene hvad opbakningen til fri forskning angår.

Det lykkedes under sidste valgkamp at få S til at erklære folkeskoleforliget for genåbnet, så jeg er bestemt ikke enig med Jesper i, at det trods den brede koalition der står bag reformen, er umuligt at påvirke politikerne på Christiansborg. Det er klart at Helge Sander personligt af prestigemæssige årsager ikke kan påvirkes, men et nyt flertal kan.

Hvis man kigger historisk på det, lykkedes det overraskende DSF, at få DF til at være imod reformen, hvorefter Jan Trøjborg-fløjen i Socialdemokratiet kuppede Lene Jensen til at bryde sit løfte om frivillighed.

Alle Forligspartiernes ordførere inklusiv Sander selv, vedtog loven med flg. besværgelse fra Folketingets talerstol: "Hvis det kan påvises, at loven undergraver forskningsfriheden, vil vi naturligvis ændre den".

Efterfølgende har mantraet været, at det var for tidligt at evaluere lovens konsekvenser.

I dette lys mener jeg bestemt ikke at et grundigt dokumentationsarbejde, og saglig argumentation er ude af stand til at påvirke politikernes holdning til en revision af loven. Nøglen til en reform er imidlertid at overbevise de danske vælgere om, at kritikerne af loven ikke blot er "forkælede akademikere" der blot ønsker højere løn og fred til at 0-forske. I denne sammenhæng er blandt andet de mange fornuftige røster fra dele af erhvervslivet bestemt ikke at foragte.

Den PR-effekt som underskriftindsamlingen har i forhold til det danske vælgerkorps, er derfor bestemt ikke ligegyldig. At Sander ikke kan påvirkes er i den sammenhæng lige gyldigt. Jeg tror på at det betyder noget, hvis befolkningen overbevises om, at store dele af forskningsverdenen ser med alvor på lovens konsekvenser for forskningen i Danmark.

Den politiske situation lige nu er at Socialdemokratiet kan vendes, hvis de kan overbevises om at vælgerne ikke vil straffe dem for det. Jan Trøjborg er ude af Christiansborg, så der vil ikke være noget prestigetab for S ved at blive klogere af de erfaringer der nu er høstet vedrørende lovens problematiske konsekvenser. Problemet er derfor at lave en kampagne, der overbeviser dem om, at vælgerne vil belønne en sådan handling. Her er det vigtigt at det ikke kun opfattes som et fagforeningsspørgsmål på linie med sygeplejesker og lærere, men som et reelt samfundsproblem at universitetsforskningens kvalitet og frihed undergraves med den nuværende politik.

Det er i øvrigt efter min opfattelse ganske få politikere på Christiansborg, der har en velfunderet holdning til (for slet ikke at tale om viden om) dansk universitetsforskning. Der er derfor rig mulighed for oplysning, og for indflydelse via påvirkning af nogle få nøglepersoner.

Så er argumenterne gode nok, og dokumentationen i orden, så kan der ske justeringer (men formentlig ikke tilbagerulninger) af loven. Det er derfor vigtigt at vi ikke argumenterer udfra hvordan det var engang, men hvordan det bør være.

Hvordan kan man f.eks. sikre et demokratisk universitet, der ikke som i 80'erne præges af ansatte og studerendes ligegyldighed overfor deres demokratiske muligheder/rettigheder (hvordan sikres reelle valg, frem for "back-door deals" blandt VIP'erne), og hvordan rekrutteres ledere der ønsker at være dygtige ledere, blandt folk, der hellere vil forske?

Min egen opfattelse er at vi må have de valgte rektorer, og det interne flertal tilbage, men måske kan vi godt leve med flere lokale adminstratorer, og en bestyrelse, så længe den har et flertal af (internt) valgte og ikke forhindres i at forny sig på grund af selvsupplering. Den frie forskning skal naturligvis også sikres. (f.eks. i forhold til institutlederens instruktionsbeføjelser)

Vh.
Jeppe Trolle
Folketingskandidat for Det Radikale Venstre,
Medlem af DRV's uddannelsesudvalg
tidligere DSF-politiker
AC-fuldmægtig på CBS
Cand. scient. soc. fra RUC i Filosofi og Forvaltning.
Har skrevet speciale om emnet "Akademisk Frihed"

fredag den 4. juli 2008

replik til Sune Auken

Tak for dit svar på mit indlæg, som har givet mig lejlighed til eftertanke og har gjort mig opmærksom på nogle af de dilemmaer som den igangværende debat om forskningsfrihed er fanget i.
Først din kritik af det politiserede universitet i 70'erne og 80'erne, som du ikke ønsker tilbage. Jeg ved at det er lykkedes for den borgerlige propaganda at forvrænge erindringen om både de resultater der kom ud af fagkritik og universitetskampe, og de mange problemer den tidsperiode skabte for både Vip'er og studerende. Propagandaen fremstiller tidsperioden som kaotisk, præget af manglende faglighed og med sekterisk politik som eneste indhold. Den fortier, at perioden også medførte dramatiske skift i samfundet, som kom fra en egentlig ganske avanceret forskning med en unik pionerånd. Lad mig gå en personlig omvej for at illustrere dette:
En af de oplevelser, jeg havde som ung studerende på universitetet, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig, var et interview med en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne, som havde arbejdet som bygningsmaler siden hun var 18 år. Formålet med interviewet var at dokumentere effekten af organiske opløsningsmidler og især at dokumentere hvordan opløsningsskadede personer blev behandlet i hospitalssystemet. Jeg sad nu der i al min enfoldige naivitet overfor et ungt menneske, som var så ødelagt af sin arbejdsbetingede hjerneskade, at hun sov 22 ud af døgnets 24 timer, ikke kunne genkende sine børn og havde udsigt til at havne på institution til opbevaring som grøntsag indenfor få år. Hun havde opsøgt flere speciallæger, som enten havde presset hende tilbage på arbejde eller havde behandlet hende med elektrochok på psykiatrisk afdeling, fordi man tolkede hendes forgiftningssymptomer som svær depression. Oplevelsen rystede mig voldsomt, og medførte at jeg lagde et betydeligt arbejde i at dokumentere arbejdsmiljøproblemer og at formidle denne dokumentation til de faglige organisationer, der kunne kæmpe for at stoppe denne fuldkommen meningsløse ødelæggelse af unge mennesker. Ofte manglede både patienter og deres fagforeninger (og deres læge) viden om de kemikalier de arbejdede med, fordi oplysningerne ikke var let tilgængelige.

Min absolut beskedne del af den samlede arbejdsmiljøforskning, som udsprang af danske universiteter i denne tidsperiode, var en del af en videnskabelig revolution, der på få år skabte stor opmærksomhed om risikoen ved arbejdet med farlige kemikalier og medførte en restriktiv beskyttelseslovgivning og at Arbejdstilsynet vågnede af sin dvale og oprustede voldsomt på dette område – alt sammen forårsaget af den forskning, som studerende lavede som del af deres uddannelse. (Jeg har ingen problemer med at klassificere meget af det arbejde som studerende udførte selvstændigt som forskning, fordi det var præget af både engagement, grundighed og stringens i metoden) Man må også huske på, at der stort set ingen forskning var i arbejdsmiljøproblemer før denne tidsperiode.
Grunden til at jeg havnede foran maleren Ulla var bl.a. at der på universitetet var en stor faglig frihed og en helt exceptionel åbenhed overfor de emner de studerende ønskede at arbejde med. Laboratorier og faglig viden blev stillet til vores rådighed, stort set uden betingelser. Vi blev opfordret til at opsøge eksterne samarbejdspartnere og motiveret til at kaste os ud i at lave videnskabeligt arbejde og formidle vores resultater tilbage til samarbejdspartnerne. Sideløbende med det meget anvendte forskning der blev produceret, blev der også lagt mange kræfter i teoriudvikling. Det er korrekt at en del af dette havnede ude i hampen, men meget af dette arbejde medførte på langt sigt at nye bæredygtige teorier blev udviklet, og en stor del er vel fundament for den teoriudvikling som foregår i dag.

Når jeg ser på min hylde med arbejdsmiljørapporter, som er udsprunget fra universiteterne i denne tidsperiode, er jeg ikke i tvivl om at mange liv er reddet og megen lidelse undgået, fordi der blev lavet forskning, som kunne anvendes til forandring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at denne forskning medførte at universiteterne (bl.a. RUC) også fik megen ekstern støtte fra folk, der ellers ikke havde meget til overs for os med vores noget aparte udseende og uforståelige og selvoptagne sprog.
Jeg vil ikke benægte at der også foregik meget som både nærmede sig det tragiske og det komiske. For de fleste af os medførte dette dog også at vi lærte at være kritiske og over tid forsøge at skabe et personligt standpunkt. Jeg kan derfor ikke dele din forkastelse af denne tidsperiode eller se den som akademisk uproduktiv, selvom jeg ikke har glemt de obligatoriske kurser i kapitallogik, hvor man i timevis forsøgte at skabe mening i alle de uforståelige ord og begreber på svahilitysk som kom fra Århus Universitet.

Jeg må vedgå, at jeg selv nok også er blevet hjerneskadet i denne periode, så jeg ikke kan forføres til at tro på den neutrale videnskab, som både borgerlige og socialister ubetinget kan have gavn af. Organiseringen af forskningen (den del som staten har kontrol over) er afhængig af den politiske styrke hos dem der betaler for den.
Regeringen lægger ikke skjul på at de vil have fuld kontrol over forskning, uddannelse og kultur af ideologiske årsager. Hvad får dig til at tro at de kan overbevises om at slippe forskningen ud af grebet? Jeg tror heller ikke på argumentet om at vi kan overbevise regeringen gennem fakta. Underskriftindsamlingen har haft stor betydning for os selv, fordi den viser hvor mange som har registreret den skade som der sker på forskning og institutioner i øjeblikket. Derimod er jeg fuldt og fast overbevist om at det preller af på Helge Sander, fordi han ikke er en mand som lader sig anfægte af fakta og fornuft, men alene varetager en politisk funktion begrundet i ideologi.

Jeg vil også stadigt være kritisk overfor Socialdemokratiets vilje til at gøre noget for forskningen. Jeg er ikke i tvivl om at der er støtte i partiet til universiteterne, og måske især fra de grupper i partiet, som har oplevet at de rent faktisk kunne anvende det der kom ud af forskningen. Partiet er dog i øjeblikket med en ledelse som lægger sig i halen på Fogh. Jeg må igen henvise til den fuldkommen usaglige kritik Helle Thorning kom med af alle os akademikere på kongressen for to år siden. – og det er vel et af dette partis forskningspolitiske dilemmaer: at man både vil opretholde fri forskning og samtidig politisk kontrollere forskningen. (Ligesom med RUC, som man både startede og forsøgte at lukke igen under socialdemokratiske regeringer)

Skal jeg forsøge at konkludere på disse omveje må det være, at vi ikke skal være naive. Vi har brug for venner som kan hjælpe os, og det er ikke Dansk Industri, Dansk Folkeparti, Venstre eller Landbrugsrådet, fordi de er med på Sanders ide om økonomisk betinget nytteforskning. Vi må brede diskussionen om vigtigheden af forskning, uddannelse og kultur ud i befolkningen, ellers bliver diskussionen begrænset til løn og arbejdsforhold for universitetsansatte – og den diskussion vil vi få lov til at have i fred. Vi står i en politisk kamp som drejer sig om universiteternes rolle i samfundet: skal universiteterne kun tjene de 50,1% s interesser som har magten eller de 100%s interesser? Den diskussion skal vi have befolkningen med i og det kræver at vi dukker frem af flyverskjulet, og at vi ikke bare argumenterer udfra vores egen situation, men godtgør at forskning som f.eks. arbejdsmiljøforskningen jeg har beskrevet, aldrig ville være sket på universitetet af i dag under stram politisk og økonomisk kontrol.

onsdag den 2. juli 2008

Svar til Jesper Jørgensen

Er tingene i bevægelse? Reagerer forskningsverdenen med stor styrke? Jeg vil meget nødig have "de glade tider i slutningen af 70'erne” tilbage. Halvfjerdsernes politiserede universitet lader mig helt kold. Det er da rigtigt, at sammenlignet med da, er der ikke så meget drama. Men der er ingen særlig grund til at ønske sig den type aktivitet, og sammenlignet med den dødsstilhed, der lå over debatten for bare 1½ år siden, er situationen altså særdeles opmuntrende, og at det kunne lykkes at samle så mange underskrifter på så kort tid, er et stærkt incitament til at gå videre med sagen. Det samme er alle de opmuntrende tilbagemeldinger, man får fra kolleger i forskningsverdenen.

Er Socialdemokraterne i bevægelse? Vi kan godt læne os tilbage, konstatere, at Socialdemokraterne desværre ikke forstår os, og at det har de i øvrigt aldrig gjort. Men det eneste, vi gør dermed, er at sikre os, at der ikke sker en pind. Vi er og forbliver afhængige af, at Socialdemokraterne vågner op, og derfor må vi også hele tiden søge dialog med dem. Den kritik, Kirsten Brosbøl har været ude med for nylig, er da også betydeligt klarere i mælet end noget, vi længe har hørt fra den kant. Socialdemokraterne selv har i den grad brug for at udvikle en ny, sammenhængende politik på dette område, så deres forskningspolitik ikke bare bliver fodnoter til Helge Sander.

Jeg er helt enig med Claus Emmeche, når han understreger, at vi ikke har at gøre med noget stort, samfundsomvæltende projekt her. Jeg er skeptisk over for den mildt revolutionære tone i Jesper Jørgensen indlæg, thi en ting er at ville forandre forskninspolitikken, noget helt andet er at ville bruge forskningspolitikken til at forandre samfundet i sin helhed. Det er to meget forskellige ambitioner, og kun den første kan med rimelighed kaldes tværpolitisk. Hver må vel være ude i sit eget projekt, og der er meget i samfundet, jeg også mener bør laves om. Men jeg mener, at dette er et problem, som både borgerlige og vensreorienterede burde kunne se i øjnene, og som de har en fælles interesse i at løse for at få et så højt, kvalificeret og kritisk vidensniveau som muligt at føre deres diskussioner ud fra

torsdag den 26. juni 2008

Nu må vi gøre noget!

Af Jesper Jørgensen


Jeg vil godt diskutere to af påstandene i Sune Aukens indlæg (på bloggen d. 25. juni (red.)):

1. påstand, at forskningsverdenen reagerer med stor styrke, synes jeg er meget overdrevet. Med min erindring fra de glade tider i slutningen af 70'erne, hvor de studerende og mange VIP’er var meget aktive, både på det fagkritiske og på det organisatoriske område, er det vi oplever i dag mere en larmende tilpasning til de nye tider. Kritikerne ved hvad der burde gøres, men viger tilbage for at tage initiativ til handling. Og formodentlig med god grund, fordi denne regering har introduceret at gå efter manden frem for bolden. Risikoen for repressalier og forfølgelse er stor, og især når flertallet vælger at bøje af, så kritikeren pludselig står alene uden støtte fra andre.

2. påstand er at Socialdemokraterne er ved at vågne op og måske villige til at ændre kursen på forskningsområdet. Nu har Socialdemokraterne i deres historie en tradition for at tage afstand fra akademikere, til trods for at en stor del af deres parlamentarikere er Djøf'ere. Husk blot på nogle af Helle Thorning Schmidts taler på kongresserne, hvor hun undsiger akademikernes betydning i samfundet. At der måske i dette ligger en samtidig leflen for det segment, som holder Dansk Folkeparti til magten, gør kun tingene værre. For Socialdemokraterne er mange ting meget vigtigere end videnskab og videregående uddannelse, f.eks. friværdier, stigende forbrugsmuligheder, beskæftigelse, lav skat, høj service til middelklassen ect.

Jeg tror vi, der skriver og læser her på bloggen, har en opgave som vi skal påtage os. Vi skal vågne op og indse at vi er midt i en politisk kamp, som basalt drejer sig om samfundets udvikling og den rolle videnskab, uddannelse og kunst skal have i udformning af fremtidens samfund. Vi er i en udvikling, hvor stærke politiske kræfter forsøger at gennemtvinge absolut og direkte økonomisk og politisk kontrol over disse områder, så den frie tanke i sidste ende isoleres udenfor akademia og kultur. Magteliten vil både styre vores tanker og afskære os fra at tænke uønskede tanker.

Skal vi gøre noget for at ændre denne situation og hvad må der gøres?

Jeg har den absolut naive tanke, at vi som intellektuelle har et særligt ansvar og en vigtig rolle at spille i samfundsudviklingen. Vi er ikke bare funktionærer, som må overleve til efterlønnen og pensionen freder os fra at skulle deltage i den fælles verden. Vi har et ansvar for ikke bare at beskrive, men også at handle på vores viden om, at det der foregår, er farligt og destruktivt, ikke bare for os, men for hele samfundet.

Kritisk dokumentation undertrykkes, politiske beslutninger tages på et grundlag af populisme, spin og følelser, forskningsfrihed og friheden til at fremlægge videnskabelige resultater frit undertrykkes, åbenlys personforfølgelse og en gennemgribende mediebåret manipulation af befolkningen gennemføres under dække af pseudovidenskabelighed.

Samtidigt sker den en utilsløret direkte magtkontrol med universiteterne, helt ned til den enkelte forskers skrivebord. En omfattende selvcensur breder sig i forskermiljøet, og er givet også ved at få tag i de studerende.

Jeg anser det som nyttesløst at forsøge at overbevise videnskabsministeren med underskrifter, fordi han grundlæggende er ligeglad – og det er vel derfor Fætter Guf er udnævnt til minister, fordi det preller af på ham, når det akademiske miljø reagerer. En akademiker ville nok have meget svært ved at overhøre kritikken helt så konsekvent, som en fodboldjournalist.

Jeg tror heller ikke det vil lykkes at argumentere for en ændring overfor politikere, fordi det der foregår, er udtryk for en politisk og ideologisk kamp om kontrol og ikke et spørgsmål alene om administration af forskning og uddannelse i samfundet. Veldokumenterede argumenter er ligegyldige, fordi det alene er ideologi som er afgørende for regeringens beslutninger.

Jeg tror også at vi må indse at tidsfaktoren vil få betydning: Vi er nu på kanten af nogle alvorlige og kritiske situationer i forhold til miljø, økonomi, fødevarer og klima. Når disse kritiske situationer begynder at presse sig på, er der risiko for at den politiske kontrol vil øges og at man igen vil affærdige vores behov for at diskutere forskningspolitik. Vi har derfor brug for at komme i gang med et meget mere aktivt modspil, hvis vi ikke skal forpasse vores chance. Vi har brug for at styrke hinanden og samle kræfterne, og det kræver at vi bevæger os væk fra det uforpligtigende virtuelle rum og ud i den fysiske verden, hvor vi både har mulighed for diskussion og fælles handling. Vi har brug for at mødes og vi har et ansvar for at stoppe overgrebet på den frie forskning og uddannelse.

fredag den 13. juni 2008

PRESSEMEDDELELSE, d. 13. juni 2008

Initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen
for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik

Underskriftsindsamling for bedre forskningspolitik på ferie med kanonsucces

Med mere end 5000 underskrifter på halvanden måned og en stigende debat omkring problemerne i den danske forskningsverden går underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik på ferie mange skridt nærmere målet, som er at skabe opmærksomhed hos folketingets politikere på en række urimeligheder i det nuværende system, som vil kræve en egentlig revision af universitetsloven i 2009.

En af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, lektor Claus Emmeche, udtaler:
“Det er opløftende, at så mange allerede har skrevet under. Kampagnen er kørt uden store budgetter og uden adgang til ledelsernes centrale mailinglister. Det er sket mund-til-mund og mail-til-mail, og med hjælp fra masser af lokale studerende og ansatte.”

Ca. halvdelen af alle underskrifterne kommer fra forskere på de danske universiteter, og dagbladet Information har opgjort det til, at mere end 1/3 af alle universitetsforskere dermed allerede har skrevet under. Kampagnen går nu på sommerferie, men vil blive genstartet til september med henblik på en deadline 15. oktober. Allerede nu noterer initiativgruppen sig imidlertid betydelige resultater.

“Vi har ubestrideligt skudt hul i et af forskningsminister Helge Sanders yndlingsargumenter, nemlig at utilfredsheden med den førte politik er begrænset til et lille, højtråbende mindretal, og dermed har vi dokumenteret hinsides rimelig tvivl, at der er voldsomme, politisk skabte problemer i den danske forskningsverden” fortæller Claus Emmeche og fortsætter “samtidig er vi nu ved at have slået revner i den utrygge tavshedskultur, som det nuværende system har fremmet. Ansatte og studerende står nu åbent frem med kritik – noget som ellers burde være en selvfølge på universiteter i et videnssamfund.”

Pia Mejdahl Daugbjerg, der er formand for Studenterrådet i København tilføjer:
“Vi i initiativgruppen vil gerne takke for den store opbakning og opfordrer til at man fortsat gør kolleger og medstuderende opmærksom på indsamlingen”.

Gruppen har store forventninger til indsamlingens færdige resultat og er overbevist om, at der endnu kan hentes mange underskrifter. Det er ikke gruppens indtryk at opfordringen er nået ud i alle hjørner af universiteter, forsknings- og højere uddannelsesinstitutioner endnu, og der er helt givet mange, som sympatiserer med indsamlingen, men endnu ikke er nået frem til at skrive under.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til initiativgruppen på vikingtegn@gmail.com

Link til underskriftindsamlingen:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html
Engelsk version:
http://redfriforsk.blogspot.com/2007/01/improve-danish-research-and-education.html
Opfølgende meddelelser:
http://redfriforsk.blogspot.com/2008/04/underskriftindsamling-2008.html

m.v.h
initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen,
Sune Auken, Pia Mejdahl Daugbjerg, Claus Emmeche,
Birger Steen Nielsen, Heine Andersen og Tom Fenchel

fredag den 6. juni 2008

Universitetsdemokrati uden nostalgi

Der findes tilsyneladende nogle forestillinger, og et sprog man bare iklæde sig, hvis man vil tages seriøst, være fremme i skoene, som stående på kanten af det surf-bræt tidsåndens brænding kaster de politiske dagsordener frem på.
En af vores kontakter i initiativgruppen til underskriftindsamlingen sagde at "Selvom jeg er enig i alt andet, kan jeg ikke skrive under, fordi jeg ikke synes den gamle styreform duede".
- Okay, fair nok, jammen - jeg er da selv kritisk overfor en række ting ved den gamle styreform. Jeg vil hverken "tilbage til det gamle" eller ned i det kolde vand, som opløser sammensat historisk erfaring i kollektiv glemsel. Det er vigtigt at få en nuanceret debat om fordele og ulemper ved forskellige styreformer. Som en af de mange underskrivere tilføjede som kommentar:
"Der er ingen tvivl om at ansatte ledere i mange henseender har været en fordel - og at valgte ledere ofte var handlingslammede og ikke magtede opgaven - men udviklingen i retning af markedsstyring af universiteterne er i det overvejende negativt og flytter midler fra forskning og undervisning til fordel for et voksende ledelsesbureaukrati."

En anden af de mange underskriver noterede, at

"protestskrivelsen skal imidlertid ikke blive til en nostalgisk tilbagevenden til de gode gamle dage. Problemer med ledelse under den gamle lov, gjorde det for let for politikerne at ændre den. Kravet må derfor være demokrati og selvstyre, men i en forbedret form."

Enig! Som en af dem, der har formuleret kravene, vil jeg gerne fremhæve hvad man i denne sammenhæng skriver under på: ”reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer”. Formuleringen siger ikke noget om rektorer, dekaner og institutledere mv. Det er vigtigt, at der efter underskriftindsamlingen kommer en levende og kvalificeret diskussion om, hvad demokrati ”uden nostalgi” egentlig skal betyde.
Lad os undgå nostalgiens kolde vand - men lad os også udsætte de forestillinger, der omgiver begreber som "handlekraftige ledere", for en syretest. Som Heine Andersen her fra bloggen udtrykker det i en korrespondance, der fortjener offentlighed:

"Jeg er blevet mere og mere mystificeret over råbet på handlekraftige ledere og den deri underforståede mistillid til demokrati. En ting er, at det råb altid har givet mig ubehag. Og ret til at vælge ledere (også rektorer) står jo faktisk på UNESCO-listen over forudsætninger for akademisk frihed, som bla. Terence Karrans bench-marking (der gav Danmark en bundplacering) byggede på.
Men dertil kommer, at det må bygge på uvidenhed, at tro at et hierarkisk system med ovenfra indsatte ledere skulle give handlekraftige ledere. Al erfaring, såvel som ledelses- og organisationsteori siden Weber lavede sin bureaukratiteori for hundrede år siden, siger præcis det modsatte. Den siger, at man får uselvstændige, bureaukratiske og forsigtige ledere, der vender blikket opad og omhyggeligt sørger for at følge regler og signaler oppe fra.
Det er vel hvad vi ser. Tænk på fusionerne og processen med indførelse af bibliometriske metoder. Har vi hørt ledere udtrykke selvstændige holdninger? Eller holdninger i det hele taget (måske bortset fra sektorforskningsdirektøren, der sagde: ”man kan ikke have to meninger på samme universitet”)?
I ”bunden” kan det måske opleves som ”handlekraft”, hvis en leder oven i købet anticiperer signaler fra toppen ved fx at indføre pointsystemer, før det er dekreteret fra toppen. Det var derfor, ledelses- og organisationsteori allerede i 1970’erne gjorde op med hierarkiske ledelsesformer og maskinbureaukratimodellen som uegnet specielt i vidensintensive organisationer i dynamiske omgivelser."

Som ‘den nødvendige politik’ hører ‘handlekraftig ledelse’ til de udtryk, der foregiver at være selvforklarende og indlysende sande - de spreder en retorisk-magisk aura. Vores krav om indflydelse er ikke selvforklarende, men groet frem af konkrete frustrationer over det at være hægtet af alle væsentlige beslutninger i et hierarkisk styret universitet. Derfor må vi nøgternt diskutere modeller for et demokratisk universitet.
Men først skal vi lige have vækket politikerne - de burde vel interessere sig for demokrati?

mandag den 26. maj 2008

Sanders arrogance

19. maj 2008. kl. 22:04
DEBAT: Videnskabsministerens argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan, skriver debattør om ministerens svar i forbindelse med kritik af universitetsreformen.

Sune Auken
Lektor, Københavns Universitet
Links på Altinget.dk Sander: Glad for debatten. [kopi her]
Af Sune Auken, Lektor i dansk litteratur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

I torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation svarer videnskabsminister Helge Sander (V) skriftligt på en række spørgsmål som Altinget har stillet i forbindelse med den verserende underskriftsindsamling mod universitetsloven.
Sanders såkaldte "svar" på kritikken er helt i overensstemmelse med det magtsprog han har benyttet lige siden de første utilfredse røster om konsekvenserne af universitetsloven kom frem.

Tre typer svar
I de tilfælde, hvor videnskabsminister Helge Sander overhovedet svarer på kritik, har han tre typer af svar: 1) angribende, 2) irrelevante eller 3) undvigende svar.
Ved videnskabernes selskabs forskningspolitiske årsmøde den 4. marts 2008 havde Helge Sander for en gangs skyld indvilliget i at stille op til spørgsmål. I sit oplæg før spørgerunden fremførte han atter sin påstand om, at det kun er "nogle enkelte" forskere, der er utilfredse med den førte politik.

Jeg tog anledning heraf til at stille ministeren et ret nemt spørgsmål: "Hvor mange underskrifter fra utilfredse forskere skal jeg forelægge dig, før du holder op med at tale om "nogle enkelte" utilfredse?". Han spurgte tilbage, "hvor mange har du?", jeg sagde: "Det var ikke det, jeg spurgte om." Han henviste til, hvor få mennesker der havde været til nogle demonstrationer imod ham. Jeg gjorde ham opmærksom på, at han ikke svarede på mit spørgsmål. Han bad om at få et nyt spørgsmål fra salen. Det første svar var undvigende, det andet svar var irrelevant, og derefter hørte diskussionen op - ved magtsprog.

Underskrifter strømmer ind
Nu har jeg begyndelsen til et svar på ministerens spørgsmål, selvom han aldrig svarede på mit. Der kan i dette øjeblik lægges over 3700 underskrifter på ministerens bord, heraf mere end halvdelen fra forskere ved de danske forskningsinstitutioner. Vi har ingen særlige ressourcer at arbejde med, vi er ikke bakket op af et ministerium, og vi har ikke rektoraternes reklamebudgetter til at fremme vores sag (men vi har da nu fået 10.000 kr. af Dansk Magisterforening til at ansætte en studentermedhjælper). Alligevel strømmer underskrifterne ind stort set af sig selv.

Denne gang går den ikke
Sanders svar på underskriftsindsamlingen i torsdagens udgave af Altinget Forskning og Innovation er, at han er glad for, at mange interesserer sig for spørgsmålet (irrelevant), og at ministeriet har iværksat en masse for at sikre institutionernes frihed med eksterne bestyrelser og ansatte ledere (undvigende: Det er præcis dette, der kritiseres i underskriftsindsamlingen). Forholdt sig til situationen har han ikke.

Men denne gang går det ikke. Den dokumentation, Sander altid har manglet for sin påstand om den udbredte tilfredshed, har vi nu for, at der er udbredt og voldsom utilfredshed. Der er krav om en re-demokratisering af universiteterne, der er krav om en uafhængiggørelse af universiteterne, og det er vel at mærke fra de højt kvalificerede mennesker, som oplever virkningen af Sanders politik. Det er umuligt nu at hævde, at utilfredsheden kun er hos nogle enkelte.

Sanders yndlingsargument er afgået ved døden - hvad der formentlig ikke vil forhindre ham i at vende tilbage til det snarest igen. Sanders argumentationsform ville aldrig blive accepteret i et system af ligeværdige. Kun den, der har magten, kan tillade sig at tale sådan.
He who pays the piper... Ministerens uoplyste enevældighed demonstrerer sig tydeligt i høfligheden over for hans forslag ned igennem det officielle universitetssystem. De rammer, universiteterne opererer under, bliver dårligere og dårligere egnede til det, der er universiteternes formål: at skabe højt kvalificerede kandidater og at skabe og formidle ny viden på baggrund af grundige studier.

Der overadministreres massivt, der er udviklet en kontrol- og mistænkeliggørelseskultur ned gennem systemet. Der skal bruges flere og flere ressourcer på alt andet end det, universiteterne er til for: forskning, undervisning og formidling. Samtidig bliver arbejdsvilkårene for de ansatte gradvis forringede, så rekrutteringen og fastholdelsen af kvalificerede medarbejdere bliver vanskeligere. Men vores ledelser er påfaldende spagfærdige og hæver kun stemmen, når de taler til de ansatte. Hvorfor? Fordi magten i systemet entydigt kommer overfra. He who pays the piper, calls the tune. Også selvom det er en falsk melodi.

Skulle det træffe sig, at Sander nogensinde svarer på dette indlæg, er der god grund til at forvente, at svaret med hele magtens arrogance vil være enten 1) angribende, 2) irrelevant eller 3) undvigende - som altid.

fredag den 23. maj 2008

Kæmpe succes - kampagnen fortsætter

Underskriftindsamlingen for en anden forsknings- og uddannelsespolitik, som har viste sig at blive en succes, nu med over 4000 underskrifter, har lært os noget om intern kommunikation og ytringsfrihed på forskningsinstitutionerne i dagens Danmark. Mange steder er det blevet meget svært bare at sende en mail ud til de ansatte med en simpel opfordring om at gå til et website, læse og evt. underskrive en forskningspolitisk erklæring.
Ordet tavshedskultur er før blevet brugt af de akademiske fagforeninger (bl.a. DM) i deres kamp for ytringsfriheden, og det betegner desværre stadig tilstanden mange steder. Der er selvfølgelig forskelle. Et eksempel:
websitet for underskriftindsamlingen kan man afsætte personlige kommentarer. En person, lad os kalde ham Hans Hansen, føler sig nødsaget til at notere "jeg underskriver som privatperson". Den slags trigger nysgerrigheden. Ifølge telefonbogen for Københavns Universitet, kunne det fx være Hans Peter Hansen som er, lad os sige (og navnene er her opdigtede for at beskytte den stakkels Hansen), professor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på det Farmaceutiske Fakultet, men det kunne også være Hans Jørgen Hansen, som fx er statsgeolog på GEUS, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser. Det mest sandsynlige i denne gætteleg er det sidstnævnte - ikke fordi geologer er mere forsigtige end farmaceuter, men fordi sektorforskere lider under en voldsommere tavshedskultur end universitetsforskere gør - endnu!
For tendensen er klar: De ansatte føler i stigende grad ubehag ved at ytre sig. Man er bange - både for at kollegerne vil opfatte en som en kværulant, een, der ikke er "saglig" eller kan holde politik og forskning adskilt (selvom forskningspolitik også på mikroplan unægteligt involverer begge dele). Man er bange for, at man skader sin egen karriere, eller sin lokale forskergruppes muligheder for at "stå sig godt med ledelsen", det være sig på institut-, fakultets- eller universitetsniveau. Udbredelsen af patron-klient-lignende forhold mellem den ansatte og ledelsen understøttes af de nye lagserier af mellemledere, viceinstitutbestyrere, prodekaner, og tonsvis af professorer "mso" (med særlige opgaver), der knopskyder disse år - grupper som står i klientlignende afhængighedsforhold til deres overordnede, og det lægger en dæmper på lysten til at fremføre kritik. Det er snedigt fundet på!
Det uhyggelige er, at mens nogle sektorforskningsinstitutioner (som GEUS og Statens Seruminstitut) stadig er deres egne og så hierarkiske som de altid har været, er mange - fx Risø, DMU, og institutter for Fødevare- og Jordbrugsforskning - nu indfusioneret under universiteterne. Sanders regime vil hævde, at det giver dem mere forsknings- og ytringsfrihed. Vi ser den modsatte bevægelse: At universitetsforskningen er på vej til at få samme ytrings-undertrykkende kultur og hierarkiske karakter som sektorforskningen.
For at modgå tendensen til flere (med Sune Aukens udtryk) Anonyme Akademikere, må der oprettes flere åbne fora for kritisk diskussion af sager, politikker og beslutninger på de enkelte institutter og fakulteter. Ledelserne har for ofte modarbejdet en åbenhedens politik. Det er ellers i den gode leders interesse, at kritik kan ytres åbent i en læringsorienteret kultur, hvor alle bedre kan motiveres for fælles beslutninger, fremfor i en topstyret frygtens kultur, hvor alle er bange for at blive hængt ud. Interne fora og kommunikationskanaler skal selvfølgelig benyttes med omtanke, til reel og relevant debat om alle de anliggender - herunder organisatoriske, økonomiske og beslutningsmæssige - som er universitetets, også selvom de emnemæssigt overskrider en rent faglig debat om emner som sociolingvistik og endokrinologi.

onsdag den 21. maj 2008

Endnu mere strategisk forskning

I en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet i dag ("Nyt, visionært grundlag for prioritering af forskningsmidler") proklameres, at "Efter et års grundigt dialog- og analysearbejde får regeringen og Folketinget nu for første gang et bredt, gennemarbejdet beslutningsgrundlag for at prioritere de kommende års strategiske forskning, siger videnskabsminister Helge Sander". "Med FORSK2015-kataloget foreligger for første gang et grundigt og fremadrettet grundlag for at prioritere den strategiske forskning. Flere hundrede personer har bidraget til at identificere de 21 mest løfterige forskningsområder."

I forbindelse med den igangværende underskriftsindsamling for en revision af universitetsloven i 2009 har mange ytret sig om det strategiske problem det er at udsulte grundforskningen: "Videnskabshistorie viser at det ikke er strategisk forskning, der fører til de store gennembrud. Novos forskningsdirektør og andre førende industrifolk siger klart at deres produkter er udviklet på basis af grundforskning ved universiteterne og ikke strategiske indsatser. Hvorfor insisterer man så fortsat på den strategiske forskning?"
En anden kommentar lyder "Det store antal 'samfinancierede stipendier' er en skattelettelse til industrien, som dermed får stor inflydelse på forskningsemnerne. Afskaf de samfinancierede stipendier og acceptér færre fuldt financierede stipendier. (...) Industriinvolvering bør aldrig være forudsætningen for at et overvejende offentligt financieret forskningsstipendium tildeles." Og en tredje underskriver peger på et "citat af Ben R. Mottelson: Hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset."
Lad os håbe for debatten, at selve det suggestive begreb strategisk forskning ikke er med til at gøre os blinde overfor selve uforudsigeligheden af videnskabelige og teknologiske fremskridt.

onsdag den 14. maj 2008

Kvantemekanik, BNP og akademisk frihed

underskriftindsamlingen for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik bidrager de, som underskriver erklæringen (vi har nu har rundet de 3000) med mange guldkorn. Kommentarerne må højst fylde 500 anslag, så der er opstået ny genre, forskningspolitiske påtaler i suppeterningsformat. Her er to af de seneste:
"'Fra forskning til faktura' lider under den misforståelse at forskning er produktudvikling. De største - også økonomisk set - landvindinger er sket på baggrund af 'urentabel' grundforskning.
Ingen kunne i dens begyndelse se, at kvantemekanik ville være baggrund for ca 20% af USA's BNP i 2001 fordi ingen vidste, at halvlederfysik ville optræde i næsten al elektronik - ikke mindst pc'ere.
Store gennembrud kommer når vi tør satse på grundforsning, frem for arrogant at tro, at vi ved hvor fremtiden ligger."
"Jeg arbejder for tiden paa National University of Singapore. På trods af denne nations blakkede rygte om manglende demokrati og indflydelse er der stadig valgte ledere på universiteter, og VIP [det videnskabelige personale] har en ret udstrakt indflydelse på forholdene. Desuden financierer staten 2 % af F&U. Naturlig asiatisk tilbageholdenhed gør åbenbart demokrati nødvendigt, da et totalt hierakisk system (som det danske) ville lamme universiteterne. Desværre er der en langsom bevægelse væk fra det nuværende system."

mandag den 12. maj 2008

Pinseunder, underskrifter

Underskrifterne vælter ind ... selv i pinsen. Jeg er overvældet, inspireret, og nær ved at tale i tunger. Mange - også før pinsen - roser ånden i initiativet. Fornemmelsen af at erklæringen rammer nogle helt centrale kritikpunkter er blevet bestyrket. Jeg havde slet ikke turde håbe på at vi ville få så mange underskrifter på så kort tid. Det er opmuntrende.
Læs også de kommentarer, man kan skrive ved sin underskrift. Her er dagens eksempel, fra en af bidragyderne:
"Ikke blot er der brug for at genindføre den akademiske frihed og indflydelse på faglige anliggender. Der er også behov for at komme det magtmisbrug til livs, som har udviklet sig under den aktuelle personcentrede rektorledelse. De udpegede bestyrelser fungerer ikke blot antydningsvis som kontrol af ledelsen, og har heller ikke noget reelt ansvar hverken fagligt eller økonomisk."
Henvis dine kamp-, fag- og åndsfæller til http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html