Fra forskning til forståelse?

- fra universitet til erhvervssamarbejde - og fra atomaffald til forskerpark. 
DTU er et af de danske universiteter, med mest myndighedsbetjening og mest erhvervssamarbejde. Myndighedsbetjeningen kom bl.a. ind gennem universitetsfusionerne i 2007, hvor en række sektorforskningsinstitutioner, herunder Risø, blev lagt sammen med DTU. Erhvervssamarbejderne kommer desuden for DTU's vedkommende ganske oplagt ved at DTU som teknisk højskole i er front med forskning på en række områder, som har de produktive erhvervs interesse.
     I juni måned kunne man læse (her), at "To af de største virksomheder på det danske energimarked går nu aktivt ind i etableringen af Risø Park, cleantech-forskerparken som efter planen kommer til at ligge lige øst for det nuværende Risø, Danmarks nationale forskningscenter for vedvarende energi."
      Planerne skaber så "en kedelig varm kartoffel" for politikerne, for som Anne Albinus skriver på sin blog (her),

"En cleantech-forskerpark formet som en rock-guitar skal opføres ved Risø, og det harmonerer dårligt med et slutdepot for radioaktivt affald. Tidligere udtalelser vidner ellers om, at affaldet godt kunne blive på Risø. Nu bruges der argumenter imod som jordskælvszone og vandstandsstigning. Noget der ikke er blevet nævnt i de 50 år, Risøs forsøgsreaktorer har ligget der. (...) 6 steder i 5 udkantskommuner er udpeget som potentielle modtagere af det radioaktive affald. Feltet indesnævres til 2-3 i 2012/13. De 5 borgmestre står samlet i deres protest mod at aftage affaldet, og de støttes af flere borgergrupper."

DTU-toppen er ellers glade for projektet: "vi nu har direkte adgang til indspil fra store nationale og globale virksomheder. Siemens og SEAS-NVE vil være i stand til at se de kommercielle udfordringer, som vi står over for, når vi skal videreudvikle forskerparken. De kan sætte fingeren på, hvad der er afgørende for, at de spændende virksomheder vi vil tiltrække også rent faktisk går hen og vælger os, siger Anders Bjarklev, rektor på DTU, som Risø i dag er en del af" (citat her).
     Men det er ikke så sært, at fx bornholmerne ikke bryder sig om affaldsdelen af planen. Som det udtrykkes (her): "Nu er det så vi spørger fra Udkantsdanmark: Hvis affaldet ikke er farligt, hvorfor kan det så ikke blive liggende på Risø, hvor det ligger? Risø var oprindeligt med på den liste på 22 steder, som GEUS, statens rådgiver i geologiske anliggender, udpegede, så det må altså være muligt at bruge det område."
     Det er et rigtigt godt spørgsmål, som fortjener ikke bare politikernes, men også DTU-ledelsens eget svar. Og det er et spørgsmål, der er for vigtigt til alene at overlade til DTU, ledelse såvel som forskere. Og det er da også en udfordring, men måske burde tænke mere kreativt over. Som en kommentator foreslår på samme sted: "Byg et slutdepot på Risø, der kunne stå som et kulturhistorisk monument over fortidens fejltrin."
      DTU og de virksomheder, der står bag planerne om cleantech-forskerparken synes måske det er upassende, hvis parken skal bygges med et affalds-tempel i centrum. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke lade et sådant monoment være kernen i en ny forskerpark – til evig påmindelse om teknovidenskabens vidtrækkende og ofte helt uforudsete konsekvenser?
     Følg med og bliv grundigt informeret om sagen på den særlige side om et dansk slutdepot for lav og mellemaktivt affald, Anne Albinus har oprettet. Anne Albinus har også sendt bloggen indlægget nedenfor.

(note tilføjet 4.11.2013 af C.E.: henvisningen til bloggen Eftertanke virker ikke længere, da Kristeligt Dagblad i maj lukkede eftertanke.dk, men se i stedet Anne Albinus' blog atomposten.blogspot.dk ). 

Fra Forskning til Forståelse
af Anne Albinus

Den tidligere atomforsøgsstation Risø skal omdannes til en cleantech-forskerpark, og før det kan ske, skal betydelige mængder af radioaktivt affald fjernes. Det er blevet besluttet at deponere affaldet på 30 – 100 meters dybde i et område, som skønnes egnet efter en geologisk vurdering.

For tiden er 6 lokaliteter inde i billedet: Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn samt Østermarie. Det drejer sig om områder, der ikke har haft noget påviseligt udbytte af atomforsøgsstationens virksomhed, men som vil komme til at lide under de forventelige følger af en sådan deponering: faldende turistindtægter, større problemer med at tiltrække nye arbejdspladser osv. Med Kertinge som mulig undtagelse er der tale om udkantsområder, der allerede nu har betydelige udviklingsproblemer.

I betragtning af at det handler om farligt affald, hvoraf noget også vil være farligt om titusinder af år, har der været meget lidt offentlig debat om dette emne. Det er også svært at få de fornødne oplysninger om sagen: Politikerne henviser til eksperterne, eksperterne henviser til hinanden, alle skyder ansvaret fra sig. Man får det indtryk, at det her er noget, der skal overstås og glemmes så hurtigt som muligt.

Måske ved de ansvarlige godt, at beslutningsgrundlaget ikke kan stå for en nærmere undersøgelse, eller også har de bare givet op overfor et problem, de synes er uoverskueligt. Sagen om Risø-affaldet viser, at der er et stort behov for at finde andre og bedre måder at træffe beslutninger i sager af denne art.

Universiteterne har eller kan fremskaffe den fornødne ekspertise til at skaffe et overblik over problemer, hvor flere forskellige fagområder skal bidrage til beslutningsgrundlaget. De har den uafhængighed af særinteresser, som vil give deres anbefalinger troværdighed, og den videnskabelige verdens debatkultur vil sørge for, at argumentationen bag anbefalingerne er i orden. Et universitet kan som institution bedre end den enkelte videnskabsmand modstå pression udefra, og endelig kan universiteterne pege på forbedringer i de almene skoleuddannelser, som vil øge befolkningens mulighed for at deltage i debatten om disse beslutninger.

Universiteterne har kort sagt muligheden for at bidrage væsentligt til løsningen af disse vanskelige spørgsmål. Tiden må vise, om de også har viljen.

At tilpasse sig i vidensøkonomien

Har I set Information i dag (29/5, s.12-13), "Da forskerne kom op i elfenbenstårnet" (her)? Meget interessant omtale af Birgitte Gorm Hansens forskning. Læs det straks!
    Jeg er først nu - dvs. alt for sent - blevet opmærksom på hendes ph.d.-afhandling fra 2011, som kan ses og hentes her. Jeg må desværre vente med at læse den til sommerferien, jeg har for travlt nu :-(
    Mange tak til Lise Richter fra Information - også for den tankevækkende opfølgende artikel (her).
    Pludselig ser det lysere ud – ingen vil længere vedkende sig den endimensionale Sander-doktrin. Men som en kollega slog koldt is i blodet og sagde i dag: det er også let at foreslå anden fordeling af strategiske og frie midler, nu hvor globaliseringspuljen alligevel løber ud snart...

Videnskab og kapital går hånd i hånd

"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:

"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."

Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,

"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."

Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?

Forsvar de offentlige universiteter i Grækenland

Velkommen tilbage fra sommerferien! - måske tilbage fra Grækenland? Landet er andet end turisme. Alverdens lærde akademier kan spore deres rødder tilbage til den græske antik, længe før universiteter opstod i middelalderen. I dag er Grækenland på grund af sin nyere historie et af de europæiske lande med de stærkeste traditioner for akademisk selvstyre og forskning og uddannelse på universiteterne som offentlige goder. Disse goder er nu truet, og græske akademikere beder om støtte fra europæiske kolleger:

We appeal to our colleagues from the international academic community, who have experienced the consequences of similar reforms, to support us in our struggle to defend education as a public good. We fight, together with our British, French, Dutch, Italian, Spanish and other colleagues, for the respect of the academic tradition of the European universitas in current conditions.

We ask you to send electronically the appeal below, signed with your name and indicating your academic status and institutional affiliation, to the Initiative of Greek Academics (europeanuniversitas1@gmail.com) or sign online at http://www.petitiononline.com/mod_perl/signed.cgi?GRUNIV

The support of the international academic community will prove invaluable for the upcoming developments not only in Greek Universities but in respect to public European Higher Education as a whole.

Læs mere om baggrunden i den fulde opfordring her.

Videnskab eller patentering

Hvor langt uvidenskabelige normer har fået lov til at trænge ind i og omforme den videnskabelige verden i Danmark, afspejler sig med næste symbolsk tydelighed i den faglige overvægt, man har givet patentet. Vi er helt syge efter at arbejde hen imod at udtage patentet, og et patent betragtes som et mål i sig selv for vores videnskabelige stræben. Tilmed et mål der ofte i talen om universiteterne overordnes andre resultater. Vi kan kun retfærdiggøre vores eksistens i vore høje herrers øjne, hvis vi kan udtage en masse patenter. Ja, patenteringen er trængt helt ind i vores grundfinansiering. I Den Bibliometriske Forskningsindikator, som jo skal bruges til det selvmodsigende projekt at ”konkurrenceudsætte” ”basismidler”, vejer udtagningen af et patent på lige fod med forfatterskab til videnskabelige arbejder. Som var patentet i sig selv et videnskabeligt resultat.

I processen ignoreres det, at få ting er så fundamentalt uvidenskabelige som patenter. Videnskabens formål er at frembringe og sikre viden, patentets at spærre adgangen til den. Hver gang der udtages et patent, bliver et stykke af menneskets viden gjort utilgængelig for alle andre, end dem som sidder inde med patentet, og hvem de måtte finde for godt at dele denne viden med.

Videnskab er afhængig af at have adgang til fri viden. Videnskaben er en gaveøkonomi. Man modtager en masse viden fra tidligere videnskabsfolk, arbejder videre med den og giver derefter sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund. Udtagningen af patentet bryder gaveøkonomien. Forskeren (som dermed formentlig træder ud af rollen som videnskabsmand) giver ikke sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund (og dermed til hele samfundets almindelige vidensbase), men beholder det for sig selv eller en privat virksomhed og forhindrer dermed efterfølgende forskere i frit at arbejde videre med det.

Historisk set befinder vi os i dag på et så sent punkt i denne udvikling, at meget store dele af den menneskelige viden reelt er spærret inde bag forskellige typer af patenter Ja, viljen til at patentere er så udviklet, at der har måttet udvikles jurdiske ”antipatenteringspatenter” for at få ny viden til at forblive fri af patentering.

Den faglige konsekvens af dette er, at den videnskabelige gaveøkonomi er brudt på et tidligere punkt i processen. Det er på en række områder vanskeligt faktisk at få adgang til den viden, man skal bruge til sit videre faglige arbejde. På samme måde vil der i mange situationer være bindinger på, hvad man faktisk kan gøre ved den viden, man har fået adgang til. Der vil være grænser for, hvad man må undersøge, og der kan være grænser for, hvilke af de faglige resultater, man når frem til i sit arbejde, man må publicere. Hvis der er tunge økonomiske interesser i fx at et produkt virker, eller at det ikke har bestemte bivirkninger eller eksternaliteter knyttet til sig, vil det hyppigt være umuligt at få tilladelse til at fremlægge det fagligt set bedste resultat. Denne type ubekvemme forskningsresultater vil ofte være af den allerstørste samfundsmæssige betydning.

Ud fra en faglig betragtning er det altså svært at finde de forsonende elementer i patenteringen. Det er fornuftigt nok, at dansk forskningspolitik beskæftiger sig med patentering, men retningen burde være modsat. Snarere end at gøre patenteringen til norm burde forskningspolitikken skærme det fælles vidensrum, videnskabeligt arbejde er afhængigt af, imod patenteringen. Der bør arbejdes for, at dansk videnskab får adgang til den viden, der er nødvendig for at kunne udføre det videnskabelige arbejde, og der bør sikres, at viden, som er frembragt med støtte fra offentlige midler, ikke derefter spærres inde bag private patenter.

Også på dette punkt står vi i en situation, hvor det er særdeles tvivlsom, om erhvervsnytte og samfundsnytte er det samme, for samfundet har betydeligt mere brug for at have adgang til en kvalificeret uafhængig viden end til at der udtages endnu et patent.

Universitetspolitiske møder - kan universiteterne redde erhvervslivet hvis de indrettes som erhvervslivet?

1. møde: Paneldebat:

Kollegiet Regensen lægger hus til en paneldebat om et af tidens vigtigste spørgsmål: universiteternes fremtid.

Universiteterne er under hårdt pres. Økonomiske stramninger, finansielle krisetider og uenighed om prioriteringer af midler har skabt en svær situation. Dilemmaet er at universiteterne får svært ved at opfylde krav om at levere uddannelser i verdensklasse, samtidig med at det forventes at de optager flere studerende hvert år og at disse bliver hurtigere færdige med deres uddannelse.
Bag de økonomiske diskussioner gemmer der sig imidlertid en værdimæssig debat, som er i fare for at blive glemt. Universiteter er ganske givet institutioner som er afhængige af en sund og velfungerende økonomi uden hvilken, det store maskineri ikke kan køre rundt. Men hvordan skal vi forholde os til universiteternes nuværende tilstand og fremtid, når det proklameres, at Danmarks mulighed til overlevelse i den globale økonomi beror på dets evne til at være et førende videnssamfund?
Vi ønsker, at denne paneldebat skal være en principiel diskussion omkring, hvilken rolle vi skal tillægge universiteterne som centrale institutioner i det danske samfund. Hvordan ser vi universiteterne i Danmark om 50 år? Skal vi have masseuniversiteter for alle og enhver? Skal der oprettes nye universiteter som er for de skarpeste i klassen? Skal universiteterne uddanne de bedste eller de fleste? Med andre ord, skal Danmarks universiteter være pølsefabrikker eller eliteskoler? Og kan de være begge dele?

Vi ønsker på baggrund af disse spørgsmål at diskutere visionerne for fremtidens universiteter på baggrund af en diagnosticering af deres nuværende tilstand. Vi glæder os til en spændende og udfordrende debat!

Vel mødt d. 9 november!

Panel:
Ralf Hemmingsen, Rektor KU
Marianne Jelved (R), MF, Uddannelsesordfører
Jesper Langballe (DF), MF, Forskningsordfører
Stina Vrang Elias, Adm. Direktør, tænketanken DEA
Sune Auken, Lektor KU, forfatter til bogen Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet (Informations forlag 2010).

Moderator:
Adam Holm

Tid: 9. november 2010 kl. 19.30
Sted: Regensen, St. Kannikestræde 2, 1169 København K
Arrangør: Regensen i samarbejde med Dansk Magisterforbund & DJØF.

2. møde. Gæsteforelæsning:

Wannabe U: Inside the Corporate University

Using ethnographic data about an American flagship university, I consider its responses to both economic and demographic changes in higher education. I argue that rather than universities being subordinated to the production and transmittal of knowledge, as was once the case, knowledge is now subordinated to the needs of universities for profit and recognition. Seeking profit, the university administration engages in a “new managerialism” that seeks to maximize efficiency, economy, and effectiveness and, as a by-product, undercuts faculty authority by implementing change from the top down. I pay particular attention to such aspects of corporatization as creeping centralization, the expansion of staff relative to professors, the expansion of a contingent labor force, assembly-line education, and the advent of an accountability regime -- a politics of surveillance, control, and market management disguising itself as the value-neutral and scientific administration of individuals and organizations.

Gaye Tuchman is professor of sociology at University of Connecticut, USA. She is well-known for her book “Making News: A Study in the Construction of Reality” that has been translated into many languages, including Chinese and Japanese. Her most recent book is “Wannabe U: Inside the Corporate University” (University of Chicago Press, 2009).

Tid: 16. november 2010 kl. 10-12
Sted: Det nye KUA, Njalsgave 136, lokale 27.0.17
Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi

God proletarisk forskerfridag!

"1. maj forkynder parolen om 8-timers
arbejdsdag. Men heller ikke når dette
krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen
blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp
mod bourgeoisi og regering finder sted,
sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt,
sålænge vil majdagen være udtryk for disse
krav. Og når bedre tider oprinder og
arbejderne i hele verden er blevet befriet,
– også da vil menneskeheden sikkert
helligholde den 1. maj til erindring om
udståede kampe og lidelser."

Citatet ovenfor stammer fra skriftet "Wie entstand die Maifeier?" fra 1894, om festligholdelsen af 1. maj, hvor Rosa Luxemburg fortæller om historien bag "tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag". Dagen i dag er en fin anledning til at reflektere over begreberne solidaritet, klasser, forskere og forskningspolitik. Har forskningspolitik da noget med klasseanalyse at gøre? - Måske.
Men for at starte med solidaritet, har det slået mig, hvordan enkelte kolleger enten så lidt forvirrede eller vantro på mig, når jeg bragte begrebet op, fx i forbindelse med solidaritet med de nyligt fyringsvarslede på DPU (jf. de seneste dages indlæg), eller lettere irriteret har antydet, at begrebet solidaritet har en moraliserende tone: Pådut mig venligst ikke solidaritet med folk jeg ikke kender/ foragter/ anser for at være konkurrenter/ for ikke lave rigtig videnskab/ for at være mig uvedkommende. Solidaritet er fra gamle dage, dengang samfundet var et klassesamfund, og det er det ikke mere – mener 25% af danskerne, ifølge en undersøgelse omtalt i dag i Politiken (til gengæld er godt 50% enige/delvist enige i udsagnet "Danmark er et klassesamfund"). Ifølge undersøgelsen opsummeret i et diagram s. 162 i Lars Olsen, Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten (Rødovre: Sohn 2010) er der en klar sammenhæng mellem indkomst og oplevelse af klasseforskelle: Jo mere du tjener, jo færre klasseforskelle oplever du. Forskere, der tilhører det, som Lars Olsen kalder kultur- og uddannelseseliten, og som ligger i den høje ende af indkomstskalean, vil typisk i mindre grad opleve Danmark som et klassesamfund. På den anden side stemmer de typisk på centrum-venstre-partier, der i højere grad end de borgerlige har blik for klasseskel.
Forskere er de facto lønarbejdere, men de lever, i endnu højere grad i dag med de stigende krav om at være entreprenante, søge eksterne projektpenge etc. end for 15 år siden, i dét, man med livsformsanalysens ord kalder "den karrierebundne livsform":

"Her er arbejdet målet. Aflønningen inden for denne livsform er en form for handel, hvor arbejdsgiveren køber kvalifikationer frem for tid, og arbejdsbegrebet står i stærk kontrast til lønarbejderlivsformens. Det drejer sig ikke om at stille krav til virksomheden eller være solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed." (citat). I modsætning hertil er lønarbejderlivsformen karakteriseret ved at "den enkelte sælger sin arbejdskraft i en bestemt tid til en aftalt pris. Man stiller sig til rådighed og lader sig sætte i arbejde. Arbejdet udføres ikke i kraft af et engagement i selve arbejdet, men snarere for at få en indkomst, der er forudsætningen for at realisere sig selv i tilværelsen uden for arbejdstiden."

(derfor er en max-grænse på arbejdsdagens længde afgørende, og er heldigvis i dag kommet ned under 6 x 8 timer/uge).
Man fristes til at sige, at entreprenør- eller konsulentgørelsen af forskningen tenderer til at gøre forskerens livsform lig med den selvstændiges livsform som "er udledt af, at producenten i den enkle vareproduktion [læs: professoren med sin forskergruppe] selv ejer sin virksomhed [projektpenge]. I denne livsform skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Hele familien [forskergruppen] indgår i produktionsenheden, og de daglige gøremål smelter sammen i et virke, rettet mod det mål at sikre en fortsat drift af virksomheden."
Måske er det derfor, at 'solidaritet' for forskere (hvad enten de forsker i iskerner fra Grønland eller i branding af iskager) har en anden valeur end det har for mange andre lønarbejdere:

"Menneskers adfærd er forankret i deres livsform; det er gennem den, de forstår så centrale begreber som arbejde, familie, fritid og frihed, der danner en strukturel helhed i den enkelte livsform. Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige livsformer uden at føre til misforståelser. Dermed bliver den strukturelle livsformsanalyse et redskab, der er særlig egnet til at indfange kulturelle forskelle, der eksisterer mellem bærere af helt forskellige kulturer. Den forklarer samtidig fænomenet kulturel blindhed eller livsformscentrisme, nemlig det at mennesker bundet til hver sin livsform ikke erkender de dybe kulturelle forskelle, men i stedet prøver at anvende og tolke begreberne i egen livsformsbetinget betydning." (citat).

Hvis begrebet solidaritet ligger os forskere lidt fjernt, kan et være godt at repetere det (fx fra samme kilde), og erindre om dets særlige rod i den fagbevægelse, de fleste af os forhåbentligt er medlem af, hvor det opstod som en "erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen". Eller som det mere kuldslået beskrives på Wikipedia (i dette hjørne) anvendes solidaritet [solidarism] om det i Sandinavien så velkendte

"system of labor arrangement in which labor unions and capitalists jointly set wages below market clearing levels. From this arrangement, labor receives full employment and wage leveling [min fremhævelse, CE], while capitalists pay less for labor, and do not have to worry about their employees being "poached" by firms who can offer more. This arrangement is traditionally enforced through employer organizations. The arrangement is destabilized during economic booms, when firms cheat on the system and surreptitiously raise "compensation", rather than pay, in the form of increased benefits, safety, or other forms of indirect payment."

Det interessante er her, at det solidariske 'arrangement' (som skal sikre lige løn for lige arbejde men periodisk destabiliseres af økonomiske booms) i et neoliberalt kommercialiseret universitetsystem permanent destabiliseres af fænomener som udtynding af basismidler til fordel for eksterne midler og 'strategisk' forskning, headhunting af særligt højt ydende forskere, og hele den karrierebestemte livsforms manglende resistens imod strukturel nedbrydning af kollektive overenskomster med fx indførelsen af individuelle bonus- og kvalifikationstillæg, differentiering i ledelseshierakier m.v.
Den neoliberalistiske forskningspolitik, vi har i Danmark i dag, medvirker således til at nedbryde solidariteten mellem forskere. Denne politiks opkomst kan, som vist i Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (Kbh.: Gyldendal 2008), ses som et direkte resultat af magtforskydninger i overklassen, specielt Fogh-regeringen og den økonomiske overklasses held til at bryde alliancen mellem den kulturelle overklasse og arbejderklassen; jævnfør debatterne om kulturradikalisme og om smagsdommeri og ekspertvælde. I Lykkebergs optik iagttager man fx følgende:

"Det aktuelle dominansforhold mellem den økonomiske og kulturelle overklasse afdækkes i den kulturelle overklasses strategier til forsvar for forskningens autonomi: Man kan på forskningsområdet aldrig på forhånd vide, hvad der vil vise sig profitabelt, og hvor det næste gennembrud finder sted. Den kulturelle overklasse hævder et priviligeret indblik i det processer, der i sidste instand giver økonomisk vækst. Den kulturelle overklasse forsøger med andre ord at legitimere sin autonomi på den økonomiske overklasses præmisser." (s. 70).

Lad os herfra forsøge at blive bedre til at supplere en målrationel argumentation for fri forskning (at den på lang sigt er forudsætning for økonomisk vækst) med en offensiv værdirationel argumentation – at den bidrager til at udvikle en mangfoldigere civilisatorisk rigdom og forståelse.
At ideen om solidaritet mellem offentligt ansatte forskere – ikke bare imellem de kolleger og fagfæller man til dagligt konkurrerer med om forskningsmidler og anerkendelse, men også på tværs af meritokratisk bestemte karriereniveauer og på tværs af forskellige fagområder – har store odds imod sig er altså ikke så underligt.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte Mogens Ove Madsen, som i bogen Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Kbh.: Frydenlund 2009, se også FORSKERforum nr. 232, marts 2010) argumenterer for oprettelsen af et samlet forskerforbund i Danmark, fx som et kartel for universitetsansatte i de eksisterende fagforeninger på området. Som Finn Hansson fra CBS skriver i FORSKERforum nr.232 s.29: "efter universitetsloven fra 2003 skulle det være åbenlyst for alle, at der er et reelt modsætningsforhold mellem ledelse og ansatte på universiteterne. Lederne er nu ansat til at lede og har fået instrumenter til dette og de universitetsansattes indflydelse er blevet reduceret til samarbejdscirkulærets rettigheder".
Regeringens politik har tydeliggjort, at forskernes karrierelivsform ikke overskrider forskerens status som lønarbejder (det være sig med nok så meget social og kulturel kapital); arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, hyrer og fyrer – og på KU og på AU efter forgodtbefindende. Det er på tide at genopfinde solidariteten, og huske, at fejringen af 1. maj ikke hører en svunden epoke til (som Googles i dagens anledning modificerede logo ellers kunne antyde), industrisamfundet er på ingen måde et overstået stadium når videnskaben selv gøres til en industri og forskerne proletariseres. God 1. maj!

Private universiteter - autonomi er en by i USA

Det værste er ikke Sanders ideoplæg om private universiteter i Danmark - det har forhåbentlig ikke nogen gang på jorden? Det værste er, at nogle af de uhyrligheder, som præger amerikanske universiteter 'i verdensklasse', kan ses som begyndende tendenser på danske universiteter, båret frem af den herskende forskningspolitik. Det er ikke kun videnskabsministeriets embedsmænd, der burde interessere sig for komparative studier af universitetsledelse, universitetsøkonomi og af effekterne af den akademiske kapitalisme, der hærger USA. En dansk konsensus, bakket op af den seneste universitetsevaluering, hylder tanken om, at universiteterne skal have større autonomi. Men for nogle betyder det ca. ledelsernes ret til at køre dem som kompetitive koncerner på et globalt uddannelsesmarked, mens andre tror det betyder forskernes mulighed for at forfølge de frontforskningens agenda, uden hensyn til samfundsnytte eller politisk defineret relevans. En aktuel artikel analyserer årsagerne til de amerikanske både offentlige og private universiteters økonomiske morads – nogle, men heldigvis ikke alle disse faktorer genkendes i den danske virkelighed:

"one needs to understand five inter-related factors: the state de-funding of public education, the emphasis on research over instruction, the move to high-risk investments, the development of a free market academic labor system, and the marketing of college admissions. These different forces have combined to turn universities into corporations centered on pleasing bond raters in order to get lower interest rates so that they can borrow more money to fund their unending expansion and escalating expenses." (Læs analysen her).

Sandervor

Af Jørn Boisen (frit efter Jesus)

Doktor Helge Sander, du som er i Videnskabsministeriet!
Populært vorde dit navn,
komme din styrelseslov,
ske din vilje
som på universiteterne således også i sektorforskningen;
giv os i dag vor eksterne finansiering,
og forlad os vor utilfredshed,
som også vi forlader de studerendes utilfredshed,
og led os ikke ind i grundforskning,
men fri os fra at tænke selv.
Thi dit er Videnskaben og magten og milliarderne i evighed!
Amen.

Aktioner imod den neoliberale universitetspolitik

På debatmødet på CBS i onsdags (jf. indlægget nedenfor) var der en tilhører, som på mit indlæg om det sanderske universitet bemærkede, at det "sanderske" ikke er særligt dansk, men udtryk for tendenser vi ser overalt i den vestlige verden. Det er ganske rigtigt. Men det gør det jo ikke bedre af den grund. Der er overalt brug for protester imod den neoliberalistiske bølge, der reelt ikke frigør, men binder og skævvrider universiteterne og deres uddannelser. Og protesteret bliver der - ikke mindst fra de uddannelsessøgendes side. Der er fx her lavet et informativt "Overview of Education Protests 2009", hvor mange aktioner i 51 lande er nævnt; Danmark er repræsenteret med tre forskellige aktioner. Flere må bestemt imødeses i 2010, med den seneste privatiseringsprøveballon, nedskæringerne på universiteternes basismidler, massefyringer, kvalitetsforringelse af uddannelser, osv. Der er brug for et forsvar for de fordele, den skandinaviske model for universitetsuddannelse har, og i det hele taget et forsvar for offentlige universiteter, men gerne med mere demokrati og forskningsfrihed, tak.

Normskred: Danske universiteter fyrer tillidsfolk

Fagligt Fælles Forbund (3F) kunne i oktober meddele, at de ved et forlig havde forhandlet 477.000 kroner hjem til en 63-årig tillidsrepræsentant, efter at Hjørring Vandselskab ville fyre ham (se her). Man fyrer simpelhen bare ikke sådan TR-folk uden videre.
Så meget desto mere rystende er det, at høre på historier om at danske universiteter fyrer tillidsrepræsentanter. DTU har gjort det (ifølge Information d. 25/2-2009, her). Hvad kom det mon til at koste DTU?
Og hvad kommer det til at koste KU, hvis der under denne fyringsrunde på de våde fakulteter fyres tillidsrepræsentanter? Dette sker lige nu.
Det er ikke bare langt ude, at rektorer og universitetsbestyrelser blæser på selve universitetets idé og sætter mursten over mennesker, som en lektor fra Biologisk Institut anførte i et svar til rektor og universitetsdirektøren (her).
Det er endnu mere rystende, hvis det er sandt, at der igen er tillidsrepræsentanter blandt de fyrede. Igen, een ting er, at det næsten kun går ud over ældre medarbejdere - det er i sig selv aldersdiskriminerende og en meget tvivlsom praksis. Men det er meget alvorligt, ikke bare for den akademiske verden, men for hele den danske model for indretning af vores arbejdsmarked, hvis tillidsfolk hører til de første, der prikkes ud. Velinformerede kilder vil vide, at i de to runder, vi nu har været igennem på KU, er der røget 5 tillidsfolk, mindst fire sikkerhedsrepræsentanter og et SU medlem. Funktioner som skulle være beskyttet af tillidsmandsreglerne. I den sammenhæng er det interessant, at KU i sit svar til evalueringen af Uni-loven lagde stor vægt på at medarbejderindflydelsen var optimal pga. samarbejdsudvalgsstrukturen! Hvor mange tør nu lade sig vælge til en TR-post?

Et andet udtryk for forrædderi imod visse basale principper, er at formanden for organisationen "Danske Universiteter" (DU) i en kommentar d.12/1 udviser en total mangel på fornemmelse for omfanget af den trussel, som en omvæltning i form af privatisering af universiteter vil udgøre (om denne fadæse, se her). Hans egen privatiseringsbestræbelse er åbenbart at reducere "DU" til reelt blot at være en privat ledelsesklub for rektorer og bestyrelsesformænd.
Både TR-skandalen og universitetsformandens fadæse er udtryk for alvorlige normskred og en magtarrogance, som må bekymre ikke blot studerende og universitetsansatte, men alle med sans for vigtige principper, det danske velfærdssamfund hidtil er udviklet efter. Dette normskred må der dæmmes op for.

Offensiv universitets- og institutledelse savnes

Københavns Universitets ledelse har spillet fallit som ledelse, hvis man prioriterer prestigebyggerier og administrativt vokseværk over fastholdelse af kvalificeret videnskabeligt personale. Der er grund til at gentage, hvad Claus Bræstrup, det eksterne medlem af KU's betyrelse, tidligere administrerende direktør for H. Lundbeck, udtalte til Universitetsavisen 14/12:
»Afskedigelser koster i en vidensinstitution, hvor der er behov for tryghed for at skabe dynamik. Det vil svække tilliden i universitetsbefolkningen, da det er svært at se, hvorfor det er nødvendigt. Jeg er overbevist om, at man godt kunne have skruet budgettet anderledes sammen, så afskedigelserne kunne undgås, hvis man virkelig ville« — og som en medarbejder på det fyringsramte Biologisk Institut sagde for nyligt (her): "Der er sgu noget galt når en virksomhed med et budget på 7 milliarder, ikke kan finde på andet end at fyre medarbejdere for at dække et underskud på 70 millioner (1%)."
Der er tale om et klart ledelsessvigt, også fra rektoratets side. Fra medarbejderne på de berørte institutter rejser der sig i disse dag en række klager over ledelsen:

• Rektor er ved at ødelægge uddannelsen og forskningen på de hårdest ramte miljøer som fx Biologisk Institut.
• Rektor og de implicerede dekaner reagerede ikke overfor advarsler om manglende økonomistyring i efteråret 2008
• KUs leddelse lovede i efteråret 2008, at der ikke vil ske nye massefyringer i nær fremtid
• Rektor fravalgte at bruge de frie midler til KU på 2009 finanslov til at finansere fastholdelse af forskerstaben
• Rektor lovede at rydde op i KU’s dårligt fungerende økonomiske centraladministration da han blev ansat, men har aldrig har gjort det.

Men ikke bare rektor og dekaner svigter. Institutlederne svigter - også i den daglige. De ser sig som forvaltere af systemet, og skønt de overfor de ansatte beklager at "skulle agere som en bovlam krikke" (cit.ref) i nedskæringssituationer, underlægger de sig i praksis kommercialiseringstendenserne på det sanderske universitet, og ser det som deres fremmeste opgave at omdanne universitetet til effektive low-cost undervisningsfabrikker, som frakobler forskning og undervisning. De accepterer, ja faktisk direkte opfordrer lektorer og professorer til at slække på kvaliteten af undervisningen og lade helst flest muligt studerende bestå eksaminer, uanset fagligt niveau, på de første år af studieforløbet, af hensyn til taxameterindtægter. Deres forskningsledelse begrænser til til at dekorere de mest entreprenante fundraisere med mso-titler (professor med særlige opgaver) og fortælle de øvrige, at Humboldt er død, og alle nu må orientere forskningsprojekter i de retninger, hvor pengene er. De er sidste led i den enstrengede og ubalancerede top-down styring af universitetet (når man ser bort fra de vice-institutledere for det ene og det andet, de selv udnævner), og desværre efterlader deres ledelsesstil og endimensionale udpegning af rollemodeller oftest een med det indtryk, at deres eneste motiv for at kæmpe for et nedskæringsramt institut er at bevare deres egen stilling og evt. deres egen foretrukne forskningsgruppe ... og, hvem ved, måske høste den næste bonus for omstillingsparat forandringsledelse.
Fyringerne på en række "våde" fakulteter på Københavns Universitet vil bestemt ikke gøre det lettere at rekruttere studerende fremover, eller rekruttere nye forskere. Ledelsen burde handle fornuftigt, og ændre beslutningen om at fyre. Det er misbrug af universiteternes såkaldte autonomi at skalte og valte med både sin økonomiske og videns-kapital på den måde.

Forskningen i klemme mellem økonomi og politik

Kommentar fra Karen Siune

Dansk forskning er gennem de seneste 10-15 år i stadig stigende grad blevet genstand for politik. Politiske initiativer er talrige og mere talrige i Danmark end i de fleste lande vi sammenligner os med, hvis man kigger på udviklingen gennem årene, hvilket bl.a. er gjort i et nordisk projekt, der belyser udviklingen i den offentlige debat om forskningspolitik i perioden 1998 til 2007.

Konklusionen som allerede er meddelt i titlen er derfor ikke en overraskelse for de, der har beskæftiget sig med studier af dansk forskningspolitik. Men er konklusionen en overraskelse for andre? Noget tyder på at selv en forskningsminister kan blive overrasket over konsekvenserne af sin egen forskningspolitik, eller mere korrekt udtrykt overrasket over konsekvenserne af den forskningspolitik, som hans embedsværk har ført frem gennem ministeriets mange initiativer. Således tilkendegav videnskabsminister Helge Sander efter rektor Laurits Holm Nielsens kritiske tale ved årsfesten for Aarhus Universitet afholdt d. 11.9 en overraskelse over at de ministerielle initiativer, som siden universitetsloven fra 2003 i jævn strøm er tilgået universiteterne, opfattes som en mistillidserklæring til universiteternes administration og ikke mindst som mistillid til universitetsforskere, som svarer igen med at påtale at deres akademiske frihed bliver begrænset af de ministerielle initiativer.

Økonomisk styring gennem strategisk styring af målrettede midler og/ eller begrænsning af de økonomiske tilskud, som et universitet modtager, har gennem alle tider været et stærkt styringsinstrument. Deri er intet nyt ved selve instrumentet. Det, der i stigende grad gennem de sidste ti år har tiltrukket opmærksomheden, er at dette instrument bruges mere og mere håndfast, man kunne have sagt raffineret, men det er egentlig mere korrekt at sige håndfast for de politiske udmeldinger knyttet til de offentlige bevillinger lægger ikke skjul på hensigten med denne styring. Effektivitet i forskningsarbejdet, flere patenter, kommercialisering og især øget kontakt mellem universitetsforskere og det private erhvervsliv er de mest udtalte temaer på den forskningspolitiske dagsorden, og politikerne anser de tekniske videnskaber som de videnskaber, der især kan leve op til disse krav. At politikerne har klare opfattelser af nytteværdien af forskellige videnskabsdiscipliner er klart dokumenteret i den undersøgelse som CFA har gennemført som led i et EU-finansieret forskningsprojekt [note 1] om hvordan politikere og andre erhverver sig deres opfattelser af videnskab.

Men når man kan tale om forskningen som værende i klemme, så er det fordi ikke kun det økonomiske instrument men også det forskningspolitiske instrument i form af strategiske udmeldinger og særlige fonde i stigende grad er blevet anvendt gennem de seneste år. Politiske målsætninger, som ikke blot afgrænser forskningens omfang men også begrænser forskningens indhold, er blevet flere uanset at man på andre måder kan regne sig frem til, at der er tilført forskningen flere midler fra de offentlige kasser. I seneste udgave af ”Universiteter i tal”, udgivet i august for 2009, fremlægges en tabel, der smukt viser at universiteternes indtægter er steget fra 2006 til 2008. Samme tabel viser, at stigningen især har fundet sted i den del, der er tilskudsfinansieret.

”Danske universiteter har aldrig modtaget større basisbevillinger, end tilfældet er i dag” siges det i udtalelser fra Videnskabsministeriet, og i det lys skal man læse, at regeringens finanslovsudspil for 2010 viser et fald i universiteternes basisbevillinger fra 2009 til 2010 på godt 50. mio. kroner. Så det trøstende ord i forbindelse med ”Ugens tal” fra Videnskabsministeriet dateret 27.8., der har overskriften ”Markant flere basismidler til universiteterne” [note 2] er følgende: ”de offentlige bevillinger til forskning og udvikling også uddeles via det frie Forskningsråd, det Strategiske Forskningsråd, Grundforskningsfonden samt Højteknologifonden, som alle har oplevet stigninger de seneste år”.
Lige netop denne formulering viser klart, at forskningen er i klemme mellem økonomi og politik!

[note 1]:
Se CFA's side for SS-ERC her, inkl. rapporten The Socialisation of Scientific and Technological Research - A meta-evaluation and experimentation. Report 2009/1: E. Kalpazidou Schmidt. The Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, Aarhus.
[note 2] :
se også den af 4.9. opdaterede kommentar, link her (red.)

Gør universiteterne besættende igen

Nyhedsklip fra den 15. april:

Unge besættere mod Universitet A/S

Onsdag den 22. april klokken 14 samles studerende til demonstration på Vor Frue Plads, hvorefter de tager til Københavns Universitet for at besætte centraladministrationen. Ifølge talsperson for Reclaim Your Education-initiativet i Danmark, Andreas Mulvad, bliver de studerende på universitetet i et par dage for at snakke om, hvad der i løbet af de sidste år er sket med deres uddannelser. Grundlæggerne af initiativet stiller helt konkret tre krav til beslutningstagerne, nemlig at markedsgørelsen af uddannelserne ophører, at demokratiet på uddannelserne genindføres og udvides og at der ikke skal være patent og copyright på viden.

- Vores universiteter skal være for samfundet og ikke for erhvervslivet. Forskningen skal ikke styres af profit. Der skal forskes til gavn for mennesker, lyder det fra initiativtagerne, som er en del af en større gruppe internationale studerende fra 30 lande, der alle vil aktionere med samme budskab, nemlig at uddannelse ikke er en vare.

(fra Dagbladet Arbejderen, side 1, 15-04-2009). Et opløftende initiativ! Det startede allerede i går. Se mere på deres site her:
http://www.reclaimyoureducation.dk/sider/kalender.html

The Beginning of a Beautiful Friendship?

Det er dejligt at være blevet gode venner med Dansk Industri. Jeg har lidt tvivl om, hvor langt venskabet holder (fx plejer venner at gøre sig umage med at gengive hinandens sysnpunkter korrekt), men det kan selvfølgelig være indledende misforståelser. Når jeg nu har fået mig en magtfuld ny ven (den slags har jeg ikke for mange af i universitetspolitiske sammenhænge), så må jeg vel hellere benytte mig lidt af det. Så: kære nye ven, vi har i universitetsverdenen forfærdelig brug for en afbureaukratisering, vi har forfærdelig brug for en omfattende ledelsesreform, og vi har forfærdelig brug for ikke evig og altid at skulle omsætte vore tanker til fakturaer og på andre måder orientere os efter lokale behov i dansk erhversliv. Hvis DI går aktivt og lyttende ind i en diskussion af disse forhold uden konstant hensyn til DI-medlemmernes nærsynede egeninteresser, så kan dette være the beginning of a beautiful friendship.

DI's seneste kampagne - hvor er den fagøkonomiske sagkundskab?

Forskningspolitik og industripolitik er under den nuværende regering klonet godt og grundigt sammen. Dansk Industri har haft stor succes med at lobbye for erhvervsstøtte, retorisk 'solgt' som offentlig støtte til forskning. Jammen det kan da godt være, at staten bør støtte dansk industri gennem statssubsidier som led i en national økonomisk strategi for virksomheden Danmark, men burde et industripolitisk tiltag ikke offentligt kunne identificeres som et sådant, snarere end at være forklædt som støtte til offentlig, uafhængig forskning?

Grænsen er åbenbart svær at markere, og DI kæmper for at udviske den. Den seneste kampagnes plot kunne se sådan ud:
1. Udnyt regeringes problem - nemlig at andelen af den privat finansierede forskning er faldet siden 2003, stik imod regeringens mål (jf. her).
2. Gør universiteterne medansvarlige for at virksomhederne under højkonjunkturen ikke har investeret nok i "forskning og udvikling".
3. Lad et konsulentfirma lave en undersøgelse, som stiller virksomhederne ledende spørgsmål om deres ønsker og forventninger, fx om de synes, at universiteterne er gode nok til at samarbejde? Spørgsmål, der tillader konklusioner a la "Godt 90 pct. af de virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet mener, at et større erhvervsfokus på universiteterne vil kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1)
4. Kør en kampagne, der sætter fokus på universiteterne som "problemet", og munder ud i en endnu større fokusering på "strategiske" forskningsområder og et endnu mere kommercialiseret universitet. Lad fx Folketingets Forskningspolitiske Udvalg bede ministeren kommentere undersøgelsen (dixi), men undgå at rejse en debat blandt fagøkonomer om politisk styring i retning af strategiske områder, mere end fri grundforskning, på lang sigt gavner økonomien, dét skulle der jo nødig rejses tvivl om (jf. ref. 2).
5. Husk også at fremme universitetsforskningens industrigørelse, og konstatér eksempelvis, at "mere end 80 pct. af de virksomheder, der har samarbejdet med et dansk universitet, mener, at større sikkerhed for, at virksomheden kan opnå ret til eksklusivt at udnytte forskningsresultater skabt i samarbejde med universiteterne, kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1).

Man kan kun beundre DI's evne til at køre den slags kampagner. Ikke så sært, at humaniora og specielt samfundsfag ikke nævnes som "forskning af relevans for virksomhederne, det vil sige inden for teknisk-, natur- og sundhedsvidenskab samt organisation og ledelse" (cit. ref. 1). Måske ville nationaløkonomer (som i ref. 2) og andre smagsdommere stille sig skeptisk an? Hvornår får DI mon held til selv at sponsorere de samfundsvidenskabelige fakulteter til at lave den slags undersøgelser?

Referencer
[1] Claus Thomsen: "Danmark taber videnkapløbet", fra indsigt/Dansk Industri, d. 10. december 2008.
[2] Christian Bjørnskov: "Sanders kontrol skader vækst", Weekendavisen 22/8-2008.

Forskerflugt og ledelseskrise på DTU

Erhvervsbladet Jern og Maskinindustrien skriver i dag (s.36), at "DTU sov i timen og mister nu en af verdens førende forskere inden for fremstilling af biobrænsel. Mens Birgitte Ahring får topjob, står universitetet til dumpekarakter for håndteringen af sagen." (Curt Hansens Arkiv har en opsamlingsside her). Sagen giver unægteligt anledning til eftertanke.

Umiddelbart: Det er ikke første gang DTU-ledelsen 'dumper' i universitetsledelse. Hvor længe kan bestyrelsen holde til at se passivt på den slags?
Dernæst: Er sager som denne en forudsigelig sideeffekt af universitetsfusionerne og manglen på universitetsdemokrati?
Endelig spørgsmålet som rejstes i Information d. 10. marts: Kunne balladen ikke lige så godt være opstået på alle andre danske universiteter, som nu skal kommercialisere forskning og agere private virksomheder?

Er Facebook nu en så god idé?

En del af diskussionen her på bloggen er flyttet over på Facebook. Er det nu en god idé? Jeg har læst forretningsbetingelserne og det er ikke nogen opmuntrende læsning.

Man behøver ikke være særligt paranoid for i Facebook at se kimet til en digital Big Brother, der overtrumfer til og med Google. Og man behøver heller ikke være særligt socialistisk indstillet for at se den neoliberale ånd bag Zuckermans smarte businesskoncept.

Hvad har det med den her blog at gøre? Jo, jeg må indrømme, at jeg føler mig en anelse schizofren ved, på den ene side, at være kritisk overfor den nuværende forskningsevalueringspolitik -- som erstatter kvalitetsvurdering med målelige kvantitative indikatorer -- og på den anden side lukke øjnene for Facebooks netværksidé, der erstatter rigtige venner, kollegaer og bekendte med såkaldte 'friends'.

I begge tilfælde er det tale om en 'varegørelse' ('commodification') af mit liv. Videnskabsministeriet reducerer de kvalitative nuancer i min intellektuelle produktion til antallet af publicerede artikler i autoriserede tidsskrifter og erstatter dermed reell peer-review med kvantitativ vurdering. På tilsvarande måde reducerer Facebook mine mangfoldige levende kvalitative sociale netværkskontakter (også dem jeg har via blog og email) til 'venner' og konsumenter.

Så nu har jeg deaktiveret min profil. Ja, det hedder faktisk 'deaktiveret' i Facebook-speak, for man kan ikke slette profilen helt. Facebook forbeholder sig nemmelig retten til at beholde min e-mail og mine personlige oplysninger i deres register for ubestemt tid fremover ("we usually keep a backup copy of the prior version for a reasonable period of time"). Jeg var dum nok at fortælle Facebook's arkiv at min favoritbog er Ian McEwan's Saturday -- så jeg må nok indstille mig på at få en email en gang når filmen kommer!

Sune, du som er så vildt glad for Facebook -- kan du ikke forklare for mig, hvorfor den neo-liberale varegørelse af menneskeligt arbejde og relationer er så forkastelig i det ene tilfælde og så herlig i det andet? Jeg kan som sagt ikke se den helt store forskel.

Tech Trans som kursus og hype

Via et nyhedsbrev faldt jeg over en annoncefolder for et kursus, en gratis glæde jeg hermed viderebringer:

Gratis kursus for forskere
Om patentering og kommercialisering
26. februar 2008 på Rigshospitalet
Forskning, patentering, kommercialisering, innovation og teknologioverførsel er
rigtige plusord i dagens debat. Det er det, vi skal leve af i morgendagens Danmark…
Men ved du som forsker, hvad en opfindelse er, hvordan du skal forholde dig, hvis du gør en opfindelse eller skal samarbejde med en privat virksomhed? Ved du hvorfor, hvornår og hvordan man patenterer en opfindelse og kender du de forskellige veje til kommercialisering?
Kurset er en kort frisk introduktion til nogle af de problemstillinger, du som forsker kan komme ud for, når du skal navigere i en kommerciel verden.
Kurset er tilrettelagt i samarbejde mellem Region Hovedstadens teknologioverførselsenhed ”Tectra” og teknologioverførselsenheden ved Københavns Universitet ”Tech Transfer Enheden”. Kurset er gratis, og det er muligt at tilmelde sig, hvis man er tilknyttet en forskningsinstitution eller i øvrigt har interesse indenfor området. Kurset har 75 pladser og besættes efter først til mølle princippet.

Som man ser, postuleres i folderen (downloades her) en konsensus om, at patentering og kommercialisering er noget positivt "i dagens debat". Nå, men hvad handler debatten så om, kunne man spørge? Som vi nævnte her den 3/2 er det langt fra klart, hvornår patentering gavner, selv med den præmis at "gavn" skal forstås som gavn for erhvervslivet. Og taler vi om gavn for samfundet, bør vi minde om økonomen Peter Birch Sørensens overvise påpegning (ref.) af, at selvom det enkelte universitet hypotetisk set kan have gavn af patentering, er det ikke givet, at det samfundsøkonomisk (ikke mindst i et land med mange mindre virksomheder uden egen forskning) er gavnligt, eller øger videnspredning.

Kursuslitteratur fremgår ikke af folderen, så jeg vil straks foreslå Jennifer Washburn, 2005: University, Inc.: The Corporate Corruption of American Higher Education (New York: Basic Books); en bog med interesante eksempler - et friskt supplement til kursets råd og værktøjer, og et ekstra perspektiv på den optimistiske tech-trans tale, der udgør en kerneidé i den vidensøkonomiske diskurs.

Tech-trans i Norden - hvor er motorvejen fra forskning til faktura?

Når nye opdagelser i molekylærbiologi eller potentielt kommercialiserbare opfindelser i biotek-relateret forskning gøres på et universitet, hvem skal så have patentrettighederne - de enkelte forskere (som i Sverige, og Danmark før 2000) eller universiteterne, som i Danmark efter loven fra jan. 2000 om Universiteternes ret til patentering (inspireret af Bayh-Dole loven om tek-trans i USA)? Og hvilken model ansporer mest til universitet-industri samarbejder? Det diskuteres nu i Norge, hvor Norsk Biotekforum, en sammenslutning af biotek-virksomheder under Norsk Insdustri, bruger Danmark som eksempel på en uheldig virkning af at lade universiteterne tage patenter (news 29 jan.2008). De henviser til et studie af medicinalforskningen foretaget af Finn Valentins gruppe på CBS som viser, at loven synes at mindske antallet af innovationer, der tidligere kanaliseredes fra universitetesforskere til virksomheder som virksomhedsejede patenter:

“A moderate increase in academic inventions chanelled into university-owned patents does not appear after LUP [the Danish Law on University Patenting]. But the larger part of the inventive potential of academia, previously mobilised into company-owned patents, seems to have been rendered inactive as a result of the reform.”

Valentin m.fl. peger på, at den tidligere bilaterale model, hvor industrien støtter forskerne, disse bevarer retten til at publicere, og overlader det til industrien at tage patenter, passer bedre til den åbne (‘explorative’) forskningsproces, hvor det er umuligt at forudsige hvilket ét ud af 100 forskningsprojekter, der i sidste ende vil kunne føre til faktura, end en trilateral model, hvor intellektuelle ejendomsrettigheder forud tildeles selve universitetet og dets Tech-Trans kontor, som industrien så skal forhandle med.

Det er værd at hæfte sig ved, “den optimale model” og det som er godt, ikke nødvendigvis er det samme for de fire aktører: forskerne, universitetet, industrien, samfundet. Med den USA-inspirerede lov træder universitetet og dets tech-trans kontorer ind som en selvstændig økonomisk agent (et eksempel på akademisk kapitalisme), som ikke nødvendigvis har de samme interesser som de enkelte forskere (i deres traditionelle rolle som medlemmer af et videnskabeligt samfund, med interesse i at skabe og udveksle ny viden), fordi en tech-trans kontrakt lægger grænser kommunikation af viden i det videnskabelige samfund.