En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.
Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.
Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.
Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.
Viser opslag med etiketten forskningsevaluering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskningsevaluering. Vis alle opslag
tirsdag den 11. oktober 2011
onsdag den 7. september 2011
Kampen om forskningsmidler ødelægger forskningen
af Morten Nørholm
Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.
I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.
I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.
Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.
Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.
I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.
I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.
Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.
Morten Nørholm, ph.d., universitetslektor,
Institutionen för pedagogik, didaktik och
utbildningsstudier, Uppsala universitet
- Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus. Polity Press, London
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark
- Kant, I. (1798/1998): "Der Streit der Fakultäten". In: Schriften zur Anthropologie Geschichtsphilosophie Politik und Pädagogik. Werke in Sechs Banden. Band VI, Sonderausgabe. Darmstadt 1998, s. 261-393
- Nørholm, M. (2011): "Social alkymi, konsekration, reproduktion - resume, analyse og kritik af Evaluering af forskningsrådssystemet". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, nr. 1, p. 26-42.
Dette indlægs permanente URL: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/09/kampen-om-forskningsmidler-delgger.html |
onsdag den 9. februar 2011
Umuligheder og fornuft
Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.
Men hvad skal man også sige?
Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.
Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!
Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.
Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.
Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.
Men hvad skal man også sige?
Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.
Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!
Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.
Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.
Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.
mandag den 15. december 2008
Videnskabsministeriets eliteenhed
Det må antages, at man i Videnskabsministeriet ikke skelner skarpt mellem eliteenheden for propaganda om verdensklasse og informationsafdelingen for højeste oplysning, og måske er der et betydeligt samarbejde mellem de to presseafdelinger. I al fald kunne man forleden læse om at Helge Sander, da han skulle til overrækkelse af Nobelprisen i Stockholm, udtalte, at "vi i Danmark har sat øget fokus på eliten. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser", hvad der affødte følgende kommentar (se her) fra et fremtrædende medlem af Videnskabernes Selskab: "Nobelprisen er en fest for grundforskningen. Men den danske regering og Sander gør absolut intet for universiteternes frie basisforskning og dermed for grundforskningen. Tværtimod oplever de fleste på universiteterne og i forskningen, at der topstyres og politisk udpeges og erhvervsrettes i strategier og puljer. Spillerummet for den frie forskning bliver mindre og mindre". I samme ånd henstillede Sune Auken for nylig (her) til at "få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten".
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!
Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.
Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):
”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.
[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.
Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!
Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.
Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):
”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.
[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.
Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.
søndag den 10. august 2008
Thomsons rolle - svar fra Peter Ingwersen
Den 18. juli rejste Thomas Söderqvist (her på bloggen) spørgsmålet "Hvilken rolle spiller Thomson Scientific i forskningsevalueringspolitikken?", og i en efterfølgende diskussion af indlægget foreslog jeg at sende spørgsmålet videre til professor Peter Ingwersen fra Biblioteksskolen, da han netop har forskningsevaluering som sit eget forskningsfelt. Peter Ingwersen har netop sendt mig dette svar og sin tilladelse til at bringe det her:
"Thomson Scientific's monopol på citationsområdet, og dermed i forbindelse med forksningsevaluering er brudt, og har iøvrigt været brudt længe. Dels findes en lige så dækkende tjeneste i form af SCOPUS fra Eslevier koncernen (http://www.info.scopus.com/setup/promo/demo/sc_DEMO_0407. ), dels benytter CWTS-centret ved Universitet i Leiden, ledet af professor Anthony van Raan (http://www.socialsciences.html leidenuniv.nl/cwts/vanraanafj. ), siden 1990-erne de samme rådata som Thomson Scientific i deres konsulentservice. Dette skyldes at Leiden køber disse data direkte fra Thomson, men derefter renser og videreudvikler dem selvstændigt i nye evaluerings- og analyseprodukter, herunder citationsanalyser og brug af indikatorer. Det nye er, at Leiden også køber fra SCOPUS og dermed kan producere forbedrede tjenester, idet Thomson og SCOPUS dels overlapper hinanden voldsomt, dels supplerer hinanden: SCOPUS indeholder samfundsvidenskabelige monografier samt konferenceproceedings, mens Thomson har en lidt anderledes tidsskriftsdækning og mere traditionel emneopdeling. Fælles for begge producenter er, at der er tale om fagfællebedømte videnskabelige publikationer. Der er foretaget indledende analyser af overlap og dækning, fordele og ulemper ved Thomson Scientific's ISI baser, SCOPUS og Google Scholar (http://www3.interscience.jsp wiley.com/journal/116311060/ ). Den sidste er godt nok gratis men også uhyre 'beskidt' og har ikke de samme søgefaciliteter, som de to andre. Datalogi og mit eget fag Informationsvidenskab kan i nogen grad gøre brug af Google Scholar, på grund af fagenes brug af konferencebidrag som central publikationskanal, men kun med stor varsomhed. Ved den tilstundende europæiske konference vedr. Science & Technology Indicators i Vien ( http://systemsresearch.ac.at/abstract?CRETRY=1&SRETRY=0 sti-conference/ ), vil en større analyse blive offentliggjort, udført af forskere fra CWTS, Leiden (Henk Moed).
Som Heine Andersen rigtigt udtrykker det, gør det nye danske (norske) forskningsanalysesystem til brug for ressourcefordeling mellem forskningsinstitutioner ikke gør brug af Thomsson, da systemet ikke observerer forskningskvalitet. Derimod tildeles, hvad jeg kalder 'publikationssuccess-point', til hver enkelt dansk akademisk publikation, som er fagfællebedømt. Men naturlivis påvirkes de udvalgte fagspecialister i deres årlige bedømmelse af deres fags tidsskrifters Journal Impact Factor, når tidsskrifterne skal rubriceres ind blandt de 20 % centrale internationale tidsskrifter og kategorien 'andre', med lavere pointtildeling. Så uhyre indirekte vil Thomson Scientific have en vis indflydelse.
I det nævnte kvalitetsbedømmelsessystem for forskningen i Australien vil man både anvende (international) fagfællebedømmelse og centrale bibliometriske indikatorer. Selve analyserne foretages i Australien af kompetente bibliometrikere i samarbejde med fagspecialister. Rådata vil komme fra Thomson og SCOPUS og andre kilder, fx. ArXiv for fysik. Den næste RAE-analyse i Storbritanien (Research Evaluation Excercise) er planlagt til på samme måde at kombinere fagfællebedømmelse og brug af indikatorer som i Australien. Dette er den optimale bedømmelsesmetode udfra en videnskabelig synsvinkel.
Sluttelig kan man sige, at uanset om man anvender PubMed, Inspec, NASA databasen (som også har citationsregistre), Web of science, Science Citation og Social Science Citation index online via Dialog (også Thomson-ejet), de tilsvarende CD-ROM versioner eller Scopus, kommer man ikke uden om at anvendelsen bør være professionel og bibliometrisk videnskabeligt funderet, ikke udført af amatøranalytikere. Det sidste udgør en langt større fare for at miskreditere citationsanalyser og forskningsevaluering generelt, end en ikke bevist lobby-indflydelse på sådanne bedømmelser fra Thomson Scientific eller andre dataproducenter.
Med venlig hilsen - Peter Ingwersen"
torsdag den 21. februar 2008
Politiserede forskningsevalueringer på vej?
Fra efteråret 2008 vil Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) iværksætte systematiske evalueringer af forskningen i Danmark. Evalueringer skal organiseres af en Analyse- og Evalueringsenhed under FI, som foreløbig består af en halv snes administrative medarbejdere med Anette Dørge Jessen som leder (se foredrags slides fra evaluerings- og analyseenheden i Forskningspolitisk Center, i arkivet). Enheden står også for arbejdet med den bibliometriske ”kvalitetsindikator” (Helge Sanders betegnelse), og skal endvidere udvikle statistiske måleinstrumenter til overvågning af forskningsindsats. Det hele indgår i regeringens globaliseringsstrategi, og har følgende målsætninger:
• Mere konkurrence om forskningsmidlerne
• Den strategiske forskning skal styrkes og prioriteres på et bedre grundlag
• Systematisk måling og evaluering skal sikre fokus på kvaliteten
Planlægningen i den nyetablerede enhed er i gang, og man har foreløbig fået øje på en række udfordringer. De første er:
• ”Hvordan sikres uafhængighed i evalueringerne?”
• ”Hvad forstås ved kvalitet, og hvordan måles den?”
Dette er skarpsindige iagttagelser, og udfordringer, der må virke skræmmende. At lægge evalueringer af forskningskvalitet direkte ind under en enhed i statsforvaltningens politiske hierarki svarer jo fx til at overlade til justitsministeriet at evaluere kvaliteten af domstolsafgørelser. Så langt er det nu kommet i centralisme og politisering af forskningen. Det er DDR-modellen og ikke den fri konkurrence, som new speak retorikken hylder.
Der er afsat tre-fire måneder til ”dialog” om udvikling af evalueringsmodellen, for åbent at møde udfordringerne.
Her er en idé. Det nærliggende svar på udfordringerne er en organisatorisk model, hvor ledelsen ligger i organer - bestyrelse/ råd/ repræsentantskab - uden for det ministerielle, politiske hierarki. Hos personer med kvalifikationer som forskere, bedømmere og som kompetente brugere af forskning.
• Mere konkurrence om forskningsmidlerne
• Den strategiske forskning skal styrkes og prioriteres på et bedre grundlag
• Systematisk måling og evaluering skal sikre fokus på kvaliteten
Planlægningen i den nyetablerede enhed er i gang, og man har foreløbig fået øje på en række udfordringer. De første er:
• ”Hvordan sikres uafhængighed i evalueringerne?”
• ”Hvad forstås ved kvalitet, og hvordan måles den?”
Dette er skarpsindige iagttagelser, og udfordringer, der må virke skræmmende. At lægge evalueringer af forskningskvalitet direkte ind under en enhed i statsforvaltningens politiske hierarki svarer jo fx til at overlade til justitsministeriet at evaluere kvaliteten af domstolsafgørelser. Så langt er det nu kommet i centralisme og politisering af forskningen. Det er DDR-modellen og ikke den fri konkurrence, som new speak retorikken hylder.
Der er afsat tre-fire måneder til ”dialog” om udvikling af evalueringsmodellen, for åbent at møde udfordringerne.
Her er en idé. Det nærliggende svar på udfordringerne er en organisatorisk model, hvor ledelsen ligger i organer - bestyrelse/ råd/ repræsentantskab - uden for det ministerielle, politiske hierarki. Hos personer med kvalifikationer som forskere, bedømmere og som kompetente brugere af forskning.
Abonner på:
Opslag (Atom)
