Akademisk frihed og ansættelsessikkerhed

Fra en bidragsyder til bloggens netværk: nyt fra AAUP (Association of American University Professors), som har lavet et udkast til en rapport der forklarer hvorfor det truer kvaliteten når universiteter baserer sig på løst ansatte undervisere snarere end fastansatte (folk der ikke kan fyres).

The past four decades have seen a failure of the social contract in faculty employment. In 1940 the joint Statement of Principles on Academic Freedom and Tenure characterized the tenure system as a “means to certain ends,” specifically, “(1) freedom of teaching and research and of extramural activities and (2) a sufficient degree of economic security to make the profession attractive to men and women of ability. Freedom and economic security, hence tenure, are indispensable to the success of an institution in fulfilling its obligations to its students and to society.”

The tenure system was designed to secure reasonable compensation and to protect academic freedom through continuous employment. Financial and intellectual security enabled the faculty to carry out the public trust in teaching and research, and it provided a system of professional peer scrutiny in hiring, evaluation, and promotion.

http://www.aaup.org/AAUP/comm/rep/conversion.htm

Lad os håbe, at timelærernes situation (som fx omtalt her) ved de danske universiteter ikke endnu en gang bliver glemt, når universitetsloven skal revideres, og der forhåbentligt også vil ses på stillingsstrukturen. På samme måde er der grund til at se kritisk på den øgede andel "almindelige" forskerstillinger på universiteterne, som efter indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne er rent eksternt finansieret.

Hvad kan stærkere ledelse?

Da den nuværende universitetslov blev indført var den mere begrundet i ideologi og DI-tidsånd end analyser af universiteternes behov. Man troede, at indførte man en top-down styrende "stærkere ledelse" (underforstået som i det private erhvervsliv), ville universiteternes problemer af sig selv løses. Det var fx det, Socialdemokratiets daværende forskningsordfører svarede (her), da hun blev spurgt hvorfor S gik med til en lov, der fjerner demokratiet på landets universiteter. Som nogle af de problemer, en stærk ledelse skulle løse, pegede hun på høje frafaldsprocenter og at "nogle steder bruger man enormt mange undervisningsassistenter, der fylder meget i undervisningslandskabet". Frafaldsprocenterne er siden faldet, men med samtidige tegn på forringelse af uddannelsernes kvalitet (jf. debatten i 2004 om taxameterbestemte bevillinger). Hvad kan "en stærk ledelse" gøre ved det? Stærke ledere - udpegede bestyrelser, ansatte rektorer og dekaner - har ikke kunnet gøre noget ved det strukturelle problem, at det er billigere at gennemføre undervisningen med løst ansatte undervisningsassistenter uden forskningstid end med ansatte forskere, der "frikøbes" fra deres undervisning for at bruge tiden til at skrive næste ansøgning om forskningspenge fra eksterne fonde. Megen ekstern financiering passer til tidsånden og skal nu snart belønnes ekstra, men skaber bare flere strukturelle problemer. Med den efterspørgsel på arbejdskraft vi ser i dag, gider de akademiske daglejere ikke længere og søger bedre job andre steder. Universiteterne får sværere ved at udnytte daglejerne og fristes så til at erstatte god holdundervisning med billigere mega-forelæsninger - ren pædagogisk citronmåne. Et eksempel på at top-down ledelse ikke er svaret på strukturelle problemer. Deres løsning kræver en helt anden indsats i de politisk-økonomiske maskinrum. Som en undervisningsassistent forleden sagde (her) er det "på tide, at Claus Hjort Frederiksen og Helge Sander begynder at tage deres ansvar alvorligt - ikke bare ansvaret for at skabe ordentlige ansættelsesforhold for ansatte i staten, men også ansvaret for at styrke uddannelsesinstitutionernes position som bannerførere for videnssamfundet".

Forskningspolitiske valgkrav

1. Styrk universitets kerneværdier: fri forskning, undervisning til højeste videnskabelige niveau, og formidling forstået som forskningsbaseret oplysning til det danske samfund, kritisk og uvildig rådgivning i den offentlige debat og i den politiske beslutningsproces.

2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.

3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed ("tenure") - bekæmp tavshedskulturen.

4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970'erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.

5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.

6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.

7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).

8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.

9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.

10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).

11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).

Kommentar: Lad denne foreløbige, eller en lignende mere gennemdiskuteret men klar og tydelig liste af krav indgå som inspiration til en skarpere profilering af oppositionens forskningspolitik, og lad os gerne her diskutere en mere præcis udformning af de enkelte elementer, såsom en alternativ model for et nyt universitetsdemokrati.

ps: Når man læser rektorkollegiets svar i dag (26.10.07, på Forskerforum nyheder) på spørgsmålet om forskellen på forskningspolitiken hos S og V må man da krumme tæer over Jens Oddershedes påståede glæde over den påståede konsensus om universitetsreformerne. Kunne han ikke have gjort dét lidt bedre?

Spanking til ranking

En af de sjældne nyheder fra universiteternes verden, som nåede TV-avisen den 17. aug. (omtalt i KU-nyt den 23.aug.) var at Københavns Universitet skulle være "det ottendebedste universitet i Europa, i følge en årlig universitetsundersøgelse foretaget af Shanghai Jiao Tong University. På verdensplan er Københavns Universitet nr. 46 og er dermed rykket 10 pladser op i forhold til sidste år." - Det blev præsenteret begge steder som dagens gode nyhed, som noget vi bør være stolte af.
Skal vi så det? I stedet for nu at levere en sønderlemmende kritik af al akademisk ranking (krads blot i overfladen og se hvad Wikipedia skriver om metoden, og glem ikke at læse Shanghai Jiao Tong University's egne forbehold, "there are still many methodological and technical problems. Please read the ranking methodology carefully and use ranking results with cautions"), så vil vi blot med hovedrysten udbryde:

Det er da pinligt at ligge som nr. 8 lige efter det skod-universitet af Utrecht! Som om vi skulle bryste os af det! Der er langt til guldet. Sølv og bronce gider vi slet ikke omtale. Skal vi overhovedet deltage, når alle de andre er dopede af samme præstationsfremmede kemi?

Dope = billige genveje. En genvej er DVIP (= løst ansatte lærere, som ikke forsker) + løskøb fra undervisning (så forskere kan superforske). Måske var dét, hvad der spøgte bag TV-avisens vinkling af historien som en modsætning mellem at være super til forskning og bruge tid på undervisning: Hertil sagde forskeren Jørgen Peder Steffensen meget klogt, "Forskning uden undervisning, er spildte penge". Ja, og lad os tilføje: Uden forskning ingen forskningsbaseret undervisning. Noget, som universitetet skulle overveje lidt, i forbindelse med alle de løstansatte underviser-daglejere, der ikke får løn for at forske. Trækker det mon op eller ned i den "flotte" placering?

Deltidsundervisere som daglejere

Universiteternes sociale ansvarlighed kunne måske i første omgang koncentrere sig om at få sikret bedre arbejds- og lønforhold til de løst ansatte! Det er da en skandale, at man påstår, at universitetsuddannelsernes adelsmærke er den forskningsbaserede undervisning, hvis ikke man samtidig sikrer betaling for at der rent faktisk ligger forskning bag undervisningen.
På mange kurser vil institut- og studieledere kun financiere undervisningsdelen, dvs. de betaler s.k. DVIP (timebetalt), hvilket er "billigere" al den stund at en normal fast VIP såvel forsker som underviser, mens en DVIP er en undervisninsassistent eller en "ekstern lektor", der måske genansættes timebetalt for sin undervisning for et halvt år af gangen, år efter år, uden pension, ansættelsessikkerhed, eller reelle forskningsmuligheder. Som dagens Information skriver (se her):
"Staten og universiteterne bruger tusindvis af deltidsansatte universitetslærere til at udfylde de huller i undervisningsbehovet, som de store studenterårgange har skabt. Men selv om mange undervisningsassistenter og eksterne lektorer har været ansat i en lang årrække, må de acceptere arbejdsvilkår, der mest af alt minder om daglejere. Ved at ansætte deltidsansatte universitetslærere slipper universiteterne for at betale løn under barsel, ferie og sygdom og ikke mindst pension."

I øjeblikket gøres der klar til lønforhandlinger rundt omkring på fakulteterne. Et cirkus! Det er under "ny løn" blevet et enormt individualiseret fedterøvssystem, hvor den faste VIP-stab bruger tid og kreativitet på at udfylde skemaer, hvor man genopfinder alle sine meritter, udmærkelser og "særlige" fortjenester, som input til tillidsrepræsentanterne for at få særlige løntillæg - hvis ikke man som professor selv skal lønforhandle og gøre sig populær hos ledelsen. Hvad sker der med de løst ansatte? Ingenting. De faste er ligeglade. Man har i årevist talt om problemet. Ingen gør noget ved det. Heller ikke fagforeningerne. Ikke engang de løst ansatte selv? Strejker på uni? Ha ha ha.
Det er pinligt - ikke mindst for de af os, der selv var løst ansatte engang, alt for længe, men tilsyneladende har glemt hvordan det er.