Viser opslag med etiketten ledelseskultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ledelseskultur. Vis alle opslag

torsdag den 13. september 2012

Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:


De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

torsdag den 7. juni 2012

Skal evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator foregå i stilhed?

Endnu engang viser den styrelse, som er ansvarlig for Den Bibliometriske Forskningsindikator, og som ledes af Inge Mærkedahl, sin tilbøjelighed til lukket kommunikation. Det er ellers blevet bedre efter at Forsknings- og Innovationsstyrelsen (den enhed, der har ansvaret for indikatoren, hedder nu: Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, Koncerncenter for Analyse og Statistik, lad os kalde den SVUUKAS) fik taget sig sammen til at informere om projektet på styrelsens hjemmesider.
Men nu ligger der altså en evaluering, og hvad sker der så? De videnskabelige rådgivere i de oprindeligt 68 faggrupper, som har været med til at forsøge at gøre indikatoren "så lidt ringe" som muligt, når den nu var politisk besluttet, negligeres. Høringen sendes direkte til universitetsledelserne, men hvem i toppen af de enkelte universitetsledelser forestiller man sig skal skrive høringssvar? Tror SVUUKAS og Inge Mærkedahl, at topledelserne sender rapporten og høringen videre "nedad" til de faglige rådgivere?

I al fald har undertegnede faggruppemedlem ad helt tilfældig vej - nemlig i en kommentar til et andet indlæg på denne blog! - fået nys om såvel evalueringsrapporten som høringen. Høringsperioden er 25. maj til 15. juni 2012.
Det er utilfredsstillende. Protest og materiale, inkl. evalueringsrapport, er nu gjort tilgængelig for alle interesserede her.
ps:
det er symptomatisk, at i dag betyder ord som "Københavns Universitet" i ministeriets ordbog "universitetets topledelse", og man glemmer at topledelsen for fx KU ikke er synonym med KU.

søndag den 8. april 2012

Videnskabens domænekampe og kernefaglighedens udgrænsning

Center for Vild Analyse har endnu engang leveret en stribe interessante, måske vilde, måske lidt luftige, men ikke mindre væsentlige sansninger af tidens tendenser, denne gang forskningsfrihedens degenerering til kamp om domæner og discipliner. Dagbladet Information bragte i går den trykte version (se her) under overskriften "Forskeren som magtens forlængede arm", hvori det blandt andet hedder:
"Måske er det i denne udvikling gået mere eller mindre upåagtet hen, at videnskaben er endt med at blive temmelig nem at styre for politikken? I takt med den enkelte forskers tiltagende ydmyghed over for rækkevidden af hans eller hendes erkendelser er samtidig de filosofiske og moralske visioner sivet ud af videnskaben. Næsten som om alle tavst er blevet enige om en slags ubevidst del-og-hersk politik, hvor forskere får ekspertstatus på hvert deres område under forudsætning af, at de ikke blander sig i politik. Spørgsmålet om, hvilke rammer konkrete videnskabelige praksisser etableres under, hvem der bestemmer, hvad der skal forskes i og hvorfor, bliver sværere at adressere, når ingen har legitimitet til at udtale sig om andet end deres eget domæne. (...)
I stedet for hele tiden at blive revet det spørgsmål i næsen, hvad deres forskning kan bruges til, hvilke nytte den har, burde forskerne måske konsekvent afkræves et svar på, i hvilken grad deres forskning medvirker til befæstelsen af den bestående politiske magt. Hvad er det, de hver gang ikke gør, når de indskrænker deres domæne til det, samfundet eller forskningsrådene finder det væsentligt at forske i?"
Striden om de roller, som klassisk disciplin- eller paradigmeorienteret normalvidenskab versus andre forskningsformer som tværdisciplinære, anvendelsesorienterede, eller mere paradigmebrydende forskningsprogrammer bør spille på universiteterne, er hel central, og bør konkretiseres ved at blive forbundet med den løbende debat om de institutionelle rammer for styringen af de hybride universiteter, vi har i dag. Det er derfor interessant at modstille Vild Analyses kommentar med de ti Aarhus-professorer, der i AU-avisen Univers nr. 4, 2012, d. 2/4 foreslog foreslår fire konkrete initiativer for at skabe tillid mellem ledelse, medarbejdere og studerende på Aarhus Universitetet (se her); professorerne skriver bl.a.:
"Universitetet understreger for tiden tværfaglighed, men rektor har også flere gange slået fast, at fokus på kernefagligheden skal fastholdes; ”Dybden skal være på plads”. Der kunne mere konkret følges op på denne basale, men vigtige indsigt: Tiltag, der understreger kernefagligheden, bør spille en tydeligere rolle på AU. Det gælder så meget mere, som de statslige forskningsråd i stigende grad koncentrerer støtten på meget store projekter. Det gør det væsentligt, at der er finansieringskilder til mindre og mellemstore forskningsprojekter. Aarhus Universitets Forskningsfond har her et meget stort potentiale. Det forudsætter, at fonden uafhængigt af andre instanser kan uddele forskningsstøtte med udgangspunkt i ansøgninger fra universitetets videnskabelige medarbejdere."
De 10 henviser til tendensen til at kun mega-projekter om 'strategisk vigtige' satsningsområder som involverer store forskergrupper støttes, mens enkeltforskere har meget svært ved at få støtte til at forfølge nye og måske mere usikre eller vilde ideer. Så måske burde de 10 professorer gå sammen med Center for Vild Analyse for at igangsætte et nyt, originalt tænkt empirisk projekt om nye former for disciplinaritet og kernefaglighed?

onsdag den 21. marts 2012

Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

torsdag den 1. december 2011

Dekanalt diktatur: mega-size fits all !

Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.

Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.
Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.
Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?
Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.
For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:
"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.

Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.

Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.

Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.

Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."
Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive
"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)
Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.

Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.
Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.
Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?
Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?

*) noter
"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.

tirsdag den 29. november 2011

Valg … af hvem?

af Henrik Vase Frandsen

Med valget til diverse råd og nævn på universiteterne står man med … nå ja: Et valg. Hvem skal man stemme på? Hvad vil kandidaterne? På Aarhus Universitet er det hele ekstra mudret grundet reformprocessen, der nu kører på andet år. Derfor er det specielt interessant, hvad kandidaterne til bestyrelsen vil arbejde for. Aarhus Universitet skal vedtage ny strategi i den kommende periode, og der skal formentlig også ansættes en ny rektor efter Lauritz B. Holm-Nielsen. Store opgaver, men hvad tænker kandidaterne? Hvad vil de?

De afgående medarbejderrepræsentanter har ikke været ubetinget heldige. En markant udtalelse faldt fra Erik Strange Petersen sidste år, i forbindelse med fyring af tre VIP fra det daværende DPU. Prikke-kriteriet var forskningsmæssig relevans – og derfra kørte så polemikken i forskellige medier om forskningsfrihed vs. ledelsesregime. Jeg var selv en af de prikkede (blev dog ikke fyret), og kan ikke på nogen måde hævde objektiv dømmekraft i denne sag. Men bemærkelsesværdigt var det alligevel, at en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen frejdigt kunne udtale: ”Man må acceptere, at det kan være nødvendigt at skære kagen anderledes, uden at det skal være en krænkelse af forskningsfriheden”. Den holdning var nærmest identisk med universitetsdirektør Jørgen Jørgensens: ”Som ledelse kan det være nødvendigt at justere og prioritere anderledes. Og det vil man aldrig kunne, hvis man hver gang trækker kortet med forskningsfrihed” (se UNIVERS). Der var ikke meget opbakning til den stærke frie faglighed hos disse to; men så meget mere samdrægtighed om ledelsesretten.

En anden episode handler om tvangsforflytning af forskere i børnelitteratur samt forskere i IT og læring fra Campus Emdrup til Århus. Ingen har kunnet opspore solide faglige argumenter for denne beslutning – og så er det man tænker, at argumenterne må være nogle mere dulgte og uigennemskuelige. Men da sagen lander på bestyrelsens bord i april i år, bliver referatet følgende:
”Dekan Mette Thunø omdelte et notat og orienterede om håndteringen af henvendelsen, sendt i kopi den 15. april 2011 til bestyrelsens medlemmer, fra medarbejdere ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) vedrørende personaleoverflytninger fra det tidligere DPU i Emdrup til Aarhus. Henvendelsen faldt uden for bestyrelsens kompetence, men bestyrelsen udtrykte sin fulde opbakning til universitetsledelsens beslutning. Formanden ville sende et svar fra bestyrelsen” (se her)
Den sag går nu sin egen skæve gang: IT-folkene er i høj kurs og har fået andre stillinger i København, og derfor kommer ’synergieffekten’ kun til at ’styrke’ børnelitteraturen – i Århus. Shit happens both ways – kan man sige. Men man undrer sig over, at der ikke stilles det mindste spørgsmål til denne notorisk dårligt begrundede beslutning. Heller ikke fra medarbejderrepræsentanterne Erik Strange Petersen og Martin Tang Jørgensen.

Der er mange andre ting at blive irriteret over på Aarhus Universitet: DPU skal nu benchmarkes på tre parametre: Dagtilbud, grundskole og livslang læring. Ifølge den nye institutleder er dette bestyrelsens pålæg. Men hvorfor har bestyrelsen besluttet dette? Hvorfor går medarbejderrepræsentanterne med til at beslutte sådan noget? Man kan tilsvarende beslutte, at Farmaceuter skal benchmarkes på lægsmerter og hovedpine, Teologi på Markusevangeliet kapitel 3, 6, og 10, og Musikvidenskab på Bach og Savage Rose. Giver det mening? Man undres: Hvorfor siger medarbejderrepræsentanterne ingenting om faglig autonomi?

Og der er endnu flere irritationsmomenter: I det nye Aarhus universitet skal forskere organiseres i forskningsprogrammer, eftersom institutterne er blevet for store. Men programmerne må ikke hedde noget, der minder om fag. Det er rektors beslutning – det siger alle. Jeg går ud fra, at rektor også her har bestyrelsens ”fulde opbakning” – inklusive de to VIP-medarbejderrepræsentanters. Blot er der ingen, der forstår hvorfor. Filosofi må altså ikke hedde filosofi mere, psykologi må ikke mere hedde psykologi osv. Samtidig skal man høre om ’dybere sammenhænge’, ’fokuseret talentudvikling’ osv. Det er noget pjat, men mere alvorligt: Det er til at blive skæv i hovedet af.

Min ønskekandidat til bestyrelsen har nogle enkle sigtepunkter: Genetablering af fagligheden, og genetablering af saglig kommunikation på Aarhus Universitet.

Men jeg ved ikke, hvad kandidaterne vil. Er der nogen, der ved det?


Henrik Vase Frandsen
Lektor, Fagmiljø for pædagogisk filosofi (ups! – kom til at nævne en faglighed)
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

PS: Ved ihærdig søgen og lidt hjælp er det lykkedes at finde nogle hensigtserklæringer fra kandidaterne (link), offentliggjort samme dag som valget er åbnet (i dag, 29. nov.). Man kunne ønske sig mulighed for en åben debat, men sådan foregår det ikke på AU’s hjemmeside. Nogle af erklæringerne giver dog et lyspunkt: Også andre føler sig skæve i hovedet.

torsdag den 27. oktober 2011

Faglig viden og universitetsmanagement adskilles

Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:
"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"
Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):
"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."
Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?

Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.

torsdag den 7. april 2011

Lidt om ansvar

Med særlig hilsen til Charlotte Sahl-Madsen

Den nuværende universitetspolitik konkurrenceudsætter universiteternes basismidler i nord, syd, øst og vest. Den sender en ekstra del af universiteternes midler ind i medfinansieringer. Den fremskriver en række nye fordringer, som sektoren skal honorere, og endelig indsætter den tungt kørende organisationsstrukturer overalt i sektoren.

Når det så viser sig, at der er steder i universitetsverdenen, hvor ressourcemanglen koster i de basale funktioner, herunder undervisningen, ser man fra politisk hold meget forbløffet ud, man er chokeret, og det er i hvert fald ikke ens skyld. Men hvis skyld er det så? Ledelse er også at tage ansvar: Hvis man vælger økonomisk set at prioritere alt andet end den frie forskning og den grundlæggende undervisning, følger det som en indlysende konsekvens, at der bliver mindre af denne.

Derfor skylder man at reagere som ansvarlig leder. Man skylder at tage ansvaret for sin beslutning: Fx: ”Ja, jeg har valgt, at undervisningen skal spille en mindre rolle, fordi det er min vurdering, at landet har mere brug for specialiseret forskning på snævre områder end for bredde og dybde i sit uddannelsessystem. Ja, det er mig, som har ansvaret for denne udvikling, og ja, jeg kan godt forsvare, hvad jeg har gjort. Forsvaret er, at …

Imidlertid er det for nærværende ikke til at sige, hvad der skal stå efter de tre prikker, fordi det endnu ikke er lykkedes den politiske ledelse af universitetsområdet til så meget som at indrømme, at den har ledelsesforplitigelse på området nok til, at forholdene faktisk er dens ansvar. I stedet har vi fået ministerielle abekast, hvor det altid er nogle andres skyld. Men disse ”andre” sidder under ministerens resort, og selv hvis det er dem alene, som aktivt har gjort det (hvad det ikke er), er det minsterens ansvar, hvordan området forvaltes. Aben kan i sidste led ingen andre steder kastes hen.

Vi har mindre fri grundforskning og mindre undervisning på universiteterne, fordi disse aktiviteter er blevet nedprioriteret. Det er uskønt, at man ikke kan få den politiske ledelse til at tage ansvaret for denne udvikling på sig.

mandag den 28. marts 2011

Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

fredag den 11. marts 2011

Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:
"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."
Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.

søndag den 20. februar 2011

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.
Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

fredag den 11. februar 2011

Ny undersøgelse: Medarbejdere og studerende sat uden for indflydelse

Pressemeddelelse fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet


Ny undersøgelse viser, at såvel medarbejdere som studerende ikke mener, de har haft indflydelse på den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Studenterrådet kræver ændringer.

Ledelsen på Aarhus Universitet præsenterede i marts 2010 planerne for en gennemgribende reform af universitetet. Studerende og medarbejdere føler sig imidlertid ikke hørt, når de har givet deres mening til kende om den faglige udviklingsproces. Det viser et resultat af Studenterrådets spørgeskemaundersøgelse, som cirka 2000 studerende og medarbejdere har deltaget i.

Undersøgelsen viser, at 80 procent af de, der har taget del i den faglige udviklingsproces, ikke føler, at de har haft indflydelse på den afgørende beslutning, selvom både medarbejdere og studerende mener, at det er vigtigt at engagere sig. Flertallet har dog oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka 1 ud af 10, at processen har været god.

”Universitetsledelsen kan ikke længere slippe af sted med at holde skåltaler om, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. Med undersøgelsen i hånden kan vi dokumentere, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Tværtimod har de oplevet, at den var topstyret, og at beslutningerne var truffet på forhånd,” siger Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet.

Studenterrådet mener desuden, at processen er et tydeligt eksempel på, hvad man kan gøre med en udemokratisk universitetslov i hånden og et bifaldende ministerium i ryggen.

”Processen opleves som udtryk for afskaffelsen af demokratiet på universiteterne. Der er en frygt for yderligere centralisering af magten på universitetet, hvilket skaber apati. Det er problematisk, fordi et universitet lever af medarbejdere og studerendes engagement og idéer,” uddyber formanden.

Arbejdet for indflydelse er langt fra slut. 2011 er året, hvor implementeringen af den faglige udviklingsproces starter. Studenterrådet vil i den forbindelse bruge undersøgelsen til at indlede en dialog med ledelsen om, hvordan en større grad af medarbejder- og studenterindflydelse kan sikres fremadrettet.

”Vi håber, at ledelsen på Aarhus Universitet vil tage konstruktivt imod undersøgelsens resultater for at forbedre debatklimaet på universitetet,” siger Thea P. Frederiksen.

Studenterrådets rapport om undersøgelsen kan downloades på www.sr.au.dk/fu-survey. [eller her]

For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt venligst:



Thea P. Frederiksen

Formand for Studenterrådet

29 47 46 29

thea@sr.au.dk

mandag den 13. december 2010

Forslag til afværgeforanstaltning

Her til morgen løb følgende ind i min postkasse:

Til alle ansatte/ To all staff

Personaletilpasninger ved Det Humanistiske Fakultet – deltid, frivillig fratræden og pensionering

Den 12. november 2010 sendte dekanen en mail til alle medarbejdere ved Det Humanistiske Fakultet, hvoraf det fremgik, at der i 2011-2012 forventes at mangle ca. 15 millioner kroner på fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.


Siden har der hver uge været afholdt møder i FSU, hvor vi har gennemgået den økonomiske situation og drøftet, hvorledes processen omkring de forventede stillingsnedlæggelser kan foregå.

Inden vi kan gøre op, hvor mange stillinger der skal nedlægges i form af afskedigelse af medarbejdere, er fakultetet forpligtet til at forsøge at iværksætte foranstaltninger, der kan undgå eller begrænse antallet af afskedigelser – de såkaldte afværgeforanstaltninger.

På FSUs mødet den 3. december har vi bl.a. aftalt, at følgende afværgeforanstaltninger kan komme på tale:



· Deltidsbeskæftigelse (for ansatte under 60 år)

· Senior- og frivillige fratrædelsesaftaler (for ansatte fyldt 60 år)


Samt nogle flere bemærkninger og en engelsk oversættelse.

På KUs hjemmeside kan man også se følgende:

Det Humanistiske Fakultet søger en Chef for Forskning, Læring og Innovation

Det Humanistiske Fakultet har de senere år været inde i en rivende udvikling med stor vækst og selv om væksten forventes at være mindre de kommende år er der fortsat mange spændende udviklingsmuligheder og store udfordringer på fakultetet.

Vi søger en chef for den nyoprettede enhed Forskning, Læring og Innovation, som kan samle og stå i spidsen for en fortsat udvikling af fakultetets forskerservice og universitetspædagogiske kompetenceudvikling, samt styre og koordinere vores mange udviklingsprojekter.
Den nye afdeling samler enhederne Katalyst, Forskerservice, Ph.d.-skolen, Læringsenheden, Akademisk Skrivecenter og IT/Media
Vores nuværende aktiviteter spænder vidt: fra sparring i forbindelse med ansøgninger om eksterne forskningsmidler; over ph.d.-uddannelser, adjunktpædagogikum, specialevejlederakkreditering og kurser i akademisk skrivning, mundtlig fremstilling og vejledning; til e-læring og inddragelse af IT og ny medieteknologi samt innovation og praksis i undervisningen.

Turde man foreslå den afværgeforanstaltning IKKE at ansætte en forskningschef? Der skulle være to fulde stillinger sparet i det.

onsdag den 27. oktober 2010

Universitetsledelse uden ansvar

Noget af det forbavsende ved den såkaldte ledelsesreform, forligspartierne bag universitetsloven af 2003 indførte, var at man argumenterede for en stærkere og mere beslutningsdygtig ledelse, som kunne og turde tage 'upopulære' beslutninger under et tydeligt og mere klart defineret ansvar over for det samfund, universitetet befinder sig i, end de kollegiale organer som institut- og fakultetsråd. I dag har vi fået en ledelse, som ikke blot savner legitimitet i de faglige miljøer fordi den er ansat og styret oppefra, men som også søger at usynliggøre sit eget ansvar for universitetet som helhed. Helhedshensynet er hensyn den faglige mangfoldighed, opretholdelse af et bredt spektrum af fag, en høj vidensdiversitet i forskning og undervisning, og et styrket troværdigt vidensberedskab med rod i levende, uafhængige og ubestikkelige videnskabelige miljøer. Den nuværende ledelse tager ikke i tilstrækkelig grad dette ansvar på sig. Den søger tværtimod at usynliggøre sit ansvar overfor det danske samfund, ved blindt at gøre brug af de markedsgørelsesmetoder i økonomistyringen, der reelt opløser universitetets videnspolitik, som skulle sikre mangfoldigheden, i en mekanisk opgørelse af indtægter og udgifter for de enkelte fag, institutter, eller forskningsgrupper, og lade røde eller sorte tal på bundlinien være styrende for om disse enheder skal op- eller nedprioriteres, fortsætte eller i værste fald lukkes lukkes. De faretruene tendenser, som truer med at udarte til skandaløse tilstande, går på tværs af hovedområderne. De ses både på de våde fag, fx naturvidenskabelige institutter (jf. den sigende analyse, vi kunne offentliggøre her den 14/10), og på tørre områder, jf. pressens omtale (se fx her) af den truende lukning af en række små sprogfag. Peter Harders udtaleler til Forskerforums seneste nummer (238, s. 26f, okt. 2010) påviser ganske klart skandalens kerne:
"Rektorer pålægger fakulteterne at styre efter samme 'incitamentsstrukturer'. Og nu pålægger dekanen så de enkelte fagområder en 'incitamentsstruktur' hvor vi skal finansiere os selv. De skal være små selvkørende forretninger".
Men sådan kan man altså ikke køre et universitet, mener Harder: "Et universitet har forpligtelser over for almenheden, fx at opretholde en bredde i studierne. Derfor skal man også tage fagligt stilling til, hvad det er for et universitet, man ønsker. Og her sker der en ansvarsforflygtigelse ved at gøre sagen til et spørgsmål om økonomi".
Desværre er dårskaben i denne variant af New Public Management ikke blot et dansk fænomen. Vi ser det samme udfoldet, i et mere grelt omfang visse steder i USA og U.K. En oversøisk læser gør opmærksom på en artikel i the Wall Street Journal d. 22/10 med titlen "Putting a Price on Professors - A battle in Texas over whether academic value can be measured in dollars and cents" (her), om hvordan den netop omtalte form for økonomistyring gennemføres helt ned på niveauet af den enkelte forsker:
"A 265-page spreadsheet, released last month by the chancellor of the Texas A&M University system, amounted to a profit-and-loss statement for each faculty member, weighing annual salary against students taught, tuition generated, and research grants obtained.
Ms. Johnson came out very much in the black; in the period analyzed—fiscal year 2009—she netted the public university $279,617. Some of her colleagues weren't nearly so profitable. Newly hired assistant professor Charles Criscione, for instance, spent much of the year setting up a lab to research parasite genetics and ended up $45,305 in the red."
Som en kommentator (Daniel Heinzen) til indlægget bemærkede:
"This effort at Texas A&M is part of a trend towards taking resources and decision making authority from lower levels to higher levels. At these higher levels, all of the specific factors that affect the value of a faculty member have to be distilled into a very short story at best. So here, we are taking it to the ultimate limit of reduction it to a single number. That is absurd.
(...) I am sure that the best corporate CEOs know which way their company should go and who their best top-level managers are. I am equally sure that they don't try to replace their lower level managers' judgment with their own oversimplified measures of employee performance. This wouldn't work in most large organizations, and it won't work for Texas A&M either."
Det er behov for at kræve genindførelse af universitetet som institution for uafhængig, fri og mangfoldig forskning, hvor uafhængigheden ikke mindst skal sikres af den til enhver tid siddende universitetsledelse. Derfor er de spørgsmål, som stilledes i analysen d. 14. okt., ikke alene henvendt til fagforeninger som DM, IDA, JA og DJØF og en kæmpe udfordring for dem; de er også spørgsmål til universitetsledelserne og en opfordring til at vise ansvar og tage helhedsmæssige hensyn, snarere end at underlægge sig de økonomiske algoritmers blinde diktatur.
Og hvis det er sandt, som Information skriver i dag (her), at universiteterne er i færd med at ophobe kæmpeformuer, virker det endnu mere forstemmende, at ledelsen ikke benytter disse ansvarligt som buffer til netop at fastholde den helt essentielle akademiske kapital på instiutter, der reelt eller tilsyneladende er i budgetkrise, i stedet for at massefyre ansatte på et usikkert og forhastet grundlag.

torsdag den 14. oktober 2010

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra
et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.

lørdag den 2. oktober 2010

Ledelseslaget, lederlønninger og det videnskabelige felt

»Man skal da tænke sig godt om, hvis man som bestyrelse giver rektor en lønning på to millioner og samtidig går ud og fyrer ansatte. Men det er jeg sikker på, at bestyrelsen har tænkt over.«
Villum Christensen (Liberal Alliance)
»Eftersom der ikke er en logisk forklaring på lønstigningerne, er det er vanskeligt at opfatte dem som andet end en loyalitetsbetaling for at gennemføre de mange nye tiltag, der kommer ovenfra i systemet fra ministeriet og internt på universiteterne fra rektorerne til dekanerne og derfra til institutlederne.«
Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Begge citater stammer fra det seneste nummer af Universitetsavisen (se også her), der bringer et tema om lederlønninger. Dette tema kan suppleres, dels med omtalen i dagspressen d. 6/9 (her) af hvordan udgifter til administration og ledelse er skudt i vejret, dels med endnu et citat som skærer Verner C. Petersens pointe ud i pap:
»universiteternes og i høj grad KU's ledelse forekommer at være politisk ansatte, idet de uden vaklen og uden nogen form for demokratisk involvering fører regeringens og desværre også en følgagtig forligskreds' politik ud i praksis.«
NN, lektor ved Københavns Universitet indtil udgangen af 2010.
- et citat som stammer fra en af mine nuværende, snart forhåndværende kolleger ved KU, en lektor som blev fyret i januar, og som nu deltager i netværket 5f, Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere.

I går var jeg til et seminar om Pierre Bourdieu, den franske sociolog, som i en artikel fra 1975 retter et meget kynisk blik på "det videnskabelige felt" med dets akademiske stridigheder, slagsmål om status, om æren for opdagelser, om forfremmelser, og om anden 'symbolsk kapital' – de samme fænomener som Robert Merton studerede ud fra et funktionalistisk perspektiv og som hans elev Warren Hagstrom beskrev som en gaveøkonomi, hvor videnskabelige bidrag udveksles mod anerkendelse eller videnskabelig prestige. Bourdieu døde i 2002, men nåede sidst i livet at engagere sig offentligt og offensivt i en generel kritik af neoliberalismens konsekvenser for de grupper i samfundet, som rammes hårdest af globaliseringen. Jeg ved ikke om han også nåede at se og kommentere udfoldelsen af det neoliberale universitet og den akademiske kapitalisme, som mindsker det videnskabelige felts autonomi, og som åbenbart gør det 'nødvendigt' at bruge store økonomiske beløb på at købe lederlagets politiske loyalitet og som sideeffekt oppuste deres indbyrdes sociale kapital.
I 1975 talte Bourdieu om eksistensen af strategier til at skjule de strategier, de sociale agenter, her: forskerne, anvender til i egen interesse at skaffe sig selv kapital. I dag er kynismen åbenlys og den vigtigste kapital på et universitet den økonomiske.

lørdag den 26. juni 2010

Chefklubbens bluff

Hvor rektorkollegiet som et organ af valgte før universitetsreformen kunne hævde en repræsentativitet i forhold til universitetsbefolkningen, er Danske Universiteter kun en interesseorganisation for universiteternes topledelse. Det fremgår tydeligt af foreningens vedtægter, hvor §3, stk 2 lyder.

Stk. 2. Organisationen omfatter Formandskollegiet, der består af formændene for universitetsbestyrelserne, og Rektorkollegiet, der består af rektorerne for universiteter under universitetsloven samt Universitetsdirektørudvalget og en række underudvalg og arbejdsgrupper, nedsat af Rektorkollegiet eller Universitetsdirektørudvalget.

Bestyrelsesformænd – rektorer – direktører.

At foreningen både i sit navn og på sin hjemmeside præstenterer sig som interesseorganisation for de danske universiteter er derfor kritisabelt, da hverken forskere, studerende eller universiteternes almindelige teknisk-administrative personale har de ringeste beføjelser til at fastlægge, hvad ”Danske Universiteter” mener. Ikke engang dekanerne har indflydelse. Danske Universiteter repræsenterer toppen og kun toppen af det danske universitetshierarki. Resten er bare bluff og lånte fjer.

torsdag den 27. maj 2010

Forskningsfrihed for universitetsledere, ikke for forskere?

Den endelige beslutning om fyring eller ikke-fyring af tre filosoffer på DPU, som Århus Universitets ledelse skal træffe i den kommende weekend, kan blive en prøvesten på hvor sikret forskningsfriheden er i Danmark. Spørgsmålet er, om et universitets ledelse (rektor, dekaner, institutledere, som ikke længere er valgte blandt fagfæller, men ansat oppefra af bestyrelsen) kan bruge deres fortolkning af universitetets lokale forskningsstrategi, herunder hvad de opfatter som relevant forskning, som begrundelse for at fyre forskere i faste stillinger, hvis de selv samme ledere ikke har kunnet styre økonomien, og en bestemt afdeling har flere udgifter end 'indtægter' (om det overhovedet giver mening at tale i kroner og ører om indtægter på en institution som i leverer forskning og undervisning til samfundet, skal lades usagt her).

Dagens universitetsledere inklusive bestyrelserne har dygtigt usynliggjort deres eget ansvar og økonomiske handlefrihed ved at henvise til, at det totale budgets balance skal afspejlses i tilsvarende balancer for de mindre enheder (fakulteter og institutter). Danmarks Pægagogiske Universitet balancerede på den pæne side af nul før fusionen med Århus Universitet, men blev herefter pålagt tunge gebyrer til universitetets centraladministration. Sagen er mundet ud i fyringsvarsler til tre fast ansatte filosoffer på et af DPU's institutter.

De tre har i deres høringssvar påvist fejl og usaglige begrundelser for at netop de tre blev peget ud - ledelsen angav, at deres forskning ikke var 'relevant', men trak senere i land og påstår nu, at begrundelsen alene er økonomisk. Det står i stærk kontrast med en intern strid på det pågældende institut mellem et forskningsområde, som er institutlederens eget og som han har ambitioner om at udbygge (samtidsdiagnose), og det felt (pædagogisk filosofi) som de tre fyringsvarslede er ansat indenfor.

Som fyringsvarslet har man ret til at afgive et høringssvar, men det er unægteligt vanskeligt, når begrundelsen for fyring er usaglig og ledelsen iøvrigt skifter forklaring undervejs. Det har ført til forlænget høringsfrist, som udløber i dag, torsdag d. 27/5, men da ledelsen ikke har tilbagekaldt den først meddelte varslede fyring "med 3 måneders varsel regnet fra den 1. juni", har de nu ganske kort tid at træffe en beslutning i. Fyringer berører ikke blot de tre varslede personligt, det er hele kvaliteten af den uddannelse, de bidrager til, og der har da også både nationalt og internationalt lydt protester fra en række anerkendte forskere fra pågældende felt, og fra uddannelsens studerende. Der står endnu mere principielle ting på spil, selvom det ikke ser ud til at være gået op for ministeren:

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler alligevel i et svar til Folketinget d. 20/5, at hvis afskedigelser er begrundet i økonomi, "har universitetet pligt til at undersøge, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. I den forbindelse kan det være nødvendigt at se på, hvilke forskningsområder der er mest relevante. Dette er ikke i uoverensstemmelse med forskningsfriheden og universitetsloven."
– Ministeren giver i dette svar grønt lys til at sidestille relevans af grundforskning med en snæver balance mellem en uddannelses udgifter og 'indtægter'.

Sagen er nu landet på Århus-rektorens bord, og rejser som sagt række principielle spørgsmål:
• må ledelsen bruge 'relevans' af et forskningsområde som fyringskriterium?
• er det danske samfund tjent med at universitetsledelserne reducerer forskningsrelevans til forholdet mellem udgifter og indtægter af en given type forskning?
• bør forskningsfriheden i den nye universitetslov ikke skærpes, således at den tydeligere gælder den enkelte forsker (mht. frit emnevalg indenfor ansættelsesområdet) og ikke blot står som "universitetets" forskningsfrihed - in casu ledelsens?
• hvad blev der af kravet om 'stærk ledelse', som skulle kunne foretage langsigtede, 'strategiske prioriteringer', hvis disse ord blot reelt dækker over hovsaløsninger, og ad hoc tilpasninger til de evigt skiftende økonomiske randbetingelser for de enkelte fakulteter og institutter?

Desuden rejser fyringssagen på AU disse konkrete spørgsmål:
• må en ledelse skifte forklaring i en fyringsvarsel under sagens forløb?
• er de afgivne fyringsvarsler begrundet sagligt?*)
• har AU, herunder DPU, undersøgt alternative måder at sikre bedre økonomistyring, herunder alternative besparelser på? Kunne det centrale AU fx slække på sin administrations-beskatning af DPU i en overgangsperiode?
• og hvem bliver så de næste, der skal fyres på det mega-universitet, som AU er blevet efter fusionerne med DPU, DMU, DJF og Aarhus Handelshøjskole?

*) Note: Dette og foregående spørgsmål er selvfølgelig retorisk og må besvares klart nej. Men det aktualiseres, når man gennemlæser det samlede høringssvar fra en af de tre fyringsvarslede (kan ses her), en samling dokumenter som slutter: "Det er dybt kritisabelt og helt ude af proportioner, at DPUs ledelse på et grundlag, der er så løst, usagligt og usandt, tager så alvorlige skridt midt i AUs faglige udviklingsproces, hvor ingen reelt ved om DPUs ledelse eller DPU selv overhovedet skal forsætte efter 2010, og hvor usikkerheden på hele ÅU vanskeliggør en omplacering."

onsdag den 26. maj 2010

Inhabilitet og snæversyn i DPU-fyringssagen

Læser man det igennem, der indtil nu er offentliggjort om fyringsvarslerne af de tre filosoffer på DPU, efterlades man med kun ringe tvivl om, at de pletter, sagen sætter på ledelsen af Aarhus Universitet (rektor Lauritz B. Holm-Nielsen), DPU (dekan Lars Qvortrup) og Institut for Pædagogik (institutleder Jens Erik Kristensen), bliver meget svære at vaske rene. Magtfuldkommenhed, kynisme og inhabilitet er ord, som trænger sig på.
- Det er magtfuldkomment at tvinge DPU ud i en økonomisk krise efter fusionen med AU gennem urimeligt høje administrationsgebyrer til AU's centraladministration, og iøvrigt udtryk for manglende evne til økonomisk styring at undlade at finde bedre løsningsmodeller end at påføre DPU nedskæringer. [1]
- Det er kynisk som mellemleder uden protester at acceptere sin overhunds betingelser og blot vælte disses konsekvenser videre ned til underhunden i hierarkiet, og iøvrigt styre en universitetsskole som om den var en fabrik, hvor omstilling af produktion sker ved samtidigt at hyre og fyre arbejdskraft: Fyr 3 filosoffer, hyr 2 psykologer og 1 antropolog, tak. [2]
- Og det er inhabilt at lade egne fagpolitiske interesser og ambitioner overskygge saglige hensyn og helhedssyn, og benytte en nedskæringssituation til noget, der ligner et hævntogt imod faglige konkurrenter, ved at tynde ud iblandt deres rækker. [3]

Et af de virkeligt helt store problemer med misæren på Aarhus Universitet – som også gælder hele det show, der kaldes "den faglige udiklingsproces" – er, at fagligheden og mekanismer til sikring af den videnskabelige kvalitet svækkes. Som Mogens Chrom Jacobsen skrev i JP d. 6/5 (her):
"Med den nye ledelsesstruktur på universiteterne er det muligt for ledelsen at gøre sådan nogle ting, men er det nu også hensigtsmæssigt? Parallellen til det private erhvervslivs ledelsesformer er selvfølgelig klar. Men er universiteter nu også helt ligesom private virksomheder? Nej, det er de ikke.
En faglighed er blevet til over flere generationer, og det virker absurd, at en gruppe af administratorer skal have lov til at definere fagligheden på tværs af fagets udøvere, og dermed sætte generationers visdom over styr.
Det giver anledning til flere problemer. Dels eliminerer det den pluralisme, som skal muliggøre, at meningerne kan brydes og faget udvikle sig, dels eliminerer det det personlige forhold, som en underviser må have til sit fag og sin faglighed, idet man åbenbart skal indrette sin forståelse af fagligheden efter ledelsens synspunkt. Dette vil have konsekvenser for medarbejderens faglige integritet.
Danske uddannelsesinstitutioner kommer til at ligne dem, som vi kendte fra Sovjetunionen, hvor alle medarbejdere skulle følge partilinjen."
Endelig er en af de mere spooky ting ved fyringssagen, at nøjagtigt dette problem blev analyseret i dybden af en af de fyringsvarslede, nogenlunde samtidigt med at han blev ansat på DPU! [4]


Noter:
[1] Forskerforum d. 28/4 (her): "Det har ikke været en økonomisk fordel for DPU at blive fusioneret med Aarhus universitet – tværtimod. DPUs aktuelle økonomiske problemer med fyringer af tre fastansatte lektorer – og en trængt økonomi de næste år – er ikke selvforskyldt, men skyldes øgede administrations-udgifter efter fusionen med Aarhus Universitet i 2007. Før den tid kørte DPU med overskud, som nu undermineres af, at DPU skal betale en administrationsafgift på 20-33 mio. (2010-13) til AUs fællesadministration. Det er et bidrag, som pålægges alle fakulteter (fusionsparter) efter objektive kriterier."

[2] Som journalist Daniel Øhrstrøm skrev i Kristeligt Dagblad d. 6/5 (her), citerende dekanen:
"Da det drejer sig om personsager, siger det sig selv, at jeg ikke kan forholde mig til dem specifikt, skriver dekanen, der i øvrigt oplyser, at der i stedet skal ansættes to undervisere i psykologi og en i antropologi."

[3] Som lektor Thomas Aastrup Rømer skrev på sin blog på Folkeskolen.dk d. 28/4 (her, kopi):
"Der er dog en anden forhistorie, som hører med. Den består i følgende: I efteråret har man på Institut for Pædagogik, på dekanens opfordring, diskuteret, hvorledes kandidatuddannelsernes struktur bør se ud. I den forbindelse blev man enige om at bevare de eksisterende tre kandidatuddannelser i hhv. pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi, med nogle forskellige mindre justeringer. Denne enighed bliver stadfæstet i alle relevante fora. Pludselig, som lyn fra himlen, d. 22. februar 2010 iscenesætter institutlederen og dekanen ideen om at erstatte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i pædagogisk samtidsdiagnose (som er institutlederens hellige ko, og som også falder fint ind i dekanens systemteoretiske ideer, men som blot er en lille intellektuel provins, og som endda nu er decideret komisk). Efter en omfattende polemik (som ledelsen ikke deltog i – den ”orienterer” kun) og aktivering af stort set hele det uddannelsesfilosofiske miljø i landet, trækkes beslutningen tilbage, og lettelsen breder sig. Men det viste sig at være en stakket frist. I stedet for at nedlægge uddannelsen, nedlægger man nu de personer og det forskningsmiljø, som ligger til grund for uddannelsen. Igen som lyn fra en klar og kold himmel."

[4] Vi har før (her) nævnt analysen: Asger Sørensen 2008, "Bidrag til kritikken af det nye kvalitetssikringssystem for videnskabelig viden - Om økonomi, ledelse og deres skadelige indflydelse", Slagmark - tidskrift for idéhistorie nr. 52, s. 91-108 (pdf [billedscan 1,9 MB], pdf [doc 137 K]). (Ref. er genfundet via denne litteraturliste.)

lørdag den 27. februar 2010

Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.