Så giv os dog en chance, hr Østergaard

Følgende brev har jeg i dag, 23. marts, sendt til Morten Østergaard som reaktion på de seneste ugers udmeldinger, der med alt tydelighed viser, at ministeren ikke kender ret meget til de konkrete forhold på vores samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.

Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.

Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.

Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”

Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.

Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.