Viser opslag med etiketten censorinstitutionen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten censorinstitutionen. Vis alle opslag

mandag den 12. marts 2007

Censorkorpsets rolle er helt afgørende

[Formanden for fysikcensorkorpset Per Morgen har sendt bloggen denne kommentar til indlægget den 4. marts om censorkorpsene (red.)]:

Af Per Morgen
Som universitetslærer siden 1969 har jeg oplevet en stor ændring i holdningerne til forskningen og undervisningen på de højere læreranstalter i samfundet og fra myndighedernes side. Jeg tror stadig at kandidater i fysik fra danske universiteter, eller de udenlandske kandidater, vi uddanner, er på niveau med andre landes. I Danmark har der tidligere, fra Niels Bohr, været en accept af, at forskningen drives af forskerne på deres præmisser. Det sker i langt mindre grad nu, men endnu mindre i lande, vi sammenligner os med, og det er vores opgave, at prøve at holde fast i noget af den frie forskning.

Undervisningen har tidligere været et stedbarn på universiteterne indtil nogle undervisere beviste at gruppeundervisning, og projekter, i stedet for timevis af én-vejs forelæsninger, er en bedre proces for indlæring. Andre tiltag, med såkaldt programmeret undervisning, har jeg deltaget i i Brasilien, hvor man opfandt et system med hjælp til selvhjælp blandt de studerende under indtryk af knappe lærerressourcer. Standarden i undervisningen lider i dag under for mange nye tiltag, der går ud på at effektivisere, uden at tage hensyn til årtiers indvundne praksis også i gruppeundervisningen, hvis fordel netop er, at de studerende afsætter den fornødne tid til at gøre et projekt ordentligt færdigt.

Det vigtigste krav for fysik i det 21' århundrede som fag er fornyelse, hvilket universiteterne sikrer gennem opbygning af forudsætninger for god forskning, og bevillingsmæssige muligheder for at nogle af miljøerne udvikler sig til at spille en væsentlig rolle i den internationale forskning, og til udvikling af undervisningen som noget, der er meriterende for lærerne. Det sidste kniber det oplagt med at få indarbejdet i systemet.

Censorkorpsets rolle i denne fornyelse er kritisk, hvilket erfaringen viser. Censorerne i fysik har bygget bro mellem alle de forskellige universiteter, og inspireret hinandens undervisning. Censorkorpsets formandsskab bør bringes i spil ved vurdering af påtænkte studiereformer (og bremse nogle af de lidt for "poppede" uddannelser), indførelse af kvartalsundervisning og anvisning af, hvilke krav interesserede gymnasieelever skal stille til deres fag i gymnasiet, for at være sikre på den rigtige ballast til universitetsstudier i naturvidenskab og ingeniørvidenskab.

Censorkorpset skal naturligvis også rumme repræsentanter for aftagerne af vore kandidater, som i dag, men absolut ikke kun dem, hvorved man ville miste den helt afgørende gensidige dialog mellem fysikundervisningsmiljøerne på de højere læreranstalter i Danmark.

Per Morgen
Forskningsleder og formand for fysikcensorkorpset
Institut for Fysik og Kemi
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
Denmark
+45 6550 3529 mobile: +45 60113529
per [at] ifk . sdu . dk
____________________________________
Bog på Gyldendal: Nanoteknologi, af H.-G. Rubahn, oversat af Per Morgen

søndag den 4. marts 2007

Censorkorpsene bliver - men hvor længe?

Skønt man allerede i marts sidste år kunne læse om regeringens forslag til afskafning af det nuværende censorkorps og dets erstatning af eksterne korps udpeget af universiteternes aftagerpaneler, er det ikke meget omtale, det har fået. Det ser dog ud til at censorkorpsene bliver, men måske senere omstruktureres.
I en kronik i Berlingske Tidende sidste år (6/3-2006) lagde to censorformænd op til en vis varsomhed:
"Når der alligevel også er en god faglig grund til igen at overveje censorinstitutionens plads i vores universitetsuddannelser, hænger det sammen med, at vi har fået en ny universitetslov, der bl.a. rummer nye bestemmelser om, hvordan de lange videregående uddannelser løbende skal kvalitetsudvikles. I den proces spiller censorerne en vigtig rolle, og hvis de nye muligheder for at udnytte censorernes ekspertise til kvalitetsudvikling gribes rigtig an, kunne det hænde, at det censorsystem, som rundt omkring nok mest betragtes som endnu en dansk pudsighed, kunne gå hen og blive en model til efterfølgelse!" - De konkluderer at der bør "satses på en revitalisering af det danske censorsystem, således at de store og berettigede kompetencekrav til kandidaterne, som samfundet og virksomhederne stiller – og som universiteterne gerne vil honorere – kvalitetssikres gennem effektive og uafhængige censorkorps".

I en ledende artikel skrev Weekendavisen d. 2/2-2007:

"Tid til at uddanne sig svarende til international standard inden for de forskellige fag får man således ikke længere; på ethvert fag skal man skrive speciale på maksimalt seks måneder. Ellers bliver man noteret som dumpet. Gruppeeksaminer er afskaffet helt uden nogen saglig begrundelse, også på fag, hvor man uddanner folk til teamwork eller ledelse af grupper. Og for at ingen skal opdage, at standarden viger, er det nu også tanken at afskaffe de uafhængige censorkorps , så der ikke længere vil være nogen instans i landet, der repræsenterer fagenes egentlige indhold."

KU valgte i sit høringssvar af 10.1.2007 til universitetsloven at hilse aftagerpanelerne velkommen, men kun som rådgivende funktion, og fastholde den eksisterende censorordning, da den sikrer landsdækkende “ensartet bedømmelse og uafhængighed ved beskikkelse”. Det fremgår af høringssvarene (Folketinget, notat L 140 - Bilag 1), at universiteter og censorformandskaber generelt er kritiske over forslaget til ny censorordning. Behovet for landsdækkende censorkorps der er uafhængige af universiteterne fremhæves. Denne opfattelse deles af AC, DM, DSF og censorformandskaberne. På baggrund de indkomne høringssvar fremgår af samme notat, at forligskredsen (Venstre, Konservative og Socialdemokratiet) er enig i følgende:

"Censorordningen udgår af forslaget, og aftagerpanelerne får dermed alene en rådgivende funktion. Der er imidlertid behov for en faglig og økonomisk analyse af den eksisterende censorordning, herunder dennes uafhængighed af universiteterne. Der igangsættes derfor et analysearbejde mellem Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og repræsentanter fra universiteterne, censorformandskaberne og de studerende. Dette arbejde afsluttes i løbet af 2007. På dette grundlag drøftes med forligspartierne rammerne for en fremtidig censorordning."

Der er derfor grund til at følge dette nøje, og de involverede, ikke mindst censorformændene, opfordres hermed til at lade offentligheden få indblik i processen.