lørdag den 3. december 2011
De uhørte
Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU
Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.
Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.
Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.
Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.
Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.
Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.
Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.
Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?
Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.
tirsdag den 13. september 2011
Debat om nye tidsnormer på KU-Hum
Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.
Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.
A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.
| Stormøde |
om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:
Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).
Dagsorden
a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål
lørdag den 2. april 2011
Tertium datur!
Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.
Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.
Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.
Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.
Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for
- nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen
- nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter
- nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer
- nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer
- nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning
Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.
onsdag den 16. marts 2011
Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts
Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.
Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!
Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.
Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.
Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.
Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.
Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.
Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.
Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.
Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.
søndag den 6. marts 2011
Blogtvang
Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.
Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?
Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:
- Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
- Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
- Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
- Ved at forskerne overarbejder mere?
- Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
- Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.
Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.
Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.
Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?
torsdag den 17. februar 2011
Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?
Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:
Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.
»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.
Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.
Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.
Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.
fredag den 11. februar 2011
Ny undersøgelse: Medarbejdere og studerende sat uden for indflydelse
Ny undersøgelse viser, at såvel medarbejdere som studerende ikke mener, de har haft indflydelse på den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Studenterrådet kræver ændringer.
Ledelsen på Aarhus Universitet præsenterede i marts 2010 planerne for en gennemgribende reform af universitetet. Studerende og medarbejdere føler sig imidlertid ikke hørt, når de har givet deres mening til kende om den faglige udviklingsproces. Det viser et resultat af Studenterrådets spørgeskemaundersøgelse, som cirka 2000 studerende og medarbejdere har deltaget i.
Undersøgelsen viser, at 80 procent af de, der har taget del i den faglige udviklingsproces, ikke føler, at de har haft indflydelse på den afgørende beslutning, selvom både medarbejdere og studerende mener, at det er vigtigt at engagere sig. Flertallet har dog oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka 1 ud af 10, at processen har været god.
”Universitetsledelsen kan ikke længere slippe af sted med at holde skåltaler om, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. Med undersøgelsen i hånden kan vi dokumentere, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Tværtimod har de oplevet, at den var topstyret, og at beslutningerne var truffet på forhånd,” siger Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet.
Studenterrådet mener desuden, at processen er et tydeligt eksempel på, hvad man kan gøre med en udemokratisk universitetslov i hånden og et bifaldende ministerium i ryggen.
”Processen opleves som udtryk for afskaffelsen af demokratiet på universiteterne. Der er en frygt for yderligere centralisering af magten på universitetet, hvilket skaber apati. Det er problematisk, fordi et universitet lever af medarbejdere og studerendes engagement og idéer,” uddyber formanden.
Arbejdet for indflydelse er langt fra slut. 2011 er året, hvor implementeringen af den faglige udviklingsproces starter. Studenterrådet vil i den forbindelse bruge undersøgelsen til at indlede en dialog med ledelsen om, hvordan en større grad af medarbejder- og studenterindflydelse kan sikres fremadrettet.
”Vi håber, at ledelsen på Aarhus Universitet vil tage konstruktivt imod undersøgelsens resultater for at forbedre debatklimaet på universitetet,” siger Thea P. Frederiksen.
Studenterrådets rapport om undersøgelsen kan downloades på www.sr.au.dk/fu-survey. [eller her]
For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt venligst:
Thea P. Frederiksen
Formand for Studenterrådet
29 47 46 29
thea@sr.au.dk
onsdag den 9. februar 2011
Umuligheder og fornuft
Men hvad skal man også sige?
Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.
Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!
Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.
Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.
Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.
onsdag den 13. oktober 2010
Fordomsbekæmpelse
Kære DTU-ansatte
Jeg skriver til dig og dine kolleger for at få svar på et spørgsmål, som har undret mig i nogle uger. Jeg er ansat som lektor ved Københavns Universitet og deltager ofte i debatter om universiteternes forhold. I en sådan debat med mig i DRs Deadline den 27. september sagde DTUs rektor, Lars Pallesen, følgende:
Det er en god gammel tradition i Danmark for, at forskere blander sig i universiteternes styring og den slags. Sådan en debat har vi også på DTU. Den debat er det meget vigtig, at vi fører hele tiden.
Mit problem er helt simpelt: Jeg kan ikke finde den kritiske debat om DTUs styring, som Lars Pallesen talte om, og alle mine fordomme om DTUs ledelse protesterer i mig. De siger ”tavshedskultur”, ”kammeratlige samtaler” osv osv. Imidlertid kan det bare være en ideologisk styret fejlreaktion fra min side, fordi jeg som forskningspolitisk engageret er tilbøjelig til at tillægge mine modparter handlinger, som passer ind i mit verdensbillede.
Derfor beder jeg nu om jeres hjælp for at få besvaret følgende, ret banale spørgsmål:
1) Hvordan blander forskerne på DTU sig i universitetets styring?
2) Hvordan udspiller debatten om universitetets styring sig på DTU?
Jeg gør for en god ordens skyld opmærksom på, at jeg betragter svar på spørgsmålene som offentlige, at jeg deler dem umiddelbart med Lise Richter fra Information, og at man derfor bør indskærpe det, hvis man ønsker at tale anonymt. Jeg gør også opmærksom på, at den dokumentariske værdi af anonyme udsagn er meget begrænset.
Med venlig hilsen
Sune Auken
PS: For ikke at blive fanget i firewalls etc er denne mail blevet sendt ud i mindre klynger. Den er forsøgt sendt til samtlige forskere på universitetet, men det er foregået ved manuel indtastning, og der kan være fejl – læs: Der vil være fejl – en del steder.
lørdag den 2. oktober 2010
Ledelseslaget, lederlønninger og det videnskabelige felt
»Man skal da tænke sig godt om, hvis man som bestyrelse giver rektor en lønning på to millioner og samtidig går ud og fyrer ansatte. Men det er jeg sikker på, at bestyrelsen har tænkt over.«Villum Christensen (Liberal Alliance)
»Eftersom der ikke er en logisk forklaring på lønstigningerne, er det er vanskeligt at opfatte dem som andet end en loyalitetsbetaling for at gennemføre de mange nye tiltag, der kommer ovenfra i systemet fra ministeriet og internt på universiteterne fra rektorerne til dekanerne og derfra til institutlederne.«Begge citater stammer fra det seneste nummer af Universitetsavisen (se også her), der bringer et tema om lederlønninger. Dette tema kan suppleres, dels med omtalen i dagspressen d. 6/9 (her) af hvordan udgifter til administration og ledelse er skudt i vejret, dels med endnu et citat som skærer Verner C. Petersens pointe ud i pap:Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
»universiteternes og i høj grad KU's ledelse forekommer at være politisk ansatte, idet de uden vaklen og uden nogen form for demokratisk involvering fører regeringens og desværre også en følgagtig forligskreds' politik ud i praksis.«- et citat som stammer fra en af mine nuværende, snart forhåndværende kolleger ved KU, en lektor som blev fyret i januar, og som nu deltager i netværket 5f, Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere.NN, lektor ved Københavns Universitet indtil udgangen af 2010.
I går var jeg til et seminar om Pierre Bourdieu, den franske sociolog, som i en artikel fra 1975 retter et meget kynisk blik på "det videnskabelige felt" med dets akademiske stridigheder, slagsmål om status, om æren for opdagelser, om forfremmelser, og om anden 'symbolsk kapital' – de samme fænomener som Robert Merton studerede ud fra et funktionalistisk perspektiv og som hans elev Warren Hagstrom beskrev som en gaveøkonomi, hvor videnskabelige bidrag udveksles mod anerkendelse eller videnskabelig prestige. Bourdieu døde i 2002, men nåede sidst i livet at engagere sig offentligt og offensivt i en generel kritik af neoliberalismens konsekvenser for de grupper i samfundet, som rammes hårdest af globaliseringen. Jeg ved ikke om han også nåede at se og kommentere udfoldelsen af det neoliberale universitet og den akademiske kapitalisme, som mindsker det videnskabelige felts autonomi, og som åbenbart gør det 'nødvendigt' at bruge store økonomiske beløb på at købe lederlagets politiske loyalitet og som sideeffekt oppuste deres indbyrdes sociale kapital.
I 1975 talte Bourdieu om eksistensen af strategier til at skjule de strategier, de sociale agenter, her: forskerne, anvender til i egen interesse at skaffe sig selv kapital. I dag er kynismen åbenlys og den vigtigste kapital på et universitet den økonomiske.
onsdag den 25. august 2010
Kirsten Refsing og omstruktureringen på Det Humanistiske Fakultet
Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.
Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.
Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.
Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare vinde intern legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt.
Det er her, kritikken bør rettes imod Refsing. Eller også der bør udsendes en opfording til hende: Vores dekan bør som Det Humanistiske Fakultets leder og ansigt udadtil gøre det soleklart, at en øknomisk krise, der let lod sig løse set fra et samfundsperspektiv, men som ikke kan overkommes internt uden meget omfattende konsekvenser. Disse konsekvenser vil være til alvorlig skade for samfundet, og derfor bør der gribes ind.
torsdag den 13. maj 2010
Teacher Blues
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
mandag den 25. januar 2010
Hvem taler?
Bemærk, at en central del af festen afspejler sig i sproget. Tidligere var rektorerne valgte og repræsenterede altså de ansatte. De trådte da sammen i "Rektorkollegiet". Nu er de ikke valgte og repræsenterer dermed ikke andre end sig selv. Følgerigtigt træder de sammen i foreningen "Danske Universiteter".
Kommentarer er overflødige. Det er satire næsten også ... næsten.
fredag den 8. januar 2010
Ang KUs nordiske rekord i administration. Simultantolkning.
"Det er jo helt naturligt, og vi er også blevet sammenlagt, og vores TAP´pere forsker også, og vi har en masse muser (nåh, nej museer), og KU er i øvrigt skidegode til det hele, og vi har en bedre VIP-TAP ratio end tidligere, og vi er ved at reducere adminstrationen med 5%." (den tolkede passage kan findes her)
Her undlader vi høfligt at nævne, at Biologisk Institut i løbet af godt et år er blevet reduceret med - er det 50%? - og at der er fag på universitetet, hvor der undervises 4 timer om ugen på bachelordelen.
Genlæs lige Jasper Steen Winkels titel en gang til ... tyder den ikke i sig selv på eksistensen af et ret stort fedtlag af administratorer?
Skulle man ikke overveje at sende manden på et kursus i pressehåndtering for begyndere? Når vi nu betaler ham en "vicedirektørløn" (hvor høj er egentlig sådan en?), og han sikkert har et "vicedirektørforkommmunikationssekretariat", mon ikke der så er råd til det?
Centrale fag på KU er i sammenbrud pga. ressourcemangel. Over halvdelen af vore ansatte er i "støttefunktioner". Hvad gør vores vicedirektør for kommunikation: afgiver syv forskellige forklaringer for at skjule det åbenlyse: Administrationen er for stor, for bureakratisk og for tung - til skade for universitetet.
søndag den 3. januar 2010
Institutledelse opfordres til at trække sig i protest over massefyringer
Kære alle.
Godt Nytår!
Konsekvensen af en ny fyringsrunde for biologi ved KU bliver drastisk. I og for sig kunne man godt lave god undervisning og forskning med en mindre stab – det er der jo eksempler på blandt mange udmærkede universiteter i ind og udland. Men med en nedskæring af staben på næsten 50 % over et par år kan man forudse endnu mere roderi, flere fysiske omflytninger og et tilskud til den almindelige demoralisering som har karakteriseret instituttet indenfor de seneste år – alene den almindelige psykologiske effekt bliver fatal.
Roger har sikkert ret i at der ikke er meget at gøre nu. At råbe politikere op er sikkert nytteløst – regeringspartiernes opfattelse af universiteter er som en slags erhvervsstøtte, og i det største oppositionsparti er det en udbredt opfattelse at universitetsfolk er good-for-nothing personer der får en høj løn for at dyrke deres hobbyer – og desuden er der jo så mange andre mennesker der mister deres arbejde i disse år.
Så man må gå kommandovejen. Derfor er mit forslag er at ledelsen af Biologisk Institut trækker sig. I – altså ledelsen – må ikke betragte dette råd som uvenskabeligt. Tværtimod – I har reelt intet at tabe derved og måske kan I endog bidrage til at danske universiteters nedtur bremses og at den uigennemskuelighed der præger beslutninger brydes. I et brev – naturligvis stilet til dekanen, men med kopi til KU’s bestyrelse og offentliggjort - motiverer I jeres tilbagetræden med at I ikke lod jer ansætte for at demontere biologi ved KU. Dette kan uddybes med detaljer som vi andre dødelige ikke kender til.
Ulemperne for jer er blot en lettere lønnedgang – og naturligvis at I ikke – i lighed med alle andre på KU – herefter er beskyttet mod vilkårlig fyring. Men der er også fordele. I får det ellers ikke morsomt efter denne omgang. At få biologi og biologiundervisningen op at stå igen bliver ikke let – og hjælpsomheden fra den resterende stab bliver nok til at overse. Det er en almindelig opfattelse at I har fået mundkurv på oppefra og den slipper I så for i givet fald. Og dermed også for at komme med søforklaringer på miseren som fx en meningsløs graf hvor det ikke en gang fortælles hvad y-aksens enheder betyder (den slags dumper man studenter på) eller på sidste års forklaring med nedgang i såkaldte ”ståer”. Tværtimod: I kan forvente at den udbredte mistillid til jer bliver glemt, at konspirationsteorier kan jordes, at I kan fortsætte jeres liv med noget mere konstruktivt og måske endda opnå nogen respektabilitet ved at udvise en smule civil courage. Jeg vil gætte på at Roger’s forklaring er korrekt (overflødige byggeprojekter – suppleret med en opsvulmet vækst i den administrative stab, mere og navnlig mindre geniale stjerneprogrammer samt manglende evne til at styre fakultetets økonomi på trods af - eller måske snarere på grund af - den enorme administrative stab). I så fald bliver jeres motivering for at sige op jo ret let at formulere.
PS. På et punkt er bio-ledelsens adfærd stærkt kritisabel. Ved videnskabelige medarbejderes fastansættelse er der en mængde formalia såsom strenge habilitetskriterier for medlemmer af et ansættelsesudvalg som skal repræsentere de største kapaciteter på området – gerne udlændinge. Hver kandidat får et par siders afbalanceret beskrivelse af deres hidtidige bedrifter og en motivation for bedømmelsen. Kan man så bare fyre folk på grundlag et par kollegers meninger som de ikke skal stå til regnskab for – kolleger der umuligt kan have indsigt i samtlige medarbejderes videnskabelige, undervisningsmæssige, eller andre kvalifikationer blot på baggrund af et bibliometrisk index?
Tom
onsdag den 30. december 2009
Administratitis mark II
Tallet er imidlertid ikke fuldstændigt, for til det skal lægges, at også de folk, der er ansat til forskning og undervisning har en betydelig del (ca 10%) af deres stilling defineret af administrative opgaver, og de udfører reelt mere arbejde, end de lønnes for. Og mange af os har langt større dele af vores stillinger inden for det administrative område - jeg er som ph.d.-udvalgsformand således 25% ansat i administrationen: Det æder reelt halvdelen af mine undervisningsopgaver.
Det mærkelige ved det er, at det stadigvæk ikke er klart, hvori den støtte, støttefunktionerne tilbyder, egentlig i alle tilfælde består. Det er svært at få administrativ støtte til sådanne funktioner som ansøgningsskrivning, oparbejdelse af materiale til kompendier, afvikling af evaluering osv, mens man selv afkræves en stadig strøm af dokumenter og tal til at fodre det administrative system - alt i alt en spøjs form for støtte.

