Dimensionering: Er ræven sat til at vogte høns?

Går uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen Ingeniørforeningens ærinde i hele dimensioneringssagen?

Læs indlægget i Universitetsavisen:
http://universitetsavisen.dk/debat/dimensionering-er-raeven-sat-til-vogte-hons 

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.

Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling

hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/

Kompetencebegrebet og andre stileøvelser

Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".

Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.

Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.

Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.

Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”

Halløj på humaniora - penge er intet, ånd er alt

Studenteroptaget på universiteterne er boomet i Danmark, og det kommer forhåbentligt også økonomien til mere og bedre forskningsbaseret undervisning til gode - ikke mindst på humaniora hvor det har været påfaldende som taxameterpengene som forsvinder et sted i de administrative systemers Bermudatrekant mellem kontrol, bureaukrati og strategiske puljer. Mange der kommer håbefulde ind i systemerne, studerende såvel som lærere, forlader dem senere i skuffet frustration. Således også Sabine Hikel, som på sin blog Leaving Academia ("I used to be an academic and now I’m not. Life is so much better this way, for everyone involved") skriver "Essentially, everything I’ve been trying to say about academia on this blog has been taken right out of my mouth and compressed into a 4 minute video", og opfordrer os til at se "So you Want to Get a PhD in the Humanities":

Det er næsten deprimerende morsomt. Selvom Harold Bloom er en fjernere figur for de fleste på denne side af andedammen, og forholdene for humanioraforskere i Danmark måske ikke helt kan sammenlignes med dem i US, er der ingen grund til at se budskabet som os uvedkommende. Videoen er et eksempel på en genre for humoristisk universitets- og videnskabskritik, som virker inspirerende, især når den ikke degenererer til blot registrerende kynisme. De er ikke allesammen lige gode, men varianter som "So you want to get a PhD in human genetics?" (her) eller "But I want to study philosophy" (and write books on Foocoo and Dalouse) (her) kan anbefales. Der er også en hel stribe som udstiller offermentaliteten i klager fra studerende, som efter milde bedømmelser ønsker at forhandle en bedre karakter hjem (fx her).

Og husk så lige at læse den glimrende kronik forleden (her) af Bent Ørsted om Aarhus Universitet, hvor der jo ikke længere findes et humanistisk fakultet, men noget de kalder Arts.

Lidt om ansvar

Med særlig hilsen til Charlotte Sahl-Madsen

Den nuværende universitetspolitik konkurrenceudsætter universiteternes basismidler i nord, syd, øst og vest. Den sender en ekstra del af universiteternes midler ind i medfinansieringer. Den fremskriver en række nye fordringer, som sektoren skal honorere, og endelig indsætter den tungt kørende organisationsstrukturer overalt i sektoren.

Når det så viser sig, at der er steder i universitetsverdenen, hvor ressourcemanglen koster i de basale funktioner, herunder undervisningen, ser man fra politisk hold meget forbløffet ud, man er chokeret, og det er i hvert fald ikke ens skyld. Men hvis skyld er det så? Ledelse er også at tage ansvar: Hvis man vælger økonomisk set at prioritere alt andet end den frie forskning og den grundlæggende undervisning, følger det som en indlysende konsekvens, at der bliver mindre af denne.

Derfor skylder man at reagere som ansvarlig leder. Man skylder at tage ansvaret for sin beslutning: Fx: ”Ja, jeg har valgt, at undervisningen skal spille en mindre rolle, fordi det er min vurdering, at landet har mere brug for specialiseret forskning på snævre områder end for bredde og dybde i sit uddannelsessystem. Ja, det er mig, som har ansvaret for denne udvikling, og ja, jeg kan godt forsvare, hvad jeg har gjort. Forsvaret er, at …

Imidlertid er det for nærværende ikke til at sige, hvad der skal stå efter de tre prikker, fordi det endnu ikke er lykkedes den politiske ledelse af universitetsområdet til så meget som at indrømme, at den har ledelsesforplitigelse på området nok til, at forholdene faktisk er dens ansvar. I stedet har vi fået ministerielle abekast, hvor det altid er nogle andres skyld. Men disse ”andre” sidder under ministerens resort, og selv hvis det er dem alene, som aktivt har gjort det (hvad det ikke er), er det minsterens ansvar, hvordan området forvaltes. Aben kan i sidste led ingen andre steder kastes hen.

Vi har mindre fri grundforskning og mindre undervisning på universiteterne, fordi disse aktiviteter er blevet nedprioriteret. Det er uskønt, at man ikke kan få den politiske ledelse til at tage ansvaret for denne udvikling på sig.

Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts

De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.

Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.

Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!

Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.

Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.

Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.

Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.

Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.

Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.

Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.

Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.

Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?

Om manglende undervisning og overarbejde

Nedenstående vigtige indlæg stod at læse i Politiken den 24. februar 2011:

Debat: MANGLENDE UNDERVISNING 2 : Hvem betaler den gratis
arbejdskraft?

Af INGRID STAGE FORKVINDE, DANSKMAGISTERFORENING

STUDERENDE VED Saxo Instituttet under Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har råbt vagt i gevær. Undervisningen er af sparehensyn beskåret til under smertegrænsen og er på mange af de mindre kandidatuddannelser reduceret til noget, der ligner fuldtidsselvstudium.

De studerendes aktion er forståelig og fuldt rimelig, selv om en universitetsuddannelse naturligvis består af meget andet end holdundervisning.

Det mest slående ved historien er dog den forbavselse og forargelse, der er kommet til udtryk fra stort set alle sider, inklusive den øverste ansvarlige, Videnskabsministeren.

For reduktionen af semesterlængden med en eller flere uger er ikke noget nyt fænomen. Det er et kendt sparekneb på linje med storholdsundervisning, når
taxameterpengene ikke slår til. Værst er det traditionelt gået ud over de humanistiske fag, herunder også redskabsfag som sprog. Og det taxameterløft, som
humaniora og samfundsfag har fået i den sidste finanslov, kan slet ikke fylde det hul ud, der er opstået gennem mange år.

Nu kræves der så fra alle sider, at de studerende får mere undervisning, længere semestre og flere timer om ugen. Og det er da en rigtig god ide. Men det vil kræve, at den undtagelse fra statens merarbejdsregler, som universitetslærerne er underlagt, fjernes. Reglen begrundes med, at arbejdet er ukontrollerbart og ikke registrerbart.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element, som gør miseren endnu større. Den undervisning, der leveres, hvor mangelfuldt omfanget end måtte forekomme, er for en meget stor del slet ikke betalt.

NÅR INSTITUTTERNE gør lærernes undervisningstid op, viser det sig ofte, at der er mange tusinde timers merarbejde på kontoen. Opgørelsen fra et stort institut på Københavns Universitet udviser således over 30.000 timers ubetalt undervisning, eller op imod 10 millioner kroner i ubetalt løn, som burde optræde som gæld på institutternes konti. Men med undtagelsesbestemmelsen i hånden kan merarbejdet stryges fra gældskontoen med påskriften ' symbolsk kapital'.

En gennemsnitlig arbejdsuge på 48 timer og visheden om, at selv dette ikke er nok til at levere kvalitetsuddannelser og forskning i øverste rangklasse, gør flere og flere universitetslærere syge. Og med de nuværende fyringsrunder blandt kollegerne samtidig med krav om at levere flere undervisningstimer om ugen i flere uger om året er der stor risiko for flere stressramte på universiteterne.

Vi må derfor kræve, at der dels tages hul på afviklingen af gælden, dels gives reel mulighed for at indgå arbejdstidsregler på universitetet, der kan forhindre merarbejdet i at eskalere.

Finansministeriets bastante og uargumenterede afvisning af dette krav, som vi også har mødt ved dette års overenskomstforhandlinger, underminerer lærernes motivation for at give mere af den undervisning, de studerende med rette efterspørger.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element.

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.

Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

Fagre nye engelskverden

Jeg har lige været til møde hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Jeg fik lov at sige, hvad jeg nu engang mener om situationen for fremmedsprog i Danmark. Og det kan jeg vel nok have en mening om. Samme dag holdt man på mit institut en afskedskonference for vores gamle sprogforsker og professor i engelsk Torben Thrane. Det er et sammenfald af begivenheder, som er symptomatisk for situationen for fremmedsprogene i dag. Sprogforskeren går pension – kulturforskeren tager til København for at deltage i debatten om en national sprogstrategi.

På vej hjem i toget slog det mig: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor tager jeg til København for at tale for fransk, spansk, tysk og for en fremtidssikring af translatøruddannelsen? Jeg kan da være ligeglad. Jeg har engelsk som fag, interkulturel kommunikation som speciale, så jeg har mange glade studerende. Bevares – de kommer fra erhvervsøkonomiske uddannelser som HA Engelsk og International Ledelse and so what? Det er fremtidens erhvervsledere, jeg uddanner. Og fordi jeg nu engang er kandidat i engelsk, får jeg altid positivt feedback på mit sprog. Of course - de søde studerende sammenligner mig jo med erhvervsøkonomer, der mere eller mindre frivilligt har påtaget sig engelsksproget undervisning.

Men hvad så med de små sprog – hvad med fransk, spansk og tysk? Personligt synes jeg, de har en værdi, men jeg er også et produkt af en tid, hvor man i gymnasiet mødte tre-fire sprog, herunder latin. Jeg har igen været inde og kigge på Videnskabsministeriets debatblog – et link jeg i øvrigt har sendt ud til mine sproglige kolleger for at opfordre dem til at komme på banen. Jeg har ikke set ret mange indlæg fra universiteternes fremmedsprogsmiljøer, og kan ikke lade være med at tænke: Hvis ikke de vil tale, så må de dø. Hans Hauge har meldt ud, at vi kan klare os på engelsk. Det er jo etableret som videnskabssproget for tyskfolk såvel som anglofile. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle give ham ret? Jeg skriver alligevel mine artikler på engelsk, så hvorfor skal jeg kæmpe for andres ret til at skrive, undervise og formidle på andre sprog? In the Country of the Blind, the one-eyed man is king – i den fagre nye universitetsverden er engelskfolk fremmedsprogenes nye adel. Me like that very well!

Hanne Tange, Aarhus Universitet

Forslag til afværgeforanstaltning

Her til morgen løb følgende ind i min postkasse:

Til alle ansatte/ To all staff

Personaletilpasninger ved Det Humanistiske Fakultet – deltid, frivillig fratræden og pensionering

Den 12. november 2010 sendte dekanen en mail til alle medarbejdere ved Det Humanistiske Fakultet, hvoraf det fremgik, at der i 2011-2012 forventes at mangle ca. 15 millioner kroner på fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.


Siden har der hver uge været afholdt møder i FSU, hvor vi har gennemgået den økonomiske situation og drøftet, hvorledes processen omkring de forventede stillingsnedlæggelser kan foregå.

Inden vi kan gøre op, hvor mange stillinger der skal nedlægges i form af afskedigelse af medarbejdere, er fakultetet forpligtet til at forsøge at iværksætte foranstaltninger, der kan undgå eller begrænse antallet af afskedigelser – de såkaldte afværgeforanstaltninger.

På FSUs mødet den 3. december har vi bl.a. aftalt, at følgende afværgeforanstaltninger kan komme på tale:



· Deltidsbeskæftigelse (for ansatte under 60 år)

· Senior- og frivillige fratrædelsesaftaler (for ansatte fyldt 60 år)

Samt nogle flere bemærkninger og en engelsk oversættelse.

På KUs hjemmeside kan man også se følgende:

Det Humanistiske Fakultet søger en Chef for Forskning, Læring og Innovation

Det Humanistiske Fakultet har de senere år været inde i en rivende udvikling med stor vækst og selv om væksten forventes at være mindre de kommende år er der fortsat mange spændende udviklingsmuligheder og store udfordringer på fakultetet.

Vi søger en chef for den nyoprettede enhed Forskning, Læring og Innovation, som kan samle og stå i spidsen for en fortsat udvikling af fakultetets forskerservice og universitetspædagogiske kompetenceudvikling, samt styre og koordinere vores mange udviklingsprojekter.
Den nye afdeling samler enhederne Katalyst, Forskerservice, Ph.d.-skolen, Læringsenheden, Akademisk Skrivecenter og IT/Media
Vores nuværende aktiviteter spænder vidt: fra sparring i forbindelse med ansøgninger om eksterne forskningsmidler; over ph.d.-uddannelser, adjunktpædagogikum, specialevejlederakkreditering og kurser i akademisk skrivning, mundtlig fremstilling og vejledning; til e-læring og inddragelse af IT og ny medieteknologi samt innovation og praksis i undervisningen.

Turde man foreslå den afværgeforanstaltning IKKE at ansætte en forskningschef? Der skulle være to fulde stillinger sparet i det.

Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)

Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8

I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.

Udannelse i verdensklasse for ingen penge?

Jeg har tidligere (her) gjort opmærksom på det groteske i den manglende fokus på de forringede vilkår for universitetsstuderende. I dagens kronik i Information (her) trækker Amalie Laulund Trudsø, der studerer på dansk og retorik, blankt på samme punkt. Hun spørger berettiget, hvordan man både kan udsulte en uddannelse og forvente verdensklasse af den. Man kan tilføje, at af de i forvejen begrænsede taxameterbetalinger er over halvdelen forsvundet i rektoraret og dekanatet, før de overhovedet når frem til det institut, hvor undervisningen skal leveres.

Falske venner

Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.

Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:

1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!

Teacher Blues

Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:

Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.

Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.

Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.

Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …

Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?

Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.

Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!

Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …

Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.

Ang KUs nordiske rekord i administration. Simultantolkning.

Simultantolkning af vores "vicedirektør for kommunikation":

"Det er jo helt naturligt, og vi er også blevet sammenlagt, og vores TAP´pere forsker også, og vi har en masse muser (nåh, nej museer), og KU er i øvrigt skidegode til det hele, og vi har en bedre VIP-TAP ratio end tidligere, og vi er ved at reducere adminstrationen med 5%." (den tolkede passage kan findes her)

Her undlader vi høfligt at nævne, at Biologisk Institut i løbet af godt et år er blevet reduceret med - er det 50%? - og at der er fag på universitetet, hvor der undervises 4 timer om ugen på bachelordelen.

Genlæs lige Jasper Steen Winkels titel en gang til ... tyder den ikke i sig selv på eksistensen af et ret stort fedtlag af administratorer?

Skulle man ikke overveje at sende manden på et kursus i pressehåndtering for begyndere? Når vi nu betaler ham en "vicedirektørløn" (hvor høj er egentlig sådan en?), og han sikkert har et "vicedirektørforkommmunikationssekretariat", mon ikke der så er råd til det?

Centrale fag på KU er i sammenbrud pga. ressourcemangel. Over halvdelen af vore ansatte er i "støttefunktioner". Hvad gør vores vicedirektør for kommunikation: afgiver syv forskellige forklaringer for at skjule det åbenlyse: Administrationen er for stor, for bureakratisk og for tung - til skade for universitetet.

Administratitis mark II

Der er nu, som det fremgår af en artikel i Ingenøren (her), FLERE ansatte på KU, som arbejder med "støttefunktioner" end med forskning og undervisning. Bureaukrati avler bureaukrati ... suk. Det ser ud til, at jo større en institution bliver, des flere af dens medarbejdere vil rent procentuelt komme til at arbejde med "støttefunktioner".

Tallet er imidlertid ikke fuldstændigt, for til det skal lægges, at også de folk, der er ansat til forskning og undervisning har en betydelig del (ca 10%) af deres stilling defineret af administrative opgaver, og de udfører reelt mere arbejde, end de lønnes for. Og mange af os har langt større dele af vores stillinger inden for det administrative område - jeg er som ph.d.-udvalgsformand således 25% ansat i administrationen: Det æder reelt halvdelen af mine undervisningsopgaver.

Det mærkelige ved det er, at det stadigvæk ikke er klart, hvori den støtte, støttefunktionerne tilbyder, egentlig i alle tilfælde består. Det er svært at få administrativ støtte til sådanne funktioner som ansøgningsskrivning, oparbejdelse af materiale til kompendier, afvikling af evaluering osv, mens man selv afkræves en stadig strøm af dokumenter og tal til at fodre det administrative system - alt i alt en spøjs form for støtte.

Dum tro

Den forbløffende mulighed foreligger, at forskningsministeren er det eneste menneske i den danske forskningsverden, som ikke ved, at det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er blevet udsat for en bloddryppende nedskæring. Da forskningsministeren i Folketinget fik stillet spørgsmålet ”Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?” (Spørgsmål 846, folketingsåret 2008/2009) lød svaret (14/1-2009):

Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. (...) Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Fem dage efter blev KU-NAT bombet tilbage til stenalderen.

Det lader sig diskutere, om ministeren overhovedet svarer på det stillede spørgsmål, men lad nu det ligge. Lad os også antage, at Helge Sander taler sandt, for det skal han jo under omstændighederne. Det betyder at ministeren faktisk er så dårligt informeret, at det kun er fra pressen, han kender til nedskæringsrunden. Det rejser som første spørgsmål, hvorvidt kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så katastofalt ringe? Vi taler om et af de betydeligste forskningsmiljøer i Danmark, som tilmed ligger inden for et område, ministeren lægger stor vægt på.
Det mest forbløffende er dog tilbage. Ingen, jeg har hørt om, har angivet interne omprioriteringer som årsag til, at KU-NAT skærer ned på centrale institutter. Ikke engang fakultetsledelsen har forsøgt at bortforklare, at der finder nedskæringer sted af økonomiske årsager. Selv et fuldbårent paradoks lykkes det ministeren at frembringe, idet han på den ene side erklærer sin fulde tillid til ledelsen på universitetet, på den anden side benægter, hvad de selv siger, nemlig at de skærer ned på grund af økonomiske problemer.
Helge Sanders taleform er efterhånden klassisk i universitetsdebatten. Han parerer ethvert ansvar for problemer på institutionerne med, at disse falder under ledelsens beføjelser. Ledelsen på sin side henviser vedblivende til, at den gør, hvad den gør, fordi den må tage højde for ministeriets fordringer. I processen forsvinder ethvert ansvar på det behageligste, mens magten er dejlig intakt.
Men derved lammes handlekraften selvfølgelig også. Ministeren burde selvfølgelig tage ansvaret for problemer inden for sit ansvarsområde på sig og handle ansvarligt i forhold til dem. I stedet har han travlt med at bullshitte sig ud af ethvert medansvar – og det i et sådant omfang, at han stræber imod at fremtræde så uvidende om problemerne, som det er ham muligt. Ingen skal efterfølgende undre sig over, at ministeriet ikke har nogen meningsfuld politisk reaktion på nedskæringerne på KU-NAT.
Men uvidenhed gør ikke nødvendigvis ansvarsfri. Hvis ministeren faktisk ingen selvstændig viden har om nedskæringerne, og han ikke søger yderligere oplysninger, så befinder han sig i det, som juristerne kalder ”dum tro”, idet han holder sig uvidende om noget, han indlysende burde orientere sig om. Det er lige så bevidst ubegavet, som det er ikke at åbne sine rudekuverter, for KU-NAT er ikke blevet mindre skåret ned af, at Helge Sander ikke vil se i øjnene, at det er sket. Hans opførsel er en fornærmelse imod universiteterne. Hvornår tager Anders Fogh Rasmussen sig sammen og fyrer den mand?

Fra Information onsdag den 25. februar 2009.

Nedskæringer med Sanders støtte

Helge Sanders udtalelse i blogindlægget nedenfor berettiger til en lidt nærmere analyse. Vi gentager den lige her:

"Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger."

Der er så mange ting at interessere sig for her, at man næsten ikke ved, hvor man skal begynde. Jeg opstiller bare nogle enkelte punkter:

For det første spørger man sig selv, om kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så dårlige, at ministeren kun kender til en så stor fyringsrunde via pressen? Hvis det er sandt, er det katastrofalt og demonstrerer, hvor meget ministeren er ude af kontakt med det område, han administrerer.

For det andet er det forbløffende, at denne lejlighed skal bruges til at understrege, at det intet har at gøre med de statslige bevillinger. Det er helt indecifrerbart, hvad ministeren mener hermed. Fakultetet forklarer, hvis jeg har forstået det rigtigt, at det skyldes ringere studenteroptag, hvorfor har det så ikke noget med de statslige bevillinger at gøre? Det har dog så noget med det statslige bevillingssystem at gøre. Er det bare bullshit, som endnu engang skal slå fast, at universiteterne - på trods af alle oplevelser af det modsatte - har rigeligt med midler?

For det tredje er det forbløffende, at ministeren simpelthen prøver at gøre nedskæringen til en ledelsesbeslutning. Synes ministeren slet ikke, at situationen på universiteterne er interessant. Hvis en tredjedel af vip-ansatte på KUs biologiske institut fyres, giver det ham så slet ikke anledning til nogen form for bekymring?

For det fjerde skal man virkelig lægge mærke til det sidste udsagn. Heri godkender ministeren nemlig ledelsens beslutning. Han har fuld tillid til den. Det er formentlig endnu et forsøg på at holde sig selv ude af sagen, men det lykkes bare ikke. Ved at bakke ledelsen op, har ministeren saktioneret dens beslutninger. Når den biologiske forskning på KU i overmorgen bliver bombet tilbage til stenalderen, er det med ministerens fulde støtte. "Huske det vi skal", som Master Yoda ville have sagt.

En intelligent løsning for humaniora

Hvert forår gentager scenen sig: Alvorstunge repræsentanter fra Dansk Industri erklærer alvorstungt, at alt for mange unge vælger at studere de ubrugelige humanistiske fag og alt for få de gavnlige tekniske og naturvidenskabelige. Og hver september gentager scenen sig: Store årgange ankommer på de humanistiske fakulteter, uanset alvorstyngden. Sådan er det gået i mange år, og sådan ser det ud til at blive ved.
DIs alvorsmænd M/K opfattes rimeligt nok som fjender på de humanistiske fakulteter, men spørger man fredeligt, vil mange lærere og studerende ved humaniora bekræfte, at der er for mange studerende. Problemet er ikke, at humanister ikke kan få job. Forestillingen om, at humanister uddanner sig til arbejdsløshed, er en illusion, for vores kandidater afsættes i store mængder overalt i samfundet. Men institutionerne drukner i studerende. Vores muligheder for at forske, og for faktisk at give vores studerende den uddannelse, de fortjenter, forsvinder i mængden.
Problemet er strukturelt: De humanistiske fakulteter honoreres så lidt per studerende, at de må optage mange for at kunne fungere økonomisk, og efterhånden som taxameteret beskæres, må optaget hæves. Absurditeten er så stor, at den er forblevet ubemærket. Man mener, at der er for mange humanistiske studerende, men indretter systemet, så de humanistiske fakulteter tvinges til at optage dem i massevis.
Hvad så? Hvis man løser problemerne ved at reducere de humanistiske fakulteters optag – enten ved et politisk diktat eller ved at det endelig lykkes at få de uddannelsessøgende til at vælge anderledes – får man et kulturtab af dimensioner. En række små og mellemstore fag vil ikke kunne opretholde andet end et nødberedskab. Hvis man synes, at det lyder uproblematisk, bør man overveje, om man er sikker på, at samfundet ikke har brug for ekspertviden om fx Kina, Rusland og Frankrig. De store fag vil nok klare krisen lidt bedre , men de vil få alvorlige huller i deres allerede nu pressede faglighed. Og inden man vælger at synes, at dét er et mindre problem, kan man spørge sig, om vi i tider, hvor både internationaliseringen og diskussionen af den nationale identitet spiller en central rolle, kan klare os uden præcis viden om dansk litteratur, kultur, sprog og histore.
Løsningen på problemet er lige så indlysende, som den er politisk umulig: Man bør hæve taxameteret og sænke optaget for de humanistiske uddannelser. Derved vil man få færre kandidater, men da de mange humanister anses for at være et problem, er det vel næppe et argument. Til gengæld vil man for de samme penge få bedre kandidater, og man vil få en langt mere kvalificeret humanistisk forskning, fordi forskerne får mulighed for at udføre den. Man vil tilmed få en løsning, som institutionerne selv har grund til at arbejde for at gøre til en succes.
Løsningen er imidlertid politisk umulig af tre grunde. For det første den oplagte centralisme i forskningspolitikken, der forhindrer, at man finder konkrete løsninger på konkrete problemer. For det andet den omhyggeligt politisk oparbejdede modvilje imod humaniora, som forindrer, at man kan gøre noget, som ville kunne blive udlagt som en belønning til feltet. For det tredje den tvang til ”effektivisering” i universitetssektoren, som har ført til den gradvise reduktion i taxametrene, der i en årrække har presset universiteternes økonomi.
Derfor vil man til foråret atter kunne høre DI klage over, at der er for mange unge, som søger de humanistiske uddannelser, og man vil til efteråret atter se årgange, der er for store til, at vi kan håndtere dem, ankomme på de humanistiske fakulteter.

Fra Information den 7. januar 2009