Træls at betitles professor

- når man nu "kun" er lektor. Så er den gal igen: Jeg har udtalt mig til en journalist, som ringer med en historie og beder om en kommentar. Det hele går lidt stærkt, og først da jeg læser artiklen i avisen ser jeg, at journalisten har udnævnt mig til professor. Okay, den fejlagtige titulering er en detalje, men alligevel lidt trælst, ikke bare fordi jeg nu igen skal have tante Tove, der tager telefonen og gratulerer igen igen til at forstå at det var en fejl, men også fordi jeg ikke kan undgå at tænke på nidkære kolleger, der læser det og sikkert tror, at jeg selv har præsenteret mig med lånte fjer. Og én lånt fjer bliver som bekendt meget let til fem mocking birds, jantelov, & all that.

Ak ja, peer review og tjek af detaljer er en god ting, også indenfor formidling, journalistisk og medier.

Til trøst - eller forøget ærgelse, alt efter temperament - kan man iagttage en ganske udbredt devaluering af akademiske titler. Jeg begyndte at tænke på den udvikling med historien om Novo-fondens maga-donationen sidste år til Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. Det forlød kritisk, at en af Novos egne forskergrupper med Oluf Borbye Pedersen i spidsen som professor skulle flytte direkte ind på Panum, udenom de almindelige ansættelsesprocedurer, men FORSKERforum måtte senere berigtige (se her el. her), at manden var blevet 'kaldet' og bedømt i et fagligt udvalg til "et egentligt professorat (5%) i Molecular Metabolism ved Biomedicinsk Institut"! - Okay, et 5% professorat må enhver forsker da kunne aspirere til.

Og så var der historien om FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, hvor det (i maj 2008) forlød, at forskerne med private midler var købt ind på Københavns Universitet, da det var et implicit krav fra Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og CO-industri, at en daværende centerleder og forskningsleder i forbindelse med en bevilling fra DA blev forfremmet til professorer. Også i den sag var alle formelle regler tilsyneladende fulgt.

Dette er sikkert kun toppen af isbjerget. Jeg nævnte i et tidligere indlæg (her), hvordan det med en vis gru var gået op for mig, at der bag de alenlange lister over professorer og lektorer på institut-hjemmesiderne på danske universiteter kunne gemme sig de mest besynderlige arrangementer, som fx korte projekt-penge baserede ansættelse af folk i de stillingskategorier, som før entydigt betegnede en fuldtids professor eller lektor, fast ansat efter åbent opslag og bedømt efter alle kunstens regler. Nogen burde sætte sig ned og undersøge omfanget af den praksis, for det er et stort skred:

Væk fra, at det er videnskaben som "reputational organization" (Richard Whitley), dvs. en organisation baseret på de enkelte forskeres videnskabelige omdømme og de videnskabelige miljøers ekspertbaserede skøn og prioriteringer som sættende kursen for den videnskabelige udvikling, og over til, at det er lederlagets management og "lokalstrategiske" hensyn, og i sidste ende dominerende politisk-økonomiske hensyn, der styrer den (pseudo)faglige udvikling. Det sidste kan føre til ren vilkårlighed, som synes at præge det nuværende kaos ("den faglige udviklingsproces") på Aarhus Universitet.