Kritik af pseudovidenskab censureret

Diskussion og kritik af uredelighed i forskning, ligesom diskussioner om forskningsfrihed, forudsætter ofte, at det er normal forskning vi taler om, dvs. et forskningsfelt som de fleste er enige om at betegne som videnskab og hvor forskerne nok kan være uenige om meget, men i al fald enes om paradigmets basale ideer (eller "tilgangen" eller "det teoretiske perspektiv" som man også ofte siger det på mindre naturvidenskabelige felter). UVVU, Udvalget for Videnskabelig Uredelighed er udformet primært med sigte på sager, hvor en forsker indenfor et iøvrigt sundt videnskabeligt felt fusker, snyder, konstruerer data eller manipulerer på andre måder, der udgør et klart brud på de videnskabelige normer for god, redelig forskning – og almindelig anstændighed, kan man tilføje. Men der er mange forskningsfelter, hvor karakteren af den "videnskab", der udføres, er langt mere usikker. Det fik mig til at tænke, at et af UVVUs problemer måske er, at UVVU ikke er gearet til at dømme noget som redeligt vs. uredeligt, når forskningen ikke er "normal", men allerede lettere suspekt i hele sin karakter, fx politiseret eller dybt ideologisk influeret, og mere har karakter af en religiøs eller politisk sekt. Det er let nok at forestille sig en samfundstænker eller en filosof, som ærligt og redeligt udarbejder sin i egne øjne banebrydende samfundstænkning eller filosofi på måder, som de fleste kolleger ikke anerkender som "god videnskab", men som han selv og medlemmerne af den særlige videnskabelige stamme eller sekt opfatter som relevant, seriøs, vigtig, og hvor de videnskabelige normer måske også er overholdt, måske lige bortset fra at det hele mere lugter mere af ideologi end af videnskab. Men også indenfor de mere 'våde' og 'hårde' videnskaber kan den slags forekomme (tænk på eugenik, frenologi, UFO-forskning eller kold fusion). I den engelsksprogede verden er der forskellige og kun delvist overlappende begreber for den slags, "patologisk videnskab", "junk science", pseudoscience, m.v. (se nærmere på Wikipedia).
    Jeg tror UVVU er bedre til at tage sig af bevidst fusk i god normal videnskab end til sager, som angår "fringe science" med varierende patologier. Sidstnævnte begreb kan jo både dække hvad Kuhn ville kalde "revolutionær videnskab", som blot endnu ikke er anerkendt men starter med nogle få forskeres vilde ideer, og så det som dårligt nok kan testes, efterprøves, og som måske langsomt opløses hvis det underkastes et kritisk-rationelt syrebad. Vi har tilsyneladende et mellemfelt af teorier og tilgange, hvor vi ikke er sikre på at forskningen overhovedet vil blive stående som videnskab, men hvor områdets marginale (eller spekulative, eller ideologiske) præg ikke forhindrer de deltagende forskere i at "arbejde efter reglerne", ærligt og måske endda også redeligt.

Anledningen til disse overvejelser er at jeg fandt ud af, at Weekendavisen har censureret, eller i al fald afvist at bringe, et vægtigt og kritisk indlæg af Jørgen Øllgaard om deres egen dækning af Helmuth Nyborg og sagen om hans forskning i IQ, som UVVU har dømt uredelig. Nyborgs kritikere, herunder de, som indklagede ham for UVVU, finder ikke, at UVVUs dom er hård og tydelig nok; omvendt opfatter Nyborg sig selv som offer for en politisk proces, og senest er UVVU selv blevet kritiseret i et indlæg i Weekendavisen (d. 24/1-2014, #4, s. 12) af psykologen Anders Gade, som selv skriver at Nyborg går imod "den generelle holdning blandt intelligensforskere", og tegner et billede af Nyborgs forskningsfelt som marginalt, dvs. ikke-anerkendt blandt flertallet af psykologer, demografer m.v., men holdt i hævd af en mindre sekt, som af og til har held til at publicere i særnumre af bestemte tidsskrifter. 

   Et andet meget interessant bidrag til debatten er som nævnt et indlæg af forskningsjournalisten Jørgen Øllgaard fra december, som Weekendavisen åbenbart har afvist at bringe, men som nu kan læses i sin helhed på Øllgaards blog (se her, jeg kan anbefale at man med det samme ruller ned til den fulde version med overskriften "2. Nærmere gennemgang...").

Måske er Nyborg således ikke bare Nyborg, men kan udsættes for et skema, hvor der i al fald foreligger den mulighed, at han hverken er Nyborgs Nyborg, eller UVVUs, eller kritikernes, men en helt fjerde type (som både Anders Gade og Jørgen Øllgaards indlæg kan tolkes som antydende). Dog vil Øllgaard hævde, at Nyborg både er uredelig, politiserende og patologisk pseudovidenskabelig, og det er ikke mit ærinde her at benægte, at det Nyborg bedriver, er politik iført en videnskabelig kittel.

    Men da jeg hverken er IQ- eller Nyborg-ekspert er min pointe blot at pege på det fjerde kvadrat (og en fjerde Nyborg) som en logisk mulighed, som UVVU ikke har så let ved at håndtere. Lå Lomborg mon ikke i samme kvadrat? Skal UVVU også tage sig af sager om uredelig politisk propaganda?

Nogle henvisninger:
UVVU's officielle side. Dansk Wikipedias side om Nyborg. Helmuth Nyborgs egen hjemmeside. Morgen Kjeldgaard, som var med til at indbringe sagen for UVVU, har et informativt website om eugenik generelt, og om Nyborg-sagens kronologi og mange dokumenter. Jørgen Øllgaard: "Skamløst: WA hvidvasker Helmuth Nyborgs fusk".

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Nu skal vi lige huske

Vi bør på dette meget kritiske sted lige huske at løfte på hatten for dem, vi beskyder, når de gør noget agtværdigt. Rektor for Københavns Universitet, som ofte - skønt ikke nødvendigvis for ofte - har været bestrøget på dette sted, afviste i går utvetydigt og på en for en rektor værdig måde at lade politiske forsøg på at få universitetet til at rette sanktioner imod Marlene Wind nyde fremme på institutionen. Det er - i det nuværende politiske klima - meget respektabelt og absolut en rigtig universitetsleder værdigt.

Jeg mener fortsat, hvad jeg mener, men her lige et kort, anerkendende nik.

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?

Mere tvang og styring på vej til forskerne

Fremover vil forskerne miste endnu mere af deres frihed. De skal tvinges til at bruge forskningsmidler på at få deres forskning formidlet – uden at få midler til denne opgave. De bliver også frataget copyright til deres eget arbejde.

af Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabsredaktører

Det vil blive konsekvenserne, hvis Videnskabsministeriet godkender forslaget ”Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark” fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Ifølge forslaget, skal forskere fremover betale for publicering af deres forskningsresultater, når de får bevillinger fra forskningsråd og andre offentlige fonde. Da der ikke er lagt op til, at fondene får tilført flere midler, vil det betyde, at forskerne fremover vil få færre forskningsmidler at råde over.

Hele denne del af forslaget bygger på et ønske om, at publicering fremover vil være baseret på, at det ikke mere er abonnenter, men forfatterne (eller i praksis deres institution), som skal betale for en udgivelse.

Forslaget er dybt problematisk. Hvis en forsker er særlig produktiv, får hun/han ikke flere midler til at publicere sine resultater for. Omvendt vil en forsker med få resultater indirekte råde over flere midler.

Denne udgivelsespraksis findes i en vis udstrækning inden for visse naturvidenskabelige og medicinske fagområder, men den passer slet ikke til humaniora og samfundsvidenskab. Inden for disse områder er andelen af publicerende forskere uden for universiteterne så høj, at systemet ikke vil kunne fungere. I visse fag er således andelen af pensionerede forskere, arbejdsløse, gymnasielektorer, præster osv. i størrelsesordenen 30 %. Generelt er den forfatterbetalte udgivelse også dybt uretfærdig på institutionsniveau, hvor universiteter med de fleste og bedste forskere skal betale for udgivelser, som de dårligere universiteter herefter gratis kan lukrere på.

Bibliotekernes udvalg har været klar over, at den nævnte forfatterbetalte publicering ikke ville give den Open Access, som de ønsker så højt. De har derfor lagt op til en løsning baseret på forfatterarkivering.

Denne løsning betyder, at statsansatte forskere ved tvang skal levere deres manuskripter til et nyt statsligt forlag drevet af bibliotekerne. Via forskernes ansættelseskontrakt skal de være forpligtet til at levere deres manuskripter. Det smarte for det offentlige er, at det får forskningsresultater kvit og frit. Ifølge planen skal manuskripterne offentliggøres gratis i bibliotekernes databaser, også selvom de – som praksis er – samtidig bliver kvalitetssikret, bearbejdet og udgivet af et fritstående forlag, hvis tidsskrift bibliotekerne hidtil har abonneret på.

Forskerne vil efter disse regler ikke mere få mulighed for frit at vælge, hvilket tidsskrift de skal publicere i. Hvis et tidsskrift ikke tillader en samtidig publicering af manuskript, vil forskeren altså ikke kunne publicere heri. Det kan meget vel være det tidsskrift, hvis profil passer bedst med artiklen og hvor chancen for optagelse er størst. Det kan også være, at forfatteren herved bliver forhindret i at publicere i det mest anerkendte tidsskrift inden for sit fag, men må nøjes med at publicere i mere sekundære udgivelser.

De foreslåede ordninger kan også stille danske forskere ringere i det internationale samarbejde. Hvis man er flere forfattere om en artikel, kan der let opstå problemer ved udgivelsen, hvis den danske forsker har stærke bindinger på sit bidrag. Forskeren kan da risikere at blive sløjfet som forfatter, selvom han/hun har ydet et kvalificeret bidrag.

Endelig har den forfatterarkiverede Open Access den generelt store ulempe, at alle tidsskrifter baseret på abonnementsindtægter vil blive ramt på økonomien. Det betyder, at forskerne vil få en dårligere behandling, når tidsskrifterne har færre midler til deres redaktionelle arbejde. Mange forskere vil endda blive ramt af, at tidsskrifter på deres område helt vil ophøre med at kunne eksisterer. De vil da stå med stærkt forringede publiceringsmuligheder.

Det sidstnævnte scenarie er meget realistisk. Det kan ses af konsekvenserne af en beslutning af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation fra 2008. De støttede tidsskrifter blev fremover tvunget til at publicere i Open Access (vel og mærke uden at få kompensation for indtægtstab). Det har blandt andet betydet, at historikere har fået seks færre tidsskrifter at skrive i. En meget stor del af fagets bedste tidsskrifter er ganske enkelt blevet puffet ud over kanten i stedet for at forskningsrådet har hjulpet dem.

Bemærk at ovenstående ikke er et indlæg mod Open Access. Forfatteren er faktisk en af dem, som siden 1980’erne har agiteret for digital forskningsformidling og som også selv i praksis har været pioner på området. Hvis jeg er modstander af noget, så er det at bibliotekarer – som ikke har forskningskvalitet og udgivelsesøkonomi som deres primære kompetencer - forsøger at tage ”patent” på Open Access og forhindrer os forskere og redaktører fra at få indflydelse på området. Ingen af de 330 mio. kr. som efterhånden er givet til DEFF er blevet givet til erfarne redaktører med ønske om at udvikle Open Access løsninger. Men det er en helt anden diskussion.

Der er mulighed for at indlevere høringssvar til Videnskabsministeriet indtil d. 9. juli. Forslaget findes her www.deff.dk/content.aspx?itemguid={BFB5A4D9-E3CA-4E42-A25E-BE11AE0B79D9}

Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har deres kommentarer til forslaget på www.videnssamfundet.dk

Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.