Den ekstrauniversitære virkelighed

En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.

Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.

Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.

Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.

To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.

Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...

Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?