Viser opslag med etiketten epistemologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten epistemologi. Vis alle opslag

søndag den 14. august 2011

Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling

hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/

Kompetencebegrebet og andre stileøvelser

Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".

Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.

Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.

Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.

Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”

torsdag den 1. april 2010

Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) udsender rapporten Produktivitetseffekter af erhvervslivets forskning, udvikling og innovation udført af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Århus Universitet sammen med FI og firmaet DAMVAD. FI skriver i den anledning på deres website (her) at
"Hidtil har det været vanskeligt at dokumentere de samfundsøkonomiske effekter af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Det har også været svært at få et nøjagtigt billede af det privatøkonomiske afkast i virksomhederne. Datamæssigt er der tale om den hidtil mest omfattende danske undersøgelse, der for første gang dokumenterer effekterne af virksomhedernes investeringer i forskning, udvikling og innovation."
I en pressemeddelelse af 31/3 fra FI med overskriften "Offentlig-privat samarbejde om forskning giver størst vækst" hedder det, at analysen
"når til en klar konklusion: Værdiskabelsen er stor i virksomheder, der investerer i forskning og udvikling – og størst, når virksomhederne samarbejder med universiteter og andre videninstitutioner." Ministercitat:
"- Rapporten dokumenterer, at regeringens mål om styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne er den helt rigtige vej til at øge erhvervslivets indtjening og konkurrenceevne og dermed sikre arbejdspladser i Danmark, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen."
I sammenfatningen på s. 10 i rapporten fremgår med illustration:
"FoU-aktive virksomheder, der samarbejder med offentlige videninstitutioner, har gennemsnitlig 15 pct. højere produktivitet per medarbejder end FoU-aktive virksomheder, der ikke samarbejder."

(klik på figuren for at forstørre) "Figur 2 Gennemsnitlig produktivitet per medarbejder, fordelt på FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner."

De 15% kan jeg ikke se begrundet andre steder i rapporten end i denne passus:
"Figur 2.2 viser, at virksomheder, der har FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner, har en signifikant højere gennemsnitlig produktivitet per medarbejder sammenlignet med andre FoU-aktive virksomheder. Den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder ligger på 541.000 kr. sammenlignet med 472.000 kr. hos FoU-aktive virksomheder, der ikke har FoU-samarbejde med videninstitutioner. Det er en forskel på 15 pct."
Nå, men – for nu at komme tilbage til pressemeddelelsens stemning – det er vel glædeligt? Når universiteterne piskes til erhvervssamarbejder – de tæller i incitamensstrukturen for de "konkurrenceudsatte" basismidler (der så ikke er basismidler mere) – skal det jo også helst kunne dokumenteres, at disse samarbejder er gode for vækst og innovation. Om de også er gode for universiteterne er et spørgsmål, der ikke skal tages op her. Men er de statistiske forhold, som rapporten fremstiller, også kausale relationer? – så der er grundlag for ministerens udtalelse om at "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne?
Er det sådan, at de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også "oplever" højere produktivitet, eller er det sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?
Jeg håber jeg kan blive klogere på det ved at nærlæse rapporten, men jeg har brug for en bedre lup. Læsere, der måtte kende svaret, må gerne blande sig!
Indtil da kan man da kun glæde sig over, at et konkret samarbejde mellem et universitet (CFA/ÅU), en virksomhed (DAMVAD) og staten (FI) kan bruges til noget så nyttigt som at legitimere regeringens forskningspolitik.

lørdag den 13. marts 2010

Vi arbejder for evigheden

Nogen gange kan et fragment af en udtalelse få et helt puslespil i ens hovede til at falde på plads. Forskningsadjunkt Helle Hein fra CBS har lige sagt noget meget fornuftigt (i Netværket, DR P1): Vidensarbejdere har ikke brug for ledere, der definerer deres arbejde i detaljer, de ved godt hvor man skal hen, "de er drevet af en pligtetik, ikke en økonomisk nytteetik."
Det må være derfor, at hele den djøficistiske NPM tanke om ovenfra definerede "incitamenter" for forskerne (fx til at søge eksterne midler, til at publicere i særlige tidskrifter, etc.) virker nærmest krænkende! Man er da ansat på en forskningsinstitution fordi man brænder for forskning, og på et universitet fordi man elsker at udvikle faget i koblingen mellem forskning og undervisning. Man behøver ikke et ministerium eller en udviklingskontrakt til at sige hvor man skal hen. Arbejdet er såvel en pligt, et kald, som en besættelse. Egeninteressen og interessen i et højere gode går sammen. "Vi arbejder for evigheden", det var Heins eksempel på en værdi, formuleret af en leder af nogle konservatorer, som var på højde med medarbejdernes egentlige commitment. Sidstnævnte ord er allerede røvet af managere. Sjovt nok kan det betyde pligttroskab, et ord vi måske skulle genopfinde i en verdslig udgave, pligttroskab overfor det fælles gode.

torsdag den 18. september 2008

Forskningsbaseret myndighedsbetjening

SFI, Socialforskningsinstituttet har det svært. Før sommer forlød det, at "Over otte år har Socialforskningsinstituttet mistet 33 procent af deres basisbevilling til forskning - grunden er, at de ikke er fusioneret med et universitet og derfor ikke får del i globaliseringsmidlerne. Flere politikere vil nu kigge nærmere på fordelingsnøglen." (Information d. 30/5). Bemærk ordene "basisbevilling til forskning". I gamle dage, dvs. før det sanderske regime i 2006 gennemtvang at en række sektorforskningsinstitutioner skulle indlægges under universiteterne (hvorved deres økonomi på lang sigt pludselig blev mere usikker og udenfor deres respektive ministeriernes ansvar), var der groft sagt to slags offentligt financieret forskning, universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes. De sidstnævnte lavede forsknings- og udredningsopgaver for fagministerierne. Jeg kender intet til den formelle sondring mellem "forskning" og "udredning". Men i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen.

Hvis universiteternes "forskningsbaserede myndighedsbetjening" risikerer at skulle underlægges de samme betingelser som den politisk styrede bestillingsforskning, som udsendelsen gav et bemærkelsesværdigt klart indblik i, vil det slå tilbage på universitetsforskningens troværdighed generelt. Det vil være meget svært og uheldigt for universiteterne at lægge navn til den slags som forskning.
Omvendt, hvis fx Århus Universitet lader DMU hæge om den forskningsmæssige uafhængighed, vil Miljøministeriet måske fremover hellere rekvirere opgaver hos private rådgivende ingeniørfirmaer, og hvordan så financiere de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner? Kan vi ikke få fisioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen?

onsdag den 20. august 2008

Seminar om Videnskab og demokrati

Den 5.-6. marts 2009 afholdes et seminar på Det Humanistiske Fakultet i København, der vil interessere rigtig mange af denne blogs læsere: Se nærmere om mødet her!

onsdag den 2. april 2008

Møde om universitetet i det 21. århundrede

Universitetet i det 21. århundrede:
Universitetspædagogik – teknologi eller erkendelsesteori i praksis?

Temadag onsdag den 23. april 2008 kl. 9.30-17.15
Syddansk Universitet, Odense, Lokale O99
Center for Universitetspædagogik

Er der en uhellig alliance mellem rationaliseringer, effektivitet, statslig kontrol og universitetspædagogikkens fokus på den studerende som lærende?

Er målet for universitetslærerens undervisning udvikling af den faglige problemstilling eller den studerendes læring af denne? Afspejler modsætningen i fokus nødvendigvis en modsætning i undervisningspraksis? Har vi her i virkeligheden den klassiske debat mellem demokratisk og elitær vidensudvikling?

Eller er undervisning simpelthen erkendelsesteori i praksis? Så bredere og bedre adgang til kloge tanker samtidig giver mulighed for både flere og bedre kloge tanker?

Finder du disse spørgsmål provokerende, besnærende eller bare interessante, så kom til temadag om ’universitetsundervisningen i det 21. århundrede’ på Syddansk Universitet i Odense den 23. april 2008. Vi vil her sætte fokus på betydningen af den økonomiske og styringsmæssige forandringsproces, som universitetet i disse år gennemgår, og spørge til relationen mellem disse forandringer og den øgede centrering om ’de studerendes læring’ som afgørende parameter i vurderingen af universitetsundervisningen. Ikke mindst vil vi spørge, hvorvidt der er noget, universitetet er, som ikke bør forandres ’for de lærendes skyld’.

Dagen vil byde på en række oplæg à ca. 25 min.s varighed, hver efterfulgt af ca. 20 min.s diskussion, indledt af en på forhånd udpeget discussant.

Deltagelse i arrangementets oplæg og diskussioner er gratis.

Ønsker du også at deltage i frokostarrangementet vil prisen være kr. 160,00.

Tilmelding senest mandag den 14. april 2008 til Dorthe Sørensen, dos@sdu.dk

Ved tilmelding bedes du angive ”Universitetspædagogik” i din mails emnefelt samt oplyse om du ønsker at deltage i frokostarrangementet. Såfremt du ønsker frokost vil vi bede dig oplyse EAN-nummer samt faktureringsadresse.

Arrangører:
Nina Bonderup Dohn, lektor, Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab
Jakob Egholm Feldt, adjunkt, Center for Mellemøststudier
Center for Universitetspædagogik, Syddansk Universitet

Program

9.15: Velkomst og introduktion ved Nina Bonderup Dohn og Jakob Egholm Feldt

9.45: Hans Siggaard Jensen: Universitetsundervisning der tager Humboldt og Viden alvorligt.
Discussant: Jakob Egholm Feldt

10.30: Søren Harnow Klausen: Universitetspædagogikkens dilemmaer.
Discussant: Hans Siggaard Jensen

11.15: PAUSE

11.30: Lene Tanggaard: Universitetspædagogik i et situeret perspektiv. Discussant: Søren Harnow Klausen

12.15: Kirsten Hyldgaard: Om at skulle forstå for hurtigt.
Discussant: Lene Tanggaard

13.00: FROKOST

13.45: Liv Egholm Feldt: Never block the road to inquiry…. – Universitetsundervisning med udgangspunkt i Charles Sanders Peirce´s pædagogik.
Discussant: Kirsten Hyldgaard

14.30: Maribel Blasco: Teaching intercultural competences or pragmatism? – University commercialisation, performance management and the discreet demise of intangible skills in Danish HE.
Discussant Liv Egholm Feldt

15.15: PAUSE

15.30: Jens Erik Kristensen: Kopernikanske revolutioner i universitetsundervisningen.
Discussant Maribel Blasco

16.15: Finn Thorbjørn Hansen: Universitetets overordnede mål bør være at skabe frihed for "åndens liv"(Arendt)
Discussant: Jens Erik Kristensen

17.00: Afrunding ved Nina Bonderup Dohn og Jakob Egholm Feldt

17.15: SLUT

tirsdag den 19. februar 2008

Jaguarer til deltidsunderviserne nu!

"kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning, vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre vilkår for underviserne betyder bedre undervisning",

skrev deltidsunderviseren Anne Chresteria Neutzsky-Wulff for tre uger siden i et indlæg med titlen "Seks år som universitetsspøgelse" i ÅUs universitetsblad Campus. Da havde hun selv sagt stop. Hvor mange følger hende? Og hvem huskede hende og hendes lidelsesfæller under overenstkomstforhandlingerne?

onsdag den 19. september 2007

CBS professor goes native

FORSKER forum nyheder har i dag (19.09.2007) en historie om en CBS-professor, som Jyllands-Posten har hængt ud for ekstravanagte rejsevaner. Professoren "har i en toårs-periode rejst for ialt 262.753 kr. eller i gennemsnit 21.000 kr. pr. flybillet. Professoren rejste nemlig på businessclass, hvilket tredoblede prisen. Den dyreste rejse kostede 53.470 og gik til en konference på Honolulu."
Nå, herregud - nu leger Jyllands-Posten nok Ekstrabladet? Og hører ikke netop CBS-professorer til på business-class? Skal de da ikke kunne bedrive feltstudier og tale med deres informanter i vante omgivelser?! Det fremgår af professorens hjemmeside at der et tale om Brandstudies, og at professoren er
"leder af forskningsprojekt; ”The Corporate Brand Initiative”, som omhandler udvikling/ implementering af corporate brands. Et netværk af førende globale virksomheder, som arbejder med corporate branding er blevet etableret, disse er bl.a.: Novo Nordisk, Telefonica, samt LEGO Group."

Jammen så giver det hele jo mening! Det er svært at være deltagerobservatør, risikoen for at man "goes native" lurer konstant, som forklaret i passagen her:

“Participant observation is the unique anthropological method. (...) One of the difficult issues associated with this method is how to become an "invisible" insider without "going native." (...) Field work, in an attempt to develop rapport with those studied, works best when the researcher becomes wholly accepted as members of the group. This can result in a loss of perspective. However, remaining an outsider denies the researcher opportunities to truly understand the world view of those studied."

Et i sandhed vanskeligt dilemma. Lad os håbe at Novo Nordisk & Co. er villige til at støtte mere forskning på feltet (og trængte flyselskaber) med henblik på løsninger.

fredag den 11. maj 2007

Evidential?

Der er kan være god ræson i såkaldt evidensbaserede beslutninger - åbenbart bare ikke i forskningspolitikken. Forskningsstyrelsen er, som omtalt d. 8/5, ved at opbygge en forskningskvalitetsmålingsenhed, og der er sat et større udvalgsarbejde igang, der skal finde indikatorer, så de danske universiteter kan sammenlignes (benchmarking) og rangordnes.
Men hvor er dokumentationen for, at det giver bedre forskning? Det spørgsmål, nærmere bestemt
[Spørgsmål S 2593]: "Hvilken dokumentation foreligger der for, at inddragelse af forskningskvalitet i kriterierne for fordeling af basismidler til forskning i Storbritannien har ført til mærkbar forbedring af både kvalitet og forskernes produktivitet, som det hævdes i regeringens debatoplæg til mødet i Globaliseringsrådet den 8.-9. december?"

stillede Per Clausen i Folketinger den 14. februar 2006 til Helge Sander, og her er hans (reelt: Videnskabsministeriets) svar:

"I regeringens debatoplæg om ”Offentlig forskning – mere konkurrence og bedre kvalitet” kan man læse følgende nederst på side 5:
”I Storbritannien indgår forskningskvaliteten i kriterierne for fordeling af basismidler til forskning. Der gennemføres med jævne mellemrum en kvalitetsvurdering af forskningen ved universiteterne. Hvert universitet opnår en samlet karakter for deres forskningsproduktion – kvalitativt såvel som kvantitativt. Kun de universiteter, der får en høj karakter, modtager basismidler til forskning. Det har medført en mærkbar forbedring af både kvaliteten og forskernes produktivitet.”
Den seneste kvalitetsvurdering blev foretaget i Storbritannien i 2001. I april 2001 blev der udgivet en guide med titlen ”A Guide to the 2001 Research Assessment Exercise”. I guiden gives en generel introduktion til principperne bag kvalitetsvurderingen. Guiden indledes bl.a. med en forklaring på, hvorfor man i Storbritannien har valgt at fordele basismidler på baggrund af forskningskvalitet:
”in the period since the first RAE [Research Assesment Exercise, indsat] in 1986 the effectiveness and productivity of the UK research base has increased substantially”. (s. 3, A Guide to the 2001 Research Assessment Exercise, Higher Education & Research Opportunities in the United Kingdom) "

hmm, og hvad dokumenterer så dette? At årsagen til den angivelige produktivitetsforøgelse er RAE-systemet? Måske går årsagskæden snarere sådan: Blair har sagt det til Fogh, som har sagt det videre til Globaliseringsrådet og Sander. Evidently ?!

tirsdag den 27. marts 2007

Seminar: Videnskab mellem tro og politik

Fredag d. 20. april
KUA, lokale 27.0.09

11.15 – 12.00 Lars Binderup: Tro, viden og epistemisk relativisme
Den videnskabelige videns indflydelse i liberale demokratier er kontroversiel på mindst to måder: For det første kan mindre uenigheder inden for det videnskabelige kollektiv på særligt politisk følsomme områder udnyttes politisk og gøre videnskaben til en brik i et uheldigt politisk spil. Men en anden problemstilling rejser sig, når grupperinger forkaster videnskabens autoritet som sådan og stiller krav om, at deres ’alternative form for viden’ respekteres politisk på lige fod med den ’etablerede videnskab’. Oplægget vil se på filosofiske – og politiske – strategier for svar til en epistemisk relativist, der hævder, at vi ikke kan begrunde den ’videnskabelige rationalitet’ uden at ende i en begrundelsescirkel.

12.00 – 12.45 Klemens Kappel: Liberal neutralitet og videnskabens priviligerede rolle
En vigtig normativ antagelse i det liberale demokrati er, at den liberale stat forholder sig neutral i en række religiøse og værdimæssige spørgsmål. Imidlertid har den liberale stat traditionelt tildelt videnskab en særstatus, og har netop ikke været neutral i uenigheder mellem etablerede videnskabelige opfattelser og ’alternative’ synspunkter, der afviser traditionelle videnskabelige tilgange til verden. Det til trods for, at positive og negative holdninger til videnskab undertiden kan minde om værdimæssige eller religiøse uenigheder. I mit oplæg vil jeg karakterisere dette problem, og diskutere, hvordan tilhængere af liberale demokratier kan forsvare at tildele videnskab en særlig priviligeret rolle.

12.45 – 13.30 Frokost

13.30 – 14.15 Claus Emmeche: Både viden og tro. Om politik, positivisme og postnormal videnskab
Viden og tro kan opfattes som dele af samme flerdimensionale erkendelsesmæssige spektrum, hvor viden(skabelighed) er en metode til at opnå en særlig form for tro, og en sådan tro indebærer refleksiv viden om sine egne grænser. I dag er den positivistiske opfattelse af viden overskredet som epistemologi, mens den på det politiske plan lever videre i form af "det positivistiske etos”. På områder som klimaforskning, stamcelleforskning eller bioteknologi kan det i konflikter være svært at se klare skel mellem politisk og videnskabelig overbevisning, bl.a. fordi videnskaben ikke fremstår entydigt som autoritet, men som parthaver i sager og arena for kampe, der såvel er politiske som videnskabelige. Dette er en udfordring for såvel demokratiet som for samfunds- og videnskabsteorien.

14.15 – 14.30 Kaffe

14.30 – 15.15 Jens Morten Hansen: Hellere lille og sikker end stor og usikker?
Væsentlige dele af 1900-tallets naturvidenskab er præget af konflikter mellem 'små sikre' – positivistiske - og 'store usikre' - perspektiverende - teorier, hvor langtidsholdbarheden af de samlede resultater viser, at begge tilgange er nødvendige. Klimaforskningen, Lomborg-sagen, Lauge Kock-sagen i 1930'erne og en række tidligere konflikter mellem især naturhistorikere og matematisk funderede naturforskere afspejler en række troslignende argumenter, der minder om diskussionerne i de forudgående århundreder mellem naturvidenskaben og teologien. Med udgangspunkt i en sammenligning af 'Danmarks Natur' (udgivet i 1970) og 'Naturen i Danmark' (under udgivelse) gennemgås eksempler fra naturhistorien på, hvordan begreberne 'tro' og 'viden' også giver mening i naturvidenskabelig sammenhæng.

15.15 – 16.00 Afsluttende diskussion

Tilmelding ikke nødvendig.
Kontakt: eva.agnete.krzeminski@sociology.ku.dk

Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet), Satsningsområdet i teoretisk filosofi, Dansk Epistemologi Netværk

INSTITUT FOR MEDIER , ERKENDELSE & FORMIDLING
KØBENHAVNS UNIVERSITET