onsdag den 21. marts 2007

Grænsen mellem videnskab og politik

... volder ofte vanskeligheder. Forskningspolitik er i sig selv et område, hvor denne grænse udfordres. Idealtypisk taler vi om grænsen mellem institutionen videnskab, som søger sandheden om et emne, og institutionen politik, som - ved retorikkens list, argumentets overbevisningskraft eller magtens åbenlyse og skjulte teknikker - fordeler goder, regulerer adfærd, og medierer interessemodsætninger mellem stat, klasser og samfund for at sikre borgerne forudsætninger for 'det gode liv' i fællesskaber. I forskningspolitikken fik vi billedet af den klassiske kontrakt mellem en (interesse)fri samfundsbetalt forskning, og et samfund hvis partikulære grupperinger kan udnytte videnskabens resultater i egne interesser, men hvor den videnskabelige produktionsproces ikke underlægges nogen ydre styring hvad angår dens egne erkendelsesteknikker ("den videnskabelig metode").
Det klassiske billede krakkelerer muligvis i videnssamfundet, når grundforskning kan foregå udenfor universiteternes vidensmonopol, når politikken programstyrer 'strategisk' forskning, og når vidensforbrugere er med til at definere forskningsprocessen fra dens første faser til dens endelige produkter. (At billedet for længst var afsløret som ideologi af de økonomiske analyser af videnskaben som en vare lader vi ligge i denne omgang). I denne transformation ønsker vi på universiteterne ikke at forsvare et klassisk og forældet billede af forskning [billedet af forskning som noget rent akademisk (egen tilføjelse, CE)] som virkelighedsbeskrivelse, for virkeligheden har flyttet sig, men vi ønsker at undgå at barnet - kerneværdier i den klassiske akademiske forskning - hældes ud med en malstrøm af postakademisk management, politisk spin, og statskontrol kamoufleret som selvstyring, selveje, 'gensidige' kontrakter og andre styringsredskaber, som risikerer at føre til centralisme, selvcensur og dårlig forskning. Vi ønsker at fastholde, at forskningen befinder sig i en virkelighed, som er samfundsskabt, og som vi selv som forskere har - og kræver - indflydelse på. Denne minimale aktivisme er en forpligtelse på klassiske værdier i videnskaben (sandhedssøgen, offentlighed, kritisk undersøgelse af dogmer, efterprøvbarhed etc.), og bør vel også være en ledetråd i afdækningen af den forskningspolitiske situation.

Derfor er det ikke uinteressant at overveje hvilke dogmer, illusioner, eller blinde pletter vi selv måtte være underlagt. Denne blog er i dag blevet pænt anmeldt på forsker.net (her), dog med en dråbe malurt i bægeret:
"Som jeg har læst bloggen indtil videre, bekymrer skribenterne sig meget over ekstern styring af universitetsforskning. Det er der også god grund til. Hvad det angår, finder man ikke bedre danske ressourcer på nettet. Intern politisk styring, eventuelt i forklædning som ledelsesmæssige værdier, tager bloggen ikke rigtigt fat om, og det gør at den mister troværdighed. Tanken om at skribenterne blot frygter for tab af egen politisk indflydelse bliver alt for nærliggende"

skriver Lennart Kiil, som har lovet at følge kritikken op på forsker.net. Nu er jeg lidt i tvivl om hvad "intern politisk styring" dækker. Men vi vil naturligvis være lydhøre, og ser frem til at blive bedre til at styre vores egen lille indre forskningspolitiker, når og hvis vi agerer i rollen som værdineutrale forskere. (Selv)tillid er godt, men (selv)kontrol er endnu bedre.

3 kommentarer:

Heine Andersen sagde ...

Hvis man skal begrunde forskningsfriheden er det vigtigt netop at holde fast i de omtalte "kerneværdier" i akademisk forskning, og man kommer heller ikke uden om, at sondringen mellem grundforskning, rent erkendelsesorienteret forskning, og anvendt forskning spiller en rolle. Når det angår anvendt forskning er der nærliggende grunde til at aftagere er med at bestemme i hvert fald emnevalg.
Begrundelserne for forskningsfriheden er godt beskrevet i den norske udredning, tidligere nævnt her på bloggen. Det er vigtigt at pointere, at begrundelserne er funktionelle, i tråd med Merton og Popper: frihed til at vælge emner, teorier, metoder og publicering sikrer bedst muligt vækst, efterprøvning og troværdighed af resultaterne. Jeg er lidt bekymret over synspunktet at "forskning som virkelighedsbeskrivelse" skulle være "forældet". Hvorfor egentlig det? Det kan jo ikke bare være fordi, virkeligheden har forandret sig - så må man vel bare opdatere beskrivelsen?
Hvad angår forholdet mellem videnskab og politik: politiske hensyn bør så vidt muligt holdes ude i vurdering af resultater, men det betyder ikke, at resultaterne nødvendigvis er neutrale. Sandheden kan være partisk (fx ser det ud til at gælde klimaforskningens resultater).

Claus Emmeche sagde ...

Du har ret, min formulering (som jeg nu har forsøgt at klargøre med en indskudt kantet parentes) var uheldig. Jeg er enig med dig i at forskning er og bør være et forsøg på beskrivelse, forståelse og forklaring af virkeligheden. Der er intet forældet i det. Det forældede angår forestillingen om at al forskning er "ren" eller "uberørt" af samfundet, og ja, her er der jo klart forskel på om vi taler om fx forskning i superstrenge eller forskning i superledning, hvor det sidste er teknologisk interessant, mens superstrengteori kan man end ikke "teste" empirisk (så her slækker man på en ellers central forestilling om test- eller prøvbarhed som videnskabelig værdi).

Lennart Kiil sagde ...

Jeg skrev et svar i går eftermiddags her:
http://forsker.net/blog/lennart-kiil/dialog-om-forskningsfrihed.html

Jeg kan se på kommentarerne her, at du har revideret din epistemologi. Noget jeg efterspørger i mit svar som et "must" før vi kan komme videre med de mere interessante spørgsmål.

Godt at se du allerede har gjort det. Vi er så "all set!"