Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Danske Universitetsforskere står uden samlet organisation

Det er ingen hemmelighed, at danske universitetsforskere længe har manglet en organisation, der kunne repræsentere dem som kollegialt interessefællesskab. Den organisation, som før havde det mere ærlige navn Rektorkollegiet hedder i dag Danske Universiteter (D.U.), og er en leder-organisation, hvor rektorkollegiet, formandskollegiet og underudvalg for universitetsdirektører m.v. samles. Men D.U. forsøger gerne i udtalelser til medier og politikere at fremstå som talende på vegne af hele universitetsverdenen, også universitetsforskerne, selvom der ofte er interessemodsætninger mellem ledere og de ledte på de danske universiteter. Når det sker, pådrager D.U. sig et legitimitetsproblem.

Sammenlign den let manipulerende passage fra D.U.'s hjemmeside (her):

"Danske Universiteter er mødested for universiteternes ledelser og medarbejdere, som i Danske Universiteter kan drøfte universiteternes fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for politikere, ministerier og samarbejdspartnere."

med denne mere sandfærdige sætning fra D.U.'s vedtægter (her):

"Danske Universiteter er mødested for Formandskollegiet og Rektorkollegiet, som i Danske Universiteter kan drøfte fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for myndigheder og andre aktører i samfundet."

Jeg foreslår, at D.U. underkaster sine hjemmesider et peer review, og iøvrigt i sin kommunikation husker at erindre om, at man repræsenterer et leder-perspektiv. 


Hvor er det akademiske medarbejder-perspektiv? Det er en skam, at danske universitetsforskere står splittet i forskellige fagforeninger og ikke har en samlet organisatorisk platform at tale ud fra, når man ser bort fra FORSKERforum (eller i al beskedenhed, denne blog, der jo forslår som en akademisk skrædder i helvede). 
Mogens Ove Madsen, som d. 20/6 havde en vigtig kronik i Information om den akademiske frihed (her), er en af de forskere, der har foreslået en sådan struktur (bl.a. i sin 2009-bog Universitetets Død). Det ville være fint, hvis DM og DJØF (men gerne også de andre akademiske fagforeninger) kunne starte med at finde sammen om en platform - eksempelvis ganske enkelt kaldet Danske Universitetsforskere - som kunne agere kontravægt til universitets-rektorer, -bestyrelsesformænd, -direktører og hvad der nu ellers er af sildesalat indenfor dén verden, og formulere en klar politik for en mere mangfoldig og fri organisering af universitetsforskningens verden.

Skal forsker og deres universitet ikke have ret til at disponere frit over de artikler, forskerne har skrevet?

"Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler."

Under denne noget misvisende overskrift fremlægger tidsskriftejer, redaktør og konsulent Jørgen Burchardt en række påstande om konsekvenserne af politiske tiltag, der er under udformning og som skal tjene til at sikre, at forskere skal lægge deres videnskabelige artikler på offentlig tilgængelige websteder. Det er naturligvis OK at Burchardt er indædt modstander af dette – helt som de store kommercielle forlag (Elsevier, Springer, Blackwell osv.) også er det – men det holder ikke at han tager forskerne til indtægt for de i bund og grund forlagskommercielle interesser.

Virkeligheden er, at forskere i årevis har måttet afgive rettighederne til deres publicerede arbejde, betalt af offentlige midler eller fonde, fordi det har været et indiskutabelt krav fra de store og stærke forlag for ar få udgivet en artikel. I den sammenhæng står den enkelte forskere i en meget svag forhandlingsposition, da tidsskriftredaktørerne har forlagenes juridiske eksperter bag sig og i sidste ende blot kan afvise en artikel. Enkelte forlag som Springer har på det seneste været så ’imødekommende’ at tilbyde forskere at kunne bruge deres artikler frit mod en beskeden betaling af op til 3000 US$.

Modstanden mod de store tidsskriftforlag med nærmest monopolagtig magt over publiceringskanalerne og deres økonomiske grådighed er startet blandt forskere på de store universiteter i USA og har nu også fået støtte i EU og i bl.a. det danske forskningsrådssystem. 

Der er ikke, som Burchardt skriver, tale om at tvinge forskere til at udgive i open access tidsskrifter, der er tale om at tvinge de store kommercielle tidskriftudgivere til at give forskeren medejerret over den forskning forskeren har lavet når den skal udgives i tidsskrifter.  Og i den sammenhæng har forskerne brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne mod de store tidsskriftforlag og støtter forskernes rimelige rettigheder.

Det ville klæde Burchardt at spille med åbne kort og præcisere, hvor hans argumenter adskiller sig fra de store og multinationale tidsskriftkoncerners eller om han er enig med dem i deres modstand mod at dele copyrighten med artiklernes oprindelige producenter, forskerne. Baggrunden for den voksende modstand er disse koncerners helt ublu prispolitik, som er ved at tvinge universitetsbiblioteker til at opsige abonnementer på centrale tidsskrifter. Det er jo ikke tilfældigt at Elsevier for nogle år siden flyttede hovedkvarter fra Holland til et caribisk skattely, således at EU’s og USA’s anti-monopollovgivning ikke kan ramme dem.

SYMPOSIUM 2012: FUTURES OF THE UNIVERSITY

NORDISK SOMMERUNIVERSITET
Nordic Summer University

Ad-hoc symposium 27.-29. April 2012
Roskilde University, Denmark

Call for Papers - Deadline 15th March 2012

Universities in Europe, have in the last decade, been through a period of structural and organizational changes. There is a growing political focus on results from research activities, but at the same time an increasing pressure to do more teaching. In the process of controlling and directing the academic work, new financial and bureaucratic procedures are introduced and exercised on both the university as system and the researcher/lecturer as individual. This calls for an open and creative discussion about the university both as idea and institution, and its possible ‘futures’.

Questions which concern the current development include: Is the present development therefore an important departure from the Humboldtian system of research-based university education? Will the policies from the Bologna process undermine the tradition of the freedom of enquiry in the universities? Will this development increase the quality of the academic work or rather lead to the homogenisation and loss of diversity which still exist between universities in Europe? Do those political attempts, such as getting direct control of the research activities and the curriculum in the university education, threaten the university as a free institution in the Humboldt tradition? Will they change the university's role as the basis for a democratic society? What kind of future for the universities is that current higher education policies are forming for us? What are the possibilities for the universities? Should the university as idea be protected as a world Cultural Heritage?
The symposium, drawing on the research and experiences of the participants, will discuss above important matters. It aims to have some understanding of the overall situation, as well as identify the areas where further research and discussions are needed. We would also like to discuss different scenarios for possible university ‘futures' and to create directions for the university's role in future society.
The ad-hoc symposium, will as part of discussions, prepare a proposal (a manchet) for a coming three year NSU study circle on the theme: “The futures of the University” to be presented at the NSU summer session 2012.

Abstract Submission
Word limit: 350 words with a short biography.
Send it to: nsu-symp-papers [at] ruc.dk
Submission deadline: the 15th March 2012. Authors will be notified by 20th March 2012.
Nordic as well as international participants are welcome. Participants without presentations are welcome too. Presentations may be made either in English or in one of the Scandinavian languages.

More information:
Symposium fee: 67€ (paid on arrival) including 2-night accommodation (shared with 2 or 4 persons), symposium dinner, lunches, coffees and teas. Single accommodation can also be arranged with different fees.
Preliminary program can be found: from the 20th March 2012 on www.nsuweb.net where you can also find more information about NSU and sign up for the newsletter.
Registration: from 15th March 2012. (Further notice on registration at www.nsuweb.net from 15th March)

Coordinator: Jesper Jorgensen E-mail: jesperjo [at] ruc.dk

Ni råd til den kommende videnskabsminister

Professor i visuel kultur og performance-design (et felt der undersøger "forskellige oplevelses- og medieformer, f.eks. billeder, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, med fokus på erkendelse, oplevelse og design") ved RUC, Olav Harsløv, stillede i går i Politiken ni yderst interessante råd (se her) til den kommende videnskabsminister, som vi endnu ikke ved hvem er. De fortjener omtale og debat, så jeg gengiver dem her in extenso:

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de (for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske 'satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne. Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

Jeg er enig i mange af dem.

Ad 1) Ja, universitetsfusionerne var højst uheldige, af mange grunde, bl.a. fordi de slører opgaveforskellen og forskningskulturforskelle i grund- og sektorforskningen. I det hele taget er top-down styrede omorganiseringer som den Aarhus Universitet har været igennem, ligesom kemi på KU (her) og den de fire våde fakulteter på KU nu skal trækkes igennem her i efteråret (se fx Universitetsavisen her) ofte ødelæggende og forbundet med udradering af hele forskningsmiljøer.

Ad 2) Tja, de fakultære grænser er ofte kunstige, og man bør lette det administrative samarbejde på tværs – også samarbejdet mellem universiteter (jf. problemerne påpeget i Vincent Hendricks kronik her) — men hvad vil det sige helt at opløse dem?

Ad 3) Hvor små er "for små" og ud fra hvilke kriterier?

Ad 4) Helt enig - vi har her på bloggen ved flere lejligheder kaldt det vidensdiversitet, og hvis en mangfoldighed af videnskaber skal kunne trives kan ikke alle pålægges at skulle legitimere sig ved de samme krav om relevans for erhvervslivet.

Ad 5) Hmmm, før dette: Måske burde nogen udarbejde en ph.d.-afhandling om det forskningspolitiske rådgivningssystem i Danmark og de effekter systemet (inkl. de forskellige omlægninger af dette vi allerede har oplevet) har haft for den danske forskningsverden.

Ad 6) Grundlæggende enig men usikker på hvem og hvad forskningsudvalget skal være: Jeg foretrækker at omsætte det til: Flere basismidler, færre strategiske puljer.

Ad 7) Enig. Som formand for en af de faggrupper (nr. 68) som rådgiver ministeriet om indikatoren i et forsøg på bidrag til 'damage control' mener jeg, dens eneste fornuftige funktion er et samlet overblik og en synliggørelse af dansk forsknings videnskabelige kommunikation – al helgesandersk snak om "basismidler efter kvalitet", universiteter der skal konkurrere på et rent volumenræs, og at påtvinge forskningen en ydre incitamentstruktur er forfejlet.

Ad 8) Delvis uenig. Ja, lad de små tidskriftsredaktører selv turde tage beslutninger igen. Nej, peer review skal selvfølgelig ikke nedlægges på de fagområder, hvor det er groet naturligt frem nedefra og er en af de vigtiste måder hvorpå forskningen lever op til den videnskabelige norm om organiseret skepsis, kritik og intern kvalitetskontrol af de videnskabelige resultater. At den kollegiale kritik har fundet andre former på mange humanistiske felter — eller at forskningsindikatoren fik små danske tidskrifter eller små og mellemstore forlag til at indføre betalte bedømmelser fra langsomt arbejdende fagkonsulenter — skal jo ikke over en kam føre til afskaffelse af peer review som institution. Nogle vil gå så langt som til at hævde at postmoderne tolerance og intellektuel dovenskab i forhold til nabo-forskeres andre paradigmer (inter-paradigmatisk borgfred) netop kalder på synliggørelse af den merit, som burde følge med skarpt, kritisk arbejde.

Ad 9) Enig, men husk undgå de mere kommercialiserede former for udvikling af det sociale campus-miljøet.

Kampen om forskningsmidler ødelægger forskningen

af Morten Nørholm

Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.

I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.

I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.

Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.

Morten Nørholm, ph.d., universitetslektor,

Institutionen för pedagogik, didaktik och

utbildningsstudier, Uppsala universitet

- Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus. Polity Press, London
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark

- Kant, I. (1798/1998): "Der Streit der Fakultäten". In: Schriften zur Anthropologie Geschichtsphilosophie Politik und Pädagogik. Werke in Sechs Banden. Band VI, Sonderausgabe. Darmstadt 1998, s. 261-393

- Nørholm, M. (2011): "Social alkymi, konsekration, reproduktion - resume, analyse og kritik af Evaluering af forskningsrådssystemet". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, nr. 1, p. 26-42.

Dette indlægs permanente URL: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/09/kampen-om-forskningsmidler-delgger.html

Det Forskningspolitiske Råd og sektorforskningen

Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR) synes i sin netop udgivne årsrapport fra 2010 (med den originale titel Viden - Vækst - Velstand) at ville skubbe på den proces, Helge Sander igangsatte med indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne under universiteterne i 2006/2007, og som kritikere (bl.a. her på bloggen) forudså langsomt ville afvikle sektorforskningen, bl.a. ved at ministerierne får lov til at sende en del af opgaverne i offentligt udbud. Man kan se tiltaget som helt i tråd med den liberale konkurrencestats afvikling eller nedskæring af en række offentlige institutioners ydelser. Men den markedsbestemte udtynding går åbenbart ikke hurtigt nok. Rådet synes at opfordre til at gennemgå universiteternes forskningsbaserede myndighedsbetjening (altså den tidligere sektorforskning) og skære en del af opgaverne (fx monitering og udredning) væk. — Hvordan skal man ellers forstå en passage som denne:

For det første bør det overvejes, om der er tilfælde, hvor der kan ske en udfasning af myndighedsbetjeningen. Her skal det vurderes, hvor stor forskningsvolumen er i forhold til de samlede aktiviteter i en aftale om myndighedsbetjening. Hvis der er tilfælde, hvor den egentlige forskningsproces kun udgør en begrænset del af de samlede aktiviteter, bør disse aktiviteter foregå i et andet regi end ved universiteterne. Man kan overveje at benytte ”Public Procurement” til løsning af myndighedsopgaver. De typer opgaver, der med tilfredsstillende kvalitet kan løses uden for universitetsregi af private aktører, GTSinstitutter eller andre, bør udbydes uden for universitetsregi. (s. 24 i rapporten, som kan hentes her).

Hvem i DFR mon har fået den ide? DI-direktør Lars Goldschmidt? Adm. Direktør i DLG og formand for DFR Asbjørn Børsting? Og hvem repræsenterer sektorforskningen i DFR?

Der er talrige eksempler på, at udlicitering giver yderst tvivlsomme gevinster. Nogen har måske hørt om den lettere pinlige sag om rengøringen på KU, som for nyligt fik Jonas Dahl fra SF til i Folketinget at spørge "Finder ministeren det tilfredsstilende, at Københavns Universitet udliciterer rengøring til en privat aktør på trods af, at de ansattes tilbud var billigere?" (LO har indklaget tildelingen af ordren for Klagenævnet for Udbud; se ministerens undvigende svar her).

God videnskabspolitisk 1. maj!

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

De problemer, som citatet, bragt i en tidligere 1. maj-klumme, peger på, er lige så aktuelle i dag som for tre år siden, da Johanne Schmidt-Nielsen fremførte dem sin kronik. Men én ting synes at stå klarere denne 1. maj, hvor vi nærmer os den afsluttende behandling i Folketinget af forslaget til en ny universitetslov, som stik imod demokratiets interesser risikerer at styrke management- og universitetslederlagets magtpositioner, frem for hensynet til demokrati, på universitetet såvel som i samfundet, og hensynet til faglighed, videnskabernes mangfoldighed og befolkningens tillid til den offentlige forskning, som næppe er øget af den seneste tids skandaler: Den videnskabelige forskning på universiteterne underlægges i stigende grad en global tendens til korporativ statsstyret markedsgørelse, som af de økonomiske eliter tænkes i forlængelse af de enkelte nationers (stort set ens) strategi for at klare sig i en såkaldt global konkurrence om ressourcer og egen vækst. Forskningens industrialisering, entreprenørgørelse og videnskabernes underlæggelse af de politisk-administrative eliter truer selve videnskaben.
I den kontekst er selve begrebet om "samfundets vidensproduktion" allerede et politiseret begreb. Universiteter ses i stigende grad som industrier, og ledes som sådanne. Syddansk Universitet fejrer fx 1. maj med at indrykke en stillingsannonce (dagens Politiken, 4. sektion s.7) for en ny universitetsdirektør med ordene ”Bliv en del af en af Danmarks førende vidensvirksomheder”. Ledelserne samler sig, bl.a. i interesseorganisationen "Danske Universiteter", for at bevare status quo, så "os i rektoratet" (som en universitetsdirektør konstant omtalte sig selv på et møde om universitetsledelse arrangeret af Preben Melander på CBS i april) ikke mister én tomme af magten.
På universiteterne er "videnspolitik" blevet til vidensmanagement og vidensøkonomi. På en dag som denne er der grund til at minde om, at fænomenet viden, i form af videnskabeligt frembragt erkendelse, kun gennem en enorm reduktion lader sig forstå, håndtere og udveksle som en vare. Hvis regering, ministerier og universitetsledelser har en videnspolitik som går i ét med de rent økonomiske hensyn, er der her og nu brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitisk indsats for at sikre de videnskabelige dyder, udfoldelse af videnskabelig kritik såvel mod dårlig forskning som mod administrativt mismanagement, og styrke snarere end svække videnskabernes mangfoldighed.
Videnskabspolitikken må dæmme op for illusionen om universitetet som en vidensfabrik, som kan styres og (om)organiseres oppefra som en virksomhed, i beslutningsprocesser der helt afkobler de faglige miljøer. En sådan illusion omsat til praksis er akademisk kapitalisme, og den kan være lige så farlig som akademisk maoisme. God 1. maj!

Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

Vækst i viden eller hvad?

En af de ting, der gør det svært at begejstres over de store organisationers udspil, analyser, rapporter og pressemeddelelser er, at de alle er skrevet i samme sprog og med den samme grundfortælling — fortællingen som Ove Kaj Pedersen for nyligt har døbt eller analyseret som konkurrencestaten (her), og som har lille Danmark i rollen som David, den globaliserede økonomi som Goliat, og våben som "vækst", "viden" og "konkurrenceevne" som det kasteskyts, med hvilket vi skal sigte på Goliat for at gøre os håb om at overleve.
Organisationen AC (en paraply min egen fagforening er med til at vedligeholde), har for nyligt kommenteret udspillet fra regeringens vækstforum med disse ord:

(...) "Og mens der heller ingen forslag er om nye investeringer i uddannelse og forskning, så foreslår Vækstforum tværtimod, at vi sænker uddannelsesniveauet ved at flere studerende skal presses ud af uddannelserne efter bachelordelen til et arbejdsmarked, der ikke efterspørger dem.
AC’s vurdering er alt i alt, at Vækstforums udspil - frem for at opnå en særlig eksklusivitet - kommer til at indgå som ”blot” endnu et vækstudspil blandt mange andre i den kommende valgkamps diskussioner om vækstmuligheder. AC mener i al ubeskedenhed, at der er mere konkret inspiration at hente i AC’s eget udspil ”Med viden skal land bygges”, som blev offentliggjort for nylig." (citeret herfra, min fremhævelse, CE)

Overfor dette fremfører AC en række forslag i nævnte pep-skrift, bl.a.

"Forslag 7.1
Forskningsinvesteringerne skal fortsat øges
Der skal sættes et nyt ambitiøst mål for forskningsinvesteringernes andel af BNP, og regeringen bør gå foran ved at fastlægge nye målsætninger for de offentlige forskningsinvesteringer, så de kommer til at udgøre 1,2 pct. af BNP i 2016 og 1,4 pct. af BNP i 2020."

Det er, sammen med alle de andre forskag, sikkert fint og visionært, hvis ellers de nationaløkonomiske basalneuroner kunne forbindes bedre med de mere kreative lag af hemisfærene. Og det er måske her, at også et skrift som det fra AC halter. Hvad med at ansætte en humanist i ACs missionær- og visionsafdeling? Det må gerne være een med speciale i narrativitet. Vi må have nogle nye fortællinger.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

Kaffepausesamtale om instrumentaliseringen af sprogfag

Der var debat i Deadline i søndags om de små sprogfag, og så er det vel passende at referere fra en samtale - tænkt eller virkelig - jeg overværede i pausen til et seminar, mellem en håndfuld udøvende sprogforskere, filosoffer og humanister, som jeg i tidens ånd og af visse hensyn brutalt vil nummerere:

1. professor:
Så I også den sene Deadline i søndags? I bekræftende fald: Hvem havde fat i den lange ende & ikke mindst: hvad kunne én af os have sagt på en bedre måde?

2. professor:
Jeg så udsendelsen. Jeg synes Bjørn Bredal havde fat i mange lange ender, når han f.eks. talte om sproget som en art "tænkehat", og om nødvendigheden af, at universiteterne tænker i længere baner, og at det ikke kan være de studerendes studievalg, der afgør om fag skal findes eller ej. Refsing taler som en administrator, hun er en smooth operator, man hører slet ikke hendes bekymring, kun når hun bliver direkte angrebet. Og når Charlotte Rønhof taler om sprog som "redskaber", så bliver man jo helt dårlig ...

1. professor:
D'accord, ganske kongeniale følelser vældede op i mig, og lignende fortolkninger havde jeg, kære kollega. Sproget er jo netop ikke (kun) et instrument, jf. mit eget skrift fra (...).

3. professor:
Var det ikke en meget "glat" debat? Jeg synes som jer, at Bredal gjorde det bedst, fordi han understregede, hvordan de meningsløse mekanismer (studentersøgning mm) lægger alt øde, uden at nogen behøver at tage ansvar. Bredal var afbalanceret, ikke spor "Humanist til hest" (jf. titlen på hans bog om Montaigne); rart urokkelig i sit forsvar for humanistisk omgang med fremmedsprog.
Rønhofs "sprog som værktøj" hører jeg desværre ofte på mit eget universitet, så jeg er vaccineret. Og jeg vil endda vove den hårrejsende påstand, at hun er blevet bedre til at skelne mellem sine egne interesser som lobbyist for industrien og samfundets generelle behov end tidligere.
Det er jo sandt, at virksomhederne ikke i stort omfang efterspørger specialistviden inden for sprog. Men det, man glemmer at få med er, at det gør de ikke, fordi de sender deres materiale ud til oversætterbureauerne… Dén "efterspørgsel", dét samfundsbehov er der ingen, der rigtigt fanger!
Mht. gymnasieskolen vil jeg minde om Peter Harders regnestykke, fra hans artikel "Kvalitet på universitetet: reform eller tilintetgørelse?" i Helge Sander (red.), Fremtidens universiteter, Gyldendal, 2009. pp. 109-120. Hans pointer gælder selvfølgelig også de andre gymnasiale sprogfag.

[3. professor hiver bogen op af mappen og bladrer frem]:

[Om ødelæggelsen af gymnasieuddannelsen]:
"Det andet punkt drejer sig om en konsekvens af reformen som endnu er usynlig uden for universiteterne, nemlig demonteringen af gymnasielærernes faglige kvalifikationer - samtidig med at de faglige krav der stilles til dem i gymnasiet er eksploderet.
Når det hidtil har været usynligt, skyldes både at uddannelserne først går i gang nu, og at forværringen i vilkårene er et resultat af forskellige faktorer som ikke er tænkt sammen. Faktorerne er følgende:
• Afskaffelsen af sidefagssuppleringen (dvs det halve års viderekvalifikation der var bygget ind i pædagogikum-ordningen)
• Flytningen af BA-projektet til 3. år, der skubbede sidefaget videre op på overbygningsdelen - med det resultat at der nu kun er tre kvarte årsværk til hovedfaget (ud over specialet)
• Kravet om et professionsmodul, som tager ét af de tre kvarte årsværk
• De løbende nedskæringer, som gør at et kvart årsværk nu svarer til 2 timer i 12 uger
• Den planlægte omlægning af taxameteret, som betyder at kandidaterne skal blive færdige totalt uden forsinkelse
Jeg skriver dette i fuld bevidsthed om at det er næsten uforståeligt for outsidere - det er faktisk en del af pointen! Det gælder nemlig mange af de ting der sker i øjeblikket: ingen kan overskue konsekvenserne, men det bliver tvunget igennem alligevel, hen over hovedet på dem der skal få det til at fungere.
Det mest skræmmende er de faglige kvalifikationer på hovedfaget. Da jeg studerede, var et hovedfag på to år, dvs. at der (i nutidens regneenheder) ud over specialet var 6 kvarte årsværk. I firserne blev det skåret ned til halvandet år, svarende til 4 kvartårskurser. Nu bliver der så 2 faglige emnekurser tilbage. Hovedfagsfagligheden er skåret ned med 67% i forhold til de gymnasielærere der går af i disse år.
Oven i det kommer så at hovedfaget i den tradition der endnu lever, var stedet for faglig fordybelse, hvor man som studerende brugte typisk 3-4 år og gik til mange flere kurser end man tog eksamen i. Hovedfaget har været stedet for den identitetsbærende faglighed, den som gjorde at man følte sig sikker over for eleverne i gymnasiet. Universiteterne har ikke råd til at ignorere de økonomiske realiteter, så samtidig med at det faglige indhold formelt er skåret ned til en tredjedel, vil man sikkert finde veje til eliminere det faglige overskud som de studerende hidtil har lagt oven i af egen drift. Hvis finansministeriet får sin vilje, vil fremtidige gymnasielærere derfor have modtaget i alt 48 timers faglig undervisning på deres hovedfag.
Der er kort sagt lagt op til en kolossal faglig deroute, og den bliver sendt direkte videre til eleverne i ungdomsuddannelserne - hvor forventningen pudsigt nok netop er blevet at læreren skal kunne øse af sit vældige faglige overskud i forhold til hele fagrækken."
(Uddrag fra siderne pp. 118-120)

1.Professor:
Meget præcist. Nå, men om Refsing: man skulle tro, man havde fundet ny art gople. Hun havde vist været på kommunikationskursus hjemmefra, og måske derfor lykkedes det hende lidt for godt at få minimeret omfanget af de reformer, hun planlægger. Som jeg hører hende, er det en form for generaliserede "områdestudier", hun lægger op til, hvor fremmedsprogene indgår som en komponent blandt andre.

4.Professor:
Hmm, jo. En lignende model er afprøvet på CBS som hhv "Europæiske studier" og ”Amerikanske Studier” på et af institutterne. Europæiske Studier har haft stor og stigende søgning og var i år en af de allermest søgte uddannelser på CBS og blev bl.a. af den grund beordret til ekstra optag, da VTU-krævede, at universiteterne tog flere ind. Men ledelsen havde også besluttet, at uddannelsen skulle afvikles. Selv om den ret beset gav ”dobbeltkompetencer”. Nu genopstår uddannelsen tilsyneladende på et naboinstitut dog med noget mindre sprog og uden humanistisk vinkling. Det var i øvrigt det forløb, der resulterede i, at en højtprofileret USA-ekspert rejste til SDU… (se cbsobserver.dk: humanistiske omraadestudier droppet paa cbs).

3.professor:
For mig var det sandhedens øjeblik, da Refsing (kommunikationskursus eller ej) i én katastrofal sætning om DIs våde drøm (dobbeltkompetencer) sagde - her citeret efter hukommelsen: "Ja, kemikeren, der kan tysk, kan så et fag og et sprog"… Kan I se problemet? Sprog er ikke et fag!!!
Hvis selv HUM-dekanen for DKs største og ældste universitet ikke på landsdækkende TV er i stand til at slå fast, at sprogstudier også er et FAG, at sprogstudier er en FAGLIGHED, så er der ikke noget at sige til, at det hele kører af sporet.

1. professor:
På det helt overordnede organisatoriske plan er problemet, at universitetsledelserne i varierende grad ser ned på sprog som faglighed og kun vil høre tale om det som værktøjsdisciplin.

2. professor:
Det, jeg mener, man skulle gøre fra et overordnet fremmedsprogsuddannelses-synspunkt er at tænke samarbejde mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, så man kunne få det bedste fra begge verdener. Der er selvfølgelig mange, der skal sluge nogle kameler! Men med det alternativ, der tegner sig på KUA, er det da at foretrække. Ledelserne er vist ikke vildt interesserede. De skal jo konkurrere.

1. professor:
Tak for jeres betragtninger over, hvordan det står til med opfattelsen af sprog. Jeg genkender det jo rundt omkring, også fra mit eget fag, hvor de studerende (og nogle af lærerne) i stigende grad taler om deres eget fag som "værktøjer". Det er selvfølgelig en logisk følge af, at man i stigende grad vægrer sig mod at tale om viden og hellere bruger ordet kompetencer. Med denne glidning har man jo så at sige på forhånd foretaget en glidning i retning af instrumentalisering af alt muligt, man kan vide noget om.

Universitetspolitiske møder - kan universiteterne redde erhvervslivet hvis de indrettes som erhvervslivet?

1. møde: Paneldebat:

Kollegiet Regensen lægger hus til en paneldebat om et af tidens vigtigste spørgsmål: universiteternes fremtid.

Universiteterne er under hårdt pres. Økonomiske stramninger, finansielle krisetider og uenighed om prioriteringer af midler har skabt en svær situation. Dilemmaet er at universiteterne får svært ved at opfylde krav om at levere uddannelser i verdensklasse, samtidig med at det forventes at de optager flere studerende hvert år og at disse bliver hurtigere færdige med deres uddannelse.
Bag de økonomiske diskussioner gemmer der sig imidlertid en værdimæssig debat, som er i fare for at blive glemt. Universiteter er ganske givet institutioner som er afhængige af en sund og velfungerende økonomi uden hvilken, det store maskineri ikke kan køre rundt. Men hvordan skal vi forholde os til universiteternes nuværende tilstand og fremtid, når det proklameres, at Danmarks mulighed til overlevelse i den globale økonomi beror på dets evne til at være et førende videnssamfund?
Vi ønsker, at denne paneldebat skal være en principiel diskussion omkring, hvilken rolle vi skal tillægge universiteterne som centrale institutioner i det danske samfund. Hvordan ser vi universiteterne i Danmark om 50 år? Skal vi have masseuniversiteter for alle og enhver? Skal der oprettes nye universiteter som er for de skarpeste i klassen? Skal universiteterne uddanne de bedste eller de fleste? Med andre ord, skal Danmarks universiteter være pølsefabrikker eller eliteskoler? Og kan de være begge dele?

Vi ønsker på baggrund af disse spørgsmål at diskutere visionerne for fremtidens universiteter på baggrund af en diagnosticering af deres nuværende tilstand. Vi glæder os til en spændende og udfordrende debat!

Vel mødt d. 9 november!

Panel:
Ralf Hemmingsen, Rektor KU
Marianne Jelved (R), MF, Uddannelsesordfører
Jesper Langballe (DF), MF, Forskningsordfører
Stina Vrang Elias, Adm. Direktør, tænketanken DEA
Sune Auken, Lektor KU, forfatter til bogen Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet (Informations forlag 2010).

Moderator:
Adam Holm

Tid: 9. november 2010 kl. 19.30
Sted: Regensen, St. Kannikestræde 2, 1169 København K
Arrangør: Regensen i samarbejde med Dansk Magisterforbund & DJØF.

2. møde. Gæsteforelæsning:

Wannabe U: Inside the Corporate University

Using ethnographic data about an American flagship university, I consider its responses to both economic and demographic changes in higher education. I argue that rather than universities being subordinated to the production and transmittal of knowledge, as was once the case, knowledge is now subordinated to the needs of universities for profit and recognition. Seeking profit, the university administration engages in a “new managerialism” that seeks to maximize efficiency, economy, and effectiveness and, as a by-product, undercuts faculty authority by implementing change from the top down. I pay particular attention to such aspects of corporatization as creeping centralization, the expansion of staff relative to professors, the expansion of a contingent labor force, assembly-line education, and the advent of an accountability regime -- a politics of surveillance, control, and market management disguising itself as the value-neutral and scientific administration of individuals and organizations.

Gaye Tuchman is professor of sociology at University of Connecticut, USA. She is well-known for her book “Making News: A Study in the Construction of Reality” that has been translated into many languages, including Chinese and Japanese. Her most recent book is “Wannabe U: Inside the Corporate University” (University of Chicago Press, 2009).

Tid: 16. november 2010 kl. 10-12
Sted: Det nye KUA, Njalsgave 136, lokale 27.0.17
Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi

God proletarisk forskerfridag!

"1. maj forkynder parolen om 8-timers
arbejdsdag. Men heller ikke når dette
krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen
blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp
mod bourgeoisi og regering finder sted,
sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt,
sålænge vil majdagen være udtryk for disse
krav. Og når bedre tider oprinder og
arbejderne i hele verden er blevet befriet,
– også da vil menneskeheden sikkert
helligholde den 1. maj til erindring om
udståede kampe og lidelser."

Citatet ovenfor stammer fra skriftet "Wie entstand die Maifeier?" fra 1894, om festligholdelsen af 1. maj, hvor Rosa Luxemburg fortæller om historien bag "tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag". Dagen i dag er en fin anledning til at reflektere over begreberne solidaritet, klasser, forskere og forskningspolitik. Har forskningspolitik da noget med klasseanalyse at gøre? - Måske.
Men for at starte med solidaritet, har det slået mig, hvordan enkelte kolleger enten så lidt forvirrede eller vantro på mig, når jeg bragte begrebet op, fx i forbindelse med solidaritet med de nyligt fyringsvarslede på DPU (jf. de seneste dages indlæg), eller lettere irriteret har antydet, at begrebet solidaritet har en moraliserende tone: Pådut mig venligst ikke solidaritet med folk jeg ikke kender/ foragter/ anser for at være konkurrenter/ for ikke lave rigtig videnskab/ for at være mig uvedkommende. Solidaritet er fra gamle dage, dengang samfundet var et klassesamfund, og det er det ikke mere – mener 25% af danskerne, ifølge en undersøgelse omtalt i dag i Politiken (til gengæld er godt 50% enige/delvist enige i udsagnet "Danmark er et klassesamfund"). Ifølge undersøgelsen opsummeret i et diagram s. 162 i Lars Olsen, Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten (Rødovre: Sohn 2010) er der en klar sammenhæng mellem indkomst og oplevelse af klasseforskelle: Jo mere du tjener, jo færre klasseforskelle oplever du. Forskere, der tilhører det, som Lars Olsen kalder kultur- og uddannelseseliten, og som ligger i den høje ende af indkomstskalean, vil typisk i mindre grad opleve Danmark som et klassesamfund. På den anden side stemmer de typisk på centrum-venstre-partier, der i højere grad end de borgerlige har blik for klasseskel.
Forskere er de facto lønarbejdere, men de lever, i endnu højere grad i dag med de stigende krav om at være entreprenante, søge eksterne projektpenge etc. end for 15 år siden, i dét, man med livsformsanalysens ord kalder "den karrierebundne livsform":

"Her er arbejdet målet. Aflønningen inden for denne livsform er en form for handel, hvor arbejdsgiveren køber kvalifikationer frem for tid, og arbejdsbegrebet står i stærk kontrast til lønarbejderlivsformens. Det drejer sig ikke om at stille krav til virksomheden eller være solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed." (citat). I modsætning hertil er lønarbejderlivsformen karakteriseret ved at "den enkelte sælger sin arbejdskraft i en bestemt tid til en aftalt pris. Man stiller sig til rådighed og lader sig sætte i arbejde. Arbejdet udføres ikke i kraft af et engagement i selve arbejdet, men snarere for at få en indkomst, der er forudsætningen for at realisere sig selv i tilværelsen uden for arbejdstiden."

(derfor er en max-grænse på arbejdsdagens længde afgørende, og er heldigvis i dag kommet ned under 6 x 8 timer/uge).
Man fristes til at sige, at entreprenør- eller konsulentgørelsen af forskningen tenderer til at gøre forskerens livsform lig med den selvstændiges livsform som "er udledt af, at producenten i den enkle vareproduktion [læs: professoren med sin forskergruppe] selv ejer sin virksomhed [projektpenge]. I denne livsform skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Hele familien [forskergruppen] indgår i produktionsenheden, og de daglige gøremål smelter sammen i et virke, rettet mod det mål at sikre en fortsat drift af virksomheden."
Måske er det derfor, at 'solidaritet' for forskere (hvad enten de forsker i iskerner fra Grønland eller i branding af iskager) har en anden valeur end det har for mange andre lønarbejdere:

"Menneskers adfærd er forankret i deres livsform; det er gennem den, de forstår så centrale begreber som arbejde, familie, fritid og frihed, der danner en strukturel helhed i den enkelte livsform. Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige livsformer uden at føre til misforståelser. Dermed bliver den strukturelle livsformsanalyse et redskab, der er særlig egnet til at indfange kulturelle forskelle, der eksisterer mellem bærere af helt forskellige kulturer. Den forklarer samtidig fænomenet kulturel blindhed eller livsformscentrisme, nemlig det at mennesker bundet til hver sin livsform ikke erkender de dybe kulturelle forskelle, men i stedet prøver at anvende og tolke begreberne i egen livsformsbetinget betydning." (citat).

Hvis begrebet solidaritet ligger os forskere lidt fjernt, kan et være godt at repetere det (fx fra samme kilde), og erindre om dets særlige rod i den fagbevægelse, de fleste af os forhåbentligt er medlem af, hvor det opstod som en "erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen". Eller som det mere kuldslået beskrives på Wikipedia (i dette hjørne) anvendes solidaritet [solidarism] om det i Sandinavien så velkendte

"system of labor arrangement in which labor unions and capitalists jointly set wages below market clearing levels. From this arrangement, labor receives full employment and wage leveling [min fremhævelse, CE], while capitalists pay less for labor, and do not have to worry about their employees being "poached" by firms who can offer more. This arrangement is traditionally enforced through employer organizations. The arrangement is destabilized during economic booms, when firms cheat on the system and surreptitiously raise "compensation", rather than pay, in the form of increased benefits, safety, or other forms of indirect payment."

Det interessante er her, at det solidariske 'arrangement' (som skal sikre lige løn for lige arbejde men periodisk destabiliseres af økonomiske booms) i et neoliberalt kommercialiseret universitetsystem permanent destabiliseres af fænomener som udtynding af basismidler til fordel for eksterne midler og 'strategisk' forskning, headhunting af særligt højt ydende forskere, og hele den karrierebestemte livsforms manglende resistens imod strukturel nedbrydning af kollektive overenskomster med fx indførelsen af individuelle bonus- og kvalifikationstillæg, differentiering i ledelseshierakier m.v.
Den neoliberalistiske forskningspolitik, vi har i Danmark i dag, medvirker således til at nedbryde solidariteten mellem forskere. Denne politiks opkomst kan, som vist i Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (Kbh.: Gyldendal 2008), ses som et direkte resultat af magtforskydninger i overklassen, specielt Fogh-regeringen og den økonomiske overklasses held til at bryde alliancen mellem den kulturelle overklasse og arbejderklassen; jævnfør debatterne om kulturradikalisme og om smagsdommeri og ekspertvælde. I Lykkebergs optik iagttager man fx følgende:

"Det aktuelle dominansforhold mellem den økonomiske og kulturelle overklasse afdækkes i den kulturelle overklasses strategier til forsvar for forskningens autonomi: Man kan på forskningsområdet aldrig på forhånd vide, hvad der vil vise sig profitabelt, og hvor det næste gennembrud finder sted. Den kulturelle overklasse hævder et priviligeret indblik i det processer, der i sidste instand giver økonomisk vækst. Den kulturelle overklasse forsøger med andre ord at legitimere sin autonomi på den økonomiske overklasses præmisser." (s. 70).

Lad os herfra forsøge at blive bedre til at supplere en målrationel argumentation for fri forskning (at den på lang sigt er forudsætning for økonomisk vækst) med en offensiv værdirationel argumentation – at den bidrager til at udvikle en mangfoldigere civilisatorisk rigdom og forståelse.
At ideen om solidaritet mellem offentligt ansatte forskere – ikke bare imellem de kolleger og fagfæller man til dagligt konkurrerer med om forskningsmidler og anerkendelse, men også på tværs af meritokratisk bestemte karriereniveauer og på tværs af forskellige fagområder – har store odds imod sig er altså ikke så underligt.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte Mogens Ove Madsen, som i bogen Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Kbh.: Frydenlund 2009, se også FORSKERforum nr. 232, marts 2010) argumenterer for oprettelsen af et samlet forskerforbund i Danmark, fx som et kartel for universitetsansatte i de eksisterende fagforeninger på området. Som Finn Hansson fra CBS skriver i FORSKERforum nr.232 s.29: "efter universitetsloven fra 2003 skulle det være åbenlyst for alle, at der er et reelt modsætningsforhold mellem ledelse og ansatte på universiteterne. Lederne er nu ansat til at lede og har fået instrumenter til dette og de universitetsansattes indflydelse er blevet reduceret til samarbejdscirkulærets rettigheder".
Regeringens politik har tydeliggjort, at forskernes karrierelivsform ikke overskrider forskerens status som lønarbejder (det være sig med nok så meget social og kulturel kapital); arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, hyrer og fyrer – og på KU og på AU efter forgodtbefindende. Det er på tide at genopfinde solidariteten, og huske, at fejringen af 1. maj ikke hører en svunden epoke til (som Googles i dagens anledning modificerede logo ellers kunne antyde), industrisamfundet er på ingen måde et overstået stadium når videnskaben selv gøres til en industri og forskerne proletariseres. God 1. maj!

Danske universiteter for vidensdiversitet

I vores underskriftindsamling fra 2008 for en bedre forskningspolitik beskrev vi om baggrunden for protesten, at vi oplever et system, hvor "Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig betingelse for demokratiet, kan udfolde sig."
Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.

"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)

Innovativ analyse (fortsat)

Her er en opfølgning på indlægget "Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?" fra 1/4. Det er lykkedes at komme igennem til rapportens bagmænd. Lederen af CFA (Center for Forskningsanalyse) var behjælpelig med at identificere Carter Bloch som forfatteren. På CFA's hjemmeside fremgår det at Carter Bloch er lektor ved CFA og har en ph.d. i økonomi. Han optræder også på firmaets DAMVADS hjemmeside, hvad der fik mig til at tro, at han også var ansat der, men på mit spørgsmål herom skriver han til mig, at "Jeg er ikke ansat hos DAMVAD, men arbejder som ekstern konsulent på et projekt om måling af offentlig innovation."
Jeg spurgte Carter Bloch om det samme (altså om de statistiske forhold rapporten fremstiller også er kausale, så et "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne, og de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også oplever højere produktivitet, eller om det blot er sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?). Samme spørgsmål sendte jeg også til den kontorchef fra FI, Thomas Alslev Christensen, som står som redaktør af rapporten. Carter Bloch svarede (d. 9/4):

"Til produktivitetsanalysen stod jeg for gennemførslen af de empiriske analyser mens DAMVAD (Michael Mark og Mark Riis) ledede projektet og havde ansvaret for skrivning af rapporten. Jeg tror ikke at der er en specifikke grund til at mit navn ikke er nævnt i rapporten, udover at det er måske DAMVAD’s standard praksis at kun angive navn på organisationer.
Jeg kan se at du allerede har skrevet til Thomas Alslev Christensen med dit spørgsmål om kausalitet, og jeg synes at han må være den helt rigtige til at svare på det da dit spørgsmål vedrører pressemeddelsen fra VTU. Har du fået svar fra ham?"

På det tidspunkt havde jeg ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, og jeg svarer Carter Bloch følgende:
"tak for dit svar. Nej, jeg har ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, men jeg vil da håbe, jeg også hører fra ham. Du skal selvfølgelig ikke tage ansvart for hvordan ministeren bruger rapporten eller kommenterer på den, men har du ikke selv som forsker en mening om det spørgsmål, jeg rejser"?
hvortil han samme dag (9/4) svarer

"Jeg vil helst ikke kommentere på ministeriets fortolkning af rapporten, og jeg kan ikke svare på dit spørgsmål uden at gøre det. Beklager meget."

Ja, det er da beklageligt! Den 12/4 kom der så et langt svar kontorchef Thomas Alslev Christensen:

"Kære Claus Emmeche
Tak for din henvendelse. Beklager, at jeg først vender tilbage nu. Jeg mener, at der er belæg for ministerens udtalelser.
Damvad har med assistance fra CFA stået for hovedskrivningen af rapporten, som du spørger til, herunder også for gennemførelsen af de statistiske analyser. Jeg har været med til at gennemskrive rapporten.
Du spørger herudover til robustheden i resultaterne vedrørende sammenhæng mellem produktivitet i virksomhederne og deres samarbejde med universiteterne, herunder særligt omkring den den kausale sammenhæng.
Af rapporten om produktivitetseffekterne fremgår det af de komparative analyser, at den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder er højere i de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der samarbejder med universitieter, i forhold til virksomheder forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der ikke samarbejder.

Det er generelt opfattelsen, at styrket samarbejde mellem virksomheder og universiteter bidrager til at øge erhvervslivets konkurrenceevne. Det skyldes at samarbejde om fælles projekter bidrager til videndeling, der øger viden og kompetencer hos begge parter og dermed også i virksomheden. Øget viden og kompetencer i virksomhederne svarer til øgede investeringer i FoU og/eller medarbejdere, hvilket giver anledning til produktivitetseffekter i virksomhederne.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bidraget med flere analyser og undersøgelser, der bekræfter, at der både er gevinster for virksomhederne og for universitetsforskerne ved at samarbejde.
Jeg kan her henvise til analyserne:

1. "Effektmåling af forsknings- og innovationssamarbejder ˆ fokus på innovationskonsortier" fra 2008,
http://www.fi.dk/publikationer/2008/effektmaaling-af-forsknings-og-innovationssamarbejder

2. "Analyse af forsknings- og udviklingssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner" fra 2009 udgivet i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2009
http://www.fi.dk/publikationer/2009/analyse-af-forsknings-og-udviklingssamarbejde-mellem-virksomheder-og-videninstitutioner/

Desuden offentliggøres inden for få dage en opdatering af effektmålingen af innovationskonsortier fra 2008. Den nye analyse viser, at en virksomheder, der har deltaget i et forsknings- og udviklingssamarbejde med universiteter og GTS-institutter, i løbet af de næste 10 år efter starten af samarbejdet oplever en merværditilvækst, der er ca. 20 mio. kroner højere end for lignende virksomheder, der ikke har været med i et samarbejde. Der er endvidere også signifikant positive beskæftigelseseffekter for virksomheder, der havde mindre end 150 medarbejdere året før de indgik i samarbejde, omend dette resultat ikke er lige så robust som det første.

Dette er dokumenteret i "An Analysis of Firm Growth Effects of the Danish Innovation Consortium Scheme", der udgives i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2010. Når rapporten offentliggøres, vi jeg eftersende et eksemplar til dig.

Hvis du kommenterer min e-mail på bloggen "Forskningsfrihed", vil jeg bede dig om at citere min e-mail i sin helhed.

Med venlig hilsen
Thomas Alslev Christensen

Tak, det er hermed gjort. Det glæder mig hvis svaret bidrager til opklaringen af det spørgsmål jeg stiller. Jeg er hverken er økonom, erhvervsleder eller innovationsekspert, har ingen faglig ekspertise på området og kender ikke de analyser, som Alslev Christensen henviser til. Jeg synes dog svaret bærer lidt præg af en gentagelse af en antagelse (jf. "Det er den generelle opfattelse...") og jeg tvivler ikke på, at der netop er en sådan "generel opfattelse" af en kausal sammenhæng, jeg ville bare gerne overbevises mere præcist om årsag og virkning her, og hvad der ligger i det lidt luftige begreb "vidensdeling", og jeg må desværre sige, at jeg ikke føler min skepsis afkræftet i særlig stor grad (men ok, lige med hensyn til den industri af konsulentvirksomheder, der lever af sådanne analyser, bidrager samarbejder og vidensdeling uden tvivl til innovation).
Endelig finder jeg det lidt pudsigt, at forskerdelen af samarbejdet mellem CFA, FI og DAMVAD mener at spørgsmålet er politisk og på webersk maner afholder sig fra at svare, mens det seriøse tilløb til et fagligt svar sker fra ministerielt hold.

Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) udsender rapporten Produktivitetseffekter af erhvervslivets forskning, udvikling og innovation udført af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Århus Universitet sammen med FI og firmaet DAMVAD. FI skriver i den anledning på deres website (her) at

"Hidtil har det været vanskeligt at dokumentere de samfundsøkonomiske effekter af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Det har også været svært at få et nøjagtigt billede af det privatøkonomiske afkast i virksomhederne. Datamæssigt er der tale om den hidtil mest omfattende danske undersøgelse, der for første gang dokumenterer effekterne af virksomhedernes investeringer i forskning, udvikling og innovation."

I en pressemeddelelse af 31/3 fra FI med overskriften "Offentlig-privat samarbejde om forskning giver størst vækst" hedder det, at analysen

"når til en klar konklusion: Værdiskabelsen er stor i virksomheder, der investerer i forskning og udvikling – og størst, når virksomhederne samarbejder med universiteter og andre videninstitutioner." Ministercitat:
"- Rapporten dokumenterer, at regeringens mål om styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne er den helt rigtige vej til at øge erhvervslivets indtjening og konkurrenceevne og dermed sikre arbejdspladser i Danmark, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen."

I sammenfatningen på s. 10 i rapporten fremgår med illustration:

"FoU-aktive virksomheder, der samarbejder med offentlige videninstitutioner, har gennemsnitlig 15 pct. højere produktivitet per medarbejder end FoU-aktive virksomheder, der ikke samarbejder."

(klik på figuren for at forstørre) "Figur 2 Gennemsnitlig produktivitet per medarbejder, fordelt på FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner."

De 15% kan jeg ikke se begrundet andre steder i rapporten end i denne passus:

"Figur 2.2 viser, at virksomheder, der har FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner, har en signifikant højere gennemsnitlig produktivitet per medarbejder sammenlignet med andre FoU-aktive virksomheder. Den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder ligger på 541.000 kr. sammenlignet med 472.000 kr. hos FoU-aktive virksomheder, der ikke har FoU-samarbejde med videninstitutioner. Det er en forskel på 15 pct."

Nå, men – for nu at komme tilbage til pressemeddelelsens stemning – det er vel glædeligt? Når universiteterne piskes til erhvervssamarbejder – de tæller i incitamensstrukturen for de "konkurrenceudsatte" basismidler (der så ikke er basismidler mere) – skal det jo også helst kunne dokumenteres, at disse samarbejder er gode for vækst og innovation. Om de også er gode for universiteterne er et spørgsmål, der ikke skal tages op her. Men er de statistiske forhold, som rapporten fremstiller, også kausale relationer? – så der er grundlag for ministerens udtalelse om at "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne?
Er det sådan, at de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også "oplever" højere produktivitet, eller er det sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?
Jeg håber jeg kan blive klogere på det ved at nærlæse rapporten, men jeg har brug for en bedre lup. Læsere, der måtte kende svaret, må gerne blande sig!
Indtil da kan man da kun glæde sig over, at et konkret samarbejde mellem et universitet (CFA/ÅU), en virksomhed (DAMVAD) og staten (FI) kan bruges til noget så nyttigt som at legitimere regeringens forskningspolitik.

Jobbeskrivelse for minister eller embedsmand?

Der findes i videnskabsministeriets UBST (det er Universitets- og Bygningsstyrelsen) en enhed, der kalder sig Institutionspolitisk kontor. Jeg ved ikke helt hvad der gemmer sig bag betegnelsen, som minder mig om betegnelser som 'politbureau' fra sovjettiden. Men de søger nu en AC-medarbejder (læs opslaget her), eller rettere, "en dygtig kollega, der vil være med til at skabe gode rammer for de danske universiteter både nationalt og internationalt."
Ak, min sjæl, hvad kan du ønske mere?
Der er et eller andet i opslaget, der vækker mit ubehag, men jeg har svært ved at formulere hvad det præcist er. Måske er det bare noget rent sprogligt, det generelt spin-agtige lingo, som er med til at gøre det helt uklart hvad den embedsmand m/k, der søges, faktisk skal foretage sig. En af formuleringerne er:

"Du skal bl.a. analysere udfordringer,
udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."

Øhh, jeg troede det var politikere og ministre, der udformer politiske initiativer. Men måske har er det i sådanne formuleringer, at en bestemt ambitiøs ånd i UBST, og hos UBST's direktør Jens Peter Jacobsen, skinner igennem - en ambition om politisk magt? Så vidt jeg ved håbede JPJ i sin tid, at evalueringen sidste år af universitetsloven alene kunne gennemføres som en øvelse i evaluering uden at medføre egentlige lovændringer. Måske handler det nu om at komme lovgiverne i forkøbet.
Man har sagt (fx. her), at den nye videnskabsminister ikke har politiske erfaringer. Måske er den største udfordring ikke så meget politikerne på Christiansborg som de institutionspolitiske ambitioner i videnskabsministeriet.

Ledelse og medarbejderindflydelse på dansk og amerikansk grund

Af Jan Sickmann Hesthaven

Selvom jeg er bosat permanent i USA har jeg fulgt de mange diskussioner i Danmark angående forskningsfrihed og medarbejderindflydelse og jeg er bestemt ikke en ubetinget støtte til den siddende regerings tilgang til tingene.

Jeg har altid fundet det interessant, at regeringen drejer det danske system hen imod noget, der ligner det amerikanske system - men totalt misforstår at i det amerikanske system er den professionelle ledelse og bestyrelse, som i øvrigt ikke er en ubetinget daarlig ide, holdt i skak gennem ubetinget medarbejderindflydelse og forskningsfrihed gennem tenuresystemet. Regeringen har valgt den ensidige kontrol model og peger på det amerikanske universitets systems ubetingede success -- men det
bliver kun sjældent påpeget at en af grundene til succesen er netop medarbejderindflydelsen og den ubetingede forskningsfrihed gennem tenure.

Jeg ville også være sikker på at I kender til det nye initiativ fra AAUP (American Association of University Professors) angående forskningsfrihed.

Specielt den første artikel om frihed og indflydelse kan måske være interessant.

Den frie forskning er truet

hør lige nu, på P1 Formiddag 25. januar 2010 kl. 09:09 på P1:

De danske universiteter har gennemgået store forandringer de senere år.
- Forskningen er blevet inficeret af, at viden er noget, som skal købes og sælges, og det truer den frie grundforskning, siger Mogens Ove Madsen, lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet.
I bogen "Universitets død" skriver han, at den liberale tankegang er ved at kvæle universiteternes historiske frihed. Han mener, at det er vigtigt med et forskningsmiljø, hvor frie og skøre ideer kan bliver afprøvet, selvom der måske ikke umiddelbart står en køber klar til at aftage den viden.

Mogens Ove Madsen er gæst hos Poul Friis.