Et af de absolutte lyspunkter på den nyligt afholdte AC-konference om evalueringen af universitetsloven var Hans Hauges indlæg, fordi det så klart imødegik den enormt ensliggørende tendens der præger disse års forskningspolitik og universitetsadministration, og fordi det understreger det særegne ved humanistisk forskning. Jeg takker Hans Hauge for for oplægget, som jeg herved har den glæde at bringe videre til bloggens læsere. C.E.Forskningsfrihed, men…af Hans Hauge
ConstraintsEvalueringsrapporten indleder med selv at nævne alle de begrænsninger (
constraints), der er for forskningsfriheden. De er der endog ”clearly”. Den slags gør man, fordi man er bange for, at den skal misbruges, eller som om nogen tager sig for mange friheder.
Dernæst kaldes disse friheder
traditionelle. De er en arv fra det gamle dannelsesuniversitet med de udstrakte friheder for både lærere og studerende. Da jeg læste, var det frit, om vi ville modtage undervisning eller ej, i dag tvinges de studerende til at modtage undervisning. Lærerne forskede, men det havde ikke med undervisningen at gøre. Der var frihed uden begrænsninger.
Vi evaluerede ved at blive væk og læse selv; de evaluerer ved at udfylde skemaer og med mindre tid til at læse selv. Men hvordan nu med forskningsfriheden på det ”andet” moderne universitet? Det globaliserende universitet, der har afløst det nationaliserende.
Jeg vil med udgangspunkt i den fransk filosof J. Derridas skrift om universitetet uden betingelser –
L’Université sans conditions (2001)– tale ud fra et ideal om, at humaniora – det han kalder det ny humaniora – er den principielle ret (
droit) til at sige hvad som helst (
tout) selv under navnet (
au titre) fiktioner, og retten til at sige det offentligt og at udgive det – den sidste ret forbinder universitetet med oplysningen. Derrida siger dette, fordi han kunne se, de begrænsninger, der var på vej.
Jeg taler kun om humaniora og teologi. Jeg er helt indforstået med, at universitetet skal bruges til at fremme konkurrencestaten Danmark i en global økonomi. Blot er der intet, af det man siger om videnskab og forskning, der passer på humaniora –
the arts, som de hed. Problemet er, at humanisterne lader, som de også bidrager.
Den største og første begrænsning i forskningsfriheden inden for humaniora er ligger i, at alle videnskaber betragtes på samme måde som naturvidenskaber,
science, eller som nyttige videnskaber. Der generaliseres så det batter. Der er ikke en videnskabelig essens. Universitetet taler utallige sprog.
Når man taler engelsk bliver
science et langt snævrere begreb, end hvis man taler tysk eller dansk. Der sker en sproglig og begrebsmæssig indsnævring af feltet. Når man taler engelsk kommer forskning til at hedde
research. Dermed forsvinder
the scholar og
the critic. Der sker igen en reduktion.
Humaniora bør have en hel række undtagelsesparagraffer. Det er ikke
science, når vi skriver en artikel om Kaj Munks drama, rockvideoer, feminisme eller Paulus’s breve. Humaniora er formidling. Og det giver ikke mening at skelne mellem forskning og formidling, som PURE påtvinger os.
Humaniora fremmer ikke betalingsbalancen. Og har intet at gøre med ”a more effective innovation relationship between universities and the private sector.” Det eneste, vi kan, er at afmytologisere det tomme ord innovation. Men vi skal også tage i betragtning, at det humanistiske er det mest populære fakultet.
Den anden begrænsning gælder det bibliometri-system, der gør, at vi skal udgive små artikler på engelsk alene for at tjene penge til instituttet. Artikelproduktion hedder det med en dårlig metafor. Dette system forhindrer videndeling og dermed alle tanker om folkeoplysning.
Den tredje gælder peer-review, der på humaniora fører til menings- og ikke kvalitetskontrol. Det er tilfældigt, ukontrolleret, uigennemsigtigt. Det vil på ingen måde forbedre noget.
Be free Forskningsfrihed behandles i afsnit 4.2.2. s. 39. Forskningsfrihed er fundamental, moralsk og intellektuelt uafhængig. Siges det. Den må således godt være umoralsk. Senere opererer rapporten dog med noget, der kaldes etiske restriktioner. Hvordan kan være moralsk uafhængigt og etisk begrænset?
Derefter beskrives begrænsningerne (
constraints) med en hel del ”withins”. ”Clearly, this (friheden) is not unlimited”, som det siges. Det skal være frihed, inden for et felt eller ”field of employment.” Må man ikke forske uden for marken eller feltet? Hvordan med tværfaglighed? Dernæst skal det være inden for visse standarder. Hvem sætter dem?
Derefter kommer en stort set uforståelig sætning, der igen indledes med within: “within these constraints, the general principles often invoke to give (sic!) the concept a functional definition that researchers should be allowed to freely select – her ser vi en split infinitive – their research topics, freely develop their research methodology and be free to publish their research results”. Man bliver ikke frie ved at gentage free tre gange, men med en lille variation, der også ændrer betydningen. Man kan freely select og freely develop, men det er lidt anderledes med publikation. Da er man ”free to” – som det hedder ”be free to”. Du skal være så god at udgive. Du må godt. To be free to er ikke det samme som freely. Man har således ikke ret til at vælge, udvikle eller offentliggøre.
Har vi så den frihed til at vælge emne, som de kalder enten topic, agenda eller issue. Nej, ikke i praksis.
Hvad begrænser valget eller friheden? Det gør de studerende, der jo bestemmer, hvad der skal forskes i. Universitetet er brugerstyret. På det punkt er der sket en demokratisering uden lige. Studenterindflydelsen er omfattende og det har ført til en culture of complaint.
Vi får at vide, at de fag, vi udbyder, skal være ”trendy”. Jeg kan ikke undervise i noget, hvis der ikke er kunder. På den måde forsvinder alle de klassiske eller traditionelle emner. Det må ikke være for svært eller for gammelt. Det er slut med ældre litteratur for nu at tage et eksempel. Undervisningen skal være forskningsbaseret, og derfor er jeg tvunget til at forske i det, der er trendy eller populært. Det er vel den begrænsning, der hedder ”the financial frameworks of the institution”. Der er ikke frihed til at vælge emne. Rapporten tager fejl. De studerende styrer, hvad der skal forskes i, og det er en stor begrænsning af forskningsfriheden. Man kan ikke have give al magt til de studerende og samtidig fastholde, at undervisningen skal være forskningsbaseret.
Vi må selv vælge metode. Må man vælge den fra? Her viser videnskabstroen sig. Må man være
against method, som er titlen på en bog? Eller against theory? Det er slet ikke alle, der arbejder metodisk eller vælger en eller anden metode. Hermeneutikkens hovedværk hed
Sandhed og metode, og det betyder sandhed eller metode (Gadamer).
Fri til (be free) at udgive. Ja, det er vi med de begrænsninger, som peer-review nu har. Peer-review fungerer sikkert andre steder. På humaniora er det et lykkehjul og et politisk magtmiddel, der fører til homogenisering og anonymisering. Man er er nødt til at skjule, hvem man er.
Fri til at udgive resultater. Resultat? Men hvad er et filosofisk resultat? Inden for humaniora frembringer man ikke resultater, selvom man kan.
Der er heller ikke metodefrihed - pædagogisk set. Vi er tvunget til virkningsløse evalueringer og kollegial supervision. Men det er et indgreb i den pædagogiske frihed. Snart kommer vel et krav om, at man skal bruge aktivitetsdræberen power point.
Humaniora er i høj grad, hvad man kalder ”oppositionsvidenskab”. Det er uhyre vanskeligt for en person, der er borgerlig at blive ansat på humaniora. Det er også en begrænsning af friheden. Der fører til ensretning.
Og endelig vil jeg nævne den tvang, der ligger i, at vi skal forske i flok – gruppeforskning. En af mine venner på SDU har fået at vide, at hvis han ikke indgår i et forskningsteam, vil ingen tage hensyn til, hvad han har lavet eller laver. En anden kollega har netop fået at vide, at hans område er overflødigt. Hvis han ikke forsker i noget andet – noget ganske bestemt, endda en ganske bestemt – så skal han fyres. Det er paragraf 17.2. i praksis.
Konsensustvangen har også ført til, at den kollegiale kritik er ophørt. Det har gjort ph.d. forsvarshandlinger til hygge og underholdning – som det fremgik af prodekan Claus Holms kommentar i
Information d. 27.1.
Og jeg har netop hørt om en dygtig og flittig medarbejder, der er blevet bedt om at ophøre med sin forskning og begynde på noget helt andet. Det er en brug af 17.2. Det skal også siges, at en institutleder på Engelsk i Århus lang tid før 2003 forlangte, at flere af os skulle omskoles og forske i noget uden for vort field of employment. Om paragraffer er der eller ej gør muligvis ingen forskel.
Forskningsfriheden inden for humaniora begrænses altså af:
- at al videnskab eller forskning eller skriftlig produktion skal være science – der skal være mange kulturer. Positivismen er tilbage som før 1968. Den skal bekæmpes igen.
- måling af forskningspublikationer – det indskrænker friheden – det modarbejder oplysningsaspektet. Der er tale om en helt absurd og dyr overproduktion af humanistisk videnskab uden modtagere. Det er uliberalt. Man kunne tage subsidierne fra os og lade markedet bestemme som den tyske historiker Götz Aly har foreslået. Alene udtrykket ”artikelproduktion” viser det absurde.
- kravet om trendiness og studenterindflydelse begrænser valget af forskningsemner.
- kollektivismen: kravet om at forske i flok fører til ensretning – humaniora lever af dissens – konsensus er terror. Individualiteten hæmmes, og stil forsvinder.
- Det hæmmer friheden at skrive på dårligt engelsk. Man kan ikke sige, hvad man ved, men hvad man kan.
Humaniora og teologi vil langsomt dø bort. Den vil blive politisk korrekt og kedelig. Der vil aldrig komme en Lindhardt, Løgstrup eller Sløk – de ville være fyret før fyrre. Der er ikke noget underligt i det. Det er rationelt nok. Dannelsesuniversitetet kunne næppe få plads til naturvidenskaberne. Der var for Kant et universitet, der bestod af jura, medicin og teologi. Og så filosofi. Det var for Cardinal Newman (The Idea of a University) et universitet helt uden naturvidenskab. Men efter især C.P. Snows The Two Cultures skal det centrale være
science. Der skal derfor findes særordninger for at bevare humaniora i et universitet, hvor det ikke hører hjemme, men hvor mange unge helst vil være humanister.
Det nye humaniora (Derrida) skal være et sted for frihed uden betingelser og begrænsninger. Frihed til at sige hvad som helst også som fiktion. Og sådan bliver det nok ikke. I fremtiden vil vi skulle leve med forskningsfrihed med begrænsninger. Clearly.
Hans Hauge
Lektor, dr.phil.
Nordisk Institut
Aarhus Universitet
(Ovenstående er manuskript til et mundtligt oplæg ved ACs konference om universitets evalueringen.)
