Kære Niels Krause-Kjær
I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:
1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.
Med venlig hilsen
Jon Rostgaard Boiesen

