Kritik af pseudovidenskab censureret

Diskussion og kritik af uredelighed i forskning, ligesom diskussioner om forskningsfrihed, forudsætter ofte, at det er normal forskning vi taler om, dvs. et forskningsfelt som de fleste er enige om at betegne som videnskab og hvor forskerne nok kan være uenige om meget, men i al fald enes om paradigmets basale ideer (eller "tilgangen" eller "det teoretiske perspektiv" som man også ofte siger det på mindre naturvidenskabelige felter). UVVU, Udvalget for Videnskabelig Uredelighed er udformet primært med sigte på sager, hvor en forsker indenfor et iøvrigt sundt videnskabeligt felt fusker, snyder, konstruerer data eller manipulerer på andre måder, der udgør et klart brud på de videnskabelige normer for god, redelig forskning – og almindelig anstændighed, kan man tilføje. Men der er mange forskningsfelter, hvor karakteren af den "videnskab", der udføres, er langt mere usikker. Det fik mig til at tænke, at et af UVVUs problemer måske er, at UVVU ikke er gearet til at dømme noget som redeligt vs. uredeligt, når forskningen ikke er "normal", men allerede lettere suspekt i hele sin karakter, fx politiseret eller dybt ideologisk influeret, og mere har karakter af en religiøs eller politisk sekt. Det er let nok at forestille sig en samfundstænker eller en filosof, som ærligt og redeligt udarbejder sin i egne øjne banebrydende samfundstænkning eller filosofi på måder, som de fleste kolleger ikke anerkender som "god videnskab", men som han selv og medlemmerne af den særlige videnskabelige stamme eller sekt opfatter som relevant, seriøs, vigtig, og hvor de videnskabelige normer måske også er overholdt, måske lige bortset fra at det hele mere lugter mere af ideologi end af videnskab. Men også indenfor de mere 'våde' og 'hårde' videnskaber kan den slags forekomme (tænk på eugenik, frenologi, UFO-forskning eller kold fusion). I den engelsksprogede verden er der forskellige og kun delvist overlappende begreber for den slags, "patologisk videnskab", "junk science", pseudoscience, m.v. (se nærmere på Wikipedia).
    Jeg tror UVVU er bedre til at tage sig af bevidst fusk i god normal videnskab end til sager, som angår "fringe science" med varierende patologier. Sidstnævnte begreb kan jo både dække hvad Kuhn ville kalde "revolutionær videnskab", som blot endnu ikke er anerkendt men starter med nogle få forskeres vilde ideer, og så det som dårligt nok kan testes, efterprøves, og som måske langsomt opløses hvis det underkastes et kritisk-rationelt syrebad. Vi har tilsyneladende et mellemfelt af teorier og tilgange, hvor vi ikke er sikre på at forskningen overhovedet vil blive stående som videnskab, men hvor områdets marginale (eller spekulative, eller ideologiske) præg ikke forhindrer de deltagende forskere i at "arbejde efter reglerne", ærligt og måske endda også redeligt.

Anledningen til disse overvejelser er at jeg fandt ud af, at Weekendavisen har censureret, eller i al fald afvist at bringe, et vægtigt og kritisk indlæg af Jørgen Øllgaard om deres egen dækning af Helmuth Nyborg og sagen om hans forskning i IQ, som UVVU har dømt uredelig. Nyborgs kritikere, herunder de, som indklagede ham for UVVU, finder ikke, at UVVUs dom er hård og tydelig nok; omvendt opfatter Nyborg sig selv som offer for en politisk proces, og senest er UVVU selv blevet kritiseret i et indlæg i Weekendavisen (d. 24/1-2014, #4, s. 12) af psykologen Anders Gade, som selv skriver at Nyborg går imod "den generelle holdning blandt intelligensforskere", og tegner et billede af Nyborgs forskningsfelt som marginalt, dvs. ikke-anerkendt blandt flertallet af psykologer, demografer m.v., men holdt i hævd af en mindre sekt, som af og til har held til at publicere i særnumre af bestemte tidsskrifter. 

   Et andet meget interessant bidrag til debatten er som nævnt et indlæg af forskningsjournalisten Jørgen Øllgaard fra december, som Weekendavisen åbenbart har afvist at bringe, men som nu kan læses i sin helhed på Øllgaards blog (se her, jeg kan anbefale at man med det samme ruller ned til den fulde version med overskriften "2. Nærmere gennemgang...").

Måske er Nyborg således ikke bare Nyborg, men kan udsættes for et skema, hvor der i al fald foreligger den mulighed, at han hverken er Nyborgs Nyborg, eller UVVUs, eller kritikernes, men en helt fjerde type (som både Anders Gade og Jørgen Øllgaards indlæg kan tolkes som antydende). Dog vil Øllgaard hævde, at Nyborg både er uredelig, politiserende og patologisk pseudovidenskabelig, og det er ikke mit ærinde her at benægte, at det Nyborg bedriver, er politik iført en videnskabelig kittel.

    Men da jeg hverken er IQ- eller Nyborg-ekspert er min pointe blot at pege på det fjerde kvadrat (og en fjerde Nyborg) som en logisk mulighed, som UVVU ikke har så let ved at håndtere. Lå Lomborg mon ikke i samme kvadrat? Skal UVVU også tage sig af sager om uredelig politisk propaganda?

Nogle henvisninger:
UVVU's officielle side. Dansk Wikipedias side om Nyborg. Helmuth Nyborgs egen hjemmeside. Morgen Kjeldgaard, som var med til at indbringe sagen for UVVU, har et informativt website om eugenik generelt, og om Nyborg-sagens kronologi og mange dokumenter. Jørgen Øllgaard: "Skamløst: WA hvidvasker Helmuth Nyborgs fusk".

Den ekstrauniversitære virkelighed

En af de mere særprægede fænomener i debatten om universiteterne er forestillingen om, at universiteterne ikke er en del af virkelighed. Man kan i ramme alvor høre højt engagerede medarbejdere i højt estimerede organisationer tale om, at universiteterne skal ”orientere sig mere efter virkeligheden” eller om, at det er et chock for vores kandidater, når de ”kommer ud i den virkelige verden”.
Ontologisk betragtet giver antagelsen selvsagt ingen mening. Selv hvis man mener, at tilværelsen er en tom illusion eller dyrker en anden variant over temaet ”virkeligheden findes ikke”, vil man ikke mene, at universiteterne er mere illusoriske end resten af den i det tilfælde ikke-eksisterende virkelighed. Hvis virkeligheden findes, findes universiteterne selvfølgelig som en del af den.

Men mærkeligt nok kan debattørerne stå i en universitetssammenhæng omgivet af universitetsfolk på alle sider og hævde, at de repræsenterer ”virkeligheden” i modsætning til os andre quasivirkelige personager. Den retoriske pointe med manøvren er selvfølgelig, at da vi i bedste fald har en eller anden afledt eksistens, og de repræsenterer den egentlige virkelighed, så skal vi skynde os at indtage en ærbødig kropsholdning og i øvrigt optræde ancillært i forhold til dem.

Det giver en forvreden debat, det giver et forvredent billede af universiteterne, det giver et forvredent billede af de studerendes virkelighed, og det giver et forvredent billede af universiteternes samfundsmæssige rolle. Hvis vi udelukkende definerer universiteterne tjenende i forhold til, hvem der nu måtte repræsentere ”virkeligheden”, overser vi, at der er og skal være et langt mere dynamisk forhold. Universiteterne skal også kunne gå op imod andre instanser, og de skal kunne hævde, at deres synspunkt er lige så sandt eller sandere end, hvad der fremstilles som virkeligt andre steder. Det er faktisk en adækvansbetingelse for overhovedet at uddanne eller bedrive forskning.
Jeg har for alt for længe siden i en fagteoretisk sammenhæng foreslået termen ”den ekstratekstuelle virkelighed”, fordi jeg manglede et ord, der kunne refererer til den del af virkeligheden, som ligger uden for teksten, uden at skubbe teksten ud af virkeligheden. Så må jeg på den baggrund i al fredsommelighed foreslå ”den ekstrauniversitære virkelighed”. Vi kan godt lide vores omverden, vi synes bestemt, at den findes, men vi er ret sikre på, at vi også selv findes: Universiteterne er en del af virkeligheden helt på lige fod med resten af den virkeligt virkelige verden. Og det at være uden for universiteterne giver ikke en en privilegeret ontologisk status, som bør følges op af tilsvarende handling.

Vi har tilbragt de sidste 8-10 år med at lade vores omverden definere os på en ukonstruktiv måde. Vi har ikke haft så meget valg, men vi har alt for ivrigt underlagt os taleformer, der var grundlæggende destruktive for os. Det er på tide, at vi på universiteterne tydeligere fastholder, at vi findes, og at vi har en betydning.

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv

Kære med-bloggere: Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv (her) som har fungeret fra 2007 til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site: Forskningspolitisk Arkiv 2.0 (her).
Skulle du have interesse i fortsat adgang til det gamle arkiv, kan du kontakte mig på curthansen2@gmail.com.
Læs mere om historien her...

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

Universitetsdebatten på limpinden

Jeg havde aldrig tiltroet VTU så megen intelligens, men dette her er faktisk smart. Sanders ”positive evaluering” er eksploderet op i hovedet på ham. Københavns Universitet er som direkte følge af det nye universitetssystem i færd med at foretage katastrofale nedskæringer, og universitetet befinder sig i oprør. Hvad gør ministeriet? Lader ministeren spille ud med et hyperkontroversielt forslag, der i dette øjeblik og mange år fremover ingen gang har på jorden. Så bryder der en hidsig debat løs om noget, som ingen reel betydning har, og de virkelige problemer, som var ved at bilve lidt for påtrængende, skubbes mere i baggrunden. Vores ”rektor” Hemmingsen, der vist nu har mistet enhver intern legitimitet og derfor bør have sin titel sat i citationstegn får så lov til at forsvare os lidt, imens han er i færd med at sønderbombe os.

Flot spil. Det er selvfølgelig underlødigt, og det kan kun udskyde de uundgåelige reformer på området lidt, for debatten løser ingen af vores problemer. Men netop i dette øjeblik: Flot spil, hatten af.

Forskningspolitik omtalt i DR!

Det utrolige er sket! DR har hele morgenen (på P1 ganske vist) haft et indslag med Lars Flugger som på vegne af alle fem forskningsråd kritiserer vilkårene for den fri forskning i Danmark (se fx her).

Videnskabsmedisteren udtaler dog - ikke overraskende - at der ikke er sparet (tværtimod, siger han), men forholdt sig i øvrigt ikke til den principielle kritik af det fornuftige i forsøg på at styre forskningen ud fra faktura-hensyn.

Spørgsmålet er nu om sagen dør her. Den er ved at ende som en strid om tal (som ikke er godt medie-stof): Jeg har ikke set den videre i andre medier (endnu i hvert fald) og hvis ingen andre politikere melder sig, er den allerede slut.

Det siger noget om hvor svært det er at få forskningspolitik på dagsordenen - selv en entydig kritik fra det samlede forskningsrådsystem giver kun en lille skvulp.

Demokrati i forskningspolitikken 1

Information skrev d. 31/8-07 (se her) at Ombudsmanden blåstempler

"... at Videnskabsministeriet udelukker fagbladet Forskerforums journalist, Jørgen Øllgaard, fra pressebriefinger. Det sker på baggrund af FORSKERforums størrelse og manglende dagsaktualitet, skriver journalisten.dk ".

På ikke-kynikere virker det overraskende at Ombudsmanden ikke lægger vægt på Forskerforums særlige rolle: Forskernes blad bliver udelukket selvom netop forskerne må siges at være blandt dem der har absolut størst interesse i at følge med i forskningspolitikken.

Ud over det principielle problem i at udelukke journalister, virker sagen specielt uheldigt (for forskere, hvis ikke for ministeriet) fordi interessen for forskningspolitik er ret begrænset i andre medier - hvilket vel også understreges af at denne historie tilsyneladende ikke er bragt ret mange steder.

Forskningsfrihed? på vej mod monopol

Information beretter idag, at DM lægger et betydeligt pres på FORSKERforum for at få bladets skarpt kritiske linje blødet op. Vi her på "Forskningsfrihed?" ser med forventning frem til det nye, tandløse blad, da vi så går en stor fremtid i møde. Tænk at have monopol på at bide de forskningspolitske topfolk i haserne. Hvor må vi nu få mange læsere, der ikke aner, hvortil de ellers skal hvile deres mødige hoveder.

Vi bliver nu de eneste, der stikker ud i et gråt, kedeligt managementlandskab. Vi bliver forskningspolitikkens anarkistiske kamæleoner, der i stedet for altid at gå i et med tapetet altid træder frem. Så opfordringen herfra må klart lyde: Se endelig at få friseret det blad. Vi er trætte af, at de går os i bedene (læseren bedes overse den indlysende kronologiske selvmodsigelse i foregående sætning). Vi gider ikke have konkurrencen fra al deres kritiske og tilmed kvalificerede journalistik, og det er så godt at få alle sine fordomme om uniformeringen af universitetsverdenen bekræftet. Go for it, DM!

Pressenævnet frikender ForskerForum

For et par dage siden (14/4-2007) skrev redaktøren på HippoCampus (RUCs alternative blad - mere om det senere) Nina Trige Andersen under denne overskrift om sagen mod FORSKERforum, som netop i går modtog denne blogs hyldest:

"De universitetsansattes medlemsblad, ForskerForum, bruger metoder, der er i strid med god presseskik, mener Peter Bogason, forvaltningsprofessor på RUC. Men den kritik har Pressenævnet nu skudt ned med en utvetydig frikendelse af ForskerForum.

Despotisk ledelse på RUC og kollegialt angiveri. Det var nogle af påstandene i ForskerForums artikler i november og december 2006. Men ForskerForum havde ikke reel dækning for historierne, mener Peter Bogason, der indklagede ForskerForum for Pressenævnet for brud på god presseskik. Pressenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag for at udtale kritik af ForskerForums journalistiske praksis.

Foreløbigt punktum
Pressenævnets frikendelse sætter et foreløbigt punktum i sagen efter en heftig og langvarig storm over de ansattes medlemsblad. En storm, der blandt andet indeholdt en opfordring fra 12 professorer til fagforeningerne DJØF og DM om at trække den økonomiske støtte ud af ForskerForum, mens andre universitetsansatte gik til forsvar for det kontroversielle medlemsblad. ForskerForum er kontroversielt, fordi det går tæt på konflikterne i universitetsverdenen, og ofte bruger anonyme kilder til at understøtte historier om for eksempel kritik af ledelsen. At de ofte lægger sig ud med de højere lag i universitetsverdenen, lægger ForskerForum da heller ikke skjul på. På forsiden har de hver gang dette citat fra Helge Sander:
”Jeg kender godt bladet ForskerForum, men jeg er forlængst holdt op med at læse det”."

Research, Politics, Money - and Journalism

Foreningen Danske Videnskabsjournalister (website), som arbejder for at fremme kommunikation og journalistik om videnskab, og udveksle erfaringer blandt videnskabsjournalister i Danmark og internationalt, afholder den 1. juni 2007 dette arrangement:

Research, Politics, Money - and Journalism
Society has an interest in research and its results. Today, society also has the resources to influence the subjects of science. What happens if society does not stop at influencing the subjects of science and tries to influence the results – for economical or ideological reasons?
The Danish Science Journalists' Association invites you to participate in a one-day conference on the role of science and science journalism under political and economical pressure.
Venue:
Biocenter, University of Copenhagen, Ole Måløes Vej 6, 2200 Copenhagen N
Date: Friday, June 1st. 2007, 08:30-16:30
Price: DV-members and students, 100 kr, others: 200 kr.

Program under udarbejdelse - om tilmelding m.v.:
Følg med på www.dissensus.dk
PS:
se Robin's omtale eftermødet her

Anonyme Akademikere

De seneste år har vi set en ny udvikling i offentlighedsbilledet omkring flere universiteter, nemlig opkomsten af et omfattende net af anonyme kilder, der på forskellig måde retter kritik af ledelsen på de respektive anstalter. Historisk set begyndte det på DTU kort efter, at universitetet fik ny ledelse, og det nåede et højdepunkt for nylig på RUC, hvor der pludselig viste sig at være horder af anonyme kritikere, men meget få åbenlyse.

Gruppen ”Anonyme Akademikere” er ikke ukontroversiel. Som de, der følger lidt med i forskningsverdenen, ved, har brugen af anonyme kilder på universitetet været genstand for en større og ganske ophedet debat i forbindelse med FORSKERforum (se andetsteds på denne blog). Man har følt, at anonyme kilder blev brugt til en smædekampagne, og det underforståede synspunkt har været, at den anonyme kilde mister sin legitimitet ved sin anonymitet, og at den, som bringer den anonyme kildes synspunkter til torvs, dermed har mistet sin legitimitet som debattør.

Diskussionen er rimelig nok, og de af os, der er villige til at optræde i opposition til vores ledelse uden at være gemt bag anonymitietens skærmende mørke, har vel på forhånd vundet håneretten over for vore anonyme kolleger. Men ud over at diskutere legitimiten i at optræde anonymt, burde man måske også standse og spørge, hvordan det overhovedet kan gå til, at vi pludselig får denne store repræsentation af anonyme kritikere. En forklaring er selvfølgelig, at vi har at gøre med overforsigtige personer, der er urimeligt nervøse for konsekvenserne af at fremføre deres standpunkter, og det standpunkt har en demokratisk traditions velkendte offentlighedskrav for sig, men det forklarer bare ikke, hvordan det sker, at man nu ser en eksplosion af anonyme kilder optræde i universitetsdebatten, hvor der næsten ingen var tidligere.

Derfor tror jeg, man må rette sin opmærsomhed imod den dramatiske omvæltning, der er sket på universiteterne med den nye ledelsesform, hvor universitetet har skullet ledes efter virksomhedsprincipper til afløsning for den demokratiske styreform i de foregående årtier. Det har imidlertid haft den - forhåbentlig utilsigtede - bivirkning, at den frie debat har fået sværere vilkår. Det er oplagt konfliktstof i en virksomhed, hvis dens ansatte offentligt kritiserer ledelsen eller udkaster alternative visioner for virksomhedens drift og fremtid. På samme måde formodes den ansatte at repræsentere virksomhedens - det vil sige ledelsens - standpunkter i sin optræden over for offentligheden. Dette har sin indlysende rationalitet i forbindelse med en virksomhed. Problemet opstår når formen føres ind på universitetet. For dermed kommer den ind på en institution, hvis aktive og nogle gange meget hidsige debatkultur er et af dens fremmeste kendetegn.

Dermed får man et sammenstød mellem to organisationskulturer, der bliver så meget des grellere, fordi den nytiltrådte ledelse er begyndt med et legitimitetsproblem. Den mangler den institutionelle rygdækning, der ligger i at være valgt af af kollegakredsen, de stærkt forhøjede lønninger, der sætter skel mellem ledelsen og de ansatte, bidrager til problemet. Samtidig er ledelsen under pres ovenfra for at vise handlekraft, fordi der er en god del politisk prestige investeret i den. Derfor er den pinedød nødt til at vise sig som en succes, og derfor kræver det en betydeligt bredere ryg hos den nye ledelse at stå for kritik.

I den situation ville det være lidet overraskende, hvis den nye ledelse blev endog meget mindre tolerant over for kritik, og det er under alle omstændigheder givet, at mange ansatte er nervøse for de både formelle og mere informelle magtmidler, den nye ledelse er i besiddelse af. Man frygter simpelthen for sit job og for sine arbejdsvilkår. Derfor bliver incitamentet til at udtale sig anonymt langt større, og dermed også risikoen for, at nogen vælger denne strategi. Det understøttes af, at utilfredsheden med den nye ledelsesform er udbredt, og af, at universiteterne netop har traditionen for åbenlys og højrøstet kritik af sin ledelse.

En ny gruppe er født: AA - Anonyme Akademikere. Man kan hade dem eller elske dem, som man har lyst. Men man må hellere vænne sig til dem, for de er kommet for at blive - i det mindst så længe man leder debatterende institutioner som om de var virksomheder.

Ølgaards svar på professorernes klage

Jørgen Ølgaard, redaktionssekretær og journalist på Forskerforum, svarer på kritikken. Bl.a. "De danske universiteter er blevet et fåmands-vælde med central ministeriel styring, hvor universitetslærere kujoneres til tavshed." Læs hele svaret her...

Professorvælde og ytringsfrihed

Fra Finn Hansson, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, har vi modtaget følgende (red.).

Kort før jul har en gruppe statskundskabsprofessorer følt sig kaldet til at forsøge at begrænse eller helt få lukket en af de få kilder til kritisk information om universitetsverdenen vi har, bladet Forskerforum som universitetssektionerne i DJØF, DM og IDA står bag.

Nedenstående brev fra en gruppe professorer til DJØF’s bestyrelse kan man kun læse som et forøg på at spille på den magt, professorer havde før 1968. De generer sig ikke for at gå bagom de foreningsdemokratiske veje i fagforeningen og vælger at bruge klassiske pressionsmetoder (det er jo professorer i statskundskab) for at få lukket den eneste kritiske tidsskriftdækning af universitetsforhold. Sagen er allerede taget op af bestyrelsen. Det er yderst foruroligende, da vi husker at en tilsvarende aktion fra nogle højesteretsdommere og juraprofessorer i anledning af kritiske artikler om højesteretsdommernes mange givtige bierhverv fik DJØF til at afskedige redaktøren af DJØF-bladet.
Der bør reageres mod denne form for undertrykkelse af pressen, som forsøger at kortslutte de normale demokratiske veje i forbundet.
Til de konkrete kritikpunkter de peger på og som de især tager anstød af, er Forskerforums afdækning af de horrible ledelsesforhold, RUC’s nye rektor har indført og åbenheden omkring de pænt store lønninger, der gives til de nye ansatte ledere på universiteterne. Hertil er der vel kun det at sige, at Forskerforum er det eneste sted der systematisk har fulgt og afdækket disse forhold. Formen og tonen i bladets dækning kan ind imellem få en lovlig populistisk tone, men det bør ikke fjerne opmærksomheden fra indholdet i de sager som bladet afdækker. Men det kan naturligvis genere personer på universiteterne der ikke er tilhængere af åbenhed, i kamp for demokratiske rettigheder eller blot overholdelse af normale spilleregler.

Hvis DJØF eller de andre AC fagforbund på baggrund af en sådan pression griber ind overfor Forskerforum er det på tide at alvorligt overveje, om det er rimeligt at være medlem af en fagforening, der har så lidt respekt for at sikre en kritisk belysning af forholdene på universiteterne for slet ikke at tale om ytringsfrihed om universitetsforhold.

Finn Hansson
Læs omtalte brev her.... Se også opfølgning v. Johan Rasmussen i bladet Journalisten, og Lise Richter i Information d.17/1; kommentar af Christen Sørensen d.19/1.