Lund-dekan forbyder "overdreven" kritik

Krænkende. En dekan på Lunds Universitet har i et notat indført regler som forbyder "gentagen og overdreven" kritik af forskningskolleger, som opfattes som "krænkende". Den kritiske filosof, som er anledningen til dekanens regler, har nu klaget til den svenske ombudsmand og forlanger erstatning.
       Erik J. Olsson er professor i filosofi på Lunds Universitet i Sverige. For omkring et år siden løb han ind i problemer, han aldrig have troet mulige. Han havde i flere omgange kritiseret en kollegas forskning på et forskningsseminar, hvilket jo næppe er opsigtsvækkende men en normal del af forskningens liv. Men kritikken og reaktionerne på den udviklede sig efterhånden til en heftig sag, som endte med at fakultetets dekan skrev et dekret med særlige adfærdsregler for professorens afdeling. En af reglerne bekendtgør eksemelvis, at "hyppig og overdrevet kritik" er forbudt, uden at det specificeres hvad der ligger i "overdreven" (man må antage at kun dekanen kan afgøre dette).
       Det virker i mine øjne helt bizart, og associerer umiddelbart til den stemning af tanke- og meningskontrol, der herskede i Stalintiden i det tidligere Sovjet. Og da det foregår på en afdeling for filosofi kan man jo heller ikke undgå at komme til at tænke på myndighedernes forhold til Sokrates i det gamle Athen. Uanset om disse associationer er ude af proportion, er det trist at der overhovedet gives en anledning til dem i et land som Sverige. Når man læser dekanens notat (som på svensk kaldes en PM, og kan læses her) virker hendes påbud vilkårlige og uforståelige. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om noget lignende ville kunne forekomme i Danmark, og må desværre erkende, at jo, selvom det er langt ude, er det desværre ikke en umulig tanke, fordi også i Danmark køres universiteterne i stigende grad som private virksomheder, hvor ledelsen blander sig i de rent faglige anliggender og forventer "loyalitet" af de ansatte. Man overser, at undertrykkelse af den frie akademiske debat er ganske illoyalt imod selve universitetets idé.
       Erik Olsson følte sine almindelige rettigheder til at ytre sig gået så nær, at han indklagede Lunds Universitet for den svenske Justitiekansler (JK), der som institution er delvist uafhængig af regering og domstole og minder om den danske ombudsmand (se anmeldelsen her). Klagen lød på krænkelse af ytrings-, forsamlings og informationsfriheden. Også en af Olssons kolleger på den filosofisk afdeling klagede til Justitiekansleren (se her). Sagen afventer Justitiekanslerens afgørelse senere dette efterår, og har været omtalt i Sydsvenskan (her), og det DJØF-lignende blad Jusektidningen (her).
       Erik Olsson har med god grund valgt at klage over sagen som et brud på fundamentale menneskerettigheder. For mig er der ingen tvivl om, at dekanen også har forbrudt sig imod den akademiske frihed, som omfatter flere ting, bl.a. forskningsfrihed, om hvilken Matthew W. Finkin og Robert C. Post i deres For The Common Good - Principles of American Academic Freedom skriver at denne udøves indenfor rammerne af bestemte disciplin-specifikke standarder og at "Contestation drives the conversation that constitutes ordinary scholarly life" (p. 56); men også frihed til at udtrykke kritik indenfor murerne, om hvilken Finkin & Post skriver "Freedom of intramural speech (...) renders any institutional policy or decision a fair subject for faculty comment or criticism. (...) It is a liberty of the workplace expression rarely encountered – or tolerated – in the business world" (p. 124).
       Det er en sag, som nogle vil sige blot er en storm i et glas vand, men som ved dekanens uheldige håndtering har udviklet sig til at blive en meget principiel sag. Lad os håbe, at Justitiekansleren kan se det, og ikke køber evt. forsøg til at reducere det til en sag om misforstået dekan-loyalitet og "samarbejdsproblemer".

Ombudsmand vildleder om Koldau-sag

Fra professor Linda Maria Koldau har bloggen Forskningsfrihed? modtaget dette brev til Ombudsmanden om en ukorrekt og vildledende fremstilling af forhandlingerne mellem Koldau og AU. (red.)

Kære Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen

I Deres offentliggørelse [her; kopi (red.)] vedr. Deres beslutning om min sag skriver De

"Koldau-sag endt med forlig" (titel) og

"I den såkaldte Koldau-sag er der nu indgået forlig mellem musikprofessor Linda Koldau og Aarhus Universitet." (indledende sætning)

Eftersom denne påstand er vildledende og ikke tilsvarer fakta, ser jeg mig nødt til at anmode dem om en offentlig rettelse. Ordet "forlig" er helt upassende i konteksten og har ingenting med den reelle situation at gøre.

Et forlig forudsætter to ligeværdige parter. Der har aldrig været lighed i forhandlingerne mellem Aarhus Universitet og mig. Aftalen blevet truffet under trussel om kontraopsigelse (jf. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaards mail til mig fra 16. april 2012).

Aftalen, som De fremfører som grund for deres trækning ud af sagen, har på ingen måde været en aftale om selve sagen som De ønskede at granske, nemlig universitets advarsel på grund af mine ytringer i offentligheden. Aftalen omhandler udelukkene mine arbejdsvilkår under opsigelsesperioden.

Selve sagen, nemlig tildeling af en advarsel med lovstridige vilkår og ydmygende krav, som er – ifølge den dokumentation De har fået fra mig – baseret på mine kritiske ytringer i medierne og dermed på en krænkning af min ret til ytringsfrihed, står ikke til diskussion i aftalen med universitetet.

Dermed er det principielle spørgsmål om de offentlige ansattes ytringsfrihed blevet undveget.

Eftersom De har besluttet ikke at foretage Dem yderligere, vil spørgsmålet blive ubesvaret, til de offentlige ansattes ulempe.

Jeg anmoder Dem om at i det mindste rette Deres ukorrekte pressemeddelelse.

Med venlig hilsen

Linda Koldau

Professor i Musikvidenskab, Aarhus Universitet

Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:

Kommentar

Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget

"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"

ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.

Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:

a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.

b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.

c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.

Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.

Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.

Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

Koldau, offentlig kritik og mobning

Af Johannes Adamsen


Sagen om undervisningsniveauet på humaniora (af ukendte grunde pt. kaldt ’Arts’ på AU) i almindelighed og af musikvidenskabens i særdeleshed er løbet af sporet. I aviser og især netdebatindlæg kan man finde udsagn om alt muligt, men sagens kerne, nemlig at musikprofessor Linda Marie Koldau mener sig fejlplaceret på musik, at hun finder hun ikke kan få lov at undervise i sit primære område, og frem for alt at hun finder det generelle niveau i undervisningen lidet ambitiøst – alt det er med få hæderlige undtagelser forduftet. Det er nemmere at diskutere cv, forskel på kaldelse og headhuntning, marxisme og neoliberalisme – og samarbejdsproblemer – end det er at holde fast i selve kritikken af det humanistiske undervisningsniveau. Både prof. Frederik Stjernfelt i Politiken og prof. Svend Erik Larsen i en besynderlig kommentar, der er grænsende til det nedrige, her på bloggen, (se under Koldaus indlæg nedenfor d. 1. feb.), har belejligt beskyldt hende for at kritisere humanistisk forskning, mens hun dog fra begyndelsen har fokuseret på kvaliteten i uddannelserne, med udgangspunkt i musik.

Det stadig bedste indlæg (af Claus Emmeche, nedenfor d. 2. feb.) holder fast i kompleksiteten – men alligevel ryger alle mulige kommentarer ud ad ikke én, men mange tangenter: debatten er mildest talt centrifugal. Senest er den gamle traver om ytringsfrihed hentet frem (den har ellers lunet sig i stalden siden karikatur-debatten døde lidt hen), men dette handler det ifølge universitetsledelsen, bl.a. rektoren selv, slet ikke om. Dekanen og institutlederen fastholder det er en personalesag, og så kan man tage stilling for eller mod diverse involverede personer.

I alt det kan det være nyttigt at holde fast på at også personsager som regel har udgangspunkt i faktisk uenighed, og at det ser ud til at denne sag præcist deler dette vilkår, således at Koldaus kritikere samt den lokale ledelse (helst) ser det som en ukommentérbar personalesag (samarbejdsproblemer, mobning), medens Koldaus tilhængere og ikke mindst kritikere af universitetsstrukturen ser det som en principiel sag ang. enten 1) ledelsesstruktur, eller 2) faglige forskelle (teoretisk vs. historisk) eller 3) generelt tab af forsknings –og/eller uddannelsesniveau i universitetsregi. Sikkert er det en personalesag, men det er endnu ikke gennemskueligt om det er en belejlig undskyldning (altså sekundært) eller primært (hvor så ledelsen langt hen ad vejen lader det fremstå i offentligheden som om samarbejdsproblemerne helt eller mest er på Koldaus side, og ikke egentlig relationelle).

Måske kunne det her være nyttigt at holde fast i nogle principielle overordnede spørgsmål til Koldau-sagen, som stadig skriger efter afklaring (idet kritikken af uddannelsesniveau må vente):

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning. (NB! Hvis alt det ovennævnte beror på misforståelser og medieløgne, så savner man også her en klar undsigelse fra ledelsen, da en sådan undsigelses fravær selvsagt ikke kan undskyldes med personsag – hvis man virkelig vil løse samarbejdsproblemer, så kan man jo roligt dementere almene løgne om institut og person.)

2. Rektor Holm-Nielsen siger i et interview at der er fuld ytringsfrihed og det gælder også kritik af ledelsen. Og dekan Thunø har flere gange fremturet med det samme, fuld ytringsfrihed – men det kan ”vanskeligt undgå at give interne dønninger”. Nu ved ethvert tænkende menneske at fuld ytringsfrihed er en fantasifigur, og at intern kritik simpelt hen ofte handler om høflighed og almindelig respekt og kollegialitet. Dog, er Koldaus brøde ikke at hun gik til medierne og offentlig fremsatte kritik af den deroute hun ser for musikundervisningen? Og da det ret klart fremgår at det er efter intern kritik (indrømmet af dekanen), så må spørge om ikke det direkte er en pligt i en offentlig forskningsinstitution? Forholdet til et videnskabeligt niveau i undervisningen har da indlysende offentlig interesse (bemærk at det ikke handler om ret eller uret, men alene om selve debattens betimelighed). Igen savner man i dén grad at få klarlagt hvordan dekanens tilsyneladende newspeak skal forstås: Hun kan da ikke bare mene det selvfølgelige at ekstern kritik kan give ”dønninger”, dvs. videre intern debat? Enten er det samarbejdsproblemer, og så hører bemærkningen ingen steder hjemme, eller også handler det faktisk om urimelige begrænsninger som angribes under dække af samarbejdsproblemer, jf. 1 om ledelsens mobbende adfærd.

3. Ledelsen i de relevante sammenhænge, afdeling, institut og fakultet, stiller sig i sagen konsekvent op som problemløsere. Deres neutralitet forudsættes (hvormed det suggereres at samarbejdsproblemet er intra-kollegialt) og det samme gør selvsagt den bestilte konsulentrapports neutralitet. Bortset fra det generelle problem med konsulentrapporters angivelige indsigt og neutralitet, så har Koldau sagt tydeligt at den bestilte konsulentrapport ikke er uafhængig. Hvorfor bliver dette ikke tilbagevist af ledelsen? - (Vil et konsulentfirma ikke gerne have flere opgaver af samme opdragsgiver? Skulle en sådan rapport ikke i stedet bestilles i samarbejde med fx fagforening, inkl. fælles betaling?)

Som det forholder sig nu, er det utilstrækkeligt at afvise alle Koldaus indsigelser og udmeldinger under dække af ’personalesag’ og ’samarbejdsproblemer’, som man arbejder på at løse. Ledelsen kan ikke ’løse’ dette, da det rimeligt klart fremgår at den er part i sagen. Med mindre den kan tilbagevise ovenstående.

Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:

"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)

Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)

Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)

Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."

Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.

Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.

Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:

"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."

"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."

Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager (eller "personalesag"). Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.

Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personalesager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et hold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Research freedom

In what ways has Copenhagen University’s governing board acted to protect the research freedom of the institution and its members in the Marlene Wind case? The leaders seem not to have framed their actions in public in terms of protecting the research freedom of the university as an institution, as they are required to do by law. And where is the public outcry by academics and students acting together to protect research freedom?

by Susan Wright

When Marlene Wind, in her capacity as a professor at Copenhagen University, speaks in a debate on television as an expert on the EU, she is contributing to Copenhagen University’s obligation to make knowledge available to society.
When Pia Kjærsgaard retorts with an undertone of threat that Marlene Wind is ‘finished’ and Søren Pind contemptuously dismisses her expertise, they are exercising their individual freedom of expression. They too are doing their job: as politicians, they are making their views and their personal characters crystal clear so that the public can decide whether these are the kind of people they want to vote for in future.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen has said that, if, as a consequence of the Wind case, academics’ knowledge and insight become locked behind the doors of the university, it would be a great pity as ‘we invest in that’.
The case has largely been discussed in terms of the individual right to freedom of expression but it also raises crucial questions about research freedom and about how this freedom is to be protected if the university is to fulfill its obligations to society.
This contribution asks three questions: How is research freedom defined in Denmark? What does the law say about the duty of the university and its members to make their knowledge available in public? And who is responsible for defending the university from such assaults?

Definition of Research Freedom
In Denmark, the definition of research freedom is unclear. It is often referred to narrowly as academics’ being able to choose their own research topics and methods. In practice, academics also choose the topics, materials and methods for their research-based teaching and when and how to disseminate (formidle) their academic knowledge in public. The international panel that evaluated the 2003 university law included ‘freedom of debate’ in its analysis of research freedom and concluded

The awareness of the importance of a free academic debate is high in Denmark, and
therefore, the slightest restrictions one might suspect will be heavily and openly criticised.

… The universities are important institutions in contributing to an open debate and new knowledge in society and are thereby also a fundamental part of a democratic society. It is the opinion of the Panel that the universities in Denmark fulfil their obligation to the Danish society in this regard.

It is important that the Danish political system, including the different involved ministries, are aware of the long-term importance for the Danish society of a free academic debate (Danish Ministry of Science,Technology and Innovation 2009: 41-2)

The legal basis for this important aspect of research freedom seems to rest on the general constitutional right of all Danes to freedom of speech. But the minister, in an interview (on P1, 20 June 2011) seemed to suggest that academics have an obligation to exercise that right to public expression. But is this an individual right/obligation or is it vested in the institution of the university and its members?

University’s duty to ‘omgivende samfund’
Universities are given the special privilege of freedom to question received wisdoms, find new ways of understanding the world and raise critical social issues – however unpopular. In exchange, the university has the obligation to make ideas, discoveries and views based on academic judgments available to society.
In Denmark, such a reciprocal relationship between the university and society is set out in the 2003 university law. Clause 2 states: ‘Universitetet har forskningsfrihed’ . The clause then goes on to state:

’Universitet skal samarbejde med det omgivende samfund og …bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.’ (§2 Stk 3)

And the Bemærkning expands on the meaning of this clause:

‘Universitetet udveksler som en integreret del af dets virke viden og kompetencer på gensidig basis med en stor kreds af aktører, organisationer, myndigheder, offentlige og private virksomheder m.v.’

If the university has a legal duty to exchange knowledge with society, through research, teaching and formidling – which includes contributing to public debate – who protects this research freedom?

Who protects research freedom?
On 19 May 2011 the clause 2 of the university law was revised to make it absolutely clear that the university is expected to exercise and protect its right to research freedom both as an institution and through the work of each of its members :

‘Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.’ (§2 Stk. 2. Revised on 19. maj 2011)

As this clause also makes clear, it is the university that has to protect its own, and its members, research freedom. Nobody else will do this for them – unless the Minister, seeing that the university is failing in this regard, exercises her ‘tilsyn’.
When the 2003 university law made universities into ‘selvejende institutioner’, this meant, amongst other things, that all the actors in surrounding society can now make requests for collaboration, demands for service, or assaults on universities as they think fit. It is up to the university to work out how to both interact with surrounding society and defend its research freedom. Nobody else can be relied on to help them. Universities have to stand up for themselves.

Who is the university?
If the university law is clear that ‘the university’ must protect its own and its members research freedom, it is not clear who the university is and how it does this. Who is responsible for protecting the institution’s research freedom in a case such as this?
One clause in the 2003 university law (Stk 10) suggests that ‘the university’ may mean the governing board (bestyrelsen)

’Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet. Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forsknings-institution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling’

The governing board delegates powers to the rector, and he delegates to deans and institute leaders, so responsibility for protecting research freedom could lie with all the leadership.
But in what ways has Copenhagen University’s governing board acted to protect the research freedom of the institution and its members in the Marlene Wind case? The rector and the institute leader have spoken in the media, but these pronouncements have been mainly framed in terms of protecting an individual’s rights of expression. There is now lack of clarity whether Marlene Wind’s withdrawal from media contact is to protect her personally or to impose a muzzle on her (mundkurv). Either way, the leaders seem not to have framed their actions in public in terms of protecting the research freedom of the university as an institution and as enacted by its individual member, as they are required to do by law.

Another way of thinking about ‘the university’ is as a community of scholars and students –either within one university or ‘universally’. This implies that responsibility for protecting the university’s academic freedom is shared much more widely – by members of Marlene Wind’s discipline and their professional associations in Denmark and Europe, by all academics and their disciplinary associations and unions, and by all students and their unions. Now some other Danish EU specialists are bringing their expertise to bear on the implications of the Danish government’s actions for the Schengen agreement. But why has Marlene Wind’s department not convened a seminar of specialists from across Europe to discuss the issue and make their views known? Where more generally is the public outcry by academics and students acting together to protect research freedom?

Conclusion
The university law gives the university and its individual members the special right to ‘research freedom’. It makes it the duty of the university to share its knowledge with the surrounding society. It also makes clear that the university is now a self-owning institution and cannot rely on anyone else protecting this precious right and asset. If technically the university’s leaders have to protect the university’s rights and ability to fulfill its duty to society, morally this obligation to protect this civil institution also lies with all the researchers and students in the academic community – and perhaps with society at large as well.

Reference
Danish Ministry of Science,Technology and Innovation 2009 ‘Danish University Evaluation 2009 – Evaluation report’ Copenhagen: The Danish University and Property Agency (2 July 2011)
http://www.ubst.dk/publikationer/the-university-evaluation-2009-evaluation-report/Evaluation%20report%202009.pdf

Susan Wright

Professor of Educational Anthropology
Danish School of Education
Aarhus University
Tuborgvej 164
2400 København NV

Co-editor of LATISS (Learning and Teaching: the International Journal of Higher Education in the Social Sciences) http://journals.berghahnbooks.com/ltss/

Research Programme Leader of EPOKE - Education, Policy and Organisation in the Kn owledge Economy. http://www.dpu.dk/forskning/forskningsprogrammer/epoke/

KU's mediestrategi og Marlene Winds akademiske frihed

Jeg er enig i nedenstående indlæg og regner og KU-rektorens afvisning af sanktioner mod Wind som en af de få gode ting, der er at sige om sagen. En anden god ting er at mange, også forskere, tager bladet for munden og forsvarer Marlene Winds ytringsfrihed. Men læsningens af dagens Information (artiklen af Simon Fancony "Hele Winds institut blev bedt om ikke at tale med pressen", se her) er hårrejsende, harm- og opsigtsvækkende, og man håber næsten ikke historien står til troende.

Men hvis den gør tegner der sig et blakket og forstemmende billede af en universitetsledelse, der i en debat om en kontroversiel forsker tror, at det bedste vil være at forsøge at styre 'krisen' eller 'sagen', endda tror at de kan 'lukke' en sag ved at henstille til medarbejderne på Winds institut om ikke at ytre sig i sagen, men og i stedet henvise journalister til samme institutledelse!

Hvis det også er sandt, at denne kommunikationsstrategi udgår fra højeste sted, dvs. rektor, står der et billede tilbage af et rektorat, der taler med to tunger – med den ene tunge afviser det åbne brev fra Messerschmidt om indgreb overfor Wind, og med den anden tunge instruerer institutlederen i hvordan debatten om Wind skal håndteres, nemlig ved at forsøge at lukke den ned.

Hvis det er sandt, er det alt efter temperament forstemmende, dystert, skandaløst, oprørende. For i så fald er det et eksempel, der lægger en lille brik til det billede, der i dag desværre har tegnet sig af universiteterne som topstyrede, politisk styrede institutioner, der tager alle mulige andre hensyn end hensynet til den akademiske friheds trivsel og udøvelse af fri forskning, undervisningsfrihed og fri tale såvel indenfor som udenfor murene.

Her er et lille uddrag af artiklen:

[institutleder] Lars Bo Kaspersen mener ikke, at han bevidst har prøvet at udsætte nogen for censur. Han siger endvidere til Information at han derefter havde en korrespondance med medarbejderne, hvor han understreger, at der ikke var tale om censur.
»Jeg mener på ingen måde, at jeg har censureret eller forbudt nogen at sige noget. Jeg ville bare opfordre til, at man var en smule forsigtig af hensyn til Marlenes situation.«
— Kan du uddybe det?
»Hvis der var nogle, der blev kontaktet omkring ytringsfriheden og ville tage en diskussion med Marlene om ytringsfrihedsaspektet, så syntes jeg bare, de skal henvise til mig eller dekanen, da det jo er en principiel diskussion for hele universitetet.«
— Men det er svært at opfatte mailen som andet, end at man ikke skal udtale sig?
»Det forstår jeg godt, men det er også derfor, jeg op til flere gange understreger over for de forskellige medarbejdere, at de må sige, hvad de vil,« siger Lars Bo Kaspersen.

Det lyder som om Kaspersen har fortrudt 'strategien' når den efterfølgende er afsløret, og i ramme alvor mener at kunne beskytte en medarbejder udsat for hetz ved at styre mediernes håndtering af sagen og lukke den. Nu er Kaspersen desværre ikke kun institutleder og i den forstand chef for Wind, han er også (i al fald efter hvad hjemmesiden hævder) professor på samme institut og deler således denne rolle (i al fald formelt) med et pænt stort kollegium af ansatte forskere på Institut for Statskundskab. Institutlederen skulle hellere have glemt alt om lederlagets fantasier om kommunikationsstrategier og forsøgt at optræde som én blandt ligemænd, en kollega og fagfælle og bidraget – som universitetsansat forsker – til at forsvare Marlene Winds akademiske frihed, ikke ved at lukke sagen, men åbne for en bred og langt mere grundlæggende diskussion af den rolle, forskere har i medierne, som eksperter, orakler og intellektuelle (en start kunne være at læse Gitte Meyers glimrende kommentar i Information d. 21/6, her).

Som professor Susan Wright fra DPU har fremført ved tidligere lejligheder er sager som denne velegnede til at rejse spørgsmålet: Hvem forsvarer den akademiske frihed? Det er i al fald ikke universitetsledelserne, der skal tage 'politiske' hensyn (i denne sag = hensyn til regeringen) og derfor i sådanne sager mister troværdighed som autonome.

I diskussionen om Marlene Winds bidrag til debatten det hidtil mest været debatteret om hun havde ret i sin kritik af grænseaftalen, om hendes sprogbrug kunne støde (især politikere og andre kommentatorer), og om hun som forsker måtte bidrage med politiske analyser (hvad hun selvfølgeligt må). Diskussionen har i mindre grad handlet om de friheder, hun har som universitetsansat forsker til at ytre sig i det offentlige rum.

Ganske vist har videnskabsminister Sahl-Madsen fremført at alle forskere har "ytringspligt til at deltage i den offentlige debat". Det er en forfriskende markering i betragtning af udtalelser fra anonyme forskere, der indrømmer at de undgår eksponering netop af frygt for at få politisk tæv eller at der ses misbilligende på dem fra fag-kollegers side. Men ministerens betragtning synes mere grundet i vidensøkonomi end i forsknings- eller akademisk frihed: Når samfundet betaler forskerne, har forskerne pligt til at levere viden tilbage til samfundet, bl.a. som et vidensbidrag til den demokratiske debat.

Men har sagen noget med forskningsfrihed at gøre? Alle vil sige, at ingen har begrænset Winds forskningsfrihed, dette handler om noget helt andet, hendes ytringsfrihed (eller ytringspligt) samt karakteren og formen af disse ytringer. Men det har selvfølgelig meget at gøre med personens status af forsker – ytringerne er forskningsbaserede. Ikke i snæver positivistisk forstand (hvor ethvert udsagn af vurderingsmæssig art, der ikke kan belægges med kvantitativ empiri, dømmes ude). Men i den forstand at de fremsættes af en forsker, der er godt inde i sit stof, som i denne sag er af bred samfundsvidenskabelig karakter. Wind er samfundsforsker og ytrer sig om samfundsforhold med udgangspunkt i sin forskning. Sådanne ytringer er ikke selv videnskabelige (der er ikke tale om at de skal leve op til de normer for videnskabelig kommunikation, der gælder i forbindelse med tidskrifter og konferencer i retsvidenskab, statskundskab osv.) men populære og gerne skarpe bidrag til debatten i det offentlige rum. Så selv om ytringerne ikke er videnskabelige, er de i bred forstand forskningsbaserede, og burde således også ses som omfattet af den akademiske frihed, som fremfor alt bør beskyttes – ikke af dekaner og institutledere etc. – men af "akademiet", her, faglige kolleger i generel forstand, faglige sammenslutninger, videnskabelige fora og selskaber.

Vi bør ikke glemme, at akademiske frihed er et sammenhængende sæt af friheder, udøvet under professionelt ansvar, som består af såvel forskningsfrihed, undervisningsfrihed, og frihed til at udtrykke sig kritisk om handlinger og begivenheder af politisk, økonomisk eller social art såvel indenfor som udenfor universitetets mure ("freedom of intramural and extramural expression" som de også kaldes).

Sidstnævnte frihed er ikke til for universitetsledelsens (eller dens strategiers) skyld. Friheden til at udtrykke sig frit som forsker udenfor universitetets mure er heller ikke identisk med enhver borgers ytringsfrihed (og i sagen her har Marlene Wind jo heller ikke benyttet sin platform som almindelig borger, som Marlene i kæret, men som professor Wind). Det er en frihed, som beskytter forskerens mulighed for at fremme viden, hvilket kræver, at forskeren er aktivt engageret i sit arbejde. Hvis forskerfællesskabet (bl.a. på Institut på Statskundskab) oplever deres universitet som repressivt vil de være tilbøjelige til former for selvcensur og selvbegrænsning, som strider imod den tryghed og tillid som fri forskning og undervisning kræver. Når vi som her har at gøre med normale bidrag til debatten (vi kan se bort fra spørgsmålet om injurerende, racistiske o.l. udtalelser), skal det videnskabelige personale ikke bekymre sig om at kunne blive straffet eller på anden vist hængt ud for at udtrykke deres vurderinger, holdninger og overbevisninger. I den forstand er friheden til at ydtrykke sig åbent om forhold udenfor universitetets mure – som en organisk del af den akademiske frihed – retfærdiggjort ved nærmest et praktisk hensyn, en art profylaktisk ordning der skal lette udførelsen af de pligter, der ellers påhviler forskeren, og lette beskyttelsen af forsknings- og undervisningsfriheden.[1]

Derfor, hvis man endelig skal tale om mediestrategier, er det en meget uheldig strategi at give Marlene Wind mundkurv på, opfordre hendes kolleger på instituttet til at holde kæft, og forsøge at tie sagen død. Det styrker tavshedskulturen i akademia, mens man burde forsøge at opnå det modsatte. En mediestrategi, hvis man endelig skal have sådan et bæst, burde animere den frie akademiske debat og styrke muligheden for at udtrykke sig frit, også om alt udenfor universitetets mure.

Note [1]. Formuleringen her er inspireret af Matthew W. Finkin & Robert C. Post 2009, For the Common Good - Principles of American Academic Freedom. New Haven: Yale University Press.

Nu skal vi lige huske

Vi bør på dette meget kritiske sted lige huske at løfte på hatten for dem, vi beskyder, når de gør noget agtværdigt. Rektor for Københavns Universitet, som ofte - skønt ikke nødvendigvis for ofte - har været bestrøget på dette sted, afviste i går utvetydigt og på en for en rektor værdig måde at lade politiske forsøg på at få universitetet til at rette sanktioner imod Marlene Wind nyde fremme på institutionen. Det er - i det nuværende politiske klima - meget respektabelt og absolut en rigtig universitetsleder værdigt.

Jeg mener fortsat, hvad jeg mener, men her lige et kort, anerkendende nik.

Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

”Ekspert” i medierne

Deltagelse i den offentlige debat er en kontaktsport - også for forskere. Der følger knubs med. Tonen er skarp og ofte personlig, og reglerne for, hvem der vinder og taber en debat, er nogen helt andre end i den akademiske verden.

Internt i den akademiske verden kan man som forsker godt vælge at tage slagsmålet, men man kan også og helt legitimt tage den mere med ro. Hvis ens sag er god nok, skal det nok blive opdaget, og sker det ikke i morgen, så sker det om 5 år. Ad hominem-argumenter er dømte tabere i den sammenhæng. Derfor kan det stadig være uhyre indædt, hvad der foregår, og stridigheder universitetsfolk imellem kan være langvarige og nedgroede til det parodiske. Men fagligheden fører hele tiden et meget stort ord – også når debatterne på andre måder bliver perfide.

Offentlige diskussioner fungerer anderledes. Hvis man som forsker formulerer sig med alle sine vanlige forbehold og mellemregninger, kommer man ingen vegne. Et synspunkt skal skærpes for at kunne slå igennem, og den, der er villig til at trække sin formulering ét skridt videre, end der er streng faglig dækning for, har langt bedre chancer for at få sit synspunkt opdaget. Dermed er forskere fødte tabere i offentligheden, hvis ikke de lærer at gebærde sig på en helt anden måde, end de normalt ville som forskere.

En central forskel imellem faglige og offentlige diskussioner er, at andre dagsordner end de rent faglige har langt større indflydelse i den offentlige debat. Der er ofte – måske altid – andre dagsordner end de rent faglige på spil i en videnskabelig debat, men deres relative vægt er langt mindre. I offentlig debat kan man ofte have så ret, man vil, hvis man ikke kan sælge budskabet og modstå presset fra modgående interesser, kommer man alligevel ingen vegne. Man må også kunne håndtere, at det budskab, der reelt kan overleve en nyhedsjournalistisk behandling, er et, der er forenklet langt hinsides, hvad man normalt venter at møde i sin faglige sammenhæng.

Dette bliver på mange måder sværere, ikke lettere af rollen som ”ekspert”. Ekspert er af en række gode grunde et ord, forskere meget sjældent anvender om sig selv, men det sættes så meget des hyppigere på dem som en etiket i forbindelse med deres offentlige fremtræden.

En del af baggrunden for ekspertetiketten er, at den giver etosvægt til det fremførte. Når eksperten taler, repræsenterer han eller hun et vidensniveau, der ikke i sig selv kan gengives inden for rammerne af den offentlige debat. Resultatet kan præsenteres – ikke eller kun i begrænset omfang begrundes. I visse tilfælde fordi det kræver for megen tid og opmærksomhed at forklare baggrunden for resultatet; det gælder megen samfundsfaglig og humanistisk viden. I andre tilfælde, fordi de nødvendige vidensforudsætninger simpelthen ligger hinsides, hvad lægmand overhovedet kan tilegne sig; det gælder typisk inden for natur- og sundhedsvidenskabelige sammenhænge.

Ekspertetiketten repræsenterer logos med etos. Fordi det faglige argument ikke kan gennemføres, erstattes det af en etos-konstruktion: ”Dette er sandt, fordi det er sagt af en ekspert”. Der er imidlertid ganske mange faldgruber forbundet med det. Her et meget lille udvalg:

1) Faglig dygtighed og offentlig gennemslagskraft er to forskellige talenter. Nogen gange forenes de i samme person – nogen gange ikke. Det er derfor ikke givet, at det, der præsenteres som sandt af eksperten, også repræsenterer den bedst mulige viden på feltet.

2) Hvis eksperten tager alle rimelige faglige forbehold, mister han eller hun gennemslagskraft – se ovenfor.

3) Ekspertetiketten er en umådelig fristelse til at overstrække sin autoritet. Efterhånden som henvendelserne bliver flere, stiger fristelsen også til at tage sin ekspert-etos med ind på områder, hvor man ikke er i besiddelse af en speciel fagkundskab. Og man kan meget hurtigt få den tillagt, også når man vægrer sig noget, fordi det giver den journalistiske historie vægt.

4) Da vurderingen af, hvad man siger, hviler på autoriteten af en bestemt rolle snarere end på ens mulighed for at fremlægge en sammenhængende, dokumenteret argumentation, er muligheden for at nedbryde, hvad man siger, ved angreb på enten ens person eller ens rolle indbydende i en offentlig debat. Det kan ske som et forsøg på at dementere, at man er berettiget til at optræde som ekspert, eller det kan ske ved et generelt angreb på ”eksperter” og deres ret til at være klogere end andre. ”Smagsdommeren” er i denne sammenhæng ekspertens parodiske vrangbillede. Den retoriske glidning fra ”viden” til det mere arbitrære og kulturbestemte ”smag” er i denne sammenhæng betegnende. Smagsdommeren har ikke nogen egentlig viden at komme med, kun hovenhed og bedreviden. At ordet ”smag” også har andre mulige betydninger, er i netop denne sammenhæng af mindre betydning.

Slutresulatet er fra forskerens side lidet attraktivt (at den samme person godt kan være både forsker og ”mediekommunikator” ændrer ikke på dette). For at kunne spille ind i den offentlige debat må synspunktet skæres til og sælges, og jo hårdere man skærer det til, og jo skarpere man sælger det, des bedre er ens gennemslagskraft. Dette salg kan i sig selv være vigtigt, hvis det man ved, er vigtigt, så der er noget reelt tabt, hvis ikke man har held med salget. Men i det øjeblik man forlader den faglige debats sfære, befinder man sig i en situation, hvor man kan forvente at blive modarbejdet på måder, der ikke er fagfeltets, og hvor det er en glidende og usynlig grænse, der skiller ens rolle som faglig ”ekspert” fra ens rolle som almindelig debattør.

I forbindelse med debatten om Marlene Winds kritik af den nye grænsekontrol, er det derfor ikke nogen stor nyhed, at man som medieekspert kan få knubs. Det er ikke engang særlig vigtigt, at der forsøges lavet et karaktermord på Wind. Den type karaktermord kender vi i så mange andre sammenhænge, og de går kun forholdsvis sjældent ud over forskere. At en minister opgiver sit embedes værdighed og degenererer til at bruge øgenavne, er hans eget problem. Den type argumentation overbeviser alligevel kun dem, der er enige i forvejen. Selv den grumme selvmodsigelse og misforståelse af det samfundsmæssige formål med ytringsfriheden, der er i, at man på den ene side med næb og klør vil forsvare retten til at sige hvad som helst om en samfundsmæssig minoritet, på den anden side nærtagende brøler rasende af forskere, der kritiserer magten, kan vi for vores del overlade til de involverede parter. Det er ikke kønt, men det er der så meget, der ikke er.

Det egentlig interessante er, at man forsøger at få Marlene Winds overordnede til at kontrollere, hvad hun siger. Samfundet har på ingen måde brug for, at forskere er nervøse for at blande sig i den offentlige debat. Faktisk er det en af de centrale kilder, vi har til at få denne debat kvalificeret. Og ligesom det om ytringsfriheden gælder, at vi kun kan få den frie debat ved også at acceptere retten til i vidt omfang at fremsætte udsagn, vi opfatter som usympatiske og uvederhæftige (hvad der ikke gør disse udsagn til et ideal: se her og her), kan vi kun få forskningens vidensløft i den offentlige debat ved at acceptere retten til skæverter og forgrovede udsagn også fra forskerne. Man må lade debatten selv klare justitsen; hvis en forskers udsagn er underlødigt, skulle det jo være muligt at nedbygge det. At man giver sig til at ville tvinge hende til institutionelt at opføre sig på en måde, man selv anser for acceptabel, er totalitær tankegang. Men at give hende igen i offentligheden er naturligvis dagens orden.