”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.