Er der grænser i en global vidensøkonomi?

Helt grundlæggende for en global vidensøkonomi er betragtningen om, at øget internationalisering nødvendigvis må betyde mere viden for alle forskere. Men er det rent faktisk tilfældet, eller ser vi i virkeligheden en indsnævring af forskernes horisont? Med udgangspunkt i egne erfaringer og forskning skal jeg her komme med fire eksempler på, hvordan de internationale tidsskrifter igennem deres peer review system kan være med til at begrænse frem for at udvide forskernes teoretiske, kulturelle og sproglige perspektiver.

Grænse 1: hvilke teorier må vi bruge?
Nogle gange oplever man, at tidsskrifternes reviewers forholder sig skeptisk overfor teorier og paradigmer, som de ikke kender. En model udviklet af danske forskere risikerer således at blive stemplet som ”less well-known” eller ”mindre relevant.” Omvendt kan man også møde reviewers, der forsøger at fremhæve en bestemt teoretisk vinkel. I forhold til international undervisning er jeg gentagne gange blevet bedt om at inddrage et postkolonialt perspektiv, hvilket ikke giver specielt god mening i forhold til situationen i Danmark, hvor langt de fleste af vores internationale studerende kommer fra Europa. Alligevel vælger jeg at bruge plads på først at diskutere og siden afvise det postkoloniale perspektiv, for jeg ved jo, at det kan betyde hurtigere  accept og dermed udgivelse af min artikel.

Grænse 2: hvilken litteratur skal vi henvise til?
Manuel Aalbers (2004) har bemærket, hvordan det i de internationale tidsskrifter synes helt afgørende, at vi kender den anglo-amerikanske litteratur på området, hvorimod det ikke betyder ret meget, om vi er opdaterede med for eksempel den nyeste europæiske eller kinesiske forskning. Og vælger vi alligevel at trække på kilder fra den ikke-engelsksprogede verden, risikerer vi at få pålagt et ansvar for at finde oversættelser til de af vores kolleger, som kun læser engelsk. Af samme grund har jeg flere gange kæmpet med forlagsfolk, som ikke kunne forstå, at den danske regering ikke udgiver alle rapporter på engelsk. Hvad angår min metodebog, Kvales InterView (1996) har jeg helt opgivet og henviser nu konsekvent til den engelske udgave (som jeg i øvrigt aldrig har læst).

Grænse 3: må vi overhovedet skrive om Danmark?
I forhold til ”kontekst,” som kan defineres som den geografiske og/eller socio-kulturelle ramme for vores forskning, skelner geografen Lawrence Berg (2001) imellem USA og Storbritannien, som anerkendes som ”default” lokationer, der tillader forskere at drage generelle konklusioner; og så områder som Canada, Vesteuropa og Australien, hvor forskeren alene kan hente ”lokal” viden til brug i casestudier. Ifølge Berg er en sådan global ”vidensgeografi” dybest set ulogisk, men ikke desto mindre kan den have alvorlige konsekvenser for danske forskere, som risikerer at få deres artikler afvist med begrundelsen ”bygger på et for snævert (læs dansk) empirisk grundlag.” Berg (2001, pp. 516-17) udtrykker denne skævhed således: ’Interestingly, to be centred in Australasia is to be ”localized geographically” (read ”parochial”) but the same does not apply in North America.’

Grænse 4: hvordan skriver vi det godt nok? 
Den sidste begrænsning er sproglig.”International” forskning skrives primært på et sprog – engelsk – hvilket betyder, at vi må trækkes med reviewer kommentarer om, at artiklen kunne være skrevet på bedre engelsk eller bør tjekkes (for egen regning) af en native speaker. Som Aalbers (2004) bemærker, kan det virke som om, redaktører og anmeldere fokuserer på enhver form for sproglig anderledeshed, og at det måske snarere er briterne og amerikanerne, der burde lære at begå sig på et akademisk lingua franca. Således har jeg selv været ude for, at en redaktør, som begyndte at pille ved oversættelserne af mine danske interview, og hvor jeg bagefter måtte forklare, at det var helt bevidst, når jeg valgte at lægge mig tæt op ad originalen. Som cand. mag. i engelsk har jeg visse fordele, men nej  – jeg misunder bestemt ikke de af mine kolleger, der igen og igen må forsvare deres sprogbrug overfor deres reviewers drøm om en anglo-amerikanske norm.

Kilder:
Aalbers, Manuel B. 2004. ’Creative destruction through the Anglo-American hegemony: a non-Anglo-American view on publications, referees and language.’ Area, vol. 36 (3), pp. 319-22.
Berg, Lawrence. 2001. ’Masculinism, Emplacement, and Positionality in Peer Review.’ The Professional Geographer, vol. 53 (4), pp. 511-21.

Liberal forskningspolitik frister til uredelighed

Den 17. august i år skrev Informations journalist Lise Richter (her) om hvordan antallet af indsendte forskningsartikler er steget så markant, at det lægger peer review systemet under pres, og det bliver sværere at finde fagfolk til at kontrollere indholdet. Resultatet er, at der bliver publiceret dårligere og i værste fald mere uredelig forskning.

Sådan lyder advarslen fra medredakørrer og fagfællebedømmere på videnskabelige tidskrifter. En af de forskere der citeres er Søren Nors Nielsen, p.t. gæsteforsker på Shanghai University og medredaktør på et tidskrift indenfor økologiske modeller.

Hans iagttagelser af udviklingen i den kvalitetssikring, som videnskabsfolk selv udøver overfor deres egne publikationer, peger på en bekymrende tendens. Man er pludselig er begyndt at kvalitetssikre alt andet end forskningen selv, og de ekstra opgaver skal forskerne jo så også bruge tid på.

I Søren Nors Nielsens baggrundsnotat "Liberal forskningspolitik frister til uredelighed" (som vi har fået lov til at bringe her) til Informations artikel skriver han bl.a.:

"Værst er det dog, at et stigende antal forskere tilsyneladende fravælger at udføre denne forskernes egne kvalitetskontrol, med længere publikationstid til følge. Et stigende antal manuskripter har meget svært ved at kunne opnå det krævede antal reviews. Der synes at være færre og færre kvalificerede forskere fra samme felt, der er villige til at investere tid i at gennemlæse og konstruktivt kritisere en anden forskers arbejde. Det skyldes, at dette simpelthen ikke værdsættes tilstrækkeligt om overhovedet under det eksisterende system, ligesom den anseelse, der er forbundet med arbejdet som editor eller reviewer, kan ligge på et meget lille sted. Desuden indgår emner som: “kunsten at skrive en artikel og at bedømme den”, ikke i tilstrækkelig grad i uddannelserne. Men det er nu engang, de skuldre og den kvalitetssikring vor egen forskning hviler på. Eller har man tænkt sig, at forskningsministeriet skulle lave en afdeling for dette?

Det var kvantiteten, men hvad sker med kvaliteten? Et øget antal artikler forkastes stort set med det samme, fordi de ikke har det niveau, et manuskript forventes at være på, når de bliver indsendt. Det virker simpelthen som om, at en del forskere er så opmærksomme på, at reviewprocessen er under pres, at de siger: “går den så går den”, og går den, har man endnu en publikation i hus. Kvaliteten er lavere, men tidsskriftets citations-index er det samme.

Summa summarum: der bliver indsendt flere og flere manuskripter, med lavere kvalitet og endog øget frekvens af snyd i videste forstand. Samtidig er forskernes egen faglige kontrol under stærkt pres og muligvis allerede forringet. Altsammen udløst af manglende indsigt i forskningsprocessen fra denne regerings side."

Nu har vi snart en ny regering, og en ny forskningsminister. Lad os som tidligere nævnt håbe, at det bliver en person med indsigt - også i de videnskabelige bedømmelsesprocesser, der slet ikke har godt af at pålægges en ydre incitamentstruktur (den bibliometriske forskningsindikator) som medfører volumenræs og måske, imod hensigten, mindre kvalitet.

Læs hele notatet her.

Ni råd til den kommende videnskabsminister

Professor i visuel kultur og performance-design (et felt der undersøger "forskellige oplevelses- og medieformer, f.eks. billeder, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, med fokus på erkendelse, oplevelse og design") ved RUC, Olav Harsløv, stillede i går i Politiken ni yderst interessante råd (se her) til den kommende videnskabsminister, som vi endnu ikke ved hvem er. De fortjener omtale og debat, så jeg gengiver dem her in extenso:

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de (for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske 'satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne. Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

Jeg er enig i mange af dem.

Ad 1) Ja, universitetsfusionerne var højst uheldige, af mange grunde, bl.a. fordi de slører opgaveforskellen og forskningskulturforskelle i grund- og sektorforskningen. I det hele taget er top-down styrede omorganiseringer som den Aarhus Universitet har været igennem, ligesom kemi på KU (her) og den de fire våde fakulteter på KU nu skal trækkes igennem her i efteråret (se fx Universitetsavisen her) ofte ødelæggende og forbundet med udradering af hele forskningsmiljøer.

Ad 2) Tja, de fakultære grænser er ofte kunstige, og man bør lette det administrative samarbejde på tværs – også samarbejdet mellem universiteter (jf. problemerne påpeget i Vincent Hendricks kronik her) — men hvad vil det sige helt at opløse dem?

Ad 3) Hvor små er "for små" og ud fra hvilke kriterier?

Ad 4) Helt enig - vi har her på bloggen ved flere lejligheder kaldt det vidensdiversitet, og hvis en mangfoldighed af videnskaber skal kunne trives kan ikke alle pålægges at skulle legitimere sig ved de samme krav om relevans for erhvervslivet.

Ad 5) Hmmm, før dette: Måske burde nogen udarbejde en ph.d.-afhandling om det forskningspolitiske rådgivningssystem i Danmark og de effekter systemet (inkl. de forskellige omlægninger af dette vi allerede har oplevet) har haft for den danske forskningsverden.

Ad 6) Grundlæggende enig men usikker på hvem og hvad forskningsudvalget skal være: Jeg foretrækker at omsætte det til: Flere basismidler, færre strategiske puljer.

Ad 7) Enig. Som formand for en af de faggrupper (nr. 68) som rådgiver ministeriet om indikatoren i et forsøg på bidrag til 'damage control' mener jeg, dens eneste fornuftige funktion er et samlet overblik og en synliggørelse af dansk forsknings videnskabelige kommunikation – al helgesandersk snak om "basismidler efter kvalitet", universiteter der skal konkurrere på et rent volumenræs, og at påtvinge forskningen en ydre incitamentstruktur er forfejlet.

Ad 8) Delvis uenig. Ja, lad de små tidskriftsredaktører selv turde tage beslutninger igen. Nej, peer review skal selvfølgelig ikke nedlægges på de fagområder, hvor det er groet naturligt frem nedefra og er en af de vigtiste måder hvorpå forskningen lever op til den videnskabelige norm om organiseret skepsis, kritik og intern kvalitetskontrol af de videnskabelige resultater. At den kollegiale kritik har fundet andre former på mange humanistiske felter — eller at forskningsindikatoren fik små danske tidskrifter eller små og mellemstore forlag til at indføre betalte bedømmelser fra langsomt arbejdende fagkonsulenter — skal jo ikke over en kam føre til afskaffelse af peer review som institution. Nogle vil gå så langt som til at hævde at postmoderne tolerance og intellektuel dovenskab i forhold til nabo-forskeres andre paradigmer (inter-paradigmatisk borgfred) netop kalder på synliggørelse af den merit, som burde følge med skarpt, kritisk arbejde.

Ad 9) Enig, men husk undgå de mere kommercialiserede former for udvikling af det sociale campus-miljøet.