Dimensionering: Er ræven sat til at vogte høns?

Går uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen Ingeniørforeningens ærinde i hele dimensioneringssagen?

Læs indlægget i Universitetsavisen:
http://universitetsavisen.dk/debat/dimensionering-er-raeven-sat-til-vogte-hons 

Skal forskerne ikke have ret til frit at disponere over deres artikler?

Finn Hansson har 16/6 en reaktion i forbindelse med mit indlæg ”Nedskæringer uden åben diskussion” om konsekvenserne af en Open Access politik baseret på tvang.

Jeg er glad for, at ”Forskningsfrihed?” kan give plads for diskussion, og selvom Hansson egentlig ikke forholder sig til mit indlæg, er det trods alt bedre, end at diskussioner om Open Access foretages i det skjulte hos styrelser og biblioteksadministrationer.

Hanssons synspunkt er, at det er forkert, at kommercielle forlag får overdraget forskernes manuskripter. De store tidsskriftsforlag har nærmest monopolagtig magt og for at modvirke ublu fortjenester, er der ”brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne” for at de får medejerret til deres forskning. Dette skulle bevirke, at bibliotekerne kunne få tidsskrifterne billigere.

Hvis man er principiel modstander af at private firmaer udfører tjenester for det offentlige mod en vis fortjeneste, kan man kun være enig med Hansson.

Hvis man derimod er interesseret i, hvorledes videnskabspublicering fungerer bedst og billigst, kan man fundere over:

Det er ikke principielt forkert at overlade copyright til et forlag I mange århundreder har videnskaben draget nytte af, at forlag har udgivet forskernes manuskripter mod at få eneret til udgivelsen. Hele vores civilisation bygger på dette system, hvor forlagene sikrer sig imod, at andre forlag udgiver samme artikler og derved underminerer økonomien i det redaktionelle arbejde.
Det er således ikke principielt forkert, at udgiverselskabet bag Historisk Tidsskrift tager penge for sit tidsskrift.

Elsevier har ikke monopol Jeg anmeldte på vegne af Danske Videnskabsredaktører i foråret 2011 forlaget Reed-Elsevier til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med påstanden om, at selskabet udnyttede dets monopolstatus.
Styrelsen frifandt imidlertid helt forlaget: ”Styrelsen kan ikke på det foreliggende grundlag konstatere tegn på at Reed-Elsevier misbruger en eventuel dominerende stilling i markedet for udgivelse [af] videnskabelige tidsskrifter,” og styrelsen lukkede herefter sagen.

Open Access kan give højere profitter

Forfatterbetalt udgivelse er ingen garanti for lave profitter. Der er mange kommercielle udgivere på dette nye marked, og Springer Verlag, Hindawi og alle øvrige kommercielle udgivere kan til enhver tid hæve niveauet for forfatterbetaling, når deres tidsskrifter er blevet indarbejdet og forskerne vælger de mest citerede tidsskrifter.
Det vil nu blive forskerne, som individuelt vil blive stillet over for dyre regninger og ikke de relativt stærke biblioteker, som hidtil har stået samlet ved den traditionelle abonnementsbetaling.
Denne fare findes omtalt i rapporten ”Heading for the Open Road” af Mark Ware, en af Englands mest anerkendte uafhængige eksperter. Heading for the Open Road

En artikel har aldrig været så billig som i dag

Efter at have læst Hanssons indlæg skulle man tro, at priserne på tidsskrifter blot stiger, uden at bibliotekerne/forskerne får noget for pengene. Virkeligheden er, at prisen for en artikel aldrig har været billigere.
Antallet af produktive forskere stiger og dermed den totale produktion af forskning, hvorfor der er flere udgifter til den redaktionelle indsats oveni at der leveres mange nye digitale ydelser. Samtidig følger BRIC landene ikke med i at betale deres del af publiceringsudgifterne.
Derimod kan forlagenes digitale tjenester give anledning til store besparelser i bibliotekssektoren, når bibliotekarer ikke mere skal skrive kartotekskort og slæbe tidsskrifter til og fra reolerne. Den del af regnestykket bør anstændigvis være med, når vi skal se på den samfundsøkonomiske mest hensigtsmæssige indretning af publicerings- og distributionssystemet.

Open Access vil styrke de stærke forlag

Hvis bibliotekerne fik presset Open Access igennem, vil forskerne miste publiceringsmulighed hos de små og svage udgivere. Den kraftige agitation for gratis udgivelser vil ødelægge økonomien hos flertallet af verdens tidsskrifter.
Derved vil de store forlag miste deres mindre konkurrenter, og da deres egne udgivelser notorisk hører til verdens bedste, skal bibliotekerne fortsat abonnere. Resultatet bliver at Elsevier og kolleger bliver endnu stærkere på markedet.

Forskerne skal beholde deres forskningsfrihed

Med til forskernes forskningsfrihed hører friheden til at vælge det mest hensigtsmæssige sted at publicere. Man skal vælge det tidsskrift, som giver ens manuskriptet den bedste bearbejdning, som giver den bedste læserkreds i forhold til emnet og hvad man ellers lægger vægt på.
Lad os få en åben debat om forlagene, og så kan Hansson og andre vælge forlag fra, hvis de ikke synes om forlaget. Men lad os for alt i verden blive fri for et formynderi, hvor nogen med magt dikterer, hvad andre skal gøre.

--

Jeg må dog også kommentere Hanssons debatform, som jeg finder meget ubehagelig. I stedet for at debattere mit indlægs synspunkter, bliver jeg personligt mistænkeliggjort som ”tidsskriftsejer”, ikke "spille med åbne kort" og er i ledtog med de store forlag.

Her er mine åbne kort: De sidste mange år har jeg forsket med en produktion på ca. en bog og en håndfuld videnskabelige artikler om året. I mere end 34 år har jeg i min fritid arbejdet som redaktør for videnskabelige selskaber. Faktisk har jeg været pioner ved Open Access siden slutningen af 1980’erne, men herved har jeg også fået et nuanceret forhold til publiceringsformen, som må interessere de mere sandhedssøgende af denne blogs læsere. Blandt andet at tvunget Open Access har mange negative konsekvenser for videnskaben.
Derfor sårer anklagerne for private økonomiske interesser i sagen mig ekstra meget – jeg har i mit liv aldrig ejet et tidsskrift eller for den sags skyld fået en krone for at arbejde som redaktør.

Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler.

Oveni kan mange fagområder blive ramt ekstra hårdt ved at miste 30 % af deres forskning.

Det lyder som utrolige påstande. Læseren vil utvivlsomt mene, at forskerne ville nok have hørt om så drastiske nedskæringer, hvis de var rigtige.

Problemet er imidlertid, at embedsmændene bag planerne holder forskere og presse hen for at undgå en åben diskussion. I stedet sælges nedskæringerne på, at der tale om samfundsmæssige fremskridt.

Beslutning med store konsekvenser

De danske forskningsråd og EU er i denne tid tæt på at beslutte, at støttede forskere skal tvinges til at få deres artikler gratis på nettet - den såkaldte Open Access. Forskerne kan risikere ikke mere frit at kunne vælge udgivelsesform men kan blive tvunget til at vælge et tidsskrift med gratis publicering. Det er oftest tidsskrifter, som får finansieret de redaktionelle omkostninger ved at kræve betaling af forfatterne. Typisk skal en forfatter betale 16.000 kr. for at få en artikel optaget. Da forskerne ikke får flere midler, må de tage beløbet af deres forskningsmidler.

Forskerne skal altså ikke kun levere manuskript til deres artikler. De skal også levere et kontant beløb for at kompensere for de indtægter fra abonnement og salg, som NOVO og andre abonnenter hidtil har betalt. Forskerne skal altså overtage de hidtidige abonnenters betaling af publiceringen.

Vi skal ikke her diskutere de mange problemer ved Open Access, som f.eks. at flittige forskere vil få problemer med at skaffe midler til at få sin forskning publiceret, men Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har regnet på hvad en konsekvent Open Access politik vil koste. Ud fra den registrerede forskning i den bibliometriske forskningsindikator vil det alene for universiteternes forskning dreje sig om ca. 400 mio. kr., som samfundet får mindre forskning for.[1] Hertil skal lægges forskningen på hospitaler og andre forskningsinstitutioner (ca. 22 % af den totale forskning). Forskningen vil herved i realiteten miste knap 500 mio. kr. svarende til knap 7 % af forskernes lønudgifter.

Store fagområder rammes ekstra hårdt

De negative konsekvenser er desværre ikke slut endnu. Forfatterbetalt publicering har andre negative konsekvenser. Mange fagområder vil miste en meget stor del af deres forskning, nemlig den del, som udføres af de institutionsløse forskere, hvilket udgør 30 % af den publicerede forskning i danske tidsskrifter.[2] Den skabes af pensionerede professorer og lektorer, som fri for administrative forpligtelser kan publicere fra et livs erfaringer, af Ph.d. studerende med ofte nyskabende teorier og indsigter, af arbejdsløse, som har fået tid til at gå i dybden med et emne, eller af folk på institutioner uden forskningsopgaver; til eksempel af gymnasielektorer og præster med mange års forskningsindsats bag sig.

Man kan ikke forvente, at disse forskere af egen lomme skal betale for publicering - oveni at de i deres fritid har udført forskning. Det er utænkeligt, at en flittig institutionsløs forsker har mulighed for at betale 42.000 kr. for tre artikler på et år.

Det er især humaniora og samfundsvidenskab, der bliver ramt, men også en del naturfag. Andelen af institutionsløse forskere er meget høj i de ”tørre” fag, hvor der ikke behøves laboratorier og forskningsteams i modsætning til de ”våde” fag, men selv det medicinske område vil miste forskning i størrelsesordenen 19 %

Yderligere udgifter til offentliggørelse af data

Det er ikke nok, at forskerne skal betale publiceringen. Der er tilmed krav på vej til, at forskere skal offentliggøre de data, forskningen bygger på. Dette ekstraarbejde skal vel og mærke tilsvarende udføres uden at forskerne honoreres for ekstraarbejdet.

Det er svært at omregne dette ekstra arbejde. Forskningens grundmateriale er meget forskelligartet, men der findes kildemateriale, hvor det vil koste mere arbejde at gøre data tilgængelig, end det tager at skrive selve artiklen. Det er til eksempel tilfældet, hvor der benyttes film, interviews, optegnelser og registreringer, som det vil tage måneders arbejde at gøre tilgængelig som anvendeligt kildemateriale for andre, og hvor copyright og privatlivets beskyttelse vil blive nye problemer for forskerne.

Forskerne bevidst holdt væk fra diskussion

Disse tiltag er ukendt for de fleste. Det skyldes en bevidst politik fra statslige embedsmænd, at beslutning om tvungen Open Access og publicering af data skal tages uden en åben diskussion. Man kender forskernes modstand og vil for alt i verden undgå, at denne modstand bliver kendt af politikerne.

I maj 2010 offentliggjorde Uddannelsesministeriet en rapport med forslag til Open Access. Den kom i offentlig høring, og en lang række institutioner kom med kommentarer, herunder mange meget kritiske. Alt så godt.

Ministeriet udsendte imidlertid et stort set identisk forslag i marts 2011. Selvom den daværende videnskabsminister over for Folketinget erklærede, at det vil ”være muligt for alle interessenter at fremlægge synspunkter”, gjorde ministeriet intet for at forskerne blev orienteret om det nye forslag. Ministeriet sørgede ikke for at pressen fik rapporten, hvorfor den ikke har været omtalt i dagspressen, og ministeriet har end ikke sendt de kritiske indsendere af kommentarer - Videnskabernes Selskab, Magisterforeningen, DJØF, Københavns Universitet osv. - besked om at den nye rapport eksisterer.

Erhvervsministeriet bør betale

Vi skal ikke her have en diskussion af Open Access. Den bør føres på et kvalificeret grundlag ud fra neutrale undersøgelser med en efterfølgende åben debat.

Det skal dog nævnes, at mens Open Access antagelig ikke er den store fordel for videnskaben, kan der være en fordel for samfundet ved at erhvervslivet får lettere adgang til forskning.

Hvis det er rigtigt (igen bør påstanden undersøges neutralt), bør erhvervsstøtten til gratis publicering betales af Erhvervsministeriet – ikke af forskerne.

Jørgen Burchardt

Formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører

---

[1] Hvordan Danmark får den bedste adgang til forskningsresultater. Forslag til en grundig undersøgelse af Open Access. Danske Videnskabsredaktører 2011.

[2] Jørgen Burchardt: Institutionsløse forskeres antal og samfundsmæssige betydning (under udgivelse).

Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!

af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.

I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.

Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et

"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."

Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.

Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev

af Cathrine Hasse*

Det er ikke noget under at humaniora i dag opleves som det mindst prestigefyldte felt indenfor forskningen selvom der er blevet uddannet flere og flere humanistiske kandidater, og de ydermere efter endt uddannelse er blevet taget godt imod i det danske og udenlandske erhvervsliv og samfund.

Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.

Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.

Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.

Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.

Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.

Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.

* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU

Institutbiblioteker truet

Version 2. På KU skal der ske "fortætning" af institutbibliotekerne, så fra oktober har Matematisk Institut måske ikke længere sit eget bibliotek. Det er de naturligvis kede af. Og de er ikke de eneste. Fortætning er dagens nysprog for nedskæring, nedlæggelse, slagtning og udradering. Ikke alle tager det helt så stille. Vi har modtaget denne rapport:

Studerende og ansatte på det Samfundsvidenskabelige Fakultet har i dag (mandag 30. maj) gennemført en demonstration imod den lukning og afhænding af institutbibliotekerne på fakultetet, som ledelsen har besluttet. Studerende og forskere mister deres adgang til de bogsamlinger, som det har taget generationer at opbygge. Det Kongelige Bibliotek vil overtage et udvalg af bøgerne – efter et endnu ukendt kriterium – mens resten destrueres eller foræres væk. Der er dog ingen garanti for, at selv de bøger, der overdrages KB, vil blive bevaret for eftertiden, eftersom bøger her destrueres efter et popularitetsprincip (ingen udlån i et par år? – ud med braset!).

Tabet er meget betydeligt – ikke bare i form af tab af det sidste fælles lokalitet for institutterne, som fremover er rent abstrakt størrelser. Fagenes fælles hukommelse går også tabt.

Fx rummer Institut for Antropologis bibliotek årtiers monografier og antologier over gennemførte feltarbejder – en varig ressource for fremtidig forskning (uanset aktuelle udlånstal). De går på bålet. Kompendie- og opgavesamlinger går samme vej. Ændringerne forsøges solgt til os som ”serviceforbedringer” (fx flere bibliotekarer på KB), men det er rent newspeak og spin i forhold til den udhuling af fagligheden, det sker.

Dagens studenter-demonstration mod bibliotekslukninger samlede en pæn flok på gangene foran dekanatets mødelokale. TV Lorry havde sendt en journalist og en kameramand, og ud over en studerende og dekanen blev også undertegnede interviewet. Jeg lagde ikke fingrene imellem, så det kan være, jeg skal til tjenstlig samtale hos dekanen… – nå, nu ser vi.
Hvis man er har mulighed og interesse for det, skulle det komme på TV2 Lorry’s nyheder kl.18.10 og 22.20; det må også kunne ses på nettet.

Bedste hilsner,
Steffen Jöhncke
Seniorrådgiver, Institut for Antropologi

Se også denne artikel (her) fra 18. maj i Universitetsavisen (red.).

Bogafbrænding på universitetet

Bogbrænding!? Var det ikke noget nazisterne i det Tredje Rige gjorde? Nu gør de det også på Københavns Universitet. Det er en absurd farce, som ikke bare virker meget sørgelig hvis den går ud over forskning og undervisning, som afbrændingen gør ifølge Politikens historie ("Universitet brænder tusindvis af bøger", d. 14/4, se her), men som også er ladet med en forstemmende symbolik over den universitetspolitik, der har hersket i Danmark de sidste 10 år.

"Bare på Saxo-instituttet, som huser Historie og Etnologi, skal der udvælges over 70.000 bøger, som skal smides ud og sendes til forbrænding.
Det er rigtig ærgerligt, men det går også ud over både forskningen og undervisningen, mener lektorernes tillidsmand på Saxo-instituttet, Christian Troelsgård:
»Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger«, siger han til DR København." (kilde)

I dag er det ikke de extreme ideologier, som for alvor udgør en trussel mod lærdom og videnskab, men selve den måde, man instrumentelt forvalter universiteter og højere uddannelsesinstitutioner på, som minder om fornuftens afvikling.

Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

... er kun et fattigt ord

De seneste dages debatter har tydeliggjort, at behovet for at finde ud af, hvor pokker pengene bliver af i universitetsverdenen er påtrængende. Her er et par fakta, som ikke burde kunne eksistere samtidig:

1) Området har fået tilført ekstra ressourcer.
2) Forskeres og underviseres ubetalte merarbejde er tårnhøjt.
3) Der skæres i undervisningen.
4)De ressourcer, der er til rådighed til fri, ubundet forskning, reduceres konstant.

Altså: Samfundet hælder flere penge i området, men får mindre undervisning og mindre fri forskning. Universiteterne kan da i Himlens navn ikke have sat alle pengene ind på Milena Penkowas svejtsiske bankkonto, så hvor er de blevet af?

Hvordan kan universiteternes effektive, moderne, professionelle ledere være så dårlige til at levere et resultat, uden at det får konsekvenser? De bruger flere af samfundets penge, men giver samfundet mindre tilbage end de ineffektive, umoderne amatørledere fra de foregående generationer. Til gengæld er de højere lønnede. Gak er kun et fattigt ord.

Og nej: Jeg vil stadig ikke tilbage til tiden før 2003. Det system var halvt dysfunktionelt, og det bliver ikke bedre af, at det nye system er helt dysfunktionelt. Jeg vil fremad.

Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?

Sådan ca en million år efter, at det begyndte, har aviserne og ministeriet nu opdaget, at der skæres i undervisningen på universiteterne. Mit eget fag var et af de sidste, som gik ned på 12 ugers semestre, og nu skærer vi så også 1/3 af timerne per uge fra på grunduddannelsen. Det er old news, og jeg er ikke engang sur på min lokale ledelse i denne anledning, thi de har ikke meget valg med den økonomi, de sidder med.

Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:

Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.

»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.

Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.

Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.

Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.

De små fremmedsprogsmiljøer

Kommentar til ”fagre nye engelskverden”
af Lisbeth Verstraete Hansen

Interessant indlæg Hanne.
Men lige et par bemærkninger: Dine kolleger fra de små fremmedsprogsmiljøer har faktisk talt… I årevis. Det har bare været for døve øren! Vi har skrevet kronikker, henvendt os til ledelser, bestyrelser, ministre ordførere... Andre kolleger har ført en heroisk – men usynlig – kamp på de indre linjer. Intet af det har forhindret et eneste sprogfag i at blive nedlagt!

Måske derfor mangler incitamentet (!) til at føre dialog med Hans Hauge og ligesindede på VTUs hjemmeside. For det første har både Sander og Sahl-Madsen – med henvisning til universiteternes autonomi (som de ellers ikke er bange for at angribe i andre sammenhænge) – begge afvist at gribe aktivt ind for at forhindre afviklingen af fremmedsprogsfagene. Da CBS besluttede at nedlægge russisk og italiensk + tolkeprofilen på alle andre fag end engelsk i 2007, lod Sander vide, at han ikke ville blande sig i universitetets beslutninger… Den nuværende minister afviste på samme måde at symptombehandle, da KU i efteråret 2010 bebudede så voldsomme besparelser på fremmedsprogsområdet, at det reelt svarede til at nedlægge tysk, fransk og spansk!

For det andet er det svært at greje, hvad VTUs/UVMs initiativ til en national strategi for sprogfagene egentlig handler om. Som tyskprofessor Per Øhrgaard påpegede ved debatarrangementet hos Politiken den 20. januar, er der de senere år udarbejdet flere rapporter med redegørelser, oversigter og anbefalinger. Der mangler heller ikke dokumentation for problemets omfang fra folkeskolen til de videregående. Hvad venter man så på?
Lige nu venter man på den arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra forskellige uddannelsesniveauer og erhvervslivet (den faglige indsigt skulle jo nødigt stå alene…) har fået fire en halv måned til at kortlægge, analysere, diskutere og udarbejde anbefalinger for fremmedsprogsfagene i det samlede uddannelsessystem. Det handler om, at ”kompetencerne” bedre kan ”matche samfundets behov”, som ministeren udtrykte det i efteråret. Hvad betyder det? Hm, tja… Kommissoriet eksemplificerer fremmedsprogs relevans ved ”økonomisk vækst”. Man kan også notere sig, at ”Arbejdsgruppens forslag forudsættes samlet set ikke at indebære øgede offentlige udgifter”.
Det er det, der kaldes at ”styrke fremmedsprogene”.
Så er der Hans Hauges indlæg på VTUs hjemmeside. Mener han det alvorligt, eller er det en spøg til illustration af det snæversyn og den mentale provinsialisme, vi takket være entreprenante videnskabsministre og lydhøre ledelser efterhånden har fået institutionaliseret som norm på vores videregående uddannelser? Altså :Hvad ikke alle vil studere, skal ingen studere! De sprog, ikke alle kan læse, skal ingen bruge tid på at læse. Hauges indlæg illustrerer desuden den meget udbredte og næsten rørende tillid til, at de tekster, der oversættes fra andre sprog til engelsk – hvorefter de med X års forsinkelse kan indgå i vores akademiske debat – er lige præcis dem, vi har brug for at kende til for at blive klogere på vores områder... Vi behøver ingen andre, og vi behøver slet ikke at vælge selv!
Fagre danske viden(s)samfund!

Lisbeth Verstraete Hansen

Fyringer truer på KU-humaniora

I dag indløb en urovækkende bested i indbakkerne hos personalet på det humanistiske fakultet, Københavns Universitet. Det handler om fyringer. Et middel, som i uhyggelig grad er blevet automatrefleks eller uudtalt foretrukkent værktøj for ledelsen, hvad enten den konkrete grund er budgetproblemer eller ønsker om større strategisk handlefrihed. Her er meddelelsen:

Sendt: 12. november 2010 14:31
Til: Det Humanistiske Fakultet
Emne: Meddelelse fra dekan Kirsten Refsing vedr. budget 2011

Kære alle ansatte

Jeg har desværre været nødt til på et ekstraordinært FSU møde i dag at meddele, at der i 2011 vil mangle ca. 15 millioner kroner på Fakultetets budget, svarende til nedlæggelse af ca. 35 fuldtidsstillinger.

På et ekstraordinært FSU-møde d. 19. november og det næste ordinære FSU-møde den 26. november vil det blive yderligere drøftet, hvordan fakultetet skal takle denne vanskelige situation og hvilke afværgeforanstaltninger der vil blive igangsat.

FSU vil på disse møder fastlægge en tidsplan for processen samt drøfte hvilke kriterier, der skal lægges til grund for nedlæggelsen af stillinger. På nuværende tidspunkt er der hverken taget stilling til hvilke opgaver der vil bortfalde eller nedprioriteres eller til hvilke stillinger, der skal nedlægges.

Jeg vil gøre mit til at informere så hurtigt og præcist som overhovedet muligt og vil i den forbindelse også henvise til, at der bliver afholdt et dialogmøde om økonomi den 29. november 2010. Du kan derudover altid kontakte dine nærmeste ledere og din tillidsrepræsentant eller søge råd hos Prescriba, som varetager KU’s psykologiske rådgivning (www.arbejdsmiljo.ku.dk/psykisk_arbejdsmiljo/raadgivning).

De nærmere oplysninger om afværgeforanstaltningerne findes beskrevet i KU’s personalepolitiske håndbog i kapitlet om ”KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold” (www.personalepolitik.ku.dk/pph/dok/Uansogt_afsked_grundet_institutionens_forhold.pdf). Intranettets temaside om Budget 2011 vil også blive brugt til at informere om processen.

Venlig hilsen
Kirsten Refsing

Det er lidt tankevækkende, at allerede i dette allerførste fyringsvarsel er noget af det første, der henvises til, psykologisk rådgivning - som der står i overskriften på den side, man føres til via det første link:

"Et tilbud om professionel hjælp, hvis du har problemer som påvirker dit arbejde negativt."

Det er næsten grinagtigt, – "som påvirker dit arbejde negativt" – mon ikke! Men et psykologisk problem? Hele det individualistiske set-up, som processen antages at forløbe i, er slående. Læser man det andet dokument ("KU’s retningslinjer for uansøgt afsked begrundet i institutionens forhold") står der fx om orientering af medarbejderne:

"Når lederen har besluttet, hvilke medarbejdere der skal indstilles til afskedigelse, er det lederens opgave:
• at orientere tillidsrepræsentanten, jf. pkt. 8
• at kontakte de berørte medarbejdere (det anbefales, at det så vidt muligt sker mundtligt), kort orientere dem om situationen og indkalde dem til individuelle samtaler. Samtidig opfordres de berørte medarbejdere til at søge bistand hos en tillidsrepræsentant/faglig organisation eller anden bisidder, som efter ønske fra medarbejderen kan deltage i mødet" (osv.)

De enkelte, der udpeges, skal helst betragte sig som en uheldig hin enkelte, offer og genstand for en proces absolut udenfor ens egen indflydelse, for passivt at affinde sig med processens forløb og de rituelle "støtteforanstaltninger", der iværk- og især italesættes (krisehjælp; bistand til udarbejdelse af CV; distribution af CV til KU’s øvrige enheder; økonomisk støtte til relevant efteruddannelse; økonomisk støtte til genplacering). Undervejs i processen udfolder ledelsen anstrengelser for at konvertere egentlige fyringer til 'frivillige' aftaler – fx (som nævnt i samme dokument) om orlov uden løn, overgang fra fuldtids- til deltidsbeskæftigelse, gradvis tilbagetrækning, frivillig fratræde m.v.
Jeg har respekt for det slidsomme arbejde, som tillidsrepræsentanter påtager sig for at støtte de medarbejdere der rammes, men samtidig en stor undren over den på forhånd iscenesatte handlingslammelse, som fyringer af TAP og VIP skal udfolde sig under. Men mon ikke netop faculty på et moderne og innovativt humaniora med determineret energi og kreativitet vil imødegå individualiseringen af det problem, som ophøjelsen af massefyringer som styringsredskab på et New Public Management-universitet er udtryk for?

• Brug lederlagets over-løn til fastholdelse af kerneydelser og kerne-personel!
• Brug KU's formue som buffer: universitetets videnskapital er vigtigere end den økonomiske!
• Styk universitetets vidensdiversitet og bevar fagdiversiteten!
• Hjælp din universitetsledelse: den mangler fantasi!

Universitetsledelse uden ansvar

Noget af det forbavsende ved den såkaldte ledelsesreform, forligspartierne bag universitetsloven af 2003 indførte, var at man argumenterede for en stærkere og mere beslutningsdygtig ledelse, som kunne og turde tage 'upopulære' beslutninger under et tydeligt og mere klart defineret ansvar over for det samfund, universitetet befinder sig i, end de kollegiale organer som institut- og fakultetsråd. I dag har vi fået en ledelse, som ikke blot savner legitimitet i de faglige miljøer fordi den er ansat og styret oppefra, men som også søger at usynliggøre sit eget ansvar for universitetet som helhed. Helhedshensynet er hensyn den faglige mangfoldighed, opretholdelse af et bredt spektrum af fag, en høj vidensdiversitet i forskning og undervisning, og et styrket troværdigt vidensberedskab med rod i levende, uafhængige og ubestikkelige videnskabelige miljøer. Den nuværende ledelse tager ikke i tilstrækkelig grad dette ansvar på sig. Den søger tværtimod at usynliggøre sit ansvar overfor det danske samfund, ved blindt at gøre brug af de markedsgørelsesmetoder i økonomistyringen, der reelt opløser universitetets videnspolitik, som skulle sikre mangfoldigheden, i en mekanisk opgørelse af indtægter og udgifter for de enkelte fag, institutter, eller forskningsgrupper, og lade røde eller sorte tal på bundlinien være styrende for om disse enheder skal op- eller nedprioriteres, fortsætte eller i værste fald lukkes lukkes. De faretruene tendenser, som truer med at udarte til skandaløse tilstande, går på tværs af hovedområderne. De ses både på de våde fag, fx naturvidenskabelige institutter (jf. den sigende analyse, vi kunne offentliggøre her den 14/10), og på tørre områder, jf. pressens omtale (se fx her) af den truende lukning af en række små sprogfag. Peter Harders udtaleler til Forskerforums seneste nummer (238, s. 26f, okt. 2010) påviser ganske klart skandalens kerne:

"Rektorer pålægger fakulteterne at styre efter samme 'incitamentsstrukturer'. Og nu pålægger dekanen så de enkelte fagområder en 'incitamentsstruktur' hvor vi skal finansiere os selv. De skal være små selvkørende forretninger".
Men sådan kan man altså ikke køre et universitet, mener Harder: "Et universitet har forpligtelser over for almenheden, fx at opretholde en bredde i studierne. Derfor skal man også tage fagligt stilling til, hvad det er for et universitet, man ønsker. Og her sker der en ansvarsforflygtigelse ved at gøre sagen til et spørgsmål om økonomi".

Desværre er dårskaben i denne variant af New Public Management ikke blot et dansk fænomen. Vi ser det samme udfoldet, i et mere grelt omfang visse steder i USA og U.K. En oversøisk læser gør opmærksom på en artikel i the Wall Street Journal d. 22/10 med titlen "Putting a Price on Professors - A battle in Texas over whether academic value can be measured in dollars and cents" (her), om hvordan den netop omtalte form for økonomistyring gennemføres helt ned på niveauet af den enkelte forsker:

"A 265-page spreadsheet, released last month by the chancellor of the Texas A&M University system, amounted to a profit-and-loss statement for each faculty member, weighing annual salary against students taught, tuition generated, and research grants obtained.
Ms. Johnson came out very much in the black; in the period analyzed—fiscal year 2009—she netted the public university $279,617. Some of her colleagues weren't nearly so profitable. Newly hired assistant professor Charles Criscione, for instance, spent much of the year setting up a lab to research parasite genetics and ended up $45,305 in the red."

Som en kommentator (Daniel Heinzen) til indlægget bemærkede:

"This effort at Texas A&M is part of a trend towards taking resources and decision making authority from lower levels to higher levels. At these higher levels, all of the specific factors that affect the value of a faculty member have to be distilled into a very short story at best. So here, we are taking it to the ultimate limit of reduction it to a single number. That is absurd.
(...) I am sure that the best corporate CEOs know which way their company should go and who their best top-level managers are. I am equally sure that they don't try to replace their lower level managers' judgment with their own oversimplified measures of employee performance. This wouldn't work in most large organizations, and it won't work for Texas A&M either."

Det er behov for at kræve genindførelse af universitetet som institution for uafhængig, fri og mangfoldig forskning, hvor uafhængigheden ikke mindst skal sikres af den til enhver tid siddende universitetsledelse. Derfor er de spørgsmål, som stilledes i analysen d. 14. okt., ikke alene henvendt til fagforeninger som DM, IDA, JA og DJØF og en kæmpe udfordring for dem; de er også spørgsmål til universitetsledelserne og en opfordring til at vise ansvar og tage helhedsmæssige hensyn, snarere end at underlægge sig de økonomiske algoritmers blinde diktatur.
Og hvis det er sandt, som Information skriver i dag (her), at universiteterne er i færd med at ophobe kæmpeformuer, virker det endnu mere forstemmende, at ledelsen ikke benytter disse ansvarligt som buffer til netop at fastholde den helt essentielle akademiske kapital på instiutter, der reelt eller tilsyneladende er i budgetkrise, i stedet for at massefyre ansatte på et usikkert og forhastet grundlag.

Kan universitetsforskere strejke?

Det har somme tider slået mig, at det egentlig er underligt, at ingen forskere under de runder af massefyringer, som universiteterne de seneste år har oplevet (og med stor sandsynlighed vil opleve igen) har foreslået at strejke. Så var jeg til et møde, hvor nogen påstod, at vi slet ikke havde strejkeret! Det viste sig senere at være forkert. Jeg skulle dog have påstanden afkræftet af eksperter, for de tilstedeværende tillidsrepræsentanter lod den passere ubemærket. Nå, men for at gentage: Vi har som universitetsansatte medlemmer af en fagforening strejkeret. (Med mindre "vi" som nogle ganske få professorer stadig er ansat under den gamle tjenestemandsordning: Tjenestemænd har ikke strejkeret).
Vi har ret til at strejke, men kan vi strejke? Kan vi nedlægge arbejdet, sætte hårdt mod hårdt, og i næste fyringsrunde kræve, at bestyrelse, rektorer, dekaner, osv. udarbejder alternative planer til at finansiere et midlertidigt budgetunderskud, før vi genoptager arbejdet? Og lad mig, for at spænde naivitetens bue, også spørge: Kan vi sympatistrejke med fyrede universitetsforskere på andre universiteter? Jeg har tidligere spurgt mig for – teoretiske muligheder optager mig meget – bl.a. hos tillidsrepræsentanter (TR), og har fået venlige svar a la dette:

"Der er jo altid to sider af samme sag. I denne er der den oficielle fagforeningsrolle, som her er begrænset til at modvirke afskedigelserne ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer.
Med hensyn til arbejdsretlige protester så er fagforeningen og jeg som TR bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser vil vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der som regel er af væsentlig størrelse. Så derfor vil DM (Dansk Magisterforening) ikke tillade at jeg opfordrer til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.
Den anden side af sagen er, at jeg selvfølgelig syntes at vi alle skal påvirke med de midler vi har, som bl.a. er at få så meget pressedækning som muligt.
Det kan ikke undgå at give opmærksomhed rundt omkring, hvis man på nogle institutter vil fyre næsten en trediedel af de fastansatte. Og det er kommet som lyn fra en klar himmel - for 3 måneder siden var alt jo helt fint efter både dekanens og rektors opfattelse. Det er udpræget dårlig ledelse at man ikke har kunnet forudse de økonomiske problemer, der er årsag til nedskæringerne.
Stemningen her på stedet er faktisk temmelig oprørt, så jeg tror at der er god grobund for kraftige protester. Der er indkaldt til protestmøde (...). Jeg håber på at der vil være stor kollegial opbakning til dette og en eller andet efterfølgende respons.
Jeg kan ikke som TR opfordre til boykot af eksamen eller undervisning, men på den anden side så er det jo velkendt at fyringstrusler giver stress og at stress nedsætter modstandskraften mod de influenzaer, der altid kommer her i januar!"

Det lader til, at strejker ikke er et reelt eksisterende våben i situationer med massefyringer. Det er da egentligt sært. Så hvis vi skal have forøget ansættelsessikkerhed, skal det ind som et overenskomstkrav.
Men hvad så med strejker i forbindelse med overenskomstforhandlinger? Kan fx de mange universitetsansatte, der er organiseret i DM, strejke i den sammenhæng? Her siger kilder, der kender lidt til systemet, følgende:

"Strejkeretten er svær at udnytte, fordi der er fælles forhandlinger for alle ansatte, og et flertal i hele AC skal forkaste et forhandlingsresultat for at der kan strejkes. DM kan udtræde af forhandlingsaftalen og selv sige nej, men DM har jo ikke alle universitetslærerne [som er organiseret i mange andre fagforeninger, fx DJØF], så det er risikabelt.
Ikke engang GL, som dog har alle gymnasielærere, vil kaste sig ud i en strejke alene.
Så det drejer sig om at overbevise et flertal af akademikerne om, at den samlede AC-overenskomst er for ringe."

Jeg mener, at ansættelsessikkerheden ved universiteterne i dag er blevet så forringet, og at universitetsledelserne i forbindelse med nedskæringer bruger så mange ekstra midler på at skjule dette – bl.a. i form af favorable og dyre fratrædelsesordninger, der sikkert er gode for de enkelte berørte, men som skjuler problemets omfang; og hele HR-bureaukratiet, der er ansat (!) til bl.a. at tage sig af dette – at det er på tide som overenstkomstkrav til foråret at bringe ansættelsessikkerheden i fokus; uanset om vi må, kan eller vil strejke for den eller ej. Som tidligere nævnt her på bloggen er ansættelsessikkerhed, på linie med retten til at deltage i den kollegiale styring af de akademiske anliggender, et centralt element i understøttelsen af forskningsfrihed.

Kirsten Refsing og omstruktureringen på Det Humanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare vinde intern legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt.

Det er her, kritikken bør rettes imod Refsing. Eller også der bør udsendes en opfording til hende: Vores dekan bør som Det Humanistiske Fakultets leder og ansigt udadtil gøre det soleklart, at en øknomisk krise, der let lod sig løse set fra et samfundsperspektiv, men som ikke kan overkommes internt uden meget omfattende konsekvenser. Disse konsekvenser vil være til alvorlig skade for samfundet, og derfor bør der gribes ind.

Fyrede forskere danner fælles forum

Et af de mest markante anslag mod den enkelte forskers forskningsfrihed er hvis vedkommende fratages jobbet og med det adgangen til at udføre forskning og deltage i det videnskabelige samfund, som universitetet er hjemsted for.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,

"most scholars of academic freedom agree it has four elements: two are substantive, and two are supportive. The first substantive element is research freedom (the right to choose the subject for research and the methodology used, and to publish and disseminate research findings). The second substantive element is the teaching freedom (including the right to determine the curriculum, the mode of teaching, the method of assessment, etc). The supportive elements are academic tenure and the right to participate in academic governance." (Times Higher Education, May 6, 2010)

Det, der skulle understøtte akademisk frihed, nemlig skærpet ansættelsessikkerhed, tenure, findes ikke i Danmark, og hvad værre er, ansættelsen som universitetsforsker synes at være blevet mere og mere usikker igennem de seneste år. Et "Notat om personaleomsætning ved universiteterne" af 5/3-2010 (her) fra Videnskabsministeriet viste, at landets otte universiteter i løbet af 2009 skar 113 forskerstilinger væk, mens den samlede personalegruppe voksede med over 500 ansatte! Mens forskergruppen af professorer, lektorer og seniorforskere er faldet med 2,2 procent, er det samlede antal ansatte steget tilsvarende 2,2 procent. Mere universitet, mindre forskning. Og den forskning der bliver tilbage er mere styret af eksterne interesser og midler end forskernes egne ideer.

I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?

Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.

Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.

Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.

Mere tvang og styring på vej til forskerne

Fremover vil forskerne miste endnu mere af deres frihed. De skal tvinges til at bruge forskningsmidler på at få deres forskning formidlet – uden at få midler til denne opgave. De bliver også frataget copyright til deres eget arbejde.

af Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabsredaktører

Det vil blive konsekvenserne, hvis Videnskabsministeriet godkender forslaget ”Anbefalinger til implementering af Open Access i Danmark” fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Ifølge forslaget, skal forskere fremover betale for publicering af deres forskningsresultater, når de får bevillinger fra forskningsråd og andre offentlige fonde. Da der ikke er lagt op til, at fondene får tilført flere midler, vil det betyde, at forskerne fremover vil få færre forskningsmidler at råde over.

Hele denne del af forslaget bygger på et ønske om, at publicering fremover vil være baseret på, at det ikke mere er abonnenter, men forfatterne (eller i praksis deres institution), som skal betale for en udgivelse.

Forslaget er dybt problematisk. Hvis en forsker er særlig produktiv, får hun/han ikke flere midler til at publicere sine resultater for. Omvendt vil en forsker med få resultater indirekte råde over flere midler.

Denne udgivelsespraksis findes i en vis udstrækning inden for visse naturvidenskabelige og medicinske fagområder, men den passer slet ikke til humaniora og samfundsvidenskab. Inden for disse områder er andelen af publicerende forskere uden for universiteterne så høj, at systemet ikke vil kunne fungere. I visse fag er således andelen af pensionerede forskere, arbejdsløse, gymnasielektorer, præster osv. i størrelsesordenen 30 %. Generelt er den forfatterbetalte udgivelse også dybt uretfærdig på institutionsniveau, hvor universiteter med de fleste og bedste forskere skal betale for udgivelser, som de dårligere universiteter herefter gratis kan lukrere på.

Bibliotekernes udvalg har været klar over, at den nævnte forfatterbetalte publicering ikke ville give den Open Access, som de ønsker så højt. De har derfor lagt op til en løsning baseret på forfatterarkivering.

Denne løsning betyder, at statsansatte forskere ved tvang skal levere deres manuskripter til et nyt statsligt forlag drevet af bibliotekerne. Via forskernes ansættelseskontrakt skal de være forpligtet til at levere deres manuskripter. Det smarte for det offentlige er, at det får forskningsresultater kvit og frit. Ifølge planen skal manuskripterne offentliggøres gratis i bibliotekernes databaser, også selvom de – som praksis er – samtidig bliver kvalitetssikret, bearbejdet og udgivet af et fritstående forlag, hvis tidsskrift bibliotekerne hidtil har abonneret på.

Forskerne vil efter disse regler ikke mere få mulighed for frit at vælge, hvilket tidsskrift de skal publicere i. Hvis et tidsskrift ikke tillader en samtidig publicering af manuskript, vil forskeren altså ikke kunne publicere heri. Det kan meget vel være det tidsskrift, hvis profil passer bedst med artiklen og hvor chancen for optagelse er størst. Det kan også være, at forfatteren herved bliver forhindret i at publicere i det mest anerkendte tidsskrift inden for sit fag, men må nøjes med at publicere i mere sekundære udgivelser.

De foreslåede ordninger kan også stille danske forskere ringere i det internationale samarbejde. Hvis man er flere forfattere om en artikel, kan der let opstå problemer ved udgivelsen, hvis den danske forsker har stærke bindinger på sit bidrag. Forskeren kan da risikere at blive sløjfet som forfatter, selvom han/hun har ydet et kvalificeret bidrag.

Endelig har den forfatterarkiverede Open Access den generelt store ulempe, at alle tidsskrifter baseret på abonnementsindtægter vil blive ramt på økonomien. Det betyder, at forskerne vil få en dårligere behandling, når tidsskrifterne har færre midler til deres redaktionelle arbejde. Mange forskere vil endda blive ramt af, at tidsskrifter på deres område helt vil ophøre med at kunne eksisterer. De vil da stå med stærkt forringede publiceringsmuligheder.

Det sidstnævnte scenarie er meget realistisk. Det kan ses af konsekvenserne af en beslutning af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation fra 2008. De støttede tidsskrifter blev fremover tvunget til at publicere i Open Access (vel og mærke uden at få kompensation for indtægtstab). Det har blandt andet betydet, at historikere har fået seks færre tidsskrifter at skrive i. En meget stor del af fagets bedste tidsskrifter er ganske enkelt blevet puffet ud over kanten i stedet for at forskningsrådet har hjulpet dem.

Bemærk at ovenstående ikke er et indlæg mod Open Access. Forfatteren er faktisk en af dem, som siden 1980’erne har agiteret for digital forskningsformidling og som også selv i praksis har været pioner på området. Hvis jeg er modstander af noget, så er det at bibliotekarer – som ikke har forskningskvalitet og udgivelsesøkonomi som deres primære kompetencer - forsøger at tage ”patent” på Open Access og forhindrer os forskere og redaktører fra at få indflydelse på området. Ingen af de 330 mio. kr. som efterhånden er givet til DEFF er blevet givet til erfarne redaktører med ønske om at udvikle Open Access løsninger. Men det er en helt anden diskussion.

Der er mulighed for at indlevere høringssvar til Videnskabsministeriet indtil d. 9. juli. Forslaget findes her www.deff.dk/content.aspx?itemguid={BFB5A4D9-E3CA-4E42-A25E-BE11AE0B79D9}

Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har deres kommentarer til forslaget på www.videnssamfundet.dk

Fik Folketinget svar på spørgsmål om fyringer?

I Folketingets nyhedsbrev fra 29/3 kunne man se, at Udvalget for Videnskab og Teknologi har bedt videnskabsministeren om "en oversigt over fyringer på universiteterne som helhed, fordelt på de enkelte universiteter, de enkelte fakulteter/hovedområder, de enkelte institutter samt på de enkelte særligt ramte fag" (se spørgsmålet her). Man kan også (her) læse svaret fra Charlotte Sahl-Madsen af 26/3, der meddeler, at "ministeriet [har] indhentet yderligere oplysninger om afskedigelserne fra de berørte universiteter. Uddybningen omhandler kun afskedigelser og ikke frivillige fratrædelsesaftaler." Sahl-Madsen refererer så hvad ledelserne på KU, DTU og AU oplyser desangående. Et par eksempler:

"Københavns Universitet oplyser følgende om afskedigelsernes virkning i forhold til forskning og uddannelse": (...) "På FARMA vil der ske en tilpasning i undervisningsopgaverne for at undgå, at der opstår en uhensigtsmæssig ubalance mellem uddannelse og forskning. Antallet af kontakttimer vil blive tilpasset på udvalgte kurser og antallet af valgfrie kurser går fra 34 til 28. På en række kurser, vil eksamenstiden blive nedsat fra 4 til 3 timer for at sænke ressourceforbruget. På forskningssiden er det specielt Plantevidenskab og Miljøkemi, der bliver berørt. Det vurderes dog, at dele af disse fagområder kan varetages andetsteds på Københavns Universitet."
"På NAT vil udbuddet af kurser på bacheloruddannelserne være uændrede. På kandidatuddannelser med lav deltagelse, vil enkelte valgfrie kurser blive nedlagt. På forskningssiden vil flere områder blive varetaget i samarbejde med andre institutter og fakulteter. Blandt andet vil en del af forskningen på geologi ske i samarbejde med Statens NaturhistoriskeMuseum."

Og konkluderende:

"Af universiteternes tilbagemeldinger fremgår det, at afskedigelserne kun betyder fagmæssige tilpasninger på KU i form af sammenlægninger eller nedlæggelser af kurser. Der er således ikke tale om, at hele fag nedlægges. Jeg har ikke kendskab til, at de berørte fag (eller kurser) på KU har en national påvirkning eller sammenhæng i øvrigt med forholdene på de andre universiteter."

Næh-dog, var det alt? Ministeren kunne lige så godt have sammenfattet det sådan: Ledelserne på de massefyringsramte universiteter vil helst se fremad og glemme sagen, og mener iøvrigt, at de nedskårne forskningsområder kan varetages "i samarbejde med andre" (læs: af nogle andre) og jeg har ingen selvstændig holdning til det.
Man må spørge sig selv: Fik Folketinget svar på sine spørgsmål?

Fyringerne er en skandale

Det er i dag blandt de ansatte - såvel nuværende som fyrede - på fakulteterne LIFE, SCIENCE og FARMA på KU en udbredt enighed om, at fyringerne er en skandale. Det er ikke en sag man lige glemmer. Institutledere, dekaner og rektor er i flere omgange blevet opfordret til at omgøre beslutningerme, og institutlederne er blevet opfordret til at tage deres tøj og gå i protest, og opfordringen kan med samme ret udstrækkes til dekaner og rektor. Alt dette er velkendt, de seneste numre af Universitetsavisen og hvad der ellers er skrevet om det bevidner det til fulde. Hvorfor så skrive mere, og hvorfor ikke helllere se fremad, som ledelsen altid opfordrer til, eller “udtale sig med omtanke”, læs: holde mund af hensyn til dårlig presse og yderligere faldende studenteroptag (jf. Sune Aukens indlæg her). Hvorfor ikke nu lægge låg på kritikken og komme videre? Være lidt konstruktiv?

Når vi her på bloggen Forskningsfrihed? ikke agter hurtigt at glemme det skete, er det for det første fordi, vi ikke mener, at ansvaret for fyringerne er placeret tilstrækkeligt klart, fx havde den internt uenige bestyrelse for KU såvel som hele det politiske niveau og primært Videnskabsministeriet et betydeligt medansvar. For det andet fordi en fortsat diskussion er helt nødvendig for at rense luften, da man skal huske på, at de berørte afdelinger mange år fremover vil lide under nedskæringerne, og at de forskningsgrupper, det er gået ud over, ikke lige sådan kan genopbygges på kort tid, ligesom de kurser og den undervisning, der berøres, heller ikke uden videre kan lappes sammen og erstattes af stordriftundervisning, som om kvaliteten var intakt. For det tredje fordi det nye universitetssystem siden 2003 har indebåret en ny diskurs omkring ledelse – forskningsledelse, administrativ ledelse, nødvendigheden af strategisk prioriteringer, handlekraftighed, og lignende ad nauseam gentagne mantra – som skal fremmane et idealbillede af en visionær og handlekraftig universitetsleder, som med klare mål, stor klogskab og kompetence, opbakning og faglig respekt fra og inddragelse af medarbejderne kan styre sin organisation igennem tider med modgang såvel som medgang. Et billede, der står i grel modsætning til den virkelighed de ansatte faktisk oplever, og som derfor råber på analyse og kritisk diskussion, netop med henblik på at lære og konstruere bedre løsninger på universitetsledelse, herunder analysere betingelserne for at tale om en egentlig højtillidsstragegi, ikke blot mellem universiteteledelse og politikere, som det internationala evalueringspanel fokuserede på, men også mellem ledere og ansatte, for at genvinde i det mindste en vis grad af tillid hos de ansatte til ledelsen, hvor mistillid nu dominerer. For det fjerde, for at bidrage til analyse og kritik ikke bare af selve den prioritering, der ligger i overhovedet at fyre såkaldt fast ansatte medarbejdere på universitetet (fremfor at udskyde bygge- o.a. projekter), hvilket i vores øjne var en fatal beslutning, men også mere detaljeret at spørge til hensigtsmæssigheden i de valg, ledelsen traf i den situation, givet vi accepterer (hvad vi ikke gør) præmisserne at der skulles skæres stillinger væk. På det sidste punkt viser det sig, at valget af de personer, der så fyres, i mange tilfælde virker så bizart, mærkværdigt og uretfærdigt, og fremkalder ekstra vrede og frustration, selvfølgelig primært blandt de ramte, men også blandt studerende og kolleger, der kender de ramte.

Sidstnævnte problematik vil jeg tage op her, gennem et konkret eksempel på en af de fyrede, som har valgt indvilget i at stå frem. Først må to ting understreges. 1) Det er altid i en sådan situation uretfærdigt, når en forsker fyres, og jeg påstår ikke, at dekan og institutleder i dette tilfælde med større ret kunne have valgt at fyre kolleger til den pågældende, hvor absurditeten ville forekomme mindre. Det ved jeg ikke nok om de lokale forhold til, og det er ikke dét ærinde, jeg er ude i. For mig at se viser sagen, at alle forskere på universitetet i dag er såvel meget dygtige, loyale, pligtopfyldende og ekstremt pressede rent arbejdsmæssigt, så uanset hvem man fyrer virker det altid som en blodig uretfærdighed. 2) Da jeg kender personen som tidligere studiekammerat og emnemæssigt har interesseret mig for en del af hans forskning, kan jeg bevidne sagens absurditet; jeg har kun et vist kendskab til hans videnskabelige virke, men ved intet om hans kolleger på det pågældende fakultet, som ikke er mit. Jeg har altså ikke et objektivt ‘view from nowhere’ på den forskning, der foregår på det fakultet. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at flere kolleger til de fyrede forskere offentligt ville lufte deres forundring, harme og vrede over massefyringerne, ganske enkelt fordi det er helt nødvendigt, at vi genopfinder solidariteten som forskere. Vi befinder os under det vilkår, at vi både er lønslaver som andre lønmodtagere med – især i krisetider – usikre ansættelsesvilkår, og samtidig lever vi en evig karrierelivsform i indbyrdes konkurrence om de samme midler og cigarkasser. Vores karrierelivsform har fået os til at glemme vores lønmodtagerlivsform*, og vi anser ikke længere fagforeninger som kollektive kamporganisationer (man kan tvivle på om de overhovedet selv anser sig sådan), men som konsulentbureauer for individuel psykologhjælp, hvis vi skulle være så uheldige at få brug for det.

Søren Nors Nielsen er lektor ved Institut for Farmaci og Analytisk Kemi. Han har en baggrund som cand.scient. i biologi, og det første, man får øje på på hjemmesiden (her), under rubrikken Presse, er at SNN “er medlem af KU´s forskerpanel indenfor klimaforskning og besvarer spørgsmål omkring økologiske modeller og økosystemer.” Instituttet tæller afdelinger med navne som Lægemiddelteknik, Drug Transporters, Tungtopløselige lægemiddelstoffer, Farmaceutisk Fysisk kemi, Kemisk toksikologi og miljøkemi (hvortil SNN hører), Nanomedicin, Lægemiddelmetabolisme og Analytisk kemi. Det er et stort institut, og det fremgår af personalelisten, at dekanen er ansat ved samme institut som professor.
Skønt det ikke har noget med fyringen at gøre, må jeg nævne, at Søren er med i en nystartet lokal blog kaldet Forskningens Vilkår (her) på KU, og vi havde talt om, at han evt. kunne skrive indlæg til bloggen om ‘synergi-rapporten’ som han havde været aktiv i drøftelserne af (synergier mellem de våde fakulteter), da han d. 22/1 mailer mig dette: “Jeg var i gang med at forberede et par blog-indlæg; men blev så "prikket" - en mobilopringning i toget på vej til foredrag på et PhD-kursus i Kiel, - det blev ikke helt så koncentreret som det skulle. Nu er den sidst uge så gået med at "komme sig" - ringe til fagforening m.m. og aftale af "høringsmøder" hvor der reelt ikke kan ske en dyt - allerhøjst kan man slippe mere eller mindre heldigt ud af systemet - weekenden kommer til at gå med at skrue et "forsvar" sammen.”
Herefter følger adskillige mails og telefonsamtaler. Søren skriver d. 1/2: “Psykisk er det totalt hamrende uvirkeligt - jeg har i den grad knoklet for denne institution, underviste for 3 og 2 år siden 166 resp. 175% årsbyrde og opretholdt trods det en acceptabel publiceringsfrekvens - i et håb om en senere påskønnelse - og tjaahhh...”
SNN har systemanalyse og modellering som hovedkompetence og han fortæller også, at “modellering er iflg. FLN-rapporten indsatsområde på både FARMA og
KU, - men der er i hvert fald ikke forsøgt noget her.”
Om kollegers reaktioner på hans fyring hedder det, at “Målløshed har været manges reaktion - faktisk har de nærmeste kollegaer reageret med "et minuts stilhed" før de kunne snakke igen”. Endvidere, at “Jeg fik selv en mistanke da det pludselig blev klart, at jeg var tæt på et MSK-tillæg - men blev afvist med temmelig uforståeligt argumenterede begrundelser, - jeg har derfor en fornemmelse af, at man allerede der havde planer om at pege på mig.”
Af korrespondancen fremgår det meget tydeligt, at han har haft meget svært ved at få at vide, hvilke kriterier for fyring der gjorde, at det netop var ham, der var blandt de prikkede. Han skriver d. 17/2 til DM, “Når man nu ikke kan få en begrundelse for fyringen - burde man da kunne søge aktindsigt i egen sag og simpelthen bede dem om at forelægge kopier til dokumentation af kommunikation af forsøg på eksempelvis reallokering - som det hævdes i notatet - og når mit område decideret nævnes som indsatsområde i FLN-rapporten burde det vel som minimum have været seriøst forsøgt”. Senere, d, 24/2: “Det viser sig at man ikke har udleveringspligt - da det er intern kommunikation på KU - dvs. man kan have søgt reallokering eller lade være - det kan man ikke få lov til at finde ud af. Der er ikke sket ret meget - da jeg blot har skullet sidde og vente på store fyredag i dag. I mellemtiden er min tillidsmand blevet syg, kan ikke fungere som bisidder og jeg fik same morgen som jeg skulle endeligt fyres tildelt en ny. Jeg er allerede blevet tildelt rådgiver nr. 2 hos Mercuri-Urval. Så meget for rådgivning/orientering af de fyringsvarslede”.
Jeg fik hans høringssvar af 19/1 på fyringen tilsendt, som efter aftale med Søren nu gøres tilgængelig her. Jeg vil opfordre læseren til selv at danne sig sit indtryk, men for mig er der ingen tvivl om at den mand undervisnings- og forskningsmæssigt er placeret flot, højt over overliggeren for hvad der med rimelighed kan forventes af en forsker på KU-Farma. Så sent som sidste år forsvarede han en doktorgrad i et andet EU-land. Høringssvaret vidner også om, at han til tider har haft meget hårde arbejdsbetingelser, store ansvarsområder og meget undervisning: “Fra min ansættelse steg min undervisningsbyrde støt, og kulminerede for 2 og 3 år siden, således at jeg de to år underviste på et niveau svarende til 175% , respektive 166% årsværk. Denne situation var selvfølgelig uholdbar, hvilket også gentagne gange blev fremhævet af instutlederen ved MUS-samtaler; men jeg havde tidligere erklæret mig villig til i en årrække at yde en ekstra indsats, indtil en løsning kunne findes og denne aftale agtede jeg at holde.”
Jeg fik også ledelsens svar af 24/2 på hans høringssvar (her). Dette svar er er absolut blottet for argumentation. Teksten gentager nærmest hypnotiserende alle hans anker, og afslutter så med at bekræfte fyringen med ordene: “Afskedigelsen af dig skyldes ene og alene den opståede beklagelige budgetsituation. Der er tale om en relativ vurdering af dig i forhold til andre sammenlignelige medarbejdere, hvor fakultetet er nået frem til, at du er en af de medarbejdere, som fakultetet under de givne forhold bedst kan undvære. Det understreges endvidere, at du ikke ville være blevet afskediget, såfremt KU ikke skulle reducere budgettet.” Hvori den relative vurdering nærmere består anføres ikke. Brevet slutter “Tak for din indsats for FARMA. Du ønskes al mulig held og lykke fremover.”

En sådan sag er meget forstemmende, og for de primært ramte må det være forfærdeligt. Men som sagt er det også særdeles ubehageligt for de, som ikke blev fyrede og for universitetet som helhed. Der burde i Danmark, ligesom i andre civiliserede lande, indføres skærpet ansættelsessikkerhed for universitetesforskere – af hensyn til forskningsfriheden, som man ellers hylder, men som unægtelig er svær at realisere hvis man fyres, eller hvis man skal gå og være bange for at vælge forskningsområder som ledelsen ikke bryder sig. En sådan skærpet sikkerhed i ansættelsen skulle gælde uindskrænket på alle universiteter forudsat at forskeren levede op til de almindelige krav om forskning og undervisning. Interne budgetkriser på et universitet skal ikke kunne føre til fyringer, men højst til at bestyrelsen midlertidigt sattes under administration af Finansministeriet indtil økonomien var genoprettet og en anden universitetsledelse fundet.

Et sådant system har vi ikke nu. Hvad kan ledelsen gøre i dag, hvis den endelig er tvunget til at fyre? Der er i al fald disse tre muligheder:
1. Indrømme, at det alligevel bliver mere eller mindre tilfældigt for den samlede styrke af afdelingen, eller den generelle kvalitet af forskningen, om man fyrer den ene eller den anden, og derfor – i ydmyg indrømmelse af en sådan faktisk usikkerhed – lade princippet russisk rulette gøre sig gældende: Man fyrer pr. lodtrækning. Dette ville være en opadtil adlydende handling med indbygget høj protest og signalværdi. Ingen institutleder eller dekan har valgt dette.
2. Det stik modsatte: at forsøge at leve op til idealet om strategisk prioritering og åbent gå ud med en strategi, og sige noget i stil med “Vi satser fra nu af ikke ikke længer på forskningsemnerne X, Y og Z, men kun på Y og Z, så nu fyrer vi hele afdeling X, fra professorer og nedefter. Ingen universitetsleder har tilsyneladende valgt det. Der er ikke set skygge af åbne erklærede strategier, om så nødstrategier for de nedskæringsramte områder.
3. Den på KU-Farma (og måske også Life og Science-fakulteterne) valgte mulighed: Køre en lukket, frygtbaseret og magtfuldkommen procedure, hvor de ansatte må slutte sig til, at de, der fyres, bare ikke var “inde i varmen”, eller evt. fejlede på nogle andre kriterier end de sædvanlige: De var dårligere til at gøre deres hoser grønne hos lederen, eller måske dårligere til at trække eksterne midler hjem. Det eneste sted, hvor sidstnævnte er blevet ekspliciteret åbent som den vigtigste parameter på ansættelses(u)sikkerhed er forskerhotellet DTU-kemi (som omtalt bl.a. her). Eksperten i forskningsevaluering og -ledelse ved KU, Hanne Foss Hansen kalder det en trusselsstrategi. Den har vi så med fyringerne på LIFE, FARMA og SCIENCE også fået på KU. Det er en skandale for et universitet at havne der.


* Note:

Antropologen Thomas Højrups pointe med disse livsformer frem for de traditionelt økonomisk bestemte klasser, var så vidt jeg husker, at de kulturelle livsformer i højere grad er bestemmende for levet liv og bevidsthed end strikt økonomisk klasse er. Min pointe er, at begge dele er bestemmende, såvel livsform som klasse. I sidstnævnte indgår den objektive magtposition i arbejdsgiver/arbejdstager-forhold. Som bekendt er det arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret at lede og fordele arbejdet. Undtagen, i en vis forstand, på universiteterne før 2003.

Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.