Videnskab eller patentering

Hvor langt uvidenskabelige normer har fået lov til at trænge ind i og omforme den videnskabelige verden i Danmark, afspejler sig med næste symbolsk tydelighed i den faglige overvægt, man har givet patentet. Vi er helt syge efter at arbejde hen imod at udtage patentet, og et patent betragtes som et mål i sig selv for vores videnskabelige stræben. Tilmed et mål der ofte i talen om universiteterne overordnes andre resultater. Vi kan kun retfærdiggøre vores eksistens i vore høje herrers øjne, hvis vi kan udtage en masse patenter. Ja, patenteringen er trængt helt ind i vores grundfinansiering. I Den Bibliometriske Forskningsindikator, som jo skal bruges til det selvmodsigende projekt at ”konkurrenceudsætte” ”basismidler”, vejer udtagningen af et patent på lige fod med forfatterskab til videnskabelige arbejder. Som var patentet i sig selv et videnskabeligt resultat.

I processen ignoreres det, at få ting er så fundamentalt uvidenskabelige som patenter. Videnskabens formål er at frembringe og sikre viden, patentets at spærre adgangen til den. Hver gang der udtages et patent, bliver et stykke af menneskets viden gjort utilgængelig for alle andre, end dem som sidder inde med patentet, og hvem de måtte finde for godt at dele denne viden med.

Videnskab er afhængig af at have adgang til fri viden. Videnskaben er en gaveøkonomi. Man modtager en masse viden fra tidligere videnskabsfolk, arbejder videre med den og giver derefter sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund. Udtagningen af patentet bryder gaveøkonomien. Forskeren (som dermed formentlig træder ud af rollen som videnskabsmand) giver ikke sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund (og dermed til hele samfundets almindelige vidensbase), men beholder det for sig selv eller en privat virksomhed og forhindrer dermed efterfølgende forskere i frit at arbejde videre med det.

Historisk set befinder vi os i dag på et så sent punkt i denne udvikling, at meget store dele af den menneskelige viden reelt er spærret inde bag forskellige typer af patenter Ja, viljen til at patentere er så udviklet, at der har måttet udvikles jurdiske ”antipatenteringspatenter” for at få ny viden til at forblive fri af patentering.

Den faglige konsekvens af dette er, at den videnskabelige gaveøkonomi er brudt på et tidligere punkt i processen. Det er på en række områder vanskeligt faktisk at få adgang til den viden, man skal bruge til sit videre faglige arbejde. På samme måde vil der i mange situationer være bindinger på, hvad man faktisk kan gøre ved den viden, man har fået adgang til. Der vil være grænser for, hvad man må undersøge, og der kan være grænser for, hvilke af de faglige resultater, man når frem til i sit arbejde, man må publicere. Hvis der er tunge økonomiske interesser i fx at et produkt virker, eller at det ikke har bestemte bivirkninger eller eksternaliteter knyttet til sig, vil det hyppigt være umuligt at få tilladelse til at fremlægge det fagligt set bedste resultat. Denne type ubekvemme forskningsresultater vil ofte være af den allerstørste samfundsmæssige betydning.

Ud fra en faglig betragtning er det altså svært at finde de forsonende elementer i patenteringen. Det er fornuftigt nok, at dansk forskningspolitik beskæftiger sig med patentering, men retningen burde være modsat. Snarere end at gøre patenteringen til norm burde forskningspolitikken skærme det fælles vidensrum, videnskabeligt arbejde er afhængigt af, imod patenteringen. Der bør arbejdes for, at dansk videnskab får adgang til den viden, der er nødvendig for at kunne udføre det videnskabelige arbejde, og der bør sikres, at viden, som er frembragt med støtte fra offentlige midler, ikke derefter spærres inde bag private patenter.

Også på dette punkt står vi i en situation, hvor det er særdeles tvivlsom, om erhvervsnytte og samfundsnytte er det samme, for samfundet har betydeligt mere brug for at have adgang til en kvalificeret uafhængig viden end til at der udtages endnu et patent.