Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts

De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.

Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.

Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!

Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.

Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.

Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.

Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.

Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.

Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.

Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.

Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.

Send ikke flere penge ...

I en artikel fra Politiken om Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances respektive forslag til skattelettelser bemærker socialdemokraten Morten Bødskov følgende:

»Der er ingen skattelettelser på dagsordenen for en kommende socialdemokratisk regering. Vi vil sikre fremgang i Danmark, som kommer almindelige lønmodtagere til gode. Derfor vil vi i stedet investere i uddannelse og forskning og få sat gang i Danmark«.

Det er set herfra en heltigennem agtværdig ambition, som helt sikkert vil komme på en hård prøve, når den konkret skal udmøntes i finanslove osv. Derfor kunne der allerede nu være gode grunde til at overveje alternative muligheder. Faktisk er der blevet tilført universitetetssektoren flere penge i de senere år, men de har ikke ført til forbedrede uddannelser eller til mere og bedre forskning, men er i stedet blevet ædt op af adminstration, medfinansiering, pressehåndtering og lederlønninger, hvorfor Danmark er ved at tabe en hel række vidensområder på gulvet, og vores studerende får færre og færre undervisningstimer. Men vi har flere ledere end nogensinde før, og de har bedre lønninger. Der forventes en enorm loyalitet nedefra og op, men der mangler loyalitet ovenfra og ned i systemet.

Derfor: Lad os få mere universitet for pengene. Når man på en gang kan opfinde nye lederposter og fyre forskere med begrundelse i økonomien, er systemet kørt definitivt af sporet i noget, der stærkt nærmer sig en parodi på Parkinsons lov.

Derfor:
Bryd det enstrengede ledelsessystem, så de penge, samfundet giver til forskning og uddannelse, igen kan nå frem til forskning og uddannelse.

Send ikke flere penge - send færre ledere.

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet

I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Det borgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.

Svar til Jesper Jørgensen

Er tingene i bevægelse? Reagerer forskningsverdenen med stor styrke? Jeg vil meget nødig have "de glade tider i slutningen af 70'erne” tilbage. Halvfjerdsernes politiserede universitet lader mig helt kold. Det er da rigtigt, at sammenlignet med da, er der ikke så meget drama. Men der er ingen særlig grund til at ønske sig den type aktivitet, og sammenlignet med den dødsstilhed, der lå over debatten for bare 1½ år siden, er situationen altså særdeles opmuntrende, og at det kunne lykkes at samle så mange underskrifter på så kort tid, er et stærkt incitament til at gå videre med sagen. Det samme er alle de opmuntrende tilbagemeldinger, man får fra kolleger i forskningsverdenen.

Er Socialdemokraterne i bevægelse? Vi kan godt læne os tilbage, konstatere, at Socialdemokraterne desværre ikke forstår os, og at det har de i øvrigt aldrig gjort. Men det eneste, vi gør dermed, er at sikre os, at der ikke sker en pind. Vi er og forbliver afhængige af, at Socialdemokraterne vågner op, og derfor må vi også hele tiden søge dialog med dem. Den kritik, Kirsten Brosbøl har været ude med for nylig, er da også betydeligt klarere i mælet end noget, vi længe har hørt fra den kant. Socialdemokraterne selv har i den grad brug for at udvikle en ny, sammenhængende politik på dette område, så deres forskningspolitik ikke bare bliver fodnoter til Helge Sander.

Jeg er helt enig med Claus Emmeche, når han understreger, at vi ikke har at gøre med noget stort, samfundsomvæltende projekt her. Jeg er skeptisk over for den mildt revolutionære tone i Jesper Jørgensen indlæg, thi en ting er at ville forandre forskninspolitikken, noget helt andet er at ville bruge forskningspolitikken til at forandre samfundet i sin helhed. Det er to meget forskellige ambitioner, og kun den første kan med rimelighed kaldes tværpolitisk. Hver må vel være ude i sit eget projekt, og der er meget i samfundet, jeg også mener bør laves om. Men jeg mener, at dette er et problem, som både borgerlige og vensreorienterede burde kunne se i øjnene, og som de har en fælles interesse i at løse for at få et så højt, kvalificeret og kritisk vidensniveau som muligt at føre deres diskussioner ud fra