Inhabilitet og snæversyn i DPU-fyringssagen

Læser man det igennem, der indtil nu er offentliggjort om fyringsvarslerne af de tre filosoffer på DPU, efterlades man med kun ringe tvivl om, at de pletter, sagen sætter på ledelsen af Aarhus Universitet (rektor Lauritz B. Holm-Nielsen), DPU (dekan Lars Qvortrup) og Institut for Pædagogik (institutleder Jens Erik Kristensen), bliver meget svære at vaske rene. Magtfuldkommenhed, kynisme og inhabilitet er ord, som trænger sig på.
- Det er magtfuldkomment at tvinge DPU ud i en økonomisk krise efter fusionen med AU gennem urimeligt høje administrationsgebyrer til AU's centraladministration, og iøvrigt udtryk for manglende evne til økonomisk styring at undlade at finde bedre løsningsmodeller end at påføre DPU nedskæringer. [1]
- Det er kynisk som mellemleder uden protester at acceptere sin overhunds betingelser og blot vælte disses konsekvenser videre ned til underhunden i hierarkiet, og iøvrigt styre en universitetsskole som om den var en fabrik, hvor omstilling af produktion sker ved samtidigt at hyre og fyre arbejdskraft: Fyr 3 filosoffer, hyr 2 psykologer og 1 antropolog, tak. [2]
- Og det er inhabilt at lade egne fagpolitiske interesser og ambitioner overskygge saglige hensyn og helhedssyn, og benytte en nedskæringssituation til noget, der ligner et hævntogt imod faglige konkurrenter, ved at tynde ud iblandt deres rækker. [3]

Et af de virkeligt helt store problemer med misæren på Aarhus Universitet – som også gælder hele det show, der kaldes "den faglige udiklingsproces" – er, at fagligheden og mekanismer til sikring af den videnskabelige kvalitet svækkes. Som Mogens Chrom Jacobsen skrev i JP d. 6/5 (her):

"Med den nye ledelsesstruktur på universiteterne er det muligt for ledelsen at gøre sådan nogle ting, men er det nu også hensigtsmæssigt? Parallellen til det private erhvervslivs ledelsesformer er selvfølgelig klar. Men er universiteter nu også helt ligesom private virksomheder? Nej, det er de ikke.
En faglighed er blevet til over flere generationer, og det virker absurd, at en gruppe af administratorer skal have lov til at definere fagligheden på tværs af fagets udøvere, og dermed sætte generationers visdom over styr.
Det giver anledning til flere problemer. Dels eliminerer det den pluralisme, som skal muliggøre, at meningerne kan brydes og faget udvikle sig, dels eliminerer det det personlige forhold, som en underviser må have til sit fag og sin faglighed, idet man åbenbart skal indrette sin forståelse af fagligheden efter ledelsens synspunkt. Dette vil have konsekvenser for medarbejderens faglige integritet.
Danske uddannelsesinstitutioner kommer til at ligne dem, som vi kendte fra Sovjetunionen, hvor alle medarbejdere skulle følge partilinjen."

Endelig er en af de mere spooky ting ved fyringssagen, at nøjagtigt dette problem blev analyseret i dybden af en af de fyringsvarslede, nogenlunde samtidigt med at han blev ansat på DPU! [4]


Noter:
[1] Forskerforum d. 28/4 (her): "Det har ikke været en økonomisk fordel for DPU at blive fusioneret med Aarhus universitet – tværtimod. DPUs aktuelle økonomiske problemer med fyringer af tre fastansatte lektorer – og en trængt økonomi de næste år – er ikke selvforskyldt, men skyldes øgede administrations-udgifter efter fusionen med Aarhus Universitet i 2007. Før den tid kørte DPU med overskud, som nu undermineres af, at DPU skal betale en administrationsafgift på 20-33 mio. (2010-13) til AUs fællesadministration. Det er et bidrag, som pålægges alle fakulteter (fusionsparter) efter objektive kriterier."

[2] Som journalist Daniel Øhrstrøm skrev i Kristeligt Dagblad d. 6/5 (her), citerende dekanen:
"Da det drejer sig om personsager, siger det sig selv, at jeg ikke kan forholde mig til dem specifikt, skriver dekanen, der i øvrigt oplyser, at der i stedet skal ansættes to undervisere i psykologi og en i antropologi."

[3] Som lektor Thomas Aastrup Rømer skrev på sin blog på Folkeskolen.dk d. 28/4 (her, kopi):
"Der er dog en anden forhistorie, som hører med. Den består i følgende: I efteråret har man på Institut for Pædagogik, på dekanens opfordring, diskuteret, hvorledes kandidatuddannelsernes struktur bør se ud. I den forbindelse blev man enige om at bevare de eksisterende tre kandidatuddannelser i hhv. pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi, med nogle forskellige mindre justeringer. Denne enighed bliver stadfæstet i alle relevante fora. Pludselig, som lyn fra himlen, d. 22. februar 2010 iscenesætter institutlederen og dekanen ideen om at erstatte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i pædagogisk samtidsdiagnose (som er institutlederens hellige ko, og som også falder fint ind i dekanens systemteoretiske ideer, men som blot er en lille intellektuel provins, og som endda nu er decideret komisk). Efter en omfattende polemik (som ledelsen ikke deltog i – den ”orienterer” kun) og aktivering af stort set hele det uddannelsesfilosofiske miljø i landet, trækkes beslutningen tilbage, og lettelsen breder sig. Men det viste sig at være en stakket frist. I stedet for at nedlægge uddannelsen, nedlægger man nu de personer og det forskningsmiljø, som ligger til grund for uddannelsen. Igen som lyn fra en klar og kold himmel."

[4] Vi har før (her) nævnt analysen: Asger Sørensen 2008, "Bidrag til kritikken af det nye kvalitetssikringssystem for videnskabelig viden - Om økonomi, ledelse og deres skadelige indflydelse", Slagmark - tidskrift for idéhistorie nr. 52, s. 91-108 (pdf [billedscan 1,9 MB], pdf [doc 137 K]). (Ref. er genfundet via denne litteraturliste.)