Lad mig først sige, at jeg synes, at rådets arbejde er godt og lødigt. Der er rigtig mange ting, jeg er uenig med i rapporten, men jeg synes at rådet fremlægger situationen i dansk universitsliv på en langt lødigere måde, end man ofte ser det, og jeg er glad for den bekymring for situationen og den dialogvilje, som tydeligt fremgår af rådets indstilling og af rådets arbejdsform. Det var en decideret fornøjelse at besøge rådet som ”ressourceperson”, ja, selv Lars Goldsmidt optrådte næsten civiliseret. Rådets diagnose af problemerne i dansk universitetsliv er for dæmpet, omend præcis så langt som den rækker, og rådets forslag til forbedringer af det nuværende system er absolut udtryk for velvilje. Derfor inden jeg går mere til stålet: Tak for det.
Problemet er imidlertid, at rådets forslag ikke løser problemerne. Rådet har ganske rigtigt indentificeret en af de afgørende brudflader som skellet imellem, hvad man kalder det ”forskningsledende” og det ”forskningsudførende” lag på universiteterne. Rådet nævner den underskriftsindsamling som jeg og andre foranstaltede sidste år som eksempel på, hvor udbredt oplevelsen af problemerne er i det ”forskningsudførende” lag. Mange andre kunne nævnes: Den totalte tillidskrise mellem ansatte og ledelse på Naturvidenskab i København, en Arbejdspladsvurdering fra mig eget fakultet, Humaniora i København, der viser mistillid til ledelsen, en trivselsrapport på kemisk institut på DTU, der vistnok – jeg siger vistnok, fordi ledelsen har gjort, hvad de kunne for at undertrykke den – viser at stort set alle stort set hader intitutlederen, ledelseskrisen på RUC, mængden af anonyme kilder i omløb, osv osv. Jeg personligt venter bare på, at festen bryder ud på Teologi ved Århus Universitet, hvor den samme mand er ansat som prodekan, lektor, forskningsskoleleder of formand for ph.d.-udvalget. En konstruktion, der juridisk set skulle være umulig. Han kan vist faktisk holde møder med sig selv på begge sider af bordet i samarbejdsudvalget, hvis det er det, han vil. Når et system ikke er i stand til at opfange den type groteskerier, er der ikke noget at sige til, at der breder sig en mistillid til systemet ned gennem de forskningsudførende lag.
Jeg kan have overset noget, men så vidt jeg kan se har det forskningspolitiske råd tre anbefalinger i forhold til den nuværende situation. Rådet foreslår, at der sker en intern afklaring af lederroller og ledelsesopgaver, man foreslår, at bestyrelsernes selvsupplering ophæves, og man foreslår, at de akademiske råd tillægges visse ekstra beføjelser mest vist forbindelse med ansættelse af professorer.
Forestiller man sig disse forslag ført igennem er magtforholdene på universiteterne i praksis helt uforandrede. Dialogen imellem ansatte og ledelse vil stadig være afhængig af den lokale leders velvilje, magten vil stadig være entydigt top-down, muligheden for anonym magtudøvelse fra ledelsens side vil fortsat være overvældende, muligheden for at trænge igennem med modgående synspunkter fra neden i systemet vil fortsat være meget ringe. Jeg er enig med Rådet i, at der er nød til at være rum til effektiv ledelse i forskningssystemet, men jeg mener ikke, at ledelsen i det nuværende system er ret meget mere effektiv eller professionel end i det gamle system. Tidligere blev vi ledet af amatører, nu bliver vi ledet af almægtige, højtbetalte amatører med store sekretariater- Faktisk synes jeg, der er meget, som tyder på, at ledelsen under det nuværende system er blevet betydeligt mindre effektiv. I det mindste bruges der langt flere ressourcer på noget, der ikke på mindste måde har gjort de ansattes liv lettere. Vi skal fodre systemet med endnu flere tal, forholde os til endnu flere regler og flrventninger og orientere os i endnu flere papirer, end vi skulle tidligere. Samtidig er flere og flere af vores forskningsvalg styret af hensynet til overordnede styringsmekanismer, snarere end af, hvad der fagligt set er hensigtsmæssigt. Mange af os har accepteret, at vi kun kan optræde optimalt i forhold til systemet ved at levere suboptimal forskning.
Det, som fortsat mangler is systemet, også hvis Det Forskningspolitiske Råds anbefalinger bliver fulgt, er kontravægte. Ganske vist foreslås akademisk råd opgraderet, så det næsten er en rigtig papirtiger, men det kommer i praksis ikke til at gøre nogen forskel overhovedet. Efter min og mange andres mening er det nødvendigt, at der internt på universitetet skabes mekanismer, som sikrer, at vores ledelse er nødt til at høre efter de ansatte og tage alvorligt, hvad de hører- Man kan kun sikre dette ved at placerere magt og beføjelser uden for det enstrengede ledelsessystem, hvis ikke-udpegede organer ikke har reelle magtbeføjelser, vil de øjeblikkeligt blive forvandlet til kaffeklubber. Hvis ikke dette sker, tør jeg godt forudsige, at utilfredsheden på universiteterne ikke bare bevares, men forøges.
Dette er mere end et internt problem for universiteterne. Vi har samfundsmæssigt brug for, at universiteterne både kan rekruttere landets og gerne udlandets dygtigste fagfolk, og at disse fagfolk arbejder som svin. Hvad mere er selv med en differentiering af lønnen – som jo så vil virke demotiverende på alle dem, der ikke får den højere løn – kan vi ikke tilbyde lønninger, der i forhold til, hvad de samme mennesker kan få andetsteds, er ret meget mere end 25 øre og en knaldhård lussing. Derfor er vi afhængige af, at forskerne simpelthen er så glade for og interesserede i deres arbejde, at de ikke kan holde op. Det er de i vidt omfang ikke nu, og en udtalt lønmodtagermentalitet er ved at brede sig på universiteterne.
Det må og skal der gøres noget radikalt ved, og her er Danmarks Forskningspolitiske Råds anbefalinger i bedste fald en lappeløsning, men en lappeløsning er dog måske trods alt bedre end slet ingen løsning.
Holdt ved præsentationen af årsrapporten den 10/3- 2009.
