Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser

af Sofie Emmertsen, ph.d.

Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?

Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.

Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.

Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?

Sofie Emmertsen, ph.d.

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.