Forringede karriereveje ved "science"-KU

Åh nej, det er godt nok træls, men dét her må bare ud: Dekanen, også kendt som John Renner, ved det megastore post-fusionerede såkaldte "science"-fakultet ved Københavns Universitet (som inkluderer den tidligere Landbohøjskole og det tidligere naturvidenskabelige fakultet) har besluttet — eller gennemtrumfet? — at ansættelseskategorien "adjunkt" er en saga blot.
No tenure-track positions at the University of Copenhagen!!! 
Tenure-track??? 
For nye læsere: Det var den mulighed universitetet havde for at tiltrække lovende unge forskertalenter, at de ved at blive ansat i et tidsbegrænset adjunktur på vilkår, der mindede om en fast lektorstilling (pligt til såvel forskning som undervisning), kunne kvalificere sig til en sådan efter endt adjunkt-forløb. Det var en mulighed for at give forskerspirer en ekstra motivation til at forblive ved universitetet, så de ikke — pga. af usikre ansættelsesvilkår — sivede til industrien eller andre erhverv.

(Når kategorien tenure-track – eller frit oversat "en-tidsbegrænset-ansættelse-som-der-er-en-stor-chance-for-kan-blive-permanent-hvis-du-gør-dit-job-godt" – bedre kendes på engelsk end på dansk, skyldes det, at man i Danmark siden 2003-universitetsloven og relaterede kalamiteter har undermineret den ansættelsessikkerhed (tenure), som ikke blot begrundedes i en stilling "i det offentlige" (til lavere løn), men primært i det offentliges interesse i beskyttelse af forskningens autonomi og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser).

Det er ingen nyhed at antallet af adjunktstillinger i en årrække især på dette fakultet har været for nedadgående, og at flere og flere yngre forskere er ansat på kortvarige projektpenge som post-docs (som ikke har samme pligt til undervisning). Men – og dét er hermed rygtet jeg videre-kolporterer til det offentlige rum, for som almindelig ansat udenfor ledelses-lagkagen bliver man ikke informeret om den slags – nu har dekanen altså indført, at adjunkt-stillinger er et fortidslevn på "science"-KU. Begrundelsen henstår i det uvisse. Min kilde, en landskendt sektionsleder på "science", vil helst ikke have sit navn frem. Kilden siger, at det er blevet debatteret internt, men ser samtidig skræmt ud ved mødet med mine vantro øjne: jeg har ikke hørt om det her før.

(ps: "Hvad er en sektionsleder?" vil nogen så spørge. Det er en ny kategori i ledelses-lagkagen, som vi i et senere blogindlæg vender tilbage til.)

Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?

Censur på Det Naturvidenskabelige Fakultet

I uge 6 udgik et nyhedsbrev fra dekanen på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O Andersen. Det førte en masse tal rundt på sjove måder, men særlig sjov blev det i slutningen. Her læser man:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Læs det én gang til langsomt. Det står der faktisk. Dekanen har lige gennemført en blodig fyringsrunde, og nu vil han gerne "appelere" til de ansatte, at de skal holde deres kritik inden for fakultetets fire vægge - dvs. inden for de fora, hvor han selv har hele magten. Derudover gør han gældende, at de ansatte "bør" forvalte deres ytringsfrihed "med omtanke" ...

Hmmmmmmm ... jeg ville godt nok føle mig grundigt pustet i nakken, hvis jeg fik sådan en tale sendt rundt fra min chef. Pyha - jeg ville virkelig mærke sparekniven på struben og stræbe efter at forvalte min ytringsfrihed med noget som min boss, der har hånd- og halsret over mig og utallige formelle og indformelle magtmidler over for mig, ville opfatte som "omtanke".

Heldigvis har min dekan noget mere forståelse for, hvad der ligger i begrebet "ytringsfrihed" og arbejder ikke med denne type af slet skjulte trusler. Hun er ofte nok blevet skældt ud. Ikke denne gang: Tak Kirsten.