De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Institutbiblioteker truet

Version 2. På KU skal der ske "fortætning" af institutbibliotekerne, så fra oktober har Matematisk Institut måske ikke længere sit eget bibliotek. Det er de naturligvis kede af. Og de er ikke de eneste. Fortætning er dagens nysprog for nedskæring, nedlæggelse, slagtning og udradering. Ikke alle tager det helt så stille. Vi har modtaget denne rapport:

Studerende og ansatte på det Samfundsvidenskabelige Fakultet har i dag (mandag 30. maj) gennemført en demonstration imod den lukning og afhænding af institutbibliotekerne på fakultetet, som ledelsen har besluttet. Studerende og forskere mister deres adgang til de bogsamlinger, som det har taget generationer at opbygge. Det Kongelige Bibliotek vil overtage et udvalg af bøgerne – efter et endnu ukendt kriterium – mens resten destrueres eller foræres væk. Der er dog ingen garanti for, at selv de bøger, der overdrages KB, vil blive bevaret for eftertiden, eftersom bøger her destrueres efter et popularitetsprincip (ingen udlån i et par år? – ud med braset!).

Tabet er meget betydeligt – ikke bare i form af tab af det sidste fælles lokalitet for institutterne, som fremover er rent abstrakt størrelser. Fagenes fælles hukommelse går også tabt.

Fx rummer Institut for Antropologis bibliotek årtiers monografier og antologier over gennemførte feltarbejder – en varig ressource for fremtidig forskning (uanset aktuelle udlånstal). De går på bålet. Kompendie- og opgavesamlinger går samme vej. Ændringerne forsøges solgt til os som ”serviceforbedringer” (fx flere bibliotekarer på KB), men det er rent newspeak og spin i forhold til den udhuling af fagligheden, det sker.

Dagens studenter-demonstration mod bibliotekslukninger samlede en pæn flok på gangene foran dekanatets mødelokale. TV Lorry havde sendt en journalist og en kameramand, og ud over en studerende og dekanen blev også undertegnede interviewet. Jeg lagde ikke fingrene imellem, så det kan være, jeg skal til tjenstlig samtale hos dekanen… – nå, nu ser vi.
Hvis man er har mulighed og interesse for det, skulle det komme på TV2 Lorry’s nyheder kl.18.10 og 22.20; det må også kunne ses på nettet.

Bedste hilsner,
Steffen Jöhncke
Seniorrådgiver, Institut for Antropologi

Se også denne artikel (her) fra 18. maj i Universitetsavisen (red.).