Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv

Kære med-bloggere: Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv (her) som har fungeret fra 2007 til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site: Forskningspolitisk Arkiv 2.0 (her).
Skulle du have interesse i fortsat adgang til det gamle arkiv, kan du kontakte mig på curthansen2@gmail.com.
Læs mere om historien her...

Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?

Blogmediet, seriøs forskning og forskningsformidling

Ud fra Sunes seneste indlæg og efterfølgende kommentarer kunne uvidende sjæle få det indtryk at han mener at blogmediet er overfladisk og efemært.

Det er i og for sig rigtigt at der findes mange overfladiske blogposter som man hurtigt kan glemme. Men dette er jo ikke nogen indbygget egenskab ved mediet. Der findes mange seriøse blogs med langtidsholdbare poster.

Dvs. blogmediet er ikke født med en kvalitetsparameter. Det er bare et medium, ligesom tidskrifter eller bøger. Der findes alt fra sladderblogs til seriøse forskningsblogs, ligesom det trykte tidsskriftsmedium spænder fra Se&Hør til Isis, og bogmediet spænder fra Barbara Cartland til Heidegger.

Jeg kan snildt oprette en blog og skrive en række overfladiske blogposter på to minutter hver. Men de fleste blogs jeg gider læse (science blogs, medical blogs etc.) er resultatet af langt mere gennemtænkt arbejde. Selv bruger jeg nogen gange flere dage på enkelte poster (den her post om Agamben og museer blev fx til efter to dages læsning og reflektioner).

Det er heller ikke rigtigt at blogmediet har en indbygget dagslængdenatur. Det findes alt fra dagsaktuelle nyhedsblogs til blogs, der med beholdning kan læses i flere år. Nogen gange skiver jeg ret efemære ting -- men i længden gider jeg kun bruge tid og energi på mediet, når jeg ved at posterne er søgbare på Google og derfor kan findes og læses flere år fremover. Fx fik jeg igår en kommentar fra en kollega som rent tilfældigvis havde fundet en blogpost jeg skrev for et halvt år siden (i juni 2007) -- og nu mailer vi frem og tilbage om et muligt fremtidigt museumssamarbejde. Det kan blogs også bruges til.

I og med at blogmediet spreder sig i den akademiske verden --flere elektroniske forsknings- og formidlingstidskrifter har oprettet deres egne blogs som komplement til tidskriftet -- så vil der komme krav til kvalitetsackreditering. (Sune er selv lidt inde på det mellem linjerne.) Og hvis det sker, så vil jeg godt kunne argumentere for, at ti længere poster på en seriøs forskningsblog vil kunne svare til en artikel i Isis. Det kommer som sagt ikke an på mediet, men på indholdet.

(32 minutter + tre timers funderinger af og til)

Tagselvbord15 - nu med ekstra megen refleksion

Jeg har nu lavet 15 point i det humanistiske fakultets formidlings"målings"system. Dette svarer til en peer reviewet videnskabelig artikel.

Hvad er det, der er sket i de foregående mange blogindlæg fra min hånd?

Det humanistiske fakultet på Københavns Universitet har et forslag om "måling" af forskningsformidling i høring. Det ligner det forskningskvalitetsmålingssystem, dekanatet sidste år gennemførte trods massive protester (og som hverken havde noget med en måling eller med videnskabelig kvalitet at gøre, men som stadig idag på godt orwellsk hedder et forskningskvalitetsmålingssystem). Formidlings"målings"systemet giver point for en række aktiviteter. Pointsystemet skal danne basis for en konkurrencebaseret omfordeling af midlerne internt på humaniora. Altså: mange point = penge ind, få point = penge ud. Systemet, som det foreligger i høringsudkastet, er indrettet således, at det til hver en tid belønner den, der formidler langt højere end den, der forsker. Og vores mest værdifulde medarbejdere bliver til hver en tid dem, der anmelder meget i dagbladene. Ingen kan forske sig til det pointtal et par ugentlige boganmeldelser giver. Men vi foredragsholdere kan også være med. Således er de syv eksterne faglige foredrag, jeg holder i denne måned, mere værd end en videnskabelig monografi, der har passeret peer review. Dette er ikke seriøst.

Men endnu mindre seriøst bliver det af, at der gives point for aktiviteter, der kan udføres på meget kort tid såsom at give interviews og lave blogindlæg uden krav til, hvor gode eller lødige disse indlæg skal være. Derfor har jeg i de foregående - informationstomme - indlæg på få minutter kunnet lave lige så mange point, som hvis jeg havde skrevet en artikel i et velmeriteret videnskabeligt tidsskrift. Systemet er et tag-selv-bord, der opfordrer til underlødighed. QED.