Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Universitetspolitiske møder i april

En lille reminder:

Husk det NSU-symposium (Nordisk Sommeruniversitet) på RUC om universiteternes fremtid, som Jesper tidligere annoncerede (her på bloggen), man kan stadig nå at indsende forslag til indlæg.

Vær også opmærksom på en bogreception og debatseminar på KU-Amager om lignende emner, den 27/4 (annonceret her), i anledning om en ny bog om videnspolitik.

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:

Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

Hvorfor vi har brug for institutfora

Det lader til at hele CBS’ bestyrelse har været enige med ledelse om, at man skal fremme medindflydelse og medbestemmelse uden at antaste ledelsesretten. Alt andet havde også været lidt selvmorderisk, al den stund at det var den klare politiske udmelding fra ministeriet.
De sidste rester af reel medbestemmelse forsvandt fra universiteterne med 2003 loven, og det var der ikke politisk vilje til at ændre på, men lidt klarere rammer for medindflydelse, især på de akademiske områder, herunder fordeling og anvendelse af ressourcer på institutterne, var det klart lovgivernes intention at styrke. Og det skulle ske ved lokale bestemmelser i vedtægterne.

CBS’ bestyrelse har valgt at dette ikke skal håndteres via vedtægter men via kodeks for god ledelse. Det er udmærket at få klargjort hvilke krav og forventninger der stilles på CBS til ledelse på forskellige niveauer, men det er ikke en tilstrækkelig løsning på spørgsmålet om medindflydelse og kan ikke erstatte vedtægtsbestemmelser. Et kodeks skal anvendes og tolkes lokalt og giver ikke muligheder for at overklage til bestyrelse og ministerium i tilfælde af konflikter om manglende overholdelse på samme måde som vedtægtsbestemte rettigheder.

Især på CBS kan de fleste huske, hvordan det var med den forrige rektor. Her havde et kodeks for god ledelse og diverse forretningsordener ikke været et brugbart redskab til at sikre medindflydelse. Og man skal huske at vedtægter ikke er en opskrift på hvordan vi dag til dag skal håndtere medindflydelse, men er et minimumsgrundlag, som kun er relevant de steder hvor den lokale ledelse ikke har forstået hvorledes man skaber et velfungerende samarbejde.

Er der overhovedet brug for sådanne bestemmelser om medarbejderindflydelse på institutter har bestyrelsen måske spurgt sig selv.
Jeg kan ikke svare på deres vegne, men min egen oplevelse er, at i 10 år på mit institut har jeg aldrig set en økonomioversigt, et budget eller en plan for personalerekruttering. Jeg har set diverse oplæg om instituttets strategi i ret så generelle vendinger præsenteret og diskuteret på brunchmøder, men aldrig oplevet et regulært møde, hvor de mere grundlæggende ressourceoplysninger var sendt ud på forhånd, således at det var muligt for interesserede at diskutere med ledelsen.

Finn Hansson
Lektor, lokal tillidsmand LPF.

Medhør eller medbestemmelse? Universitetsledelserne overstyrer

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:

”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”

Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler

»Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.

Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:

"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."

På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

Demokratisk underskud på Uni

Det er ikke noget nyt, at der er demokratisk underskud på de danske universiteter. Det har der været siden 2003-loven om universiteter udraderede institutråd, fakultetsråd og konsistorium samt valg til poster som institutleder, dekan og rektor, og erstattede hele molevitten med en indskrænket business-model med en bestyrelse øverst (dog uden noget modsvar til forretningsverdenens generalforsamling som modvægt og tjek af "virksomhedens" øverste ledelse) som ansætter lederne i hierarkisk orden nedefter. De enkelte pseudodemokratiske rester i styreformen, der er tilbage, som akademisk råd og studienævnet, har begrænset repræsentation og indflydelse i forhold til alle vitale anliggender.

Her på bloggen har det kritiske perspektiv mest været anlagt ud fra de menige forskeres situation, men også for de studerende og TAP-gruppen (det teknisk-administrative personale) er det demokratiske underskud et stort problem. Vi vil kan derfor støtte TAP-gruppen i deres seneste protest til Folketingets Videnskabsudvalg (her) over den forskelsbehandling, der ligger i TAP'ernes udelukkelse af Akademisk Råd. Protesten lyder:

Universitetsbestyrelsesnetværket for de teknisk administrativt ansatte (TAP) ønsker hermed at gøre opmærksom på det uacceptable i, at TAP fortsat kun kan blive tilkendt en observatørplads i de akademiske råd. Vi mener, at vi, som er en væsentlig andel af de ansatte på universiteterne, bør være fuldgyldige medlemmer af rådene.

Vi skal hermed opfordre Forskningsudvalget til at sætte fokus på denne åbenbare forskelsbehandling af en stor gruppe ansatte på universiteterne. Vi ønsker også et svar på om der i universiteternes vedtægter kan stå at TAP er medlem af akademisk råd.

Vi imødeser et svar på denne henvendelse, og universiteterne har en deadline på den 1. marts hvor de nye vedtægter skal fremsendes til ministeren.

Samtidig skal vi tilføje, at inkluderes TAP i Akademisk Råd, er handlingen stadig mestendels symbolsk og på linie med den "indflydelse" Akademisk Råd har i dag: Rektor og dekaner kan "høre" Akademisk Råd, men behøver ikke i denne "inddragelse" at rette sig efter rådets udtalelser. Fakultetsfusionerne på KU er det seneste eksempel.

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Mere afgørende end som så ...

Jeg har efterhånden - næsten modvilligt - udviklet respekt for Jakob Fuglsangs analyser af dansk universitetsliv, men her går det grumme galt for ham. Han synes at mene, at det afgørende i den nuværende regeringsforhandling er, om det er RV eller SF, der kommer til at sidde på forskningsministerposten, fordi .... ja fordi .... eeeh ... det ernoget med at de radikale repræsenterer et nybrud, og det gør SF ikke. Fuglsang har ikke fulgt ret godt med: de to partier har stort set sagt det samme på området.

Lad os derfor for god ordens skyld lige tage de centrale spørgsmål en gang mere:

• Findes forskningsministeriet efter regeringsomdannelsen, eller lægges det ind i undervisningsministeriet? Udskilingen af det er et relativt sent fænomen, og dets historie har været et langt slagsmål med fagmiljøerne. Er man helt sikker på, at man vil have et så balladeramt område liggende og lave selvstændig uro, eller er det bedre at gemme det i et større ministerium?
• Der er uenighed i den kommende regeringskreds om universitetspolitikken Spørgsmålet er, om den førte universitetspolitik bliver lagt i forlængelse af DF-V-K-S forliget fra i år, eller om der lægges an til et kursskifte. Det helt centrale her er, om forskningsministerposten (hvis den findes, se ovenfor) går til enten SF eller RV på den ene side, de er begge modstandere af universitetsloven, som den er nu, eller S på den anden, der er forligspartner.
• I forlængelse af ovenstående: Vil den nuværende universitetspolitik, som RV og SF har opponeret imod, blive ført videre, eller vil der ske et kursskifte. Uanset hvad får den ene eller den anden side brug for et figenblad.
• Hvis politkken går den ene vej, får man ballade med de nye ledere, går den den anden vej, får man ballade med univesitetsforskerne. Så spørgsmålet bliver endelig: Hvem vil man helst have ballade med?

Hvorfor modstillingen i regeringen i forskningspolitikken skal udlægges som en modsætning imellem RV og SF, som er enige, er mig sværtopfatteligt.

Appel om en kompetent videnskabsminister

Det er inspirerende at se kommentarer til hjemlige forhold fra folk med omfattende erfaringer fra udlandet, ikke mindst på universitetsområdet. Derfor er det velkomment at læse videnskabsmand og initiativtager til ISSP (Initiativet for Videnskab, Samfund og Politik) Steen Rasmussen på sin blog den 17/9 (her) kommentere folketingsvalget i en videnskabspolitisk vinkel. Steen, som har en biofysisk ekspertise i komplekse systemer, har i mange år forsket i USA og vendte for nogle år siden tilbage til Danmark. Her er et par uddrag, som ender med en bøn om en ordentlig kompetenceprofil for den nye videnskabsminister.

"the Danish Universities urgently need new governance rules. We currently have a governance form that is quite similar to that of e.g. General Motors. Most Danes are not aware that our current university governance is significantly more top-down and corporate in nature than any university governance I have seen at US universities. It is, however, clear to most people associated with the Danish Universities that it is causing all kinds of problems trying to govern the universities as if they were large corporations.
(...)
To keep this basic university mission intact and at the same time expand the university mission to directly boost societal productivity and wealth production is not an easy task. It certainly warrens the development of new organizations and new governance rules. Further, as the universities have grown dramatically in volume over the last generation, financially responsible governance has become even more important, which, however, still does not warren a switch to our current university governance form basically copied and pasted from large for profit corporations.
(...)
Therefore to the new Women of Power in Denmark:
• Break with current praxis.
• When assembling the new Parliament, value competency, experience and insight.
• Do not continue to rule by smoke and mirrors. We’ve see that it doesn’t work in the long run, and we all have too much at stake."

Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling

hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/

Kompetencebegrebet og andre stileøvelser

Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".

Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.

Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.

Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.

Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”

Et rektoralt udbrud

Det har tit slået mig, at det må være hårdt for de rektorer, der har siddet valgt på de danske universiteter at se, hvad det er, som sker med "deres" institutioner i disse år. Hidtil har de vistnok allesammen pænt og loyalt holdt sig i skindet, men nu har Aarhus Universitets tidligere rektor Henning Lehmann taget bladet fra munden i Kristeligt Dagblad, tilsyneladende blandt andet på baggrund af hans eget fakultet, teologis, optagelse i monsterfakultetet Arts. Og der er virkelig bid i ex-rektor Lehmann. Læs bare følgende:

Placerer man verdens universiteter på en kompasrose med de mest centralistiske, top- og statsstyrede mod øst og dem, der står nærmest idealet: det autonome universitet med kollegialt selvstyre, mod vest, må man sige, at den danske kompasnål tog et voldsomt udsving mod øst i 2003. Men selvom Helge Sander (V) med historiens vingesus i sit fladstrøgne hår talte om den ”største universitetsreform siden senmiddelalderen”, kom han vel ikke i klasse med partibosser, ayatollaher og andet østligt godtfolk.

Hele kronikken lader sig læse her.

Også denne kritik vil med det nye universitetssystems indbyggede arrogance blive siddet overhørig. Men det bliver atter engang lidt sværere for politikere og andre centrale aktører at beholde vattet i ørerne. Tak til Lehmann for det!

Research freedom

In what ways has Copenhagen University’s governing board acted to protect the research freedom of the institution and its members in the Marlene Wind case? The leaders seem not to have framed their actions in public in terms of protecting the research freedom of the university as an institution, as they are required to do by law. And where is the public outcry by academics and students acting together to protect research freedom?

by Susan Wright

When Marlene Wind, in her capacity as a professor at Copenhagen University, speaks in a debate on television as an expert on the EU, she is contributing to Copenhagen University’s obligation to make knowledge available to society.
When Pia Kjærsgaard retorts with an undertone of threat that Marlene Wind is ‘finished’ and Søren Pind contemptuously dismisses her expertise, they are exercising their individual freedom of expression. They too are doing their job: as politicians, they are making their views and their personal characters crystal clear so that the public can decide whether these are the kind of people they want to vote for in future.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen has said that, if, as a consequence of the Wind case, academics’ knowledge and insight become locked behind the doors of the university, it would be a great pity as ‘we invest in that’.
The case has largely been discussed in terms of the individual right to freedom of expression but it also raises crucial questions about research freedom and about how this freedom is to be protected if the university is to fulfill its obligations to society.
This contribution asks three questions: How is research freedom defined in Denmark? What does the law say about the duty of the university and its members to make their knowledge available in public? And who is responsible for defending the university from such assaults?

Definition of Research Freedom
In Denmark, the definition of research freedom is unclear. It is often referred to narrowly as academics’ being able to choose their own research topics and methods. In practice, academics also choose the topics, materials and methods for their research-based teaching and when and how to disseminate (formidle) their academic knowledge in public. The international panel that evaluated the 2003 university law included ‘freedom of debate’ in its analysis of research freedom and concluded

The awareness of the importance of a free academic debate is high in Denmark, and
therefore, the slightest restrictions one might suspect will be heavily and openly criticised.

… The universities are important institutions in contributing to an open debate and new knowledge in society and are thereby also a fundamental part of a democratic society. It is the opinion of the Panel that the universities in Denmark fulfil their obligation to the Danish society in this regard.

It is important that the Danish political system, including the different involved ministries, are aware of the long-term importance for the Danish society of a free academic debate (Danish Ministry of Science,Technology and Innovation 2009: 41-2)

The legal basis for this important aspect of research freedom seems to rest on the general constitutional right of all Danes to freedom of speech. But the minister, in an interview (on P1, 20 June 2011) seemed to suggest that academics have an obligation to exercise that right to public expression. But is this an individual right/obligation or is it vested in the institution of the university and its members?

University’s duty to ‘omgivende samfund’
Universities are given the special privilege of freedom to question received wisdoms, find new ways of understanding the world and raise critical social issues – however unpopular. In exchange, the university has the obligation to make ideas, discoveries and views based on academic judgments available to society.
In Denmark, such a reciprocal relationship between the university and society is set out in the 2003 university law. Clause 2 states: ‘Universitetet har forskningsfrihed’ . The clause then goes on to state:

’Universitet skal samarbejde med det omgivende samfund og …bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.’ (§2 Stk 3)

And the Bemærkning expands on the meaning of this clause:

‘Universitetet udveksler som en integreret del af dets virke viden og kompetencer på gensidig basis med en stor kreds af aktører, organisationer, myndigheder, offentlige og private virksomheder m.v.’

If the university has a legal duty to exchange knowledge with society, through research, teaching and formidling – which includes contributing to public debate – who protects this research freedom?

Who protects research freedom?
On 19 May 2011 the clause 2 of the university law was revised to make it absolutely clear that the university is expected to exercise and protect its right to research freedom both as an institution and through the work of each of its members :

‘Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken.’ (§2 Stk. 2. Revised on 19. maj 2011)

As this clause also makes clear, it is the university that has to protect its own, and its members, research freedom. Nobody else will do this for them – unless the Minister, seeing that the university is failing in this regard, exercises her ‘tilsyn’.
When the 2003 university law made universities into ‘selvejende institutioner’, this meant, amongst other things, that all the actors in surrounding society can now make requests for collaboration, demands for service, or assaults on universities as they think fit. It is up to the university to work out how to both interact with surrounding society and defend its research freedom. Nobody else can be relied on to help them. Universities have to stand up for themselves.

Who is the university?
If the university law is clear that ‘the university’ must protect its own and its members research freedom, it is not clear who the university is and how it does this. Who is responsible for protecting the institution’s research freedom in a case such as this?
One clause in the 2003 university law (Stk 10) suggests that ‘the university’ may mean the governing board (bestyrelsen)

’Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet. Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forsknings-institution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling’

The governing board delegates powers to the rector, and he delegates to deans and institute leaders, so responsibility for protecting research freedom could lie with all the leadership.
But in what ways has Copenhagen University’s governing board acted to protect the research freedom of the institution and its members in the Marlene Wind case? The rector and the institute leader have spoken in the media, but these pronouncements have been mainly framed in terms of protecting an individual’s rights of expression. There is now lack of clarity whether Marlene Wind’s withdrawal from media contact is to protect her personally or to impose a muzzle on her (mundkurv). Either way, the leaders seem not to have framed their actions in public in terms of protecting the research freedom of the university as an institution and as enacted by its individual member, as they are required to do by law.

Another way of thinking about ‘the university’ is as a community of scholars and students –either within one university or ‘universally’. This implies that responsibility for protecting the university’s academic freedom is shared much more widely – by members of Marlene Wind’s discipline and their professional associations in Denmark and Europe, by all academics and their disciplinary associations and unions, and by all students and their unions. Now some other Danish EU specialists are bringing their expertise to bear on the implications of the Danish government’s actions for the Schengen agreement. But why has Marlene Wind’s department not convened a seminar of specialists from across Europe to discuss the issue and make their views known? Where more generally is the public outcry by academics and students acting together to protect research freedom?

Conclusion
The university law gives the university and its individual members the special right to ‘research freedom’. It makes it the duty of the university to share its knowledge with the surrounding society. It also makes clear that the university is now a self-owning institution and cannot rely on anyone else protecting this precious right and asset. If technically the university’s leaders have to protect the university’s rights and ability to fulfill its duty to society, morally this obligation to protect this civil institution also lies with all the researchers and students in the academic community – and perhaps with society at large as well.

Reference
Danish Ministry of Science,Technology and Innovation 2009 ‘Danish University Evaluation 2009 – Evaluation report’ Copenhagen: The Danish University and Property Agency (2 July 2011)
http://www.ubst.dk/publikationer/the-university-evaluation-2009-evaluation-report/Evaluation%20report%202009.pdf

Susan Wright

Professor of Educational Anthropology
Danish School of Education
Aarhus University
Tuborgvej 164
2400 København NV

Co-editor of LATISS (Learning and Teaching: the International Journal of Higher Education in the Social Sciences) http://journals.berghahnbooks.com/ltss/

Research Programme Leader of EPOKE - Education, Policy and Organisation in the Kn owledge Economy. http://www.dpu.dk/forskning/forskningsprogrammer/epoke/

Tertium datur!

Vi ved efterhånden meget om svaghederne i det nuværende enstrengede ledelsessystem på de danske universiteter, og derfor kan de undre, at man igen og igen – og med stigende heftighed efterhånden som debatten tilspidser – konfronteres med argumentet, at det gamle system, dvs det system, der var på universiteterne før den enstrengede ledelse blev indført, ikke var godt.

Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.

Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.

Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.

Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.

Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for

• nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen


• nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter


• nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer


• nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer


• nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning

Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.

Udtalelse fra blokaden af SAXO instituttet 17/3

Vi studerende på SAXO instituttet er trætte af nedskæringerne på vores fag. 4 timers undervisning om ugen kan ikke kaldes en uddannelse og semesteret nedskæring fra 14 til 12 uger har kun forværret problemerne. Vi står sammen med vores medstuderende på Engerom, INNS og IKK i denne protest og støtter fuldt op om deres krav. Også undervisere og administration er under hårdt pres pga. nedskæringer og vi må stå sammen i kampen for et levedygtigt universitet.
Vi kræver:

· Mere undervisning
· Genindførselen af et 14 ugers semester
· Genindførselen af universitetsdemokratiet
· Samtidigt afviser vi at Det Humanistiske Fakultets ledelses beslutning, om at opsige de fastansattes arbejdstidsaftale kan være en løsning på de problemer vi står i.
· Studenterrådet er de studerendes organisation og må gå forrest i at samle og udvides kampen. Vi opfordrer studenterrådet til at organisere kampene, aktivt at mobilisere til stormødet på fredag og fælles blokade og stormøde onsdag og til en udvidelse af blokaderne til alle dele af Københavns universitet.

Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts

De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.

Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.

Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!

Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.

Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.

Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.

Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.

Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.

Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.

Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.

Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.

Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:

"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."

Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.

Umuligheder og fornuft

Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.

Men hvad skal man også sige?

Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.

Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!

Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.

Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.

Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.

Bloggen Forskningsfrihed? har fra Nils Bredsdorff modtaget et aktualiseret sammendrag af et større universitetspolitisk skrift (se note 1 nedenfor), som passende kan bruges til inspiration i den kommende diskussion om det høringsudkast til et nyt forslag om en universitetslov, som vi omtalte her den 19/11.

Kritik af forslag om ændring af visse dele af universitetsloven og forslag om forbedring af styrelsesforholdene.
af Nils Bredsdorff

Der er tale om en alvorlig forværring af en i forvejen dårlig ide. Lovforslaget skærper de dele af den gældende lov, som i forvejen har modtaget den alvorligste faglige/indholdsmæsssige kritik, selve ledelsesmodellen. Regeringen og SD har bidt sig fast i den såkaldte enstrengede model, set bort fra både den faglige kritik og de forslåede indgreb som kunne modificere skavankerne ved strukturen og endog skærpet dens dårlige sider ved at koncentrere magten og give ekstraordinære friheder til universiteternes nye mandariner.

Den elendighed, som er beskrevet neden for i den oprindelige kritik af 2003 loven har været universiteternes hverdag siden 2003, bevidnet af groteske fusioneringsøvelser og reorganiseringer og afbrudt af en international evaluering, hvis forslag forligspartierne kun delvist har lyttet til. Det nye lovforslag skærper de problemer, den 7 år gamle kritik blotlagde. Det er sket bevidst og forekommer at sammensætningen af bestyrelsen med eksternt flertal er blevet en blind plet i forligspartiernes universitetspolitik. Derfor forekommer det omsonst at satse på andet end at forsøge at indføre elementer af kontrol med den nu endnu mere uindskrænkede magt, først og fremmest ved at Akademisk Råd får modmagt og kontrol, mægler i konflikter, godkender større omorganiseringer, ”reviderer” magtens handlinger ved årlige auditing reports til bestyrelsen, overvåger at de nye beføjelser i loven medarbejderindflydelse, forskningsfrihed, organisatoriske nydannelser osv. kommer i gang. AR kan oprettes på flere niveauer og kontrollen dermed mangedobles. AR kan ikke stoppe rektor og det enstrengede vanvid men debattere og kritisere det, en akademisk revision, som Folketinget egen Rigsrevision. AR kan blive en officiel whistleblower eller forskernes vagthund, om man vil samfundets eneste kontrol med en magtfuld institution.

Den nye klare ledelsesstruktur er direkte kopieret efter en idealmodel for aktieselskabsbestyrelser. Al magt er samlet dér.[1] Blandt de få fagligt relevante kommentarer til lovforslaget lyder vurderingen:

”Den fremstilling af modellen, som præger reformovervejelserne, har … meget lidt at gøre med de differentierede organisationsformer, som man finder i det virkelige livs private organisationer.”[2]

Men vigtigere endnu er det, at den private bestyrelses handlemuligheder, styringsparametre og udviklingshorisont er anderledes end universitetets, og at muligheden for og konsekvenserne af at dreje universitetet over mod private markedsinstitutioner er uundersøgte og uoverskuelige.[3] Professor i økonomi Svend Hylleberg har flere steder kritiseret universitetsloven og giver aktuelt denne karakteristik: Loven anvender en ledelsesmodel, der er en

”karikatur af en standard lærebogsmodel for et aktieselskab. Dette medfører … at der vil være en uheldig tendens til at de ansatte ledere vælger at korttidsmaksimere af hensyn til deres egen kontrakt frem for at foretage de beslutninger, der er til gavn for universiteterne på langt sigt.”[4]

En samtidig undersøgelse af den universitetspolitiske debat og dens nøglebegreber i årene op til den nye lov giver et godt indtryk af den vigtige kamp om ordene. Det er en tekst- eller diskursanalyse, som viser ”… den kompleksitet, der kendetegner de problemstillinger, der tages op i debatten om en ledelsesreform på universiteterne. Undersøgelsen viser en høj grad af uklarhed i debatten og peger på en udpræget sammenblanding af nuancer og niveauer i forhold til de forslag, der diskuteres i forbindelse med oplægget til en kommende ledelsesreform.”[5] Men undersøgelsen konkluderer, at det er lykkedes politikerne at ”ændre kriterierne for validitet i forhold til udpegning og ansættelse af den administrative ledelse” og etableringen af de nye bestyrelser.[6]

I nogle få – universitetsfolkets størrelse og kapacitet taget i betragtning - indlæg i den offentlige debat kritiseres loven grundigt, men det gør tydeligvis ikke indtryk.[7] Også en protestunderskriftindsamling bliver en pæn men tam succes, fordi der ikke er nogen bevægelse blandt universitetsfolk og studenter. Det er som den satiriske sanger fra 60’rne, Tom Lehrer, siger om den spanske borgerkrig – We had all the good songs, they won all the battles. Den manglende effekt både i Folketinget og på universiteterne gælder også den eneste undersøgelse af nogle af de grundlæggende principper i loven. Det drejer sig om en undersøgelse af forholdet mellem ledelse og forskning. Den udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder.[8] Forfatterne påpeger, at reformen er en ”ledelsesreform” som kan beskrives med to nøglebegreber ”professionalisering af ledelsesfunktionerne på universiteterne og en hierarkisering”.[9]

Reformen sætter en bestyrelse ind i stedet for konsistorium. Bestyrelsens medlemmer skal udpeges af ministeren og være udefra kommende for flertallets vedkommende. Den daglige ledelse skal varetages af ansatte ledere, og universiteterne skal være selvejende institutioner, forpligtet af udviklings- eller resultatkontrakter. Spørgsmålet, som analysen nu stiller, er, om der er en sammenhæng mellem ledelsesstruktur og forskningspublikationsproduktion - her taget som et mål for den ene del af universitetets virksomhed, forskningen. Reformen hviler på en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem bedre ledelse og bedre forskning.

Forfatterne understreger 2003-reformens sammenhæng med 1992-reformens satsning på en styrket ledelse, men først og fremmest dens direkte afhængighed af Forskningskommissionens arbejde. Kommissionen blev som vanligt nedsat efter endnu et bredt politisk forlig i maj 2000, og forfatterne kritiserer dens arbejde skarpt for ubetinget at konkludere, at universiteterne mangler en ny ledelsesstruktur i den stadig hurtigere udvikling af forskningsprocesserne, ”der stiller institutionerne over for nye udfordringer.” Ifølge kommissionen ligger disse udfordringer først og fremmest på det ledelsesmæssige plan, hvorfor svaret må være ”styrket og dynamisk ledelse”. Det er kendt musik, men ifølge forfatterne er problemet, at kommissionens betænkning – og dermed 2002-lovforslaget – ”hverken rummer en egentlig analyse af sammenhængen mellem ledelsesstrukturen og den præsterede forskning eller en kvalificeret og kritisk diskussion af betingelserne for en sådan sammenhæng.”[10] Det samme gælder for rapporter fra de internationale institutioner (EU og OECD), der refereres til både i betænkning og lovudkast ”sammenkoblingen af ledelsesstruktur og forskningens omfang og kvalitet (hviler) også i disse rapporter på antagelser snarere end på analyser og kritiske diskussioner af sammenhængen”[11], dokumenterer forfatterne.

For at få et grundlag at vurdere reformen på, undersøgte de forskningsproduktion og ledelsesomkostninger på universiteter og sektorforskningsinstitutioner, idet ledelsesforholdene på de sidste er som, 2003-loven foreskriver for de første. Sektorforskningsinstitutionerne har højere ledelsesomkostninger og lavere forskningsproduktion målt på en række forskellige parametre:

”Hele reformen hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten.”[12]

Den foreslåede – og senere vedtagne – reform ”… er løst funderet på tvivlsomme henvisninger til forholdene og erfaringerne i andre europæiske lande.” [13]


Noter
[1] Ideen er på sine egne præmisser pervers, fordi modmagten eller kontrollen med magten, aktionærerne og herunder beskyttelsen af mindretalsaktionærer, mangler. Det følgende er et redigeret uddrag af Nils Bredsdorff: Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed, Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008 (pdf)
[2] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen: "Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner" i: Nordisk Administrativt Tidsskrift 2/2003, s. 115-139, her s. 120. (pdf)
[3] En yderst kompetent beskrivelse af markedsinvolveringen og -fixeringen af universitetet og dens tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, formet som en gennemgang af 12 store amerikanske universiteters udvikling på markedet er David L. Kirp: Shakespeare, Einstein and the Bottom Line, The marketing of higher education, Harvard University Press, 2003. Adfærdsændringer (publiceringsmønstre) i forbindelse med forskellige typer forskningsregistrering er et anerkendt fænomen, som antyder rækkevidden af selv små markedsmæssiggørelsesstiltag og virksomhedsmodel-tænkninger.
[4] Kvalitet og styring af universiteterne, Information 28. jan. 2009.
[5] Peter Brink Andersen, Forskningsledelse i en forskningspolitisk kontekst, Udviklingskontrakter og ledelsesformer på danske universiteter. Rapport fra Analyseinstitut for forskning 2003/10 s. 123 (pdf). Tekstanalysen s. 28-83 og en fin bibliografi over debatten giver en fin fornemmelse af politiseringen af universitetsspørgsmålet.
[6] Op.cit s. 130.
[7] De bedste er stadig læseværdige og aktuelle: Jørgen Grønnegård Christensens kronik i Politiken 11.07.06 og Tom Fenchels, Johnny Kondrups og Bjørn Quistorffs kronik smst d. 22.02.08.
[8] Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen, Ledelse og administration på universiteter op.cit. Mht omtale af undersøgelsen har jeg kun undersøgt det her behandlede ’lovgivningssstof ’og kun fundet den omtalt i Haavisto og Hagelund og her sker det i en helt anden forbindelse, op. cit. Men Grønnegård har bekræftet, at den ingen indflydelse fik.
[9] Op. cit s. 115.
[10] Op.cit. s. 118.
[11] Op.cit s. 119. Det samme gælder den i øvrigt interessante rapport af Peter Brink Andersen, Forskningsledelse … op.cit., som tager en række undersøgelser inkl. Forskningskommissionens for gode varer uden at stille det afgørende spørgsmål: Ledelsens nødvendighed for hvad? jvf. s. 10 f.
[12] Grønnegård og Pallesen op.cit. s. 136. Forfatterne er helt på det rene med de mange metodiske problemer i sammenligningen, men mener at konklusionen holder.
[13] Op.cit s. 138.