Går uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen Ingeniørforeningens ærinde i hele dimensioneringssagen?
Læs indlægget i Universitetsavisen:
http://universitetsavisen.dk/debat/dimensionering-er-raeven-sat-til-vogte-hons
Viser opslag med etiketten Humaniora. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Humaniora. Vis alle opslag
lørdag den 25. oktober 2014
mandag den 26. marts 2012
Åbent brev til Niels Krause Kjær
Af Jon Rostgaard Boiesen
Kære Niels Krause-Kjær
I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:
Med venlig hilsen
Jon Rostgaard Boiesen
Kære Niels Krause-Kjær
I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:
1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.
Med venlig hilsen
Jon Rostgaard Boiesen
tirsdag den 13. marts 2012
Universitetet mellem retorik og realiteter
Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET. Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.
Ps:
Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.
søndag den 4. marts 2012
Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser II
af Sofie Emmertsen
Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?
Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.
For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.
For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.
Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.
For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.
Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?
Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?
Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.
For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.
For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.
Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.
For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.
Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?
Sofie Emmertsen
torsdag den 23. februar 2012
Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser
af Sofie Emmertsen, ph.d.
Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?
Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.
Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.
Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?
Sofie Emmertsen, ph.d.
Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?
Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.
Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.
Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?
Sofie Emmertsen, ph.d.
søndag den 20. november 2011
Politisk epistemologi - ny ph.d.-afhandling
hentet fra hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/
David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:
Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner
Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00
David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:
Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner
Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00
Sted: København, Studiestræde 6, Studiegården, Anneks A
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet
Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)
Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)
Leder af forsvarshandlingen:
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)
Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76.
Et resumme af afhandlingen kan ses her:
http://hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/Resume.pdf/
søndag den 6. november 2011
Så tænk da stort om humaniora!
Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?
Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!
Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:
"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)
Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."
Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.
fredag den 28. oktober 2011
Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!
af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.
I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.
Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et
I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.
Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et
"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."
Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.
onsdag den 26. oktober 2011
Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev
af Cathrine Hasse*
Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.
Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.
Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.
Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.
Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.
Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.
Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.
* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU
fredag den 21. oktober 2011
Har fakulteter prestige?
Det er altid trælst at bruge tid på tåbelige spørgsmål, eller fordomme maskeret som spørgsmål, men det ser nu ud til at være en del af menneskehedens lod. Jeg kunne jo spørge dig, "Hvem har mest prestige, en kejser, en konge eller en knægt?", og jeg kunne endda spørge et par tusind personer om det samme, spekulere over hvor meget højere i procenttal kejseren rangerer over kongen og knægten, og herefter få eksperter i kejser- og kongedømmer til at kommentere tallene.
Nogenlunde sådan går dagbladet Politiken frem i dag, i deres iøvrigt prisværdige forsøg på at bringe "Unis sande tilstand" (artikelseriens navn) til debat. Politiken har som led i en større spørgeskemaundersøgelse, gennemført via nettet i august - "hvor vi bl.a. beder om en vurdering af de studerendes kundskaber, undervisningens kvalitet, arbejdsmiljøet og styreformer" - bl.a. stillet de universitetsansatte en lang række gode spørgsmål, og enkelte dårlige, som dette:
I dag gengives i en artikel af Dorrit Saietz resultatet under overskriften Humanister er universitetets proletarer (Politiken d. 21/10-2011, 1. sektion s. 6) resultatet:Hvilket af følgende fakulteter er det mest prestigiøst at uddanne sig indenfor?• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i samfundsvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i humaniora• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i naturvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i sundhedsvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i teknisk videnskab• Andet. Skriv her:• Ved ikke"
"Sådan svarede 1.938 universitetsansatte:
Sundhedsvidenskab 33 %Naturvidenskab 14 %Samfundsvidenskab 7 %Teknisk videnskab 3 %Humaniora 2 %Andet 2 %Ved ikke 39 %Sådan svarede de 464 deltagende humanister:Sundhedsvidenskab 24 %Naturvidenskab 15 %Samfundsvidenskab 9 %Humaniora 6 %Teknisk videnskab 3 %Andet 3 %Ved ikke 41 %Politiken Research har gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt det videnskabelige personale - VIP'ere - på landets fem største universiteter i perioden 16.-23. august. Knap 2000 VIP'ere med ansættelse i minimum 5 år i universitetsverdenen har svaret."
Jeg hører selv til de, der svarede "ved ikke" og jeg tilføjede da jeg blev spurgt i august denne kommentar: "Prestigiøst i forhold til hvilken målgruppe? Spørgsmålet lægger mest op til enten at gentage eller lægge afstande til almindelige fordomme om at fx fysik og medicin har størst prestige".
Det er et grundlæggende metodisk problem i formuleringen af spørgsmålet, at det gøres uklart om den interviewede skal skrive hvad han eller hun selv (ud fra et eller andet kriterium) finder mest prestigiøst, eller om den interviewede skal skrive hvad han eller hun mener sådan i al almindelighed, ideologisk set, opfattes som mest prestigiøst. Ikke så sært at "ved ikke"-svaret hitter.
Nu blev jeg selv ringet op efterfølgende af Dorrit Saietz og havde en fin uddybende samtale, hvor jeg problematiserede forskellige opfattelser af prestige (ethvert fagområde synes selv de er de fedeste; alle har fagidiotiske fordomme om "de andre"; og eneste nogenlunde almene og fornuftige prestige-begreb der konsistent bruges af forskerne selv er "prestige og anerkendelse for ens bidrag til et givet videnskabeligt speciale eller forskningsområde" - som selvom det er alment netop ikke kan bruges til meningsfuldt sammenligne høj prestige på tværs af fagfelter som partikelfysik og etnografi endsige faulteter). Jeg godkendte forud for artiklen de få ting jeg citeredes for (og så kun egne citater; journalister benytter sjældent at lade interview-offeret se kladden til hele artiklen, no peer review here). I artiklen får jeg bl.a. sagt:
»Men der er en gammel fordom om, at noget er mere rigtig videnskab end andet. Fysikken har været dronningeeksemplet på en eksakt videnskab, hvor ting kan efterprøves, og forsøg kan gentages af andre. Der er rigtig videnskab og så det andet, herunder humaniora«, siger han [C.E.].
Det er selvfølgelig meget kort og firkantet sagt, men der står dog at det er en fordom. Alligevel fik jeg en lang og irriteret email fra en kollega som havde læst artiklen, og som mente, at jeg burde have uddybet i stor detalje, at det, jeg her reproducerer, er en indsnævret positivistisk fordom.
Nu skal man jo ikke skyde gråspurve med kanoner, og det er ikke første gang metodiske problemer i Politikens spørgeundersøgelse påpeges; Bobby Zachariae var ude med en lignende kritik til et af de andre spørgsmål (Pol. 11. okt. s. 11). Så lad os hæfte os ved artiklens visere indslag, som skyldes mine medbloggere her på stedet, Thomas Söderqvist som peger på at nye muligheder for humaniora hele tiden toner frem, ikke mindst i studiet af hvordan vi udfordres af nye samfundsudviklinger inkl. udvikling af ny videnskab og teknologi, og Sune Auken, som har denne udgangsreplik:
»Vi er en uddannelsesmæssig succes, der uddanner en masse folk for næsten ingen penge. Tallene viser, at stort set alle de færdiguddannede kommer i arbejde efter en tid og beholder deres arbejde resten af livet. Det er humanister, der hele tiden optræder i samfundsdebatten og turnerer landet rundt for at holde foredrag.
Men så længe humanister går i flyverskjul under det nærmeste bord, så snart emnet tages op, kan vi ikke regne med at andre tager os alvorligt«
Lad os i al fald undgå, at det ulideligt luftige problem "prestige" skal gøres til omdrejningspunkt for humanioras problemer, for der er nok af virkelige af slagsen, og der er heldigvis også lyspunkter, sejre og succeser.
tirsdag den 13. september 2011
Debat om nye tidsnormer på KU-Hum
[2. udgave]
Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.
Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).
En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).
Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!
ps:
fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx
Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.
Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.
A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.
| Stormøde |
om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:
Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).
Dagsorden
a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål
søndag den 14. august 2011
Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling
hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/
Kompetencebegrebet og andre stileøvelser
Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".
Kompetencebegrebet og andre stileøvelser
Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".
Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.
Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.
Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet
Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.
Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.
Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”
Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.
Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”
mandag den 8. august 2011
Halløj på humaniora - penge er intet, ånd er alt
Studenteroptaget på universiteterne er boomet i Danmark, og det kommer forhåbentligt også økonomien til mere og bedre forskningsbaseret undervisning til gode - ikke mindst på humaniora hvor det har været påfaldende som taxameterpengene som forsvinder et sted i de administrative systemers Bermudatrekant mellem kontrol, bureaukrati og strategiske puljer. Mange der kommer håbefulde ind i systemerne, studerende såvel som lærere, forlader dem senere i skuffet frustration. Således også Sabine Hikel, som på sin blog Leaving Academia ("I used to be an academic and now I’m not. Life is so much better this way, for everyone involved") skriver "Essentially, everything I’ve been trying to say about academia on this blog has been taken right out of my mouth and compressed into a 4 minute video", og opfordrer os til at se "So you Want to Get a PhD in the Humanities":
Det er næsten deprimerende morsomt. Selvom Harold Bloom er en fjernere figur for de fleste på denne side af andedammen, og forholdene for humanioraforskere i Danmark måske ikke helt kan sammenlignes med dem i US, er der ingen grund til at se budskabet som os uvedkommende. Videoen er et eksempel på en genre for humoristisk universitets- og videnskabskritik, som virker inspirerende, især når den ikke degenererer til blot registrerende kynisme. De er ikke allesammen lige gode, men varianter som "So you want to get a PhD in human genetics?" (her) eller "But I want to study philosophy" (and write books on Foocoo and Dalouse) (her) kan anbefales. Der er også en hel stribe som udstiller offermentaliteten i klager fra studerende, som efter milde bedømmelser ønsker at forhandle en bedre karakter hjem (fx her).
Og husk så lige at læse den glimrende kronik forleden (her) af Bent Ørsted om Aarhus Universitet, hvor der jo ikke længere findes et humanistisk fakultet, men noget de kalder Arts.
fredag den 3. juni 2011
Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter
I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.
Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.
Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.
[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.
fredag den 15. april 2011
Martha Nussbaum om humanioras nødvendighed
Steen Nepper Larsen kommenterer to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).
Læs bogomtalen her på Forskningspolitisk Arkiv...
Læs bogomtalen her på Forskningspolitisk Arkiv...
Bogafbrænding på universitetet
Bogbrænding!? Var det ikke noget nazisterne i det Tredje Rige gjorde? Nu gør de det også på Københavns Universitet. Det er en absurd farce, som ikke bare virker meget sørgelig hvis den går ud over forskning og undervisning, som afbrændingen gør ifølge Politikens historie ("Universitet brænder tusindvis af bøger", d. 14/4, se her), men som også er ladet med en forstemmende symbolik over den universitetspolitik, der har hersket i Danmark de sidste 10 år.
"Bare på Saxo-instituttet, som huser Historie og Etnologi, skal der udvælges over 70.000 bøger, som skal smides ud og sendes til forbrænding.I dag er det ikke de extreme ideologier, som for alvor udgør en trussel mod lærdom og videnskab, men selve den måde, man instrumentelt forvalter universiteter og højere uddannelsesinstitutioner på, som minder om fornuftens afvikling.
Det er rigtig ærgerligt, men det går også ud over både forskningen og undervisningen, mener lektorernes tillidsmand på Saxo-instituttet, Christian Troelsgård:
»Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger«, siger han til DR København." (kilde)
fredag den 18. marts 2011
Udtalelse fra blokaden af SAXO instituttet 17/3
Vi studerende på SAXO instituttet er trætte af nedskæringerne på vores fag. 4 timers undervisning om ugen kan ikke kaldes en uddannelse og semesteret nedskæring fra 14 til 12 uger har kun forværret problemerne. Vi står sammen med vores medstuderende på Engerom, INNS og IKK i denne protest og støtter fuldt op om deres krav. Også undervisere og administration er under hårdt pres pga. nedskæringer og vi må stå sammen i kampen for et levedygtigt universitet.
Vi kræver:
Vi kræver:
· Mere undervisning
· Genindførselen af et 14 ugers semester
· Genindførselen af universitetsdemokratiet
· Samtidigt afviser vi at Det Humanistiske Fakultets ledelses beslutning, om at opsige de fastansattes arbejdstidsaftale kan være en løsning på de problemer vi står i.
· Studenterrådet er de studerendes organisation og må gå forrest i at samle og udvides kampen. Vi opfordrer studenterrådet til at organisere kampene, aktivt at mobilisere til stormødet på fredag og fælles blokade og stormøde onsdag og til en udvidelse af blokaderne til alle dele af Københavns universitet.
mandag den 7. februar 2011
De små fremmedsprogsmiljøer
Kommentar til ”fagre nye engelskverden”
af Lisbeth Verstraete Hansen
Interessant indlæg Hanne.
Men lige et par bemærkninger: Dine kolleger fra de små fremmedsprogsmiljøer har faktisk talt… I årevis. Det har bare været for døve øren! Vi har skrevet kronikker, henvendt os til ledelser, bestyrelser, ministre ordførere... Andre kolleger har ført en heroisk – men usynlig – kamp på de indre linjer. Intet af det har forhindret et eneste sprogfag i at blive nedlagt!
Måske derfor mangler incitamentet (!) til at føre dialog med Hans Hauge og ligesindede på VTUs hjemmeside. For det første har både Sander og Sahl-Madsen – med henvisning til universiteternes autonomi (som de ellers ikke er bange for at angribe i andre sammenhænge) – begge afvist at gribe aktivt ind for at forhindre afviklingen af fremmedsprogsfagene. Da CBS besluttede at nedlægge russisk og italiensk + tolkeprofilen på alle andre fag end engelsk i 2007, lod Sander vide, at han ikke ville blande sig i universitetets beslutninger… Den nuværende minister afviste på samme måde at symptombehandle, da KU i efteråret 2010 bebudede så voldsomme besparelser på fremmedsprogsområdet, at det reelt svarede til at nedlægge tysk, fransk og spansk!
For det andet er det svært at greje, hvad VTUs/UVMs initiativ til en national strategi for sprogfagene egentlig handler om. Som tyskprofessor Per Øhrgaard påpegede ved debatarrangementet hos Politiken den 20. januar, er der de senere år udarbejdet flere rapporter med redegørelser, oversigter og anbefalinger. Der mangler heller ikke dokumentation for problemets omfang fra folkeskolen til de videregående. Hvad venter man så på?
Lige nu venter man på den arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra forskellige uddannelsesniveauer og erhvervslivet (den faglige indsigt skulle jo nødigt stå alene…) har fået fire en halv måned til at kortlægge, analysere, diskutere og udarbejde anbefalinger for fremmedsprogsfagene i det samlede uddannelsessystem. Det handler om, at ”kompetencerne” bedre kan ”matche samfundets behov”, som ministeren udtrykte det i efteråret. Hvad betyder det? Hm, tja… Kommissoriet eksemplificerer fremmedsprogs relevans ved ”økonomisk vækst”. Man kan også notere sig, at ”Arbejdsgruppens forslag forudsættes samlet set ikke at indebære øgede offentlige udgifter”.
Det er det, der kaldes at ”styrke fremmedsprogene”.
Så er der Hans Hauges indlæg på VTUs hjemmeside. Mener han det alvorligt, eller er det en spøg til illustration af det snæversyn og den mentale provinsialisme, vi takket være entreprenante videnskabsministre og lydhøre ledelser efterhånden har fået institutionaliseret som norm på vores videregående uddannelser? Altså :Hvad ikke alle vil studere, skal ingen studere! De sprog, ikke alle kan læse, skal ingen bruge tid på at læse. Hauges indlæg illustrerer desuden den meget udbredte og næsten rørende tillid til, at de tekster, der oversættes fra andre sprog til engelsk – hvorefter de med X års forsinkelse kan indgå i vores akademiske debat – er lige præcis dem, vi har brug for at kende til for at blive klogere på vores områder... Vi behøver ingen andre, og vi behøver slet ikke at vælge selv!
Fagre danske viden(s)samfund!
af Lisbeth Verstraete Hansen
Interessant indlæg Hanne.
Men lige et par bemærkninger: Dine kolleger fra de små fremmedsprogsmiljøer har faktisk talt… I årevis. Det har bare været for døve øren! Vi har skrevet kronikker, henvendt os til ledelser, bestyrelser, ministre ordførere... Andre kolleger har ført en heroisk – men usynlig – kamp på de indre linjer. Intet af det har forhindret et eneste sprogfag i at blive nedlagt!
Måske derfor mangler incitamentet (!) til at føre dialog med Hans Hauge og ligesindede på VTUs hjemmeside. For det første har både Sander og Sahl-Madsen – med henvisning til universiteternes autonomi (som de ellers ikke er bange for at angribe i andre sammenhænge) – begge afvist at gribe aktivt ind for at forhindre afviklingen af fremmedsprogsfagene. Da CBS besluttede at nedlægge russisk og italiensk + tolkeprofilen på alle andre fag end engelsk i 2007, lod Sander vide, at han ikke ville blande sig i universitetets beslutninger… Den nuværende minister afviste på samme måde at symptombehandle, da KU i efteråret 2010 bebudede så voldsomme besparelser på fremmedsprogsområdet, at det reelt svarede til at nedlægge tysk, fransk og spansk!
For det andet er det svært at greje, hvad VTUs/UVMs initiativ til en national strategi for sprogfagene egentlig handler om. Som tyskprofessor Per Øhrgaard påpegede ved debatarrangementet hos Politiken den 20. januar, er der de senere år udarbejdet flere rapporter med redegørelser, oversigter og anbefalinger. Der mangler heller ikke dokumentation for problemets omfang fra folkeskolen til de videregående. Hvad venter man så på?
Lige nu venter man på den arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra forskellige uddannelsesniveauer og erhvervslivet (den faglige indsigt skulle jo nødigt stå alene…) har fået fire en halv måned til at kortlægge, analysere, diskutere og udarbejde anbefalinger for fremmedsprogsfagene i det samlede uddannelsessystem. Det handler om, at ”kompetencerne” bedre kan ”matche samfundets behov”, som ministeren udtrykte det i efteråret. Hvad betyder det? Hm, tja… Kommissoriet eksemplificerer fremmedsprogs relevans ved ”økonomisk vækst”. Man kan også notere sig, at ”Arbejdsgruppens forslag forudsættes samlet set ikke at indebære øgede offentlige udgifter”.
Det er det, der kaldes at ”styrke fremmedsprogene”.
Så er der Hans Hauges indlæg på VTUs hjemmeside. Mener han det alvorligt, eller er det en spøg til illustration af det snæversyn og den mentale provinsialisme, vi takket være entreprenante videnskabsministre og lydhøre ledelser efterhånden har fået institutionaliseret som norm på vores videregående uddannelser? Altså :Hvad ikke alle vil studere, skal ingen studere! De sprog, ikke alle kan læse, skal ingen bruge tid på at læse. Hauges indlæg illustrerer desuden den meget udbredte og næsten rørende tillid til, at de tekster, der oversættes fra andre sprog til engelsk – hvorefter de med X års forsinkelse kan indgå i vores akademiske debat – er lige præcis dem, vi har brug for at kende til for at blive klogere på vores områder... Vi behøver ingen andre, og vi behøver slet ikke at vælge selv!
Fagre danske viden(s)samfund!
Lisbeth Verstraete Hansen
onsdag den 12. januar 2011
Debatmøde om fremmedsprogene
debatmøde 20. januar
Norge har allerede en national handlingsplan for fremmedsprog.
I Danmark planlægger regeringen en strategi for fremmedsprog, der skal sikre at sproguddannelserne matcher ’samfundets behov’. Men hvilke behov har samfundet? Hvordan samarbejder man i uddannelsessystemet om sprogfagene og hvad betyder sproglig mangfoldighed eller mangel på samme for dansk kulturliv? Politiken og Copenhagen Business School sætter fremmedsprogene til debat.
Oplæg:
Fremmedsprogene i uddannelsessystemet: status
v/ Lisbeth Verstraete Hansen, lektor, CBS
Norges handlingsplan for fremmedsprogene
v/ Steinar Nybøle, leder af Fremmedspråksenteret, Norge
Den nationale strategi for fremmedsprog
v/ Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K)
Muligheder for samarbejde i uddannelsessystemet
v/ Hanne Leth Andersen, Prorektor, RUC
Hvad betyder samfundets behov for fremmedsprog fra et kulturelt ståsted?
v/ Bjørn Bredal, Politiken
Paneldebat v/ oplægsholderne
Tid og sted:
Torsdag 20. januar 16.30-18.30
i Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, København .
Pluspris 20 kr. (+gebyr 10 kr.) Alm. pris 40 kr. (+ gebyr 10 kr.)
Reserver plads på www.politikenbillet.dk
DO YOU
SPEAK
ENGLISH?
SPRECHEN SIE DEUTSCH?
PARLEZ-VOUS FRANCAIS?
QING WEN, NIN SHOU ZHONGWEN MA?
SPEAK
ENGLISH?
SPRECHEN SIE DEUTSCH?
PARLEZ-VOUS FRANCAIS?
QING WEN, NIN SHOU ZHONGWEN MA?
Norge har allerede en national handlingsplan for fremmedsprog.
I Danmark planlægger regeringen en strategi for fremmedsprog, der skal sikre at sproguddannelserne matcher ’samfundets behov’. Men hvilke behov har samfundet? Hvordan samarbejder man i uddannelsessystemet om sprogfagene og hvad betyder sproglig mangfoldighed eller mangel på samme for dansk kulturliv? Politiken og Copenhagen Business School sætter fremmedsprogene til debat.
Oplæg:
Fremmedsprogene i uddannelsessystemet: status
v/ Lisbeth Verstraete Hansen, lektor, CBS
Norges handlingsplan for fremmedsprogene
v/ Steinar Nybøle, leder af Fremmedspråksenteret, Norge
Den nationale strategi for fremmedsprog
v/ Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K)
Muligheder for samarbejde i uddannelsessystemet
v/ Hanne Leth Andersen, Prorektor, RUC
Hvad betyder samfundets behov for fremmedsprog fra et kulturelt ståsted?
v/ Bjørn Bredal, Politiken
Paneldebat v/ oplægsholderne
Tid og sted:
Torsdag 20. januar 16.30-18.30
i Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, København .
Pluspris 20 kr. (+gebyr 10 kr.) Alm. pris 40 kr. (+ gebyr 10 kr.)
Reserver plads på www.politikenbillet.dk
torsdag den 16. december 2010
Send ikke flere penge ...
I en artikel fra Politiken om Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances respektive forslag til skattelettelser bemærker socialdemokraten Morten Bødskov følgende:
Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.
Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.
Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.
Send ikke flere penge - send færre ledere.
»Der er ingen skattelettelser på dagsordenen for en kommende socialdemokratisk regering. Vi vil sikre fremgang i Danmark, som kommer almindelige lønmodtagere til gode. Derfor vil vi i stedet investere i uddannelse og forskning og få sat gang i Danmark«.
Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.
Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.
Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.
Send ikke flere penge - send færre ledere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
