Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.

Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed

af Birgit Eriksson

Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.

Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.

Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.

Birgit Eriksson

Koldau, offentlig kritik og mobning

Af Johannes Adamsen


Sagen om undervisningsniveauet på humaniora (af ukendte grunde pt. kaldt ’Arts’ på AU) i almindelighed og af musikvidenskabens i særdeleshed er løbet af sporet. I aviser og især netdebatindlæg kan man finde udsagn om alt muligt, men sagens kerne, nemlig at musikprofessor Linda Marie Koldau mener sig fejlplaceret på musik, at hun finder hun ikke kan få lov at undervise i sit primære område, og frem for alt at hun finder det generelle niveau i undervisningen lidet ambitiøst – alt det er med få hæderlige undtagelser forduftet. Det er nemmere at diskutere cv, forskel på kaldelse og headhuntning, marxisme og neoliberalisme – og samarbejdsproblemer – end det er at holde fast i selve kritikken af det humanistiske undervisningsniveau. Både prof. Frederik Stjernfelt i Politiken og prof. Svend Erik Larsen i en besynderlig kommentar, der er grænsende til det nedrige, her på bloggen, (se under Koldaus indlæg nedenfor d. 1. feb.), har belejligt beskyldt hende for at kritisere humanistisk forskning, mens hun dog fra begyndelsen har fokuseret på kvaliteten i uddannelserne, med udgangspunkt i musik.

Det stadig bedste indlæg (af Claus Emmeche, nedenfor d. 2. feb.) holder fast i kompleksiteten – men alligevel ryger alle mulige kommentarer ud ad ikke én, men mange tangenter: debatten er mildest talt centrifugal. Senest er den gamle traver om ytringsfrihed hentet frem (den har ellers lunet sig i stalden siden karikatur-debatten døde lidt hen), men dette handler det ifølge universitetsledelsen, bl.a. rektoren selv, slet ikke om. Dekanen og institutlederen fastholder det er en personalesag, og så kan man tage stilling for eller mod diverse involverede personer.

I alt det kan det være nyttigt at holde fast på at også personsager som regel har udgangspunkt i faktisk uenighed, og at det ser ud til at denne sag præcist deler dette vilkår, således at Koldaus kritikere samt den lokale ledelse (helst) ser det som en ukommentérbar personalesag (samarbejdsproblemer, mobning), medens Koldaus tilhængere og ikke mindst kritikere af universitetsstrukturen ser det som en principiel sag ang. enten 1) ledelsesstruktur, eller 2) faglige forskelle (teoretisk vs. historisk) eller 3) generelt tab af forsknings –og/eller uddannelsesniveau i universitetsregi. Sikkert er det en personalesag, men det er endnu ikke gennemskueligt om det er en belejlig undskyldning (altså sekundært) eller primært (hvor så ledelsen langt hen ad vejen lader det fremstå i offentligheden som om samarbejdsproblemerne helt eller mest er på Koldaus side, og ikke egentlig relationelle).

Måske kunne det her være nyttigt at holde fast i nogle principielle overordnede spørgsmål til Koldau-sagen, som stadig skriger efter afklaring (idet kritikken af uddannelsesniveau må vente):

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning. (NB! Hvis alt det ovennævnte beror på misforståelser og medieløgne, så savner man også her en klar undsigelse fra ledelsen, da en sådan undsigelses fravær selvsagt ikke kan undskyldes med personsag – hvis man virkelig vil løse samarbejdsproblemer, så kan man jo roligt dementere almene løgne om institut og person.)

2. Rektor Holm-Nielsen siger i et interview at der er fuld ytringsfrihed og det gælder også kritik af ledelsen. Og dekan Thunø har flere gange fremturet med det samme, fuld ytringsfrihed – men det kan ”vanskeligt undgå at give interne dønninger”. Nu ved ethvert tænkende menneske at fuld ytringsfrihed er en fantasifigur, og at intern kritik simpelt hen ofte handler om høflighed og almindelig respekt og kollegialitet. Dog, er Koldaus brøde ikke at hun gik til medierne og offentlig fremsatte kritik af den deroute hun ser for musikundervisningen? Og da det ret klart fremgår at det er efter intern kritik (indrømmet af dekanen), så må spørge om ikke det direkte er en pligt i en offentlig forskningsinstitution? Forholdet til et videnskabeligt niveau i undervisningen har da indlysende offentlig interesse (bemærk at det ikke handler om ret eller uret, men alene om selve debattens betimelighed). Igen savner man i dén grad at få klarlagt hvordan dekanens tilsyneladende newspeak skal forstås: Hun kan da ikke bare mene det selvfølgelige at ekstern kritik kan give ”dønninger”, dvs. videre intern debat? Enten er det samarbejdsproblemer, og så hører bemærkningen ingen steder hjemme, eller også handler det faktisk om urimelige begrænsninger som angribes under dække af samarbejdsproblemer, jf. 1 om ledelsens mobbende adfærd.

3. Ledelsen i de relevante sammenhænge, afdeling, institut og fakultet, stiller sig i sagen konsekvent op som problemløsere. Deres neutralitet forudsættes (hvormed det suggereres at samarbejdsproblemet er intra-kollegialt) og det samme gør selvsagt den bestilte konsulentrapports neutralitet. Bortset fra det generelle problem med konsulentrapporters angivelige indsigt og neutralitet, så har Koldau sagt tydeligt at den bestilte konsulentrapport ikke er uafhængig. Hvorfor bliver dette ikke tilbagevist af ledelsen? - (Vil et konsulentfirma ikke gerne have flere opgaver af samme opdragsgiver? Skulle en sådan rapport ikke i stedet bestilles i samarbejde med fx fagforening, inkl. fælles betaling?)

Som det forholder sig nu, er det utilstrækkeligt at afvise alle Koldaus indsigelser og udmeldinger under dække af ’personalesag’ og ’samarbejdsproblemer’, som man arbejder på at løse. Ledelsen kan ikke ’løse’ dette, da det rimeligt klart fremgår at den er part i sagen. Med mindre den kan tilbagevise ovenstående.

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Medhør eller medbestemmelse? Universitetsledelserne overstyrer

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:

”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”

Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler

»Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.

Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:

"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."

På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut

ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.

Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.

Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen

endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.

Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.

Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.

Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Halløj på humaniora - penge er intet, ånd er alt

Studenteroptaget på universiteterne er boomet i Danmark, og det kommer forhåbentligt også økonomien til mere og bedre forskningsbaseret undervisning til gode - ikke mindst på humaniora hvor det har været påfaldende som taxameterpengene som forsvinder et sted i de administrative systemers Bermudatrekant mellem kontrol, bureaukrati og strategiske puljer. Mange der kommer håbefulde ind i systemerne, studerende såvel som lærere, forlader dem senere i skuffet frustration. Således også Sabine Hikel, som på sin blog Leaving Academia ("I used to be an academic and now I’m not. Life is so much better this way, for everyone involved") skriver "Essentially, everything I’ve been trying to say about academia on this blog has been taken right out of my mouth and compressed into a 4 minute video", og opfordrer os til at se "So you Want to Get a PhD in the Humanities":

Det er næsten deprimerende morsomt. Selvom Harold Bloom er en fjernere figur for de fleste på denne side af andedammen, og forholdene for humanioraforskere i Danmark måske ikke helt kan sammenlignes med dem i US, er der ingen grund til at se budskabet som os uvedkommende. Videoen er et eksempel på en genre for humoristisk universitets- og videnskabskritik, som virker inspirerende, især når den ikke degenererer til blot registrerende kynisme. De er ikke allesammen lige gode, men varianter som "So you want to get a PhD in human genetics?" (her) eller "But I want to study philosophy" (and write books on Foocoo and Dalouse) (her) kan anbefales. Der er også en hel stribe som udstiller offermentaliteten i klager fra studerende, som efter milde bedømmelser ønsker at forhandle en bedre karakter hjem (fx her).

Og husk så lige at læse den glimrende kronik forleden (her) af Bent Ørsted om Aarhus Universitet, hvor der jo ikke længere findes et humanistisk fakultet, men noget de kalder Arts.

Et rektoralt udbrud

Det har tit slået mig, at det må være hårdt for de rektorer, der har siddet valgt på de danske universiteter at se, hvad det er, som sker med "deres" institutioner i disse år. Hidtil har de vistnok allesammen pænt og loyalt holdt sig i skindet, men nu har Aarhus Universitets tidligere rektor Henning Lehmann taget bladet fra munden i Kristeligt Dagblad, tilsyneladende blandt andet på baggrund af hans eget fakultet, teologis, optagelse i monsterfakultetet Arts. Og der er virkelig bid i ex-rektor Lehmann. Læs bare følgende:

Placerer man verdens universiteter på en kompasrose med de mest centralistiske, top- og statsstyrede mod øst og dem, der står nærmest idealet: det autonome universitet med kollegialt selvstyre, mod vest, må man sige, at den danske kompasnål tog et voldsomt udsving mod øst i 2003. Men selvom Helge Sander (V) med historiens vingesus i sit fladstrøgne hår talte om den ”største universitetsreform siden senmiddelalderen”, kom han vel ikke i klasse med partibosser, ayatollaher og andet østligt godtfolk.

Hele kronikken lader sig læse her.

Også denne kritik vil med det nye universitetssystems indbyggede arrogance blive siddet overhørig. Men det bliver atter engang lidt sværere for politikere og andre centrale aktører at beholde vattet i ørerne. Tak til Lehmann for det!

Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?

Mere om universitetsranglister

I forlængelse af nedenstående. Dd udkommer min artikel "Verdensklasse eller blålys" om universitetsranglisterne. Abstractet til artiklen lyder således:

Sune Auken's contribution to this volume, World Class or Will-o'-the-Wisp, discusses a new global narrative about the universities. A narrative that has become more and more worldwide and makes itself prevalent, and whose purpose is to apply the logics of business institutions to the universities in order to measure them better and to make them more useful. Auken questions the value of competition criteria derived from business organizations (competition between organizations) for the universities that have a different and complicated structure and other goals with their work. Moreover, he uncovers the incongruence and weaknesses behind the international university rankings. The article shows that despite the fact that universities today are permeated in management ideology they can still articulate a critique of the problematic aspects behind the process.

Læs hele artiklen her

PLEASE - Lad mig passe mit arbejde!

Jeg blev ringet op her til eftermiddag. En kommunikationsmedarbejder ville have en reaktion på rektors store plan. For den havde jeg vel set? Tjah – jeg var faktisk i Horsens den 9. marts for at snakke erhvervs- ph.d., så jeg nåede ikke lige op i Aulaen. Men jeg havde da skimmet rapporten. Ja, for han ville gerne vide, hvad jeg syntes om, at instituttet skulle flytte op i Nobel Parken (hvor de humanistiske sprog er placeret). Her måtte jeg skuffe ham. Det havde jeg sådan set ingen mening om. Rygterne havde jo cirkuleret allerede før jul, så det emne var lige som uddebatteret.

Om der slet ikke var noget, jeg havde overvejet i forhold til i instituttets placering? Og her indrømmer jeg blankt: jeg var ikke samarbejdsvillig. Han fik den prioriterede rækkefølge: 1. forberedelse af mine timer fredag eftermiddag; 2. eksamen til juni; 3. flytning – og her primært væsentlige spørgsmål som får jeg de gode reoler med og kan jeg få kontor med udsigt over Aarhus Bugt? Jeg understregede, at det p. t. ikke var noget, jeg rigtigt havde forholdt mig til. Sådan set kendte jeg jo ikke forholdene i mit nye ”hjem.” Nok ville jeg få lidt længere på arbejde, og der blev nok også en cykeltur ned ad bakken, hver gang jeg havde HA undervisning. Men alt i alt ikke noget, der gav anledning til de store bekymringer.

Jeg ved ikke, om han fik den ønskede reaktion på den store plan, som vi alle ”har ventet spændt på.” Men jeg skal nok sige, at der gået kommunikation i alting. I morges lå der i vores postrum fine postkort med de nye AU slogans sammen med et særnummer af Univers. Og vi skriver altså kun 10. marts! På internettet ligger rektors præsentation som video og power point, samt en rapport på en 50-60 sider. Den skal selvfølgelig trykkes og omdeles til alle medarbejdere (fedt, mere papir). Vi har naturligvis også et særligt AU fusionsweb. Der var stormøde med rektor i går, vi har møde med dekanen i morgen, og så napper vi lige et institutmøde, med indlagt fusionsunderholdning, på mandag. Hvilket bringer mig til min hovedpointe: Er AUs omstrukturering i virkeligheden blevet gennemført for vores kommunikationsafdelings skyld? For vi andre har sådan set rigeligt at se til med at passe vores almindelige undervisning, forskning, og administration – og er der tid til overs, napper vi lige en ekstern bevillingsansøgning eller to!

Hvorfor var KU passive?

Af de mange mærkværdigheder i forbindelse med Penkowasagen - eller, om man vil, sagerne, forekommer ingen formentlig mere mærkværdig for den udefrakommende end universitetets reaktion på den sære episode, hvor en studentermedhjælper blev forsøgt inkrimieret for Penkowas underslæb via dokumentfalsk. Politiken sammenfatter problemet storartet:

Selvom politiet hurtigt fandt studenterhjælpen uskyldig og forskeren skyldig, gik der alligevel 14 måneder hvor ledelsen på universitetet var bekendt med falskneriet, før de valgte at suspendere hjerneforskeren.

Studentermedhjælperen mener, at en undskyldning er på sin plads.

»Jeg skrev til Københavns Universitet i december 2008 og fortalte om den falske anklage, fordi jeg mente, at universitetet har et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til, hvad Milena Penkowa havde gjort. Det har været frustrerende at se, at Københavns Universitet valgte ikke at forholde sig til sagen trods de klokkeklare beviser. At de var villige til at se igennem fingre med det ledelsesmæssige svigt og samtidig fremme Milenas karriere«, siger han. (her)

Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.


Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:

- Jeg vil gerne beklage det forløb, en studerende har været igennem, hvor Penkowa øjensynligt har brugt hans lønoplysninger og lavet falske anklager. Det er meget svært at gardere sig mod den slags svindel, siger han til KU's hjemmeside. (her)

Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.

Kan vi have sprog uden sprog?

Kan vi have sprog uden sprog? Det er et af de spørgsmål, der optager undertegnede, mens vi går og venter på, at den store AU plan offentliggøres den 9. marts. Jeg sidder på det, der engang ville have heddet Institut for Erhvervssprog. Det har det heddet, fordi man hos os uddanner kandidater med titlen cand.ling. merc. Hvis der er nogen, der har glemt deres skolelatin, betyder det ret præcist kandidat i erhvervssprog. Så det var egentlig det, jeg troede, vi gik og lavede.

I foråret fik jeg så en mail om, at instituttet skulle have et nyt navn. På det tidspunkt hed vi Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Men det var støvet, var der nogen, der mente. Jeg husker, der blev indkaldt til et møde, og da jeg sad i England på det tidspunkt, sendte jeg et notat om, at jeg som engelskperson helst så, at der stod sprog et eller andet sted i det nye navn. Jeg husker også, at vi modtog et laaangt dokument om, hvorfor det var meget smartere at kalde sig Institut for International og Strategisk Kommunikation. Det blev så vedtaget, mens jeg sad på University of Warwick og passede mit sprog! Erhvervsøkonomiske kolleger spurgte godt nok, om det betød, at vi ikke længere lavede sprog. For så synes de, at det var mærkeligt, at vi havde professorer i fagsprog, oversættelse og tolkning. Vores gamle navn overlevede! Men det gjorde det alene, fordi dekanerne Obel og Hylleberg, da de skulle præsentere vores School, som den slags hedder på universitetsdansk, ikke rigtig kunne forstå, at man kunne have et sproginstitut, der kun ville hedde kommunikation.

Min indre Churchill klappede, da jeg hørte, at vi bevarede sprog i instituttets navn. Og så kom hele fusionsfarcen. Rektor Laurids mente, at man vel sagtens kunne slå erhvervssprog sammen med humaniora – tysk var jo tysk. Og så kom der ellers gang i historierne. Rygter sagde, at instituttet ville blive skåret i småstykker og drysset ud over det nye humaniora. Folk skrev på vores ”fusionsforum,” hvordan Vores sprog i hvert fald ikke var som Deres sprog. De meste entusiastiske sendte et brev til rektor, hvori de om et eventuelt samarbejde mellem erhvervssprog og humaniora skrev: ” Dette forventes at ske mellem miljøer, der i dag har ringe eller ingen forskningsmæssig kontakt med hinanden begrundet ved deres forskelligartede forsknings- og undervisningsfelter og forskellige tilgang til videnskabelige metoder.” Da angsten for en eventuel indlemmelse i Humaniora var på sit højeste, hørte man folk understrege, at vi skam slet ikke laver sprog – og i hvert fald ikke på den måde, som de gør det på Universitetet.

Historien kunne så være endt her – vi er blevet en del af det nye Business & Samf. fakultet, og fred være med det. Men hvorfor er det, at folk stadig ikke stiller sig op og råber: vi vil gerne lave sprog her på instituttet – det er noget af det, der skal prioriteres i vores forskning. Og det skal det, fordi EU, erhvervslivet, universiteterne også fremover får brug for de særlige kompetencer, vores translatører opbygger. Hvis det står til markedskræfterne, dør translatøruddannelsen i Aarhus, som det er sket med alt andet end engelsk på CBS. Derfor synes jeg, det er så trist, når sprogkolleger er tilfredse med at kalde sig ”kommunikatører.” For hvem kan i sin vildeste fantasi forestille sig kommunikation uden sprog.

Ny undersøgelse: Medarbejdere og studerende sat uden for indflydelse

Pressemeddelelse fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet


Ny undersøgelse viser, at såvel medarbejdere som studerende ikke mener, de har haft indflydelse på den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet. Studenterrådet kræver ændringer.

Ledelsen på Aarhus Universitet præsenterede i marts 2010 planerne for en gennemgribende reform af universitetet. Studerende og medarbejdere føler sig imidlertid ikke hørt, når de har givet deres mening til kende om den faglige udviklingsproces. Det viser et resultat af Studenterrådets spørgeskemaundersøgelse, som cirka 2000 studerende og medarbejdere har deltaget i.

Undersøgelsen viser, at 80 procent af de, der har taget del i den faglige udviklingsproces, ikke føler, at de har haft indflydelse på den afgørende beslutning, selvom både medarbejdere og studerende mener, at det er vigtigt at engagere sig. Flertallet har dog oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka 1 ud af 10, at processen har været god.

”Universitetsledelsen kan ikke længere slippe af sted med at holde skåltaler om, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. Med undersøgelsen i hånden kan vi dokumentere, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Tværtimod har de oplevet, at den var topstyret, og at beslutningerne var truffet på forhånd,” siger Thea P. Frederiksen, formand for Studenterrådet.

Studenterrådet mener desuden, at processen er et tydeligt eksempel på, hvad man kan gøre med en udemokratisk universitetslov i hånden og et bifaldende ministerium i ryggen.

”Processen opleves som udtryk for afskaffelsen af demokratiet på universiteterne. Der er en frygt for yderligere centralisering af magten på universitetet, hvilket skaber apati. Det er problematisk, fordi et universitet lever af medarbejdere og studerendes engagement og idéer,” uddyber formanden.

Arbejdet for indflydelse er langt fra slut. 2011 er året, hvor implementeringen af den faglige udviklingsproces starter. Studenterrådet vil i den forbindelse bruge undersøgelsen til at indlede en dialog med ledelsen om, hvordan en større grad af medarbejder- og studenterindflydelse kan sikres fremadrettet.

”Vi håber, at ledelsen på Aarhus Universitet vil tage konstruktivt imod undersøgelsens resultater for at forbedre debatklimaet på universitetet,” siger Thea P. Frederiksen.

Studenterrådets rapport om undersøgelsen kan downloades på www.sr.au.dk/fu-survey. [eller her]

For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt venligst:



Thea P. Frederiksen

Formand for Studenterrådet

29 47 46 29

thea@sr.au.dk