EPOKE Seminar, DPU, 14. Oktober 2013

How Not to Fix Our Public Universities: An Overview of the American Case
Christopher Newfield, Professor of Literature & American Studies, Department of English, University of California

Fiscal austerity and other public sector changes are encouraging governments around the world to look to the private sector and private funding for the next round of university development. The United States has been on this path for thirty years, and there is abundant evidence on the effects of what some call privatization. The talk will review this evidence, show how the U.S. system is caught in a negative feedback loop, and suggest the need for paradigm shifts in funding methods and public missions.

Following the presentation there will be an open discussion.

Admission to the seminar is free, but registration is mandatory at: https://auws.au.dk/Christopher_Newfield_Presentation

Monday October 14^th in room A403 at 9.30 – 12.00.

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.^[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.^[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag. 

Kampen om basismidlerne - ny ph.d.-afhandling

Hentet fra: cfa.au.dk/aktuelt/arrangementer/

Offentligt forsvar for ph.d.-afhandling ved Kaare Aagaard

Med henblik på erhvervelse af ph.d.-graden i samfundsvidenskab præsenterer Kaare Aagaard sin ph.d.-afhandling ved en offentlig forelæsning efterfulgt af et forsvar. Titlen for forelæsningen:
“Kampen om basismidlerne: hovedtræk i det seneste årtis transformationer af universiteternes basisbevillingssystem”

Vejledere:
Centerleder Niels Mejlgaard, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (hovedvejleder)
Professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (bivejleder)
Bedømmelsesudvalg:
Professor i Higher Education Studies Peter Maassen, Oslo Universitet
Professor og institutleder Mats Benner, Forskningspolitiska Institut, Lunds Universitet
Forskningsleder Carter Bloch (formand), Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Tid og sted:
Forsvaret finder sted fredag d. 26. august 2011 kl. 14.15 på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet i Auditorium A1.
Reception afholdes umiddelbart efter forsvaret i kantinen, bygning 1330.

Afhandlingen kan rekvireres hos centersekretær Jane Irming, jfi@cfa.au.dk.

Afhandlingens titel og resume:
"Kampen om basismidlerne" er et forsøg på at karakterisere og forklare formen, indholdet og retningen i de forandringer, der har præget udviklingen af det danske basisbevillingssystem i perioden fra 1968 til 2010. Dette sker med udgangspunkt i en historisk institutionel ramme, der på den ene side inddrager ideers betydning som forandringsimpulser, og på den anden side fokuserer på betydningen af forskellige former for evolutionær institutionel forandring. Analysen er med dette udgangspunkt gennemført på baggrund af en tidsmæssig opdeling, der i grove træk svarer til 1970‘erne, 1980‘erne, 1990‘erne og 2000‘erne. Der skelnes i den forbindelse mellem forandringer i kriterierne for fordelingen af basismidler, forandringer i balancen mellem basismidler og andre forskningsmidler, og endeligt forandringer i såvel den interne som den eksterne styring af universiteterne med henblik på at påvirke fordelingen og anvendelsen af basismidlerne.

Overordnet viser analysen, hvordan en lang række gradvise og ofte marginale forandringsprocesser, der er løbet gennem disse forskellige dimensioner – og indimellem er blevet suppleret med mere abrupte reformer –, over tid har akkumuleret sig og resulteret i afgørende forandringer af det danske basisbevillingssystem som helhed. Selvom centrale institutionelle strukturer gennem hele perioden kontinuerligt er blevet reproduceret i genkendelige former, er der samtidig kommet en række nye finansierings- og styringslag til, der både har resulteret i en udvidelse i antallet af finansieringssystemets komponenter og en udvidelse i mængden af eksterne bindinger af basismidlerne. Med tiden er der dermed blevet skabt et mangegrenet og komplekst finansierings- og styringssystem. Parallelt hermed er der også sket en kontinuerlig udvidelse af aktør-gruppen med interesse for og indflydelse på udformningen af finansieringssystemet rettet mod universiteternes forskning. Det er karakteristisk for denne udvidelse af aktørkredsen, at den først og fremmest har kunnet konstateres i forhold til bærere af nyere innovations- og forvaltningspolitiske ideer, mens bærere af mere klassiske universitetspolitiske ideer særligt i den sidste periode af analysen er forsvundet, har ændret karakter eller er blevet marginaliserede.

Malou Aamund vil indføre stopprøver for professorer - Konservative går videre

Under overskrifter som

"Malou Aamund udfordrer sin egen videnskabsminister med krav om at gøre professorater tidsbegrænsede", og
"Konservative: Lektorer skal også søge deres egne job. Konservative går videre end Venstre, som kun går efter professorerne."

er danske medier (se fx her og her) i dag ved at gå i selvsving over, at venstres forskningsordfører har peget på et reelt problem (som hun dog fordrejer) og foreslået en helt igennem tåbelig løsning. Det reelle problem er, at stillingsstrukturen ved de danske universiteter, som senest påpeget af Jan Faye (her) og Leif Søndergaard (her), langt fra er optimal, og kunne trænge til en grundig granskning og revision, så man eksempelvis kunne sikre de mange løst ansatte undervisningsassistenter på nogle fag bedre vilkår, og lave en kvalifikationsbetinget standard-oprykning helt op til professorniveau som i Norge. Aaminds forslag er typisk for Venstre, Danmarks mest kontrolglade liberale parti: Malou Aamund foreslår, at professorer bliver ansat for en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang. Derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om professorerne fortsat lever op til kravene med hensyn til deres videnskabelige profession og udvikling. De Konservatives halsen videre efter den limpind kan man kun trække på smilebåndet af. Men smilet stivner, når man betænker hvilken hån den slags forslag ikke mindst er imod bl.a. de mange lektorer og professorer, der knokler løs, og vilkårligt fyres, ikke mindst pga. regeringens politik med at tippe balancen mellem basismidler og eksterne midler.
Det ligner det gamle trick fra før vedtagelsen af universitetsloven af 2003: At rejse en mediehets mod nogle få såkaldte nulforskere, for at skubbe fokus væk fra de reelle problemer og benytte lejligheden til at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere styring oppefra.

Institutledelse opfordres til at trække sig i protest over massefyringer

Nedenstående nytårsbrev blev sendt fra professor Tom Fenchel til de ansatte på Biologisk Institut på KU. Det bringes her ikke alene med tilladelse, men efter opfordring. Det bringes ikke uden en vis gysen over indholdet.

Kære alle.

Godt Nytår!

Konsekvensen af en ny fyringsrunde for biologi ved KU bliver drastisk. I og for sig kunne man godt lave god undervisning og forskning med en mindre stab – det er der jo eksempler på blandt mange udmærkede universiteter i ind og udland. Men med en nedskæring af staben på næsten 50 % over et par år kan man forudse endnu mere roderi, flere fysiske omflytninger og et tilskud til den almindelige demoralisering som har karakteriseret instituttet indenfor de seneste år – alene den almindelige psykologiske effekt bliver fatal.
Roger har sikkert ret i at der ikke er meget at gøre nu. At råbe politikere op er sikkert nytteløst – regeringspartiernes opfattelse af universiteter er som en slags erhvervsstøtte, og i det største oppositionsparti er det en udbredt opfattelse at universitetsfolk er good-for-nothing personer der får en høj løn for at dyrke deres hobbyer – og desuden er der jo så mange andre mennesker der mister deres arbejde i disse år.
Så man må gå kommandovejen. Derfor er mit forslag er at ledelsen af Biologisk Institut trækker sig. I – altså ledelsen – må ikke betragte dette råd som uvenskabeligt. Tværtimod – I har reelt intet at tabe derved og måske kan I endog bidrage til at danske universiteters nedtur bremses og at den uigennemskuelighed der præger beslutninger brydes. I et brev – naturligvis stilet til dekanen, men med kopi til KU’s bestyrelse og offentliggjort - motiverer I jeres tilbagetræden med at I ikke lod jer ansætte for at demontere biologi ved KU. Dette kan uddybes med detaljer som vi andre dødelige ikke kender til.
Ulemperne for jer er blot en lettere lønnedgang – og naturligvis at I ikke – i lighed med alle andre på KU – herefter er beskyttet mod vilkårlig fyring. Men der er også fordele. I får det ellers ikke morsomt efter denne omgang. At få biologi og biologiundervisningen op at stå igen bliver ikke let – og hjælpsomheden fra den resterende stab bliver nok til at overse. Det er en almindelig opfattelse at I har fået mundkurv på oppefra og den slipper I så for i givet fald. Og dermed også for at komme med søforklaringer på miseren som fx en meningsløs graf hvor det ikke en gang fortælles hvad y-aksens enheder betyder (den slags dumper man studenter på) eller på sidste års forklaring med nedgang i såkaldte ”ståer”. Tværtimod: I kan forvente at den udbredte mistillid til jer bliver glemt, at konspirationsteorier kan jordes, at I kan fortsætte jeres liv med noget mere konstruktivt og måske endda opnå nogen respektabilitet ved at udvise en smule civil courage. Jeg vil gætte på at Roger’s forklaring er korrekt (overflødige byggeprojekter – suppleret med en opsvulmet vækst i den administrative stab, mere og navnlig mindre geniale stjerneprogrammer samt manglende evne til at styre fakultetets økonomi på trods af - eller måske snarere på grund af - den enorme administrative stab). I så fald bliver jeres motivering for at sige op jo ret let at formulere.

PS. På et punkt er bio-ledelsens adfærd stærkt kritisabel. Ved videnskabelige medarbejderes fastansættelse er der en mængde formalia såsom strenge habilitetskriterier for medlemmer af et ansættelsesudvalg som skal repræsentere de største kapaciteter på området – gerne udlændinge. Hver kandidat får et par siders afbalanceret beskrivelse af deres hidtidige bedrifter og en motivation for bedømmelsen. Kan man så bare fyre folk på grundlag et par kollegers meninger som de ikke skal stå til regnskab for – kolleger der umuligt kan have indsigt i samtlige medarbejderes videnskabelige, undervisningsmæssige, eller andre kvalifikationer blot på baggrund af et bibliometrisk index?

Tom

Det rumler efter fyringer. Nyt fra Universitetetsavisen.

I et indlæg på universitetsavisens hjemmeside gør lektor Jens Borum fra biologisk institut på det meningsløse i den nuværende fordelingspolitik over for universiteterne. Med et
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:

"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.

Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.

Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."

De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?

KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.

Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.

Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:

1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.

2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.

3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.

Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.

Basismidler eller overbygning?

Sovietmarxisterne mente, at det, som ikke tilhørte basis, pr. definition tilhørte overbygningen, som bl.a. omfattede et samfunds ideologi. Videnskabsministeriet, hvis styringsiver kan ligne sovietkommunismen, er meget interesseret i at lade det se ud som om basismidlerne til universiteterne vokser. Og universiteterne er intereserede i, at de i al fald ikke mindskes. Nu foreslår Videnskabsministeriet en ny måde at opgøre basismidlerne på, offentliggjort for få dage siden på deres website (her). Men hvad er op og ned - og er det basis eller ideologi? Lidt forskningsanalytisk hjælp ønskes!
Ministeriets nye definitioner ser således ud:

Basis
* Basistilskud til institutioner (universiteter, forskningsinstitutioner mv.)
* Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne
Konkurrence
* Midler i konkurrence, for eksempel forskningsrådene og puljer i ministerier
* Midlerne til højteknologifonden
* Innovationsmidlerne (inklusiv GTS)
Andet
* Bevillinger til deltagelse i internationale fora
* Bevillinger til driftslignende aktiviteter
* Bevillinger til it-projekter
* Bevillinger til forsøgs- og udviklingsarbejde, der i begrænset omfang udbydes i konkurrence

Man mener, at denne "tredeling af forskningskroner er mere retvisende": "Forholdet mellem basis- og konkurrenceudsatte midler rykker med den nye tredeling, så der procentvis bliver givet mere til basismidler og mindre uddeles i konkurrence."
Definitionerne følges da også af en tabel, som forudsiger, at basismidlerne i de otte år 2008 til 2013 i mio. kr. vil beløbe sig til: 8.058 - 8.891 - 8.611 - 8.503 - 8.467 - 8.447 (eller i procent fra 57% til 66%).
Det ser næsten for godt ud til at være sandt. Der er da også en ting, der undrer mig: Når man i den nye definition af basismidler inkluderer "Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne" - hvilket vel stort set svarer til de penge, de tidligere men nu indfusionerede sektorforskningsinstituioner som DMU osv. fik fra resortministerierne - er det så ikke noget af en tilsnigelse? Er det ikke netop aftalt, at disse opgaver fra 2010 skal udbydes i åben licitation, dvs. konkurrenceudsættes, så fx opgaver for miljøministeriet kan udføres af de rådgivende ingeniørfirmaer? Hvad er op og ned i denne sag? Hvad er basis og hvad er ideologi?

Universitetsforskere i oprør

Det er rystende at se, hvad det sanderske universitetsregime har ført med sig af usikkerhed og budgetkriser. Krisen på naturvidenskab på Københavns Universitet er ganske alvorlig og kaster et grelt lys over følgerne af den meget ideologiske politik, som VK-regeringen siden 2001 har ført overfor de ellers godt kørende universiteter.

Det farlige mix af new-public-management styringsformer med forsøg at 'mime' markedsmekanismer, og et gammeldags topstyret ledelsesystem, mindre demokratisk end aktieselskaber, har skabt en arena for en ny nomenklatura, der, uanset om de har en baggrund i det private erhversliv eller ej, hverken har forståelse for videnskabens normer, moderne organisationsprocesser, økonomistyring eller de politiske intriger i Folketing og ministerier. Den nye klasse af universitetsledere har virket totalt handlingslammede, hver gang videnskabsministeriet har begrænset de traditionelle og rationelle selvstyringsmekanismer og ladet den bureaukratiske sektor vokse uhæmmet.

Det billede, der nu tegner sig på Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU, er billedet af en ledelse, som har manglet genuin professionalisme og evne til at styre fakultetets økonomi. Det er et gigantisk røgslør, når Helge Sander kommenterer situationen med, at universiteterne har fået flere penge, men at man må prioritere og at "ledelserne på universiteterne har fået til opgave at lave strategiske satsninger og lægge vægt på de områder, hvor de mener, universitetet er stærkest" (interview, Pol. 26/12, her). Som om vi skal tro, at denne proces er rationelt planlagt!
Man skal lægge mærke til, at såvel rektor som dekan i slutningen af august gav udtryk for, at alt var okay på hele Københavns Universitet. Det var først i sidst i oktober, at man lod forstå, at der nok ville blive et underskud i 2009, men at man ikke helt vidste, hvor galt det stod til. Og først midt i november kom det til universitetsbefolkningens og offentlighedens kendskab, at der nok blev et underskud på det Naturvidenskabelige Fakultet på 30 mill.kr. i 2009. Så gik det slag i slag og få uger senere kom udmeldingen om nedskæringer, der ville betyde ca. 70 stillingsnedlæggelser, VIP og TAP. Og det skulle ske allerede i 2009, ja, ledelsen har besluttet, at afskedigelserne skal udsendes allerede d. 1. februar!!!

Men er det udmeldte antal så til at stole på? Den nye institutleder Karsten Kristiansen (interviewet til Weekendavisen 17/12) på Biologisk Institut (BIO) fik at vide, at han skulle finde besparelser på 23 mill. Så alene på dette institut skal der skæres 19 mill.kr. på VIP stillinger og 4 mill. på TAP stillinger. Det svarer til mindst 32 VIP stillinger. Da det er basismidlerne, der skal spares på, betyder det nedlæggelse af faste stillinger - og smadring af aktive, højproduktive forskningsmiljøer. Grundforskning, javist, men også af høj langsigtet 'strategisk' relevans for områder som bioteknologi, miljø, klima og energi, områder som Dansk Industri jo elsker så højt. Instituttet har i dag 112 fast ansatte VIP. Af disse er 24 professorer og 5 adjunkter (disse vil typisk gå fri). Ergo bliver det blandt de 83 lektorer fyringssedler skal uddeles til.
Det rigtige tal for stilllingenedlæggelser - hvis det kommer så vidt - er nærmere 45 VIP stillinger, men da det kun rammer nogle institutter har rektor og bestyrelse besluttet at kalde det for ”nødvendige tilpasninger”! Skuffende, i betragtning af at samme rektor i sit hyrdebrev af 11. nov. advarer imod at overtilpasning "underminerer universitetets fornemmeste formål".
For biologi betyder disse ”nødvendige tilpasninger” nedlæggelse af ca. hver tredie VIP, nedlæggelse af undervisning allerede i forårssemestret, plus at mange ph.d.- og specialestuderende må sige farvel til deres vejleder, og at en masse forskningsområder forsvinder for bestandig.

Hvad siger forskerne og de studerende? De er usikre, men også vrede. De studerende risikerer allerede fra foråret 2009 voldsomme forringelser af deres undervisning, og mange af kurserne må nedlægges. Det kan også betyde forlængede studietider. Det er næppe noget, der bidrager til at tegne et godt billede af studiemiljøet på naturvidenskab, eller til at se forskning som en attraktiv karrierevej, når man fyrer folk. (Det er muligt, at globaliseringsdiskursen påfører os forestillinger om, at det, som det handler om, er at "opbygge nye fremadrettede samarbejdsnetværk mellem vidensarbejdere på tværs af universiteter, private virksomheder, organisationer og statsadministrationer", som det hed i en nylig kommentar her på bloggen. Men det forudsætter vel, at der overhovedet er forskere og universiteter tilbage?).

På institutter som BIO, NBI og Kemisk Institut er der også blandt de ansatte forskere en så voldsom vrede og frustration, at det ikke bør ikke undre iagttagere af universitetsverdenen, hvis vi i de kommende måneder bliver vidner til direkte aktioner ved forskere og studerende, som effektivt kan blokere for - eller udsætte - enhver STÅ-indtjening: aktioner, og som kan blive fulgt op af paroler og krav som:

• tag fyringstruslerne af bordet!
• professionaliser dekanatet!
• åbn og demokratiser af ledelsesformerne!
• fyr bestyrelsen af KU!
  
• sæt forskning og undervisning over bureaukrati!
• ret ryggen, rektor: sig nej til overtilpasning!
• reelle basismidler til fakultetet!
• stop Sanders røgslør og skåltaler!

Universiteternes budgetkrise

Budgetkrisen det Naturvidenskabelige Fakultet i København har ikke kun rod i dårlige taxameterindtægter, men også med den vildtvoksende administration, som Universitetsavisen (d. 12/12, s.2) bragte denne notits om:

Universitetslov får hug af S og DF
ADMINISTRATIV EKSPLOSION - I en ny undersøgelse af forskningsvilkårene for universitetsansatte gennemført af Magisterbladet mener seks ud af ti forskere at de er blevet belæsset med flere administrative byrder efter Universitetslovens indførelse. Samtidig eksploderer udgifterne til administration, alene på Århus og Københavns universitet med ekstra 240 millioner kroner fra 2005 til 2007. Det får nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kræve universitetsbureaukratiet endevendt. På spørgsmålet om forskerne har oplevet at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter universitetslovens indførelse fra 2003, svarer kun 1,4 procent at de har fået mere tid til selvvalgt forskning. Resten svarer 'uændret' (50 procent), 'ja' (45 procent) og 'ved ikke'.

I dag bringer Berlingske Tidende en skarp kritik af dekanen på det Naturvidenskabelige Fakultet Nils O. Andersen (her). Fysikprofessorerne Benny Lautrup og Poul Olesen peger på en stor forskydning på fakultetet fra produktive til administrative midler, som er sket efter årtusindskiftet, og undrer sig over at fakultetssekretariatet, som er "vokset med raketfart", ikke også må holde for i tilfælde af nedskæringer. Bag kritikken ligger en stor frustration over hvad man kunne kalde New Bad Management og en enevældig ledelse, som meddeler, at snart skal nogen fyres, men ingen aner hvem eller kender kriterierne.

Hele misæren illustrerer klart hvor fantastisk vigtigt det er for et universitets virke at have sikre, stabile basismidler, så forskningen ikke rammes af tilfældige udsving i fx STÅ-indtægterne. Ude på de enkelte institutter diskuteres det nu livligt, hvordan man kan ride stormen af og aflønne "fastansatte" VIP med de eksterne bevillinger, man allerede har opnået, uden at overskride bevillingsgivernes betingelser for forskningsstøtten alt for mærkbart. Denne praksis er allerede vidt udbredt på de fleste store institutter, hvor institutlederne må rundt med raslebøssen hos forskningsgrupperne og de eksternt financierede centre. Nu får skruen en omgang til – men man kan frygte, at den næsten er i bund, dér, hvor den frie grundforskning ikke længere findes, og universiteterne er omdannet til sektorforskningsinstitutioner, hvor de ansatte konstant må rende efter ekstern finaniering, for at skaffe egen løn til at lave det, de var ansat til.

De tre rektorers jagt på større del af kagen

Det er et bizart udtryk for et topstyret managementvælde og mangel på indflydelse for de ansatte at læse de tre rektorers brev til Sander (her) om at "Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal derfor foreslå, at bibliometrien" (som de henviser til som "analyse af forskningscitationer") "også bør indgå som indikator til måling af danske universiteters kvalitetsniveau og dermed en del af grundlaget for den fremtidige fordeling af universiteternes basismidler" — efter den omfattende kritik af selve tanken om konkurrenceudsættelse af basismidler, og efter at selv embedsmænd i Forskningsstyrelsen (FI), der arbejder med en anden forskningsindikator (ikke citationsanalyse!), for længst har indrømmet, at der ikke måles kvalitet, men kvantitet. De tre rektorer er helt ude af trit med såvel FI, de videnskabelige miljøer og politiske virkelighed.
Godt at der nu har vist sig at et politisk flertal i Folketinget, som er skeptiske overfor hele tanken om at universiteterne skal konkurrere endnu mere. Med en konkurrenceudsættelse af basismidlerne bliver der ikke, som de påstår, tale om "en balanceret afvejning af universitetsopgaverne og udtryk for kvalitet", for som bl.a. professor Preben Melander fra Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School har påpeget, kan man ikke måle sig til kvalitet. Det vil, jf. den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg i Århus, trække universiterne i retning af uddannelsesfabrikker og sektorforskningsinstitutioner.
Læs også kommentaren i FORSKERforums Nyheder (kopi her).

Sanders ranking-model i modvind

Det er opløftende at se nyhederne (bl.a. her) om at der nu tegner sig et politisk flertal imod hele tanken om at omlægge en del af universiteternes basismidler til puljer tildelt efter ranking og konkurrence om point.
Underskriftindsamlingens krav om sikring af de nødvendige ressourcer til den fri forskning har muligvis bidraget til at øge den politiske skepsis. Det er godt få udfordret konkurrencefetichismen i New Public Management-tænkningen før forhandlingerne om universitetslovens revision begynder i 2009.
I forbindelse med universitetslovens revision vil jeg anbefale Nils Bredsdorffs glimrende skrift fra i år, "Oversigt over de vigtigste lovgivningsarbejder om universiteternes styrelse 1968-2008", som indgår i publikationen "Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed – essays om universitetspolitikken og styrelses- og universitetslovenes historie", Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 51, Roskilde (pdf her el. her). Det er en yderst saglig analyse, der giver alle parter et bedre grundlag for at diskutere universitets- og forskningspolitik. Oversigten demonstrerer relevansen af dokumentation og analyse af nyere lovgivning og dens konsekvenser ... helst før lovene vedtages.

Forskningsbaseret myndighedsbetjening

SFI, Socialforskningsinstituttet har det svært. Før sommer forlød det, at "Over otte år har Socialforskningsinstituttet mistet 33 procent af deres basisbevilling til forskning - grunden er, at de ikke er fusioneret med et universitet og derfor ikke får del i globaliseringsmidlerne. Flere politikere vil nu kigge nærmere på fordelingsnøglen." (Information d. 30/5). Bemærk ordene "basisbevilling til forskning". I gamle dage, dvs. før det sanderske regime i 2006 gennemtvang at en række sektorforskningsinstitutioner skulle indlægges under universiteterne (hvorved deres økonomi på lang sigt pludselig blev mere usikker og udenfor deres respektive ministeriernes ansvar), var der groft sagt to slags offentligt financieret forskning, universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes. De sidstnævnte lavede forsknings- og udredningsopgaver for fagministerierne. Jeg kender intet til den formelle sondring mellem "forskning" og "udredning". Men i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen.

Hvis universiteternes "forskningsbaserede myndighedsbetjening" risikerer at skulle underlægges de samme betingelser som den politisk styrede bestillingsforskning, som udsendelsen gav et bemærkelsesværdigt klart indblik i, vil det slå tilbage på universitetsforskningens troværdighed generelt. Det vil være meget svært og uheldigt for universiteterne at lægge navn til den slags som forskning.
Omvendt, hvis fx Århus Universitet lader DMU hæge om den forskningsmæssige uafhængighed, vil Miljøministeriet måske fremover hellere rekvirere opgaver hos private rådgivende ingeniørfirmaer, og hvordan så financiere de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner? Kan vi ikke få fisioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen?

Har vi et alternativ?

Universiteterne er blevet virksomheder og styres af en produktionstanke, der ligger meget langt fra, hvad vi skaber og danner. Vi er ved at erstatte fantasi med effektivitet og kreativitet med administration. Mange gode kræfter ser i denne transformation et stort og måske uopretteligt tab, fordi det universiteterne virkelig er, ikke kan puttes i de bokse new public management tanken kræver. Og selv om flere af de hjemmelige fortalere for denne firkantede og klodsede administrationstanke har fortrudt (kronik i Politiken 29. marts 2007) ser den stadig ud til at herske på universiteterne – såvel som i resten af den offentlige administration. Det nye system har været effektivt og er det for så vidt stadig til at kræve af sine forskere og studerende, og det har været tiltrængt. Som universiteter er vi heller ikke helt uvante med krav og modstand fra omverdenen.

Men kravene bæres ikke kun frem udefra; indenfor er der også kræfter der kræver effektivisering og forandring fra det gamle system og måske med rette. Lad os være ærlige, i det gamle system var der flere arbejdsforskrækkede og stillestående miljøer end vi ser i dag, og der var brug for en oprydning og redefinition af, hvad der gjorde en god forsker. “at udpege de bedst mulige intellekter og give dem friheden til at udføre deres forskning hvorhen den leder dem” – Humboldts gamle doktrin, er en smuk tanke, men på samme måde som romantikernes natursyn, er den stillestående uforanderlig, og uvogtet har den vist sig problematisk.
Det gamle system havde en række problemer som er forsøgt løst i det nye:

• Nye forskere, med spændende ideer var underlagt gamle professorers luner, og efter som nye ideer ofte er brud med gamle dogmer kunne dette holde folk tilbage.
• Forskere fik merit med alder ikke med kreativitet og kombineret med en hvis grad af indoktrinering og passivitet kunne dette bremse udviklingen inden for forskningsområde.
• Unge forskere havde svære ved at etablere egne grupper da pengene ofte var disponerede af gamle forskere og låste i rigide budgetter.
• Turnusordningen inden for ledelse gjorde det svært at tage de hårde beslutninger, lægge langsigtede strategier og overlod institutterne i hænderne på folk der ikke ville lede.
• Uddannelserne fokuserede på at uddanne forskere på trods af den relative lille afsætning til dette.
• Institutionerne havde ingen motivation til at færdigproducere kandidater ofte tværtom: til at holde på dem.

Der er sikkert mange flere (kommenter endelig) og de fleste af disse punkter har en gylden forside, men det var graden i hvilken universiteterne var kommet, der var kritisk.
Der har derfor, både uden og inden for universiteterne været en stærk grad af lyst til at ændre det gamle system, men mens omverdenen også havde løsningen var der en skræmmende mangel på ideer til, hvordan inden for murene.

Derfor er de udefrakommende stimuli blevet købt råt. Derfor har vi accepteret at impact factors og H-indexer er mål for hele historien. Derfor køber vi at Studenterårsværksnormeringer er produktet af vores flid med at uddanne studerende. Derfor ser vi at Københavns Universitet har oprettet 20 stjerneprogrammer for forskning, der når alt kommer til alt bare er at flytte penge fra grundbevillingen til de forskningsgrupper med de i forvejen største eksterne bevillinger. Derfor bliver ekstern medfinansiering af ph.d. stipendier ønskværdigt, på trods af den egenfinansierede del tages fra de alt alt alt for få frie ph.d.’er og flytter fokus fra spørgsmål til svar.

Der har været brug for en forandring, men det er problematisk at universiteterne ikke har stillet sig i kritisk og konstruktiv opposition til de udefra kommende ideer, men i mangel på fantasi har vekslet mellem afsky og medløb, hvor vi her, som i de fleste af livets spørgsmål, ved kompromisset er det efterstræbelige.

Vores mangel på forståelse af, hvad vores input og output er, og ikke mindst, hvordan vi kapitalisere det i de eksisterende rammer har tvunget os til at følge trop.
Vi har brug for at definere det sæt normer vi vil vejes efter så vi bliver konstruktive medspiller i den kommende revision af universitetsloven. Men hvordan det gøres, er beklageligvis (eller hvis man er til udfordringer, glædeligt) sværere end at formulere utilfredsheden med det eksisterende.

Den halve historie

I et intern og (gerne også eksternt) nyhedsbrev på Biologisk Institut, København Universitet skrev professor Carsten Rahbek et oplysende indlæg om Impact factor, H-index og m-index - et slags børsmæglerkursus i at tjene flest "penge". Den slags index og rangering kan være en tvivlsom øvelse når det kommer til at bedømme forskeres værd som forskere og dette er der heldigvis megen sund diskussion om, rundt omkring der ude - og ikke mindst her inde!!!
Desværre går de fleste diskussioner og forsøg på løsninger efter at lappe på systemet ved at tilføje nye variable, på trods af sunde videnskabelige principper om simplicitet og enkelthed i de lovmæssigheder der styrer vores univers og tankegods. Inden for modellering har vi et sund princip om "as simple as possible as complex as needed" det er ikke kun for at lette vores eget arbejde, det er lige så meget fordi, overflødig kompleksitet, faktisk gør modellerne dårligere. Man kan derfor have en hvis bekymring om den nuværende udvikling inden for indexer til at bedømme forskning.

Noget andet og måske mere alvorligt er, at disse indexer i dag ikke kun bruges til at veje en forskers forskning, de bruges til at veje forskere som sådan, og så bliver idexerne farlige.
På Biologisk Institut har vi slået ni nye lektorater op inden for ni meget forskellige områder, der alle er definerede af gamle løfter om indlejring fra forskellige forskningsfonde. Det er praktisk talt hele den samlede ansættelsespulje der går udelukkende til at opfylde løfter til eksterne ”mæceners” gaver, der kan vise sig at være mere end man egentlig bad om. Disse folk er i første omgang kommet ind i systemet udelukkende gennem deres forskningsmeritter og deres evne til at score højt i diverse indexer og nu ansættes de med stor sandsynlighed i stillinger, hvor deres opgaver bliver langt flere end at forfølge det bedst mulige tidsskrift med mindst muligt data. Nu står de til regnskab for at være gode kollegaer, for at være inspirerende og udviklende undervisere, for at tage del i instituttets administration og udvikling og at forske frit. På trods af mange rigtigt kvalificerede kandidater til de ni stillinger er det meget problematisk, at de hele vejen mod den faste ansættelse er blevet vejet så let og så ensidigt, at vi i dag bliver nød til at tvivle om de har de egenskaber og den bredte der forventes af lektorer og professorer på et universitet. De eksterne forskningsfonde er ikke kun med til at definere, de retninger det er opportunt at forfølge som forsker, de ender også med at styre den langsigtede planlægning på institutterne, hvis man først lukker dem ind. Og det gøres ud fra principper og måleenheder, som vi ikke kan leve med og som fortæller en alt for lille del af den samlede fortælling om de folk der kommer ind på universitetet.

De offentlige forskningsbevillinger

Jeg var forleden til afskedsreception for Lene Lange, institutlederen for Biologisk Institut på KU, som forlader sit drømmejob for at blive prodekan på Aalborg Universitet (forhistorien her). Receptioner er rygternes markedsplads. Et af de ildevarslende handlede om indtægten fra eksterne midler til Biologisk Institut for 2009. Iøvrigt fremhævede Lene Lange selv i sin afskedstale at hendes institut havde været et af de flinkeste til at hive eksterne midler hjem, så instituttet nu næsten er 50% baseret på sådanne! Nå, men i dag læste jeg følgende nyhed fra Videnskabsministeriet:

– De offentlige forskningsbevillinger vil næste år udgøre 0,94 procent af Danmarks bruttonationalprodukt, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til offentliggørelsen af regeringens forslag til finanslov for 2009.
– Budgettet for 2010 viser, at vi året efter opfylder regeringens målsætning om at anvende én procent til forskning og udvikling. De mange ekstra penge til forskning og udvikling er en vigtig og nødvendig investering i Danmarks fremtid, siger Helge Sander.
Regeringens finanslovsforslag indebærer, at der er ufordelte bevillinger til forskning og udvikling på 13,5 mia. kr., afsat på globaliseringsreserven for 2009-2012. Udmøntningen af reserven skal drøftes med forligskredsen i løbet af efteråret.
Endvidere indeholder den såkaldte UMTS-reserve 1,1 mia. kr., som regeringen foreslår udmøntet ligeligt i perioden 2010-2015 til forskning og it-initiativer. Midlerne stammer fra tidligere salg af frekvenser til mobiltelefoni.
– Tidligere politiske aftaler betyder, at universiteternes basismidler næste år stiger med 200 mio. kr., siger Helge Sander.
De offentlige forskningsbevillinger ventes i år at udgøre 0,89 procent af BNP. Opgørelsen omfatter de statslige, regionale og kommunale bevillinger, Grundforskningsfonden og internationale bevillinger fra Nordisk Ministerråd og EU's forskningsprogrammer.

Hvilket mindede mig om rygtet om de eksterne midler. Biologisk Institut har del i store bevillinger for Grundforskningsfonden, men for de nye projekter udsættes opstarten ifølge rygtet et helt år, så 2009 bliver et financielt mareridt. Skal man nu tro mest på rygtet eller det paradisiske budskab fra Videnskabsministeriet? Det er da til at blive helt skitzofren af. Men måske er der en sammenhæng? Måske giver udsættelsen det sidste nødvendige skub opad i statistikken i 2010?
Ak ja. Alle steder tilskyndes universitets- og forskningsledere til at skrabe flere eksterne midler sammen. Risikoprofilen bliver måske lidt for høj.

Konkurrencefetichisme

En fetich hærger i disse år den danske forskningspolitik. En bestemt idé får lov til at stå næsten helt uimodsagt. Det er tyrkertroen på at konkurrence, som effektiv mekanisme til regulering af varer og priser i en markedsøkonomi, kan overføres som regulator i forskningens verden, hvor den så automatisk vil virke analogt med markedet, og give mest mulig viden af højeste kvalitet for færrest mulige penge. Denne fetich er skræmmende klart udtrykt i udtalelserne fra erhvervsmanden Asbjørn Børsting, administrerende direktør i DLG (Danmarks største grovvareselskab) og formand for Forskningspolitisk Råd, som omtalt nedenfor. I Berlingske d. 4/3 (her) kunne man læse Børstings formeninger:

»Vi mener, at en stor del af basismidlerne skal være afhængig af universiteternes præstationer. Man kunne starte med at lade ti procent af midlerne være udsat for konkurrence og over tiden hæve det til 50 procent, hvis man har gode erfaringer med modellen,« siger Asbjørn Børsting, formand for Det Forskningspolitiske Råd, der i dag fremlægger sine anbefalinger til dansk forskningpolitik.

Overfor denne fetich har Danske Universiteter i form af Rektorkollegiet været meget spage i mælet med kritik, for ikke at sige optrådt som rene nikkedukker, og det lader til, at det først er nu, at de skræmmende perspektiver fornemmes, selvom der ikke tages noget principielt opgør med konkurrencefantasmet:

"Rektorkollegiets formand understreger, at universiteterne har nikket til at indføre øget konkurrence om forskningsmidlerne. Men det skal ske på lige vilkår, understreger han.
»Og det er jo ikke lige vilkår, hvis f.eks. et tysk universitet med tyske statspenge i ryggen skal konkurrere med os om danske statspenge. Samtidig virker det som en besynderlig form for fri konkurrence, hvis andre landes universiteter får lov til at konkurrere om vores basismidler , mens vi ikke må konkurrere om deres,« siger Jens Oddershede, der frygter en fremtid, hvor der kun bliver forsket i områder, der er økonomisk rentable."

Man kan kun dele rektorformandens frygt. En konkurrenceudsættelse af halvdelen af basismidlerne vil give de mest absurde sideeffekter, når landets forskere af deres ledere vil blive tvunget til at sætte fokus på at skrabe point sammen til det store universitets-konkurrencespil, snarere end gå efter de spørgsmål, deres egne videnskabers frie forskning leder dem frem til. Børsting & co. tror man kan handle med forskning ligesom man handler med grovvarer, og synes det er "en spændende mulighed både at lade udenlandske universiteter komme til Danmark og åbne danske universiteter i udlandet, herunder i Kina, som regeringen vil gøre som led i sin Kinastrategi."

Konkurrence er et flertydigt begreb: Konkurrence på ideer, teorier og opdagelser, konkurrencen mellem forskere og forskergrupper om at komme først med opdagelser, er helt fint og indgår, ligesom samarbejdet mellem forskere, som en frugtbar del af den videnskabelige udvikling på alle forskningsfronter. Konkurrence mellem universiteter om bevillinger er fantasmet, som økonomer og forskningspolitikere i disse år tror skal bringe Danmark i toppen af det såkaldte globale videnssamfund. Men hvem har nogensinde set dokumentation for at dette fantasme, og dets højst reelle adfærdsændrende former, akademisk kapitalisme og trangen til at gøre universiteter til erhvervsvirksomheder, fremmer en sund udvikling af forskningen?

Forskningspolitiske overbud

Danmarks Forskningspolitiske Råd har udsendt en årsrapport, der blev fremlagt på et møde d. 4. marts med vel ca. 50 deltagere fra det forskningspolitiske establishment, her i blandt Helge Sander.

Forsknings- og universitetspolitik ligner i disse år indvandrerpolitik ved en monoton overbudspolitik, der går ud på at overgå foregående taler ved at foreslå samme styringsteknikker, bare i hårdere varianter og i kraftigere doser.

Forskningspolitisk Råd var i efteråret ellers foreslået nedlagt, men har alligevel uanfægtet arbejdet videre med rapporten, og tydeligvis valgt at satse på det sikre, mega-overbudsmodellen. Om det er grunden, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er forslaget om at nedlægge rådet taget af bordet.

Rapporten blev præsenteret af rådets formand, direktør i Dansk Landbrugs Grovvareselskab Asbjørn Børsting. Blandt forslagene er: fordeling af midler skal bygge på kvalitet, der skal prioriteres, så høj kvalitet belønnes og svage områder nedlægges, andelen af konkurrenceudsatte basismidler skal øges fra 10% til 50%, og universiteternes ledelse skal påtage sig ansvar for at kvalitetssikre og at drage konsekvenser af kvalitetsmålinger. Rådet kritiserer den norske model, bla. fordi den er bagudrettet og måler kvantitet snarere end kvalitet (hvilket de har ret i). Man foreslår kontekstafhængige indikatorer, der bla. tager hensyn til forskelle mellem fagområder, fx således at citationer og impactfaktor indgår på nogle områder. Spirende og transformative områder skal kunne belønnes særligt. Rådet går desuden ind for ”Rekruttering af de bedst kvalificerede”. 20% af midlerne til forskeruddannelse skal reserveres specifikt til udenlandske kandidater.

Samfundsøkonomisk nytte, innovation og tilpasning til den internationale konkurrence og arbejdsdeling var nøgleord hos dem, Sander har bedt tegne fremtidens forskningspolitik. Gloser som ”fri forskning” eller ”grundforskning” hørte man ikke fra dem. De kom til gengæld fra auditoriet, fra en som man kan håbe Sander også vil lytte til, nemlig Børge Diderichsen, forskningsdirektør i Novo (hvis forskningsbudget overstiger forskningsrådenes): erhvervslivet har brug for at staten sørger for fri og uafhængig forskning, ikke for erhvervsstøtte. Hans indlæg blev dog ikke besvaret eller kommenteret.

Sander roste rapporten meget, og udtrykte at han nu med en god ballast kunne gå til et efterfølgende forskningspolitisk møde i Videnskabernes Selskab (se Sune Aukens indlæg nedenfor).

Invitér vennerne først ...

FI (der engang hed FIST men blev træt af underlige henvendelser) går også under navnet Forsknings- og Innovationsstyrelsen. De udsendte i morges en pressemeddelelse om "Danmarks Forskningspolitiske Råds forskningspolitiske konference 2008", som foregår i morgen, dvs. den 4. marts kl. 9-12 (i Bredgade 68 i Kbh.). Det er store emner der lægges op til at diskutere sammen med vennerne, som må være indkaldt længe før pressemeddelelsen om mødet udsendtes. Der er fokus på sundhedspolitik: "Bedre koordination og implementering af sundhedsvidenskabelige forskningsresultater med henblik på at løfte den danske middellevetid" (formuleringen minder mig om en parole fra valgkampen i november), og desuden vil man bl.a. se på "Krav til en model til kvalitetsbaseret fordeling af universiteternes basismidler til forskning." Dette er som bekendt et temmeligt omstridt punkt. FI's side for mødet (her) er dateret 7. februar, men det havde været rart hvis pressemeddelelsen var gået ud mindst en uge før; fristen for tilmelding var i dag kl. 15.

Linjevogteri

Det frustrerende ved at føre en debat med ledelsen på humaniora i København er dens linjevogteri. Man har altid forbrudt sig mod en eller anden regel, som gør kritikken uberettiget: Man er kommet for tidligt, man har kommunikeret på den forkerte måde, man har talt med de forkerte, og derfor er ens kritik fejlagtig. Det eneste tidspunkt, man kan diskutere, er vist, når ledelsen selv har dikteret rammerne for diskussionen. Vi oplevede det samme i forbindelse med diskussionen om fakultetets forskningskvalitetsmålingssystem (der ikke måler noget og i sædeleshed ikke kvalitet). Nu gentager mønsteret sig med parallelsystemet til ”måling” af formidling. Vi har igen diskuteret på den forkerte måde. Dekan Kirsten Refsing forklarer i Information, at kritikken er forfejlet, fordi forslaget bare er i høring. En gang til: Man skal ikke kritisere forslaget, fordi det er til høring. Jamen, hvornår skal man så? Hvor meget skal vi vædde på, at hvis vi havde ventet med at rejse kritikken, til systemet var færdigt, så ville vi have fået at vide, at vi kom for sent?

Det, Kristian Villesen og jeg har overset, er tilsyneladende to ting: 1) At det, ministeriet ville komme med, var værre, og dekanatet dermed redder os fra ministeriet, og 2) at der stadig kan ændres i kategorier og pointsatser. Dertil er svarene gribende enkle. 1) Systemet bliver ikke bedre eller mindre kritisabelt af, at ministeriet er ved at lave noget, der er værre. Hvis ministeriet er ved at indføre noget tåbeligt, bør dekanen selvfølgelig kritisere ministeriet snarere end irettesætte Kristian Villesen og mig. 2) Problemet er fortsat ikke, at kategorierne eller pointtallene i dekanatets målesystemer trænger til at blive modificeret, men at hele tankegangen er mislykket. Der kan jongleres med point og kategorier i årtier, og det vil stadig ikke give en retfærdig måling, fordi det måler ydre omrids ikke indre værdi, en bestemt type kvantitet (antal), ikke kvalitet. En middelgod artikel honoreres lige så meget som en fremragende. Et meningstomt blogindlæg lige så meget som et gennemarbejdet. Derfor vil systemet altid indbyde – og i længden: tvinge – de ansatte til at søge imod de billige kategorier og imod de mange enheder. Gør de det ikke, rammes de på pengepungen. Kristian Villesens satire er måske (som det meste satire) lidt i overkanten, men princippet er helt rigtig gengivet – uanset om dekanatet ændrer lidt i kategorier og pointtal.

Artiklen har i forkortet form været bragt på Informations debatsider d.d.

Universitetsforlag og autorisationslister

af Palle Rasmussen,
professor ved Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

Som mange andre på universiteterne er jeg for tiden involveret i udarbejdelse af autoritetslister over publiceringskanaler. Det er Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet, som i fællesskab gennemfører dette arbejde, og formålet er som bekendt at fastlægge, hvilke publikationer, der kan få lov til at tælle med, når Videnskabsministeriet fremover skal til at fordele forskningsmidler på baggrund af produktivitet. Der er mange problemer i det norske system for autorisering, som man kopierer i Danmark, men her vil jeg pege på et bestemt spørgsmål, nemlig konsekvenserne for universitetsforlagene.

Publikationskanalerne skal opfylde nogle generelle krav: (1) de skal anvende fagfællebedømmelse (peer review) i en eller anden form og et eller andet omfang, og (2) de må ikke være lokale, hvilket de opfattes som, hvis mere end 2/3 af forfatterne kommer fra samme institution. Begge krav er overtaget fra det norske regelsæt, og er så vidt jeg ved ikke blevet diskuteret i bredere kredse. Det kan måske være et rimeligt krav til tidsskrifter, at de ikke skal være ”lokale”; men i forhold til forlag er det svært at se logikken. Så vidt jeg kan se vil konsekvensen være, at mange af de eksisterende danske universitetsforlag udelukkes. Det vil være absurd; disse forlags formål netop er at publicere forskning, og de bedømmer i højere grad manuskripter efter videnskabelige kriterier end de kommercielle forlag.

Når dette ikke er blevet set som et problem i Norge hænger det muligvis sammen med, at de tilsyneladende stort set ikke har universitetsforlag knyttet til enkeltinstitutioner. Men det har vi altså i Danmark, af forskellige historiske grunde, og de står for en væsentlig del af den forlagsbaserede videnskabelige publicering. Der er mange, bl.a. Aarhus Universitetsforlag, Syddansk Universitetsforlag, Akademisk Forlag, Roskilde Universitetsforlag; Aalborg Universitetsforlag (hvor jeg sidder i bestyrelsen); Samfundslitteratur og CBS press (begge er knyttet til Handelshøjskolen i København) og Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag (DPU). Universitetsforlagene er omtalt i ”Fra universitet til samfund”. Der er måske nogle af disse forlag, som ville kunne klare 2/3-kravet, men mange ville formodentlig ikke.

Interessant nok står fleste af de danske universitetsforlag faktisk på den norske autoritetsliste. Jeg tvivler på, at de har checket forfatterkredsen; det er nok snarere udtryk for, at de finder det indlysende, at den slags forlag skal med.

Jeg har svært ved at få øje på nogen som helst saglige grunde til, at forlag, som primært publicerer forskning, som er tæt knyttet til anerkendte forskningsinstitutioner, og som bruger fagfællevurdering af manuskripter, ikke skulle være på autoritetslisterne. Efter min opfattelse bør 2/3-kravet fjernes for forlag, eller man bør indføre en særlig regel for universitetsforlag. Når man et universitetsforlag, så er det for at publicere forskning, og så er det afgørende, at det også anerkendes i den nationale autorisering af puliceringskanaler, ellers vil en stor del af dets berettigelse falde bort. Derfor vil det være helt ved siden af, hvis universitetsforlagene ikke kan være autoriserede udgivelseskanaler, og det vil formodentlig gøre det betydelig vanskeligere at få udgivet forskning i Danmark.

venlig hilsen
Palle Rasmussen
Professor, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi
Aalborg Universitet