Ranking-skolastikkens storhed og fald?

STØVMIDERNES DANS: Inside Higher Education har i dag (her) en historie om at mange universitetsrektorer i USA ikke længere gider at svare på de spørgsmål som medie-virksomheder som U.S. News & World Report hver år stiller om andre højere uddannelsesinstitutioners omdømme, for at producere de årlige rankings af amerikanske universiteter. Deltagelsen er nu nede på 44%,

"At one point, participation rates were as high as 67 percent; drops since then have led many critics to argue that whatever value the evaluations had with a high participation rate was diminished by the falling numbers."

En udbredt træthed over rankings mærkes, inkl. den evaluerende diskussion af rankings. Uddannelsesforskeren Davydd J. Greenwood fra Cornell University kommenterer historien således: "I would file this under the category: How many dust mites can dance on the back of a flea that is dancing on the head of an angel who is dancing on the head of a pin?"

Mere om universitetsranglister

I forlængelse af nedenstående. Dd udkommer min artikel "Verdensklasse eller blålys" om universitetsranglisterne. Abstractet til artiklen lyder således:

Sune Auken's contribution to this volume, World Class or Will-o'-the-Wisp, discusses a new global narrative about the universities. A narrative that has become more and more worldwide and makes itself prevalent, and whose purpose is to apply the logics of business institutions to the universities in order to measure them better and to make them more useful. Auken questions the value of competition criteria derived from business organizations (competition between organizations) for the universities that have a different and complicated structure and other goals with their work. Moreover, he uncovers the incongruence and weaknesses behind the international university rankings. The article shows that despite the fact that universities today are permeated in management ideology they can still articulate a critique of the problematic aspects behind the process.

Læs hele artiklen her

Satse på kvalitet eller satse på rangliste-position?

I artiklen "Review of University Rankings Offers a Comprehensive Critique of the Process" af Aisha Labi (The Chronicle of Higher Education, 17. juni, 2011) omtales en ny rapport om den stigende betydning af anvendelsen de årlige hitlister over universiteter, Global University Rankings and Their Impact (kan hentes her).

Rapporten, som er bestilt af organisationen European University Association (EUA) der omfatter 850 universiteter i 47 lande, er EUAs første nålestiksoperation ind i et meget kontroversielt felt. EUAs medlemsuniversiteter udtrykte behov for en guide til at finde ud af hvad der er op og ned i de mange forskellige rankings, der efterhånden er på markedet, og en af de ting, rapporten peger på, er at der kommer flere, og mere specialiserede ranglister de kommende år. Den danske formand for det tidligere rektorkollegium (nu "Danske Universiteter", rettelig: Danske Universitetsledere) Jens Oddershede er med i EUA-redaktionsgruppen for rapporten.

Rapporten ser på de mest kendte rankings - det er: Shanghai Academic Ranking of World Universities (ARWU); Times Higher Education World University Ranking (Times Higher Education, nu i samarbejde med Thomson Reuters); World’s Best Universities Ranking – US News & World Report i samarbejde med Quacquarelli Symonds, US; den russiske Global Universities Ranking, Reitor; Europakommissionens EU University-Based Research Assessment, AUBR Working Group; den hollandske Leiden Ranking, Leiden University; den taiwanesiske Performance Rankings of Scientific Papers for World Universities, Higher Education Accreditation and Evaluation Council; og seks yderligere mindre kendte ranking-virksomheders lister. Hensigten i rapporten er ikke at ranke disse!

Rapporten finder, at rankings især er dårlige til at sige noget om uddannelsernes kvalitet når universiteterne skal sammenlignes, fx af kommende studerende, bl.a. fordi der er så stort et fokus på forskningssiden:

"The report confirms that most international rankings focus predominantly on indicators related to the research function of universities. Attempts to measure the quality of teaching and learning generally involve the use of proxies, often with a very indirect link to the teaching process, and are rarely effective. The importance of links to external stakeholders and environments are largely ignored. Where existing data is used, it is often not used consistently, and reputational factors have in many cases disproportional importance. Taken together, this leads to an oversimplified picture of institutional mission, quality and performance, and one that lacks relevance for the large majority of institutions, especially at a time when diversification and individual institutional profiling are high on agendas across Europe." (p. 7).

Om de begrænsede fordele hedder det,

"the arrival of global rankings over the last few years has focused considerable attention on higher education, and put the spotlight on universities that are increasingly being compared nationally and internationally. Rankings have certainly helped to foster greater accountability and increased pressure to improve management practices. They have encouraged the collection of more reliable data and in some countries have been used to argue for further investment in higher education. Although it is said they can be used to guide consumer choice, there is little convincing evidence that they do so (except in Asia or via the CHE Ranking in Germany)." (p. 8)

Selvom rankings ifølge rapporten både har fordele og ulemper, kan ulemperne ikke opvejes af fordelene:

"at present it would be difficult to argue that the benefits offered by the information they provide, given the lack of transparency that we have observed, are greater than the ‘unwanted consequences of rankings’. For there is a danger that time invested by universities in collecting and using data and statistics in order to improve their performance in the rankings may detract from efforts to progress in other areas such as teaching and learning or community involvement."

Rapporten peger også på, at værdierne for de tal, der indgår i de enkelte listers indikatorer kan manipuleres (og giver en række eksempler, alene af den grund vil den sikkert læses med stor grundighed af de enkelte universitetssekretariater), og endelig peges på det helt generelle problem ved udefra påførte indikatorer optrædende som incitamenter, at indikatorerne ikke forbliver eksterne i forhold til det, de måler, men selv bliver en del af og ændrer systemet (som vi før har omtalt her). Med rapportens ord:

"In an attempt to improve their positions in the rankings, universities are strongly tempted to improve their performance specifically in those areas which are measured by ranking indicators." (p. 15)

Endelig peges på det absurde i fænomener som "top-500" lister over verdensklasse-universiteter: Der er måske omkring 16.000 universiteter i verden med meget forskellige opgaver og profiler, men der vil altid være plads til kun 500 på en sådan 'global league'-tabel. Den vil intet kunne sige om generelle kvalitetsløft over en længere periode, eller hvor godt et lokalt universitet er i forhold til lokale og nationale formål. Kun et fåtal af universiteter er anlagt med den hensigt at kunne det samme, som de tunge forskningsuniversiteter som Stanford, Oxford og Cambridge kan.

Bortset fra de nævnte overordnede pointer rummer rapporten et væld af interessant information om den besynderlige sport det er at reducere kvalitet og mangfoldighed til numre på en lineær skala (ufortalt, at der selvfølgeligt også gennemgås mere sofistikerede forsøg på at repræsentere mangfoldigheden, såsom The European Multidimensional University Ranking System, "U-Multirank"). Det er altsammen noget, de store ranking-firmaer med mere eller mindre held spinder guld på. Verden vil bedrages, og politikere vil stadig efterspørge tal, flere tal og flere tal om tal. Hvis tale er sølv, er tal blevet guld, og meta-tal åbenbart Gud.

Førende tidsskrifter og "main-streaming" af forskningen

Jeg vil gerne sige velkommen til to nye deltagere her på bloggen, Leif Hansen og Jesper W. Schneider, som er nærmere præsenteret på vores netværksliste. Begge bidrog for nylig til et møde (se her) afholdt på Danmarks Biblioteksskole om forskningsevaluering og forskningsbiblioteker. Man kan nu downloade noter, dvs. slides fra mødet (her), inklusive Leifs og Jespers, og jeg håber at vende tilbage til deres oplæg senere - ellers må I selv råbe op! I dette indlæg skal jeg begrænse mig til at videreformidle et oplæg ved Birger Hjørland med titlen "Skal bibliotekerne være de undertryktes vagthund?" Hans resumé af oplægget er:

Enhver måde at forskningsevaluere på har konsekvenser på den måde at noget vælges til, andet vælges fra. De fleste modeller vil fx nedprioritere danske tidsskrifter og dermed måske også danske forskningstraditioner – selvom disse naturligvis principielt også kan formidles i ”internationale” tidsskrifter. I andre forbindelser har man foreslået at én af bibliotekernes funktioner i fremtidens digitale samfund kan være et korrektiv til markedskræfter og dominerende ideologier. Skal bibliotekerne være beskytter af nationale forskningstraditioner og mindre dominerende specialer? Eller er "main-streaming" af forskningen principielt en god ting?

Birger Hjørland satte fingeren på flere ømme punkter. Som det også er blevet påpeget af Charlotte Engberg, Cathrine Hasse, Jesper Eckhardt Larsen og Karen Lisa Salamon fra Humanistisk Forum i Politiken (her el. her), så er der fare for, at mål og midler byttes om, så midlet til kommunikation af viden, artiklerne, bliver selve målet for forskningen, hvad der fører til rent volumenræs. Måling af målopfyldelse bliver i sig selv målet, indikatoren bliver til en incitamentstruktur, som også Lars Geer Hammershøj har udtrykt det.
Et andet ømt punkt er ranking eller 'niveaudeling af tidskrifter' som forskningsstyrelsen kalder det. Nogle af de tekniske/naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige faggrupper har i deres deling i to niveauer skelnet til Journal Impact Factor (JIF, der publiceres i Journal Citation Reports [JCR] af firmaet Thomson Reuters, det tidligere ISI). En universel anvendelse af JIF vil ifølge Birger Hjørland betyde en nedprioritering af særlige danske og europæiske forskningstraditioner; formidling på alle andre sprog end engelsk; små specialer; alternativer til mainstream; og af nye teorier og tilgange. Hjørland benyttede som case dansk psykologi. Der findes i Danmark en særegen, meget grundlæggende og meget rig tradition for grundforskning i psykologiens grundlag, herunder det psykiske som et særligt genstandsområde der hverken kan reduceres til neurobiologi, biologi eller sociologi, en tradition som bl.a. henter næring i den såkaldte virksomhedsteori eller kulturhistoriske skole. I Jens Mannens afskedsforslæsning (af 7/11-2008, kan læses her) som Hjørlund citerer fra, hedder det

"Når jeg har valgt at lade titlen på min [afskeds]forelæsning i dag være et spørgsmål, nemlig ”Findes der en særlig dansk psykologi?”, så er en af grundene, at jeg tit er blevet stillet over for spørgsmålet af kolleger og især studerende og ikke har været helt tilfreds med mine svar. En anden grund er, at der på det seneste er dukket en bekymring op blandt en del kolleger, fordi de føler, at nogle af de krav, der stilles til os af vores arbejdsgivere og diverse bevillingsgivere, fonde osv., presser os væk fra en særlig dansk tradition og i retning af, hvad man – nok med en vis negativ ladning – kalder mainstream psychology, ikke uden grund sagt på engelsk." (...) "I det seneste nummer af tidsskriftet Psyke & Logos, der nok mere end noget andet står for en særlig dansk tilgang til psykologien, udtrykker redaktørerne Benny Karpatschof og Bo Møhl således i deres indledning til temanummeret om psykologiens videnskabelighed en stærk bekymring for, at de nye bevillingskriterier for forskningen vil presse dansk psykologi væk fra den særlige almenpsykologiske og såkaldt subjektorienterede tilgang, som er karakteristisk for den." (...) "Den ene redaktør, Benny Karpatschof (...) er bange for, at tidsskriftet, der ellers er udkommet med to tykke bind om året siden 1980, kan blive nødt til at lukke, fordi det ikke mere er meriterende at skrive i det i forhold til karriere og bevillinger. Meget betegnende kaldte redaktørerne deres indledning om den særlige danske psykologis situation: ”Vejet og fundet for let?” "

Hjørlands bemærker, at Psyke & Logos er ikke med i JCR og figurerer i alle tilfælde lavt i internationale rangordninger. Men danske forskningsbiblioteker har understøttet den danske psykologiske forskning, herunder de publikationer danske psykologer publicerer i (og citeres af). Psyke & Logos findes naturligvis på danske folke- og forskningsbiblioteker.
Uanset det faktum, at den 'særligt danske' tradition ikke nødvendigvis er speciel dansk, og som Hjørland mere end antyder det, burde være formidlet stærkere i internationale fora, bl.a. i engelsksprogede tidskrifter, så er det vigtigt, at der også er fora på dansk, hvor nye og grundlæggende tanker kan ikke bare finde udfoldelse og afprøves, men også formidles til et dansk publikum. (Man kan finde Jens Mammen og Niels Engelsteds publikationer på mammen.engelsted.net).
Hjørlands anden case er dansk samfundsforskning, byggende på sociologen Heine Andersen (her fra bloggen) som i 1998 publicerede en undersøgelse af danske samfundsforskeres præferencer for forskningstidsskrifter [note 1]. Heine undersøgte hvorvidt tidsskrifter kan siges at udgøre et “monolitisk” hierarki, eller om der er tale om et “pluralistisk” system, dvs. med forskellige opfattelser af, hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Baseret på analysen af 788 danske samfundsforskere, en sammenligning med citationsdata og referering til andre undersøgelser, peget undersøgelsen på et pluralistisk billede og kun en moderat konsensus blandt forskere om hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Heine Andersens undersøgelse styrker og generaliserer ifølge Hjørlund Mammen’s vurdering.
Med andre ord: Hvad der anses for ”førende tidsskrifter” er en delvis subjektiv, delvis paradigmespecifik vurdering, der hænger sammen med teoretiske og metodologiske holdninger. Herved kommer en national forskningsindikator, i al fald som den er udformet nu som en bestemt prioriteret liste over tidsskrifter, til at risikere fravalg af bestemte forskningstraditioner, små specialer og nye teorier og tilgange.
Dette er en af grundene til af mange af de faggrupper, som har rådgivet ministeriet, har så stærke forbehold overfor indikatoren, som tilfældet er. [note 2]

[note 1]: Hjørland refererer til:
• Andersen, Heine (1998). Prestige og indflydelse i samfundsvidenskaberne – Vurderinger hos danske forskere. Københavns Universitet, Sociologisk Institut. (engelske version se nedenfor)
• Andersen, Heine (2000). "Influence and reputation in the social sciences – How much do researchers agree?" Journal of Documentation, 56(6), 674-692. [download her] (tak til Heine)
[note 2] Se også notatet "Mareridt, damage control, eller forskningsrelevante kvalitetskriterier? - Notat om faggruppernes forbehold overfor den bibliometriske forskningsindikator efter niveaudelingsprocessen og indtastning af tidskriftlisterne pr. 15/9-2009", kan downloades her.

Hvorfor er en humanistisk artikel mere værd end en sundhedsvidenskabelig?

af Leif Hansen

I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Tabellen angiver et eksempel, der næppe ligger langt fra virkeligheden. Tallene baserer sig på Universitets- og Byggestyrelsens oplysninger om fordelingen af forskningsmidler og på fordelingen af publiceringspoint for 2008, således som billedet tegnede sig ved første opgørelse i marts 2009. Der er netop foretaget en ny opgørelse af publikationspoint, hvor jeg forventer at billedet generelt er det samme, men måske lidt værre for SUND, da især KU manglede at indrapportere væsentlige dele af deres SUND forskning ved opgørelsen i marts.

Konsekvensen er klar: en hovedområdeopdeling på basis af tidligere andel af basisforskningsmidler fører til en forskellig værdi af det enkelte publikationspoint mellem hovedområderne.
Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?

Leif Hansen er chefkonsulent på Copenhagen Business School

Kritik af rankings

I sidste nummer af World University News gør Uwe Brandenburg (her) sig nogle tanker om de store universitets-rankings én-dimensionalitet, bl.a. dette:

"First, we do not believe in the ranking of entire higher education institutions. This is mainly due to the fact that such a ranking necessarily blurs the differences within an institution. For us, the target group has to be the starting point of any ranking exercise. Thus, one can fairly argue that it does not help a student looking for a physics department to learn that university A is average when in fact the physics department is outstanding, the sociology appalling and the rest is mediocre.
It is the old problem of the man with his head in the fire and the feet in the freezer. A doctor would diagnose that the man is in a serious condition while a statistician might claim that overall he is doing fine."

Det samme kan siges om ministeriets og regeringens fantasme om "Basismidler efter kvalitet", som går ud på at ranke de danske universiteter efter en række indikatorer, herunder "den bibliometriske forskningsindikator", og disses indbyrdes (politisk bestemte) vægtning, for så at fordele det, der tidligere var basismidler, efter den nye algoritme. Som Uwe Brandenburg bemærker om det parallelle problem:

"Second, we do not create values by weighing indicators and then calculating an overall value. Why is that? The main reason is that any weight is necessarily arbitrary, or in other words political. The person weighing decides which weight to give. By doing so, you pre-decide the outcome of any ranking. You make it even worse when you then add the different values together and create one overall value because this blurs differences between individual indicators.
Say a discipline is publishing a lot but nobody reads it. If you give publications a weight of 2 and citations a weight of one, it will look like the department is very strong. If you do it the other way, it will look pretty weak. If you add the values you make it even worse because you blur the difference between both performances."

Lad bibliometrien blive et redskab i selve forskningen, og i dens formidling. Fint, hvis humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning gøres mere synlig. Men drop tanken om at rangordne universiteter og arrangere konkurrencer om indikator-point.

Forskningsindikator, incitamenter og kassetænkning - styrk basismidlerne!

Mens de naturvidenskabelige fakulteter gør sig klar til at nedskære og fyre forskere, arbejder Videnskabsministeriet tilsyneladende videre, trods stor modstand og vanskeligheder, med sine NPM-metoder til at 'fremme forskningskvalitet'. I et nyt “Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra 18. dec. (se her, kopi her) hedder det friskt og frejdigt, at

“Indikatoren fremmer adfærd, der skaber incitament til at publicere i de mere prestigefyldte tidsskrifter og forlag
Formålet med dette princip er at pointere, at det ikke er et formål blot at stimulere til mere publicering. Indikatoren skal skabe incitament til, at det kan betale sig at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringkanaler inden for fagområdet. Derfor skal der ske en niveauinddeling af autoritetslistens publiceringskanaler.”

Hele tanken om at ministeriet vil inføre incitamenter til at gøre dét, som alle forskere ved landets universiteter allerhelst vil og ønsker at havde bedre tid til, virker absurd. Professor Poul Bjerregaard ved Biologisk Institut, SDU, udtrykker det (i seneste nummer af sit fakultetsblad Perspektiv og Mening, se artiklen her) ret diplomatisk:

“Hvis autoritetslisterne virkelig slår igennem i ministeriet, således at de kommer til at betyde noget væsentligt for universiteternes økonomi, ja så vil vi nok inden længe opleve, at visse dekaner og institutledere går ind og ser meget nøje på de enkelte medarbejdere og deres publikationer. Og så kan man jo frygte, at nogle af disse dekaner og institutledere vil sige, at man som ansat skal publicere i de tidsskrifter inden for det ønskede niveau, hvor det er relativt nemmest at komme i – og ikke i det tidsskrift inden for niveauet, hvor kvaliteten er højest. Og det synes jeg er dybt uhensigtsmæssigt, siger Poul Bjerregaard. Han ser også en mulig fare for, at visse forskere i stedet for at samle én god artikel til et tidsskrift med meget høj kvalitet vil vælge at dele den op i to eller tre knapt så gode artikler, der vil være i stand til at blive optaget i mindre gode tidsskrifter inden for samme niveau. For på den måde vil institutionerne formelt kunne få to eller tre gange så megen ”valuta for pengene”. - Jeg er forfærdelig bange for den slags kassetænkning, forklarer Poul Bjerregaard.

Man kan kun håbe, at flere forskningspolitiske ordførere i Folketinget får øje på absurditeten i hele projektet, når universitetsloven skal revideres næste år, og at man vælger helt at skrinlægge tanken om at omlægge basismidler til "konkurrenceudsatte midler". Ellers kan voldsomme ryk i de enkelte fakulteters indtægter, som dem vi ser nu, blive endnu hyppigere og kraftigere.

Videnskabsministeriets eliteenhed

Det må antages, at man i Videnskabsministeriet ikke skelner skarpt mellem eliteenheden for propaganda om verdensklasse og informationsafdelingen for højeste oplysning, og måske er der et betydeligt samarbejde mellem de to presseafdelinger. I al fald kunne man forleden læse om at Helge Sander, da han skulle til overrækkelse af Nobelprisen i Stockholm, udtalte, at "vi i Danmark har sat øget fokus på eliten. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser", hvad der affødte følgende kommentar (se her) fra et fremtrædende medlem af Videnskabernes Selskab: "Nobelprisen er en fest for grundforskningen. Men den danske regering og Sander gør absolut intet for universiteternes frie basisforskning og dermed for grundforskningen. Tværtimod oplever de fleste på universiteterne og i forskningen, at der topstyres og politisk udpeges og erhvervsrettes i strategier og puljer. Spillerummet for den frie forskning bliver mindre og mindre". I samme ånd henstillede Sune Auken for nylig (her) til at "få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten".
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!

Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.

Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):

”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.

[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.

Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.

http://evaluation.hypotheses.org/128

Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.

Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]

Kvalitetskontrol, videnskab og magt

Staten vil give Videnskaben (universiteterne) penge “efter kvalitet” (New Public Management, konkurrenceideologi, OECD’s globaliseringsdiskurs), men mangler en målestok for kvalitet. Staten (FI, Forsknings- og Innovationsstyrelsen i Videnskabsministeriet) beder Videnskaben (et til lejligheden opfundet system af Faglige Udvalg for 68 forskellige videnskabelige felter, plus diverse tekniske og politiske über-udvalg) om at udvikle et mål for forskningskvalitet, en såkaldt forskningsindikator, med sideblik på hvad andre har gjort (den norske model). Det er en politisk beslutning at måle ydelser og give penge derefter, men da det som måles er videnskab og ikke politik, må selve målet legitimeres i Videnskaben - derfor er udvalgene netop faglige, de repræsenterer den videnskabelige fagkyndighed og består af forskere.
Men henover sensommeren 2008 vækker det harme i de faglige udvalg, at staten (FI) blander sig i disses vurderinger. Et eksempel: et udvalg (for videnskab X) indstiller tidskrifter til ranking (niveau 1 eller 2) på en slags kanon (en autorisationsliste for de af videnskab-X’s tidskrifter der “tæller”, modsat de som dømmes ude), men oplever, at FI herpå fjerner ca. 100 tidsskrifter fra deres liste. FI mente ikke, at disse var “videnskabelige” nok, da FI ikke anså disse tidskrifters “kvalitetstjek” i form af fagfællebedømmelse, peer review, af de indsendte manuskripter, for tilstrækkelig. Udvalget for videnskab X protesterer. Staten bøjer sig, og der kommer 900 tidsskrifter med. Billedet går igen i varianter. Visse udvalg nægter helt at tage ansvaret for listerne. Hvor langt vil staten gå i sit forsøg på at styre den faglige proces? Hvor lidt troværdighed og hvor meget mere ballade kan den øverste ansvarlige, ministeren selv, tåle?
Med hvilken legitimitet kan staten intimidere videnskaben i denne sag? I en moderne stat, den være sig plansocialistisk eller neoliberalistisk, kan styring kun ske legitimt udfra rationelle og faglige, her: videnskabeligt begrundbare hensyn. Hvad gør staten, hvis disse mangler? Ligesom ord ofte faldbydes, når man mangler et begreb, kan en hel fagdisciplin byde sig til, når man mangler faglig indsigt. Har man brug for fornuftig styring, håndtering og organisering af ydelser, stiller managementvidenskab, ledelsesfilosofi, eller informationssystemer sig til rådighed og bliver selv politik. Har man brug for måling af videnskabelig kvalitet, stiller bibliometri (evt. scientometri) sig til rådighed. Helt konkret har staten/FI i denne sag udliciteret sin egen “kvalitetskontrol” af de faglige udvalgs forslag til autorisationslister til Danmarks Biblioteksskole, hvor et stort antal studerende og andre har været igang med at tjekke hvert enkelt tidsskrift og forlag for, om de overholdt kravet om fagfællebedømmelse.

Historien har udviklet sig til en farce. Staten beder 365 professorer og lektorer indenfor 68 videnskabelige feltet om at træde i karakter som smagsdommere og pege på de publikationskanaler, som repræsenterer det bedste. Så hyrer staten en bibliotekskoles studerende til at kvalitetskontrollere professorernes kvalitetskontrollister, som vejes og findes for lette. Et professorvælde, simuleret til lejligheden, og væltet igen.

De tre rektorers jagt på større del af kagen

Det er et bizart udtryk for et topstyret managementvælde og mangel på indflydelse for de ansatte at læse de tre rektorers brev til Sander (her) om at "Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal derfor foreslå, at bibliometrien" (som de henviser til som "analyse af forskningscitationer") "også bør indgå som indikator til måling af danske universiteters kvalitetsniveau og dermed en del af grundlaget for den fremtidige fordeling af universiteternes basismidler" — efter den omfattende kritik af selve tanken om konkurrenceudsættelse af basismidler, og efter at selv embedsmænd i Forskningsstyrelsen (FI), der arbejder med en anden forskningsindikator (ikke citationsanalyse!), for længst har indrømmet, at der ikke måles kvalitet, men kvantitet. De tre rektorer er helt ude af trit med såvel FI, de videnskabelige miljøer og politiske virkelighed.
Godt at der nu har vist sig at et politisk flertal i Folketinget, som er skeptiske overfor hele tanken om at universiteterne skal konkurrere endnu mere. Med en konkurrenceudsættelse af basismidlerne bliver der ikke, som de påstår, tale om "en balanceret afvejning af universitetsopgaverne og udtryk for kvalitet", for som bl.a. professor Preben Melander fra Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School har påpeget, kan man ikke måle sig til kvalitet. Det vil, jf. den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg i Århus, trække universiterne i retning af uddannelsesfabrikker og sektorforskningsinstitutioner.
Læs også kommentaren i FORSKERforums Nyheder (kopi her).

Endnu flere ledende humanistiske tidskrifter boycotter den europæiske tidskriftsrankingspolitik

For et par måneder siden fortalte jeg om at ti redaktører for de ledende tidsskrifter inden for videnskabsistorie og videnskabsfilosofi havde lavet en fælles deklaration mod European Science Foundation's initiativ til at oprette et europæisk rankingsystem for humanistiske tidsskrifter (ERIH).

Nu har stort sett alle redaktører for tidskrifter på dette område skrevet under på udtalelsen (i alfabetisk rækkef'ølge):

Hanne Andersen (Centaurus)
Roger Ariew & Moti Feingold (Perspectives on Science)
A. K. Bag (Indian Journal of History of Science)
June Barrow-Green & Benno van Dalen (Historia Mathematica)
Keith Benson (History and Philosophy of the Life Sciences)
Marco Beretta (Nuncius)
Michel Blay (Revue d’Histoire des Sciences)
Cornelius Borck (Berichte zur Wissenschaftsgeschichte)
Geof Bowker and Susan Leigh Star (Science, Technology and Human Values)
Massimo Bucciantini & Michele Camerota (Galilaeana: Journal of Galilean Studies)
Jed Buchwald and Jeremy Gray (Archive for History of Exacft Sciences)
Vincenzo Cappelletti & Guido Cimino (Physis)
Roger Cline (International Journal for the History of Engineering & Technology)
Stephen Clucas & Stephen Gaukroger (Intellectual History Review)
Hal Cook & Anne Hardy (Medical History)
Leo Corry, Alexandre Matraux & Jörgen Renn (Science in Context)
D.Diecks & J.Uffink (Studies in History and Philosophy of Modern Physics)
Brian Dolan & Bill Luckin (Social History of Medicine)
Hilmar Duerbeck & Wayne Orchiston (Journal of Astronomical History & Heritage)
Moritz Epple, Mikael Hård, Hans-Jörg Rheinberger & Volker Roelcke (NTM: Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin)
Steven French (Metascience)
Willem Hackmann (Bulletin of the Scientific Instrument Society)
Bosse Holmqvist (Lychnos)
Paul Farber (Journal of the History of Biology)
Mary Fissell & Randall Packard (Bulletin of the History of Medicine)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Jim Good (History of the Human Sciences)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Ian Inkster (History of Technology)
Marina Frasca Spada (Studies in History and Philosophy of Science)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Biological and Biomedical Sciences)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernard Lightman (Isis)
Christoph Lathy (Early Science and Medicine)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Stephen McCluskey & Clive Ruggles (Archaeostronomy: the Journal of Astronomy in Culture)
Peter Morris (Ambix)
E. Charles Nelson (Archives of Natural History)
Ian Nicholson (Journal of the History of the Behavioural Sciences)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
John Rigden & Roger H Stuewer (Physics in Perspective)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)
Paul Unschuld (Sudhoffs Archiv)
Peter Weingart (Minerva)
Stefan Zamecki (Kwartalnik Historii Nauki i Techniki)

Dvs. næsten alle tidskrifter indenfor dette veletablerede humanistiske forskningsområde tager afstand fra det europæiske forskningsbyråkratiske scientometriske projekt.

Universiteter i alliancer efterlyser ny overenskomst med samfundet

Universitetspolitik på højere plan - som når universiteter går sammen i alliancer - virker fjernt for den enkelte forsker eller studerende. Det danske Rektorkollegiet, nu kaldet Danske Universiteter, fremkommer af og til med politiske udtalelser som svar på høring om nye lovgivningsmæssige tiltag. Internationalt finders alliancer som Universitas 21, LERU og (som rektor Ralf Hemmingsen har engageret KU i) IARIS. Men hvilke interesser varetager disse? Hvorfor ser vi alliancer, der minder om flyselskabernes alliancer i kampen om at kapre kunder, blomstre op nu? Og er deres ideologi anderledes end markedspladsens?
En forklaring på alliancerne lyder globaliseringen og kampen på det internationale marked for uddannelser (derfor har videnskabsministeriet også et globaliseringspolitisk kontor). I international universitetspolitik udkæmpes der de samme, med John Krejslers ord, 'diskursive slag' som vi ser herhjemme mellem en demokratisk-Humboldt'sk vision om universitetets egenart og rolle, og en markeds- og effektivitetsorienteret diskurs.
Formålene med de tre nævnte alliancer er samarbejde om forskning og uddannelse mellem de enkelte partnere. Da de engelske universiteter Oxford og Cambridge (som også er med i LERU) tilsluttede sig IARIS hed det at: "In the longer term, we plan to seek corporate/ foundation/ government support for research projects; perhaps convene a forum to share knowledge about the commercialisation of research and the legal and academic framework in each country; work jointly on benchmarking; and develop shared positions on key public policy issues." (Guardian 17/1-2006).
LERU skriver om sig selv "The League of European Research Universities was founded in 2002 as an association of twelve research-intensive universities sharing the values of high-quality teaching within an environment of internationally competitive research. In 2006, membership was extended to twenty institutions."
Den 18/9 udgav LERU et position paper forfattet af universitetslederne Geoffrey Boulton (Edinburgh) og Colin Lucas (Oxford), kaldet "What are universities for?" (her) som advarer imod de alt for diffuse ideer om alle de roller, et moderne universit skal opfylde. Dette manifest kritiserer således tanken om universiteter som hovedkraften i innovationsprocesser, selvom universiteter bestemt bidrager med at gøde jorden for innovation, ikke mindst gennem produktion af human capital. Her understreger LERU-forfatterne betydningen af samfundsvidenskab og humaniora, også hvis man skal kunne møde udfordringer som omvæltende teknologier, trusler mod sundhed, retssamfund, klima og miljø. I dansk sammenhæng er det relevant at citere fra de afsluttende afsnit:

"A current danger in many countries stems from the financial benefits that come to a university through research funding mechanisms. These can be such powerful drivers of behaviour and corporate motivation that top-down mechanisms are driving some institutions close to becoming strongly managed research institutes, squeezing out diversity of function and undermining teaching and learning.

Political boldness is also required. The freedom to enquire, to debate, to criticise and to speak truth to power, whether it be the power of government, of those that fund the university, or those who manage it, is central to the vitality of the university and its utility to society. It is crucial that rectors and university governing boards understand this essential source of institutional strength, that they are steadfast in its support, strong in its defence and are not seduced by the fallacy of managerial primacy: that things that make management difficult necessarily need to be removed or reformed. An easily governed university is no university at all."

"Although there has been widespread recognition of the value of university autonomy in permitting institutions to act decisively and flexibly in response to need or opportunity, and where state control is recognised as having been a barrier to development, freedom is necessarily accompanied by calls for greater accountability. However, accountability can often be control by another name. Increasingly bureaucratic mechanisms of accountability have been established to verify that the trust implied in freedom from control is justified. Detailed regulations, memoranda, instructions, guidance, and lists of “best practice” flood into institutions, too frequently focussing on processes rather than outcomes."

"Quality assurance does not measure the quality of education, merely some of the second-order issues associated with education. Their principal result is to impose unproductive bureaucratic burdens. It is vital to understand that such mechanisms can ultimately undermine the outcomes that are a university’s principal benefit to society. The challenge to universities, government and society is to articulate a compact that recognises the value of autonomy and freedom and supports them, but is able to assess the value and benefit without oppressive mechanisms that undermine a university’s potential."

"Whilst universities should be funded for how well they do the things that make them what they are, it is too easy to develop one or two lines of funding, driven by metrics that stand proxy for deeper, elusive qualities, that so drive university behaviour that they pour excessive efforts into the satisfaction of the metric rather than the properties metrics attempt to measure. Such metrics can also have the perverse consequence of driving out much of the creative diversity of behaviour that is one of the university’s great strengths."

"Universities are not just supermarkets for a variety of public and private goods that are currently in demand, and whose value is defined by their perceived aggregate financial value. We assert that they have a deeper, fundamental role that permits them to adapt and respond to the changing values and needs of successive generations, and from which the outputs cherished by governments are but secondary derivatives. To define the university enterprise by these specific outputs, and to fund it only through metrics that measure them, is to misunderstand the nature of the enterprise and its potential to deliver social benefit. These issues of function and purpose are important, and need to be explicit."

At New Public Management ikke er ensbetydende med God Offentlig Forvaltning må man håbe efterhånden er gået op for de fleste, også Sanders embedsmænd. (Det er fx for komisk at se DTU lade sin egen ranking notere på Børsen, blive afsløret, og straks efter styrtdykke i "kurs"). Må derfor de danske universiteter, i IARIS eller hvilke andre alliancer de vil indgå i, arbejde for en sådan besindelse på universiteterne som et sammenhængende gode - for det civile såvel som det statslige og private liv - så en mere fornuftig overenskomst med samfundet kan opnås.

Amatørvidenskabens score card

af Peter Ingwersen
Efter gennemgang af det offentligt tilgængelige materiale publiceret i dagbladet Børsen den 26. september, 2008, under overskriften: ’DTU er Danmarks Bedste universitet’, har jeg følgende videnskabelige forbehold og bemærkninger til den såkaldte analyses resultater.

1. de anvendte bedømmelseskriterier mellem universiteterne er bestemt ad-hoc og følger ingen anerkendt international standard for inter-universitær forskningsbedømmelse; man kunne fx lige så godt have haft et kriterium benævnt ”Citationer per VIP”.
2. vægtningen af de enkelte kriterier er opfundet til lejligheden og ikke videnskabeligt gennemprøvet; ”citation impact” indgår to gange bedømmelserne: i Shanghai/THES-analyserne (5 %) og imellem de udvalgte universiteter (40 %).
3. i to af seks kriterier er der ikke foretaget bedømmelse af alle parter (Shanghai/THES-analyserne; international medarbejderandel).
4. kriteriet vedr. studerende per VIP ratio er afhængigt af de forskellige taxameterordninger, som de enkelte universiteter har opnået i deres kontrakter; de kan derfor ikke sammenlignes direkte.
5. ”Citation Impact 2003-07” angivet for de enkelte universiteter er usammenlignelig! Dette skyldes, at de enkelte universiteter har vidt forskellige forsknings- og publikationsprofiler – også indenfor de brede områder ”TEK/NAT”; ”SUNDHED” og ”SAMFUND”.
6. det er ikke umiddelbart videnskabeligt funderet, hvordan ’DTU’ kan opnå den vægtede værdi 2.0 for ’Citation Impact’, da DTU i de offentliggjorte tal blot opnår 5.4 i TEK/NAT slagkraft, ingen i SUNDHED eller SAMFUND, mens KU og SDU opnår langt højere slagkraft over hele linien?

Specielt er forbehold 5) centralt og hele analysen falder sammen rent videnskabeligt som følge heraf. Siden slutningen af 90'erne har man internationalt indenfor videnskabsmåling (scientometrics/bibliometrics) opereret med såkaldte ”Crown Indicators” (Leiden-gruppen; Danmarks Biblioteksskole, analyse af Miljøforskningsprogrammet, etc.), netop for at undgå de uvederheftige og forsimplede analyser som Børsens amatørbidrag.

En Crown Indicator udtrykker simpelthen enhedens (her: universitetets) slagkraft indenfor sin specifikke forskningsprofil, set op imod verdens gennemslagskraft for samme profil. Det er der jo ikke tale om her i Børsens analyser. Direkte at sammenligne fx KU, DTU og RUC indenfor TEK/NAT, er som at sammenligne frugtkurve med cykler og malerier. Det er fuldstændig udenfor de videnskabelige standarder indenfor forskningsevaluering. Analyserne ville blive bedømt til dumpegrænsen på seriøse læreranstalter, som forsker i forskningsevaluering, selv på et BA-kursus.

Det er derfor forståeligt, dels at mange ikke ønsker at kommentere undersøgelsen, dels interessant at formanden for rektorkollegiet, Jens Oddershede, SDU, ikke gennemskuer, at hans eget universitet snydes i amatøranalysen. Det er klogt af formanden at tage forbehold, idet en hurtig analyse af Danmarks publikationsandel på globalt niveau i Science Citation Index og Social Science Citation Index fra 2003 i Thomson Dialog viser, at vi ikke stiger mærkbart efter fusionerne:









Jeg er allerede i gang med at anvende Børsen-analyserne som skrækeksempel på uvidenskabelighed indenfor forskningsanalyse og -bedømmelse.

Peter Ingwersen, Professor i Informationsformidling; Danmarks Biblioteksskole

(Sendt som kommentar til indlægget "Verden er politisk", men da tabellen ikke kom med, bringes hele kommentaren her som selvstændigt indlæg (C.E.))

Verden er politisk!

- hvad enten man vil erkende det eller fortrænge det. Nedenstående som er citeret fra Forskerforum bekræftiger at rankingsystemer er et politisk styringsværktøj.

Citat:
"26.09.2008
Ranking: DTU i top - siger DTU
Der er store udsving i universiteternes kvalitet, konstaterer dagbladet BØRSEN i dag på baggrund af en selvbestaltet ranking ”Børsen University Scorecard”.
Det er DTU, som står bag analysen – og ikke overraskende indtager DTU førstepladsen på ranglisten. Syddansk Universitet og Aarhus Universitet lander på de næste pladser, og KU i midten. Nummer sjok blandt de otte er RUC, fulgt af IT-Universitetet og Handelshøjskolen CBS og Aalborg.
BØRSENs ranking mødes af protester fra de andre universiteter, fordi den ikke er baseret på kvalitet, men på politik. På indikatoren student / vip –ratioen indtager DTU f.eks. en suveræn førsteplads med 3 studerende pr. lærer, mens CBS i den anden ende har 19 studerende pr. lærer. Placering på den indikator afhænger af bevillinger, og her er DTU åbenlyst forkælet af Regeringen.
BØRSENs selvbestaltede rankingliste offentliggøres samtidig med, at Folketinget diskuterer, hvordan Globaliseringsmilliarderne skal fordeles – og rankinglisten kan læses som en anbefaling af, at forskningspenge skal fordeles strategisk.
Rankingen er nemlig lavet ud fra DTUs ønske-kriterier. Det fremgår helt tydeligt af BØRSENs omtale, som holder mikrofon for DTU-rektor Lars Pallesen. Han er fortaler for, at de såkaldte basismidler skal fordeles efter international gennemslagskraft, kvalitet og relevans i forskningen”. Og det bør BØRSENs ranking bruges til: ”Politikerne bør beslutte, hvad vi har brug for, og så støtte de universiteter, der er dygtige til de ting, og som ligger højt på ranglisten”.
Aalborg-rektor Finn Kjærsdam har kun en kommentar: ”Hvad man gør internt på hvert universitet for at måle best-practise, må man selv om. Men jeg troede, at det hørte til god dannelse blandt universiteterne, at man ikke ligger og måler hinanden på hjemmelavede kriterier”.

Placeringerne i "kvalitetsundersøgelsen" er udregnet på baggrund af seks indikatorer, som ifølge BØRSEN er udvalgt ”i overensstemmelse med regerings ønske om at fremme Danmarks globalisering:
1. Rankingplacering på THES og SHANGHAI. 2. Antal studerende pr. lærer. 3. Andel af internationalt anerkendte vip’ere. 4. Andel internationale studerende. 5. Internationalt sam-publikationer. 6. Citationsindeks på teknik, naturvidenskab og sundhed.
DTU slutter som nummer et på alle indikatorer, undtaget på den internationale rankingplacering (KU og AU). Men det betyder ikke så meget, for det er den lindikator, som DTU-analysen vægter lavest. Den højest vægtede indikator (40 pct.) er citationsindekse - en stærkt omdiskuteret indikator, fordi det vægter de hårde videnskaber og tidsskrifter på bestemte videnskabsfelter (Thompsons)." Citat slut

Vejret, klimaet og internationale ranking standarder

Kigger man på temperaturen globalt, har der faktisk ikke været nogen stigning i jordens gennemsnitstemperatur siden 2000 og denne trend ser måske ud til at fortsætte et par år endnu (Ingeniøren 21/5 2008). Betyder det at klimaforandringerne er aflyst? Betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om kul, olie og de fossile glæder?
Næppe. Det betyder nok snare, at den årlige gennemsnitlige temperatur for jorden som sådan er et uhyre dårligt og nogle gange ligefrem misvisende billede af de faktorer der ligger bag og af de reelle problemer, hvor temperaturstigninger bare er et af symptomerne.
Dette er jo ikke ny viden. Allerede i gymnasiet lærer man om forskellen mellem klima og vejr, der jo netop er et forsøg på at skille udsigterne for en standtur næste søndag med den generelle trend over 30 år. Men sagen kompliceres yderligere. Det globale gennemsnit er måske ikke den bedste indikator, da én af de vel snart empirisk efterviste konsekvenser af klimaforandringerne, er flere ekstreme begivenheder både varme og kolde, tørre og våde.
Dertil kommer, at klimaforandringerne jo næppe er de eneste konsekvenser af vores CO2 udledende ”way of life”. Selv hvis klimaforandringerne var aflyste ville naturen i Alaska lide, hvis antallet af olieboringer blev udvidet. Vi ville unægtelig oftere opleve olieindsmurte strande. Vi ville opleve mere allergi i byer, dårligere arbejdsvilkår i de kinesiske kulminer osv. Kort sagt jordens gennemsnitstemperatur i 2007 er et dårligt mål for klimaforandringerne.

Alligevel skal de institutioner der plæderer for komplekse analyserer, inden for stort set alt hvad vi rører, vejes som var målet at fastslå om det var fornuftigt at tage på stranden i weekenden.

Et af de ranking systemer der regnes blandt de mere seriøse THE (Times Higher Education university ranking) har kun eksisteret i fire år, med lister for 2004-2007. I den periode har Københavns Universitet hoppet mellem en 54 plads og en 93 plads (S.E.= 16.8), Århus Universitet har været lidt mere stabil med pladser mellem 114 og 138 (S.E. =9.8) og DTU mellem 130 og 194 (S.E. =27.4). Det er voldsomme spring i et system, der på trods af voksende forståelse for utilstrækkeligheder stadig bruges oftere, både af universiteterne til at promovere sig selv og af udefrakommende til at dømme os. At Københavns Universitet er gået 39 pladser tilbage fra 2006 til 2007 beskriver ikke en reel kvalitetsnedgang af så voldsom karakter, hvis overhoved nogen. Og at Universidade Estadual de Campinas i Brasilien har en difference mellem sit gennemsnitlige placering og 2007 placering på 135 pladser fortæller også lidt om de enorme usikkerheder der knytter sig til et for kortsigtet og unuanceret blik på rankingslisterne. Dertil kommer, at THEs metode ikke har været konsekvent gennem sine fire år, med tilpasninger og ændringer undervejs.

THE rankingen er ikke nødvendigvis dårligt. Og kigger man på listen for 2007 har man intuitivt også en fornemmelse af, at de har fat i noget af det rigtige. De kriterier den indeholder, inddrager også både kvantitative mål for peer-review artikler og citationer samt kvalitative som forsker og studentertilfredshed. Men med de store usikkerheder der ligger i metoderne bag disse rankingsystemer kan man overvejede om de kan fordøjes så ufordøjet som det til tider sker i dag og om de har år nok på bagen til vi tør stole på de overordnede tendenser i universitetsklimaet. Som nævnt har den globale gennemsnitstemperatur i samme periode ændret sig med mindre en 0.1 grad celsius og det endda i nedadgående retning.

Det vi gør på universiteterne kan vejes. Eller rettere: der findes ideer, undervisning, forskning, formidling og forskere der ikke gør det godt nok. Bygninger kan være af en stand der er for elendig og forhold i alt fra kantinen til mødelokaler og auditorier så dårlige at nogen må gøre noget. Der findes metoder der ude der stimulerer, belønner og opfordrer til at fortsætte med at undersøge, undervise osv.

Men er det et problem at det er komplekst? Er det et problem at løsningerne kan være forskellige fra universitet til universitet eller miljø til miljø? I den sammenhæng kan rankingsystemer måske være en del af løsningen, men ud fra den i mange tilfælde optimistiske i andre tilfælde mere deprimerende devise om at man får hvad man beder om, bliver rankingsystemer og benchmarking farligt når de står alene og når de som det ses i dag bruges som vejrmålinger, hvor der er brug for viden om klimaet.
så bliver den åndelige føde, universiteterne producerer til sondemad behandlet i ”den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal”.

Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,

“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.

Forsvar bogen som publiceringsform

af Jørgen Burchardt
I rækken af nedskæringer og andre angreb har Videnskabsministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelsen aktuelt besluttet, at de ikke ønsker at bøger mere skal høre til de vigtigste publiceringsformer inden for dansk videnskab. Styrelsens Fagligt Udvalg har i ”Generelle retningslinier om niveauinddeling” dateret 15. august 2008 med henblik på den bibliometriske forskningsindikator sagt om bøger/deres udgivere: ”Fagligt Udvalg er generelt skeptisk overfor nomineringer af forlag til niveau 2”. Niveau 2 er det vigtigste niveau, mens niveau 1 – som i Norge – er de sekundære udgivelser.

Samtidig ønsker man at udelukke store ”brede” forlag. Det vil sige, at Gyldendal, Oxford University Press og Museum Tusculanum ikke mere vil få tilbudt manuskripter i samme udstrækning fra universitetsforskere, som i stedet vil til at skrive artikler, der giver flere point. Styrelsen ønsker ikke at ”hvis en enkelt faggruppe nominerer et sådant forlag til niveau 2, vil det få stor betydning for andre faggruppers nomineringer, fordi de store brede forlag typisk udgiver bøger inden for mange forskellige fagområder”.

Det er et håbløst system, som styrelsen har sat sig for at gennemføre. De enkelte af de 68 faggrupper skal derfor indsende en ”skriftlig redegørelse for nomineringen” af forlag med særligt vægtige argumenter gerne senest 15. oktober for at kunne behandle forlagene. Faggrupperne har i modsætning til tidsskrifter ikke kompetencen og afgørelsen af vigtige forhold for deres fag; på bøgernes område er de faglige udvalgs (= Danske Universiteter, det tidligere Rektorkollegiet) legitimering af systemet sat ud af kraft.

I øvrigt nedprioriteres dansk konsekvent som forskningssprog. I tidsskrifterne må højest 2/3 af forfatterne være danske for at kunne høre til niveau 2 tidsskrifter – og det er uanset tidsskriftets kvalitet! Kun hvis man slet ikke kan finde nogle internationale tidsskrifter, kan danske tidsskrifter få lov til at komme med – og igen efter en aller nådigst ansøgning til det høje udvalg.

Der er desværre flere anslag på vej mod formidling af både dansk humaniora og samfundsvidenskab, men også formidling af STM-videnskaberne på dansk. Hvis du vil være med til at gøre en aktiv indsats for at gøre ministerier og andre opmærksom på problemerne, er vi et par stykker, der tænker på at være aktive i fællesskab.

Jørgen Burchardt
hjemmeside www.burchardt.name

Nyt om Arbejdsliv www.nyt-om-arbejdsliv.dk

Videnssamfundet.dk www.videnssamfundet.dk

Working Life Info www.workinglife.info

Teknik & Kultur www.teknik-og-kultur.dk

— Bloggen Forskningsfrihed? takker for indlægget og håber at kunne regne Jørgen Burchardt til vore bidragydere fremover, ikke mindst for at kunne følge op på denne sag. (C.E.)

Thomsons rolle - svar fra Peter Ingwersen

Den 18. juli rejste Thomas Söderqvist (her på bloggen) spørgsmålet "Hvilken rolle spiller Thomson Scientific i forskningsevalueringspolitikken?", og i en efterfølgende diskussion af indlægget foreslog jeg at sende spørgsmålet videre til professor Peter Ingwersen fra Biblioteksskolen, da han netop har forskningsevaluering som sit eget forskningsfelt. Peter Ingwersen har netop sendt mig dette svar og sin tilladelse til at bringe det her:

"Thomson Scientific's monopol på citationsområdet, og dermed i forbindelse med forksningsevaluering er brudt, og har iøvrigt været brudt længe. Dels findes en lige så dækkende tjeneste i form af SCOPUS fra Eslevier koncernen (http://www.info.scopus.com/setup/promo/demo/sc_DEMO_0407.html), dels benytter CWTS-centret ved Universitet i Leiden, ledet af professor Anthony van Raan (http://www.socialsciences.leidenuniv.nl/cwts/vanraanafj.jsp ), siden 1990-erne de samme rådata som Thomson Scientific i deres konsulentservice. Dette skyldes at Leiden køber disse data direkte fra Thomson, men derefter renser og videreudvikler dem selvstændigt i nye evaluerings- og analyseprodukter, herunder citationsanalyser og brug af indikatorer. Det nye er, at Leiden også køber fra SCOPUS og dermed kan producere forbedrede tjenester, idet Thomson og SCOPUS dels overlapper hinanden voldsomt, dels supplerer hinanden: SCOPUS indeholder samfundsvidenskabelige monografier samt konferenceproceedings, mens Thomson har en lidt anderledes tidsskriftsdækning og mere traditionel emneopdeling. Fælles for begge producenter er, at der er tale om fagfællebedømte videnskabelige publikationer. Der er foretaget indledende analyser af overlap og dækning, fordele og ulemper ved Thomson Scientific's ISI baser, SCOPUS og Google Scholar (http://www3.interscience.wiley.com/journal/116311060/abstract?CRETRY=1&SRETRY=0 ). Den sidste er godt nok gratis men også uhyre 'beskidt' og har ikke de samme søgefaciliteter, som de to andre. Datalogi og mit eget fag Informationsvidenskab kan i nogen grad gøre brug af Google Scholar, på grund af fagenes brug af konferencebidrag som central publikationskanal, men kun med stor varsomhed. Ved den tilstundende europæiske konference vedr. Science & Technology Indicators i Vien ( http://systemsresearch.ac.at/sti-conference/ ), vil en større analyse blive offentliggjort, udført af forskere fra CWTS, Leiden (Henk Moed).

Som Heine Andersen rigtigt udtrykker det, gør det nye danske (norske) forskningsanalysesystem til brug for ressourcefordeling mellem forskningsinstitutioner ikke gør brug af Thomsson, da systemet ikke observerer forskningskvalitet. Derimod tildeles, hvad jeg kalder 'publikationssuccess-point', til hver enkelt dansk akademisk publikation, som er fagfællebedømt. Men naturlivis påvirkes de udvalgte fagspecialister i deres årlige bedømmelse af deres fags tidsskrifters Journal Impact Factor, når tidsskrifterne skal rubriceres ind blandt de 20 % centrale internationale tidsskrifter og kategorien 'andre', med lavere pointtildeling. Så uhyre indirekte vil Thomson Scientific have en vis indflydelse.
I det nævnte kvalitetsbedømmelsessystem for forskningen i Australien vil man både anvende (international) fagfællebedømmelse og centrale bibliometriske indikatorer. Selve analyserne foretages i Australien af kompetente bibliometrikere i samarbejde med fagspecialister. Rådata vil komme fra Thomson og SCOPUS og andre kilder, fx. ArXiv for fysik. Den næste RAE-analyse i Storbritanien (Research Evaluation Excercise) er planlagt til på samme måde at kombinere fagfællebedømmelse og brug af indikatorer som i Australien. Dette er den optimale bedømmelsesmetode udfra en videnskabelig synsvinkel.
Sluttelig kan man sige, at uanset om man anvender PubMed, Inspec, NASA databasen (som også har citationsregistre), Web of science, Science Citation og Social Science Citation index online via Dialog (også Thomson-ejet), de tilsvarende CD-ROM versioner eller Scopus, kommer man ikke uden om at anvendelsen bør være professionel og bibliometrisk videnskabeligt funderet, ikke udført af amatøranalytikere. Det sidste udgør en langt større fare for at miskreditere citationsanalyser og forskningsevaluering generelt, end en ikke bevist lobby-indflydelse på sådanne bedømmelser fra Thomson Scientific eller andre dataproducenter.
Med venlig hilsen - Peter Ingwersen"

En udsat post

Som bekendt er det ikke kun den akademiske del af den offentlige sektor, som krymper sig under den grasserende måle- og veje-tendens. I dag var der tegning Jørn Willumsen i Politiken, som fik mine tanker til at gå til en anden faggruppe, som gennem en årrække på egen krop har oplevet mange af de samme "instrumenter", som vi forudser kommer i vores retning - men de har dem nok, indrømmet, i endnu mere konsekvent gennemført grad end vi kan forvente.

Ikke mere snak - her er den offentligt ansatte jeg tænker på: