Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Videnskabens domænekampe og kernefaglighedens udgrænsning

Center for Vild Analyse har endnu engang leveret en stribe interessante, måske vilde, måske lidt luftige, men ikke mindre væsentlige sansninger af tidens tendenser, denne gang forskningsfrihedens degenerering til kamp om domæner og discipliner. Dagbladet Information bragte i går den trykte version (se her) under overskriften "Forskeren som magtens forlængede arm", hvori det blandt andet hedder:

"Måske er det i denne udvikling gået mere eller mindre upåagtet hen, at videnskaben er endt med at blive temmelig nem at styre for politikken? I takt med den enkelte forskers tiltagende ydmyghed over for rækkevidden af hans eller hendes erkendelser er samtidig de filosofiske og moralske visioner sivet ud af videnskaben. Næsten som om alle tavst er blevet enige om en slags ubevidst del-og-hersk politik, hvor forskere får ekspertstatus på hvert deres område under forudsætning af, at de ikke blander sig i politik. Spørgsmålet om, hvilke rammer konkrete videnskabelige praksisser etableres under, hvem der bestemmer, hvad der skal forskes i og hvorfor, bliver sværere at adressere, når ingen har legitimitet til at udtale sig om andet end deres eget domæne. (...)

I stedet for hele tiden at blive revet det spørgsmål i næsen, hvad deres forskning kan bruges til, hvilke nytte den har, burde forskerne måske konsekvent afkræves et svar på, i hvilken grad deres forskning medvirker til befæstelsen af den bestående politiske magt. Hvad er det, de hver gang ikke gør, når de indskrænker deres domæne til det, samfundet eller forskningsrådene finder det væsentligt at forske i?"

Striden om de roller, som klassisk disciplin- eller paradigmeorienteret normalvidenskab versus andre forskningsformer som tværdisciplinære, anvendelsesorienterede, eller mere paradigmebrydende forskningsprogrammer bør spille på universiteterne, er hel central, og bør konkretiseres ved at blive forbundet med den løbende debat om de institutionelle rammer for styringen af de hybride universiteter, vi har i dag. Det er derfor interessant at modstille Vild Analyses kommentar med de ti Aarhus-professorer, der i AU-avisen Univers nr. 4, 2012, d. 2/4 foreslog foreslår fire konkrete initiativer for at skabe tillid mellem ledelse, medarbejdere og studerende på Aarhus Universitetet (se her); professorerne skriver bl.a.:

"Universitetet understreger for tiden tværfaglighed, men rektor har også flere gange slået fast, at fokus på kernefagligheden skal fastholdes; ”Dybden skal være på plads”. Der kunne mere konkret følges op på denne basale, men vigtige indsigt: Tiltag, der understreger kernefagligheden, bør spille en tydeligere rolle på AU. Det gælder så meget mere, som de statslige forskningsråd i stigende grad koncentrerer støtten på meget store projekter. Det gør det væsentligt, at der er finansieringskilder til mindre og mellemstore forskningsprojekter. Aarhus Universitets Forskningsfond har her et meget stort potentiale. Det forudsætter, at fonden uafhængigt af andre instanser kan uddele forskningsstøtte med udgangspunkt i ansøgninger fra universitetets videnskabelige medarbejdere."

De 10 henviser til tendensen til at kun mega-projekter om 'strategisk vigtige' satsningsområder som involverer store forskergrupper støttes, mens enkeltforskere har meget svært ved at få støtte til at forfølge nye og måske mere usikre eller vilde ideer. Så måske burde de 10 professorer gå sammen med Center for Vild Analyse for at igangsætte et nyt, originalt tænkt empirisk projekt om nye former for disciplinaritet og kernefaglighed?

SYMPOSIUM 2012: FUTURES OF THE UNIVERSITY

NORDISK SOMMERUNIVERSITET
Nordic Summer University

Ad-hoc symposium 27.-29. April 2012
Roskilde University, Denmark

Call for Papers - Deadline 15th March 2012

Universities in Europe, have in the last decade, been through a period of structural and organizational changes. There is a growing political focus on results from research activities, but at the same time an increasing pressure to do more teaching. In the process of controlling and directing the academic work, new financial and bureaucratic procedures are introduced and exercised on both the university as system and the researcher/lecturer as individual. This calls for an open and creative discussion about the university both as idea and institution, and its possible ‘futures’.

Questions which concern the current development include: Is the present development therefore an important departure from the Humboldtian system of research-based university education? Will the policies from the Bologna process undermine the tradition of the freedom of enquiry in the universities? Will this development increase the quality of the academic work or rather lead to the homogenisation and loss of diversity which still exist between universities in Europe? Do those political attempts, such as getting direct control of the research activities and the curriculum in the university education, threaten the university as a free institution in the Humboldt tradition? Will they change the university's role as the basis for a democratic society? What kind of future for the universities is that current higher education policies are forming for us? What are the possibilities for the universities? Should the university as idea be protected as a world Cultural Heritage?
The symposium, drawing on the research and experiences of the participants, will discuss above important matters. It aims to have some understanding of the overall situation, as well as identify the areas where further research and discussions are needed. We would also like to discuss different scenarios for possible university ‘futures' and to create directions for the university's role in future society.
The ad-hoc symposium, will as part of discussions, prepare a proposal (a manchet) for a coming three year NSU study circle on the theme: “The futures of the University” to be presented at the NSU summer session 2012.

Abstract Submission
Word limit: 350 words with a short biography.
Send it to: nsu-symp-papers [at] ruc.dk
Submission deadline: the 15th March 2012. Authors will be notified by 20th March 2012.
Nordic as well as international participants are welcome. Participants without presentations are welcome too. Presentations may be made either in English or in one of the Scandinavian languages.

More information:
Symposium fee: 67€ (paid on arrival) including 2-night accommodation (shared with 2 or 4 persons), symposium dinner, lunches, coffees and teas. Single accommodation can also be arranged with different fees.
Preliminary program can be found: from the 20th March 2012 on www.nsuweb.net where you can also find more information about NSU and sign up for the newsletter.
Registration: from 15th March 2012. (Further notice on registration at www.nsuweb.net from 15th March)

Coordinator: Jesper Jorgensen E-mail: jesperjo [at] ruc.dk

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.

Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.

Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.

Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.

Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.

Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.

Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.

Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.

Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.

Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.

Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

God videnskabspolitisk 1. maj!

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

De problemer, som citatet, bragt i en tidligere 1. maj-klumme, peger på, er lige så aktuelle i dag som for tre år siden, da Johanne Schmidt-Nielsen fremførte dem sin kronik. Men én ting synes at stå klarere denne 1. maj, hvor vi nærmer os den afsluttende behandling i Folketinget af forslaget til en ny universitetslov, som stik imod demokratiets interesser risikerer at styrke management- og universitetslederlagets magtpositioner, frem for hensynet til demokrati, på universitetet såvel som i samfundet, og hensynet til faglighed, videnskabernes mangfoldighed og befolkningens tillid til den offentlige forskning, som næppe er øget af den seneste tids skandaler: Den videnskabelige forskning på universiteterne underlægges i stigende grad en global tendens til korporativ statsstyret markedsgørelse, som af de økonomiske eliter tænkes i forlængelse af de enkelte nationers (stort set ens) strategi for at klare sig i en såkaldt global konkurrence om ressourcer og egen vækst. Forskningens industrialisering, entreprenørgørelse og videnskabernes underlæggelse af de politisk-administrative eliter truer selve videnskaben.
I den kontekst er selve begrebet om "samfundets vidensproduktion" allerede et politiseret begreb. Universiteter ses i stigende grad som industrier, og ledes som sådanne. Syddansk Universitet fejrer fx 1. maj med at indrykke en stillingsannonce (dagens Politiken, 4. sektion s.7) for en ny universitetsdirektør med ordene ”Bliv en del af en af Danmarks førende vidensvirksomheder”. Ledelserne samler sig, bl.a. i interesseorganisationen "Danske Universiteter", for at bevare status quo, så "os i rektoratet" (som en universitetsdirektør konstant omtalte sig selv på et møde om universitetsledelse arrangeret af Preben Melander på CBS i april) ikke mister én tomme af magten.
På universiteterne er "videnspolitik" blevet til vidensmanagement og vidensøkonomi. På en dag som denne er der grund til at minde om, at fænomenet viden, i form af videnskabeligt frembragt erkendelse, kun gennem en enorm reduktion lader sig forstå, håndtere og udveksle som en vare. Hvis regering, ministerier og universitetsledelser har en videnspolitik som går i ét med de rent økonomiske hensyn, er der her og nu brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitisk indsats for at sikre de videnskabelige dyder, udfoldelse af videnskabelig kritik såvel mod dårlig forskning som mod administrativt mismanagement, og styrke snarere end svække videnskabernes mangfoldighed.
Videnskabspolitikken må dæmme op for illusionen om universitetet som en vidensfabrik, som kan styres og (om)organiseres oppefra som en virksomhed, i beslutningsprocesser der helt afkobler de faglige miljøer. En sådan illusion omsat til praksis er akademisk kapitalisme, og den kan være lige så farlig som akademisk maoisme. God 1. maj!