Kineserier

af Søren Nors Nielsen

Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!

Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.

Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.

Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.

En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.

Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.

Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.

Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.

(klik på billedet

for at forstørre)

En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)

Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.

Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.

Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.

Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.

Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.

Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.

Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.

En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?

Gæsteboligen på forskerstationen ved

Chongxi Wetland Research Center

Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.

En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon

Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.

Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?

Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.

et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås

Det færdige resultat

Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:

"Seek truth, foster originality,

and live up to the name of teacher"

Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!

af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.

I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.

Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et

"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."

Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.

Forskeres vidensøkonomiske overlevelseskamp

(sakset fra DASTS sitet):

PhD defence:

Birgitte Gorm Hansen

Adapting in the Knowledge Economy:

Lateral Strategies for Scientists

and Those Who Study Them

Time: 3 October 2011, 2 pm – 4 pm
Place: Copenhagen Business School, Kilevej 14 A, 2000 Frederiksberg, Room: Ks48

In order to obtain the PhD degree Birgitte Gorm Hansen has submitted her PhD thesis. The thesis investigates the strategies deployed by Danish scientists as they adapt to changes in research policy.

The political agenda of transforming Denmark into a leading knowledge economy requires that university researchers maneuver a complex mixture of academic, industrial and political agendas. How do research managers strategically adapt in the knowledge economy? What are the costs and trade-offs involved in such adaptation?

Keywords
Science and Technology Studies, science-industry collaboration, anthropological method, research policy, research management.

Supervisors:
Associate Professor Maja Horst
Associate Professor Casper Bruun Jensen, IT University

Assessment Committee:
Associate Professor Signe Vikkelsø (Chair), Department of Organization, CBS
Professor Bill Maurer, University of California, Irvine
Professor Susan Wright, Danish School of Education, Aarhus University

Everyone is welcome to attend the defence, which will take place in English.
The defence will be followed by a reception in Kilen.

The thesis will be available from openarchive.cbs.dk approx. one week before the defence.

Event information:
October 3, 2011
2:00 pm to 4:00 pm

Eksperter og videnskabsfolk i den offentlige debat

Af Thomas Aastrup Rømer

Nu skal Marlene Wind sidde og kukkelure alene på sit kontor efter kammeratlige samtaler med hendes ledere, offentlig udskældning og pinlige breve fra ledende politikere til hendes rektor, selvom hun blot har gjort sin pligt, og selvom Messerschmidt, Pind og Kjærsgaard har handlet i en blanding af ren egeninteresse og mangel på viden om, hvad en videnskabsmands opgave er i et oplyst demokrati. Dette har intet at gøre med et par bandeord. Derimod arbejder en distinktion, der hedder forskning=objektivitet / politik=subjektivitet rundt omkring hos hele flokken, inklusiv i øvrigt hos videnskabsministeren (se Politiken, d. 16. juni), og den distinktion er fuldstændig uvidenskabelig. Lad mig nævne to misforståelser i forbindelse hermed:


1.

Den første misforståelse er, at en videnskabsmand skulle være en ekspert. Vi har vænnet os til at bruge ekspertbegrebet, men det skal vi holde op med. I al fald bør det reserveres til de mindst tænksomme forskere. Inden for mit eget område, udannelsesforskningen, er dem, der udtaler sig som eksperter, altid dem der ved mindst om sagerne, og jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes inden for andre samfundsvidenskabelige områder. En ekspert kan gengive viden indenfor et afgrænset felt, men han har ingen sans for viden om denne viden. Altså for hvad han ikke ved, og hvilke filosofiske og etiske forudsætninger, som hans viden er indlejret i. Han fremturer med andre ord med sætninger som ”forskningen viser…” eller ”hvis dit så dat...”. Sikre tegn på ekspertise, men et lige så sikkert tegn på mangel på videnskabelighed. Desuden har eksperten altid et udvendigt forhold til den altså meget begrænsede viden, som han har. Han kan referere den ene og den anden undersøgelse, og arbejde med en eller anden model, men netop via denne afstand til sit stof, afslører han sig selv i videnskabelig mangel. Men hvad er så det videnskabelige? Det er, at man ved, at ethvert faktum er en del af en dialog og strid om sandhedens og tingenes karakter. Videnskabelig viden er dialogisk viden. Historierne om, hvordan al stor videnskab er blevet til i strid er utallige. En ægte videnskabsmand har blandet sig i denne strid. Han har sat sin person ind i foretagendet. Den største videnskab er derfor dybt personlig. Jo mere en forsker har blandet spyt med sin egen videnskabelige traditions dialog og strid, desto mere videnskabsmand er han. Men dermed umuliggøres også ekspertrollen, for hvordan kan man gengive denne strid, som man selv er en del af, som om den skulle være et objektivt og interesseløst faktum? Det kan man heller ikke. Den videnskabelige formidler er derfor ikke en ekspert, men derimod en intellektuel, som kommer fra et dialogisk og stridbart område og bevæger sig ind i en anden form for strid, nemlig den almene offentlighed. Det er strid mod strid. Der er ingen objektivitet løsrevet fra subjektivitet eller diskussion i denne proces. Eller rettere: Eksperten finder bare objektivitet, mens videnskabsmanden finder hele den æter, hvori det videnskabelige ord bader, og som er grundlaget for objektiviteten - og det grundlag er ikke objektivt.

Det er alle ganske vist ikke enige med mig i. Lars Qvortrup, som er uddannelsesekspert, skrev f.eks. i en leder i DPU’s magasin Asterisk, nr.22 og i Berlingske Tidende d. 3. november, at OECD mente, at vi kun kunne sikre vores børnebørns velfærd i 2090, hvis vi indrettede vores uddannelsessystem efter PISA-målingerne, og han hævdede i et læserbrev i Weekendavisen d. 20. maj, at han dermed ikke udtrykte nogen værdier. Her taler den rene ekspert, mens ”videnskabsmanden” forbliver tavs. Videnskabsmanden ville kunne vurdere disse OECD-synspunkters normative forankring, og sætte sine egne og hans samfunds værdier i spil, så enhver kunne se, hvad den pågældende ”ekspertise” er lavet af. Et andet eksempel fandt jeg hos kommunikationsdekan Claus Holm, som i en kronik i Information d, 20/10-2010 skrev, at den moderne intellektuelles primære opgave er at løbe efter bevillinger og finde metoder til at besvare spørgsmål, som andre, f.eks. magthaverne, konkurrencestaten eller de nye magtfulde universitetsledelser, stiller. Holm fremlægger dette som et objektivt faktum, uden at forholde sig til, om denne udvikling er god. Dermed kommer han til at producere en objektivitet, som hans emne slet ikke kan bære. Det emne, han drøfter, er netop fyldt med en normativitet, der har arbejdet i 2000 år, og manglen på etisk refleksion i forbindelse med behandlingen er dette emne er derfor nærmest uvidenskabelig. Derfor udtrykker Holm sig også ”kun” som ekspert.

2.

Den anden misforståelse er, at en videnskabsmand skal afholde sig fra at drøfte værdier; at han tager sig af fakta, mens politikere tager sig af værdierne. Disse problemer har rod i den udbredte misforståelse, at man uden videre kan og bør adskille videnskab og værdier. Denne diskussion har pågået siden den moderne videnskabs fødsel, og den arbejder som en pulserende spændstighed i vores kultur. Omdannes denne puls til mekanik, som hos Pind og de andre, forfalder både videnskab og etik. Man skal tværtimod værne om dette ”er-bør” forhold som en kostelig skat, der har afstedkommet initiativrigdom, ideer og udvikling i hele vores kulturkreds. Hvis man glemmer denne skat - hvis man lader det ene udelukke det andet - så forfalder videnskaben, forstået som en stor vestlig kulturel præstation, til teknokratisk forskning, som enhver totalitær asiatisk stat kan bedrive - og alt det vigtige, værdierne, går til i abstrakte lister og politiske rævekager. Den vestlige samfundsvidenskab og humaniora er grundlæggende set en frihedsbevægelse, og hvis man indkapsler denne frihed i ”ekspertise”, politiseres videnskaben på en rigtig grim måde. Hvis Pind og de andre slipper af sted med at bede Wind om at gøre det modsatte af sin pligt, dvs. beder hende om at være ekspert frem for professor og videnskabsmand, så skamrider de det grundlag, som de selv udtaler sig i. Hele vores politiske system, vores demokrati og vores folkelige tradition er ikke lavet af eksperter, men af engagerede videnskabsmænd, der ikke går og tager kasketter af og på for til sidst at kløjes i det, så kulturblinde politikere kan få fri bane. Og når Messerschmidt endda går så vidt som til at henvende sig til Københavns Universitet og taler om ”universitets interesser” (hvilket er fuldstændigt irrelevant i denne sammenhæng), og når rektors og institutlederens forsvar i medierne er alt for tøvende, så må alle frihedselskende mennesker råbe vagt i gevær. Det er den rene og skære destruktion af en central del af vores frihedstradition, og i forhold til det er ord som ”valgflæsk” og ”indre svinehund” nærmest høflighedsfraser.

Derudover vil jeg tilføje, at der inden for andre områder findes beslægtede sager. I Århus kommune må pædagoger, så vidt jeg har forstået det, kun udtale sig kritisk om en kommunal konceptpædagogik (som er meget detaljerende og foreskrivende) som privatpersoner. Som ansatte pædagoger må de ikke. Tværtimod skal de ”føle sig” som dele af Børn- og Ungemagistraten, som det totalitært hedder. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig situationer, hvor kasketterne snubler over hinanden. Resultatet er, at der ingen offentlig diskussion føres i kommunen vedrørende pædagogiske spørgsmål. Alle bliver dummere, mens bureaukratiet ruller af sted helt uden modstand.

Vi har så travlt med at uddele kasketter til hinanden, at ingen efterhånden må se på de forskellige emner i sin forskningsmæssige og værdimæssige helhed eller sige, hvad de slet og ret mener om dette eller hint. Det er meget foruroligende for demokratiet, fordi hele værdidiskussionen til sidst overlades til politikere og deres embedsmænd. Jeg glæder mig til, at professor Wind er tilbage fyldt med viden, energi, holdninger og alle de danske ord, der falder hende ind, uanset om folk mener, de er sande eller falske eller er rimelige eller ej, og jeg synes, at vi skulle fremme den form for aktivitet i stedet for at lytte til de bovlamme eksperter, der tror, de ved noget særligt, og som dermed kommer til at fremture i langt mere mekanisk og skjult politisk aktivitet end en virkelig professor.

Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?

Sådan ca en million år efter, at det begyndte, har aviserne og ministeriet nu opdaget, at der skæres i undervisningen på universiteterne. Mit eget fag var et af de sidste, som gik ned på 12 ugers semestre, og nu skærer vi så også 1/3 af timerne per uge fra på grunduddannelsen. Det er old news, og jeg er ikke engang sur på min lokale ledelse i denne anledning, thi de har ikke meget valg med den økonomi, de sidder med.

Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:

Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.

»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.

Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.

Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.

Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.

Fagre nye engelskverden

Jeg har lige været til møde hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Jeg fik lov at sige, hvad jeg nu engang mener om situationen for fremmedsprog i Danmark. Og det kan jeg vel nok have en mening om. Samme dag holdt man på mit institut en afskedskonference for vores gamle sprogforsker og professor i engelsk Torben Thrane. Det er et sammenfald af begivenheder, som er symptomatisk for situationen for fremmedsprogene i dag. Sprogforskeren går pension – kulturforskeren tager til København for at deltage i debatten om en national sprogstrategi.

På vej hjem i toget slog det mig: Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor tager jeg til København for at tale for fransk, spansk, tysk og for en fremtidssikring af translatøruddannelsen? Jeg kan da være ligeglad. Jeg har engelsk som fag, interkulturel kommunikation som speciale, så jeg har mange glade studerende. Bevares – de kommer fra erhvervsøkonomiske uddannelser som HA Engelsk og International Ledelse and so what? Det er fremtidens erhvervsledere, jeg uddanner. Og fordi jeg nu engang er kandidat i engelsk, får jeg altid positivt feedback på mit sprog. Of course - de søde studerende sammenligner mig jo med erhvervsøkonomer, der mere eller mindre frivilligt har påtaget sig engelsksproget undervisning.

Men hvad så med de små sprog – hvad med fransk, spansk og tysk? Personligt synes jeg, de har en værdi, men jeg er også et produkt af en tid, hvor man i gymnasiet mødte tre-fire sprog, herunder latin. Jeg har igen været inde og kigge på Videnskabsministeriets debatblog – et link jeg i øvrigt har sendt ud til mine sproglige kolleger for at opfordre dem til at komme på banen. Jeg har ikke set ret mange indlæg fra universiteternes fremmedsprogsmiljøer, og kan ikke lade være med at tænke: Hvis ikke de vil tale, så må de dø. Hans Hauge har meldt ud, at vi kan klare os på engelsk. Det er jo etableret som videnskabssproget for tyskfolk såvel som anglofile. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle give ham ret? Jeg skriver alligevel mine artikler på engelsk, så hvorfor skal jeg kæmpe for andres ret til at skrive, undervise og formidle på andre sprog? In the Country of the Blind, the one-eyed man is king – i den fagre nye universitetsverden er engelskfolk fremmedsprogenes nye adel. Me like that very well!

Hanne Tange, Aarhus Universitet

Debatmøde om fremmedsprogene

debatmøde 20. januar

DO YOU
SPEAK
ENGLISH?
SPRECHEN SIE DEUTSCH?
PARLEZ-VOUS FRANCAIS?
QING WEN, NIN SHOU ZHONGWEN MA?

Norge har allerede en national handlingsplan for fremmedsprog.
I Danmark planlægger regeringen en strategi for fremmedsprog, der skal sikre at sproguddannelserne matcher ’samfundets behov’. Men hvilke behov har samfundet? Hvordan samarbejder man i uddannelsessystemet om sprogfagene og hvad betyder sproglig mangfoldighed eller mangel på samme for dansk kulturliv? Politiken og Copenhagen Business School sætter fremmedsprogene til debat.

Oplæg:
Fremmedsprogene i uddannelsessystemet: status
v/ Lisbeth Verstraete Hansen, lektor, CBS

Norges handlingsplan for fremmedsprogene
v/ Steinar Nybøle, leder af Fremmedspråksenteret, Norge

Den nationale strategi for fremmedsprog
v/ Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K)

Muligheder for samarbejde i uddannelsessystemet
v/ Hanne Leth Andersen, Prorektor, RUC

Hvad betyder samfundets behov for fremmedsprog fra et kulturelt ståsted?
v/ Bjørn Bredal, Politiken

Paneldebat v/ oplægsholderne

Tid og sted:
Torsdag 20. januar 16.30-18.30
i Pressen, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, København .

Pluspris 20 kr. (+gebyr 10 kr.) Alm. pris 40 kr. (+ gebyr 10 kr.)

Reserver plads på www.politikenbillet.dk

Udannelse i verdensklasse for ingen penge?

Jeg har tidligere (her) gjort opmærksom på det groteske i den manglende fokus på de forringede vilkår for universitetsstuderende. I dagens kronik i Information (her) trækker Amalie Laulund Trudsø, der studerer på dansk og retorik, blankt på samme punkt. Hun spørger berettiget, hvordan man både kan udsulte en uddannelse og forvente verdensklasse af den. Man kan tilføje, at af de i forvejen begrænsede taxameterbetalinger er over halvdelen forsvundet i rektoraret og dekanatet, før de overhovedet når frem til det institut, hvor undervisningen skal leveres.

Kirsten Refsing og omstruktureringen på Det Humanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare vinde intern legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt.

Det er her, kritikken bør rettes imod Refsing. Eller også der bør udsendes en opfording til hende: Vores dekan bør som Det Humanistiske Fakultets leder og ansigt udadtil gøre det soleklart, at en øknomisk krise, der let lod sig løse set fra et samfundsperspektiv, men som ikke kan overkommes internt uden meget omfattende konsekvenser. Disse konsekvenser vil være til alvorlig skade for samfundet, og derfor bør der gribes ind.

Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?

Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.

To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.

Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...

Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?

Fyringsvarsler på Århus Universitet skader Danmarks omdømme som vidensamfund

Den 14. maj skrev Peter Kemp i en kronik i Information (her, kopi her) om fyringsvarslerne på Århus Universitets afdeling i Emdrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som endte med denne opfordring:

"For at redde DPU 's prestige i ind- og udland bør hele besparelses- og afskedigelsesprocessen gå om. Først må dekanen pålægge de ansvarlige at finde besparelser uden afskedigelser, og når det er undersøgt grundigt så, hvis det absolut skal være, gennemføre mere velbegrundede personalereduktioner.
Det, der er ved at ske lige nu, forekommer mange at være intet mindre end et justitsmord. Hvis det gennemføres, vil det blive husket som en skændsel i dansk universitetsliv."

Helt korrekt, og Danmark lider allerede tab af international videnskabelig anseelse med den slags sager. De mange, der har skrivet under på protesten (se her) bevidner dette, ligesom kommentarerne til underskriftindsamlingen – som kan ses på samme nye blog filosofidpu.blogspot.com – hvor en række forskere fra forskellige lande protesterer, fx W.L. McBride:

"I am appalled by this and wish to express my protest in the strongest possible terms. Both the proposed action and the rationale given for it are equally unacceptable."
Sincerely,
William L. McBride, President of the International Federation of Philosophical Societies (FISP), Arthur G. Hansen Distinguished Professor of Philosophy, Purdue University, USA

Det er på tide at rektor for Århus Universitet - som har været bemærkelsesværdigt fåmælt i denne sag - griber ind: Lauritz Broder Holm-Nielsen, som ud over at være rektor er medlem af Regeringens Vækstforum, bestyrelsen i European University Association, formand for Det Nordiske Universitetssamarbejde og næstformand for Rektorkollegiet "Danske Universiteter", burde vide hvad tab af akademisk anseelse betyder for Danmark som vidensamfund. Magisterforeningens formand Ingrid Stage har allerede opfordret Laurits B. Holm-Nielsen til at komme på banen: "Når tre forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU ) varsles afskediget med en begrundelse om, at deres forskning ikke er relevant, er den frie forskning for alvor i fare. De varslede fyringer kan derfor ikke ses som andet end et direkte angreb på forskningsfriheden og en overtrædelse af universitetsloven." (cit. fra Information 12/5). Tilsvarende udtaler jurist og lektor Anne Lise Kjær fra Københavns Universitet:

"Jeg ser de aktuelle fyringer som et udslag af et generelt problem med den nye universitetslov, som bør revideres, hvis universiteter og samfund fremover skal undgå lignende sager, hvor hensynet til snævre faktura- og markedsinteresser går forud for akademiske og videnskabelige hensyn".

Vi har tidligere her på bloggen kommenteret de helt absurde aspekter af sagen (bla. her).

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.

Vi arbejder for evigheden

Nogen gange kan et fragment af en udtalelse få et helt puslespil i ens hovede til at falde på plads. Forskningsadjunkt Helle Hein fra CBS har lige sagt noget meget fornuftigt (i Netværket, DR P1): Vidensarbejdere har ikke brug for ledere, der definerer deres arbejde i detaljer, de ved godt hvor man skal hen, "de er drevet af en pligtetik, ikke en økonomisk nytteetik."
Det må være derfor, at hele den djøficistiske NPM tanke om ovenfra definerede "incitamenter" for forskerne (fx til at søge eksterne midler, til at publicere i særlige tidskrifter, etc.) virker nærmest krænkende! Man er da ansat på en forskningsinstitution fordi man brænder for forskning, og på et universitet fordi man elsker at udvikle faget i koblingen mellem forskning og undervisning. Man behøver ikke et ministerium eller en udviklingskontrakt til at sige hvor man skal hen. Arbejdet er såvel en pligt, et kald, som en besættelse. Egeninteressen og interessen i et højere gode går sammen. "Vi arbejder for evigheden", det var Heins eksempel på en værdi, formuleret af en leder af nogle konservatorer, som var på højde med medarbejdernes egentlige commitment. Sidstnævnte ord er allerede røvet af managere. Sjovt nok kan det betyde pligttroskab, et ord vi måske skulle genopfinde i en verdslig udgave, pligttroskab overfor det fælles gode.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.

Det rumler efter fyringer. Nyt fra Universitetetsavisen.

I et indlæg på universitetsavisens hjemmeside gør lektor Jens Borum fra biologisk institut på det meningsløse i den nuværende fordelingspolitik over for universiteterne. Med et
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:

"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.

Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.

Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."

De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?

KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.

Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.

Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:

1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.

2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.

3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.

Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.

Forskning som gave, rigdom og overskud

Jeg talte for nyligt med en nybagt kandidat, som mente, at det med forskningsfrihed var lidt hippieagtigt. Hun vedkendte sig dog sin hippiearv og bakkede op om begrebet. Det inspirerede mig til denne stærkt hippieagtige epistel.

Den grundlæggende maxime i videnskabens kontrakt med samfundet, som den ses af den borgerlige regering, er "noget for noget". Viden for penge, eller kompetencer, uddannelse og erkendelse for frihed og autonomi. Men i videnskabens egen intellektuelle 'økonomi' dominerer gaveprincippet. Viden er gaver (eller forslag til gaver - videnspåstande) til fællesskabet. Ny erkendelse udveksles mod anerkendelse. Konkurrence handler om anerkendelseskampen mellem forskere eller forskergrupper om at opnå ny erkendelse.
Forskningens produkt er dens indhold, en værdi der ikke som penge kan udveksles med alt andet.
Hverken i samfundskontrakten eller i den lokale gaveøkonomi er der tale om et nulsumspil: Viden bliver ikke mindre af at blive delt, og samfundet bliver ikke mindre af at betale til forskning, tværtimod, det kan kun udvikles til en rig mangfoldighed af muligheder på basis af ny viden.
En ide om udveksling og "noget for noget", er måske ikke i sig selv et problem, hvis blot der også levnes plads til overskuddets gavelogik.
Problemet opstår, hvis gaven - ny viden - kun måles på sin pris, ikke sit indhold. Det er tanken, der tæller, siger man om gaver. Fra tanke til faktura, siger Sander om forskning.
Med hvilken logik skal samfundets kontrakt med forskningen skrives? Gavens eller fakturaens?
Som det står skrevet om lån og mål: "hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det?" (Luk.6, v34) - "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (v38).
Hvis samfundet alene måler videnskab med pantelånerens fokus på forrentning, vil gavens logik og den store undren langsomt svinde ud af forskningen. Så vil samfundet ikke mere få et helt så topfyldt mål i favnen. (Som nationaløkonomen Nina Smith siger i sidste FORSKERforum (nr. 228, s. 18): "hvis man detailregulerer os og tager frihedsgraderne, så mister vi motivationen og begynder at arbejde 37 timer - som er samfundets 'normalarbejdstid'. Og så kommer universitetet virkelig på den...").
Og til det med hippierne: Forskningsfrihed og academic freedom går selvfølgelig længere tilbage end 1968. Det var 68'erne, som gjorde op med forskningsfriheden i elfenbenstårn-udgaven, og krævede forskning for folket, ikke for profitten. Senere krævede de borgerlige forskning for erhvervslivet, og socialdemokraterne drejede det til forskning for velfærd. Det kan godt være, at forskningspolitikken skal give såvel folket, velfærden og profitten hver sit, men der skal også være plads til mere end det. Hvis forskning endelig skal være "for" noget, må det være for udviklingen af en menneskelig civilisation, der er så rig, at den har råd til såvel nyttig som tilsyneladende ganske unyttig forskning.

Uafhængighed: Bestil et forskningsresultat

Forskning handler om nysgerrighed, og om at bruge denne til at blive klogere, for ens egen skyld og for det
samfund, der står på spring for at udnytte den nyeste viden. Men der er forskel på, om nysgerrigheden drives af forskernes fantasi: grundforskning, eller motiveres af konkrete problemer, der skal løses: sektorforskning. Med fusionen i 2007 af flere sektorforskningsinstitutioner, blev disse to forskellige indgangsvinkler til forskning samlet til ét, under universiteterne.
Men det er lånte fjer, når sektorforskningen med de samme personer, administrative strukturer og økonomiske afhængighed af rekvirenterne, skal levere svarene under universiteternes gode navn og renommé. Man bør samtidig spørge sig selv, om sådanne opgaver overhovedet hører til på et universitet, hvis fornemmeste opgave er at forske og undervise frit samt berige samfundet på lang sigt med ny viden, hvor alene den faglige integritet og forskerens dygtighed tæller.
Et spørgsmål, som sammenslutningen af danske universiteter besvarer i en ny hvidbog ved en pure frikendelse, uden dog at gå ind i diskussionen af sektorforskningens økonomiske afhængighed af den rekvirent, der både stiller spørgsmålet og forventer svaret.
Sektorforskningen har altid været en værdifuld del af den danske forskningsverden og givet beslutningstagere og myndigheder mulighed for at vurdere konsekvenserne af forskellige scenarier ikke bare gennem gæt, men gennem undersøgelser og faglig rådgivning. Denne myndighedsrådgivning er ofte afgivet efter et tæt koordineret parløb mellem sektorforskningsinstitutionen på den ene side og ministerier, styrelser, interesseorganisationer eller private firmaer på den anden. Med myndighedsbetjeningen, fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner, er universiteterne derfor presset ind i et minefelt, hvor deres uafhængighed er tabt og den kritiske objektivitet kan anfægtes.
Blandt giganterne i den gamle sektorforskning er Danmark Jordbrugsforskning (DJF), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Danmark Fiskeriundersøgelser (DFU) og Skov & Landskab, hvisvigtigste rolle, samlet set, er at sikre udvikling af landbrug og fiskeri, samt vurdere tilstanden af vores miljø og natur. To sæt opgaver, der ikke altid harmonerer, og hvor en økonomisk motiveret tankegang kan tvinge opmærksomheden mod et mere produktivt landbrug på bekostning af miljøet og naturen.
Særligt DJF og DMU's nye status som fakulteter ved Aarhus Universitet kan være problematisk. I dag kommer omkring 70 procent af DJF's årlige budget, og omkring 30 procent af DMU's fra offentlige projektpuljer (samlet set omkring en halv milliard kroner), hvor Fødevareministeriet udgør den suverænt største donor. Vi har desværre set uheldige sager, hvor resultater af undersøgelserne var diskuteret igennem med de implicerede donorministerier og forskningsinstitutioner længe inden de egentlige undersøgelser blev foretaget. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, landets fornemmeste og mest kompetente sammenslutning af topforskere, pegede da også i sin forskningspolitiske rapport fra 2009 på dette problem og gav to konkrete eksempler på, hvordan sektorforskningens rapporter nedtonede de alvorlige konsekvenser for naturen af henholdsvis oppløjning af brakjorden og oppløjning af havbunden efter muslinger i Natura 2000 områder i Limfjorden.
Det var DMU, der fik til opgave at analysere konsekvenserne af at oppløje cirka 140.000 hektar brakjord og omlægge dem til intensivt landbrug. Brakjorden har i et land som Danmark, hvor naturen efterhånden ikke er
meget andet end mørtel mellem markerne, fungeret som vigtige refugier og gemmesteder for den vilde natur. Med tilladelse fra EU ville Fødevareministeriet i starten af 2008 gerne inddrage disse naturværdier, hvis samlede areal er på størrelse med Lolland-Falster, til landbrug og ville derfor kende konsekvenserne af en sådan manøvre. Den lidet overraskende og meget hurtige konklusion fra DMU, der blev leveret på bare ni dage, var, at dette ikke forventedes at skabe større problemer for hverken miljø eller natur. DMU påpegede problemer, men havde overordnet accepteret en formulering og afgrænsning af projektet, der begravede disse problemer, mens de svar ministeriet og landbruget ønskede, blev serveret i første linie. Det er ikke de menige medarbejdere på de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der er noget galt med. De er dygtige forskere, men så længe armslængdeprincippet mellem myndigheder og forskere ikke respekteres, og så længe ministerierne gennem løbende budgettering projekt for projekt kan styre sektorforskningsinstitutionernes
økonomi, får vi aldrig den uvildige myndighedsbetjening, der er helt nødvendig for at træffe ikke bare de billigste men klogeste beslutninger.
Nøglen er en incitamentstruktur, der i sin grundvold arbejder kompromisløst med uafhængighed mellem politiske dagsordner og den forskning, der skal begrunde de politiske beslutninger samt sikre en gennemskuelighed i både økonomi og tilhørsforhold, så myndighedsrådgivningen ikke kamufleres som fri forskning. Ministerier og myndigheder skal udelukkende udstikke de overordnede linier, mens planlægningen og vægtningen af de enkelte elementer, fra projektbeskrivelse til rapportsammenskrivning overlades til de implicerede forskere og deres faglige
chefer.
De Økonomiske Råd (DØRS) er en af de få danske institutioner, der succesfuldt har formået at stå i konstruktiv opposition til enhver siddende regering. Rollen som vismandsorganisation har givet DØRS mulighed og ret til at udtale sig kritisk og uafhængigt, hvilket er sikret gennem en lige så uafhængig økonomisk struktur, hvor politikere ikke fra gang til gang giver penge til de økonomer, der kan producere de ønskede konklusioner, men udstikker en årlig økonomisk ramme, inden for hvilken DØRS selv kan administrere sine budgetter.
Denne økonomiske uafhængighed skal også sikres for de gamle sektorforskningsinstitutioner, så forskerne kan bruge deres faglighed og ikke økonomiske incitamenter som ledestjerne.
England har i mange år haft en natur- og miljøvismandsinstitution, med egen forskningsenhed: the Nature Conservancy Council (i dag opsplittet i tre regionale afdelinger), der har fungeret uafhængigt af ministerier og myndigheder, med faste budgetter, der slår vores hjemlige sektorforsknings budgetter med flere længder.
Ønsket om økonomisk og politisk uafhængighed er derfor hverken et krav om en urealistisk og urealiseret utopi eller en opfordring til at »sende flere penge«, men en nødvendighed, hvis vi fortsat vil bevare både frie, uafhængige universiteter og samtidig fortsat have en uvildig sektorforskning til gavn for vores landbrug og fiskeri samt øge indsatsen for miljøet og en dansk natur - til gavn for hele samfundet.

Kronik fra Weekendavisen 14. august 2009

Om fornuftens instrumentalisering

Der er lige nu en vigtig udsendelse på P1 som bl.a. sætter universiteternes udviklingskontrakter og styrelseslov ind i en større sammenhæng med udviklingen af den offentlige sektor: "Det er idioti at bruge så mange ressourcer på at formulere mål for offentlige institutioner og kontrollere om de bliver opfyldt. Og mål- og evalueringskulturen skaber også uansvarlige medarbejdere og borgere. Det mener dr. phil. Verner C. Petersen, fra Handelshøjskolen i Århus. Han opfordrer de ansvarlige medarbejdere til civil ulydighed mod ”evalueringstyranniet”." Udsendelsen kan høre her. Kan anbefales.
PS: En tidligere udsendelse med V.C.Petersen, her, om hans bog Vildveje i Velfærdsstaten, her

Klimaforskning, forskningsklima, antiklimaks.

For få dage siden (9/1) kunne man læse denne nyhed på det internationale site Environmantal Research Web:

"New research indicates that the ocean could rise in the next 100 years to a meter higher than the current sea level – which is three times higher than predictions from the UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC.
The groundbreaking new results from an international collaboration between researchers from the Niels Bohr Institute at the University of Copenhagen, England and Finland are published in the scientific journal Climate Dynamics." (kilde)

I dag tikkede en mail - med overskriften "Tilstedeværelse på arbejdspladsen mandag den 19. januar" - ind hos alle ansatte på Niels Bohr Institutet fra den af dekanen ansatte institutleder:

"Jeg vil gøre opmærksom på, at alle fastansatte medarbejdere skal befinde sig i umiddelbar nærhed af deres kontor eller normale arbejdsplads på mandag den 19. januar 2009 mellem kl. 9-12 samt 13-15.
Årsagen er, at jeg som bekendt den dag er nødsaget til at meddele et begrænset antal medarbejdere [efter sigende 12 stk., C.E.], at deres stilling vil blive nedlagt som følge af de besparelser, instituttet er blevet pålagt at gennemføre. Så snart de berørte medarbejdere er blevet informeret, vil jeg igen pr. e-mail meddele, at processen er overstået.
Er det på grund af sygdom eller andet umuligt at være på sin arbejdsplads i dette tidsrum, skal det meddeles senest mandag kl. 9:00 pr. e-mail (...) eller telefon (...) til (...).
Med venlig hilsen (...)"

... "meddele, at processen er overstået" (sic!), et fromt ønske! Hvordan vil en sådan prikkerunde påvirke forskningsklimaet på NBI og, endnu voldsommere på Biologisk Institut (jf. dens medarbejderblog) og de andre berørte institutter, de kommende år?
Og mere generelt: Hvilken betydning vil det forværrede forskningsklima på de danske universiteter, der stadig bedriver grundforskning, få for den danske klimapolitik og det basale vidensberedskab, der skal danne grundlag for den? Det forringede forskningsklima kan i høj grad kan føres tilbage på det universitetssystem, den nuværende universitetslov har afstedkommet, og de vilkår for forskningsfinanciering, som binder universiteternes handlefrihed i forhold til periodiske svingninger i studentermassen på enkelte fagområder, mindsker basismidlerne i deres forvandling til konkurencepuljer.
De af regeringen og Helge Sander højt besungne globaliseringsmidler har ikke forhindret dette antiklimaks - budgetkrise, fyringer, og heraf følgende forringede studier. Vi ser en samlet, lukket, topstyret ledelse på Københavns Universitet, der nok i skåltaler, 'værdigrundlag' og personalepolitiske statements udtaler, at de ansatte er universitetet, og at den humane kapital er dets vigtigste ressource, osv., men som når det kommer til stykket har hovedfokus på at tækkes ministeren og hæge om 'egenkapitalen', som man ikke tør anvende til at afhjælpe krisen.

Vi, de ansatte på Københavns Universitet, er skuffet over den ledelse, vi har fået trukket ned over hovedet, og over dens manglende evner til at tage vare på og forsvare en vigtig ressource i det danske videnssamfund, en fri og levende grundforskning.