Viser opslag med etiketten Koldau. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Koldau. Vis alle opslag

torsdag den 30. august 2012

Rettigheder kan frit krænkes


Ombudsmanden, Forskerforum og de offentlige ansattes retssikkerhed
 Bloggen har modtaget en kommentar til pressenævnets afgørelse (se her) i sagen om professor L. M. Koldaus klage over Forskerforum:

"Igen har den mindre sag en større principiel betydning end selve sagens umiddelbare genstand. Ombudsmanden har bekræftet, at ledelsen for en offentlig institution, såsom Aarhus Universitet, kan udsætte kritiske ansatte for negative sanktioner og mobbe dem ud, uden at det har nogen som helst konsekvenser for selve ledelsen. Dermed beskytter Ombudsmanden hverken den kritisk ansatte eller dens ret til ytringsfrihed. Ombudsmandens afgørelse betyder en alvorlig trussel mod de offentlige ansattes ytringsfrihed.
Pressenævnet har bekræftet, at et massemedie kan bringe forkerte udsagn om en person uden som helst konsekvens, hvis mediet bare skriver længe nok om sagen, med udokumenterede ”citater” og udsagn fra hemmelige informanter, der aldrig bliver nævnt.
Retssikkerheden hviler åbenbart på et svagt grundlag i Danmark."
Læs hele kommentaren her.

lørdag den 26. maj 2012

Ombudsmand vildleder om Koldau-sag

Fra professor Linda Maria Koldau har bloggen Forskningsfrihed? modtaget dette brev til Ombudsmanden om en ukorrekt og vildledende fremstilling af forhandlingerne mellem Koldau og AU. (red.)

Kære Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen

I Deres offentliggørelse [her; kopi (red.)] vedr. Deres beslutning om min sag skriver De

"Koldau-sag endt med forlig" (titel) og
"I den såkaldte Koldau-sag er der nu indgået forlig mellem musikprofessor Linda Koldau og Aarhus Universitet." (indledende sætning)

Eftersom denne påstand er vildledende og ikke tilsvarer fakta, ser jeg mig nødt til at anmode dem om en offentlig rettelse. Ordet "forlig" er helt upassende i konteksten og har ingenting med den reelle situation at gøre.

Et forlig forudsætter to ligeværdige parter. Der har aldrig været lighed i forhandlingerne mellem Aarhus Universitet og mig. Aftalen blevet truffet under trussel om kontraopsigelse (jf. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaards mail til mig fra 16. april 2012).

Aftalen, som De fremfører som grund for deres trækning ud af sagen, har på ingen måde været en aftale om selve sagen som De ønskede at granske, nemlig universitets advarsel på grund af mine ytringer i offentligheden. Aftalen omhandler udelukkene mine arbejdsvilkår under opsigelsesperioden.

Selve sagen, nemlig tildeling af en advarsel med lovstridige vilkår og ydmygende krav, som er – ifølge den dokumentation De har fået fra mig – baseret på mine kritiske ytringer i medierne og dermed på en krænkning af min ret til ytringsfrihed, står ikke til diskussion i aftalen med universitetet.
Dermed er det principielle spørgsmål om de offentlige ansattes ytringsfrihed blevet undveget.

Eftersom De har besluttet ikke at foretage Dem yderligere, vil spørgsmålet blive ubesvaret, til de offentlige ansattes ulempe.

Jeg anmoder Dem om at i det mindste rette Deres ukorrekte pressemeddelelse.

Med venlig hilsen

Linda Koldau
Professor i Musikvidenskab, Aarhus Universitet

lørdag den 19. maj 2012

Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:



Kommentar
Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget
"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"
ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.
Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:
a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.
b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.
c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.
Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.
Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.


onsdag den 2. maj 2012

Forskerforum svarer på Linda Maria Koldaus klage til pressenævnet


Af Jørgen Øllgaard, FORSKERforum
Til orientering har FORSKERforum svaret Pressenævnet:

”Til Pressenævnet
FORSKERforum forstår klagen sådan, at der klages over to forhold, på hvis baggrund Koldau kræver genmæle:

Ad. 1. Koldau anfægter omtalen af et ”forligsmøde”.
SVAR: Betegnelsen ”forligsmøde” er en dækkende journalistisk samlebetegnelse for mødet, som handlede om hvordan sagen kunne forliges, bl.a. ved inddragelse af eksterne konsulenter til at genoprette samarbejdsmiljøet. Udtrykket ”forligsmøde” vil også blive anerkendt af såvel AUs jurister såvel som Koldaus advokat i den type sager. At Koldau efterfølgende ikke vil anerkende mødets status og kalder det ”latterligt”, er hendes virkelighedsudlægning.

Ad. 2. Koldau anfægter omtalen af, at AU ikke har givet hende den autoritet, som hører til en professortitel.
SVAR: FORSKERforum er et fagblad, hvor læserne har betydeligt kendskab til sektoren og hvad der ligger i autoritetsstrukturer. Et væsentligt element i sagen har derfor været Koldaus kritik af AUs ledelse (institutlederen) for ikke at tillægge hende større myndighed på især den faglige side (overfor hendes kolleger). Denne underkendelse af hendes autoritet kan kendere af sektoren og sagen læse mellem linierne, og aspektet fremgår eksplicit af Koldaus egen fremstilling af sagen, fx i hendes udførlige begrundelse for at sige op:
”Med løfter om fine arbejdsvilkår lokkede Aarhus Universitet mig i 2009 til at påtage mig et professorat. Men løfterne var falske. Da jeg begyndte at efterspørge de arbejdsvilkår, som jeg var blevet lovet …”
eller
 ”Man kan hverken forhandle eller samarbejde med en institution, som har ladet sin troværdighed glide sig af hænde. Det er derfor, jeg, den oprindeligt hidkaldte internationale professor, har sagt op”.

Samlet afviser FORSKERforum optagelse af genmæle. Genmæle kan kræves, når oplysningers rigtighed er utvivlsom. Det er der på ingen måde tale om her, idet FORSKERforum har sammenfattet en kontroversiel sag på en afbalanceret og kortfattet måde. Fordi Koldau ikke vil anerkende, at der var tale om et forligsmøde, giver det hende ikke ret til genmæle. Fordi Koldau ikke vil anerkende den journalistiske fremstilling af et af sagens vigtige facetter, nemlig hendes autoritet, giver det hende ikke ret til genmæle.

Jeg skal således anmode Pressenævnet om at afvise den konkrete anmodning, ligesom jeg skal opfordre Pressenævnet til at behandle og afslutte sagen hurtigt og effektivt, så det ikke bliver en unødigt langtrukken sag, hvor Koldau vil inddrage nye aspekter og gøre sagen til genstand for løbende forhandling.
For FORSKERforum er det åbenbart, at Koldau ikke vil anerkende / tillade journalistik om hendes sag, der ikke fremstiller hende som offer. Denne tilgang fremgår gennemgående af Koldaus egen fremstilling, og baggrund for det pres som Koldau forsøger at lægge på fagforeningspolitikere og –konsulenter i DM, der er medudgiver af FORSKERforum (se Koldaus fremsendte bilag 3 a).

Red.leder Jørgen Øllgaard, FORSKERforum”

torsdag den 26. april 2012

Forskerforums problematiske journalistik

af Linda Maria Koldau (Aarhus Universitet)

Forskerforum har i sin udgave nr. 253 d. 3. april 2012 publiceret flere artikler, der dels direkte, dels indirekte omhandler min ”sag” på Aarhus Universitet. Forskerforums fremstilling udviser en række problemer, der resulterer i en biased fremstilling af sagen til min ulempe.
Jeg har anmodet Forskerforums redaktion om genmæle med hensyn til flere urigtige påstande, som Forskerforum har publiceret i artiklen ”Koldau sagde op”. Forskerforums ledende redaktør Jørgen Øllgaard har afvist min anmodning. Sagen bliver nu gransket af Pressenævnet, som vil udtale sig i juni.

Lige som den generelle, såkaldte ”Koldau-sag” på Aarhus Universitet er denne lille sag om Forskerforums problematiske dækning et symptom på et større problem. Forskerforum er kendt og bliver værdsat for sine kritiske artikler om problemer i den danske universitetsverden. Når der nu bliver publiceret flere artikler om en vis sag, som udviser bias, urigtige påstande og en generel problematisk journalistik, rejser det spørgsmålet, hvordan det helt generelt står med bladets troværdighed – altså også med hensyn til andre sager.

Som fagblad er Forskerforum bundet til journalistiske standarder. Disse standarder kræver neutralitet, balanceret fremstilling, grundig research og et objektivt sprog. Jeg kan påvise, hvordan Forskerforum i to artikler om min sag går imod disse standarder. Jeg gør det ikke for at tilføje endnu en facet til min sag. Jeg anser det imidlertid som nødvendigt at henvise til et generelt problem i et fagblad, som bliver læst af mange akademikere og som bliver betraget som et vigtigt, kritisk talerør i den danske akademiske verden. Her er tale om troværdighed.

Læs hele indlægget her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/53137870/Forskerforum_Koldau26042012.pdf

søndag den 22. april 2012

Faget Musikvidenskab og dets særlige problematik

af Linda Maria Koldau, professor i Musikvidenskab

Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.

Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.

Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.

I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.

Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)

Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf

mandag den 26. marts 2012

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:
1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.
I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

søndag den 4. marts 2012

„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet

af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet

Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.

Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.

Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.

Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.

Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.

lørdag den 25. februar 2012

Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.

Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

torsdag den 23. februar 2012

Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser

af Sofie Emmertsen, ph.d.

Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?

Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.

Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.

Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?

Sofie Emmertsen, ph.d.

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.
Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).
Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at
"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."
kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.
Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:
"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."
fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.
Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

tirsdag den 21. februar 2012

Koldau, offentlig kritik og mobning

Af Johannes Adamsen


Sagen om undervisningsniveauet på humaniora (af ukendte grunde pt. kaldt ’Arts’ på AU) i almindelighed og af musikvidenskabens i særdeleshed er løbet af sporet. I aviser og især netdebatindlæg kan man finde udsagn om alt muligt, men sagens kerne, nemlig at musikprofessor Linda Marie Koldau mener sig fejlplaceret på musik, at hun finder hun ikke kan få lov at undervise i sit primære område, og frem for alt at hun finder det generelle niveau i undervisningen lidet ambitiøst – alt det er med få hæderlige undtagelser forduftet. Det er nemmere at diskutere cv, forskel på kaldelse og headhuntning, marxisme og neoliberalisme – og samarbejdsproblemer – end det er at holde fast i selve kritikken af det humanistiske undervisningsniveau. Både prof. Frederik Stjernfelt i Politiken og prof. Svend Erik Larsen i en besynderlig kommentar, der er grænsende til det nedrige, her på bloggen, (se under Koldaus indlæg nedenfor d. 1. feb.), har belejligt beskyldt hende for at kritisere humanistisk forskning, mens hun dog fra begyndelsen har fokuseret på kvaliteten i uddannelserne, med udgangspunkt i musik.

Det stadig bedste indlæg (af Claus Emmeche, nedenfor d. 2. feb.) holder fast i kompleksiteten – men alligevel ryger alle mulige kommentarer ud ad ikke én, men mange tangenter: debatten er mildest talt centrifugal. Senest er den gamle traver om ytringsfrihed hentet frem (den har ellers lunet sig i stalden siden karikatur-debatten døde lidt hen), men dette handler det ifølge universitetsledelsen, bl.a. rektoren selv, slet ikke om. Dekanen og institutlederen fastholder det er en personalesag, og så kan man tage stilling for eller mod diverse involverede personer.

I alt det kan det være nyttigt at holde fast på at også personsager som regel har udgangspunkt i faktisk uenighed, og at det ser ud til at denne sag præcist deler dette vilkår, således at Koldaus kritikere samt den lokale ledelse (helst) ser det som en ukommentérbar personalesag (samarbejdsproblemer, mobning), medens Koldaus tilhængere og ikke mindst kritikere af universitetsstrukturen ser det som en principiel sag ang. enten 1) ledelsesstruktur, eller 2) faglige forskelle (teoretisk vs. historisk) eller 3) generelt tab af forsknings –og/eller uddannelsesniveau i universitetsregi. Sikkert er det en personalesag, men det er endnu ikke gennemskueligt om det er en belejlig undskyldning (altså sekundært) eller primært (hvor så ledelsen langt hen ad vejen lader det fremstå i offentligheden som om samarbejdsproblemerne helt eller mest er på Koldaus side, og ikke egentlig relationelle).

Måske kunne det her være nyttigt at holde fast i nogle principielle overordnede spørgsmål til Koldau-sagen, som stadig skriger efter afklaring (idet kritikken af uddannelsesniveau må vente):

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning. (NB! Hvis alt det ovennævnte beror på misforståelser og medieløgne, så savner man også her en klar undsigelse fra ledelsen, da en sådan undsigelses fravær selvsagt ikke kan undskyldes med personsag – hvis man virkelig vil løse samarbejdsproblemer, så kan man jo roligt dementere almene løgne om institut og person.)

2. Rektor Holm-Nielsen siger i et interview at der er fuld ytringsfrihed og det gælder også kritik af ledelsen. Og dekan Thunø har flere gange fremturet med det samme, fuld ytringsfrihed – men det kan ”vanskeligt undgå at give interne dønninger”. Nu ved ethvert tænkende menneske at fuld ytringsfrihed er en fantasifigur, og at intern kritik simpelt hen ofte handler om høflighed og almindelig respekt og kollegialitet. Dog, er Koldaus brøde ikke at hun gik til medierne og offentlig fremsatte kritik af den deroute hun ser for musikundervisningen? Og da det ret klart fremgår at det er efter intern kritik (indrømmet af dekanen), så må spørge om ikke det direkte er en pligt i en offentlig forskningsinstitution? Forholdet til et videnskabeligt niveau i undervisningen har da indlysende offentlig interesse (bemærk at det ikke handler om ret eller uret, men alene om selve debattens betimelighed). Igen savner man i dén grad at få klarlagt hvordan dekanens tilsyneladende newspeak skal forstås: Hun kan da ikke bare mene det selvfølgelige at ekstern kritik kan give ”dønninger”, dvs. videre intern debat? Enten er det samarbejdsproblemer, og så hører bemærkningen ingen steder hjemme, eller også handler det faktisk om urimelige begrænsninger som angribes under dække af samarbejdsproblemer, jf. 1 om ledelsens mobbende adfærd.

3. Ledelsen i de relevante sammenhænge, afdeling, institut og fakultet, stiller sig i sagen konsekvent op som problemløsere. Deres neutralitet forudsættes (hvormed det suggereres at samarbejdsproblemet er intra-kollegialt) og det samme gør selvsagt den bestilte konsulentrapports neutralitet. Bortset fra det generelle problem med konsulentrapporters angivelige indsigt og neutralitet, så har Koldau sagt tydeligt at den bestilte konsulentrapport ikke er uafhængig. Hvorfor bliver dette ikke tilbagevist af ledelsen? - (Vil et konsulentfirma ikke gerne have flere opgaver af samme opdragsgiver? Skulle en sådan rapport ikke i stedet bestilles i samarbejde med fx fagforening, inkl. fælles betaling?)

Som det forholder sig nu, er det utilstrækkeligt at afvise alle Koldaus indsigelser og udmeldinger under dække af ’personalesag’ og ’samarbejdsproblemer’, som man arbejder på at løse. Ledelsen kan ikke ’løse’ dette, da det rimeligt klart fremgår at den er part i sagen. Med mindre den kan tilbagevise ovenstående.

torsdag den 2. februar 2012

Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:
"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)
Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)
Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."
Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.
Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.
Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:
"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."
"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."
Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager (eller "personalesag"). Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.
Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personalesager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et hold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

onsdag den 1. februar 2012

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

lørdag den 21. januar 2012

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse
B. Forskningsfrihed
C. Undervisningsfrihed
D. Selvstyre
E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.
Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.
Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.
Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps
- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

fredag den 3. juni 2011

Humanistisk eliteforskning og verdensklasseundervisning på danske masseuniversiteter

I denne uges nummer af Weekendavisen kan man læse forsidehistorien[1] om den tyske musikforsker Linda Maria Koldau, som kaldes til Aarhus Universitet som professor, lærer sig dansk og forsøger at videreføre den forskning og forskningsbaserede undervisning, der har givet international anerkendelse indenfor musikhistorie og som var grunden til at hun blev kaldet, men hvor hun ikke på AU får mulighed for at yde sit ypperste, oplever en række frustrerende forhold, holdninger og modvilje grænsende til mobning, og som ender med at frygte for sin fremtidige karriere som forsker på grund af de hindringer den lokale ledelse, ikke mindst i forbindelse med undervisningen lægger hende i vejen.
Det er en meget tankevækkende historie Weekendavisens Klaus Wivel har skrevet om afstanden fra skåltalernes ord om verdensklasse og elite til den virkelighed der udspiller sig på de danske universiteter. Det er som universitetsforsker både forstemmende og beskæmmende at læse om, for det er ingen specifik ''Århushistorie'; de samme konflikter der beskrives, ville kunne udspille sig på et hvilket som helst andet dansk universitet. Det er heller ikke en specifik humaniora-historie, selvom modsætningen mellem et klassisk humanistisk fag som (musik)historie og en række nyere fagområder med hastigt skiftende teoretiske moder også er en faktor i det forløb, Wivel beskriver, men den modsætning kendes også, omend i en anden form, på det naturvidenskabelige felt.

Midt i forstemmelsen giver det grund til optimisme at se, at der er folk som Linda Maria Koldau, der tør tale åbent og kritisk om problemerne, og der er al mulig grund til at håbe, at den øverste ledelse på AU (og de øvrige universiteter) vil forholde sig ikke-defensivt, undgå at komme i en forsvarsposition, men forsøge at bidrage til analyse, forståelse og løsningsforslag. Derfor skal humanioradekan på AU Mette Thunø også have ros for at medvirke til (i det mindste den første halvdel af) debatmødet den 17. maj (program her) om "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", hvor Linda Maria Koldau leverede en – som hun selvironisk kalder det, 'skandaløs' (jeg ville sige rosværdigt skarpsynet) – introduktionsforelæsning, som fortjener vid udbredelse og derfor takker Koldau for at kunne publicere her (download). Herefter forelæste erhvervsmanden Lars Christian Lassen (hvis forelæsning efter sigende ikke foreligger på manuskript) og en anden internationalt anerkendt musikforsker og humanist, Jeffrey Kurtzman. Vi takker også Kurtzman for tilladelse til at offentliggøre hans forelæsningsmanuskript "Truth, Education and the Crisis of the Humanities", der rummer en særdeles velskrevet analyse af humanioras videnskabelige formål, samfundsopgave og nuværende krise (download), en forkortet version vil bringes i et senere nummer af Weekendavisen.

[1] note, opdateret: Klaus Wivel: Hjem til Århus. Weekendavisen # 22, d. 1.-7. juni 2011, s. 1 og 4. Klaus Wivel er efter sigende meget interesseret i at tale med andre, der kan bidrage til uddybet forståelse og debat om emnet.