Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut

ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.

Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.

Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen

endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.

Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.

Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.

Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

Dekanalt diktatur: mega-size fits all !

Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.

Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.

Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.

Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?

Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.

For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:

"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.

Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.

Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.

Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.

Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."

Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive

"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)

Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.

Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.

Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.

Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?

Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?

*) noter

"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.

Faglig viden og universitetsmanagement adskilles

Center for Børnelitteratur, der lå på DPU i Emdrup, skal tvangsforflyttes til Århus, som led i den topstyrede om- eller disorganisering af Aarhus Universitet. Vi skrev om sagen allerede 19/3-2011 (her) men det er tilsyneladende ikke blevet bedre. I et indlæg i AU-bladet Univers fra 18/10 (her) spørger AU-lektor Thomas Aastrup Rømer:

"Hvorfor skal dette ske? Er der nogen, der har ønsket det? Studerende? Forfatterskolen? Forlagene? De pædagogiske forskningsmiljøer? Skolerne? Dansklærerforeningen? Internationale litteraturforskningsmiljøer? Forskningsmiljøerne i Aarhus? Nej, ingen, og stort set alle har protesteret i alle mulige medier. Alle var glade og tilfredse, og børnelitteraturforskningen blomstrede som aldrig før, men nu skal det ødelægges. Ingen bifalder flytningen. Ingen! Men hvorfor gør dekanen dette?"

Det eneste svar må være, at dekaner skal vise deres chef, at de foretager sig noget, og en af de få synlige beviser for at de gør det, som endda bliver stående for eftertiden, er organisatoriske omlægninger. Og så under brug af de samme ulidelige mantraer om 'kritisk masse', styrkelse, synergier: her er uddrag af dekanens svar (samme sted):

"Når vi flytter en velfungerende forskningsenhed fra København til Aarhus, er det, fordi der her er potentiale til at skabe en større og endnu stærkere enhed. I Aarhus integreres Center for Børnelitteratur i Institut for Æstetik og Kommunikation, hvor centerets medarbejdere kan slutte sig til andre stærke miljøer inden for litteratur, medievidenskab og dramaturgi. Flere og flere børn og unge bevæger sig i dag sømløst rundt mellem forskellige medieplatforme, så her er der en række indlysende faglige overlap omkring børnekultur, som man på forskningssiden kan drage stor nytte af. Beliggenheden tæt på VIA UC med Danmarks største læreruddannelse er også en oplagt mulighed for samarbejde."

Jammen hvis børn kan bevæge sig rundt mellem medieplatforme, skulle man tro, at forskere kunne samarbejde på tværs, uden at skulle sidde klinet op ad de samme campus- eller institut-skilte!?

Århus-rokaderne sker og skete topstyret, uden ordentlig inddragelse af de faglige miljøer, som typisk ikke ønsker sammenlægninger og disorganisering af fx DMU, eller Det Humanistiske og Det Teologiske Fakultet. Det samme er nu ved at ske i København (se bloggen d. 28/9) — ironisk nok fordi de våde KU-dekaner har onde drømme om at "konkurrencen" fra AU/Emdrup, RUC og Aalborg i Ballerup vil frarøve dem studerende, hvis de ikke spiller med de organisatoriske "muskler". Det er den samme tomme retorik, der på én gang styrer og slører spillet. Læser man papirerne på KU-intranet i forbindelsen med reduktionen af fire våde fakulteter til to, er det samme mønster, der gør sig gældende. Der er så godt som ingen faglig opbakning til omlægningerne, men de faglige miljøer reagerer kun spagt defensivt, begrænser kritikken til det taktiske, og søger at redde hvad reddes kan, fordi man kynisk vurderer, at en egentlig protest er uden virkning: Så skandaløst topstyret er det universitetssystem, den nye forskningsminister har arvet fra Sander-epoken. Resultatet bliver nye lange klyngebetegnelser for megainstitutter (fx "Institut for Ernæring, Fysiologi og Idræt", "Institut for Matematik, Statistik og Datalogi") som - før de næste fyringsrunder - blot vil bestå af det samme elementer, der før var miljøer med en vis identitet.

Dekan-ambitioner bag KU-fusion

Det er ret besynderligt at følge den igangværende debat om fusionen af fire "våde" fakulteter (Nat + Life, og Sund + Farma) på KU. Fornemmelsen af et århusiansk déjà vu melder sig. Det mest bizarre er ikke så meget overrumplingsmanøvren fra ledelsens side med de helt urimelige tidsfrister, hvis medarbejderne skal have tid til reelt at udarbejde modforslag (og ikke bare "høres"), eller rektors forsvar for at haste det igennem med undskyldningen at længere processer (som kemi-sammenlægningen) trækker tænder ud. Det mest bizarre er det forhold, at kun fire personer tilsyneladende har udløst en proces med så omfattende konsekvenser efter en logik, hvis saglige grundlag fortoner sig totalt. Man kan nemlig stille spørgsmålstegn ved de alle argumenter, ledelsen indtil nu har fremført for fusionen, fordi gevinsterne ikke er dokumenteret endsige sandsynliggjort. For at forstå hvad der sker, skal man med andre ord lede efter motiver hos de fire ansatte universitetsledere, som ikke bliver udtalt, men som kan være den egentlige bevægende årsag, der får hele cirkuset sat i gang.

Øvelsen bliver derfor en eftersøgning af en særlig motivationel logik eller et sæt succeskriterier, som ikke nødvendigvis har noget direkte med hensyn til kvaliteten af universitetets kerneydelser som forskning og undervisning at gøre, men som mere har at gøre med det særlige diskursive univers, universitetsledere – som ovenfra ansatte managers snarere end fagligt valgte blandt universitetsbefolkningen – befinder sig i, og gør karriere ved hjælp af. Det er et univers, som er velkendt i ledelsen af firmaet Lauritz.com (i folkemunde Aarhus Universitet) med dets interne omorganisering (solgt som "faglig udvikling"), og hvor retorisk luftige egenskaber som "slagkraft", "synergier", og "styrkelse" (af stort set alt hvad der af ledelsen anses som positivt, men især erhvervssamarbejdet) indgår i det, som skal ligne men ikke kan erstatte et sagligt beslutningsgrundlag.

End ikke institutlederne, der selv er en del af management-hierarkiet, virker entydigt begejstrede for forslaget. På et af de stormøder den 20/9 (på HCØ, hvor især forholdet mellem fakulteterne Nat og Life var i fokus) var rektor Ralf Hemmingsen og nat-dekan Nils O. Andersen ordførende, og måtte nærmest trygle om at høre institutledernes stemmer. Kun én (lederen af Biologisk Institut) rejste sig velvilligt og stemte i, mens datalogernes leder af DIKU udtaler (her) at rygterne om DIKUs død skal tages med et gran salt, ligesom geo-folkenes ledere næppe er vildt begejstret. De gladeste er sikkert de, som mindst berøres af fusionerne, som NBI's leder. Institutlederne har forud og én ad gangen fået fremlagt dekanernes "grovskitse" som et faktum, der ikke stod til samlet diskussion i det fakultære ledelsesteam. Reelt tromler dekanerne igennem. Der er ganske vist hvide huller i skitsen, hvor de lokale miljøer vil kunne få indflydelse, men det går mest på muligheden for at modsætte sig detaljer end at gennemdrøfte om grovskitsen overhovedet er fornuftig og evt. udarbejdelse af egentlige alternativer. Leif Søndergaard og Ingrid Stages frygt for en skinproces er velbegrundet.

I kommentarerne som er tilgængelige - dels på Universitetsavisens sider, og dels på KU's intranet - myldrer det med indvendinger, der gennemhuller selve ideen eller det dekanale postulat, at fakultetsfusionerne vil bevirke opnåelse af målet, som (fx her) har været formuleret således:

"Målet er, at fakulteterne skal udnytte faglige sammenhænge og synergier, styrke uddannelsernes faglighed, kvalitet, synlighed og udviklingsmuligheder i større og fagligt bæredygtige miljøer. Der skal bygges broer mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning, og forskningen skal blive endnu tydeligere i uddannelserne, som derigennem styrkes yderligere. Samtidig skal samfundsengagementet og mulighederne for erhvervssamarbejder udbygges".

Hvorfor skulle større enheder være bedre til at udnytte faglige sammenhænge? Mangler der broer mellem anvendelsesorienteret forskning og grundforskning og vil fakultetsfusioner befordre disse? Osv. — Jeg skal ikke trætte med at gentage de kritiske spørgsmål, der allerede er stillet (se evt. opfølgende kommentarer til dette indlæg).

De studerende spørger helt berettiget om hvor hensynet til uddannelserne er henne? Grovskitsen har reelt taget udgangspunkt i forskning, ikke i undervisning. Meget sært. Et rygte siger, at grovskitsens reducerede lister over institutter er fremkommet ved at Nat-prodekan for forskning John Mundy har leget puslespil med fakulteternes forskergrupper som de er beskrevet i en samlet pamflet, men ingen har fået lov til at se denne pseudo-bottom-up vej til de nye megainstitutter. Der er også rygter om hvilke nye prodekaner, som allerede er valgt, og hvilke eksisterende prodekaner, som er fravalgt.

Men tilbage til ledelseslogikken. Jeg tror, at logikken er, at det for en dekan ansat under den sanderske universitetslov (og efter det 2007-fusionscirkus, Helger Sander gennemtrumfede) stadig tæller som en kvalitet (eller et flueben til ens organisatoriske CV) at man, for at blive i leder-lingoet, "indhøster fusionsgevinsten", "gør arbejdet færdigt", "trimmer organisationen", "styrker ledelsens evne til at træffe strategiske beslutninger". En leder skal performe, vise handlekraft, og en omorganisering er en sådan markant performance, som viser, at lederen kan handle "strategisk".

Og universitetsbefolkningen ved godt dette. Man kender de reelle magtforhold, dvs. det totale fravær af reel medbestemmelse. Derfor er der meget få, som orker at protestere. Kravet om strategisk handling breder sig derfor både opad (mod rektor, som efter eget udsagn skulle synke et par gange, da dekanerne henvendte sig) og nedad, til institutledere, forskergruppeledere og resten af de ansatte forskere og studerende, som selv – i stedet for at undersøge om der sagligt er grundlag for det ene eller det andet – begynder at handle taktisk. Ja, selv de studerende, som når en studenterrepræsentant udtrykker sig således (her): "som bestyrelsesmedlem kan jeg ikke overhøre et ønske fra ledelsen om at udvikle organisationen og nedbryde organisatoriske barrierer for samarbejde". Jammen hvilke barrierer? Og forøvrigt: Hvad gør vi nu med "barriererne" mellem de to nye megastore fakulteter? Så må de vel også fusioneres eller omlægges, af de næste generationer af ledere?

Kunne man forestille sig en situation, hvor det mest strategiske er ikke at ændre organisationen? Ja selvfølgeligt, men hvad der er godt for organisationen er ikke nødvendigvis godt for dens ledere og disses CV. — Men er der slet ikke reelle, saglige og legitime grunde, udover de personlige motiver hos dekanerne? Tja, hmm. De andre universiteter! De sanderske universiteter skal jo konkurrere. De skal ses som virksomheder på et marked. Basismidler efter resultat, osv. Firmaet Lauritz.com kommer jo med sit Emdrup-campus i betænkelig nærhed af KU's hjemmemarked, og i Ballerup truer Aalborg Universitet med en afdeling, der forsøger at profilere sig som et dansk modsvar til det amerikanske MIT. Så er det bare med at blive større og vise "muskler" (også et ord i lederlingoet) så man rigtigt kan samarbejde med det lokale erhvervsliv og konkurrere om studenterne. Selvom de altså ikke er medtænkt.

De to nye store fakulteter kommer til at fylde godt på KU, og vil vel kanalisere omtrent 80% af hele omsætningen. Måske er det derfor at rektor Hemmingsen fik indsat et punkt om "Fællesskabshensyn" i dekanernes grovskitse, et ord som her peger på, at der er noget som hedder "KU's kommende strategi", og som altså ikke blot er et flueben eller strategisk værktøj i de afgående dekaners videre karriereplanlægning.

Det er muligvis for fromt et håb, at den nye politiske konstellation i Danmark efter folketingsvalget vil have reelle forsknings- og universitetspolitiske konsekvenser, men hvis det sker, vil de interne fusionsprocesser på AU og KU komme til at ligne dødskramper i den sanderske universitsmodel. Og det bliver næppe et humboldsk universitet, der rejser sig af asken.

Ni råd til den kommende videnskabsminister

Professor i visuel kultur og performance-design (et felt der undersøger "forskellige oplevelses- og medieformer, f.eks. billeder, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, med fokus på erkendelse, oplevelse og design") ved RUC, Olav Harsløv, stillede i går i Politiken ni yderst interessante råd (se her) til den kommende videnskabsminister, som vi endnu ikke ved hvem er. De fortjener omtale og debat, så jeg gengiver dem her in extenso:

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de (for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske 'satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne. Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

Jeg er enig i mange af dem.

Ad 1) Ja, universitetsfusionerne var højst uheldige, af mange grunde, bl.a. fordi de slører opgaveforskellen og forskningskulturforskelle i grund- og sektorforskningen. I det hele taget er top-down styrede omorganiseringer som den Aarhus Universitet har været igennem, ligesom kemi på KU (her) og den de fire våde fakulteter på KU nu skal trækkes igennem her i efteråret (se fx Universitetsavisen her) ofte ødelæggende og forbundet med udradering af hele forskningsmiljøer.

Ad 2) Tja, de fakultære grænser er ofte kunstige, og man bør lette det administrative samarbejde på tværs – også samarbejdet mellem universiteter (jf. problemerne påpeget i Vincent Hendricks kronik her) — men hvad vil det sige helt at opløse dem?

Ad 3) Hvor små er "for små" og ud fra hvilke kriterier?

Ad 4) Helt enig - vi har her på bloggen ved flere lejligheder kaldt det vidensdiversitet, og hvis en mangfoldighed af videnskaber skal kunne trives kan ikke alle pålægges at skulle legitimere sig ved de samme krav om relevans for erhvervslivet.

Ad 5) Hmmm, før dette: Måske burde nogen udarbejde en ph.d.-afhandling om det forskningspolitiske rådgivningssystem i Danmark og de effekter systemet (inkl. de forskellige omlægninger af dette vi allerede har oplevet) har haft for den danske forskningsverden.

Ad 6) Grundlæggende enig men usikker på hvem og hvad forskningsudvalget skal være: Jeg foretrækker at omsætte det til: Flere basismidler, færre strategiske puljer.

Ad 7) Enig. Som formand for en af de faggrupper (nr. 68) som rådgiver ministeriet om indikatoren i et forsøg på bidrag til 'damage control' mener jeg, dens eneste fornuftige funktion er et samlet overblik og en synliggørelse af dansk forsknings videnskabelige kommunikation – al helgesandersk snak om "basismidler efter kvalitet", universiteter der skal konkurrere på et rent volumenræs, og at påtvinge forskningen en ydre incitamentstruktur er forfejlet.

Ad 8) Delvis uenig. Ja, lad de små tidskriftsredaktører selv turde tage beslutninger igen. Nej, peer review skal selvfølgelig ikke nedlægges på de fagområder, hvor det er groet naturligt frem nedefra og er en af de vigtiste måder hvorpå forskningen lever op til den videnskabelige norm om organiseret skepsis, kritik og intern kvalitetskontrol af de videnskabelige resultater. At den kollegiale kritik har fundet andre former på mange humanistiske felter — eller at forskningsindikatoren fik små danske tidskrifter eller små og mellemstore forlag til at indføre betalte bedømmelser fra langsomt arbejdende fagkonsulenter — skal jo ikke over en kam føre til afskaffelse af peer review som institution. Nogle vil gå så langt som til at hævde at postmoderne tolerance og intellektuel dovenskab i forhold til nabo-forskeres andre paradigmer (inter-paradigmatisk borgfred) netop kalder på synliggørelse af den merit, som burde følge med skarpt, kritisk arbejde.

Ad 9) Enig, men husk undgå de mere kommercialiserede former for udvikling af det sociale campus-miljøet.

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.

Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.

Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.

Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.

Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.

Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.

Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.

Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.

Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.

Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.

Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

Det Forskningspolitiske Råd og sektorforskningen

Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR) synes i sin netop udgivne årsrapport fra 2010 (med den originale titel Viden - Vækst - Velstand) at ville skubbe på den proces, Helge Sander igangsatte med indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne under universiteterne i 2006/2007, og som kritikere (bl.a. her på bloggen) forudså langsomt ville afvikle sektorforskningen, bl.a. ved at ministerierne får lov til at sende en del af opgaverne i offentligt udbud. Man kan se tiltaget som helt i tråd med den liberale konkurrencestats afvikling eller nedskæring af en række offentlige institutioners ydelser. Men den markedsbestemte udtynding går åbenbart ikke hurtigt nok. Rådet synes at opfordre til at gennemgå universiteternes forskningsbaserede myndighedsbetjening (altså den tidligere sektorforskning) og skære en del af opgaverne (fx monitering og udredning) væk. — Hvordan skal man ellers forstå en passage som denne:

For det første bør det overvejes, om der er tilfælde, hvor der kan ske en udfasning af myndighedsbetjeningen. Her skal det vurderes, hvor stor forskningsvolumen er i forhold til de samlede aktiviteter i en aftale om myndighedsbetjening. Hvis der er tilfælde, hvor den egentlige forskningsproces kun udgør en begrænset del af de samlede aktiviteter, bør disse aktiviteter foregå i et andet regi end ved universiteterne. Man kan overveje at benytte ”Public Procurement” til løsning af myndighedsopgaver. De typer opgaver, der med tilfredsstillende kvalitet kan løses uden for universitetsregi af private aktører, GTSinstitutter eller andre, bør udbydes uden for universitetsregi. (s. 24 i rapporten, som kan hentes her).

Hvem i DFR mon har fået den ide? DI-direktør Lars Goldschmidt? Adm. Direktør i DLG og formand for DFR Asbjørn Børsting? Og hvem repræsenterer sektorforskningen i DFR?

Der er talrige eksempler på, at udlicitering giver yderst tvivlsomme gevinster. Nogen har måske hørt om den lettere pinlige sag om rengøringen på KU, som for nyligt fik Jonas Dahl fra SF til i Folketinget at spørge "Finder ministeren det tilfredsstilende, at Københavns Universitet udliciterer rengøring til en privat aktør på trods af, at de ansattes tilbud var billigere?" (LO har indklaget tildelingen af ordren for Klagenævnet for Udbud; se ministerens undvigende svar her).

Advokater for børnelitteratur og djævelen

I programmet Skønlitteratur på P1, lørd.d. 19/3-2011 kl. 10, interviewede programmets medarbejder Nanna Mogensen i starten af programmet centerlederen af Center for Børnelitteratur Nina Christensen. Anledningen var centerets fagligt begrundede protester mod at blive tvangsforflyttet til Århus. Centerlederen forsøgte i interviewet at fastholde de faglige argumenter, og formåede også at forholde sig udelukkende til det faglige omkring børnelitteratur (forskning og formidling, mv.), men skulle alligevel af intervieweren intimideres med spørgsmål, som antydede at indsigelserne mod flytningen var personlige (intervieweren brugte ordet "forkælet" i et af spørgsmålene, og fik modstanden mod flytning til at fremstå som sær når nu centeret jo alligevel essentielt er en del af Aarhus Universitet).
Jeg kom til at tænke på andre gange jeg har hørt interview-figuren "djævelens advokat" anvendt på en facon, som retorisk appellerer til doxa, vaneforestillinger (fx om at medarbejderne er uden indflydelse og jo da altid bare har at flytte med hvis arbejdspladsen flytter) eller lave motiver, og som afsporer en debat om de faktiske argumenter, som parterne i en strid fremfører. Nogen bør opfinde en betegnelse til denne særlige misbrug af "djævelens advokat" i interview i kulturprogrammer, hvor den forekommer mig særlig hyppig — sikkert ikke uden forbindelse med journalisters angst for at blive beskyldt for at have valgt side i kulturkampen, eller "Kampen om Sandheden" som Rune Lykkebergs bog om fænomenet hedder.
For nye læsere lidt om forhistorien mht. Aarhus Universitet, som ikke kom frem i programmet: Center for Børnelitteratur er et center for forskning, formidling og undervisning beliggende i Emdrup. Forhistorien er, at Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), den tidligere Lærerhøjskole i Emdrup, under en universitetspolitisk topstyret fusionsproces blev fusioneret med Aarhus Universitet for fire år siden. DPU havde så vidt vides ikke forud for fusionen noget særligt forhold til AU fremfor andre universiteter. AU er nu ved at opløse DPU som enhed, ligesom iøvrigt også DMU, Danmarks Miljøundersøgelser, splittes op, i en lige så topstyret reorganisering af det nye AU. Man kan på hjemmesiden for Center for Børnelitteratur (her) læse en uddybning af de faglige argumenter imod flytning, som Nina Christensen, trods interviewerens tilgang, havde held til at fremføre.
Det bliver interessant at se, med hvilke faglige argumenter AU-ledelsen svarer centeret, og hvorvidt der er tale om en universitetsledelse, der overhovedet formår at lytte til de faglige miljøers argumenter, når de trækker i en anden retning end de organisationsdiagrammer, som toppen har tegnet, og indgå kompromiser, der får medarbejderne til at føle medejerskab til beslutningerne, og som såvel tager organisatoriske, faglige, som arbejdsmiljømæssige hensyn.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.

Bloggen Forskningsfrihed? har fra Nils Bredsdorff modtaget et aktualiseret sammendrag af et større universitetspolitisk skrift (se note 1 nedenfor), som passende kan bruges til inspiration i den kommende diskussion om det høringsudkast til et nyt forslag om en universitetslov, som vi omtalte her den 19/11.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.
af Nils Bredsdorff

Der er tale om en alvorlig forværring af en i forvejen dårlig ide. Lovforslaget skærper de dele af den gældende lov, som i forvejen har modtaget den alvorligste faglige/indholdsmæsssige kritik, selve ledelsesmodellen. Regeringen og SD har bidt sig fast i den såkaldte enstrengede model, set bort fra både den faglige kritik og de forslåede indgreb som kunne modificere skavankerne ved strukturen og endog skærpet dens dårlige sider ved at koncentrere magten og give ekstraordinære friheder til universiteternes nye mandariner.

Den elendighed, som er beskrevet neden for i den oprindelige kritik af 2003 loven har været universiteternes hverdag siden 2003, bevidnet af groteske fusioneringsøvelser og reorganiseringer og afbrudt af en international evaluering, hvis forslag forligspartierne kun delvist har lyttet til. Det nye lovforslag skærper de problemer, den 7 år gamle kritik blotlagde. Det er sket bevidst og forekommer at sammensætningen af bestyrelsen med eksternt flertal er blevet en blind plet i forligspartiernes universitetspolitik. Derfor forekommer det omsonst at satse på andet end at forsøge at indføre elementer af kontrol med den nu endnu mere uindskrænkede magt, først og fremmest ved at Akademisk Råd får modmagt og kontrol, mægler i konflikter, godkender større omorganiseringer, ”reviderer” magtens handlinger ved årlige auditing reports til bestyrelsen, overvåger at de nye beføjelser i loven medarbejderindflydelse, forskningsfrihed, organisatoriske nydannelser osv. kommer i gang. AR kan oprettes på flere niveauer og kontrollen dermed mangedobles. AR kan ikke stoppe rektor og det enstrengede vanvid men debattere og kritisere det, en akademisk revision, som Folketinget egen Rigsrevision. AR kan blive en officiel whistleblower eller forskernes vagthund, om man vil samfundets eneste kontrol med en magtfuld institution.

Den nye klare ledelsesstruktur er direkte kopieret efter en idealmodel for aktieselskabsbestyrelser. Al magt er samlet dér.[1] Blandt de få fagligt relevante kommentarer til lovforslaget lyder vurderingen:

”Den fremstilling af modellen, som præger reformovervejelserne, har … meget lidt at gøre med de differentierede organisationsformer, som man finder i det virkelige livs private organisationer.”[2]

Men vigtigere endnu er det, at den private bestyrelses handlemuligheder, styringsparametre og udviklingshorisont er anderledes end universitetets, og at muligheden for og konsekvenserne af at dreje universitetet over mod private markedsinstitutioner er uundersøgte og uoverskuelige.[3] Professor i økonomi Svend Hylleberg har flere steder kritiseret universitetsloven og giver aktuelt denne karakteristik: Loven anvender en ledelsesmodel, der er en

”karikatur af en standard lærebogsmodel for et aktieselskab. Dette medfører … at der vil være en uheldig tendens til at de ansatte ledere vælger at korttidsmaksimere af hensyn til deres egen kontrakt frem for at foretage de beslutninger, der er til gavn for universiteterne på langt sigt.”[4]

En samtidig undersøgelse af den universitetspolitiske debat og dens nøglebegreber i årene op til den nye lov giver et godt indtryk af den vigtige kamp om ordene. Det er en tekst- eller diskursanalyse, som viser ”… den kompleksitet, der kendetegner de problemstillinger, der tages op i debatten om en ledelsesreform på universiteterne. Undersøgelsen viser en høj grad af uklarhed i debatten og peger på en udpræget sammenblanding af nuancer og niveauer i forhold til de forslag, der diskuteres i forbindelse med oplægget til en kommende ledelsesreform.”[5] Men undersøgelsen konkluderer, at det er lykkedes politikerne at ”ændre kriterierne for validitet i forhold til udpegning og ansættelse af den administrative ledelse” og etableringen af de nye bestyrelser.[6]

I nogle få – universitetsfolkets størrelse og kapacitet taget i betragtning - indlæg i den offentlige debat kritiseres loven grundigt, men det gør tydeligvis ikke indtryk.[7] Også en protestunderskriftindsamling bliver en pæn men tam succes, fordi der ikke er nogen bevægelse blandt universitetsfolk og studenter. Det er som den satiriske sanger fra 60’rne, Tom Lehrer, siger om den spanske borgerkrig – We had all the good songs, they won all the battles. Den manglende effekt både i Folketinget og på universiteterne gælder også den eneste undersøgelse af nogle af de grundlæggende principper i loven. Det drejer sig om en undersøgelse af forholdet mellem ledelse og forskning. Den udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder.[8] Forfatterne påpeger, at reformen er en ”ledelsesreform” som kan beskrives med to nøglebegreber ”professionalisering af ledelsesfunktionerne på universiteterne og en hierarkisering”.[9]

Reformen sætter en bestyrelse ind i stedet for konsistorium. Bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren og være udefra kommende for flertallets vedkommende. Den daglige ledelse skal varetages af ansatte ledere, og universiteterne skal være selvejende institutioner, forpligtet af udviklings- eller resultatkontrakter. Spørgsmålet, som analysen nu stiller, er, om der er en sammenhæng mellem ledelsesstruktur og forskningspublikationsproduktion - her taget som et mål for den ene del af universitetets virksomhed, forskningen. Reformen hviler på en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem bedre ledelse og bedre forskning.

Forfatterne understreger 2003-reformens sammenhæng med 1992-reformens satsning på en styrket ledelse, men først og fremmest dens direkte afhængighed af Forskningskommissionens arbejde. Kommissionen blev som vanligt nedsat efter endnu et bredt politisk forlig i maj 2000, og forfatterne kritiserer dens arbejde skarpt for ubetinget at konkludere, at universiteterne mangler en ny ledelsesstruktur i den stadig hurtigere udvikling af forskningsprocesserne, ”der stiller institutionerne over for nye udfordringer.” Ifølge kommissionen ligger disse udfordringer først og fremmest på det ledelsesmæssige plan, hvorfor svaret må være ”styrket og dynamisk ledelse”. Det er kendt musik, men ifølge forfatterne er problemet, at kommissionens betænkning – og dermed 2002-lovforslaget – ”hverken rummer en egentlig analyse af sammenhængen mellem ledelsesstrukturen og den præsterede forskning eller en kvalificeret og kritisk diskussion af betingelserne for en sådan sammenhæng.”[10] Det samme gælder for rapporter fra de internationale institutioner (EU og OECD), der refereres til både i betænkning og lovudkast ”sammenkoblingen af ledelsesstruktur og forskningens omfang og kvalitet (hviler) også i disse rapporter på antagelser snarere end på analyser og kritiske diskussioner af sammenhængen”[11], dokumenterer forfatterne.

For at få et grundlag at vurdere reformen på, undersøgte de forskningsproduktion og ledelsesomkostninger på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, idet ledelsesforholdene på de sidste er som, 2003-loven foreskriver for de første. Sektorforskningsinstitutionerne har højere ledelsesomkostninger og lavere forskningsproduktion målt på en række forskellige parametre:

”Hele reformen hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten.”[12]

Den foreslåede – og senere vedtagne – reform ”… er løst funderet på tvivlsomme henvisninger til forholdene og erfaringerne i andre europæiske lande.” [13]


Noter
[1] Ideen er på sine egne præmisser pervers, fordi modmagten eller kontrollen med magten, aktionærerne og herunder beskyttelsen af mindretalsaktionærer, mangler. Det følgende er et redigeret uddrag af Nils Bredsdorff: Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008 (pdf)
[2] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen: "Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner" i: Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003, s. 115-139, her s. 120. (pdf)
[3] En yderst kompetent beskrivelse af markedsinvolveringen og -fixeringen af universitetet og dens tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, formet som en gennemgang af 12 store amerikanske universiteters udvikling på markedet er David L. Kirp: Shakespeare, Einstein and the Bottom Line, The marketing of higher education, Harvard University Press, 2003. Adfærdsændringer (publiceringsmønstre) i forbindelse med forskellige typer forskningsregistrering er et anerkendt fænomen, som antyder rækkevidden af selv små markedsmæssiggørelsesstiltag og virksomhedsmodel-tænkninger.
[4] Kvalitet og styring af universiteterne, Information 28. jan. 2009.
[5] Peter Brink Andersen, Forskningsledelse i en forskningspolitisk kontekst, Udviklingskontrakter og ledelsesformer på danske universiteter. Rapport fra Analyseinstitut for forskning 2003/10 s. 123 (pdf). Tekstanalysen s. 28-83 og en fin bibliografi over debatten giver en fin fornemmelse af politiseringen af universitetsspørgsmålet.
[6] Op.cit s. 130.
[7] De bedste er stadig læseværdige og aktuelle: Jørgen Grønnegård Christensens kronik i Politiken 11.07.06 og Tom Fenchels, Johnny Kondrups og Bjørn Quistorffs kronik smst d. 22.02.08.
[8] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen, Ledelse og administration på universiteter op.cit. Mht omtale af undersøgelsen har jeg kun undersøgt det her behandlede ’lovgivningssstof ’og kun fundet den omtalt i Haavisto og Hagelund og her sker det i en helt anden forbindelse, op. cit. Men Grønnegård har bekræftet, at den ingen indflydelse fik.
[9] Op. cit s. 115.
[10] Op.cit. s. 118.
[11] Op.cit s. 119. Det samme gælder den i øvrigt interessante rapport af Peter Brink Andersen, Forskningsledelse … op.cit., som tager en række undersøgelser inkl. Forskningskommissionens for gode varer uden at stille det afgørende spørgsmål: Ledelsens nødvendighed for hvad? jvf. s. 10 f.
[12] Grønnegård og Pallesen op.cit. s. 136. Forfatterne er helt på det rene med de mange metodiske problemer i sammenligningen, men mener at konklusionen holder.
[13] Op.cit s. 138.

Fyrede forskere danner fælles forum

Et af de mest markante anslag mod den enkelte forskers forskningsfrihed er hvis vedkommende fratages jobbet og med det adgangen til at udføre forskning og deltage i det videnskabelige samfund, som universitetet er hjemsted for.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,

"most scholars of academic freedom agree it has four elements: two are substantive, and two are supportive. The first substantive element is research freedom (the right to choose the subject for research and the methodology used, and to publish and disseminate research findings). The second substantive element is the teaching freedom (including the right to determine the curriculum, the mode of teaching, the method of assessment, etc). The supportive elements are academic tenure and the right to participate in academic governance." (Times Higher Education, May 6, 2010)

Det, der skulle understøtte akademisk frihed, nemlig skærpet ansættelsessikkerhed, tenure, findes ikke i Danmark, og hvad værre er, ansættelsen som universitetsforsker synes at være blevet mere og mere usikker igennem de seneste år. Et "Notat om personaleomsætning ved universiteterne" af 5/3-2010 (her) fra Videnskabsministeriet viste, at landets otte universiteter i løbet af 2009 skar 113 forskerstilinger væk, mens den samlede personalegruppe voksede med over 500 ansatte! Mens forskergruppen af professorer, lektorer og seniorforskere er faldet med 2,2 procent, er det samlede antal ansatte steget tilsvarende 2,2 procent. Mere universitet, mindre forskning. Og den forskning der bliver tilbage er mere styret af eksterne interesser og midler end forskernes egne ideer.

I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?

Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.

Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.

Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.

Først universitetsfusioner, så vilkårlige fyringer

Bloggen har sent d. 16. juni modtaget denne ildevarslende nyhed (red.):

DPU har i dag fyret to lektorer fra Fagmiljøet for pædagogisk filosofi og idéhistorie, dr.phil. Jørgen Huggler og ph.d. Henrik Vase Frandsen.

I deres varslinger stod der, at deres forskning ikke er relevant for DPU. Dette er i strid med retten til fri forskning. Det har videnskabsministeren bekræftet den 20. maj 2010 i svar på spørgsmål 2194:

"I universitetslovens § 17, stk. 2, er det fastsat, at de videnskabelige medarbejdere i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver af institutlederen, forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, som dækker hele universitetets profil. De videnskabelige medarbejdere har altså et lovbaseret krav på at kunne forske frit, når de ikke er pålagt opgaver." (min fremhævelse)

Ministeren bekræfter også, at økonomiske problemer kan gøre det nødvendigt at se nærmere på, "hvilke forskningsområder der er mest relevante" (m.f.); men det er ikke tilfældet her. Ledelsen har gang på gang bekræftet, at pædagogisk filosofi er relevant; det er kun relevansen af de enkelte forskeres forskning, man beklikker i varslingerne – og det er i strid med Universitetsloven §17, stk. 2. Ministeren skriver afsluttende:

"Jeg har tillid til, at Aarhus Universitets professionelle og ansvarlige ledelse prioriterer og organiserer universitetets virksomhed, som ledelsen finder det bedst."

Og det gjorde hun ret i, dvs. altså at have tillid til, at ledelsen gør, som den finder bedst. Desværre er det ikke det bedste for universitet. Ledelsens manglende respekt for gældende regler er ildevarslende for fremtiden, ikke bare for DPU (som måske forsvinder i morgen!), men for hele det nye Aarhus Universitet.

Med beslutningen om at fyre velmeriterede og aktive universitetsforskere på så usagligt og løst et grundlag skandaliserer DPUs og AUs ledelse forskning og videnskab i Danmark.

Vedlagt folder (her) med opdatering af sagen pr. den 15/6, og en tilføjelse på forsiden med sidste nyt fra i dag. Folderen deles ud sammen med T-shirts ved indgangen til DPUs festsal torsdag den 17/6 fra kl. 14.45.

Mvh.
Asger Sørensen
www.dpu.dk/om/aso

Inhabilitet og snæversyn i DPU-fyringssagen

Læser man det igennem, der indtil nu er offentliggjort om fyringsvarslerne af de tre filosoffer på DPU, efterlades man med kun ringe tvivl om, at de pletter, sagen sætter på ledelsen af Aarhus Universitet (rektor Lauritz B. Holm-Nielsen), DPU (dekan Lars Qvortrup) og Institut for Pædagogik (institutleder Jens Erik Kristensen), bliver meget svære at vaske rene. Magtfuldkommenhed, kynisme og inhabilitet er ord, som trænger sig på.
- Det er magtfuldkomment at tvinge DPU ud i en økonomisk krise efter fusionen med AU gennem urimeligt høje administrationsgebyrer til AU's centraladministration, og iøvrigt udtryk for manglende evne til økonomisk styring at undlade at finde bedre løsningsmodeller end at påføre DPU nedskæringer. [1]
- Det er kynisk som mellemleder uden protester at acceptere sin overhunds betingelser og blot vælte disses konsekvenser videre ned til underhunden i hierarkiet, og iøvrigt styre en universitetsskole som om den var en fabrik, hvor omstilling af produktion sker ved samtidigt at hyre og fyre arbejdskraft: Fyr 3 filosoffer, hyr 2 psykologer og 1 antropolog, tak. [2]
- Og det er inhabilt at lade egne fagpolitiske interesser og ambitioner overskygge saglige hensyn og helhedssyn, og benytte en nedskæringssituation til noget, der ligner et hævntogt imod faglige konkurrenter, ved at tynde ud iblandt deres rækker. [3]

Et af de virkeligt helt store problemer med misæren på Aarhus Universitet – som også gælder hele det show, der kaldes "den faglige udiklingsproces" – er, at fagligheden og mekanismer til sikring af den videnskabelige kvalitet svækkes. Som Mogens Chrom Jacobsen skrev i JP d. 6/5 (her):

"Med den nye ledelsesstruktur på universiteterne er det muligt for ledelsen at gøre sådan nogle ting, men er det nu også hensigtsmæssigt? Parallellen til det private erhvervslivs ledelsesformer er selvfølgelig klar. Men er universiteter nu også helt ligesom private virksomheder? Nej, det er de ikke.
En faglighed er blevet til over flere generationer, og det virker absurd, at en gruppe af administratorer skal have lov til at definere fagligheden på tværs af fagets udøvere, og dermed sætte generationers visdom over styr.
Det giver anledning til flere problemer. Dels eliminerer det den pluralisme, som skal muliggøre, at meningerne kan brydes og faget udvikle sig, dels eliminerer det det personlige forhold, som en underviser må have til sit fag og sin faglighed, idet man åbenbart skal indrette sin forståelse af fagligheden efter ledelsens synspunkt. Dette vil have konsekvenser for medarbejderens faglige integritet.
Danske uddannelsesinstitutioner kommer til at ligne dem, som vi kendte fra Sovjetunionen, hvor alle medarbejdere skulle følge partilinjen."

Endelig er en af de mere spooky ting ved fyringssagen, at nøjagtigt dette problem blev analyseret i dybden af en af de fyringsvarslede, nogenlunde samtidigt med at han blev ansat på DPU! [4]


Noter:
[1] Forskerforum d. 28/4 (her): "Det har ikke været en økonomisk fordel for DPU at blive fusioneret med Aarhus universitet – tværtimod. DPUs aktuelle økonomiske problemer med fyringer af tre fastansatte lektorer – og en trængt økonomi de næste år – er ikke selvforskyldt, men skyldes øgede administrations-udgifter efter fusionen med Aarhus Universitet i 2007. Før den tid kørte DPU med overskud, som nu undermineres af, at DPU skal betale en administrationsafgift på 20-33 mio. (2010-13) til AUs fællesadministration. Det er et bidrag, som pålægges alle fakulteter (fusionsparter) efter objektive kriterier."

[2] Som journalist Daniel Øhrstrøm skrev i Kristeligt Dagblad d. 6/5 (her), citerende dekanen:
"Da det drejer sig om personsager, siger det sig selv, at jeg ikke kan forholde mig til dem specifikt, skriver dekanen, der i øvrigt oplyser, at der i stedet skal ansættes to undervisere i psykologi og en i antropologi."

[3] Som lektor Thomas Aastrup Rømer skrev på sin blog på Folkeskolen.dk d. 28/4 (her, kopi):
"Der er dog en anden forhistorie, som hører med. Den består i følgende: I efteråret har man på Institut for Pædagogik, på dekanens opfordring, diskuteret, hvorledes kandidatuddannelsernes struktur bør se ud. I den forbindelse blev man enige om at bevare de eksisterende tre kandidatuddannelser i hhv. pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi, med nogle forskellige mindre justeringer. Denne enighed bliver stadfæstet i alle relevante fora. Pludselig, som lyn fra himlen, d. 22. februar 2010 iscenesætter institutlederen og dekanen ideen om at erstatte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i pædagogisk samtidsdiagnose (som er institutlederens hellige ko, og som også falder fint ind i dekanens systemteoretiske ideer, men som blot er en lille intellektuel provins, og som endda nu er decideret komisk). Efter en omfattende polemik (som ledelsen ikke deltog i – den ”orienterer” kun) og aktivering af stort set hele det uddannelsesfilosofiske miljø i landet, trækkes beslutningen tilbage, og lettelsen breder sig. Men det viste sig at være en stakket frist. I stedet for at nedlægge uddannelsen, nedlægger man nu de personer og det forskningsmiljø, som ligger til grund for uddannelsen. Igen som lyn fra en klar og kold himmel."

[4] Vi har før (her) nævnt analysen: Asger Sørensen 2008, "Bidrag til kritikken af det nye kvalitetssikringssystem for videnskabelig viden - Om økonomi, ledelse og deres skadelige indflydelse", Slagmark - tidskrift for idéhistorie nr. 52, s. 91-108 (pdf [billedscan 1,9 MB], pdf [doc 137 K]). (Ref. er genfundet via denne litteraturliste.)

DPU: Debatmøde for studerende og andre interesserede

DPU LUKNINGSTRUET

Pædagogisk filosofi kvalt!
Er pædagogikken død?
Vil vi mere end evidens?

Mød op og deltag i debatten
onsdag den 5. maj kl. 14.00-16.00
Aulaen på DPU, Tuborgvej 164, KBH NV

Kl. 14.00 Velkomst
Kl. 14.10 Indledende ord ved Marianne Jelved, Folketingsmedlem
Kl. 14.25 Debatindlæg ved Lars Qvortrup, Dekan på DPU
Kl. 14.45 Debatindlæg ved Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi DPU
Kl. 15.05 Åben diskussion

Vel mødt!

Deltag i debatten på www.dpu-obelisk.dk

Den tværfaglige protestgruppe
af studerende på de pædagogiske kandidatuddannelser
Kontakt: redpaedagogikken@gmail.com

Underskriftindsamling imod de varslede fyringer på DPU

Vi har i dag modtaget følgende:

Ledelsen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) har varslet fyring af tre fastansatte lektorer inden for det pædagogisk filosofiske forskningsmiljø.
Vi opfordrer til at protestere til rektor for Århus Universitet over dette anslag mod vores studium, mod den pædagogiske filosofi i Danmark og mod forskningsfriheden i det hele taget. Varslingerne skal trækkes tilbage!

Vedlagt en erklæring og en redegørelse for sagen af Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi, DPU. Dr.theol.& phil.og Anne-Marie Eggert-Olsen, Lektor i filosofi, DPU, Mag.art, ph.d., som vi vil bede dig om at læse. Hvis du derefter kan stå inde for erklæringen, så send:

navn,
titel og
ansættelsessted

til adressen Filosofi.dpu@gmail.com – senest torsdag den 6. maj om morgenen.

Derefter vil vi så samle navne, sætte under erklæringen og sende den samlet til rektor med udgangen af ugen. Det er vigtigt, at der handles hurtigt. Fristen for partshøring er 20/5, og denne protest skal gerne indgå i forhandlingerne om at finde en løsning på situationen inden da. Send endelig denne mail videre til andre, der ville kunne tænkes at støtte sagen. Send også kopier af andre støtteerklæringer og oplysninger om initiativer til den nævnte adresse; så kan vi evt. videredistribuere det.

Med venlig hilsen
Studerende ved den pædagogisk filosofiske kandidatuddannelse på DPU
http://www.dpu.dk/site.aspx?p=317

Om sagen, se også:
http://www.folkeskolen.dk/BlogShow.aspx?DebateThreadId=4747&DebatePostId=4747#Anchor4747
http://www.forskeren.dk/
http://www.information.dk/231444
http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=62384
http://professorvaelde.blogspot.com/2010/04/dpu-institutionsmassakre-efter.html
http://www.folkeskolen.dk/BlogShow.aspx?DebateThreadId=4767&DebatePostId=4767#Anchor4767


=============
ERKLÆRING OM PÆDAGOGISK FILOSOFI PÅ DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITETSSKOLE

Til rektor for Århus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen
Cc: dekan Lars Qvortrup

Undertegnede protesterer imod den afskedigelse af tre lektorer i pædagogisk filosofi, som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Århus Universitet er ved at gennemføre. Vi har fået oplyst, at DPUs ledelse for en måned siden forsøgte at få nedlagt kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi, men måtte opgive det, bl.a. efter kraftig modstand på Institut for Pædagogik. I stedet varsler man nu afskedigelse af de tre filosoffer, der aktuelt varetager størstedelen af undervisningen og vejledningen på denne uddannelse: Dr. phil. Jørgen Huggler, ph.d. Henrik Vase Frandsen og ph.d. Asger Sørensen.
Ingen benægter, at de har vist sig som engagerede undervisere, dygtige administratorer og grundige forskere. Ledelsens begrundelse for fyringerne, at de pågældende forskning ikke er relevante for DPUs forskning i det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde, er arbitrær og bygger på en meget snæver opfattelse af, hvad pædagogisk forskning skal omfatte. Filosoffer er uddannet til at tænke historisk, systematisk, tværfagligt og med internationalt udsyn, og derfor kan de sætte de pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige forskningsfelter ind i et større perspektiv. Et DPU uden filosofisk refleksion vil være et ringere DPU, end det er i dag, hvor DPU bl.a. takket være det filosofiske islæt er unikt i nordisk sammensammenhæng.
Afskedigelserne er urimelige, da de pågældende fuldt ud har levet op til deres ansættelsesmæssige forpligtelser, men vil også være til stor skade for den pædagogiske verden i Danmark, hvor man har brug for DPU som andet og mere end en ekstra professionshøjskole. De vil medvirke til at udviske den skarpe akademiske profil, DPU bl.a. i kraft af sin unikke pædagogisk-filosofiske faglighed har haft i hele Norden og internationalt.
Vi opfordrer derfor rektor for Århus Universitet til at gribe ind og sikre, at DPU forbliver på samme niveau som andre dele af Århus Universitet og således kan bidrage til, at dette kan manifestere sig som eliteuniversitet.

=============
REDEGØRELSE
BAGGRUND FOR VARSLINGEN AF AFSKEDIGELSER PÅ DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITETSSKOLE VED ÅRHUS UNIVERSITET
28-04-2010

Kære venner af pædagogisk filosofi i Norden,

Ledelsen af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og Institut for Pædagogik ved denne institution har den 21/4 varslet fyring af tre forskere på området pædagogisk filosofi og dermed af de filosoffer, der aktuelt varetager størstedelen af undervisningen på kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi.
Ledelsen begrunder fyringerne med økonomien. Men det er et skinargument. Forskningsmiljøet i Pædagogisk Filosofi er udset til at bære hele byrden af besparelserne på VIP-siden. Ingen andre løsninger er forsøgt, ingen andre fagmiljøer på DPU bliver berørt (for nærværende), og akademiske kvalifikationer lades eksplicit ude af betragtning.Specifikt begrundes afskedigelserne med, at de tre pågældende forskeres områder ikke er relevante for DPU. Det drejer sig om:
Jørgen Huggler, ekspert i bl.a. tysk idealisme, i den tyske og danske romantik og i den dannelsestænkning, der inspirerede f.eks. Grundtvig og Kold. Han er blevet anerkendt med den idehistoriske doktorgrad.
Asger Sørensen, ekspert i bl.a. etik, videnskabsteori, herunder kritisk teori, positivisme og moderne tænkere, som udgør en væsentlig del af det pædagogiske teorivalg pt., såsom Durkheim, Baumann, Luhmann og Habermas.
Henrik Vase Frandsen, ekspert i religionsfilosofi og fænomenologi, herunder Løgstrup og Lévinas. Han var en af de få fra DPU, hvis ikke den eneste, der fik en forskningsbevilling fra FKK i 2008.

Disse felter og denne faglige ekspertise bliver nu af DPUs ledelse bedømt som irrelevant for forskningen i ’det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde’. Men denne begrundelse kan kun hvile på en ekstremt snæver opfattelse af filosofiens betydning for pædagogisk forskning. Heldigvis anlægges en sådan betragtning ikke i ledelserne af andre store universitetsinstitutioner i Danmark som CBS, RUC og AUC, hvor filosofferne netop regnes for vigtige for institutionernes prestige. Men sådan er det ikke længere på DPU, der ellers har været kendt for at rumme et unikt samspil mellem filosoffer og fagfolk.

Gennemføres den hovedløse beslutning, vil DPU derfor miste afgørende i anseelse. Det vil koste dyrt at smide de pædagogiske filosoffer på porten, for de er uddannet til at tænke selvstændigt og dermed tænke på tværs af faggrænser. De sætter aktuelle pædagogiske strømninger og modebølger ind i en større åndshistorisk, intellektuel og kritisk sammenhæng. Og de tænker frit over pædagogikkens grundlag og idealer, uafhængigt af administrative, økonomiske og politiske dagsordener. Men talen om dannelse og myndighed skal nu tie. DPU skal reduceres til en andenrangs universitetsskole, der udvikler didaktiske redskaber (se f.eks. Lars Qvortrups kronik i Berlingske Tidende 5. marts 2010) i konkurrence med professionshøjskolerne, i stedet for at være pædagogikkens sted for videreuddannelse, inspiration og dybere erkendelse. Helt grundlæggende svigter DPU sit samfundsmæssige og videnskabelige ansvar.

DPUs ledelse fyrer de tre forskere med den begrundelse, at de hører bedre hjemme på ”fag-filosofiske” institutter. Dette viser, at DPUs ledelse ikke har forstået, hvad filosofisk refleksion er, og hvad den kan som pædagogisk filosofi. Filosofi har altid og vil altid leve af frugtbar samtale med andre tolkninger, det være sig videnskabelige, religiøse, kunstneriske eller praktiske. Filosofi kan ikke reduceres til ét bestemt blik på verden eller studiet af ét bestemt udsnit af verden.

Etableringen af et pædagogisk-filosofisk miljø var en fantastisk fornyelse ved oprettelsen af DPU, som vakte genlyd ud over landets grænser. Sagt højtideligt kunne filosofien her tilføre pædagogikken begrebets strenghed, samtidig med at pædagogikken konstant kunne minde filosofien om virkelighedens praktiske forpligtelse. I dette miljø fik diskussionen om de yderste idealer for pædagogikkens praksis, der ikke kan tematiseres under den videnskabelige arbejdsdeling, en institutionel ramme. Pædagogikken har her udfordret filosofien på afgørende måde, og filosofien har huset diskussionen af det pædagogiske virkefelt langt ud over spørgsmål om f.eks. best practice og what works. Sådanne spørgsmål er vigtige, men også begrænsede og må altid vurderes i en videre sammenhæng. Pædagogik kan ikke reduceres til et spørgsmål om, hvilke ’redskaber’ der skal ligge i ’værktøjskassen’. Pædagogisk filosofi har bl.a. denne normative diskussion som en akademisk opgave.
Ingen andre nordiske universiteter har haft en sådan stærk kombination af pædagogisk og filosofisk tænkning som DPU. Nordiske forskere på området har derfor skævet misundeligt og begejstret til DPU. Det har mange filosofiske forskere i øvrigt også.

Vi beder jer støtte den medfølgende korte protest til rektor for Århus Universitet imod at indskrænke pædagogisk filosofi som akademisk disciplin på DPU. Og I må meget gerne fortælle vidt og bredt om, hvad der er ved at ske på DPU, og få andre med i protesten. Vi skal ikke alene redde DPUs prestige, men hindre sænkningen af niveauet for pædagogisk-filosofisk forskning i Norden.

Med venlig hilsen
Peter Kemp (Professor emeritus i filosofi, DPU, Dr. theol. & phil.) og
Anne-Marie Eggert-Olsen (Mag. art, ph.d., Lektor i filosofi, DPU)

DPU: Institutionsmassakre efter universitetsfusion

Den humanistisk-pædagogiske forskning har længe været under pres, men det er topmålet af mismanagement når Århus Universitet, som i 2007 fusionerede med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, nu presser DPU så voldsomt, at den lokale DPU-ledelse i ren vildrede har truffet den helt uacceptable beslutning at nedlægge forskningsområdet pædagogisk filosofi og varslet fyring af tre fast ansatte lektorer ud fra ganske uigennemsigtige og usaglige kriterier om "relevansen" af deres forskning. Man kunne lige så godt have trukket lod blandt alle ansatte. (Sagen er omtalt i dag på forsiden af Information, og arkivet har opsamlet materiale og debat forud for dette her).

Al tale om relevans og prioritering er i denne situation et fernis, der skal dække over den lokale ledelses magtesløshed overfor konsekvenserne af universitetsfusionen og en forslugen koncern af et storuniversitets udsugning af DPU. Århus Universitets ledelse styrer efter "rationalisering" (nedskæring) og mindsker reelt den humanistiske forsknings mangfoldighed.

Hvis den humanistiske forskning, og ikke mindst på det pædagogiske felt, skal styrkes, og de værdier den bidrager med fremmes, må den støttes politisk og økonomisk og synliggøres i uddannelsessystemet. Humaniora leverer et historisk perspektiv på samtiden, som samfundets uddannelser ikke kan undvære.

Alle tre fyrede er anerkendte for deres indsats og bredt funderede i deres fagområde. Et særligt grelt billede tegner sig af fyringerne når man bemærker, at den ene af de tre er en udtalt kritiker af universitetsloven, har bidraget til denne blog, og i 2008 publicerede en tilbundsgående videnskabssociologisk analyse af lovens mangler og truende konsekvenser for det faglige niveau (omtalt her). Disse forudsigelser viser sig nu med en brutal kraft som overgår analysens nøgterne fokus på de mere snigende konsekvenser.

Ledelsen på Århus Universitet er godt igang med at skyde sig selv i foden og forskertse muligheden for at drage fordel af eventuelle synergier mellem forskningen på DPU og på ÅU-8000 C. Den såkaldt internationale konsulentrapport om reformer af AU tegner et forvrænget og fejlagtigt billede af DPU (informerede kilder vil vide, at de to konsulenter kun har talt med dekanen og en enkelt professor på DPU), og er i det hele taget højst besynderlig læsning. Det virker som om konsulenterne tror, at synergieffekter i det 21. århundrede kun opnås ved at tvangsforflytte folk rent fysisk: at det er sådan nye forskningssamarbejder opstår. Uden videre argumentation anbefaler rapporten, at store dele af DPUs forskning overflyttes til Århus. Det vil i praksis betyde en svækkelse og formindskelse af det forskningsmiljø der har været under opbygning de sidste 10 år i Emdrup siden etableringen af DPU som universitet. Tillidsfolkenes offentliggjorte reaktion på rapporten han læses her.

Et bagvedliggende problem er, at DPU, der i alle årene har haft overskud, nu efter fusionen med AU har et tociferet millionunderskud, fordi DPU skal betale 20-30 mio kr om året til AU, idet de skal betale det samme til fællesadministrationen som de andre hovedområder, selvom DPU – af naturlige geografiske årsager (de bor i Emdrup) – ikke kan få de samme ydelser retur (studieadministration, kommunikation, etc.) og derfor i praksis kun modtager modydelser for ca. 7-8 mio. kr. Tillidsrepræsentanterne har flere gange gjort opmærksom herpå, men uden at få svar på deres spørgsmål. Som en konsekvens af disse vilkår og svag ledelse må DPU, som en kilde siger, "fokusere på økonomien i sine aktiviteter og skærpe sin profil."

Sagen udstiller ikke bare AU-rektoratets fiaskosøgende reduktion af økonomistyring til pengeafpresning. Truslen mod DPU som institution retter også søgelyset mod dekan Lars Qvortrup, som forsøger at spille spillets regler og fremstå som strategisk og visionær, men reelt er for svag til at opnå en sikring af DPU som institutionel helhed med økonomisk acceptable rammer: På DPU skal 60% af arbejdstiden være indtjeningsdækket aktivitet (sic), som oftest bestående af 20% ekstern finansierede projekter og 40% undervisning (de resterende 40% består af 25% fri forskning og 15% administration). Ved at beslutte sig for fyringer opnår dekanen at svække tilliden til ham som leder og reelt terrorisere staben. Han burde have kunnet alliere sig med de ansatte og styrke argumentationen for bedre økonomiske betingelser fra centraladministrationen på AU. Institutleder Jens Erik Kristensen på det fyringsramte Institut for Pædagogik har bag sig en indsats som idehistoriker med interesse for universitets idé og idealer og offentlig kritik af eksempler på derangering af disse, en sympatisk indsats man kun kan have respekt for. I denne sag har han vist manglende format ved at acceptere fyringer som løsning, og ved at gå med til at udradere et forsknings- og undervisningsfelt på sit institut, som ikke hører til hans egne kæpheste og står i vejen for hans egne fagpolitiske ambitioner. Det havde i denne sag unægteligt klædt ham bedre at kaste håndklædet i ringen og sige fra overfor sin dekan.

Lad os håbe, at fagforeningen i denne sag forstår, at deres primære rolle her ikke er at yde psykologbistand til de fyringsvarslede, men at få taget fyringerne af bordet, og påpege hvor ekstremt et usagligt grundlag de foregår på.

Det er altså nødvendigt at med en bred protest imod beslutningen om fyringer. Vi kræver af Århus Universitets øverste ledelse:
- tag fyringsvarslerne af bordet
- stop alle planer om at ødelægge det pædagogisk-filosofiske miljø i Danmark
- bidrag til at skabe bedre betingelser for forskningsfriheden på DPU
- sig nej til et ensidigt management-orienteret perspektiv på universitetets mangfoldighed og værdier
- gentænk Århus Universitets mission efter fusionerne, drop konsulentrapportens anbefalinger, og start en åben og bred debat om en fornuftig og innovatiov måde at få det fulde udbytte af fusionerne fra 2007 på.

Claus Emmeche,
redaktør af bloggen Forskningsfrihed? og medlem af Humanistisk Forum.

Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009

Forskningsbaseret myndighedsbetjening

SFI, Socialforskningsinstituttet har det svært. Før sommer forlød det, at "Over otte år har Socialforskningsinstituttet mistet 33 procent af deres basisbevilling til forskning - grunden er, at de ikke er fusioneret med et universitet og derfor ikke får del i globaliseringsmidlerne. Flere politikere vil nu kigge nærmere på fordelingsnøglen." (Information d. 30/5). Bemærk ordene "basisbevilling til forskning". I gamle dage, dvs. før det sanderske regime i 2006 gennemtvang at en række sektorforskningsinstitutioner skulle indlægges under universiteterne (hvorved deres økonomi på lang sigt pludselig blev mere usikker og udenfor deres respektive ministeriernes ansvar), var der groft sagt to slags offentligt financieret forskning, universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes. De sidstnævnte lavede forsknings- og udredningsopgaver for fagministerierne. Jeg kender intet til den formelle sondring mellem "forskning" og "udredning". Men i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen.

Hvis universiteternes "forskningsbaserede myndighedsbetjening" risikerer at skulle underlægges de samme betingelser som den politisk styrede bestillingsforskning, som udsendelsen gav et bemærkelsesværdigt klart indblik i, vil det slå tilbage på universitetsforskningens troværdighed generelt. Det vil være meget svært og uheldigt for universiteterne at lægge navn til den slags som forskning.
Omvendt, hvis fx Århus Universitet lader DMU hæge om den forskningsmæssige uafhængighed, vil Miljøministeriet måske fremover hellere rekvirere opgaver hos private rådgivende ingeniørfirmaer, og hvordan så financiere de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner? Kan vi ikke få fisioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen?