ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)
Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8
I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.
Viser opslag med etiketten Netværket 5f. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Netværket 5f. Vis alle opslag
søndag den 31. oktober 2010
torsdag den 14. oktober 2010
Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime
ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)
Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.
Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.
Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.
Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".
En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?
En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?
Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.
Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".
En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.
• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.
På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?
Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.
Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?
For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)
Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.
Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.
Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.
Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".
En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?
En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?
Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.
Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".
En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.
• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.
På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.
Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?
Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.
Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?
For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.
torsdag den 30. september 2010
Universitetsforskeres ansættelsessikkerhed og dagens fyringer
I et bemærkelsesværdigt indlæg i Information i dag (her) skriver Carl Bache på vegne af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, at forskningsfrihed og ansættelsessikkerhed hænger sammen. I en kritik af regeringens universitetspolitik hedder det, at
På den baggrund kan man kun bifalde, at Videnskabernes Selskab kommer op af hullerne for at forsvare den fri forskning og protestere mod fyringerne. Man kan selvfølgelig mene, at Carl Baches indledning på den nuværende dystre baggrund rummer lidt for meget sarkasme:
P.S.:
- til de fyringstruede: kontakt os gerne for information om det nye netværk for fyringstruede, se her.
"Med sin misforståede opfattelse af, at der er behov for meget stram styring af forskernes kreativitet og nytænkning, har regeringen bragt dansk forskning i den absurde situation, at historisk mange forskere er fyringstruede trods historisk høje bevillinger til universiteterne de senere år."Det er ganske korrekt. Netop nu forlyder det, at der på fusionsuniversitetet Århus er kommet udmeldinger om, at der skal fyres yderligere 50 medarbejdere på jordbrugsvidenskab (DJF/AU), og på mindst en af afdelingerne har alle over 60 år fået "et tilbud de ikke kunne afslå" - altså valget mellem særlige ordninger for aftrædelse eller direkte fyring. Det er jo ikke første gang der fyres på DJF. Og på Københavns Universitet, hvor man stadig på instiutterne for Kemi, Datalogi, Geologi/Geografi og ikke mindst Biologi slikker sårene fra de tidligere fyringsrunder, har der i dag været afholdt et stort møde på SNF (Statens Naturvidenskabelige Museum, som hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet og omfatter museerne for Botanik, Zoologi og Geologi) hvor ledelsen, efter en todages udflugt til Røsnæs, fremlagde en kriseplan for at bedre økonomien – dvs. en plan for hvordan de som ledelse tilkæmper sig større handlefrihed ved at nedskære lønbudgettet for at øge driftsmidlerne – ved at sætte en større fyringsrunde i gang. Ialt 15 stillinger (VIP og TAP) skal nedlægges, og 8 vil ikke blive genbesat efter folks naturlige afgang. Man havde også forsøgt at tvangsnedsætte pensionsalderen, men her satte fagforeningsfolk sig så voldsomt imod, at forslaget blev trukket tilbage.
På den baggrund kan man kun bifalde, at Videnskabernes Selskab kommer op af hullerne for at forsvare den fri forskning og protestere mod fyringerne. Man kan selvfølgelig mene, at Carl Baches indledning på den nuværende dystre baggrund rummer lidt for meget sarkasme:
"Skal forskere kunne fyres? Ja, naturligvis! Forskere har ikke særligt privilegerede ansættelsesvilkår, og en såkaldt fri forsker er ikke fri i den forstand, at han bare kan gøre, som han vil, uden at skulle stå til ansvar."Nej, forskningsfrihed er ikke, og har aldrig været frihed til ikke at lave noget (heller ikke dengang dagbladet Dagen kørte hetz imod "nulforskere" og var med til at berede vejen for den nuværende universitetslovs indskrænkning af forskningsfriheden). Forskningsfrihed er derimod frihed for den enkelte forsker til selv at vælge emne indenfor vedkommendes kompetenceområde, og metode, publiceringskanal m.v., og forskningsfrihed er ligeledes forskerkollektivets, dvs. det videnskabelige samfunds frihed til autonomt at bevæge sine interesser og prioriteringer derhen hvor de er til gavn for videnskabens fremme, uafhængigt af hvilke politiske satsninger eller lokalstrategiske målsætninger, som en ovenfra ansat dekan eller en rektor måtte finde på at formulere. Så nej, forskere skal faktisk ikke kunne fyres. Forskere har - og skal vedblive med at have - særligt privilegerede ansættelsesvilkår, der netop for denne gruppe begrænser "arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet". Dette er ikke af hensyn til forskerne som personer, men af hensyn til "arbejdsgiveren selv" forstået som det fælles samfundsmæssige gode, der er grunden til at samfundet betaler for forskning, og det er ligeledes af hensyn til troværdigheden af offentligt finansieret forskning. Ansættelsessikkerheden er en funktionelt nødvendig understøttelse af den akademiske frihed. Resten af Bache's indledning lyder:
"Den frie forsker er en nøglefigur, hvis Danmark vil styrke sin position i global sammenhæng gennem uddannelse, viden og innovation, og det forpligter. Uden den frie forsker ingen strategisk forsker. Uden den frie forsker ingen kvalitet i de videregående uddannelser. Uden den frie forskning ingen videnskabelige nybrud. Regeringen har i sin globaliseringsstrategi klart underspillet den frie forskers samfundsmæssige nøgleposition, og alligevel skal en fri forsker kunne fyres."Ja, men det sidste er også meget forkert. Regeringen, Finans- og Videnskabsministerierne, og universiteternes ledelser må simpelthen kunne gøre det her noget bedre. Ikke engang nedlæggelse af hele afdelinger (for at undgå diskussioner om enkeltforskeres 'relevans' som i DPU-sagen) kan legitimeres. Der må andre bud på at få universiteternes budgetter til at hænge bedre sammen og måske mindske universitetsledelsernes politisk betonede begær efter at vise deres eget værd ved at agere "strategiske", oprette interne puljer til konkurrence, involvere sig i prestigeprojekter, fusionere og omorganisere. Det bliver meget interessant at se, hvad den pengestrømsanalyse, som DM snart afholder et møde om (se her), viser mht. udviklingen i de måder universiteterne faktisk benytter de offentlige midler på. Bl.a. deltager Rebacca Boden, som før har været med til at påpege de sociale omkostninger ved den engelske neoliberale forskningspolitik (her).
P.S.:
- til de fyringstruede: kontakt os gerne for information om det nye netværk for fyringstruede, se her.
mandag den 9. august 2010
Fyrede forskere danner fælles forum
Et af de mest markante anslag mod den enkelte forskers forskningsfrihed er hvis vedkommende fratages jobbet og med det adgangen til at udføre forskning og deltage i det videnskabelige samfund, som universitetet er hjemsted for.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,
I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?
Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.
Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.
Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,
"most scholars of academic freedom agree it has four elements: two are substantive, and two are supportive. The first substantive element is research freedom (the right to choose the subject for research and the methodology used, and to publish and disseminate research findings). The second substantive element is the teaching freedom (including the right to determine the curriculum, the mode of teaching, the method of assessment, etc). The supportive elements are academic tenure and the right to participate in academic governance." (Times Higher Education, May 6, 2010)Det, der skulle understøtte akademisk frihed, nemlig skærpet ansættelsessikkerhed, tenure, findes ikke i Danmark, og hvad værre er, ansættelsen som universitetsforsker synes at være blevet mere og mere usikker igennem de seneste år. Et "Notat om personaleomsætning ved universiteterne" af 5/3-2010 (her) fra Videnskabsministeriet viste, at landets otte universiteter i løbet af 2009 skar 113 forskerstilinger væk, mens den samlede personalegruppe voksede med over 500 ansatte! Mens forskergruppen af professorer, lektorer og seniorforskere er faldet med 2,2 procent, er det samlede antal ansatte steget tilsvarende 2,2 procent. Mere universitet, mindre forskning. Og den forskning der bliver tilbage er mere styret af eksterne interesser og midler end forskernes egne ideer.
I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?
Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.
Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.
Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
