Den 10. november sendte UBST, Universitets- og Bygningsstyrelsen under videnskabsministeriet, et endnu ufærdigt lovforslag til høring, øjensynligt fordi forhandlingerne mellem forligspartierne er gået i stå og man ikke har kunnet komme længere, og d. 16. november opdateredes
en side herom på UBSTs website, hvor man også finder
høringslisten,
følgebrevet og selve høringsudkastet (sidstnævnte som et 5 MB stor billedscan, men en venlig embedsmand sendte mig en tekst-version, som jeg har henlagt her i et mere håndterbart
.doc og
.pdf-format. Man må sammenholde ændringsforslagene med den gældende lov som kan læses
her).
Det er altid interessant at lægge mærke til hvordan ministeriet præsenterer et sådant udkast – videnskabsministeriets website blev under Helge Sander langsomt omformet til en propaganga-maskine for ministeren og regeringens forskningspolitik, og det vil nok tage Charlotte Sahl-Madsen noget tid at få gjort op med tendensen til at bruge en offentlig myndigheds kommunikation så politiseret. I UBST's præsentation sættes fokus på tre punkter, som her skal citeres og kommenteres:
1.
"En friere ledelsesstruktur
Forslaget lægger op til, at det enkelte universitet får større fleksibilitet til at fastsætte sin egen organisation. Der vil ikke længere være krav om, at universiteterne organiserer sig med fakulteter og institutter. Samtidig bortfalder kravet om fakultetsdekaner og institutledere. Rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat." (UBST, 16.11.2010)
Når der tales om frihed, må man altid spørge "frihed" for hvem? Det første, og vigtigste, der må kritiseres ved høringsudkastst, er at der ikke gøres op med den enstrengede ledelsesstruktur. (Politisk er det måske ikke overraskende, da Socialdemokraterne hele tiden har holdt fast ved denne, men det bliver det jo ikke bedre af). Den hierarkiske struktur med bestyrelsen og rektor i toppen, og et lineært magtudøvelsessystem, med underledere som groft sagt kun er loyale overfor den overhund, de er ansat af, og ingen kontravægte af reel beslutningsmagt af betydning udenfor hierarkiet – fx for de studerende og det løse plus faste personale på gulvet, til fx at afsætte uduelige ledere eller vetoe katastrofale beslutninger – var ellers en af de væsentligste anker mod den 2003-lov (med senere modifikationer) som nu skal revideres til foråret. De godt 6500 ansatte forskere og studerende, som i 2008 krævede en egentlig revision af loven, ønskede netop "en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende", for nu at citere (
her) fra underskriftsindsamlingen fra 2008.
Det er sjovt at et ord som frihed kan opfattes så forskelligt. Rundkredsen af forligspolitikere opfatter "en friere ledelsesstruktur" som "frihed for ledelsen" – hvad der i lovforslaget nærmest er blevet til
al magt til bestyrelse/rektor – mens en friere ledelsesstruktur vel også kunne opfattes som en struktur, hvor ledelse og de der ledes i fællesskab opnår de bedste beslutninger, som alle føler ejerskab til og medansvar for, og som indbyder til og sikrer nøje og åbne overvejelser af alle argumenter såvel for som imod væsentlige beslutninger.
Selve tanken om at ikke alle universiteter behøver at ligne hinanden organisatorisk, og der på dette plan kan tages hensyn til forskelle på fx tekniske eller meget erhvervsrettede universiteter, universiteter med megen myndighedsbetjening eller strategisk forskning, og universiteter med alle videnskaber repræsenteret, er for så vidt sympatisk. Jeg ved ikke om man er nødt til at have oplevet den nuværende omorganisering af Aarhus Universitet på nært hold, for at forstå baggrunden for forslaget om, at fakulteter eller institutter ikke er "et
must" (spidsformuleret: vil lovforslaget blot legitimere fakultets-massakren på AU med tilbagevirkende kraft?), eller om en hård daglig træning i skolastiske begrebsøvelser –
a la "fortæl mig, om Statens Byggeforskningsinstitut i Aalborg i sin essens er et institut eller et fakultet" – er tilstrækkeligt til at tydeliggøre, at et (postsandersk og postfusioneret) universitet bestående af institutter og fakulteter ikke er nogen naturlov, lige så lidt som universitetet som sådan har nogen historisk uforanderlig essens.
I bemærkningerne til lovforslaget som indgår i høringsudkastet hedder det:
"Til nr. 14 (universitetslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.)
Det foreslås, at gældende ret præciseres ved, at rektors kompetence fremgår specifikt af loven. Samtidigt foreslås det at lade kompetencebestemmelserne for dekaner, institutledere m.v. udgå. Dette giver universiteterne frihed til at organisere sig, som det er mest hensigtsmæssigt for det enkelte universitet.
Den ændrede formulering af bestemmelsen tydeliggør, at al kompetence udgår fra rektor. Rektor delegerer opgaver til den øvrige ledelse. Delegation kan ske i led, sådan at en opgave, der er delegeret af rektor, kan videredelegeres til en leder på et mere decentralt niveau. Rektor kan blandt andet bemyndige ledere af videnskabelige enheder til at ansætte og afskedige ledere af underliggende videnskabelige enheder inden for deres område. I de tilfælde, hvor rektor har delegeret sin kompetence, træder den delegerede i rektors sted.
Som efter den gældende lov vil det være naturligt, at rektor delegerer opgaver, der hører til den daglige ledelse af universitetet, til de øvrige ledere, det vil sige prorektor, direktør, dekaner, funktionsdekaner, ph.d.-skoleledere, institutledere, centerledere og studieledere m.v."
Selve ledelseshierarkiet vil styrkes og lydigheden overfor rektor øges, en proces DTU har været spydspids for. Bestyrelser og rektor får større handlefrihed, det vil give enhver ny rektor med drømme om at blive husket for et eller andet "stort" en tilskyndelse til at sætte sit fingeraftryk på sit universitet ved at omorganisere det, og vi vil sikkert engang kunne opleve universiteter som sære konglomerater af enheder med vidt forskellige formål og opgaver – måske vil idrætsparken i København engang kunne indgå som en del af KU-Campus Nord?
Den ofte fremsatte kritik af den nuværende lovs §12 ("Bestyrelsen sammensættes således, at flertallet af medlemmerne er udefrakommende. Bestyrelsen vælger en formand blandt de medlemmer, der er udefrakommende") har man meget besynderligt valgt at forbigå i tavshed. Det forstår jeg ikke. Man bevarer følgende selektionskriterium for udefra kommende medlemmer: "De udefra kommende medlemmer skal have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber". Det er selvfølgelig vigtigt, at der i bestyrelsen er folk med økonomisk sagkundskab, og at de udpeges "i deres personlige egenskab" så de ikke
formelt repræsenterer Dansk Industri, men som enerådende selektionskriterium vil effekten reelt være, at de eksterne tilsammen garanterer erhvervsinteressers dominans.
En anden væsentlig kritik af styrelsesreformen i 2003 har været, at universitetsbestyrelserne blev nogle underlige lukkede, selvsuplerende kliker, som ikke skal stå til ansvar overfor nogen. I lovforslaget har man opfundet et byzantinsk svar på manglen:
"I § 12 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Universitetet nedsætter et organ, der indstiller de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer (indstillingsorganet). Universitetet nedsætter et andet organ, der udpeger de udefra kommende medlemmer (udpegningsorganet). Indstillings- og udpegningsorganerne må ikke være identiske. Indstillings- og udpegningsorganerne skal sikre, at de udefra kommende medlemmer opfylder betingelserne i § 12, stk. 2 og 3. Bestyrelsen fastsætter procedurer for nedsættelsen af indstillings- og udpegningsorganet.«"
I bemærkningerne hertil hedder det bl.a.:
"Indstillingsorganet indstiller udefra kommende bestyrelsesmedlemmer til udpegningsorganet. Herefter udpeger udpegningsorganet de nye udefra kommende bestyrelsesmedlemmer blandt de indstillede kandidater. Udpegningsorganet kan for eksempel være bestyrelsen eller dele af bestyrelsen."
Læseren må selv vurdere, om dobbeltorganet imødekommer problemet med det selvsupplerende – at det er de samme kredse og netværk, de nye eksterne medlemmer hentes ind fra. Retfærdigvis skal nævnes, at der også advokeres for, "at alle skal kunne komme med forslag til indstillingsorganet. Der skal derfor annonceres åbent efter kandidater til bestyrelsen".
Et særligt problem ved at sløjfe den gamle (2003) lovs paragraffer om dekaner eller institutledere er måske også, at med ryger en paragraf som "Institutlederen skal være anerkendt forsker og skal have undervisningserfaring." (§17 stk.3). I stedet hedder det nu, en anelse uklart (ændringsforslagets punkt 15 vedr. §14):
"Rektor ansætter og afskediger ledere af de organisatoriske videnskabelige enheder. Lederen af en videnskabelig enhed skal være anerkendt forsker og skal i relevant omfang have erfaring med uddannelse".
Men betyder det så, at man kan have fx et storinstitut med mange små forskergrupper (de "videnskabelige enheder"), hver med en forsker som leder, men hvor lederen af storinstituttet ikke kræves forskningserfaring endsige anerkendelse som forsker? Generelt kan man se centraliseringen af den organisatoriske magt hos rektor som åbnende for en langt mere managementpræget tilgang til styringen af de forskellige dele af universitetet.
2. Det næste punkt i UBST's præsentation lyder
"Medbestemmelse og medinddragelse
Det foreslås præciseret, at bestyrelsen skal sikre, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Hvordan dette sker, beskrives i vedtægten."
For først lige at opsummere den hidtidige diskussion har problemet med medbestemmelse været, at den nye lov tillod lederne at "inddrage" medarbejderne blot ved at informere dem om beslutninger, der allerede reelt var truffet. En dekan kunne fx lade sin prodekan for det ene eller det andet rejse rundt til institutterne i en "dialog" om et nyt forslag til reorganisering af fx studienævn, og efter denne rundtur, kunne forslaget blot effektueres trods massiv skepsis og modstand, fordi "medinddragelsen" ingen reel virkning havde. Når argumenter ikke høres - og ikke behøver at blive hørt - koger det i kritiske situationer desværre reelt ned til et spørgsmål om hvem der har den legale magt til at gennemføre en beslutning trods massive protester. Men det ligger i begrebet om akademiske frihed, herunder forsknings- og undervisningsfrihed, at magten deles, der skal være delt styring, og at personalet også har
en bestemmende indflydelse på de beslutninger der træffes. For at det ikke blot skal være et skuespil, må der sikres mekanismer til reel medindflydelse. Akademisk Råd kan fx
udtale sig til rektor og dekaner, ja, men ikke vetoe, ikke besslutte. Der er intet institut- eller fakultetsråd, der kan afsætte en fatalt dårlig ledelse. (Magtesløshed i organer som Akademisk Råd afspejler sig pudsigt nok i fakulteternes organisationsdiagrammer, med fakultetsdirektionen som oververdens centrum, hvilende på og styrende institutledernes institutter, med Akademisk Råd afbildet som en lille drabant i perifert kredsløb om resten).
Om den nu gældende 2003-lov bemærker udkastet: "Medbestemmelse og medinddragelse er et bestyrelsesansvar. Derudover skal institutlederen opbygge en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver med inddragelse af de studerende, det videnskabelige personale og det teknisk-administrative personale". Om universitetslovsevalueringen (som afsluttedes i dec. 2009) hedder det, at det internationale panel "konstaterer, at universiteterne ikke i tilstrækkelig grad har sikret medbestemmelsen og medinddragelse og løftet udfordringen med at udvikle en ny ledelseskultur." Panelet anbefalede, at "der indsættes en generel bestemmelse i universitetsloven, der giver universiteternes bestyrelser ansvaret for at sikre medbestemmelsen og medinddragelse på universiteterne". Og hvordan gør man så det? Her er udkaststs forslag, i al sin rørende enkelthed:
5. § 10, stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Bestyrelsen sikrer, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.«
Hertil føjes en del ord, men ikke mere substans, i bemærkningerne, citat:
"Formålet med forslaget er at tydeliggøre bestyrelsens ansvar, men det forventes fortsat, at den effektive inddragelse af medarbejdere og studerende sker på alle organisatoriske niveauer. Det følger endvidere, at de nærmere regler for medbestemmelse og medinddragelse skal fremgå af vedtægten. Dette sker for at følge op på evalueringspanelets anbefalinger om, at universitetsbestyrelserne bør kræve, at universiteternes øverste ledelse i samarbejde med det videnskabelige personale og de studerende udvikler procedurer og organisatoriske mekanismer til at sikre effektiv inddragelse af personale og studerende i overensstemmelse med moderne ledelsespraksis i videnorganisationer og de danske (og nordiske) traditioner i universitetssektoren. Fastlæggelsen af procedurerne for medbestemmelse og medinddragelse skal ske med respekt for den enstrengede ledelse.
Senest 3 år efter lovens ikrafttræden følges der op på, om universiteterne i tilstrækkeligt omfang har sikret medbestemmelse og medinddragelse for medarbejdere og studerende."
Det virker som et mislykket forsøg på at lægge en alt for levende bold død. Ønsket om at skærpe en sikring og gennem vedtægterne eksplicitering af mekanismerne for medindflydelse og medinddragelse må selvfølgelig ønskes velkommen, men her kunne man ønske en tydeligere skelnen mellem mulighed for at udforme forskellige systemer herfor i de forskellige vedtægter på hver sit universitet (og gerne nogle ideer herom i bemærkningerne), det generelle krav, og en større tydelighed om principperne for sådanne mekanismer, a la "checks and balances", nævnt i selve loven.
3. Så er der det for denne blog ikke uvæsentlige punkt, citat fra UBSTs annonce:
"Forskningsfrihed
Forslaget har desuden til formål at præcisere, at universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det foreslås desuden tilføjet i loven, at rektor eller underordnede ledere ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere ogaver i hele deres arbejdstid, sådan at de reelt fratages deres forskningsfrihed."
Dette er er jo umiddelbart glædeligt. Den forkætrede §17 stk. 2 i den nuværende lov, instruktionsbeføjelsen ("Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer") ændres. Ikke kun fordi kravet om ansættelse af dekaner og institutledere forsvinder, den erstattes i lovforslaget med (a) formuleringen af den enkelte forskers forskningsfrihed, hvor det før blot var universitetet. Før var §2 stk.2 "Universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik", nu foreslås "Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetik". (b) Alligevel bevares instruktionsbeføjelsen dog, men nu hos rektor og dennes bemyndigede, således:
"Stk. 6. Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. De videnskabelige medarbejdere har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Rektor eller den, der er bemyndiget hertil, må ikke over længere tid pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed."
Med andre ord kan en institutleder stadig bede en forsker udfærdige en rapport til et firma eller en styrelse om et stofs skadevirkninger, men kan ikke gøre det hele tiden. (Der vil stadig kunne opstå strid om hvor meget "over længere tid" så er).
Endvidere skæres det ud i pap, at forskerens frie emnevalg ikke kan indskrænkes af lokalstrategiske hensyn. Det er en meget væsentlig præcisering. Hurra for det. Man kan ikke tvinges til at opgive at forske i klassisk geometri, zoogeografi eller konservatisme, blot fordi ens enhed flager med ikke-kommutativ geometri, systembiologi eller radikalisering. Er matematik, biologi eller samfundsvidenskab en del af "hele universitetets profil", er der frit emnevalg herindenfor. Høringsudkastets bemærkninger reducerer dette spørgsmål om instruktionsbeføjelsen til blot værende af symbolsk karakter (og uheldig fordi "Stridighederne om denne paragraf svækker unødigt universitetsledelsernes gennemslagskraft",
sic), og om hensigten med den nye præcisering hedder det blot
"Formålet med forslaget er at bidrage til at tydeliggøre sammenhængen mellem den individuelle forskningsfrihed, som er knyttet til de videnskabelige medarbejdere, og den institutionelle forskningsfrihed, der er knyttet til universitetet."
Er alt så godt hvis forslaget vedtages? På ingen måde. Det er igen og igen fremgået (fx. i de forskningspolitiske hvidbøger fra Videnskabernes Selskab
2007 og
2009), at en række andre faktorer end de juridiske virker mindst lige så indskrænkende for den reelle forskningsfrihed – som fx tilstrækkelige midler til at forske, tilstrækkelig tid til langsigtede projekter, de usikre ansættelsesforhold (pga. tvivlsom økonomistyring, tilfældige udsving i studentertilgang m.v.) hvor fyring pga. nedskæring er en meget brutal begrænsning på den enkelte forskers forskningsfrihed. Dertil kommer sære restriktioner som ydre regulering af publikationskanaler og -form (forskningsindikatoren), og ikke mindst hele den generelle svækkelse af de kollegiale videnskabelige strukturer for prioritering af nye forskningsområder, rekruttering af nye forskere, og sikring af videnskabelig kvalitet (bl.a. analyseret
her). Gennem den øgede eksterne finansiering af mange afdelinger bindes beslutninger om rekruttering og prioritering op på fx indlejringsaftaler med Grundforskningsfonden og andre, som flytter indflydelsen bort fra de lokale fagmiljøer op på lederskråplanet for ren management efter bundlinie, indtægt og udgift, snarere end efter videnskabelig interesse. Mange har i diskussionerne nævnt at forskningsfrihed kræver fri tid, og der er intet i den nye lov, der tyder på at ændre selve tidsprioriteringerne eller de finansieringsmæssige strukturer, universitetsforskere kæmper med i dag.
Men forbedringen af emnefriheden i forskningsfriheden er et væsentligt skridt på vejen til bedre forhold, ikke mindst for de indfusionerede sektorforskere på de traditionelt mere autoritært styrede steder som DMU på AU eller Risø på DTU. De resterende sektorforskere, fx på GEUS, får ikke glæde af det. Om glæden er stor er nok tvivlsomt, da emnefrihed overalt på det entrepreneuriske universitet kræver, at projekterne kan sælges til en aftager. Og så er det igen så som så med friheden.
Lovforslagets høringsudkast indeholder også en række andet, bl.a. om økonomibestemmelser for at imødekomme en tværministeriel arbejdsgruppe, som anbefaler at selvejende institutioners økonomiske og administrative forhold reguleres gennem tværgående love og samles i ét regelsæt knyttet til finansloven - men det vil jeg ikke komme ind på her. Der står også mere om medinddragelse af medarbejdere og studerende gennem studienævn, ph.d.-udvalg, akademisk råd der i sin tur skal kunne nedsætte underudvalg, o.l., som jeg ikke vil kommentere nu, og som ikke ændrer det grundliggende demokratiske underskud, det nuværende lovforslag stadigt lider under.
Ændringsforslag forventes fremsat i folketinget i uge 8, så høringssvar via de høringsberettigede organisationer har allerede deadline 15. dec., så der er ikke så meget tid at løbe på, hvis du vil lade din mening tilflyde dem.
