Viser opslag med etiketten ansættelsesprocedure. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ansættelsesprocedure. Vis alle opslag

torsdag den 21. februar 2013

Forringede karriereveje ved "science"-KU

Åh nej, det er godt nok træls, men dét her må bare ud: Dekanen, også kendt som John Renner, ved det megastore post-fusionerede såkaldte "science"-fakultet ved Københavns Universitet (som inkluderer den tidligere Landbohøjskole og det tidligere naturvidenskabelige fakultet) har besluttet — eller gennemtrumfet? — at ansættelseskategorien "adjunkt" er en saga blot.
No tenure-track positions at the University of Copenhagen!!! 
Tenure-track??? 
For nye læsere: Det var den mulighed universitetet havde for at tiltrække lovende unge forskertalenter, at de ved at blive ansat i et tidsbegrænset adjunktur på vilkår, der mindede om en fast lektorstilling (pligt til såvel forskning som undervisning), kunne kvalificere sig til en sådan efter endt adjunkt-forløb. Det var en mulighed for at give forskerspirer en ekstra motivation til at forblive ved universitetet, så de ikke — pga. af usikre ansættelsesvilkår — sivede til industrien eller andre erhverv.

(Når kategorien tenure-track – eller frit oversat "en-tidsbegrænset-ansættelse-som-der-er-en-stor-chance-for-kan-blive-permanent-hvis-du-gør-dit-job-godt" – bedre kendes på engelsk end på dansk, skyldes det, at man i Danmark siden 2003-universitetsloven og relaterede kalamiteter har undermineret den ansættelsessikkerhed (tenure), som ikke blot begrundedes i en stilling "i det offentlige" (til lavere løn), men primært i det offentliges interesse i beskyttelse af forskningens autonomi og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser).

Det er ingen nyhed at antallet af adjunktstillinger i en årrække især på dette fakultet har været for nedadgående, og at flere og flere yngre forskere er ansat på kortvarige projektpenge som post-docs (som ikke har samme pligt til undervisning). Men – og dét er hermed rygtet jeg videre-kolporterer til det offentlige rum, for som almindelig ansat udenfor ledelses-lagkagen bliver man ikke informeret om den slags – nu har dekanen altså indført, at adjunkt-stillinger er et fortidslevn på "science"-KU. Begrundelsen henstår i det uvisse. Min kilde, en landskendt sektionsleder på "science", vil helst ikke have sit navn frem. Kilden siger, at det er blevet debatteret internt, men ser samtidig skræmt ud ved mødet med mine vantro øjne: jeg har ikke hørt om det her før.

(ps: "Hvad er en sektionsleder?" vil nogen så spørge. Det er en ny kategori i ledelses-lagkagen, som vi i et senere blogindlæg vender tilbage til.)

tirsdag den 19. juni 2012

Stillingsopslag til forskerstillinger og problematiske ansættelsesprocedurer

Jeg har hørt rygter om, at man på nogle universiteter slår lektorater op, som så besættes tilsyneladende efter normal procedure, men på tidsbegrænsede kontrakter, fx 5 år! I den periode skal den nyansatte så "bevise" at han eller hun kan fundraise til sin egen løn og helst mere. (Jeg taler her om ordinære universitetsinstitutter, ikke centre under Grundforskningsfonden el. lign.)  Jeg har intet overblik over omfanget af denne praksis, men den er da dybt problematisk, ikke mindst hvis det af stillingsopslaget ikke fremgår, at stillingen er ikke-permanent. Er der nogen, der har synspunkter, eksempler, eller mere viden om dette? Kommentér gerne her eller skriv til mig.

Vi har før (28/3-2011, her) skrevet om næsten det samme: Afviklingen af selve begrebet om lektorer og professorer som "faste fuldtidsstillinger"; og hvordan der bag institutternes hjemmesider med de lange personalelister gemmer sig et væld af forskellige uigennemskuelige ansættelsesformer, fx 5%-professorer o.l. vanvittigt. Det kunne også være interessant at få fagforeningernes opfattelse af disse forhold.