Viser opslag med etiketten forskningsfinanciering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskningsfinanciering. Vis alle opslag

mandag den 30. september 2013

EPOKE Seminar, DPU, 14. Oktober 2013

How Not to Fix Our Public Universities: An Overview of the American Case
Christopher Newfield, Professor of Literature & American Studies, Department of English, University of California


Fiscal austerity and other public sector changes are encouraging governments around the world to look to the private sector and private funding for the next round of university development. The United States has been on this path for thirty years, and there is abundant evidence on the effects of what some call privatization. The talk will review this evidence, show how the U.S. system is caught in a negative feedback loop, and suggest the need for paradigm shifts in funding methods and public missions.

Following the presentation there will be an open discussion.

Admission to the seminar is free, but registration is mandatory at: https://auws.au.dk/Christopher_Newfield_Presentation

Monday October 14th in room A403 at 9.30 – 12.00.



torsdag den 6. september 2012

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag. 

tirsdag den 19. juni 2012

Stillingsopslag til forskerstillinger og problematiske ansættelsesprocedurer

Jeg har hørt rygter om, at man på nogle universiteter slår lektorater op, som så besættes tilsyneladende efter normal procedure, men på tidsbegrænsede kontrakter, fx 5 år! I den periode skal den nyansatte så "bevise" at han eller hun kan fundraise til sin egen løn og helst mere. (Jeg taler her om ordinære universitetsinstitutter, ikke centre under Grundforskningsfonden el. lign.)  Jeg har intet overblik over omfanget af denne praksis, men den er da dybt problematisk, ikke mindst hvis det af stillingsopslaget ikke fremgår, at stillingen er ikke-permanent. Er der nogen, der har synspunkter, eksempler, eller mere viden om dette? Kommentér gerne her eller skriv til mig.

Vi har før (28/3-2011, her) skrevet om næsten det samme: Afviklingen af selve begrebet om lektorer og professorer som "faste fuldtidsstillinger"; og hvordan der bag institutternes hjemmesider med de lange personalelister gemmer sig et væld af forskellige uigennemskuelige ansættelsesformer, fx 5%-professorer o.l. vanvittigt. Det kunne også være interessant at få fagforeningernes opfattelse af disse forhold.

tirsdag den 29. maj 2012

At tilpasse sig i vidensøkonomien

Har I set Information i dag (29/5, s.12-13), "Da forskerne kom op i elfenbenstårnet" (her)? Meget interessant omtale af Birgitte Gorm Hansens forskning. Læs det straks!
    Jeg er først nu - dvs. alt for sent - blevet opmærksom på hendes ph.d.-afhandling fra 2011, som kan ses og hentes her. Jeg må desværre vente med at læse den til sommerferien, jeg har for travlt nu :-(
    Mange tak til Lise Richter fra Information - også for den tankevækkende opfølgende artikel (her).
    Pludselig ser det lysere ud – ingen vil længere vedkende sig den endimensionale Sander-doktrin. Men som en kollega slog koldt is i blodet og sagde i dag: det er også let at foreslå anden fordeling af strategiske og frie midler, nu hvor globaliseringspuljen alligevel løber ud snart...

torsdag den 24. maj 2012

Seminar med Kaare Aagaard på DPU

version 2:
UNIVERSITY RESEARCH FUNDING UNDER TRANSFORMATION IN DENMARK FROM 2000 TO THE PRESENT
Public seminar with presentation by Postdoc Kaare Aagaard, Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, University of Aarhus.

Datoons 13 jun  den 27. juni
Tid12:00 — 14:00
StedRoom D219, Department of Education, Aarhus University, Campus Emdrup, Emdrupvej 164, 2400 Copenhagen NV

The presentation covers recent trends in the funding of research at Danish universities and emphasizes in particular how the core funding of research increasingly has come under pressure during the last decade. This pressure is both the result of a turn to more competitive funding mechanisms and a development where more and more internal and external strings become attached to the remaining core funding.
Arranged by the research programme EPOKE.
Contact: Susan Wright, suwr@dpu.dk

Dette arrangementets originale opslag, se her

onsdag den 21. marts 2012

Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

tirsdag den 31. januar 2012

Medhør eller medbestemmelse? Universitetsledelserne overstyrer

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:
”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”
Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler
»Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.
Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:
"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."
På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

onsdag den 7. september 2011

Kampen om forskningsmidler ødelægger forskningen

af Morten Nørholm

Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.

I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.

I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.

Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.

Morten Nørholm, ph.d., universitetslektor,
Institutionen för pedagogik, didaktik och
utbildningsstudier, Uppsala universitet


- Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus. Polity Press, London
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark
- Kant, I. (1798/1998): "Der Streit der Fakultäten". In: Schriften zur Anthropologie Geschichtsphilosophie Politik und Pädagogik. Werke in Sechs Banden. Band VI, Sonderausgabe. Darmstadt 1998, s. 261-393
- Nørholm, M. (2011): "Social alkymi, konsekration, reproduktion - resume, analyse og kritik af Evaluering af forskningsrådssystemet". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, nr. 1, p. 26-42.

Dette indlægs permanente URL:
http://professorvaelde.blogspot.com/2011/09/kampen-om-forskningsmidler-delgger.html

mandag den 5. september 2011

Videnskab og kapital går hånd i hånd



"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:
"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."
Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,
"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."
Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?

lørdag den 27. august 2011

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.
Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.
Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.
Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.
Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.
Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.
Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.
Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.
Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.
Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.
Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

lørdag den 13. august 2011

Kampen om basismidlerne - ny ph.d.-afhandling


Offentligt forsvar for ph.d.-afhandling ved Kaare Aagaard

Med henblik på erhvervelse af ph.d.-graden i samfundsvidenskab præsenterer Kaare Aagaard sin ph.d.-afhandling ved en offentlig forelæsning efterfulgt af et forsvar. Titlen for forelæsningen:
“Kampen om basismidlerne: hovedtræk i det seneste årtis transformationer af universiteternes basisbevillingssystem”

Vejledere:
Centerleder Niels Mejlgaard, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (hovedvejleder)
Professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (bivejleder)
Bedømmelsesudvalg:
Professor i Higher Education Studies Peter Maassen, Oslo Universitet
Professor og institutleder Mats Benner, Forskningspolitiska Institut, Lunds Universitet
Forskningsleder Carter Bloch (formand), Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Tid og sted:
Forsvaret finder sted fredag d. 26. august 2011 kl. 14.15 på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet i Auditorium A1.
Reception afholdes umiddelbart efter forsvaret i kantinen, bygning 1330.

Afhandlingen kan rekvireres hos centersekretær Jane Irming, jfi@cfa.au.dk.

Afhandlingens titel og resume:
"Kampen om basismidlerne" er et forsøg på at karakterisere og forklare formen, indholdet og retningen i de forandringer, der har præget udviklingen af det danske basisbevillingssystem i perioden fra 1968 til 2010. Dette sker med udgangspunkt i en historisk institutionel ramme, der på den ene side inddrager ideers betydning som forandringsimpulser, og på den anden side fokuserer på betydningen af forskellige former for evolutionær institutionel forandring. Analysen er med dette udgangspunkt gennemført på baggrund af en tidsmæssig opdeling, der i grove træk svarer til 1970‘erne, 1980‘erne, 1990‘erne og 2000‘erne. Der skelnes i den forbindelse mellem forandringer i kriterierne for fordelingen af basismidler, forandringer i balancen mellem basismidler og andre forskningsmidler, og endeligt forandringer i såvel den interne som den eksterne styring af universiteterne med henblik på at påvirke fordelingen og anvendelsen af basismidlerne.

Overordnet viser analysen, hvordan en lang række gradvise og ofte marginale forandringsprocesser, der er løbet gennem disse forskellige dimensioner – og indimellem er blevet suppleret med mere abrupte reformer –, over tid har akkumuleret sig og resulteret i afgørende forandringer af det danske basisbevillingssystem som helhed. Selvom centrale institutionelle strukturer gennem hele perioden kontinuerligt er blevet reproduceret i genkendelige former, er der samtidig kommet en række nye finansierings- og styringslag til, der både har resulteret i en udvidelse i antallet af finansieringssystemets komponenter og en udvidelse i mængden af eksterne bindinger af basismidlerne. Med tiden er der dermed blevet skabt et mangegrenet og komplekst finansierings- og styringssystem. Parallelt hermed er der også sket en kontinuerlig udvidelse af aktør-gruppen med interesse for og indflydelse på udformningen af finansieringssystemet rettet mod universiteternes forskning. Det er karakteristisk for denne udvidelse af aktørkredsen, at den først og fremmest har kunnet konstateres i forhold til bærere af nyere innovations- og forvaltningspolitiske ideer, mens bærere af mere klassiske universitetspolitiske ideer særligt i den sidste periode af analysen er forsvundet, har ændret karakter eller er blevet marginaliserede.

lørdag den 2. april 2011

Tertium datur!

Vi ved efterhånden meget om svaghederne i det nuværende enstrengede ledelsessystem på de danske universiteter, og derfor kan de undre, at man igen og igen – og med stigende heftighed efterhånden som debatten tilspidser – konfronteres med argumentet, at det gamle system, dvs det system, der var på universiteterne før den enstrengede ledelse blev indført, ikke var godt.

Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.

Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.

Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.

Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.

Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for

  • nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen

  • nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter

  • nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer

  • nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer

  • nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning


Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.

onsdag den 9. februar 2011

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

søndag den 6. februar 2011

Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.

torsdag den 16. december 2010

Send ikke flere penge ...

I en artikel fra Politiken om Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances respektive forslag til skattelettelser bemærker socialdemokraten Morten Bødskov følgende:

»Der er ingen skattelettelser på dagsordenen for en kommende socialdemokratisk regering. Vi vil sikre fremgang i Danmark, som kommer almindelige lønmodtagere til gode. Derfor vil vi i stedet investere i uddannelse og forskning og få sat gang i Danmark«.

Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.

Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.

Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.

Send ikke flere penge - send færre ledere.

tirsdag den 14. december 2010

Et initiativ til modstand mod nedskæringer i EU's forskningsbudget for humaniora og samfundsvidenskaber

Fra professor Jens Normann Jørgensen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, har bloggen modtaget følgende:


Der er seriøse trusler om nedgang i midler til humanistisk og
samfundsvidenskabelig forskning i EU, se nedenfor. Se også den vedhæftede
begrundeed argumentation mod denne udvikling.

Jeg opfordrer alle til at bidrage
til modstanden mod den udvikling, der er beskrevet nedenfor, eventuelt på de
måder, der er foreslået.

I er i øvrigt hjertelig velkomne til at
sende den nedenstående opfordring videre.

Mange hilsener, og godt
nytår

Normann Jørgensen

Dear colleagues,

We would like to draw your attention to some alarming developments in the preparations for the 8th Framework Programme. These include:

1. The downgrading of socio-economic and humanities research in DGResearch from a department to one single office (taking effect January 1, 2011).

2. The plan to abolish broader, long-term integrated projects and thelike in social sciences and humanities in the 8th Framework Programme.Instead, a focus on "grand challenges" with topics that are more applied than basic research and are supposed to foster European competitiveness on global markets (social science as an 'auxiliary' discipline to be mainstreamed into the other sciences) .

3. The downsizing of funding for socio-economic and humanitiesresearch projects in the 8th Framework Programme.There is nothing we can do against the structural decision of DG Research to down-grade social science and humanities.

There is still time to mobilize against its thematic and financial downsizing. Given the decentralized structure of social sciences, concerted action is difficult to organize.However, we suggest that you use the connections and networks you have to disseminate the following demands, both to EU and national policy-makers:

1. No downsizing of socio-economic and humanities research;

2. continuation of integrated projects and networks on both smallerscale (1-3 Mio Euro) and larger scale (5-12 Mio Euro);

3. strengthening of social sciences in the Marie Curie Programme;

4. if grand challenges, they should focus on "social and culturalcohesion" of Europe instead only on innovation;

5. less focus on partnering with industry, rather focusing on publicsector and civil society.

Please find attached a 'non-paper' on why it is important to strengthen social science research beyond 2014.

Feel free to forward this email to other colleagues.

Thomas Risse, Carina Sprungk and Tanja A. Börzel

Prof. Dr. Tanja A. Börzel

Research College

"Transformative Power of Europe"www.transformeurope.eu

Berlin Center for European Studies

Otto Suhr Institute for Political ScienceFreie Universität Berlin

Ihnestr. 2214195 Berlin

Germany

Tel: +49 30 838 54 830

Fax: +49 (0)30 838 55049

Email: tanja.boerzel@fu-berlin.de

Web: www.polsoz.fu-berlin.de/polwiss/forschung/international/europa/



Læs mere her.

søndag den 31. oktober 2010

Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra
et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)

Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8

I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.

torsdag den 14. oktober 2010

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra
et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.

tirsdag den 21. september 2010

Pengestrømsanalysen præsenteres

FOLLOW THE MONEY - KONFERENCE OM PENGESTRØMME PÅ DE DANSKE UNIVERSITETER

Bevillingerne til de danske universiteter er steget støt gennem de sidste ti år, men hvor strømmer pengene hen? Mere forskning? Bedre undervisning? Mere administration? Flottere bygninger? Øget husleje? Universitetsfusionsudgifter? Branding? Tech-trans? HR- og kommunikationsindsatser? Udarbejdelse af udviklingskontrakter, værdigrundlag, stragetiske satsninger? Opgradering af kompetencer i lederlagene, chefer, pro-dekaner, viceinstitutbestyrere o.a. funktioner?

Hør blandt andre Rebecca Boden, professor ved University of Wales, og Sue Wright, professor ved Aarhus Universitet, præsentere deres analyse af pengestrømmen ved danske universiteter til DM-konferencen Follow the Money.

Hør også videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen tale om fremtidens finansiering af universiteterne.

Spørgsmål og debat er både på dansk og engelsk.

Se program og tilmelding til mødet her.

fredag den 18. juni 2010

I anledning af FKKs-bevillingsuddelinger

Der er idag blivet uddelt midler fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Forskningsfrihed? har fået adgang til den baggrundsskrivelse, der ligger til grund for de afslag, som i dag tilsendes forskere over det ganske land. Det angives i noterne til skrivelsen, at den anden sætning i baggrundsskrivelsen ikke må medsendes de officielle afslag.

Rådet beklager at meddele, at ansøgningen ikke har kunnet imødekommes. Rådet finder, at det beskrevne projekt er af høj videnskabelig kvalitet, men at der ikke er redegjort tilstrækkeligt for projektets bidrag i forhold til state-of-the-art inden for projektets forskningsområde. Rådet oplyser endvidere, at den udslagsgivende faktor i afslaget er, at vi hverken har givet dig penge til et forskningscenter tidligere, eller har set dig ved rådets møder, og at vi derfor ikke kan stå inde for, at du kan nogetsomhelst - Båtnakke!