Rettigheder kan frit krænkes

Ombudsmanden, Forskerforum og de offentlige ansattes retssikkerhed

 Bloggen har modtaget en kommentar til pressenævnets afgørelse (se her) i sagen om professor L. M. Koldaus klage over Forskerforum:

"Igen har den mindre sag en større principiel betydning end selve sagens umiddelbare genstand. Ombudsmanden har bekræftet, at ledelsen for en offentlig institution, såsom Aarhus Universitet, kan udsætte kritiske ansatte for negative sanktioner og mobbe dem ud, uden at det har nogen som helst konsekvenser for selve ledelsen. Dermed beskytter Ombudsmanden hverken den kritisk ansatte eller dens ret til ytringsfrihed. Ombudsmandens afgørelse betyder en alvorlig trussel mod de offentlige ansattes ytringsfrihed.

Pressenævnet har bekræftet, at et massemedie kan bringe forkerte udsagn om en person uden som helst konsekvens, hvis mediet bare skriver længe nok om sagen, med udokumenterede ”citater” og udsagn fra hemmelige informanter, der aldrig bliver nævnt.

Retssikkerheden hviler åbenbart på et svagt grundlag i Danmark."

Læs hele kommentaren her.

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Advokater for børnelitteratur og djævelen

I programmet Skønlitteratur på P1, lørd.d. 19/3-2011 kl. 10, interviewede programmets medarbejder Nanna Mogensen i starten af programmet centerlederen af Center for Børnelitteratur Nina Christensen. Anledningen var centerets fagligt begrundede protester mod at blive tvangsforflyttet til Århus. Centerlederen forsøgte i interviewet at fastholde de faglige argumenter, og formåede også at forholde sig udelukkende til det faglige omkring børnelitteratur (forskning og formidling, mv.), men skulle alligevel af intervieweren intimideres med spørgsmål, som antydede at indsigelserne mod flytningen var personlige (intervieweren brugte ordet "forkælet" i et af spørgsmålene, og fik modstanden mod flytning til at fremstå som sær når nu centeret jo alligevel essentielt er en del af Aarhus Universitet).
Jeg kom til at tænke på andre gange jeg har hørt interview-figuren "djævelens advokat" anvendt på en facon, som retorisk appellerer til doxa, vaneforestillinger (fx om at medarbejderne er uden indflydelse og jo da altid bare har at flytte med hvis arbejdspladsen flytter) eller lave motiver, og som afsporer en debat om de faktiske argumenter, som parterne i en strid fremfører. Nogen bør opfinde en betegnelse til denne særlige misbrug af "djævelens advokat" i interview i kulturprogrammer, hvor den forekommer mig særlig hyppig — sikkert ikke uden forbindelse med journalisters angst for at blive beskyldt for at have valgt side i kulturkampen, eller "Kampen om Sandheden" som Rune Lykkebergs bog om fænomenet hedder.
For nye læsere lidt om forhistorien mht. Aarhus Universitet, som ikke kom frem i programmet: Center for Børnelitteratur er et center for forskning, formidling og undervisning beliggende i Emdrup. Forhistorien er, at Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), den tidligere Lærerhøjskole i Emdrup, under en universitetspolitisk topstyret fusionsproces blev fusioneret med Aarhus Universitet for fire år siden. DPU havde så vidt vides ikke forud for fusionen noget særligt forhold til AU fremfor andre universiteter. AU er nu ved at opløse DPU som enhed, ligesom iøvrigt også DMU, Danmarks Miljøundersøgelser, splittes op, i en lige så topstyret reorganisering af det nye AU. Man kan på hjemmesiden for Center for Børnelitteratur (her) læse en uddybning af de faglige argumenter imod flytning, som Nina Christensen, trods interviewerens tilgang, havde held til at fremføre.
Det bliver interessant at se, med hvilke faglige argumenter AU-ledelsen svarer centeret, og hvorvidt der er tale om en universitetsledelse, der overhovedet formår at lytte til de faglige miljøers argumenter, når de trækker i en anden retning end de organisationsdiagrammer, som toppen har tegnet, og indgå kompromiser, der får medarbejderne til at føle medejerskab til beslutningerne, og som såvel tager organisatoriske, faglige, som arbejdsmiljømæssige hensyn.