Kære dekan Mette Thunø
Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.
Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.
Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.
Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.
Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.
Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.
Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.
Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.
Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.
Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?
Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?
Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?
Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?
Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?
Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?
Med venlig hilsen
Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
42 kommentarer:
Respekt!
Godt, at du står op mod dette! Jeg håber folk med indflydelse tør støtte dig.
Kære Linda Koldau
Adskil din kritik af det danske universitetssystem fra din personalesag. Ledelsen må ifølge forvaltningsloven ikke diskutere det med dig i offentligheden. Og ærligt talt kan og bør offentligheden vel også være ligeglad. Kan du ikke nøjes med at kritisere de strukturelle problemer? Så ville udenforstående også være i stand til at gennemskue argumenterne og tage stilling.
Som yngre kollega på dit fakultet deler jeg din skepsis over for den såkaldt faglige udviklingsproces. Men jeg synes også at man bør tale ordentligt til og om hinanden - navnlig i offentligheden.
Med venlig hilsen
Anders
Nu er det jo ledelsen (rektor, dekan, institutleder, fagleder) som vælger at italesætte og forsøger at køre denne hele sag som en personalesag, som så bekvemt kan lukkes, tror de, for ikke at skabe dårlig omtale i medierne af universitetet. Det er i sig selv en kritisabel fremgangsmåde og det er faktisk et strukturelt problem for den frie akademiske debat at universitetsledelser gør dette.
Se også analysen på bloggen her og i dagens (d. 13/2) Information her; flere artikler i den trykte udgave.
PS
"Universitetsledelsen må ikke afskedige, degradere eller i øvrigt anvende negativesanktioner over for ansatte, alene fordi de lovligt har ytret sig offentligt. Det harblandt andre Folketingets Ombudsmand fastslået flere gange" - citat fra ministerens svar af 6/2 til Alex Ahrendtsen, MF (her)
Køre Linda
Stor respekt for din integritet og mod, sådan at stå op i mod endnu et eksempel på tyranivældet på AU. Jeg har også mærket dette absurde had mod folk, som stod ikke på sin ret, men på at almindelig forvaltningslov skal holdes. Dengang var det Carsten Riis på Teologi, som forlangte forvaltningsloven overtrådt. Det er ikke kønt!
Det er glimrende og modigt sagt. En kollegas indlæg, hvori han kræver adskillelse af din kritik og din personalesag er absurd, fordi det netop er kritikken, og ikke en eller anden uvedkommende disciplinærsag der har udløst de absurde krav til dig, som da også iflg. en professor i forvaltningsret er ulovmedhol-delige. Det er utåleligt og fuldstændig stridende mod det parlamentariske demokratis principper, at de ansatte i en institution, der tilhører os alle sammen ikke kan informere os allesammen om hvad der foregår. Derved fratages vi vores forfatningsmæssige ret og pligt til at gribe ind. Materielt har du naturligvis ret. De seneste årtiers regeringer har bevidst og ubevidst tilstræbt en proletarisering af kunst og musik, hvad der bla.a. har ført til, at man kan komme igennem gymnasiet uden at høre en eneste takt klassisk musik. For udlændinge er det komplet uforståeligt og uantageligt, for os der kender den bondske og stupide danske mentalitet er det et af de sørgelige forhold, som vi desværre har accepteret at leve med.
Ingen tvivl om, at dekan Mette Thunø er inhabil iflg. forvaltningsloven da hun er part i sagen, ydermere kan man jo diskutere, om det ikke er misbrug af egen stilling, da det kan tyde på, at det mere er det personlig end fagligt hun går efter. Om det er ens ytringsfriheden vi snakker om eller ens konstruktiv kritik, så bør ledelsen jo være lydhør, men straks sætter man et konsulentfirma på, da man ikke kan tåle kritikken, da den sker offentligt, måske fordi man ikke har argumenterne i orden og selv skal stå til ansvar.
Dårlig lederskab, det var aldrig sket på det private arbejdsmarked.
Man praktisere tydelig janteloven her.
Kære Linda
Hvor er det bare godt og flot gået.
Ytringsfriheden har rystende trange kår i dette land, der ellers bryster sig af netop ytringsfrihed.
Ønsker dig al mulig held og lykke med din kamp for at gøre ting bedre og sender dig gode vinde fra alle retninger!
Hvorfor nedlægger vi ike bare det fakultet ... både dekanen og bemeldte dame og de studerende laver intet nyttigt for vores samfund ...
Deres hobby må de selv betale hvis ikke de kan finde en sponsor.
Det er ikke en samfundsopgave ... fyr hele bundet og spar de penge.
Det er kompetencer som dine, vi skal leve af! Det er et stort problem for vores samfund og fremtid, når smålighed og forfejlet stolthed gør folk som dig til fjende. Så TAK fordi du kæmper og gør os rigere og klogere! Jeg synes du er mega sej!
Linda Maria Koldau fremsætter en vigtig debat, som jeg har ønsket mig i lang tid. Tak for det.
Mht. personalsagen, så er det rystende at et (to?) konsulent-firmaer vil tjene penge på at udpege Koldau som årsag til et problem. Samarbejdsproblemer opstår i sagens natur i et samspil.
Situationen lugter af
netop det som Koldaus kritik fra begyndelsen har handlet om; manglende faglighed, dømmekraft og dannelse på humaniora.
Kære Linda Maria Koldau. Din sag ligner i uhyggelig grad min. Som ansat i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn var det præcis de samme problemstillinger, mange af de ansatte i kirken var udsat for. Når det er umuligt - i mit tilfælde i 23 år - at få ledelsen i tale, og man bliver afkrævet undskyldninger til dem, som har udsat en for krænkende særbehandling, er der desværre kun en vej, hvis man vil bevare sin værdighed: at beskrive ens håbløse situation offentligt. Uden at kende dig personligt beundrer jeg dig for dit mod til at stå offentligt frem. Det kommer til at hjælpe rigtigt mange andre i et hæsligt miljø somdet sker i psykisk dårligt arbejdsmiljø. Hvorfor er det den krænkede, som skal bøje nakken ??? Hvoprfor vil ingen åbne op for dialog ??? Jeg ønsker dig alt muligt godt !!!
PS har selv en blog, hvor jeg på bedste vis forsøger at formidle, hvad der skete i min sag, som endte med, at jeg måtte opgive mit elskede job som klokkenist ved Vor Frelsers Kirke efter 32 år ...
Kærlig hilsen
Ulla Laage
+1 til Anders' vinkel - personalesagen mudrer budskabet til. Desuden finder jeg det hysterisk morsomt at en anden kommentar lader det skinne igennem at man ikke ville opleve tilsvarende dårlig ledelse i det private.
Absurd
Kære Linda Maria Koldau.
Hvor er det stærkt og modigt gjort af dig, desværre gir det nogen smæk over næsen, men samfundet har brug for mennesker som dig, som siger sandheden.
I dyb respekt,
Anne-merete Nielsen
Et symptom på den helt uantagelige strukturudvikling, danske universiteter over en årrække har gennemgået, fordi man ikke har haft blik for forskningens nødvendige uafhængighed i politiske kredse.
Nu er det hele korrumperet af magtspil og hoffærdighed, som valgsystemet og den kollegiale, uformelle styring friholdt os fra. Typisk, at der skal komme en tysker og vise os, hvor galt fat det er.
Hej Linda
Græd mere. Og kanaliser endelig dine personlige inkompetencer videre til at vedrøre ledelsens behandling af dig.
God dag.
Hilsen en af de hundrede, som ikke støtter dig. Husk også at få dét med i din næste spændende blog.
PS. Måske man skulle skrive en blog, eller meddelelse til Weekendavisen, som beskriver, at der også er masser, som ikke støtter din sag.
Endnu et grelt eksempel på institutionaliseret mobning affødt af usynlig og svag ledelse. Den svage leder lader jungleloven og janteloven kappes om at herske, hvilket uungåeligt fører til et betændt samarbejdsklima.
Her kan den svage leder så træde "i karakter" og bruge skattekroner på at få "jo dyrere jo bedre" konsulenter til at udpege den "rette" syndebuk.
Du er tydeligvis ikke opdraget i den danske gymnasieskole, hvor hønsegården er det ypperste dannelsesideal;) så du skal da kanøfles, det er da klart som blæk.
<3<3<3 Du er ikke alene og der bliver kun flere der har det som dig, når janteloven og ikke demokratiet hersker på vores alt for dyre og mere og mere unyttige offentlige institutioner
SMUKT!
Ubetinget støtte til Koldau herfra også. Hvor er det dog ynkværdigt, at en fej og ukvalificeret ledelse tyr til at hyre udenforstående bussemænd til at gøre det beskidte arbejde.
Ingen, der har tilbragt bare lidt tid på et dansk humanistisk uddannelse, kan sige andet end, at vi er på en solid deroutekurs for enhver form for klassiske kundskaber. Sørgeligt, at det er så utilladeligt for en udenforstående at påtale dette indlysende, og ganske typisk, at det hjemlige miljø reagerer med smålighed og afstandtagen, når der endelig kommer en international kapacitet, der kunne rette op på noget af dette.
Og til det feje og ondskabsfulde anonyme "græd mere"-indlæg 14. feb. 2012 11.53: Smålighed, intriganthed og barnagtighed af den slags, du udviser, er tilgivelig blandt 13-årige piger, men hvis du er medlem af det i indlægget beskrevne mobbehold fra AU, så er det ikke så underligt, at Linda Koldau føler sig skidt tilpas.
Bliv dog voksen og få dig et liv og en karriere selv. Og få dig først og fremmest et navn, hvis du har noget på hjerte, som du i ramme alvor tror, det kunne være interessant for andre at høre! Det ville faktisk være en rigtig god idé, som du foreslår, hvis Koldaus kritikere lavede en blog eller skrev nogle indlæg, hvor de redegjorde for deres kritik - men det er igen ganske sigende for hele sagen, at de i stedet klarer sig med trusler, formelle magtmidler eller anonyme indlæg blottede for argumenter. Føj, føj.
Linda er uden tvivl den mest dygtige underviser jeg har mødt på AU - og oven i købet en yderst sympatisk person. Det gør mig ondt, at hun bliver behandlet så dårligt.
/Anna, stud.litt.
Kære Linda Koldau
Tusind tak for din opsang til AU. Vi har siddet og fulgt lidt med her fra sidelinjen og det glæder os at du har taget bladet fra munden - og sørger os, at du tilsyneladende må bøde så meget for det.
Jeg har selv forsøgt at iværksætte flere processer på AU ift. forbedring af en - syntes jeg - utroligt mangelfuld undervisning, dengang jeg var indskrevet på AU og arbejdede som teaching assistant i 3 år. Det var at løbe panden mod en mur.
Skynd dig at stik af til et universitet, der værdsætter dine kompetencer. Det gjorde vi og det er en stor lettelse at det der var ildeset på AU åbenbart var godt nok til både Harvard og Oxford.
Kære Linda
Jeg har tilsvarende dig også oplevet konsekvensen af dårlig ledelse i Universitets-miljøet. I mit tilfælde har det været på institutniveau at en intern påpegelse af dårlig ledelse har ført til en personsag imod mig og min faglighed. Det er rystende, at den slags ting kan finde sted fordi ledelsen ikke kan påtage sig sit ansvar. I mit tilfælde er dekanen gået ind i sagen, og det er endt med en forflytning af mig til et andet institut for at afslutte sagen i stedet for en konfrontation af institutledelsen med de eksisterende problemer. Problemerne er ikke løst og fortsætter i bedste velgående på mit tidligere institut. Jeg har personligt valgt ikke at tage kampen op men komme videre med min karriere et andet sted med en bedre ledelse. Jeg har dyb sympati for din sag, og jeg ved hvor hårdt det er uberettiget at blive angrebet fagligt og personligt, når problemet i virkeligheden ligger hos ledelsen! Held og lykke i din kamp.
Kære bidragsydere
Jeg vil sige en generel tak til jeres kommentarer og de mange støttende ord.
Mit største ønske er, at der endelig opstår en debat, der tvinger ledelserne og politikerne at forholde sig til den kritik, der bliver ytret med stigende intensitet i medierne. Det er ikke at tilstrækkeligt at "have en fin debat" - så længe ledelsen kan gemme sig bag sin magt og politikernes ligegyldighed, vil der aldrig ændre sig noget på de danske universiteter.
Og det er tydeligt nok i de mange udsagn fra universitetsfolk, fra student via phd-student, postdoc og lektor til professor, at der må ske noget hvis de danske universiter stadig ønsker at være berettiget til at kunne kalde sig for "universitet".
Bedste hilsener og gode ønsker
Linda Maria Koldau
Dejligt at der er nogle der tør bringe det på banen!
Jeg forstår din utilfredshed omkring din personlige sag, men som andre har sagt vil det nok være mest effektivt at holde det lidt mere adskilt.
Også min fulde støtte til Linda Koldau.
Så vidt, jeg kan decifrere ud fra de artikler, der har været, så handler sagen basalt set om en mangel på faglighed, som gennemsyrer humaniora.
Jeg kan for min del kun tilslutte mig kritikken. I mange år har jeg haft en helt generel anke mod tværfaglighedsparadigmet i det danske uddannelsessystem, al den stund, at man ikke kan bedrive relevant tværfaglighed, med mindre man har en faglighed. Og så vidt, jeg kan se, er det netop blandt andet den relevante pointe, Linda Koldau fremfører.
Hvis man læser det første indlæg af Linda Koldau, kan man nikke genkendende til problemet med, at man som studerende i Danmark ikke får tilstrækkelig viden om det objekt, som ens fag handler om. Og det er efter min mening en høj faglig viden om ens forskningsområde, der giver muligheden for at trække tråde til andre områder på en relevant og værdiskabende måde.
Og så er jeg i øvrigt enig med Christoffer Bugge Harders kommentar til "den anonyme". Det er da langt under lavmålet at skrive den slags perfiditeter anonymt. Måske har du dårlige oplevelser fra en dagligdag på instituttet eller lignende, men det gavner ingenlunde din sag, at du ikke står frem med navn og leverer et - måske ligefrem interessant - modsvar til de kritikpunkter, som Linda Koldau præsenterer.
MVH Erik Lund Nørgaard
Kære Linda
Ubetinget støtte herfra i din kamp mod det tilsyneladende accpterede forfald på dansk Humaniora.
Kommentarer andre steder:
http://www.findecompte.blogspot.com/2012/02/mens-janteloven-geninstalleres.html
http://imangelafbedre.wordpress.com/2012/02/16/jeg-er-skuffet-over-min-uddannelse/
Christoffer Bugge Harder er inde på det rigtige, jeg kan kun begræde at vi i DK så tydeligt - og uformelt - støtter censur, at stupide, hadske og tydeligt uargumenterede indlæg kan putte sig med samme anonymitet som de velmenende, begrundede støtter til LMK.
Det er et demokratisk problem.
At det skulle være anderledes i private virksomheder, er ikke min erfaring, men min fornemmelse er at virksomheder - og institutioner - som gør åbenhed til en dyd, klarer sig bedre i internationale sammenhænge.
Desværre er min erfaring fra sammenstød med det offentlige, at man hellere besvarer (berettiget) kritik med magt, end argumenter, formentlig fordi argumenter kan medføre udgifter i forbindelse med ændringer - og den økonomi er kun politikere herre over...
/J
Viden og fairness om jeg må be’
Jeg var formand for det bedømmelsesudvalg, der foretog indstilling om Linda Koldaus ansættelse professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet. Derfor har jeg kendskab til personfølsomme sager, der medfører tavshedspligt, som jeg naturligvis respekterer. Men behandlingen af Pia Rasmussen får dråben til at flyde over. Hun er ansat uden forskningsret og kan ikke sammenlignes med Linda Koldau. Jeg finder det ukollegialt, hvis ikke Linda Koldau griber ind. Men det er med stigende ubehag, jeg ser hvordan debatten er gået i selvsving. Der mangler viden om offentligt tilgængelige fakta vedrørende ansættelse og internationale status.
Det er ikke korrekt, at Linda Koldau er blevet headhunted. Hun er blevet ansat efter den almindelige ansættelsesbekendtgørelse gennem en kaldelse. Denne ansættelsesmetode anvendes ved mindre specielle fag, hvor det kan være vanskeligt at rekruttere på professorniveau. Her kan man undersøge, om interesserede kandidater er professorkompetente, og om det vil være sandsynligt, at andre kvalificerede melder sig et opslag.
En ansættelse ved kaldelse er ikke ensbetydende med, at den ansatte automatisk skulle være på et højere niveau end folk, der er ansat efter opslag eller har højere international status end andre. Det afgøres alene af de kvalifikationer og erfaringer, som den pågældendes cv angiver.
Headhunting derimod drejer sig om folk på højeste internationale niveau, som fx de ’distinguished visiting professors’, som Aarhus Universitet fast inviterer. Sidst Francis Fukuyama. Ligesom æresdoktorer inviteres de derfor uden at have indsendt ansøgning om noget som helst. Linda Koldau har til Information oplyst at hun søgte en administrativ stilling ved Aarhus Universitet. (Jeg ved ikke, hvorfor hun har fravalgt at søge fast stilling i Tyskland, hvorfor en administrativ stilling var attraktiv, og om Aarhus er et positivt tilvalg eller et tilfældigt valg).
Linda Koldaus har tre offentliggjorte cv’er (to på wikipedia og ét ved Aarhus Universitet). Hendes forskning ligger i meget væsentlig grad ligger inden for tysk musik og er næsten udelukkende publiceret på tysk endnu uden bred international publikationsprofil, også hendes fremragende disputats.
Det fremgår ikke, hvorledes hendes internationale status er i forskningsmiljøerne i og uden for musikvidenskab. Hun er tilsyneladende ikke valgt til tunge tillidsposter i internationale faglige foreninger, til videnskabelige akademier, til brede internationale evalueringspaneler, til fondsbestyrelser og vigtige internatonale tidsskriftredaktioner eller inviteret til en række gæsteforsker/professorpositioner (dog én i Korea). Der er heller ikke noget om ledelse af større internationale forskningsprojekter for tyske eller europæiske midler eller om, at hun har et bredt kendskab til dansk humaniora gennem deltagelse i projekter, tunge bedømmelsesudvalg, peer review-funktioner, phd-uddannelser, brede samarbejder o.l.
Linda Koldaus cv viser en lovende yngre professor med en omfattende produktion og et potentiale for engang at kunne krydse en del af ovenstående punkter af på sit cv. Når man er vant til at læse cv’er ved evalueringer i Danmark og Europa, ved man, at der skal mere til, når hovedansøgere får deres cv kritisk bedømt af peer reviewere i en international konkurrence. Linda Koldau er et andet sted i sin karriere, end pressen har fremstillet.
Om dansk humaniora er i frit fald, har hun hverken baggrundsviden eller international pondus nok til at vide.
Linda Koldau skal fortsat ytre sig alt det hun vil. Det er ikke hendes eller andres ytringsfrihed, der er til debat, men bl.a. grundlaget for og gyldigheden af hendes udsagn. De er ikke på forhånd mere relevante eller rigtige end de mange andre kritiske eller positive udtalelser om forskning og uddannelse og om Aarhus Universitet, blot fordi de kan formes som en god historie.
Svend Erik Larsens indlæg gør mysterierne større: det lyder jo næsten, som om Koldau slet ikke skulle have været ansat, eller at hun fik et professorat, som ingen andre ville have (!).
Mht. Pia Rasmussen må det undra, at man har en fagleder uden forskningsret (!), men iflg. PRs eget cv på pure er der da også en hel del forskningsområder: http://pure.au.dk/portal/da/muspr@hum.au.dk
Fra anonym til anonym
Der er såmænd ingen mystik: Professoratet var endnu ikke blevet slået op efter den foregående professors pensionering i 2008, da Linda Maria Koldau dukkede op ved at søge en administrativ stilling som institutleder på Fakultetet. Og som institutleder Niels Lehmann allerede har forklaret i Politiken (18/02/12): "I vores system er en fagleder grundlæggende ansvarlig for at koordinere fagets uddannelser og har ikke noget ansvar for forskning." Så der er intet odiøst eller fagligt betænkeligt i, at en studielektor skulle varetage denne deltids studieadministrative funktion. Og som Niels Lehmann i øvrigt tilføjer sammesteds: " Jeg vil gerne understrege, at Pia Rasmussen har udfyldt sin rolle som uddannelseskoordinator på allerbedste vis."
Nåh, så skal man bare dukke op med sit cv, så får man et professorat, hvis der er et - uden bedømmelsesudvalg og andre besværligheder! Det er da værd at huske på, når nu så mange snart går af pga. alder.
Jeg synes stadig, at det er mærkeligt, at man i dag ansætter VIP-personale, der accepterer ikke at have forskningstid.
Bevar mig vel, nej! Daværende dekan Bodil Due, som også var ansvarlig for ansættelsen af Fakultetets institutledere, må have set muligheder i at koble Linda Marie Koldaus cv med Musikvidenskabs vakante professorat og valgte vel derfor at iværksætte en kaldelse (jf. Svend Erik Larsens forklaring), som er en ganske omstændelig proces. Men jeg kender desværre ikke de specifikke omstændigheder omkring dekanens dispositioner.
Jeg synes faktisk, at det er knap så mærkeligt, at man lader sig ansætte i en bestemt stillingskategori, hvis man finder den passende, som at man afbryder en international forskerkarriere for at søge en administrativ mellemlederstilling på et dansk provinsuniversitet (Undskyld, Aarhus Universitet, jeg ved jo, at sandheder er ilde hørt). Men det mysterium kan vist kun Linda Maria Koldau selv opklare for to anonyme ignoranter som os.
Det er uhyggeligt, hvorledes et problem omkring universitetsstruktur ikke var et stort nok problem til at skabe presseomtale. Dette er i sig selv sørgeligt. Men at man tager den derfra, og smasker 'ytringsfriheds'-titlen på som overskrift i en personsag, udstiller sig selv som sendt fra himlen, med nærmest overjordiske kvalifikationer, hidkaldt til at ændre på det moderne musikvidenskab i Århus, må jeg le. Det er grinagtigt hvordan fokus i denne sag er skiftet fra en diskussion omkring universitetsstruktur, muligvis med inddragelse af ledelsesstyring, til at omhandle en klynkene tysk professor, der påfører sig offerrollen, og elsker medietid, mudderkastning og offentlig tilsvining af kolleger.
Sørgeligt hvordan pøbelen, her mener jeg alle jer der ikke hører andet end ordet 'ytringsfrihed', og mener i skal blande jer uden at kende det mindste til sagen. Ytringsfrihed er ikke ytring uden ansvar!
Nej, det drejer sig da sandelig ikke om ytringsfrihed i min optik, 'anonym'! Det handler om det faglige forfald, som danske universiteter har gennemlevet i udviklingen til almen ungdomsuddannelse.
Kompromisserne for at gøre universitetet spiseligt for de mange uden sans for de værdier, der ligger i det akademiske og universitære, har været betydelige, og det er derfor glædeligt, når der kommer hjælp udefra til at minde os om humanioras umistelige værdier.
Sikke en omgang!
Debatten er meget ophedet, må man sige. Jeg er en af de mange musikstuderende fra AU, og jeg undrer mig over, hvor vreden (fra alle parter) kommer fra.
Jeg kan helt følge Koldaus kritik af kompetencebegrebet, der let (men ikke implicit) kan føre til en uklarhed om, hvad de studerende egentlig lærer. Jeg mener således ikke, at hendes kritik er uinteressant.
Men når Koldau taler for, at man i modsætning hertil gør de enkelte fagligheder i uddannelsen til selvstændige 3-årige uddannelser, er jeg ret uenig. Jeg ønsker en bred musikvidenskabelig uddannelse!
Problemet, som Koldau ganske rigtigt addresserer, ligger i, at man siden 2005 i hele uddannelsessystemet (fra børnehaveklasse til universitet) har forsøgt at imødekomme erhvervslivets krav om omstillingsparathed og dermed kompetencer, men dette kræver, at lærere/undervisere ikke bare ved, hvad kompetencer er, men også hvordan de opnås:
Hvis man fokuserer på kompetencer risikerer man at fokusere på teori uden praktisk indhold. Men erhvervslivet er næppe interesserede i mennesker, der kan udtale sig abstrakt om alt uden nogensinde at kunne sige noget konkret!
Det, der er sigtet med kompetencebegrebet, er således ikke at opnå teori uden indhold, men derimod at opnå erfaring med, hvordan en videnskabelig og læringsmæssig tilgang kan overføres fra ét indhold til et andet. Den slags vil erhvervslivet meget gerne have! Dét er det, man kalder omstillingsparathed!
- en god og tankevækkende kommentar. Der er dog et lille problem i sidste afsnit: at vi selvfølgelig ikke kan acceptere, at det er erhvervslivet, der skal bestemme, hvad folk skal beskæftige sig fagligt med.
Musikvidenskaben er om nogen et eksempel på, hvordan opdyrkelsen af et kernefagligt område - kritisk værkudgivelse med tilhørende kritisk kildeopsporing og rekonstruktion af historiske praksisforløb - på få år har ændret opførelsespraksis, -værdier og kunstnerisk smag og efterspørgsel. Markedet er revitaliseret, og denne indsats har givet os bedre kunstnere og større indsigt end tidligere.
Desværre kan man ikke hævde, at danske musikvidenskabsfolk i første omgang var klar til at springe med på vognen.
Om Linda Maria Koldau har ret i sin anke eller ej ved jeg ikke nok om til at kunne udtale mig, men man må da bemærke så mange anonyme kommentarer der er når nu AU støtter så meget om om fri debat af berøringsfølsomme emner?
Jeg synes, det virker som om, at Lina Maria Koldau ikke har forstået faget musikvidenskabs formål/afgrænsning på Aarhus Universitet. At man i andre lande prioriterer fx at læse klassisk musikhistorie i mindst 3 år er ikke i mine øjne en særlig relevant betragtning eller argumentation, da prioriteringen på AU som udgangspunkt er anderledes. Således er musikvidenskab på Aarhus Universitet ikke nødvendigvis er en forskeruddannelse, hvilket, jeg synes, er en vigtig pointe! Mange af kandidaterne fra AU bliver således fx gymnasielærere eller arbejder med faget på et kulturteoretisk eller
-praktisk plan. Og dette faktum er ikke noget, man lukker øjnene for på faget (i modsætning til mange andre steder), hvilket i mine øjne er yderst prisværdigt! Musikuddannelsen på AU forholder sig således til kandidaternes virkelighed, og blandt andet (men bestemt ikke kun) derfor er en bredt funderet musikvidenskabelig uddannelse nødvendigt og i højeste grad brugbar. Dette udelukker dog ikke muligheden for at specialisere sig og vælge at gå forskervejen, hvis det er det, man som studerende ønsker.
At der ovenikøbet findes overbygninger, hvor kandidater fra andre fag har mulighed for at udvide deres horisont uden krav om fx et stort kendskab til musikteori inden optagelsen, ser jeg ligeledes som et plus for kreativ og innovativ tværfaglig tænkning.
Jeg synes, det er et stort problem, at Linda Maria Koldau ikke kan se forcen i fagperspektiver, der er anderledes end, det hun er vant til eller selv ønsker.
Og til sidst et surt opstød fra mig: Folk, der kommer med platte og ignorante kommentarer om, at musik-/æstetik-uddannede folk ikke har noget at bidrage med til samfundet, ved tydeligvis ikke, hvad de taler om.
Jeg forstår overhovedet ikke Linda Maria Koldaus behov for at gå til offentligheden med en personalesag.
Kritikken af universitetet generelt er en fin diskussion. Ligegyldigt om man er for eller imod LMKs holdninger til dette, er det altid godt at debattere, hvordan man gør ting på en offentlig uddannelsesinstitution.
Men at gå i offentligheden med personaleproblemer på sin egen afdeling virker absurd. Det er da netop noget, man skal klare med sin ledelse internt.
For mig at se kommer LMK til at virke klynkende, og som om hun i højeste grad bevidst ønsker at sætte sig selv i en offerrolle. Hvorfor dette er tilfældet kan man kun gisne om. Udadtil virker det dog som et desperat forsøg på med alle midler at få ret - selv om hun måske er den eneste på sit fag, der har de holdninger, hun giver udtryk for.
Har hun mon brug for at puste sig selv yderligere op, fordi hun ikke har "den internationale pondus", som hun ellers højlydt udbreder sig om (jf læserbrevet fra bedømmelsesudvalgets formand)?
Send en kommentar